Vuelta a Espana-analyse: Flot forsvar - uundgåeligt nederlag

Der er de morgener, hvor man bare mest har lyst til at blive i sengen. Det er de dage, hvor man har en opgave, der kun kan gå galt. Nærmest uanset hvor godt man udfører sit job, vil udbyttet altid være nederlag og fiasko, for reelt er den umulig at klare.

En sådan morgen havde Richard Carapaz utvivlsomt, da han vågnede i Galicien for efterhånden mange timer siden. På det tidspunkt kunne han skule begejstret over på den røde trøje, der næppe har ligget fjernt fra sengen, men samtidig gøre det med en bevidsthed om, at den allerede havde kurs mod Slovenien. Dagens enkeltstart var nemlig en kamp, han på forhånd var dømt til at tabe, og nærmest uanset udfaldet ville han have bragt sig i en position, hvor en Vuelta-sejr ville kræve et mindre mirakel.

I overskrifter gik det da også, som præsten prædikede, da de 33 km langs den galiciske kyst blev tilbagelagt i en modbydelig modvind. Primoz Roglic kunne helt som forventet hyldes som etapevinder, og han skulle endda på podiet og hyldes også som ny indehaver af den røde trøje. Helt som manuskriptet forudsagde allerede inden starten i Baskerlandet for to uger siden, kunne den slovenske forhåndsfavorit på denne for ham helt afgørende etape lægge løbet i et jerngreb, som det bliver meget svært at løsne i den usædvanligt lette tredje uge.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Man skal dog ikke langt ned i teksten under overskriften for at forstå, at det nu ikke gik helt, som man kunne have varslet. Carapaz leverede nemlig et forsvar, der langt overgik forventningerne, og som kunne vidne om, at skiftet til Ineos ikke just har gjort ham til en ringere temporytter. Med tanke på at han på Giroens lange enkeltstart for et år siden, hvor distancen stort set var den samme, tabte hele 1.55 til tempokongen Roglic over en rute, der nærmest havde karakter af en ren bjergenkeltstart, er det nærmest et lille mirakel, at dagens regning alene lød på beskedne 49 sekunder.

Faktisk så det endda længe ud til, at det ville gå endnu bedre. I det fladland, der skulle have været udfordringen for den spinkle klatrer, kørte han stort set lige op med sin hovedrival, og kortvarigt så det endda ud til, at løbet kunne være pivåbent forud for lørdagens slag på La Covailla. Desværre endte han til slut med måske alligevel at betale regningen for en uhyre flot indsats i for ham vanskeligt terræn, for på det sidste stykke, der burde have været hans bedste, endte han med at bløde hele 30 af de i alt 49 sekunder.

For løbets spænding var det ærgerligt, at der kom en mindre eksplosion til sidst. Nu har Roglic nemlig et forspring, der er relativt komfortabelt, og med tanke på La Covatillas begrænsede sværhedsgrad og det stærke Jumbo-hold, skal meget gå galt, hvis ikke det skal blive til slovensk titelforsvar i Madrid på søndag. Carapaz’ jætteindsats var dog så flot, at han fik holdt løbet så åbent, at Roglic ikke har råd til en halvdårlig dag, når løbet afgøres i weekenden. Havde udfaldet været som i Giroen, havde løbet været lukket nu, men det er det ikke længere.

Der kan nemlig være en anelse træthed at spore hos Roglic. Nok knuste han al modstand på det sidste stykke, hvor han var i særklasse og 16 sekunder hurtigere end Dan Martin, der var nr. 2 i den sidste del, men når man ser på feltets styrke, rutens karakter og de magtdemonstrationer, han leverede for et år siden i Giroen og Vueltaen, var det altså ikke hans glansstund. Selvfølgelig er det svært at bebrejde en mand, der ender som etapevinder og sikrer sig et stort forspring i den samlede stilling, men havde han levet op til vanlig standard, havde løbet formentlig været definitivt lukket nu.

Man kan altid filosofere over årsagen til den efter vanlig standard svage præstation. Var det endnu engang udtryk for, at Roglic har fået et lille kompleks i forhold til afgørende enkeltstarter i grand tours? Var det udtryk for, at han efterhånden er ved at være træt efter en lang sæson? Eller var det udtryk for en fejldisponering, hvor han slet ikke fik tømt tanken af frygt for sidste stigning?

Carapaz skal håbe på det midterste scenarium. Kombinerer man det med nedturen på Angliru, der dog lige så vel kan skyldes stigningens specielle karakter, kan ecuadorianeren i hvert fald håbe på, at den halvdårlige dag, der kan vende løbet, ikke er helt umulig. Det er dog også nærliggende at tro, at Roglic slet og ret frygtede Mirador de Ezaro så meget, at han kom til at holde lidt for meget igen i det terræn, hvor han jo egentlig skulle gøre den største forskel. Det er i hvert fald en nærliggende tanke, når han endte med at køre alle midt over på den stejle opkørsel og efter eget udsagn led mindre, end han havde ventet, og endda følte sig overraskende stærk.

Heldigvis er der nok usikkerhed til, at man i hvert fald kan holde lidt liv i spændingen, også fordi Hugh Carthy sørgede for at holde sig så meget inde billedet, at det ikke nødvendigvis er Carapaz, der vil kunne vinde løbet i tilfældet af en halvdårlig dag for Roglic. Enkeltstarter har ellers altid været en akilleshæl for den langlemmede brite, men sidste år under Giroen gav han klare prøver på, at han ligesom resten af EF-holdet har forbedret sig markant. Det synes at have fået endnu et nøk opad i løbet af 2020, og kombineres det med hans livs form, synes han nu reelt at have sikret sig en podieplads med mulighed for i hvert fald også at stræbe efter 2. pladsen.

Det betyder også, at Dan Martin ser ud til at ende som podiekampens taber, og det er egentlig synd. Den lille irer lignede ellers den stensikre taber i toppen af klassementet i en disciplin, hvor han plejer at træde helt firkantet, og han lignede snarere en mand, der skulle frygte for sin 4. plads end at cementere den position. Ikke desto mindre fortsatte den ellers aldrende Martin sin lille genfødsel med det, der vel må kaldes hans livs enkeltstart - endda så flot, at han var næsthurtigst på sidste stykke, selvom han end ikke var i top 3 på stigningen. Det vidner om, at Martin vitterligt har genfundet sig selv i sin karrieres efterår, men desværre skal der nok et lille mirakel til, hvis han skal have skovlen under en af de tre ryttere foran sig.

Til gengæld burde 5. pladsen være sikret. Dagens store taber var nemlig Movistar, der havde set enkeltstarten som et af de store styrkepunkter for en Enric Mas, der som altid bare er blevet bedre og bedre mod slutningen af en grand tour. Spanieren underpræsterede imidlertid pludselig kraftigt og blev slået af hele seks mand fra den aktuelle top 10. Samtidig fortsatte Alejandro Valverdes enorme niveaufald i disciplinen, så han endda mistede tid til en temposvag Aleksandr Vlasov og nu næsten med sikkerhed står til at tabe 8. pladsen på lørdag. Lægger man dertil, at den åbenlyst udkørte Marc Soler også underpræsterede, må det spanske storhold spekulere grundigt over, hvad der dog gik galt denne tirsdag i Galicien. I hvert fald ser det svært ud at komme nogen vegne i klassementet, og nu skal de vel snarere håbe på lidt succes via udbrud de kommende dage samt tillige håbe, at de med deres overtal måske kan sejre på La Covatilla, hvor de ikke længere har noget at miste.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

5. pladsen burde dog være sikker. Wout Poels fortsatte ellers sin genopstanden ved at køre sin bedste enkeltstart i flere år, og han fik endda klart skovlen under Felix Grossschartner, der stadig kun har kørt én rigtig god enkeltstart i sit liv for nu snart tre år siden, men han er for langt efter Mas til at kunne håbe på mere end den 6. plads, han også fik som Froome-hjælper for tre år siden. Til gengæld fik han sat Vlasov, der åbenlyst har en stor akilleshæl på dette område, så eftertrykkeligt til vægs, at der ikke længere er nogen virkelig russisk trussel bagfra.

Apropos akilleshæl… At Mikel Nieve er temposvag, vidste vi godt, men at det skulle gå ham så ilde, var alligevel uventet. Hel tre pladser blev mistet til David De La Cruz, der ellers ikke kørte sin allerbedste enkeltstart, samt de ellers ligeledes temposvage George Bennett og David Gaudu, der bestemt ikke leverede deres livs temporidt. Dermed ser det nu ud til, at klassementet er helt kollapset for Mitchelton, mens UAEs stabile De La Cruz har gode chancer for at ende i top 10 uden nogensinde at imponere.

Imponere gjorde til gengæld William Barta. I min optakt havde jeg gamblet lidt ved at placere ham som nr. 5 på listen over favoritter, for indtil i dag var hans bedste resultat på WorldTour-niveau en 9. plads i Romandiet. Hans eminente klatring de seneste dage havde dog varskoet os om, at noget stort kunne være i vente, og det var der i den grad. Tilbage sidder stakkels Barta nu som en splittet herre, der på den ene side skal være stolt over sit livs ridt, men på den anden side må græde over, at sejren med det yderste af neglene gik til en mand, der jo nok af slagsen, mens den var faldet på et tørt sted både hos CCC og Barta. Til gengæld kan den kontraktløse amerikaner så håbe på, at der kommer et par telefonopkald de kommende dage, for det vil være en slem skam, hvis en mand, der nær havde vundet en Vuelta-enkeltstart, skal ende sin karriere med så flot et ridt.

Et flot ridt kom også fra Nelson Oliveira, der gav Movistar lidt at glæde sig over på en ellers trist dag. Det har ellers været sløjt i paradedisciplinen på det sidste, men lange enkeltstarter sent i grand tours har altid ligget til Oliveiras højreben. Og når han kører, som han gjorde i weekenden, lå det i kortene, at han måtte køre stærkt på dagens rute.

Det gjorde Remi Cavagna til gengæld ikke. Franskmanden, der lignede værste trussel mod Roglic, var måske alligevel brændt lidt ud efter en lang og opslidende sæson, der jo egentlig også skulle være slut, hvis ikke Shane Archbold havde meldt afbud i sidste øjeblik. Til gengæld kan Deceuninck så glæde sig over, at Mattia Cattaneo bekræftede de enorme fremskridt, han som Carthy viste i sidste års Giro, og franskmændene kan glæde sig over, at den stadig mere spændende Bruno Armirail bekræftede det tempopotentiale, han stille og roligt har åbenbaret på det sidste - i øvrigt præcis som Jasha Sütterlin stille og roligt har bevist, at han er ved at genfinde de tempotakter, der gjorde ham til et af de mest spændende talenter på U23-scenen.

Det var Carapaz ikke. Han trådte primært sine barnesko i lokale spanske løb, indtil Movistar opdagede det helt enorme potentiale, der allerede har indbragt en Giro-sejr. Til gengæld skal der nu en halvdårlig lørdag til for Roglic, hvis der også skal føjes en Vuelta stil cv’et allerede i år. Han skal dog have tak for, at han ikke bare vendte sig under dynen og blev lidt længere i sengen, da han her til morgen vågnede op til en helt igennem umulig opgave. Med et fremragende forsvar lykkedes det ham trods alt at holde lidt liv i kampen om den samlede sejr.