Vuelta a Espana-analyse: Gevinst på den franske lottokupon

Noget af det mest fascinerende ved cykelsporten er, at det i en vis forstand er flere sportsgrene samlet i én. Selvom alle ryttere befinder sig i samme felt og i teorien alle kører mod hinanden, er der himmelvid forskel på deres karakteristika. Når André Greipel og Nairo Quintana står side om side ved siden af hinanden på startstregen, er det i hvert fald svært at tro, at de to vidt forskellige udgaver af menneskeheden er aktive i den samme sportsgren.

Det er imidlertid også det element, der gør det så underholdende, for en af udfordringerne er at lære de enkelte at kende og finde ud af, hvad netop de er gode til. En af de væsentligste, men måske knap så åbenlyse egenskaber er stabilitet og evne til regelmæssigt at præstere på høt niveau, og også her er der en verden til forskel på folk. Der findes ryttere som Alejandro Valverde og Greg Van Avermaert, der kører med om sejren stort set hver eneste gang, de er til start i et løb, der passer dem, og det er i høj grad deres sublime bundniveau, der giver dem deres klasse.

I den anden grøft er der imidlertid en hel del ryttere, fra hvem man aldrig ved, hvad man skal forvente. Thomas De Gendt er et strålende eksempel på en rytter, der på sine dage kan være helt ustoppelig, men som også kan eksplodere totalt på sine dårlige dage.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Der findes dog næppe nogen større lottokupon end Alexandre Geniez. Med indtil i dag to etapesejre i Vueltaen, samlede sejre i Tour de l’ain og Tour La Provence, store endagssejre i Tre Valli Varesine, GP La Marseillaise og Tro-Bro Leon samt ikke mindst en samlet top 10-placering i Giroen, har franskmanden et cv, der kan gøre de fleste professionelle grønne af misundelse. Til gengæld er der også lange perioder, hvor det er Geniez, der må misunde feltets øvrige ryttere, for der findes ikke mange, der i perioder er så dårlig som netop ham.

Det er svært at sige, hvad forklaringen er, men det kræver ikke mange blik på hans resultatliste at forstå, at han har haft lange perioder, hvor alene det at slutte i top 100 har været lidt af en bedrift. I andre perioder er han imidlertid fremragende, som da han både i år og i 2015 kørte så stabil en Giro, at han sluttede højt i klassementet, og også i år havde han en af sine drømmeperioder i starten af sæsonen, hvor han efter bare fem løbsdage allerede havde tre sejre.

Derefter forsvandt han imidlertid igen, og i marts kunne han ikke træde mange buler selv i den blødeste hat. Alligevel endte han som nr. 11 i Giroen, men derefter blev han igen ramt af et af sine mærkværdige formdyk, så han i bare få dage inden starten måtte overlade sin Tour-plads til Mathias Frank.

Derfor var det også svært at vide, hvad vi skulle forvente af Geniez i årets Vuelta. Han havde på forhånd meldt ud, at målet alene var etapesejre, men selv sådanne forsøg er endt med vidt forskelligt udkomme. I 2013 vandt han kongeetapen til Payragudes, og i 2016 vandt han tidligt i løbet på den stejle mur Mirador de Izaro - for så i øvrigt at kollapse totalt i den sidste halvdel af løbet. Helt omvendt gik det sidste år, hvor han trods etapesejr i Ain inden løbet ramte en af sine dårlige perioder og endte med at blive sendt tidligt hjem efter at have holdt fast i en følgebil på en af sine mange svære dage.

I år så det ud til, at han igen var en nitte. I hvert fald eksploderede han totalt, da han ramte udbruddet på 5. etape, og med hans mildt sagt svingende historik i baghovedet var det svært at tro på, at der ville være gevinst at hente. Geniez’ gode ben kan imidlertid komme ud af det blå, som de gjorde det, da han sidste år choksejrede foran Pinot og Nibali i Tre Valli Varesine, og i dag vendte han atter hele sit løb på hovedet, da han med klog kørsel sikrede sig karrierens tredje og Ag2r-holdets anden etapesejr i den spanske grand tour.

Geniez’ sejr var flot, men det stod samtidig helt klart, at han ikke var uheldig med omstændighederne. Faktisk var det åbenlyst gennem hele etapen, at franskmanden langt fra var stærkeste mand blandt de 18 ryttere, der lynhurtigt fik carte blanche til at skulle afgøre etapen mellem sig. Faktisk var Geniez flere gange sat af, og med bare 5 km til mål, hvor han sidste gang havde mistet kontakten, så løbet endnu engang ud til være kørt for franskmanden.

