Vuelta a Espana-analyse: Modvindens våbenhvile

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Da Vuelta-ruten blev annonceret i februar, var der mange, der spærrede øjnene op. Det er bestemt ikke uset, at de spanske arrangører kaster en svær bjergafslutning ind tidligt i løbet, men det hører alligevel til sjældenhederne, at der venter en led satan allerede på tredjedagen. Derfor blev der utvivlsomt sat et par fede krydser ud for mandag d. 16. august med en ekstra note om, at alle ambitiøse Vuelta-kandidater skulle være klar fra start, hvis de havde ambitioner om at vinde årets sidste grand tour.

Picon Blanco-stigningen hører nemlig til i kategorien leder sataner. Ganske vist er det en relativt ny opfindelse, der først debuterede i 2017, men siden dengang har den været et fast element i Vuelta a Burgos. Nok er der tale om en relativt kort stigning, men de modbydelige procenter har fem gang i træk skabt mindre blodbade, når ryttere som Mikel Landa, Miguel Angel Lopez, Ivan Ramiro Sosa, Remco Evenepoel og senest Romain Bardet har rundet toppen af den stejle tinde som første mand.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Der var derfor lagt op til, at denne mandag skulle give de første seriøse svar om klatrehierarkiet i årets løb, men da rytterne for kort tid siden nåede toppen af det stejle bjerg, var der status quo iblandt de bedste. Ikke at vi ikke blev klogere - listen over svar er faktisk ganske lange - men hvis man havde håbet efter i dag at kunne lave en klokkeklar rangering af løbets klatrere blev man i den grad skuffet.

Det er nu ikke første gang, at det sker. Tværtimod er det kutyme, at den første bjergetape i en grand tour ofte ender i en mindre fuser. På dette tidspunkt i løbet handler det først og fremmest om at føle hinanden an og fornemme, om formen er så god, som den hårde forberedelse forhåbentlig har lagt op til, og samtidig spare lidt på kræfterne, så der er noget i tanken til den tredje uge. Modsat Vuelta a Burgos er Vueltaen nemlig ikke et løb, der afgøres på bare to etaper.

Alligevel var der med så svær en stigning en berettiget forventning om, at det ville gå anderledes denne gang. Picon Blanco minder meget om Javalambre-stigningen, der åbnede ballet i 2019, og dengang fik vi med det samme klare svar, da Miguel Angel Lopez leverede den ret særegne bedrift at sætte Primoz Roglic til vægs. Den dag blev favoritterne spredt ud over hele bjerget, men i dag sad de til gengæld så tæt, at Søren Brostrøm med nogen rette kunne have løftet en pegefinger med henvisning til, at der i hvert fald indtil for nylig var et afstandskrav at overholde.

Når det gik sådan, skyldes det naturligvis vinden. Allerede på forhånd stod det klart, at den relativt kraftige modvind på den pivåbne stigning ville lægge en betydelig dæmper på festen, og at kampen først for alvor ville starte på de allersidste kilometer. Et tidligt angreb i modvind kan nemlig være den sikre død og koste uhyggeligt dyrt, og den slags risici skal man trods alt ikke løbe på dag 3 - snarere i uge 3. Betingelserne var præcis de samme i Burgos for knap to uger siden, og også dengang var det først til allersidst, at feltet splittedes.

Men det gjorde det trods alt dengang. Det skete bare ikke i dag, og det skyldtes naturligvis, at alle havde en god grund til at være afventende. Mikel Landa plejer ellers være manden, der sætter gang i sagerne blot på den mindste motorvejsbro, men han havde allerede på forhånd gjort det klart, at Giro-styrtet havde efterladt med så store formmangler, at han bare skal overleve løbets første halvdel. Hos Ineos har hverken Egan Bernal eller Adam Yates været flyvende i optakten, og særligt Bernal synes at arbejde så meget med en stigende formkurve, at også briterne syntes at kunne se et rationale i at tage den lidt med ro i løbets første halvdel. Og selvom Aleksandr Vlasov, Hugh Carthy og Romain Bardet er stillet til start med ambitioner, er det trods alt ikke deres tre relativt svage hold, der kan lægge et pres i et løb, hvor fire hold er skræmmende stærke

