Vuelta a Espana-analyse: Ingen sprækker i det ubrydelige belgiske panser

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Lige siden Remco Evenepoel leverede sin første magtdemonstration på Pico Jano, har han forandret rivalernes strategi ganske betydeligt. Hvor de ved indledningen på løbet troede på, at de kunne vinde løbet ved egen kraft, har deres sejrschancer i den seneste uge kun i begrænset omfang været afhængig af dem selv. Uanset hvor gode deres ben har været, har det bedste de kunne gøre for at ende øverst på podiet i Madrid ikke været noget, de kunne udrette på landevejen. Nej, deres mest effektive våben var en stille aftenbøn om, at det belgiske vidunderbarn ville falde sammen, som han har haft det for vane, bare i korte etapeløb.

En sådan erkendelse er aldrig rar for en sportsmand, der naturligvis gerne vil have sin skæbne i egne hænder, men i dette løb lever alle sejrsdrømme på Evenepoels nåde. Så suveræn har belgieren været, at det har været helt åbenbart, at han vil ende med en kolossal sejr i denne Vuelta, hvis han fortsætter på samme maner, som han er startet. Ingen af hans rivaler - end ikke Primoz Roglic - har kunnet have en realistisk forventning om at forbedre sig så meget, at de af egen kraft skulle kunne ikke blot nå Evenepoels niveau, men også overgå det med så mange længder, at hans allerede enorme forspring ville forsvinde som dug for solen.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Derfor er spansk tv egentlig på en meget let opgave i disse dage. De behøver slet ikke bruge kameraplads på andre end løbets førende rytter. Det er nemlig først, når eller hvis han begynder at vise svaghedstegn, at der kan genskabes bare skyggen af spænding i et løb, der ellers blev afgjort på løbets første bjergetape.

Heldigvis har rivalerne ikke været 100% afhængige af deres aftenbønner. Der er jo en ganske klar historik, der tilsiger, at Evenepoel ikke holder sit niveau hele vejen. Tværtimod har der jo været et ganske tydeligt mønster bare i korte etapeløb, hvor han ofte er startet stærkt, men derefter har tabt sit niveau ganske hurtigt. Der var derfor et helt berettiget og begrundet håb om, at han i den anden uge ville begynde at vise de sprækker i panseret, der kunne åbne døren til andet end den første belgiske grand tour-vinder siden Johan De Muyncks sejr i Giroen i 1978.

I det lys må udfaldet af den første af de tre andalusiske bjergetaper, som i lyset af den lette tredje uge meget vel kan afgøre årets løb, være uhyre nedslående. End ikke et heldigvis helt uskyldigt og harmløst styrt kunne afsløre blot den mindste sprække i det belgiske skjold, der var akkurat lige så ubrydeligt, som det har været hidtil. For første gang i år så man ellers, at rivalerne begyndte at lede efter selvsamme sprækker, da både Jumbo, Movistar og til sidst også Ineos lagde det pres, der skulle knække det belgiske vidunderbarn, men alt sammen faldt det til jorden. Mas åbnede ganske vist ballet, da han blev den første i dette løb til faktisk at angribe Evenepoel, men både Primoz Roglic og han måtte i sidste ende sænke ambitionsniveauet og nøjes med at følge med, og da Carlos Rodriguez senere blev den anden toprytter til at gøre forsøget, endte han bare som den store taber i den top 5, der efter i dag står endnu tydeligere, end den allerede gjorde efter de asturiske bjergetaper.

I det mindste kan de glæde sig over, at det ikke blev til endnu en magtdemonstration. For første gang i år var der hele tre mand, der kunne følge belgieren til dørs, men det er en beskeden opmuntring. Peñas Blancas var nemlig det letteste af de målbjerge, vi hidtil har besøgt, og derfor var det ikke just opløftende, at Evenepoel til sidst kunne sætte så hårdt et tempo, at Mas, Roglic og Juan Ayuso havde nok at gøre med at følge med, og at Rodriguez slet og ret røg af. Med tanke på, hvor beskeden skade bjerget gjorde ved seneste besøg i 2013, hvor man dog heller ikke kørte den stejlere del nær toppen, var det endnu engang et ganske overbevisende indtryk, der blev efterladt af belgieren, som efterfølgende endda kunne proklamere, at han sad med overskud til at spurte til sidst på en dag, hvor han ellers åbenlyst adopterede den mere defensive strategi, han havde proklameret.

Der var heller ikke mange sprækker i panseret på hans hold. Da Jumbo og Movistar har brugt deres folk til at lægge presset og efterlod kaptajnerne isolerede, var Julian Alaphilippe ikke svært savnet. Evenepoel sad stadig midt i en belgisk trio omgivet af både Louis Vervaeke og sin klon, Ilan van Wilder, og herfra kunne de selv tage kontrol. Roglic savnede i den grad Sepp Kuss, for der er ikke meget Giro-ben over Rohan Dennis i år, og hvis Movistar skal lægge et brugbart pres, når nu Carlos Verona er så langt fra formen, er man nødt til at ofre de i forvejen ret beskedne klassementsambitioner, Alejandro Valverde kan have. På den anden side viste dagen i dag, at det offer ville have været helt spildt.

