Vuelta a Espana-analyse: Fænomenets forrygende farvel

Egentlig kunne man ikke have fortænkt ham i at have smækket med døren. Philippe Gilbert har nemlig haft al mulig grund til at være skuffet med den behandling, Deceuninck-ledelsen har givet ham de seneste måneder. Så sent som i april tog han årets vigtigste sejr for det belgiske storhold - i øvrigt blot to år efter at han havde sikret dem en stor sejr på hjemmebanen i Flandern Rundt - men den store triumf gav ham åbenbart ikke mange plusser i manager Patrick Lefeveres bog. Først undlod den benhårde chef nemlig at udtage sin stjerne til en Tour, Gilbert ellers havde satset stort på, hvilket sportsligt kunne forsvares, men efterlod veteranen dybt skuffet. Og samtidig fik han at vide, at Lefevere kun var villig til at skrive en etårig kontrakt, hvorfor Gilbert ikke havde andet at gøre end at forlade skibet, hvis han ville have den sikkerhed, en flerårig aftale ville betyde.

Det ville derfor næppe have overrasket mange, hvis Gilbert i frustration allerede havde rettet sigtekornet mod fremtiden på Lotto Soudal, der med en treårig aftale var villige til at tage langt større risici end Lefevere med den trods alt ikke længere helt unge belgier, og havde endt sæsonen med en serie tamme præstationer. Sådan er Gilbert bare ikke. Manden, der er kendt for at have et konkurrencegen som få, og som ifølge rygterne også bare er en helt igennem god og sympatisk fyr uden antydningen af stjernenøkker, var både for stolt til at ende tiden hos Lefevere i vanære og for stor til at være nag, og i stedet satte han sig for at sige tak for tiden i den blå trøje ved at ende sæsonen på en facon, der er en sand mester værdig. Gilbert har formentlig ikke glemt, at det var Lefevere, som gav ham en livline på et tidspunkt, hvor hans karriere var kraftigt i tilbagegang, og som med sejrene i Flandern og Roubaix gjorde det muligt for ham ikke blot at sparke liv i karrieren igen, men også erobre to af de tre monumenter, han manglede i sin ”Strive4Five”-ambition om at vinde alle fem store endagsklassikere.

Der var nu ellers ikke meget, der tydede på, at farvellet ville blive særligt smukt. Tværtimod skuffede Gilbert fælt i et BinckBank Tour, hvor han var en skygge af sig selv. Heldigvis har historien lært os, at veteranen med alderen er blevet lidt at en dieselmotor, der skal bruge et hav af løbsdage for at finde formen, som han viste i foråret, hvor han efter en relativt svær start på klassikerne, som delvist var påvirket af sygdom, sluttede det hele af med et brag ved at sejre i det af dem fem monumenter, han troede ville blive sværest at vinde. Og derfor har det ikke været sært, at man igennem de første dage af Vueltaen har kunnet fornemme, at der stille og roligt er kommet liv i de gamle ben.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Selvom han har vundet to monumenter i de seneste tre år, er Gilbert aldrig blevet som i vanvidssæsonen 2011, hvor han kunne vinde cykelløb alene med venstre ben, og hvor han på berømt vist kørte Tom Booen ud af hjulet på en motorvejsbro ved et ellers pandekagefladt belgisk mesterskab, hvor Boonen i et uforsigtigt øjeblik havde varslet karrierestop, hvis Gilbert kørte fra ham. Alligevel er han altså stadig i en alder af nu 37 stadig så god, at han kan vinde både de største klassikere og altså også grand tour-etaper. Vinderlisten er måske stadig ikke så lang som blandt andre Boonens og Alejandro Valverdes, men den har alligevel en kvalitet, som selv må gøre de to nævnte stjerner lidt småmisundelige. Og 76 sejre er trods alt heller ikke kvantitativt nogen helt ringe score.

Af disse er de 10 kommet i grand tours, efter at han i dag satte sin 6. Vuelta-etapesejr ind på kontoen, så han med tre gevinster i Giroen og en enkelt i Touren, nu kan skrive sig ind i klubben med et tocifret antal sejre i de tre største etapeløb. Og det blev endda gjort på en dag, hvor man ellers nok kunne have betvivlet, om ikke terrænet ville være for svært for Gilbert, der måske nok har vundet i både Lombardiet og Liege, men som med alderen har mistet en stor del af sine klatreevner og i dag snarere er brostens- end ardennerspecialist.