Nej, det initiativ skulle komme fra Movistar eller Jumbo, og det var meget logisk, at spanierne ikke havde den helt store interesse i at jagte det tidlige udbrud, der slap afsted uden den helt store kamp. Med den kraftige modvind var udsigten til en eller anden form for spurtafgørelse relativt god, og hvorfor skulle de dog forære lynhurtige Roglic 10 gratis bonussekunder? Derfor lå opgaven hurtigt alene i den hollandske lejr, og her viste Roglic sig tro mod sit ord, da han frivilligt afgav førertrøjen. Det er ellers helt i modstrid med den kannibalagtige tilgang, han havde til sidste års Tour, hvor han nærmest hver eneste morgen meldte om gode ben og bad sit hold køre udbruddene ind, men netop det løb var en øjenåbner for hollænderne, der følte sig som nyttige idioter, da de endte med at fragte en nærmest holdløs Tadej Pogacar hele vejen rundt i Frankrig. Allerede i vinter gjorde de det klart, at den slags ”legen nyttige idioter” var slut, og derfor kan det ikke komme som den helt store overraskelse, at Jumbo frivilligt afgav det, der kunne have lignet en sikker etapesejr og 10 bonussekunder.

Alligevel kunne det slovenske monster sagtens have sat kniven ind og kørt rundt en ekstra gang, efter at han gjorde præcis det samme for to dage siden. Alligevel valgte han den helt passive tilgang, selvom procenterne skam var til, at en Roglic-forcering kunne have gjort en forskel.

Det skete bare ikke, og det var formentlig meget klogt. Dagens mest markante konklusion var nemlig måske Jumbo-mandskabets overraskende svaghed. Mark Padun og Wout Poels skulle ikke knipse mange gange med fingrene, inden Roglic befandt sig alene i en gruppe, der vel talte mere end 30 mand. Desværre kan det ikke komme som den helt store overraskelse, at de uhyre svingende Sepp Kuss og Koen Bouwman faldt fra, og at de i år så skuffende Sam Oomen og Steven Kruijswijk ikke kunne følge med. Kuss’ enkeltstart havde ganske vist skabt tårnhøje forventninger, men det står på side 1 i bogen om Kuss, at han lige så godt kan køre alle i sænk som smide 10 minutter.

Dermed blev Roglics på papiret største svaghed åbenbaret, og det er helt sikkert den vigtigste lektie, Bahrain, Ineos og Movistar tog med sig fra dagens lidt tamme bjergslag. I det lys var det nok meget klogt, at Roglic sendte den røde trøje til Belgien og sikrede sig et par allierede til de kommende etaper, men lige nu ligner han en mand, der meget let kan isoleres. Heldigvis kan han håbe på, at Kuss’ mange udsving går den anden retning, når bjergfesten genoptages på fredag, og i det hele taget kan han glæde sig over, at de to første uger denne gang er ret lette. Hans amerikanske luksushjælper er nemlig altid bedst i uge 3.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Nej, det var nok meget klogt, at Roglic holdt sig i skindet. I modvinden kunne selv han have haft svært ved at gøre forskellen, og derfor var det ikke just i hans interesse, at løbet blev åbnet, så der blev inviteret til ukontrollerbar angrebsfest. I det lys var han vel egentlig fint tilfreds med, at Landa var så usikker på sin egen form, at han lod brølstærke Padun lege politibetjent på Jumbos vegne, og dermed kunne den isolerede Roglic bare følge med. Det gjorde han i øvrigt så upåklageligt, at han lignede en mand på søndagstur med Benny og Børge fra den lokale cykelklub. Nok var Jumbo skræmmende svage, men Roglic lignede til gengæld det skræmmende stærke monster, han også lignede i lørdags. Hvis den tendens fortsætter, synes selv ikke det svageste hold at kunne koste ham sejren.

