Vuelta a Espana-analyse: Modvindens usandsynlige massespurt

Man siger, at sprintere er et stædigt folkefærd. Det har cykelhistorien givet mange eksempler på, men skulle man have glemt det, fik man sig en markant påmindelse denne torsdag. Forud for løbet så det nemlig ud til, at uge 3 skulle være udbryderparadis med hele tre oplagte udbryderetaper, og det så ud til, at sprinterne skulle snydes lige så meget som vanligt med blot én sprinteretape i hver uge, her mod slutningen på søndag i Madrid.

Sådan skulle det bare ikke have været. Løbsdirektør Javier Guillen er næppe den mest elskede i sprinterverdenen, for han har gjort sprinteretaper i Vueltaen lige så sjældne som amerikanske stater, der ikke beskyldes for valgfusk. I år havde han imidlertid forbarmet sig over det tunge folk, der denne gang skulle have hele syv chancer. Udover de tre oplagte sprinteretaper på 4., 9. og 18. etape var der nemlig planlagt to tidlige sprinteretaper i Holland og denne torsdag og fredag to flade dag med hhv. startig mål i Portugal.

Coronavirus er imidlertid lige så begejstret for grænsepassager, som Donald Trump er for brevstemmer, og derfor gik de fire etaper i fløjten. De to hollandske etaper blev helt aflyst, og da Guillen atter satte sig til tegnebrættet for redesigne de to sprinteretaper i den tredje uge, kunne han ikke dy sig for at skabe to af de klassiske udbryderetaper, som Vueltaen er så fyldt med. Med ét blev sprinternes festival forvandlet til udbrydernes ditto.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Men sprintere er stædige. Guillen skal ikke sådan stjæle deres etaper, så når han fjerner dem, må de jo selv opfinde dem. Og det var præcis, hvad de gjorde i dag, hvor al logik tilsagde, at en etape med 4400 højdemeter over 230 km - endda med langt de fleste koncentreret over de sidste 180 km - naturligvis ikke kunne ende med en massespurt. Der var trods alt tale om en samlet klatremængde, der ikke ligger meget under det, man finder i Liege og Lombardiet, og distancen kom også deropad.

Alligevel blev der talt om Jasper Philipsen og Pascal Ackermann, da alverdens kommentatorer i eftermiddags skulle speake rytterne hjem efter den lange og slidsomme i det østlige Spanien. Og hvor man kunne tro, at det måtte skyldes et lille og svagt udbrud, der nok burde kunne hentes, forbløffes man endnu mere, når man erfarer, at det var udbryderkonger som Luis Leon Sanchez, Rui Costa, Alex Aranburu, Mattia Cattaneo, Tim Wellens og Guillaume Martin, der befolkede den 13 mand store gruppe, der kom afsted efter mere end en times vild og voldsom kamp om at komme med i det udbrud, hele feltet havde set som vejen til at vinde etapen.

Der var bare én ting, der kom på tværs for de 13 mand, der formentlig tænkte, at den sværeste del af dagens opgave var klaret, da de havde ramt det, der burde være det vindende udbrud: vejrguderne. De havde nemlig kastet en benhård østenvind ned over Spanien, og på en dag, hvor det gik mod øst hele dagen, var det en nedslående melding for alle, der skulle tilbringe noget tid i front og dermed i selvsamme vind. Faktisk var vinden så kraftig, at starten blev fremrykket en halv time, formentlig for ikke at konflikte med det mørke, der jo kommer særligt tidligt på dette helt usædvanlige tidspunkt i cykelsæsonen.

Den modvind skulle blive udbruddets skæbne. Det var ikke helt uventet, at Bora kastede sig ind i jagten, for med en trup, der stort set alene er koncentreret om Pascal Ackermann, havde holdet reelt ikke meget at miste ved at give denne etape et skud. Mere overraskende var det, at også NTT og Trek turde tro på hhv. Reinardt van Rensburg og Emils Liepins, men når de nu havde misset udbruddet i et løb, hvor de tilbageværende muligheder kan tælles på én hånd, er det ikke usædvanligt, at selv outsidere må skyde på alt, hvad der rører sig.

Alligevel burde så stærkt et udbrud aldrig kunne være blevet hentet. Ser man Bora, Treks og NTTs trupper kommer de ikke i nærheden af den muskelkraft, der var samlet i front, når højdemeterne var så mange og terrænet så svært. Alligevel smeltede forspringet i en hast, så man måtte forbavses, selvom det naturæigvis altid er en fordel for et felt at jagte, da hjælperne jo ikke skal holde hele vejen.

Forklaringen kom imidlertid snart. Da Cattaneo indså, at farten skulle øges, skulle han nærmest blot træde to gange, inden hele det brølstærke udbrud var distanceret med et minut. Modvinden og de på det tidspunkt 200 km havde ganske enkelt slidt folk så meget ned, at selv en klasserytter som Wellens slet og ret nærmest stoppede op og lod sig spise af feltet, længe inden finalen blev indledt. Og selvom de stakkels hjælpere i feltet eksploderede en efter en, var det kun den stærke Cattaneo, der kunne øge afstanden.

Han havde da også fortjent en bedre skæbne. Når man betænker, hvor voldsomt modvinden havde slagtet hans følgesvende, var det slet og ret imponerende, at han næsten gennemførte et 30 km langt soloridt til slut. Desværre for ham havde Bora klogelig sparet alle deres tunge folk, så da de blev sendt frem efter sidste stigning, kunne de med god hjælp fra Lotto, NTT, Caja Rural og til slut også UAE neutralisere stakkels Cattaneo med bare 3,5 km igen.

