Vuelta a Espana-analyse: Lys i det sydafrikanske mørke?

Det så så lovende ud, da Stephen Cummings med en højst uventet etapesejr i Tour de France på Mandela Day satte alle afrikanske og mange internationale cykelhjerter i brand i 2015. Det sydafrikanske MTN-Qhubeka-mandskab med den positive mission om at samle penge ind til cykler til fattige afrikanere havde ikke bare en opportunistisk og underholdende kørestil, men også et budskab og en baggrund, der gjorde det svært ikke at lade sig rive med af begejstringen.

Fremtiden så endnu mere lys ud, da holdet med en kraftig kapitalindsprøjtning fra Dimension Data og Deloitte kunne tiltrække stjernerne Mark Cavendish og Edvald Boasson Hagen, og da samme Cavendish året efter vandt hele fire etaper i Touren, og Cummings i en jubelsæson vandt etaper i snart sagt alle sine WorldTour-løb, herunder Touren, så det ud til, at sporten kunne være på vej mod at få et afrikansk storhold.

Sådan er det imidlertid ikke gået. Holdets ret ensidige fokus på etapesejre har altid betydet, at de var været ugunstigt behandlet af WorldTourens pointsystem, og manglen på klassementsryttere har resultatet i en stribe bundplaceringer på sportens fineste rangliste. Samtidig har det hurtigt vist sig, at holdet har været alt for afhængigt af deres tre stjerner, og da Cavendish har været ramt af en endeløs række af uheld, Boasson Hagen slet ikke har fundet sine bedste ben, og Cummings er røget ned i et nærmest bundløst hul, har det engang så succesrige mandskab været en næsten pinlig parentes i 2018-sæsonen. Det er ganske sjældent, at en optaktsskribent som mig har haft blot den mindste årsag til at dvæle ved mulighederne for det sydafrikanske mandskab, der med bare 5 sejre i årets første seks måneder - hvoraf to endda var forventede nationale mesterskaber til Boasson Hagen og Merhawi Kudus - har etableret sig som sportens i særklasse svageste på WorldTouren.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Der var da heller ikke meget, der tydede på, at der var oprejsning i sigte i årets Vuelta, hvor holdet kom til start med ambitionen om at bringe Louis Meintjes - den fortabte søn, der inden sæsonen endelig var kommet hjem - tilbage på sporet efter en helt igennem forfærdelig sæson, hvor han har været en skygge af den rytter, der ellers har hele tre top 10-placeringer i grand tours på sit cv. Med et hold uden topsprinter eller oplagte vindertyper syntes det stærkt usandsynligt, at der ville være meget at komme efter for sydafrikanerne, hvis succeskriterium vel snarere var at give Meintjes et håb for fremtiden.

Derfor kom det også som en mindre sensation, da Ben King i dag tog karrierens i særklasse største sejr og den klart vigtigste triumf for Dimension Data i år. Amerikaneren, der altid har været lidt af en udbryderkonge, er nemlig alt andet end en vindertype, og selvom han på imponerende vis har vundet det amerikanske mesterskab, er han mere typisk metervare, der kan hjælpe i de fleste terræner. Alligevel blev det ham, der krydsede stregen først på Vueltaen første bjergetape efter en dag, hvor han ikke satte mange ben forkert.

Uheldig var han ikke først på etapen, hvor det lignede et kollektivt sammenbrud fra flere af feltets førende udbryderkonger, da de lod et udbrud slippe afsted allerede fra km 0. Det krævede ellers ikke megen indsigt i taktikken fra feltets store hold at indse, at etapen her kunne være en god chance for et udbrud, for Sky havde en klar interesse i at komme af med bonussekunderne, Movistar er notorisk kendte for defensiv kørsel tidligt i grand tours, og alle andre hold var temmelig usikre på kaptajnernes form så tidligt i løbet. Havde man tabt lidt tid, burde man derfor kunne få megen snor af Sky, men alligevel var det uforklarligt apatisk felt, der lod et halvsvagt udbrud stikker afsted med det samme.

