Vuelta a Espana-analyse: Never change a winning formula

Jeg er helt paf! Det hører til sjældenhederne, at en rytter vinder de to første bjergetaper i en grand tour. Når det endelig sker, er det som regel en af løbets store favoritter, der føjer yderligere triumfer til en i forvejen alenlang sejrsliste. Det er svært at huske, at det i nyere tid er lykkedes for den samme udbryder, men det skete ikke desto mindre på dagens med spænding imødesete La Covatilla-etape.

Når det nu skulle ske, kunne man som minimum forvente, at det var en topklatrer, der var kommet til løbet for at vinde etaper. Det ville trods alt ikke være urimeligt at forestille sig, at ryttere som Rafal Majka, Bauke Mollema eller Ilnur Zakarin, der alle er ude af klassementskampen, kunne levere den sjældne bedrift. Men en rytter fra Dimension Data? Og så endda Ben King?

Det virker næsten helt absurd og på grænsen til det vanvittige. Ja, King er en dygtig rytter, der før har vundet det amerikanske mesterskab og en etape i Criterium International, men en vinder er han langtfra. Faktisk er han mest kendt som en bundsolid hjælper med smag for udbrud og sekundære førertrøjer i bjerg- og spurtkonkurrencer. I bjergene er hans generalieblad imidlertid stort set spejlblankt.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Vueltaen har imidlertid altid været overraskelsernes holdeplads. Hvem havde troet, at Juan Jose Cobo eller Chris Horner skulle vinde løbet i hhv. 2011 og 2013? Hvem havde set Peter Velits køre på podiet i 2010? Og hvem havde forestillet sig, at Tom Dumoulin i 2015 skulle være bare 24 timer fra at tage en sensationssejr? Rammer man en gylden formåre på en tid af året, hvor de fleste andre er dødtrætte, kan man skabe selv de største overraskelser på de glohede spanske veje.

Det er tilsyneladende en sådan gylden åre, King har fundet. Alligevel er det yderst bemærkelsesværdigt, at den amerikanske hjælperytter nu har kunnet føje to enorme sejre til sit temmelig tomme cv og samtidig reddet Dimension Data fra en sæson, der lignede den totale katastrofe. Og endnu mere iøjnefaldende er det, at hans to sejre blev opnået på sådan identisk vis, at det er næsten umuligt ikke at sidde tilbage med en fornemmelse af deja-vu.

På begge de to etaper lagde King grunden til sejren ved at angribe fra start på en etape, hvor en påfaldende apatisk felt lod udbruddet køre med det samme, selvom det lå i kortene, at en gruppe havde ganske gode chancer for at gøre arbejdet færdigt. I begge tilfælde var han imidlertid oppe mod den tilsyneladende overmagt, for på begge etaper havde han foruden sin tro følgesvend Luis Angel Maté selskab af en af feltets topklatrere med store bjergpræstationer på sit cv. I tirsdags var det Pierre Rolland, og i dag var det Bauke Mollema, der fremstod som tårnhøj favorit i det øjeblik, det stod klart, at feltet lod udbruddet køre hjem.

King er imidlertid både snu og stærk. I tirsdags sikrede han sig med kløgt, snilde og gode ben et forspring allerede inden stigningen, og derefter var det op til Rolland at forsøge at rette op på miseren på målbjerget. Fra bunden satte den elegante franskmand efter sin rival og så i første omgang ud til at kunne lukke hullet, lige indtil King viste sin imponerende styrke og i en benhård duel knækkede etapens store favorit.

”Never change a winning formula” er der et mundheld, der siger, og det er sikkert løbet igennem Kings hoved, da han frem mod La Covatilla-stigningen befandt sig i præcis samme situation én gang til. Derfor var han vågen, da de tunge folk forud for bjerget begyndte at angribe Mollema, for at sikre sig det nødvendige forspring, og som det var tilfældet, da han fulgte Jelle Wallays på 4. etape, var det i dag Lluis Mas, han koblede sig på i finalen.