Heldet var imidlertid med Geniez, for den knaldhårde modvind, der prægede de sidste 30 km af etapen, betød, at det var umuligt for løbets stærkeste at gøre en forskel. Davide Formolo sled og sled i terræn. der i forvejen var for let for ham, men de blæsende betingelser gjorde det helt umuligt at køre alene hjem, som var forudsætningen for, at den klatrestærke italiener kunne vinde. Heller ikke Mark Padun, der efter en lidt skuffende start på sin første grand tour, endelig fik vist, hvorfor han er at rene som et af sportens største grand tour-talenter, kunne gøre den store forskel.

Alt sammen var det til fordel for Geniez, der gang på gang har vist, at han er en fremragende afslutter i mindre grupper, ikke mindst i tekniske finaler. Derfor vidste han, at han havde en stor chance, hvis blot han kunne holde sig til, og da han samtidig til slut kom af med andre hurtige folk som Dries Devenyns og Gianluca Brambilla, lå sejren serveret på et sølvfad, da de sidste skes mand til slut skulle afgøre løbet mellem sig. Måske med lidt for stort overmod åbnede han en spurt, der var lige ved at blive lidt for lang, men som i sidste ende betød, at Ag2r, hvis hold bestemt ikke fik megen opmærksomhed inden løbet, med nu to etapesejre, står som en af løbets helt store positive overraskelser, ikke mindst fordi Tony Gallopin også fortsat gør det bedre end ventet i klassementet.

I det hele taget har det været en fantastisk Vuelta for franskmændene. Tidligere Har Rudy Molard ført løbet i en lille uge, og Nacer Bouhanni har taget sin første grand tour-etapesejr siden 2014. I dag endte Cofidis endda som den anden helt store vinder sammen med Ag2r, da det lykkedes dem med Jesus Herrada at erobre trøjen.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Ideen var da også så oplagt, at det var dumt ikke at gøre forsøget. Mitchelton-Scott, der som bekendt er kendt for deres modvilje mod at føre, viste i går, at de i hvert fald ikke ville røre en finger for at forsvare trøjen, og da Herrada med overraskende god kørsel i bjergene havde holdt sig til i klassementet, var det klart, at deltagelse i det tidlige udbrud kunne være en genvej til en eller flere dage i rødt. Helt som ventet var australierne da også helt ligeglade med Yates’ ellers så prestigefulde trøje, og de løftede knap et øjenbryn, da den opmærksomme og stærke Herrada kørte væk i en stærk 18-mandsgruppe fra starten.

Den største trussel mod Herrada var da heller ikke Mitchelton, men derimod sprinterne. Især Bora burde hav lugtet blod for den hårde rute med mere end 3000 højdemeter var måske Peter Sagans allerbedste chance for at vinde en etape i den resterende del af løbet. Tilsyneladende indså tyskerne imidlertid hurtigt, at hverken Quick-Step eller Trek havde den store tro på, at de kunne holde snor i et stærkt udbrud og samtidig holde Elia Viviaini og Giacomo Nizzolo fremme i en så hård finale, og da først de to øvrige store sprinterhold var aktive i de tidlige angreb, kastede også Bora håndklædet i ringen. Med en hård start kunne man ikke forhindre en stor og stærk gruppe i at komme væk, og da elastikken knækkede på den indledende stigning, stod det da også med det samme klart, at løbet var kørt for sprinterne. Bora havde sendt Davide Formolo med, og Trek og Quick-Step var repræsenterede med hhv. Gianluca Brambilla og Dries Devenyns, og dermed var al interesse i at køre udbruddet ind med det samme helt væk.

Herrada kunne med tilfredshed se sig rundt og konstatere, at alle de tre sprinterhold havde klaret cuttet, og derefter skulle han vælge, om han ville prioritere etapesejren eller førertrøjen. Mange var nok forundrede over, at den ellers så formstærke spanier ikke kunne sidde med i finalen, men det er nærliggende at tro, at han har brændt sine tændstikker tidligere på etapen, hvor han formentlig har arbejdet stenhårdt for at øge sit forspring.

