Vuelta a Espana-analyse: Monotoniens Mandag

I går rundede jeg analysen af Sensationernes Søndag af med et håb om, at kraftig sidevind kunne gøre dagens 3. etape til Miraklernes Mandag. Vueltaen er nemlig kendt for at overraske i ét væk, og efter to dage med helt uventede udfald står det klart for alle, at man altid skal vente sig det uventede i den mest uforudsigelige af de tre grand tours. Det skulle man bare ikke i dag, for i stedet for endnu en mirakuløs omvæltning af klassementet i det kraftige østspanske vind blev vi vidner til noget, der vel snarere skal døbes Monotoniens Mandag.

Massespurter kan ellers være temmelig kaotiske og uforudsigelige. Intet sted hersker der så meget anarki og kaos som i den brutale positionskamp mellem et mylder af klassementsryttere og sprintertog på de sidste kilometer af en grand tour, men i dag skete der stort set intet, som ikke på forhånd stod i drejebogen. Sjældent har vi oplevet en spurtafgørelse, der så entydigt bekræftede alle tendenser, og det var i hvert fald ikke en spurt, der afslørede meget nyt i det sprinterbillede, som allerede tegnede sig forud for den spanske grand tour.

I etapens drejebog stod nemlig, at det sikkert ville ende med en etapesejr til Sam Bennett, efter at ireren med vanlig træfsikkerhed havde sat sig på hjulet af den rival, der fik det bedste lead-out. Det stod også, at det formentlig ville være Trek, der ville aflevere enten John Degenkolb eller Edward Theuns perfekt, og at Deceuninck formentlig også ville vise sig som et af de stærkeste hold. Desværre for dem stod der også, at de nok ville tabe Fabio Jakobsen, som sikkert ville lukket inde, og at heller ikke Max Walscheid ville kunne holde sig til sit ellers stærke tog. Længere omme i manuskriptet stod, at også Luka Mezgec, Marc Sarreau og Phil Bauhaus sikkert ville sidde for langt tilbage, men at sidstnævnte nok med høj fart ville komme bragende på de sidste meter.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Efter at røgen har lagt sig i Alicante efter en hurtig dag i Valencia-området, kan vi sætte flueben ud for det hele. Alt sammen gik det, som man kunne have spået og det endda selvom Tibis-stigningen faktisk gav lidt mere drama, end sprinterne havde håbet. Tosh van der Sande havde nemlig en plan om at trætte sprinterne og satte følgelig Thomas De Gendt til at slide de tunge folk ned, og missionen lykkedes egentlig i første omgang, da Fernando Gaviria, Fabio Jakobsen, Phil Bauhaus, Max Walscheid og Marc Sarreau alle kom i vanskeligheder. Bennett følte sig imidlertid åbenbart så selvsikker, at han ikke så nogen grund til at udnytte situationen, og da heller ikke Lotto havde i sinde at følge op på et initiativ, der således endte med at virke en anelse formålsløst, blev situationen misbrugt, og det hele endte med en regruppering og den forventede spurt i Alicantes gader.

Og ud af røgen kom Bennett helt som forventet som etapens vinder. Selvom han som i årets Paris-Nice og Dauphiné, hvor han også meldte om dårlige ben de første dage, ifølge eget udsagn også er kommet temmelig skidt i gang med årets Vuelta - hvad hans kørsel på 2. etape da også bekræftede - var han alligevel så suveræn, at han kunne sætte en fed streg under sin status som alvorlig aspirant til prædikatet ”Verdens hurtigste på to hjul”, efter at han i dag tog med sin 12. sæsonsejr, herunder den 10. på WorldTouren, tog endnu et stort skridt mod at blive årets mest vindende rytter - en titel, man næsten ikke kan se, hvordan han skal undgå at vinde. Og det skete med samme autoritet og overlegenhed som i de fleste af de foregående triumfer og med præcis samme opskrift, som han har benyttet til hudløshed igennem hele 2018 og 2019, hvor han nu i alt har vundet 19 gange, herunder 16 gange på WorldTouren.