Det var godt nyt for King, der befandt sig i et selskab, hvor han ganske vist var oppe mod klatreren Pierre Rolland, men derudover burde have en vis mulighed for at matche folk som Nikita Stalnov, Ben Gastauer og Luis Angel Mate, der på papiret lignede de eneste øvrige mulige etapevindere. For at udmanøvrere Rolland havde han imidlertid brug for et forspring inden stigningen, og det var King snu nok til at sikre sig. Han var nemlig opmærksom på, at Jelle Wallays, der i finalen ikke havde skyggen af chancen, var desperat efter at komme de andre i forkøbet, og derfor hægtede han sig klogt på belgieren, da denne udnyttede kaosset i forbindelse med den indlagte spurt til at snig sig væk.

Herefter så King sig ikke tilbage, da han i en trio også fik selskab af Nikita Stalnov. Han var den helt igennem perfekte partner, for dels havde han med sin 3. plads i Tyrkiet Rundt for et par år siden, vist, at han ikke var en dårlig klatrer, og dels var han tydeligvis meget nervøs for pludselig at køre om sejren i en grand tour. Da duoen efter at have smidt Wallays efter flot kørsel havde holdt Rolland bag sig, tabte kasakken derfor nervekrigen og førte alt for hårdt ind på sidste kilometer. Nerverne nåede kogepunktet, da et tab af fart pludselig betød, at Rolland kom tæt på, og da den nervøse kasak åbnede en alt for tidlig spurt, krævede det blot to tråd i pedalerne for King let at spurte sig til karrierens største triumf.

Måske er det signalet om, at Dimension Data måske kan rejse sig igen. Ganske vist fortsætter Cavendishs endeløse serie af problemer, men i de seneste uger har sydafrikanerne haft lidt momentum. Det startede med en lovende Vuelta a Burgos, hvor Igor Anton kørte sit bedste løb meget længe, og hvor også Kudus gav håb om, at han måske endelig kan indfri sit engang så lovende potentiale. Derefter kørte Reinardt van Rensburg, der ligeledes har været sat tilbage af skader og sygdom, et flot Deutschland Tour, og da King i dag satte krone på værket, er det hele måske ikke så skidt for holdet, der som bekendt med Michael Valgren og Roman Kreuziger bliver kraftigt styrket næste år. De vil stadig rode i bunden af diverse ranglister, for de mangler rendyrkede vindermaskiner ikke mindst i klassementssammenhæng, men nu kan de i hvert fald gå på vinterferie med bevidstheden om, at der er lys for enden af tunnelen.

Alt var imidlertid ikke fryd og gammen i Dimension Data-lejren, for mens King jagtede en etapesejr, kæmpede Meintjes for at holde liv i sit klassement. Det lykkedes ikke, for med et tidstab på næsten to minutter til den ellers relativt store favoritgruppe endte den sydafrikanske dieselmotor som en af de få tabere på dagens etape. Der er med andre ord ikke meget, der tyder på, at det er holdets kaptajn, der kan bygge videre på det genskabte momentum, og måske er han i virkeligheden det bedste eksempel på, hvorfor det går holdet så ilde. I hvert fald er tendensen, at ingen ryttere bliver bedre af at skifte til det sydafrikanske hold, og de har efterhånden opbygget sig et ry for ligesom Jonathan Vaughters’ EF-mandskab at kunne kvæle selv de mest lovende talenter.

Meintjes var endda en af de få tabere på en etape, der som ventet ikke gav de helt store svar. Kombinationen af defensiv kørsel tidligt i løbet, hvor alle er usikre på formen, samt en relativt let målstigning betød, at det aldrig var en etape, der ville kunne bruges til de helt store angreb. Tværtimod var det en dag, hvor løbet kunne tabes, men ikke vindes, og det var også udskilningen bagfra, der var mest bemærkelsesværdig.