Længe så det da også ud til, at han ville erobre trøjen med en stor margin, men til slut fik han sine gamle holdkammerater imod sig. Det stod ikke umiddelbart helt klart, om det faktisk var truslen fra Herrada, der ansporede spanierne til igen i dag at bruge kræfter forrest i feltet, men i hvert fald lykkedes det spanierne til slut at reducere afstanden så meget, at det nu kan blive svært for Herrada at få mere end én dag i rødt. Mere nærliggende er det nok at tro, at Movistar var optagede af holdkonkurrencen, som Bahrain med to mand i udbruddet kunne lægge i et jerngreb, og som altid har haft det spanske holds interesse. På den anden side kan man godt undre sig over, at de på oplagte Valverde-etaper er så modvillige mod at føre, mens de i dag gladelig ofrede et ikke ubetydeligt antal kræfter på måske at holde sig i spil til sejren i en holdkonkurrence, der trods alt ikke burde have samme prestige som etapesejre med den spanske veteran.

Bahrains udbytte af etapen var da også kun førstepladsen i holdkonkurrencen, for dagen må også have givet anledning til en vis bekymring. I front var Nibali nemlig slet ikke i stand til at køre med om sejren, om den italienske stjerne lignede da også en temmelig desillusioneret mand, da han rullede over stregen som nr. 17 og næstsidst i det store udbrud. Naturligvis har han stadig et par uger til at finde formen, men lige nu ville den italienske landstræner Davide Cassani nok gøre klogt i at spekulere i en plan B til VM, for i skrivende stund ligner Nibali alt andet end en verdensmester.

Der er bare ikke noget oplagt alternativ. Fabio Aru viste så sent som i går, at han stadig er en skygge af sig selv, og selvom Formolo faktisk kørte ganske glot i dag på en rute, der bestemt ikke passede ham, har også han været langt fra sit bedste niveau. Også Brambilla fortsatte sin meget mærkværdige kørsel, for mens han har holdt sig flot til i bjergetaperne, har han nu to gange skuffet på de dage, hvor han faktisk har ramt det rette udbrud og været i situationer, hvor han tidligere har været en sand mester i at gøre arbejdet færdigt. Og for at gøre den italienske nedtur total var en anden af feltets lottokuponer, evigt ustabile Valerio Conti, også i dag langt fra det niveau, der tidligere har givet ham en sejr i dette løb.

Der var dog også folk, der kan se lyspunkter trods nederlaget til Geniez. Det gælder ikke mindst Padun, der efter en svær tid endelig fik vist, hvorfor han vandt en bjergetape i det stjernebesatte Tour of the Alps tidligere i år. Også Dylan Van Baarle, der nok mest er dybt skuffet over, at han ikke fik presset sig forbi Geniez, kan være ganske stolt over at have grebet en sjælden chance på en rute, der på papiret havde lidt for mange højdemeter til en stor fyr som ham.

Dylan Teuns måtte ligesom i går se sig slået, men for en mand, der tidligere har haft svært ved at holde niveau i etapeløb, er det et tegn på modning, at han nu to dage i træk har kørt med om sejren på to ret hårde etaper, der begge blev indledt som lyn og torden. Og endelig bekræftede Victor Campenaerts det, han allerede vist i BinckBank Tour, nemlig at han ikke længere blot er tempospecialist, men faktisk også så stærk, at han kan køre med de bedste i linjeløb også.

Alle sammen er de imidlertid bifigurer i det store spil, som ikke gav mange svar i dag. Alle favoritterne kom med feltet hjem på en etape, der blot skulle overstås. Begge de to seneste dage er imidlertid blevet kørt i et voldsomt opskruet tempo, hvor tidsplanerne er blevet sprængt, og da de har budt på i alt næsten 7000 højdemeter har de helt sikkert sat sig deres spor.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Klatrehierarkiet kan derfor meget vel have ændret sig siden seneste slag på La Covatilla, og det er derfor først i morgen, at vi får de første helt klare indikationer på, hvem der kan vinde årets Vuelta. Den spanske grand tour handler nemlig mere end nogen anden om friskhed og stabilitet, og det vil være de to elementer, der bliver afgørende på de syv klassementsetaper, der er spredt ud over de sidste ni løbsdage.

Skal man vinde en grand tour, skal man nemlig have et tårnhøjt bundniveau og ikke være en fransk lottokupon. Derfor kommer Geniez heller ikke til at vinde mange etapeløb i sit liv. Heldigvis viste han i dag, at han kan så meget andet.