Herefter så King sig ikke tilbage. Han satte lynhurtigt Mas af, som han gjorde det med Wallays den anden dag, og den eneste forskel var, at han denne gang ikke havde Nikita Stalnov ved sin side. Bagefter åbnede Mollema nemlig op fra bunden af stigningen, og da han lynhurtigt spiste 30 af de 90 sekunder, han havde smidt til amerikaneren i front, så det ud til, at hollænderen alligevel kunne leve op til sin favoritværdighed.

Som Rolland måtte Mollema imidlertid sande, at King ikke sådan er at bide skeer med. Langsomt begyndte trætheden at ramme de hollandske ben, der gradvist mistede det momentum, de havde haft. Tempoet på tidsspisningen faldt markant, og da det var nået ned på knap 20 sekunder, tippede balancen. Da Mollema ramte den fladere del i den knaldhårde modvind, eksploderede han, og derfra var det igen King, der trak fra, så han kunne tage sin anden sejr, denne gang uden at skulle bekymre sig om at slå en ung kasak i i spurten. Ikke helt uden grund rystede han hovedet, da han krydsede stregen, for vi var helt sikker mange, der gjorde det samme efter en start på løbet, ingen i Dimension Data-lejren nogensinde havde drømt om.

Hvis man tænker på alle de kvaler med styrt, sygdom og skader, der har ramt sydafrikanerne gennem et helt igennem forfærdeligt år, er det svært ikke at glæde sig over, at de endelig opnår lidt succes. Senest fik de sig endnu en spand kold vand i hovedet, da Mark Cavedish igen blev ramt af Eppstein-Barr-virus, og derfor kunne Kings mirakelserie næppe falde på et tørrere sted end hos et hold, der nærmest har haft patent på sidstepladsen på WorldTour-ranglisten i de seneste sæsoner.

Kings triumf var imidlertid på bekostning af Mollema, og lige så glad, man kan være på amerikanerens vegne, lige så svært er det ikke at have lidt medlidenhed med den hollandske fighter. Det har nemlig været ret tydeligt igennem de sidste to sæsoner, at Mollema vil aldrig nogensinde genfinder den styrke, der næsten bragte ham på podiet i Touren for to år siden, indtil et dumt regnvejrsstyrt knuste drømmene mod den våde asfalt. Samtidig har han kunnet se en holdledelse hente først Alberto Contador og nu Riche Porte til holdet som klar indikation på manglende tiltro til deres gamle kaptajns evner, og det burde nok kunne knække de fleste mentalt.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Sådan forholder det sig imidlertid ikke med Mollema, der ikke blot på cyklen ser ud som en fighter, men også er det. I de seneste to udgaver af Touren samt i denne Vuelta har han nemlig fundet ind i en rolle som etapejæger, der virkelig klæder ham. Sidste år gav det det helt store udbytte, da han vandt en etape på den største scene i Frankrig, og i år var han igen tæt på to gange, hvor han blev hhv. nr. 3 og 4. I denne Vuelta er han nu blevet nr. 2 på to af de tre udbrudsetaper, og han har dermed udvist en fantastisk næse for at kunne køre med om sejren i flere forskellige terræner. Desværre er han ikke en oplagt vindertype, hvad der også afspejles i en ikke specielt lang vinderliste, men til gengæld har Mollema en klasse, der gang på gang bringer ham i situationer, hvor han kan snuse triumfen. Det kan man kun tage hatten af for.

Den en nervepirrende duel om etapesejren var heldigvis ganske livgivende for en etape, der ellers var på kanten til at udvikle sig til lidt af en fuser. Ikke blot lod det mærkeligt apatiske felt udbruddet køre med det samme, ingen af de store hold viste heller ikke den mindste interesse i at jagte etapesejren. Først da vi kom frem til den sidste stigning påtog Astana, Bora og LottoNL sig et ansvar ved at forsøge at gøre løbet hårdt, men på det tidspunkt krævede det allerede et mindre mirakel, hvis de også ville have etapesejren.