Dermed blev der pludselig ikke længere talt om Sanchez, Wellens, Costa, Aranburu og de andre udbryderkonger, men i stedet om de navne, der først skulle nævnes igen på søndag. Alligevel var det stadig helt åbent, for ingen kunne vide, hvem der efter de 4400 højdemeter stadig havde så meget i tanken, at de kunne klare at spurte op ad den ganske betydelige bakke til mål.

Det havde Jasper Philipsen, der dermed fortsætter sin kometagtige opstigen ved at tage sin første grand tour-etapesejr i den første grand tour, hvor han er udtaget som førstesprinter. Forud for løbet ville jeg ellers have forsvoret, at han var holdbar nok til at begå sig på en sådan etape, men allerede hans sensationelle 9. plads i Suances, hvor selv langt de fleste puncheurtyper fandt det for hårdt, havde indikeret, at belgieren har opnået en ny robusthed. Den robusthed blev endnu mere synlig, da han suverænt vandt en rigtig ”stærkmandsspurt”, hvor han endda åbnede meget tidligt i den hårde modvind, der som bekendt var dagens altoverskyggende tema.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

På den måde fik UAE deres etapesejr også i årets tredje grand tour og det ikke med den Costa, der forud for etapen havde lignet et oplagt bud. Han spillede dog alligevel en betydelig rolle, for hans tilstedeværelse i udbruddet betød, at Philipsen blev fragtet gratis gennem det meste af de 230 km, indtil Costa blev hentet mod slutningen, hvor holdet valgte at give en hånd med.

Dermed blev det igen Bora, der blev de nyttige idioter. Det plejer ganske vist at være Peter Sagan, der bliver snydt, men det er snart umuligt at tælle, hvor mange grand tour-etaper det tyske hold i år har kontrolleret for siden at se deres kaptajn blive snydt af et hold, der ikke har rørt en finger. Ackermann havde ellers fortjent mere, for ikke blot imponerende hans hold - han kørte også selv en ganske god spurt i en afslutning, der på papiret ikke lå til hans højreben. Og han kan da i det mindste trøste sig med, at det gik bedre for hans hold end de andre, der undervejs deltog i jagten, når Van Rensburg blev nr. 6, Lotto fik Stan Dewulf ind som nr. 9, Caja Rural Jon Aberasturi som nr. 16, og Trek end ikke fik Liepins med hjem med måtte bruge plan B, Koen de Kort, til at lave en ligegyldig 17. plads.

Der var dog ét stort sprinternavn, der manglede. Normalt burde Sam Bennett have været den mest holdbare af de tre topsprintere, men han forsvandt, allerede inden en massespurt var det mest sandsynlige. Dermed fortsatte han med at udvise en sjælden mangel på holdbarhed, der nok ikke kan læses på anden måde, end at det med to grand tours på mindre end tre måneder måske alligevel er for skrap kost. Og selvom han er træt, skal han såmænd nok nuppe endnu en sejr i Madrid på søndag.

Heldigvis for Deceuninck har de et uudtømmeligt reservoir af hurtige folk. Faktisk var jeg undervejs på etapen helt begejstret, for det stod hurtigt klart, at det åbnede mulighed for, at den spændende Jannik Steimle kunne køre en spurt, der lå til hans højreben. Med en flot 3. plads, der sikkert kunne være blevet til mere uden et lidt tvivlsomt Ackermann-svaj, fik han dokumenteret, at det ikke var uden grund, at han sidste år imponerede så stort på østrigsk grund og senere med stagiaire-sejr for sit nuværende belgiske mandskab. Dermed blev det også nok engang ungdomsshow, da Philipsen, Ackermann og Steimle i top 4 fik selskab af unge Alfred Wright, der som professionel ellers ikke har gjort meget væsen af sig - i øvrigt som resten af det Bahrain-mandskab, der i dette løb næsten lige så godt kunne have heddet Wout Poels på startlisten.

Endelig savnede vi måske et andet navn. Det kunne have været ret sjovt at se, om Primoz Roglic efter så lang en dag på en bakke som denne kunne have bidt lidt skeer med sprinterne. I sidste ende var stigningen dog nok for let, og uanset hvad forstår man godt, at han ikke gjorde forsøget. Da først arrangørerne grundet de glatte veje stoppede uret allerede ved 3 km-mærket, var det nok ikke dagen at kaste sig ud i eksperimenter mod sprinterne, selvom de 10 bonussekunder, han jo i går gav afkald på, kunne have givet ham en lidt større buffer i tilfælde af en dårlig lørdag.

Den lørdag bliver nu lidt sjovere at kæmpe sig igennem for sprinterne, når de nu endte med at få fire og ikke tre sprinteretaper i årets løb. Og med deres veldokumenterede stædighed begynder man næsten at tro, at de også vil insistere på, at fredagens etape skal være den sprinteretape, de havde fået lovning på ved rutepræsentation i december. Denne gang har vejrguderne dog været i det helt modsatte humør og beriget den endnu vanskeligere finale med kraftig medvind, og så må nok selv de mest stædige give fortabt. Men man ved aldrig, når en sprinter har sat sig noget i hovedet…