Vuelta a Espana-analyse: Et lammende uppercut til chefen

Hvilken forskel et par timer kan gøre! Evigt kontroversielle Nacer Bouhanni vågnede op til historien om, at han i går havde fået en tidsstraf for at have slået ud efter sin sportsdirektør og servicebil, og i et par timer lignede det blot endnu en i rækken af endeløse kontroverser mellem ham og hans Cofidis-hold. Det viste sig imidlertid hurtigt, at der ikke var fugls føde på den historie, for både holdet og Bouhanni selv var hurtigt ude med et dementi på sociale medier og i en pressemeddelelse, men det var alligevel meget symptomatisk, at der igen blev igangsat rygter om franskmanden, hvis ry som ”bad boy” har fået presset til konstant at opsøge dårlige historier om den tidligere bokser.

Bouhannis adfærd både på og af cyklen har gjort ham berettiget til det dårlige image, men morgenens historie er også et eksempel på, at det hurtigt giver en selvforstærkende effekt, hvor Bouhanni kan bruges som forklaring på snart sagt alverdens ulykker. I de senere år har det også været påfaldende, hvordan hans manøvrerum i spurterne synes langt mindre end for rivalerne, og specielt den meget kontroversielle deklassering i Hamburg for et par år siden var et godt eksempel på, at Bouhanni tilsyneladende også hos kommissærerne bare pr. definition er sportens enfant terrible.

Med den historie og en generelt forfærdelig sæson i bagagen kunne Bouhanni meget vel have tabt moral og kastet håndklædet i ringen, for der synes bare ikke at være noget, der i denne sæson vil gå hans vej. Et lys i mørket var det dog, at Cofidis faktisk lynhurtigt var ude med opbakning til deres stjerne, for det gennemgående tema på det franske hold i 2018 har nemlig ikke været resultaterne på cyklen, men derimod de evige skænderier mellem holdets stjerne og den nye ledelse anført af Cedric Vasseur.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det hele startede allerede inden sæsonen, hvor Vasseur efter sin ansættelse gjorde det klart, at Bouhanni slet ikke kunne forvente samme støtte som i de foregående sæsoner, hvor det franske hold har været nærmest synonym med deres store stjerne. Det behagede tydeligvis ikke den tidligere bokser, og efter den dårlige start gik de to parter helt skævt af hinanden, da ledelsen lod ham blive hjemme fra Milano-Sanremo, der ellers var forårets helt store mål. Efter at han forlod Volta a Catalunya med sygdom og led sig igennem april mål, nåede forholdet et lavpunkt, da ledelsen i L’Equipe erklærede, at Bouhanni på daværende tidspunkt ikke var bedre end en motionsrytter, og at han skulle gøre sig fortjent til sin Tour-plads ved at vinde cykelløb i de kommende uger.

Meget kan man sige om Bouhanni, men en fighter er han. Derfor var det også meget symptomatisk for hans karakter, at han trodsigt rejste sig fra nedturen og med flere sejre i maj og juni faktisk lignede en mand, der var på vej mod fordums styrke. Så gik det imidlertid helt galt igen i La Route l’Occitanie, hvor det engang så gode forhold mellem ham og den tidligere lead-out man Christophe Laporte nåede frysepunktet, efter at Bouhanni på 1. etape havde trodset holdordren og besejret sin kaptajn i massespurten på 1. etape.

Den beslutning kostede dyrt, for selvom Bouhanni på den efterfølgende bjergetape viste skræmmende god form, bad holdet ham blive hjemme fra juli måneds stor løb, selvom det var indlysende for enhver, at han var holdets bedste bud på en etapesejr. Smerteligt har det helt sikkert været for franskmanden at se, hvordan Laporte efter sprinternes masseexit blev nr. 2 bag Arnaud Demare i spurten på 18. etape, for det virker stærkt sandsynligt, at den langt hurtigere Bouhanni faktisk i det ret svage felt, der var tilbage, kunne have vundet lige præcis den etape og måske endda også i Paris.