Han må dog alligevel have set til med bekymring. To af de tre andre stærke hold så nemlig uhyre overbevisende ud. Det gjaldt først og fremmest Movistar, der som de eneste turde at lægge et pres med en flyvende Alejandro Valverde, der nok engang beviste, at han altid er på toppen til sit hjemlands største løb - og at det ikke ændres af en ligegyldig detalje som en dåbsattest, der er blevet lidt gullig i kanten.

Heldigvis for ham var det ikke spildt arbejde. De to kaptajner, Enric Mas og Miguel Angel Lopez, bekræftede nemlig det uhyre stærke indtryk fra enkeltstarten, og selvom det var åbenlyst, at Roglic kørte med håndbremsen trukket, må det alligevel give selvtillid, at de endte som nr. 1 og 2 i favoritternes indbyrdes opgør. Valverdes overbevisende modvindsføring får formentlig også veteranen til at genoverveje sin beslutning om at smide tid med vilje, for selvom han næppe ender på podiet denne gang, vil det næsten være synd ikke at fastholde den fabelagtige klassementsstatistik, han har i dette løb. Nu synes han også så stærk, at han sagtens kan bruges som en trussel i det taktiske spil, og dermed ligner Movistar pludselig en formidabel modstander. Til gengæld er det problematisk, at resten af holdet er så svagt, at holdet reelt først kunne lægge et pres i finalen, og samtidig lurer den konstante frygt om, at Mas ligesom sidste år starter sin anden grand tour i flyvende form for siden at falme mod slutningen. I det lys er det Lopez, der lige nu ligner den største Movistar-trussel, men med genfundne ben er han også en formidabel en af slagsen. Det fandt Roglic ud af på Col de la Loze sidste år eller på den ovenfor omtalte Javalambre-stigning.

Den anden store vinder var Bahrain. På forhånd lignede holdet det måske endda allerstærkeste, og efter i dag er det svært at benægte den påstand. Desværre gjorde usikkerhed om formen, at Landa for en sjælden gangs skyld brugte sit supermandskab defensivt og ikke offensivt, men han kan i den grad være tilfreds med det, han så. For det første virkede han selv så overbevisende, at det er svært helt at tro, at hans form skulle være så ringe - i givet fald lover det godt for uge 3, hvor han med sin optakt hele tiden har lignet et brølstærkt uhyre - og derudover kunne han notere, at kometen Padun viste, at vi for alvor skal til at regne ham som en permanent nøglekomponent i bjergene.

Man kan kun ærgre sig over, at han var så langt nede i hierarkiet, at det var ham, der skulle være politibetjent, men det ændrer sig forhåbentlig fremover. Særligt hvis han også i dette løb bare bliver bedre og bedre, kunne han sammen med Landa udgøre en formidabel trussel, som kun bliver endnu stærkere, hvis bundsolide Damiano Caruso ligesom i Giroen også kun skal bruge én halvsvag bjergetape på at finde sine bedste ben. Når også lottokuponen Poels viser sig som gevinst, har man råd til, at Jack Haig alligevel mangler lidt for meget efter sit styrt i Touren, og den langsomme starter Gino Mäder i dag kun kunne følge med - en opgave, han dog også klarede fremragende. Med udsigt til stigende formkurve for alle andre end Poels, kan Bahrain blive uhyggelige, når Landa smider politikasketten og i stedet finder den offensive mentalitet, han mere end noget andet kendes for.

Hos Ineos er billedet mere blandet, men det skyldes i alt væsentligt alene Richard Carapaz’ nedtur. Den kan dog ikke komme som nogen overraskelse, for det har hele tiden lignet et ret umuligt projekt at vinde Vueltaen på ryggen af så intens en sommer, hvor han har vundet Tour de Suisse og OL og været på podiet i Touren. Selvfølgelig havde man forventet, at han havde været betydeligt stærkere i løbets første del, men hans kollaps må have stået på listen over åbenlyse risici, da man valgte at udtage ham.