Udover Meintjes står også uheldige Ilnur Zakarin på listen over tabere. Den uheldige, men også ret klodsede russer var ellers kommet så fint fra start på enkeltstarten, men styrtet på 2. etape har vist sig at være så slemt, at det ikke bliver i år, vi kommer til at se, om Zakarin har motoren til at køre klassement i to grand tours. Selvom skaderne ikke var slemme nok til at sende ham hjem til Rusland, var de nok til at sende ham ud af klassementskampen, og det ser derfor ud til, at det i forvejen ikke særligt succesrige Katusha-mandskab skal rette sigtekornet mod etapesejre og håbe, at deres kaptajn kan komme sig over skaderne og jagte en etape senere i løbet, samtidig med at han forberede sig til VM.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

På listen over tabere finder vi også Davide Formolo, og det var måske i virkeligheden dagens største overraskelse. Ganske vist er det Emanuel Buchmann, der er Bora ubetingede kaptajn, men Formolo havde fripas til også at jagte et personligt resultat efter en sæson, hvor han hos sit nye hold er kommet tilbage på rette spor. I stedet var det Rafal Majka, der sad hos Buchmann i finalen, og faktisk kan man nu ikke helt udelukke, at polakken, der egentlig var kommet til Spanien for at jagte etaper, alligevel har fået lidt smag for klassementet, hvor han måske kan gå efter et resultat i rollen som skyggekaptajn.

Kaptajnrollen kommer han imidlertid ikke i nærheden af. Buchmann har nemlig gennem de sidste mange måneder vist, at han er en af de allermest lovende ryttere forud for årets Vuelta, og det indtryk har han kun bekræftet i løbets indledning i finaler, der slet ikke har passet ham. Først spurtede han med de bedste på 2. etape, og i dag kørte han nærmest skræmmende styrke, da han udnyttede Skys og Movistars manglende evne til at kontrollere etaperne til at snige sig væk mod slutningen. Her kørte han langt, langt stærkere end Simon Yates og viste dermed atter, at han er kommet til Spanien i superform. Om han holder hele vejen, er fortsat usikkert, men det tyske talent er i hvert fald en af de mest formstærke ryttere i løbets indledende fase.

Dagens overraskelse var Yates, der som bekendt havde meldt ud, at han havde lært lektien fra Giroen. Denne gang skulle det være slut med at skyde på alt, hvad der rører sig, og i stedet ville han spare på kræfterne frem mod den svære tredje uge, hvor han i Giroen som bekendt betalte en meget dyr pris. Den strategi holdt i ca. 72 timer, for bare tre døgn efter starten i Malaga var Yates i sin første store offensiv. Udbyttet på 27 sekunder til favoritterne er egentlig ganske pænt, men man kan være alvorligt bekymret for, at den ellers så talentfulde, men ikke særligt holdbare brite intet har lært af de fejl, der sendte ham ud i et historisk spektakulært kollaps for bare et par måneder siden.

Udover Yates og Buchmann var den sidste vinder Miguel Angel Lopez, og det er måske i virkeligheden det mest interessante i klassementssammenhæng. Colombianeren er nemlig kendt som en langsom starter og så bestemt heller ikke brillant ud på 2. etape, hvor han kastede lette sekunder væk på samme måde, som han gjorde det i Giroen. Derfor er det ret tankevækkende, at han i dag kunne køre fra alle andre, for selvom kameraet ikke fangede hans angreb, virker det stærkt usandsynligt, at de andre blot lod en af feltets forhåndsfavoritter køre. Bliver Lopez som altid bedre og bedre undervejs, er der al mulig grund til at frygte Superman denne gang.

Efter Portes kollaps har det ellers været Nairo Quintana, der har positioneret sig som det bedste vinderbud, for den lille colombianer ligner en mand i form. Det gjorde han også i dag, hvor han virkede komfortabel, men hvor han helt i overensstemmelse med Movistars generelle grand tour-taktik var meget bevidst om ikke at brænde for meget krudt af i en finale, hvor der ikke var meget at vinde. Til gengæld var det stærkt bekymrende for ham, at han og Valverde så let blev isoleret, og selvom Richard Carapaz snart burde få motoren varmet op, er spanierne ikke helt så stærke som ventet. Derfor måtte Valverde selv træde i karakter som hjælperytter til slut, og selvom det naturligvis er rart for Quintana at vide, at veteranen som altid er 100% loyal, må resten af holdets indsats vække en vis bekymring.