Samtidig betød den ret hårde modvind på den helt åbne stigning som ventet også, at det blev et ventespil, hvor det mere handlede om ikke at blotte sig end om at vinde tid. Det kan man naturligvis ikke fortænke favoritterne ud, for et soloangreb under de betingelser kunne meget vel have endt med at ramme dem direkte i nakken. Derfor var der heller ikke megen lyst til selv at træde i karakter, og det bedste våben var derfor at skabe udskilning bagfra ved at udnytte hjælperne til at sætte tempo. Det gjorde Emanuel Buchmann først med Rafal Majka, der leverede en jætteindsats under de vanskelige føringsbetingelser, og siden var det den stadig mere imponerende Sepp Kuss, der forsøgte at sætte George Bennett og Steven Kruijswijk op til angreb, som han også gjorde det på 4. etape.

Det så imidlertid længe ud til, at det hele ville ende i et Valverde-ryk til slut, og at alle andre ville forholde sig i ro, men heldigvis har vi Miguel Angel Lopez. Den lille colombianer lader sjældent en mulighed gå til spilde, og da han først åbnede ballet, fik vi faktisk flere svar end ventet. Særligt imponerende var Wilco Kelderman, der stort set ene mand skabte udskilningen til slut og igen viste, at man aldrig skal afskrive ham, blot fordi han har haft en dårlig forberedelse. Tværtimod ligner det nu et mønster, at han altid overpræsterer efter sine mange skadespauser, og man kan derfor kun filosofere over, hvad det kunne blive til, hvis han for en sjælden gangs skyld kunne holde sig på cyklen. Uanset hvad viste han i dag, at han lige nu er en af feltets stærkeste, og da han har både friskhed og enkeltstart som våben, er han i den grad i spil til podiet, også selvom den dumme defekt i sidevinden har sat ham kraftigt tilbage.

Den anden positive overraskelse var Ion Izagirre. Det har hele tiden været klart, at baskeren har været i flyvende form, for han har overpræsteret på snart sagt hver eneste etape, senest med den flotte spurt i går. I dag viste han sig så også som en af de stærkeste i bjergene. Alligevel skal man fortsat være varsom med at drage alt for håndfaste konklusioner om Izagirre. Modsat Kelderman er han nemlig ikke kendt for stabilitet, og han har ofte været ret svingende i sine præstationer. Dette er blot er hans andet forsøg som klassementsrytter i en grand tour - det første i Giroen for et par år siden gik temmelig ilde - og vi har derfor fortsat til gode at se, om han virkelig kan holde i tre uger, ikke mindst fordi han også har Touren i benene.

I det hele taget skal man nok være lidt varsom med at være alt for skråsikker på baggrund af denne etape. Forskellene blev nemlig først gjort i den relativt flade finale, hvor vinden betød, at det mere var et spørgsmål om power end om klatreben. Derfor var det da heller ikke uventet, at det var de mere robuste typer som Kelderman og Izagirre, der excellerede, mens de lettere folk havde det svært. I næste weekend venter stigninger af en helt anden karakter, og her kan der sagtens være vendt betydeligt rundt på klatrehierarkiet, når vi pludselig taler om stigningsprocenter på den kedelige side af 20.

Der var to af bjerggederne, der holdt sig flot til. Lige siden Portes spektakulære kollaps har Nairo Quintana og Lopez i mine øjne skilt sig ud som løbets favoritter, og den status levede de i den grad op til i dag. Den sidste del af stigningen passede dem langtfra, men alligevel var de i stand til at følge med den langt mere kraftfulde Kelderman. Med tanke på, at de begge har tradition for at blive bedre og bedre undervejs, og at den sidste del af løbet passer dem langt bedre, ser der efter i dag mere og mere ud til, at vi kan ende med en colombiansk duel.