Alt gik imidlertid Gilberts vej på en dag, hvor han efter en lang karriere sjovt nok tog sin allerførste sejr på baskisk grund, hvor man ellers skulle mene, at ”den gamle Gilbert” måtte kunne have vundet et hav af cykelløb, herunder blandt andet Clasica San Sebastian. Først endte det i det angrebsvanvid, som udeblev på gårsdagens etape, da en kombination af et sultent felt, en helt flad indledning og kraftig modvind betød, at udbruddet først blev etableret efter mere end to timer og halvdelen af etapen. Det faldt i god jord hos Gilberts dieselmotor, der efter så hård en indledning fik lettere ved at sætte sig igennem.

Da først elastikken var knækket, kunne han også med tilfredshed se sig om i gruppen. Som man ofte ser det på etaper, der indledes fladt, var det nemlig de tunge drenge, som var kommet afsted. Således måtte man spejde langt efter de lette klatrere, der ville kunne have danset væk fra store Gilbert på den stejle mur i udkanten af Bilbao. Og helt ideelt blev det, da gruppens måske to bedste klatrere, Felix Grossschartner og Tsgabu Grmay, spillede på den forkerte hest og brændte alt deres krudt af i et frugtesløst fremstød på næstsidste stigning - et fremstød, som Gilbert kunne bruge den altid loyale traktor, Tim Declercq, til at pløje ned igen ved indgangen til den sidste mur.

Her trådte Gilbert i karakter. Med de to bedste klatrere efterladt med løst krudt efter at have skudt for tidligt, var han ikke omgivet af mange klatrere. Valerio Conti måtte nemlig hurtigt sande, at den dårlige form, han har vist gennem hele løbet, stadig plager ham, og da Alex Aranburu på første stigning tilsyneladende var så mærket af gårsdagens strabadser, at baskeren, som på en mur som denne ellers var den mest indlysende favorit, ikke lignede en kandidat, fremstod Gilbert pludselig som manden, der skulle slås i et udbrud, der havde passet bedre til gårsdagens terræn end dagens knaldhårde finale.

Og det blev han. Aranburu mobiliserede ellers pludselig de kræfter, han havde manglet tidligere på etapen, og gav Gilbert kamp til stregen, ikke mindst da han slog pjalterne sammen med den unge, men meget ustabile klatrer Fernando Barcelo, som efter en svær tid endelig viste, hvorfor han kørte et så herligt Tour de l’Avenir sidste år. I sidste ende manglede de imidlertid begge det sidste til først at svare på Gilberts forceringer og til slut køre ham ind på vej tilbage mod Bilbao, hvor de dog ellers kom tættere på, end Gilbert nok havde foretrukket.

Afstanden var imidlertid stor nok til, at Gilbert kunne sejre igen og dermed tage sin første Vuelta-etapesejr siden han i 2013 endelig brød regnbuetrøjens forbandelse og i absolut sidste øjeblik tog det, der skulle blive den eneste sejr i sportens smukkeste trikot, ved at slå Edvald Boasson Hagen i en reduceret massespurt. Og den flotte afsked med Deceuninck er ikke slut endnu, for Gilbert har masser af muligheder senere i løbet, både fra udbrud i den sidste uge og i puncheurfinalerne lørdag i Ovedo og næste fredag i Toledo, hvor han allerede én gang har vundet. Derefter følger et VM, der passer Gilberts dieselmotor, samt en sæsonafslutning med mulig triumf i Paris-Tours. Nej, der er intet, der tyder på, at Gilbert har tænkt sig at smække med døren.

Det gør Aranburu bestemt heller ikke. Rygtet siger, at han er på vej til Astana, og han synes at være meget opsat på at sige farvel til Caja Rural med en sejr. I dag blev det desværre for anden gang i løbet til den ærgerlige andenplads, efter at han for tredje gang havde ramt udbruddet og således atter dokumenteret, at han har et talent, som de færreste kan matche. Og sjovt nok så det ud til, at trætheden fra i går talte til hans fordel, for hans trængsler tidligt på etapen betød, at han denne gang ikke fik brændt krudtet af for tidligt. En frisk Aranburu var formentlig kørt med Grosschartner og Grmay i deres fejlslagne fremstød, men nu bevarede han i stedet roen, så han med genvunden kraft alligevel kunne køre finale. Desværre var det formentlig alligevel prisen fra i går, der kostede ham det sidste, men Aranburu kan som minimum se tilbage på et løb, hvor han har fået sit gennembrud også i en bredere offentlighed - og for ham gælder også, at der venter præcis de samme muligheder, som der gør for Gilbert senere i løbet.

Barcelo kom til kort, men med tanke på, hvad han har vist siden Tour de l’Avenir sidste år, var det godt at se ham minde os alle om, hvorfor han sidste år vandt en bjergetape i talenternes Tour de France. Og samtidig sørgede han med en 3. plads for, at den baskiske fest blev næsten som de cykelgale baskere havde drømt om, da det lokale hold kommer fra de to dage på hjemmebanen med en sejr, en 3. plads og også en 7. plads med Cyril Barthe - et udfald, de næppe havde drømt om, da de i går for første gange kørte ind i deres hjemegn.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Udbruddet talte også en anden veteran i form af Jose Joaquin Rojas, der desværre nok må sande, at etapens resultat er meget symptomatisk for hans karriere. Som ”beskytter” af Movistars holdkonkurrence fik han ellers en chance for at køre finale i en klatresvag gruppe, hvor han havde en reel chance. Desværre var han nok engang overmatchet, og det er på den måde meget symptomatisk, at det var Gilbert, der endte som nr. 1, og Rojas, der blev nr. 4 og dermed sikrede sig endnu en sekundær placering i en karriere, der har mange top 10-placeringer, men alt for få sejre for en rytter med hans alsidige talent.

Dagens overraskelse var Nikias Arndt. +20% rimer ellers ikke just på knap 80 kg og knap 190 cm, men ikke desto mindre overvandt den formstærke tysker nok engang tyngdekraften og sikrede sig en dybt imponerende 5. plads foran lettere folk som Valerio Conti, Tosh van der Sande, Jacopo Mosca og Jonathan Lastra. I det hele taget kan dette løb siges at have været lidt af en genfødsel for den meget alsidige tysker, som hos Sunweb er endt som bodyguard for Michael Matthews, men som her har udnyttet lidt frihed til at vise, hvor fantastisk en cykelrytter han egentlig er. Samme chance har Van der Sande udnyttet, efter at han sparkede liv i karrieren igen med den flotte sejr på Mur de Thuin i Vallonien i slutning af juli, og som for anden gang i løbet kørte med om sejren - denne gang i en finale, der dog var en anelse for hård for den belgiske puncheur.

Mens kampen om etapesejren var medrivende og omskiftelig, forholdt det sig helt anderledes med favoritternes opgør. Det endte derimod som lidt af en fuser, efter at Movistar valgte at spare kræfter til senere. Det var nu helt forventet, at de med udsigt til tre langt vigtigere etaper ikke ville gå efter en etapesejr, men man kunne have forventet, at Alejandro Valverde og Nairo Quintana skulle teste Primoz Roglic i finalen.

Det skete imidlertid ikke, og det var således kun Miguel Angel Lopez, der var opmærksom på, at sloveneren har så stort et forspring, at der er grænser for, hvor mange muligheder man kan lade gå til spilde. Som forventet kunne colombianeren ikke gøre nogen forskel i en finale, der ikke passede ham, og derfor endte det i en gigantisk våbenhvile, hvor Mikel Nieve var den eneste klassementsrytter, som tabte en smule terræn.

Måske var det også forståeligt. Jumbo viste sig nemlig stærkt intimiderende, da det højst overraskende var dem og ikke Movistar eller Astana, der tog teten og gjorde løbet knaldhårdt på de to første stigninger. Med den forcering fik Primoz Roglic sendt et kraftigt signal om, at han var klar og sad med gode ben, og set i det lys var det måske meget forståeligt, at Valverde og Quintana sparede kræfterne i stedet for at kaste sig ud i det, der med tanke på den lette nedkørsel til sidst meget vel kunne være endt som det rene spild af energi. Og det sørgede for, at der er tanket godt op i depoterne, inden morgendagens store slag på Los Machocos, hvor al tanke om våbenhvile end ikke ville kunne gennemtrumfes af en resolution fra FNs Sikkerhedsråd, og hvor Movistar med dagens passive kørsel har sendt et signal om, at Roglic skal sørge for at møde velforberedt op.

Det behøver Gilbert ikke. Efter dagens strabadser har han fortjent en lille hviledag - i hvert fald så meget, som Los Machucos’ vanvittige procenter tillader - og han vil pænt kunne iagttage favoritternes kamp fra bagperronen. I det hele taget kunne Gilbert sagtens tillade sig at tage den med ro i resten af en Vuelta, der allerede er en succes. Sådan bliver det imidlertid med statsgaranti ikke. Konkurrencemennesket Gilbert bliver aldrig mæt, og der er således garanti for, at vi kommer til at se mere til det belgiske fænomen, der åbenlyst ikke har tænkt sig at smække med døren, men derimod sige farvel og tak med på en manér, som er en af sportens største mestre værdig.