Det må den også for Michal Kwiatkowski, der vel knap nåede at hilse på Sergio Henao og Tao Geoghegan Hart, inden de to gode klatrere havde forladt feltet via bagdøren. Det efterlod ham sammen med medkaptajn David de la Cruz, og derfor var det mere takket være Valverde end Sky-holdet selv, at han akkurat forhindrede Buchmann i overraskende at kunne iføre sig den røde trøje. Desværre betød den dårlige kameradækning også, at vi aldrig fik at se, om Kwiatkowski selv var i problemer, men det virkede påfaldende, at han mod slutningen pludselig sad allerbagerst. Han havde stadig kræfter til at spurte i den flade finale, men helt ovenpå pedalerne var han vist ikke.

Dagens mest forfriskende initiativ blev ikke uventet taget af LottoNL-Jumbo. Som skrevet i gårsdagens optakt lå det næsten i kortene, at de skulle forsøge at udnytte den superform, George Bennett har vost siden Tour de Pologne, og derfor fik de feltet til at eksplodere med først Floris De Tier og derefter med fænomenale Sepp Kuss, der var dagens helt store helt og efter mirakelpræstationen i Utah i dag cementerede sin status som kommende stjerne. Desværre manglede både Bennett og Steven Kruijswijk i sidste ende enten benene eller heldet til at gøre en forskel i den ret taktiske affære, men det viser, at LottoNLs superduo er kommet til Spanien for at køre cykelløb.

Også Thibaut Pinot ligner mere og mere en mand, der skal tages meget seriøst som vinderkandidat, for med anonym, men overbevisende kørsel virker franskmanden til at være både klog og formstærk. Også Rigoberto Uran synes at være helt klar efter Tour-skuffelse, ligesom supertalentet Enric Mas er godt i gang med at bevise, hvorfor han kaldes den nye Contador. Til gengæld knækkede Quick-Steps andet talent, Laurens De Plus, der altså fortsat ikke er klar til at køre med de bedste på dette niveau.

Dagens helt store overraskelse var Tony Gallopin. Franskmanden har formentlig haft lyst til at glemme 2018-sæsonen, for efter en helt igennem miserabel klassikersæson styrtede han ved de franske mesterskaber og måtte udgå tidligt fra Touren. På 2. etape, hvor han var den sidste til at slippe Valverde og Kwiatkowski, viste han imidlertid de første lovende takter, og i dag sad han med de bedste hjem. Det virker stadig urealistisk, at en type som Gallopin kan køre i top 10, men vi skal ikke glemme, at han for et par år siden i Touren faktisk holdt sig til ganske længe inden et spektakulært kollaps i den tredje uge. Risikoen for noget lignende her er ganske stor, men foreløbig ser en frisk Gallopin i hvert fald meget velkørende ud - nøjagtigt som Ion Izagirre, hvis holdbarhed ligeledes er tvivlsom, gør det.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Fabio Aru var derimod en dagens skuffelser. Drømmen om, at italieneren kan genrejse sig, led et knæk, for det var kun via det enorme fighterhjerte, at han undlod at smide tid til de bedste. Dermed kan man frygte en gentagelse af scenariet fra Giroen, hvor en kæmpende Aru akkurat kan holde sig til i indledningen, inden elastikken til slut knækker. I hvert fald ligner han ikke lige nu en mand, der kommer til at spille en rolle i løbet. Også Wilco Kelderman viste i dag sine første svaghedstegn mod slutningen af stigningen, men med tanke på hans mildt sagt uheldige optakt er det ganske lovende, at han er kommet over denne etape i den fremragende position, han foreløbig har.

Kelderman og alle andre har nemlig nu lidt tid til at arbejde videre på formen. De kommende fire etaper er alt andet end flade, men det er ikke dage, der ventes at spille en rolle i klassementet. Næste store opgør venter først på søndag på frygtede La Covatilla, hvor vi formentlig vi få langt flere svag, end vi gjorde i dagens lidt bløde opvarmning, Indtil da vil sprintere, udbrydere og puncheurs stjæle rampelyset. Og hvem ved? Måske venter der ligefrem endnu en sejr og venter på det genopstandne Dimension Data-hold.