Og hvorfor ikke et rent colombiansk podium? I hvert fald var Rigoberto Uran ikke langt fra at matche sine to landsmænd, og selvom det måske nok kan være svært at se ham matche sine to mere vævre kolleger på de stejle stigninger senere i løbet, lurer Uran som en trussel. Han har i de senere år opbygget en stabilitet, som i hvert fald Lopez ikke har haft, og han har en friskhed, som Quintana mangler. Falmer de to store favoritter, sidder Uran klar i sulkyen. Desværre kan han så ærgre sig over, at den enkeltstart, der tidligere var hans våben, i dag er en svaghed, og han kan sagtens ende med faktisk at tabe tid til sine to små landsmænd på 16. etape, selvom ingen af dem just er kendt som tempospecialister.

Quintanas flotte præstation løste også et problem for Alejandro Valverde. I går filosoferede jeg lidt over spanieren dilemma, hvor den suveræne form, han har vist hidtil, gjorde ham i tvivl om, hvorvidt han skulle holde sig til sin oprindelige plan om at bruge løbet som VM -forberedelse, eller om en samlet sejr faktisk kunne være en mulighed. Det problem løste hurtigt sig selv, da Valverde højst overraskende ikke kunne sidde med i en eksplosiv powerfinale, der egentlig burde passe ham. Dermed kan der nu ikke være tvivl om, at Quintana nu er Movistars klare kaptajn, og at Valverde en luksusløjtnant, der primært skal have Innsbruck i tankerne. Hvis han i de kommende dage kan finde det sekund, der kan give ham et par dage i førertrøjen, vil han nok ikke sige nej, men herfra må hans nethinde være helt regnbuefarvet. Da Richard Carapaz samtidig er ved at få banket rusten af, står Quintana med en støtte, han næppe kunne have ønsket sig bedre.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Manden, der i første omgang har snydt Valverde for den røde drøm, er Simon Yates. Han må til gengæld sidde tilbage med en lidt bittersød fornemmelse, for trøjen blev sikret på en dag, hvor han faktisk fik lidt klø af sine værste rivaler. Det kan være et ildevarslende tegn, men i lyset af sen overordnede plan om denne gang at toppe i den tredje uge, er tidstabet ikke alarmerende, slet ikke fordi den spinkle brite måske manglede lidt power til denne type afslutning. Alligevel hersker der forsat de præcis samme spørgsmål som hidtil, for det er nemlig langt fra sikkert, om Yates, der ikke just er kendt for holdbarhed, vitterligt kan finde sit topniveau i den tredje uge af en grand tour. Svaret blafrer stadig i vinden. Jeg har i hvert fald min tvivl.

’

Sammenlignet med andre var etapen i hvert fald ikke en katastrofe for Yates. Langt større skuffelse må der være i LottoNL-lejren, hvis tohovedede monster ikke viste sig helt så farligt, som mange havde ventet. På den anden side var denne eksplosive powerfinale ikke just det bedste for hverken George Bennett eller Steven Kruijswijk, og faktisk gjorde Bennett det vel egentlig ganske hæderligt under disse betingelser. Under alle omstændigheder viste de igen, at de med Kuss som et stærkt våben er villige til at tage initiativ, og derfor vil de om ikke andet kunne sætte kolorit på løbet, selvom podiet nu virker en anelse fjernere, end det gjorde for 24 timer siden.

Det gør det i den grad også for Thibaut Pinot, der vel sammen med Valverde var dagens største skuffelse. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg har haft meget store forventninger til den hidtil så diskrete Pinot, der i medierne har talt om etapesejre, men i feltet har kørt som en klassementsrytter. Denne afslutning burde slet ikke have passet franskmanden så dårligt, og derfor var det en spand koldt vand i hovedet, at han til slut blev sat til vægs. Han har en friskhed, der burde komme ham til gode tidligere, men kobler man dagens lille nedtur med tidstabet fra sidevinden, ligner franskmanden ikke længere en podiekandidat.