Bouhanni fik dog lovning på en kaptajnrolle i Vueltaen, men Vasseurs personlige vendetta mod sin egen rytter nåede nærmest det komiske, da han til løbet kun kunne finde plads til én lead-out man, Kenneth Vanbilsen, på et hold, der ikke just vader i stjerner. Udefra så det nærmest ud til, at det var vigtigere for holdets manager igen at vise sig som den stærkeste i den interne magtkamp end faktisk at rejse sig efter en skuffende Tour.

I sidste ende vandt Bouhanni imidlertid alligevel, for i dag leverede han et lammende uppercut lige i ansigtet på sin chef, der må føle sig temmelig groggy, efter at Bouhanni i dag spurtede sig til holdets første grand tour-etapesejr siden Daniel Navarros flotte Vuelta-triumf i 2014. Med den fandenivoldskhed, der kendetegner Bouhanni, når han er bedst, bed han sig fast til fronten, da feltet splittedes i sidevinden, og med en tydelig vrede som brændstof kommanderede han Loic Chetout til fronten, da han i det kaos, som Bouhanni elsker, øjnede sit livs chance for at tage sin største sejr siden den gyldne tid, hvor han dominerede spurterne i både Giroen og Vueltaen.

Let var det imidlertid ikke, for på imponerende vis havde stort set alle feltets topsprintere nemlig klaret cuttet, da først et stort styrt og siden den frygtede sydspanske vind havde reduceret gruppen til kun godt 50 mand. Faktisk var det blandt feltets sprintere kun Ryan Gibbons og Nelson Soto, der var fraværende, og selvom Max Walscheid blev kaldt tilbage for at hjælpe den desperate Wilco Kelderman, var der rigeligt med konkurrenter til at true Bouhanni.

Det mindre felt betød imidlertid også, at positionskampen blev knap så intens, og det gjorde det lidt lettere for Bouhanni at klare sig med sin begrænsede holdstøtte. Med sin eminente næse for positionering sad han da også helt perfekt, da Laurens De Plus førte feltet ind på opløbsstrækningen, og da Matteo Trentin blev tvunget til at starte en lang spurt, kunne Bouhanni let glide forbi og i en tæt duel med Danny Van Poppel tage sin første WorldTour-sejr siden sidste års Volta a Catalunya.

Spurten viste ganske vist klart, at der fortsat er langt til den gamle Bouhanni, der var så suveræn i sine grand tours i 2014, for i spurten var han klart langsommere end Elia Viviani, der kom blæsende bagfra med nærmest dobbelt fart. Det betyder imidlertid mindre for Bouhanni, for en sprinter lever i høj grad på selvtillid, og den må i den grad være blevet styrket efter i dag, hvor følelsen af hævn over Vasseur formentlig kun vil bidrage til at nære den ild, som altså endnu ikke er slukket i den tidligere bokser. En vindermaskine bliver han næppe igen, men forhåbentlig indser Vasseur og co. efter i dag, at deres bedste vinderkort fortsat hedder Bouhanni, og at han derfor fortjener en støtte, der står mål med hans klasse.

Klasse plejer også at være det første, man tænker på, når man hører navnet Elia Viviani, for der findes vel næppe nogen, der i år har kørt så kloge massespurter som den italienske mester. Det kræver blot et blik på hans skræmmende stabile resultater i årets massespurter at forstå, hvor ufatteligt sjældent han og Quick-Step begår fejl i finalerne. Det blev specielt tydeligt i årets Giro, hvor han gang på gang viste sig klogere end den ellers hurtigere Sam Bennett og derfor trods en klart lavere topfart endte som løbets sprinterkonge.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

I dag begik holdet imidlertid en meget sjældent fejl. Om det var Viviani selv eller Michael Mørkøv, der traf den skæbnesvangre beslutning, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at de to nationale mesterskabstrøjer var helt fraværende, da Quick-Step som ventet tog kontrol i finalen efter en sidevindsetape, hvor de igen havde vist deres klasse i netop den slags betingelser. Med det klart bedste tog burde holdet have taget fuld kontrol frem mod sidste sving, og det havde de da også kurs mod, da De Plus og Fabio Sabatini førte feltet igennem sidste sving. Med sig havde imidlertid ikke de to sidste led i kæden, der ifølge Mørkøvs interview med TV2 følte sig overbevist om, at de trods den kraftige medvind havde god tid til at komme frem.

Det havde de imidlertid ikke, for da Sabatini ramte fronten og efter et hurtigt blik bagud indså, at hans kaptajn var langt væk, og derfor stoppede sit lead-out, følte Trentin sig tvunget til at lancere spurten tidligt. Det endte med at blive en helt perfekt aflevering af Bouhanni og Van Poppel, og selvom Viviani med en for ham faktisk imponerende spurt viste sig som feltets i særklasse hurtigste, var der intet at stille op. Derfor blev det kun til en tredjeplads, og selvom det naturligvis er endnu et flot resultat på Vivianis skræmmende konsistente liste over topresultater, står det ikke mål med det, Quick-Step burde have fået ud af situationen.

Og måske var det meget godt, for det har været dejligt forfriskende at se, hvordan Vueltaen igen belønnede et af de hold, der kun sjældent vinder. Jeg har allerede tidligere fremhævet de overraskende sejre til Dimension Data og EF, og i dag var det så Cofidis, der i de senere år ellers har været igennem lidt af en sejrskrise, der løb med laurbærrene. Ganske vist har de faktisk i år haft en ganske flot sæson med en del sejre særligt i maj og juni, men Cofidis har stadig et ry som lidt af en fiasko. I de seneste tre dage er det imidlertid vindermaskinen Quick-Steo, der har fejlet, mens sportens underdogs har solet sig i rampelyset.

På den måde var det vel også meget fint, at det var Bouhanni og ikke Van Poppel, der vandt dagens etape, for LottoNL har haft en drømmesæson, som langt fra står og falder med en etapesejr i Vueltaen. Alligevel må der være en vis frustration at spore for den store hollænder, der her havde en gylden en chance for at spurte sig en sejr tre år efter det store gennembrud med triumfen i netop dette løb. For en gangs skyld betød medvinden nemlig, at det faktisk var en fordel for Van Poppel at være langt fremme alt for tidligt, og derfor var det denne gang ham og ikke Viviani, der var klogest. Det har ellers været en kedelig tendens, at Van Poppel altid har mistimet sine spurter, men i dag var der intet at bebrejde sig selv, for Bouhanni var ganske enkelt bare den tand hurtigere til sidst.

Vivianis nedtur var ikke den eneste på en generelt kedelig dag for italienerne. Selvom positioneringsstærke Simone Consonni igen viste sin imponerende stabilitet med endnu et topresultat, kneb det for nationens tre store sprinterstjerner. Værst gik det for Giacomo Nizzolo, der næppe sender Mørkøv og Viviani et takkekort efter dagens etape, for den ellers så stabile og snu Trek-sprinter spillede på den forkerte hest, da han fulgte al logik og holdt sig til den italienske mester i finalen. Det viste sig for en gangs skyld ikke at være den rigtige beslutning, og dermed mistede Nizzolo en gylden chance for at bygge videre på det momentum, han ellers siden sin lange skadespause har fået opbygget.

Momentum er der til gengæld ikke for den tredje italiener, Matteo Trentin. Den nykårede europamester holdt sig ellers godt til, men i spurten var han klart overmatchet af de hurtigere folk. Dermed fortsatte han sin kedelige start på et løb, hvor han ikke har været i nærheden af sidste prs gudeform, men lige netop i dag var det måske at forvente. Trentin har nemlig aldrig været hurtig nok i boulevardspurter som disse, og når han sidste år kunne vise sig som den dominerende sprinter, skyldtes det et svagt felt mere end Trentins egen fart. I år er konkurrencen ganske enkelt skrappere, og derfor har spurtsucces til Trentin hele tiden set meget usandsynligt ud, også selvom formen havde været lige så forrygende som sidste år.