Etapen endte derfor med stort set blot at bekræfte det hierarki, der allerede begyndte at danne sig i Cantabrien og Asturien. For andet år i træk ligner Mas næstbedste mand bag en overlegen rytter, og selvom hans sejrschancer afhænger af et Evenepoel-kollaps, kan han i hvert fald tillade sig at drømme om sin tredje samlede 2. plads. Roglic kører på et ganske pænt niveau, men det er svært at se nogen væsentlig fremgang, og han er i hvert fald en skygge af den rytter, han plejer at være. Hvis ikke han finder nogle procent, han endnu ikke har haft, vil det formentlig være Mas, der er den største af de to på de vanskeligere etaper i weekenden.

Overraskelsen var vel, at Rodriguez viste svaghedstegn. Hidtil har han ellers lignet en mand, der bare blev bedre og bedre undervejs, men i dag endte han som en dog heldigvis beskeden taber. Det er dog nærliggende at tro, at han betalte en pris for et angreb, der blev lanceret i ikke alt for gunstige vindbetingelser, og det vil nok nu få ham til at vende tilbage til den defensive strategi. Det er en skam, for Tao Geoghegan Hart, der i dag var akkurat lige så loyal, som han plejer, viser fortsat sit højeste niveau i næsten to år, og der er ingen tvivl om, at Ineos kan mønstre løbets klart mest potente duo.

Det burde vel næsten ellers være UAE, men vi må sande, at tiden er ved at rinde ud for Joao Almeida. Han plejer ellers at blive bedre og bedre undervejs, men der synes ikke at være væsentlig fremgang at spore. Tværtimod handler alle etaperne stadig om det rene forsvar, og skulle han finde en gylden tredjeugesform, som han gjorde i Giroen i 2021, kan han ikke bruge det til meget på den næsten urimeligt lette rute.

Heldigvis er den anden del af duoen intakt. Juan Ayuso lignede ellers længe dagens taber, både inden Mas’ angreb, og da han i første omgang ikke kom med i forceringen. Med tanke på hans sygdom var det hurtigt at nå den konklusion, at prisen også blev betalt her, som den gjorde på enkeltstarten, men vi skal nok bare vænne os til, at den 19-årige guldklump kan have lidt Almeida over sin kørestil. I hvert fald holdt han bare sit tempo så jævnt, at han bevarede alle sine podiedrømme, hvis han kan vise den stabilitet, det hidtil har knebet med.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Etapen bekræftede også det, vi har set på 9. og 10. etape, nemlig at Miguel Angel Lopez er ved at køre sig i form. Han er endnu ikke helt på niveau med de bedste, men han nærmer sig med stormskridt. Nu kommer vi i weekenden til de to etaper, hvor han tog hele verden med storm for fem år siden, og vi kan kun krydse fingre for, at han når at finde de sidste procent i tide, ikke mindst frem mod det tårnhøje mål i Sierra Nevada, hvor han vandt i 2017, og hvor vi ved, at han i den iltfattige luft har det som en fisk i vandet. I det hele taget peger alle formkurver i den rette retning for Astana, der også for første gang i år begynder at kunne finde en eller anden form for brugbart niveau hos David de la Cruz, der ellers havde kurs mod at blive en af årets transferfiaskoer.

Hans dieselmotor er dog velkendt. Det er den også for Thymen Arensman, der altid er bedst i den tredje uge, og det bliver han sikkert også denne gang. Efter hedekollapset i forgårs leverede han sin hidtil bedste præstation i den første bjergfinale, der passede ham, og han burde nok kunne drømme om en samlet top 10. Det kan Ben O’Connor også fortsat, selvom hans niveau ikke rigtigt rykker sig. Gang på gang ser det lovende ud tidligt på stigningen, men det ser ud til, at hovedet vil lidt mere, end benene kan.

Heldigvis kan de mere, end de kan hos Jai Hindley. Der er ikke meget Giro-konge over australieren i dette løb, og som enkeltstarten allerede varskoede os om, er der intet, der tyder på, at han bliver så stærk i den tredje uge, som han plejer. Sergio Higuita fortsætter også med at indikere, at han ikke er skabt til grand tours, men Wilco Keldermans kløgtige kup kan give lidt glæde hos det tyske hold, der ellers har haft det svært siden drømmestarten i Holland. Med tanke på den klatring, han har vist i år, er det dog tvivlsomt, om hollænderen for alvor kan kapitalisere på det klassementscomeback, han i dag fik foræret.