Til gengæld kan de glæde sig over, at de to øvrige kaptajner bestod. Det var ikke overraskende, at Adam Yates virkede flyvende tidligt i løbet - endda i en finale, der passede ham som fod i hose - men efter skuffelsen i Burgos var det rart at få bekræftet. Om han så holder hele vejen, er stadig det helt åbenlyse spørgsmål og en ganske overhængende fare, men det er i hvert fald ”so far, so good”. Hovedpersonen, Egan Bernal, bekræftede ganske vist indtrykket fra 1. etape og ligner en mand, der har lidt at arbejde med, men da han klarede den vanskeligste stigning i løbets første to uger uden tidstab, er der grund til bekymring hos Roglic. Det kunne nemlig ligne en gentagelse af Tour-mønsteret fra 2019, hvor en temmelig elendig start endte i en stor massakre i Alperne i den tredje uge. Og som bekendt er den tredje uge i dette løb brutal. At Pavel Sivakov til gengæld fortsætter sin triste sæson, er lidt malurt i et bæger, der ellers smager ganske sødt.

Det gør det til gengæld ikke ret mange andre steder. Forud for løbet lignede det et opgør mellem fire stærke hold og en række outsidere, der var temmelig alene på betydeligt svagere mandskaber. Sidstnævnte skred desværre næsten alle i svinget, og blandt dem var det kun Giulio Ciccone, der kan blæse ned fra det vindblæste bjerg med glæde i sinde. Det har han til gengæld også al mulig grund til, efter at en knap så overbevisende optakt blev efterfulgt af en stærk start, der med det samme mindede os om, hvor stærk han var i årets Giro, indtil uheldet ramte. At unge Juan Pedro Lopez, der i optakten har været så flyvende, har kunnet fortsætte de takter, får bare Trek-bægeret til at smage endnu bedre.

Til gengæld skal der nok skylles mund hos Astana, EF og DSM. Her har malurten nemlig en temmelig kraftig smag. Det har den måske særligt hos tyskerne, der efter Burgos og 1. etape havde al mulig grund til at tro på en genfødsel fra Romain Bardet, der imidlertid mindre end 14 dage efter genopstandelsen sank ned i den mere ligegyldige grød, hvor han har befundet sig de seneste sæsoner - endda på præcis det bjerg, hvor alt så så forandret ud for knap to uger siden. Naturligvis kan det bare være en dårlig dag, men det er svært ikke at se det som udtryk for det niveau, den nuværende Bardet har, når verdenseliten møder op med deres A-game.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Mindre overraskende var det med Aleksandr Vlasov og Hugh Carthy. Begge har nemlig sendt som minimum blandede signaler i optakten, og begge har i det hele taget gennem hele sæson ikke rigtigt fundet deres niveau fra sidste år. Vlasovs fine enkeltstart og Carthys sejr på Lagunas de Neila havde ellers skabt håb om, at det måske ikke ville gå så ringe endda, men desværre endte Picon Blanco med at bekræfte de bange anelser. Heldigvis kan Vlasov, Carthy og Bardet alle glæde sig over, at årets bagtunge rute meget vel kan betyde, at de konklusioner, vi drager i dag, viser sig helt ligegyldige, når formmønsteret kan være et helt andet på de frygtede etaper 17, 18 og 21.

Så er der større grund til glæde hos David de la Cruz, der var overraskende stærk og med mere konservativ kørsel formentlig kunne have meldt sig ind i favoritgruppen. Også Fabio Aru bekræftede genfødslen fra Burgos, men modsat De la Cruz er han jo i de senere faktisk ganske ofte startet stærkt for hurtigt at betale prisen for en i dag nærmest ikkeeksisterende restitutionsevne. Louis Meintjes endte, som han plejer, og bundsolide Mikel Bizkarra viste, at han fortsat har et ganske højt niveau på en i øvrigt god dag for de små hold, der også viste sig flot frem med de mildt sagt svingende klatrere Oscar Cabedo og Jefferson Cepeda.