Og når man taler om form, er det svært ikke at omtale Peter Sagan. Det kan godt være, at han var igennem en grim omgang i den sidste uge af Touren, men det er alligevel ganske specielt at se verdensmesteren, der normalt har et ret højt bundniveau, være så bemærkelsesværdigt langt fra sit bedste. I dag holdt også han sig naturligvis til Viviani, hvis hjul virkede som det rigtige sted at være og dermed blev han en sjælden taber i positionskampen, men det var alligevel overraskende at se, hvor svag en spurt han kørte. Selvom han stadig har tid til at forbedre sin form, virker det lige nu helt urealistisk for ham at skulle kæmpe med om endnu en regnbuetrøje, for det ville i forvejen kræve lidt af et mirakel for ham at kunne gøre sig gældende på en klatrerute som den, der venter i Innsbruck. Det ser ud til, at kun kontakt til de højere magter kan gøre ham konkurrencedygtig på stigningerne om præcis en måned.

Netop de højere magter må have et horn i siden på Wilco Kelderman, for det er næsten skræmmende, hvor uheldig den stakkels hollænder har været siden skiftet til Sunweb. Sidste år sad han ude med en skade hele to gange, og alligevel tog han en fremragende fjerdeplads i Vueltaen. Efter at være sluttet året med et styrt i Kina har han i år været i asfalten yderligere to gange, så han praktisk talt ikke har kørt et løb hele året, men nu så der endelig ud til at være lys for enden af tunnelen, efter at han trods sin lange pause havde overgået forventningerne i løbets indledning.

Det var bare, indtil lynet slog ned igen, da han ødelagde sit hjul i forbindelse med det store styrt, der splittede feltet. Mens stort set alle feltet øvrige favoritter blæste afsted i et opskruet tempo, måtte han modtage et hjul fra Johannes Fröhlinger, og herefter stod situationen ikke til at redde. Et tidstab på 1.44 betyder, at den fordel, han i teorien skulle have på løbets enkeltstart, med ét er neutraliseret, og fra at have lignet en podiekandidat og spændende outsider får Kelderman nu meget svært ved at køre me dom top 3.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

For løbet er det måske endnu mere ærgerligt, at Thibaut Pinot mistede tid, for i de senere dage er jeg blevet mere og mere lun på ham som eventuel vinder af løbet. Pinot har med sin diskrete kørsel og sin store friskhed virket enormt velkørende, og at se ham klare varmen så godt har været voldsomt lovende. Desværre har positionskampen aldrig været hans kop te, og derfor blev dagens etape endnu en udstilling af den franske stjernes skrøbelighed og endnu en afspejling af, hvorfor hans resultatliste ikke står mål med det, potentialet rækker til.

Pinots uheld satte også FDJ i en prekær situation, for man skulle pludselig vælge, om man ville ofre Rudy Molards førertrøje for at hjælpe kaptajnen. Det besluttede man sig for ikke at gøre, for på et lille hold som FDJ er den eksponering, Molard i øjeblikket giver, svær blot at opgive. I sidste ende havde det nok næppe heller betydet det store at lade ham vente, for med fuld jagt fra Sunweb, Dimension Data og FDJ var det ikke umiddelbart ressourcer, der manglede bagude.

Pinot og Kelderman var de største ofre, men der var flere. Louis Meintjes var en forventelig taber i enhver form for sidevind, og han endte da også på den forkerte side af splittet, så hans endeløse række af nedture i 2018 dermed fortsætter. Mere overraskende var det, at Rafal Majka, der ellers forleden gav udtryk for, at han måske alligevel ville køre klassement, med ét fik slukket sine drømme, da han ikke sad sammen med alle de øvrige Bora-folk i front. Og så mistede uheldige Ilnur Zakarin yderligere tre minutter, så vi dermed definitivt kan konstatere, at styrtet på 2. etape desværre har elimineret ham fra klassementet.

Dermed blev løbets hidtil letteste etape den hidtil dyreste for en stribe af klassementsrytterne og dermed også et varsel om, at man aldrig kan vide sig sikker i en grand tour. Det kan man derfor heller ikke de kommende to dage, der ellers på papiret ikke bør gøre de store forskelle. Forhåbentlig kan dagens tabere bruge vreden som motivation til at rejse sig igen. Hvis de mangler inspiration, kan de jo blot kigge på den vokser, der i dag gav sin chef et lammende uppercut.