”Never change a winning formula” synes mantraet at være for Bennett, der benyttede samme stensikre opskrift, som i forrige uge indbragte ham tre gevinster i BinckBank Tour. Selvom han i dette løb i form af Shane Archbold faktisk har en decideret lead-out man, valgte han at bruge den taktik, der nu kan beskrives som både Bennett og Sagan Classic ved at gribe ud efter det helt rette hjul i finalen. Da det ikke helt uventet var Trek, som også i BinckBank Tour kørte fabelagtige lead-outs, der med John Degenkolb satte Edward Theuns lige så flot op, som Mads Pedersen gjorde det i Holland-Belgien forleden, var det nemlig selvfølgelig Bennett, der sad limet til belgierens baghjul, som han også gjorde det igen og igen i det nordeuropæisk etapeløb og tidligere i Tour of Turkey, Paris-Nice og UAE Tour. Og da først han trådte an, viste Bennett igen, at han har en skræmmende topfart, også på de dage, hvor han - og det sker tit - melder om dårlige ben.

Dermed blev det også lidt for meget legestue for Bennett. Ikke blot dokumenterede han sin efterhånden meget imponerende holdbarhed ved uden problemer at overleve stigningen, det trættede også de eneste - Jakobsen, Gaviria, Walscheid og Bauhaus - som har en topfart, der måske kan true ham. Og da Gaviria aldrig kom tilbage efter stigningen, og Jakobsen, Bauhaus og Walscheid for 117. gang alle kom til kort i positionskampen, stod det mejslet i granit, at etapen ikke kunne ende med andet end endnu en Bennett-sejr.

Særligt for Jakobsen var det en bitter pille at sluge. Stigningen viste nemlig, at hans fine kørsel i går var lidt af et røgslør for, at han altså ikke er nogen stor klatrer, og dermed falder han nok i den kategori af sprintere, der måske kun har 4. og 21. etape som tilbageværende muligheder. Og dagens spurt bekræftede desværre også det, vi igen og igen så i Polen, hvor den lynhurtige hollænder viste sig som feltets klart hurtigste - endda hurtigere end Pascal Ackermann - men hvor hans ringe positionering betød, at han aldrig fik noget ud af anstrengelserne. Og det mønster gentog sig i dag, da han tabte toget, længe inden Philippe Gilbert og Zdenek Stybar skød frem mod den røde flamme, og selvom imponerende Maximiliano Richeze faktisk lykkedes med at finde ham igen, var kampen allerede tabt for hollænderen, der blev lukket inde mod barrieren og aldrig kunne åbne sin spurt.

Desværre afslører det nu endnu tydeligere det, der fremstår som en gigantisk svaghed hos rytteren, som ellers overspurtede en vis Bennett i Tyrkiet i april. Heldigvis kan samme Bennett måske tjene som inspiration, for i de første år havde ireren nemlig også ry for at være håbløs i positionskampen. Den svaghed har han nu i stedet vendt til en styrke, og det har unge Jakobsen heldigvis masser af tid til at gøre. Og som minimum kan han glæde sig over, at Gilbert og Stybar viste stor styrke, så han kan have et vist håb om, at det brølstærke tog undervejs vil give ham en chance for at vise sin fart.

En lignende fart har Walscheid flere gange vist, at han har, senest i Polen, hvor han kørte nogle glimrende spurter. Desværre kan det tælles på én gang, hvor mange gange den tonstunge tysker ikke er blevet væk fra sit tog i de hektiske finaler. Det er sket talrige gange og har betydet, at han har overraskende få top 10-placeringer, og desværre fik han ikke endnu en til samlingen i dag. Det stærke tog med Casper Pedersen og Nikias Arndt gjorde det imidlertid eminent ved at tage kontrol frem mod den sidste kilometer, men selvom han længe sad limet til Arndts baghjul, lykkedes det alligevel for Walscheid at forsvinde tilbage i feltets kaos, da holdkammeraten trådte spurten hjem for ham. Dermed endte han nok engang med aldrig at kunne åbne spurten og missede dermed en af sine nok kun tre chancer i et løb, der ikke passer ham. Og det var ekstra synd, fordi han faktisk havde vist sig overraskende holdbar på stigningen, hvor han var en af de sidste sprintere til at give slip.

Bauhaus havde givet slip langt tidligere, men også han fik en returbillet tilbage til feltet, efter at Bora valgte ikke at følge op på Lottos initiativ. Desværre skete der det samme, som også skete tre gange i BinckBank Tour, nemlig at Bauhaus i finalen blev fanget i kaos. Og ligesom i Holland-Belgien, hvor han alligevel reddede sig en 5. og en 7. plads, kom han til slut fra den håbløse position bragende med den høje topfart, som tidligere har givet ham en gigantisk sprinterskalp i det stærkt besatte UAE Tour. Desværre har han ligesom Walscheid i år måttet sande, at positioneringen i år har betydet, at hverken han eller Sunweb-rytteren har fået det udbytte af den fine fart, de begge åbenlyst besidder.

Samme svaghed lider Marc Sarreau af, og derfor blev det heller ikke i dag, at han endelig fik det WorldTour-gennembrud, han ellers banker på til. Det er velkendt, at han har det temmelig svært på de sidste kilometer, og det havde han desværre også i dag, hvor han ligesom Jakobsen måtte se sig lukket inde. Desværre er hans kamp bestemt ikke blevet lettere af, at hans sygdomsramte lead-out man Mickael Delage er rejst hjem, og dermed kan man desværre frygte, at det nu bliver meget svært for Sarreau endelig på en lidt større scene at bevise, hvorfor han i Frankrig vinder den ene massespurt efter den anden.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Sejr til Theuns bliver det nok heller ikke til. Ligesom i BinckBank Tour fik han det hele foræret af sit sublime hold, men ligesom i forrige uge står det klart, at han bare ikke er hurtig nok til at matche de bedste. Nu vil Trek sikkert i morgen forsøge sig med Degenkolb i stedet, men på baggrund af tyskerens ringe spurter i Polen er det svært at tro på et andet udkomme. Til gengæld kan holdet glæde sig over togets åbenlyse styrke, og den kan måske alligevel kaste en sejr af sig, hvis Bennett en sjælden gang skulle sidde forkert, som han gjorde det på 5. etape i BinckBank Tour, hvor Alvaro Hodeg fik skovlen under ham.

Det var dog ikke alt, der gik efter drejebogen. Først og fremmest lå det bestemt ikke i kortene, at den normalt så holdbare Gaviria, der i blandt andet Tour de Suisse har spurtet om sejren på etaper, der var langt sværere end denne, som den eneste sprinter skulle fra. Det kan ikke tolkes på anden måde, end at den stakkels colombianer, der i forvejen har haft et skadesplaget rædselsår, alligevel var for mærket af styrtet på 1. etape. Det var i hvert fald højst usædvanligt at se den gispende Gaviria slippe hjulet på holdkammeraterne Marco Marcato og Sergio Henao, og dermed kan man frygte, at 2019 simpelthen bliver et år lige til skraldespanden. Morgendagens etape er nemlig den sidste sprinteretape inden hviledagen, og lige nu ligner Gaviria ikke en mand, der kan være med på de hårdere sprinteretaper, der kommer mellem de flade finaler på 4. og 21. etape. Og da holdets plan B, Juan Sebastian Molano, klarede sig endnu ringere, skal UAE måske snarere allerede nu rette fokus mere entydigt på Fabio Aru og Tadej Pogacar, der heldigvis begge ser ud til at være i sandt hopla.

Det er Luka Mezgecs bestemt også. Sloveneren tegnede sig nemlig for spurtens anden overraskelse. Nok havde han i Polen og ved EM vist, at han var i sit livs form, men det polske løb viste også, at han dels har det svært i positionskampen, dels er klart overmatchet i flade spurter. På den baggrund var det ikke uventet, at også han sad alt for langt tilbage på den sidste kilometer, men til gengæld var det overraskende, at han kom bragende med så høj fart, at han alligevel var bare centimeter fra at blive nr. 2. Formentlig drog sloveneren fordel af, at de rene sprintere enten blev lukket inde eller var mærket af stigningen, som Mezgec med lethed klarede, men det må alligevel være stærkt opløftende, at han klarede sig så fint på denne etape, når ”hans” etaper først kommer i 2. og 3. uge, hvor finalerne på de lette dage er betydeligt vanskeligere.

En anden lille overraskelse var Jon Aberasturis 4. plads. I Burgos havde han ganske vist vist fornem form, men til gengæld har vi tidligere set, at han ikke altid har haft det helt let i positionskampen i de store løb. I dag gjorde han det imidlertid fornemt, og selvom han atter måtte sande, at han i en flad spurt mangler lidt på farten, er det yderst lovende frem mod de stigende spurter, der kommer senere i løbet, og som for alvor er noget, der falder i hans smag.

Derudover var det opløftende at se unge Szymon Sajnok bekræfte potentialet med en top 10 i karrierens første grand tour-spurt, endda selvom det havde været hårdt undervejs, og at Cyril Barthe, der ellers er puncheur mere end sprinter, sneg sig ind på en 8. plads. Spurten viste også, at typer som Clement Venturini, Damien Touze og Tosh van der Sande bare ikke er hurtige nok på flad vej i dette selskab. Og desværre knuste etapen håbet om, at Edvald Boasson Hagen, der ellers sendte Ben King frem for at føre undervejs, kunne bygge videre på de fine Dimension Data-takter, Giacomo Nizzolo, Michael Valgren, Reinardt van Rensburg, Enrico Gasparotto, Tom Jelte Slagter og Stephen Cummings ellers har vist for nylig.

Sidevinden blev aldrig det ønskede tema, og derfor blev det for klassementsholdene en dag, der skulle overstås. Alligevel lykkedes det for 117. gang siden skiftet til Sunweb for Wilco Kelderman at kysse asfalten, men i første omgang meldes han denne gang at være sluppet uden mén. Derudover viste Jumbo med deres dominerende kørsel i alle løbets nøglefaser, at de bliver dette løbs udgave af Ineos, og at de vitterligt har tænkt sig at køre som løbets store favorithold. Og samtidig viste Primoz Roglic for anden dag i træk ærgerrighed ved at snuppe et sekund i den indlagte spurte, så der nu blot er 2 sekunder tilbage af de 40 sekunder, som et ødelagt badebassin kostede ham i Torrevieja lørdag aften. Sergio Higuita kunne han dog ikke slå, og alene det forhold, at EF satte deres hurtige colombianer op til spurten, gav ny næring til spekulationen om, at vidunderbarnet, der ikke skulle køre klassement, måske alligevel giver den et skud efter den meget overbevisende start i går.

Lige så overbevisende var Bennett i dag, da han sammen med Nicolas Roche gjorde det til en stor dag for Irland, der endelig kan lugte lidt af den storhedstid, de sagde farvel til med, da Sean Kelly og Stephen Roche kørte cyklerne i garagen. Og udsigten til, at den irske fest fortsætter er store, for hvis alt går efter bogen, vil de begge atter skulle på podiet, når løbets anden sprinteretape er bragt til ende i udkanten af Valencia tirsdag eftermiddag. Denne gang ser det nemlig ikke ud til, at noget kan stå i vejen for endnu en massespurt. Og hvis den bliver lige så forudsigelig som dagens, bliver Monotoniens Mandag nok efterfulgt af Trivialiteternes Tirsdag.