Til gengæld blev der ryddet godt ud i gruppen af outsidere. Geoffrey Bouchard skal sikkert allerede nu overveje, om ikke det er sjovere at gå efter endnu en bjergtrøje end at køre klassement, og Clement Champoussins genrejsning varede kun 7 km. Andrea Bagioli må sande, at lange stigninger stadig ikke er ham, og Mauri Vansevenant kan fortsat ikke finde de fine takter, vi senest så i Amstel Gold Race. Felix Grosschartner var betydeligt ringere end sidste år, men har altid været yderst begrænset på stejle stigninger. Lucas Hamilton mangler som forventet meget efter styrtet i Touren, og Guillaume Martin må efter en pæn start på løbet sande, at Touren ikke har hjulpet med at genfinde de ben, han slet ikke har haft i 2020.

Mange af dem vil helt sikkert begynde at overveje at jagte etaper, og her er der i hvert fald inspiration at hente. Man kan stadig undre sig over, hvornår feltet lærer, at et udbrud altså altid har en god chance for at holde på første bjergetape. Mens vi senere i løbet vil opleve, at der vil blive kæmpet i måske mere end en time for at få udbruddene etableret, kører de næsten altid med det samme på den første dag i Vueltaens bjerge - og det endda selvom der på dette tidspunkt også er en førertrøje at sikre sig. Roglic havde endda offentligt meldt ud, at han var frisk på at aflevere den røde trikot, og selvom vi undgik farcen fra 2019, hvor verdens billigste bjergetapesejr blev foræret til Angel Madrazo, er det alligevel lidt utroligt, at der ikke skulle gå mere end 15 km, inden det var afgjort, hvem der skulle køre om en temmelig prestigiøs etapesejr.

Heldigvis havde Intermarché læst på lektien, og de fik både i pose og sæk med Rein Taaramae, der fortsatte den kopiering af Giroen, der blev indledt i går. I Italien vandt det store favorithold den indledende enkeltstart, inden Alpecin den første massespurt på andendagen, og Intermarché tog en solosejr på tredjedagen. Udover at mønsteret fortæller os, at Sebastian Molano nok vinder spurten i morgen - det var jo UAE og Joe Dombrowski, der vandt Giroens 4. etape - fortsatte det også den fantastiske periode, Intermarché har været i efter Touren, hvor de nu har imponeret stort fra Ain over San Sebastian og Polen til nu Vueltaen.

For Taaramae var det samtidig en lille genrejsning. Det er nemlig præcis 10 år siden, at han som ung komet vandt sin første etape i dette løb, og selvom han aldrig blev til det, vi regnede med dengang, kan han alligevel se tilbage på en ganske smuk karriere, der nu tæller grand tour-etaper. Samtidig får han lov at nyde den røde trøje formentlig i hvert fald frem til på fredag, og Intermarché vil i de kommende dage opleve deres helt store stjernestund, når det er dem, der for en tid er feltets konger. At resultatet så kom ved at sætte klasseryttere som Dombrowski, som i øvrigt slog netop Taaramae i det omtalte udbrud fra Giroen, og Kenny Elissonde fortæller blot historien om, at vores ester skam stadig kan, nu hvor han har forladt et Total-hold, der sjældent synes at gøre deres ryttere bedre (husk det, Peter Sagan!)

Det er i hvert Taaramae, etapen først og fremmest vil blive husket for og desværre ikke noget stort klassementsslag. Det fik modvinden effektivt ødelagt, og der var alligevel slet ikke den store grund til, at der i februar blev sat så mange fede krydser ud for Picon Blanco-etapen. Alligevel gav bjerget præcis de svar, alle spændingshungrende cykelfans skulle bruge: en tilsyneladende overlegen med et kollapsende mandskab, en perspektivrig start for Ineos og to brølstærke kollektiver fra Bahrain og Movistar. Det er ret let at finde tre hold, der meget hurtigt vil meddele Roglic, at modvindens våbenhvile er ophævet!

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-