En anden skuffelse var Emanuel Buchmann, men det er der måske en god forklaring på. Tyskeren, der ellers hidtil har vist sig som en af de stærkeste, var nemlig på hospitalet efter et styrt for to dage siden, og det lan meget vel være forklaringen på det pludselige formdyk. På den anden side virkede han enormt selvtillidsfuld, da han kommanderede Majka til fronten, så også for ham selv må resultatet være kommet som en lille overraskelse. Forhåbentlig kan han rejse sig igen, for i dag valgte holdet endegyldigt at køre ellers formstærke Majka ud af klassementet. Det åbner til gengæld i den grad døren for polsk etapesejr i de sidste to uger.

En anden stor taber var Sky, men det var knap så uventet. Vi er mange, der har ventet på Michal Kwiatkowskis forventede kollaps, for det virkede allerede på forhånd helt urealistisk, at han ovenpå både Touren og Tour de Pologne også skulle kunne køre klassement her. I dag sprang elastikken da også, og selvom nedturen nok er blevet fremskyndet af fredagens styrt, kommer det næppe som noget stort chok. Værre for Sky er det, at også David de la Cruz igen skuffede og dermed fortsætter en sæson, hvor han ikke har været i nærheden af at nå samme niveau, som han gjorde i Quick-Step-trøjen. For en sjælden gangs skyld vil Sky derfor næppe have nogen stor indvirkning på klassementet i en grand tour.

Det vil Fabio Aru nok heller ikke, og det er måske i virkeligheden mere alarmerende. Hvor Skys vanskeligheder var forventede, var dette for Aru løbet, hvor han skulle rejse sig. Også i dag fortsatte han imidlertid den kedelige tendens fra resten af 2018-sæsonen, og han ligner fortsat en skygge af den rytter, der så sent som sidste år kørte med om sejren i Tour de France. Det er stadig ikke udelukket, at han kan rejse sig, for Aru har altid været bedst i den tredje uge af en grand tour, men en absolut topplacering bliver det i hvert fald ikke til.

Det gør det heller ikke for Enric Mas, der vel var en af dagens skuffelser. Naturligvis skal man altid være varsom med at have alt for store forventninger til sportens talenter i deres første forsøg som klassementsrytter i en grand tour, men vi var nok mange, der havde troet, at det spanske supertalent ville være mere konkurrencedygtig i dag. Hans manglende erfaring taget i betragtning kan der stadig ske meget over de kommende tre uger, men dagens etape var i hvert fald en lille nedtur for spanieren, der dog holdt hovedet koldt og begrænsede tabet flot efter tidligt at have tabt terræn første gang.

Endelig fortjener Tony Gallopin igen at blive nævnt. Ja, den eksplosive powerfinale var ikke dum for ham, og nej, jeg tror heller ikke, at han holder hele vejen, men man må alligevel lette lidt på hatten over, at han igen kunne gøre det så flot, denne gang på en stigning, der i hvert fald på papiret var for svær for ham. Vi må se, hvor længe elastikken holder, men foreløbig kan man kun glæde sig over, at han i dette løb har været på sit højeste niveau i nu mange år.

Dagens etape gav altså enkelte svar, men der er fortsat et hav af spørgsmål, der står åbne. Lige nu kunne det ligne en colombiansk tvekamp mellem Quintana og Lopez, men det er først på fredag, vi får det næste reelle svar på, hvem der kan køre med om sejren. En hviledag og tre lettere etaper skal overstås, inden muren La Camperona danner rammer om det næste klassementsslag, og indtil da må vi væbne os med tålmodighed.

Og hvem ved? Måske planer King ligefrem et hattrick på fredag. Der er som bekendt ingen grund til at ændre på en vindende formel.