Et lignende comeback fik Louis Meintjes foræret i søndags, men det meget overbevisende indtryk, han efterlod, var åbenbart en døgnflue. I dag var der intet, der tydede på, at hans berømte dieselmotor er ved at blive varm, og da Domenico Pozzovivo også synes at tabe niveau under en grand tour, som han plejer, va det i dag endda den uhyre formstærke Rein Taaramae, der var bedste mand for Intermarché.

Han er imidlertid ikke den eneste dieselmotor, der ikke bliver varm. Kursen så ellers ud til at være den rette, som den var det i Giroen, for Hugh Carthy, men siden det lovende udlæg på enkeltstarten er det kun gået den forkerte vej, selvom også han nu ramte stigninger, der passede ham bedre. Rigoberto Uran holder sit niveau, men det er desværre for beskedent, og da det i dag også stod klart, at Mark Padun har sine begrænsninger, ligner det et tabt klassementsslag for et EF-hold, der ellers havde så mange potentielle bud. Det havde Bahrain også, men heller ikke Gino Mäders dieselmotor er blot i nærheden af at blive varm - faktisk synes den bare at blive koldere og koldere - og i dag røg klassementet helt for et Bahrain-mandskab, der efter sidste sæsons endeløse grand tour-succes nu har kurs mod den anden grand tour-fiasko i træk.

Det havde Richard Carapaz også, hvis man kan tillade sig at være så fræk at kalde en 2. plads i Giroen for en fiasko. Det fortæller imidlertid meget om ecuadorianerens niveau, at man vel med nogen ret kan komme med en sådan påstand, men heldigvis går det ikke så galt. Nok var den Carapaz, der kun med det yderste af neglene fik skovlen under Kelderman i dag, milevidt fra den Carapaz, vi kender, men han var heldigvis mærkbart bedre end den Carapaz, der efterlod et uhyre svagt indtryk i lørdags. Det er stadig et mysterium, hvordan den normalt så pålidelige OL-konge kunne mistime sin form så eklatant, men noget tyder på, at han bliver bedre og bedre undervejs, som han plejer. Så er det bare en skam, det den tredje uge ikke byder på mange muligheder for at vinde igen, og at de to bedste chancer kommer allerede i weekenden.

Dagens sejr kan ingen imidlertid tage fra ham, og han fik nu sikret sig en flot afsked med Ineos, ligesom han nu kan ærgre sig ekstra over, at han i 2020 gav Michal Kwiatkowski den sejr, der i dag kunne have indlemmet ham i klubben af ryttere med sejre i alle grand tours. Han kan også glæde sig over, at han blev den første mand i dette års løb til at vise sårbarhed for Jay Vine. Hvor Evenepoel fortsætter med at køre som en motorcykel, er alt trods alt mere normalt hos australieren, der aldrig har været kendt for stabilitet og holdbarhed. At han ville få svært ved at holde vanvidsniveauet, kan ikke overraske stort, og hvis han fortsætter ned ad slisken i samme hast, som vi før har set det, kan hans bjergtrøje komme i spil.

Det kunne eksempelvis være Marc Soler, der blev ny kandidat. Spanieren fortsætter med at lege kaptajn Almeida og køre disse udbrudsfinaler som en enkeltstart. Som på 5. etape, hvor han vandt, og på 8. etape, hvor han blev nr. 2, vendte han nemlig en tidlig krise til et flot comeback, som nu har sikret ham, at han har stået på alle tre podietrin på kun godt en uge. Den superform har fortjent en belønning mere, og det kunne enten være en bjergtrøje eller endnu en etapesejr. En tilsvarende superform belønnede også Jan Polanc så meget, at UAE nu har etapesejr, tre mand i den samlede top 10 og stadig et muligt podium med Ayuso. Det er nu ikke helt ringe, når kaptajnen fejler.

Soler måtte imidlertid kæmpe hårdt for sin podieplads. Han skulle nemlig have skovlen under Marco Brenner, der endelig begynder at vise sit store potentiale. Han var ellers en af de store skuffelser i 2021, og ser man bort fra enkeltstarten i Polen, har der ikke været megen fremgang i år. Man glemmer imidlertid let, at han kom direkte fra juniorklassen, og som Rodriguez har bevist, kan det være en overgang, der tager lidt tid. Det er trods alt ikke alle, der er Evenepoel og tager EM-titler og klassikersejre med det samme, og der er bestemt stadig grund til at tro på Brenner, når han kan klatre, som han gjorde i dag.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Han er og bliver dog en bifigur, for løbet har kun én hovedperson. Brenner er jo netop ikke nogen Evenepoel, og han må i hvert fald sande, at han ikke kommer til at vinde den første grand tour, hvor han møder op med en ordentlig forberedelse i ryggen. At det skulle ske for det belgiske vidunderbarn, var vi mange, der var skeptiske over for, da løbet startede i Utrecht for næsten to uger siden, men det står mere og mere klart, at det meget vel kan blive til virkelighed. Tiden begynder at rinde ud, og foreløbig skal man have luppen frem, hvis man skal finde blot den mindste sprække i et helt intakt belgisk panser.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE