Vuelta a Espana-analyse: Nøgleetapen der fik karakter af flødeskum

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Forud for løbet var det tirsdag d. 30. august, der oftest blev nævnt i forbindelse med Remco Evenepoels navn. Hvor alle har været i tvivl, om belgierens evner og særligt holdbarhed i bjergene, har ingen betvivlet hans evner i kampen mod uret. Den generelle konsensus var derfor, at det belgiske vidunderbarn skulle bruge løbets eneste enkeltstart, der med sit helt flade terræn nærmest var designet til, at han skulle volde ubodelig skade på de små klatrere, til at sikre sig en buffer inden løbets anden halvdel. Herefter ville det store spørgsmål være, om den buffer vil være store nok til at sikre sejren over de afsluttende bjergetaper.

Efter at den udpegede nøgleetape i dag er afviklet, består det spørgsmål stadig. Evenepoel har i første omgang bevist, at han kunne holde i 10 dage, men om vi i de kommende dage vender tilbage til udgangsscenariet, nemlig at han får brug for at tære på sin buffer, er stadig et helt åbent spørgsmål. Den væsentlige forskel i forhold til det, mange havde forventet, er, at det belgiske vidunderbarn kan sætte flueben ved enkeltstarten med et forspring, som må overgå alt, han selv i sit eget mest optimistiske scenarium havde forestillet sig.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Enkeltstarten gik nemlig akkurat, som det stod i drejebogen inden løbet. I sin storhedstid havde Primoz Roglic måske kunnet give ham kamp til stregen, men selv den allerbedste Roglic ville have svært med at matche den belgiske kanonkugle på den fladbanerute, løbsdirektør Javier Guillen havde udset sig som rammen om årets enkeltstart. Nok har Evenepoels klatreevner været en temmelig varierende i en lidt ustabil karriere hidtil, men på ét område har han aldrig svigtet, nemlig i paradedisciplinen,

Derfor var der heller ikke megen diskussion inden etapen. Skulle tirsdag d. 30. august ikke blive dagen, hvor Evenepoel endelig kunne kalde sig grand tour-etapevinder, havde man formentlig haft behov for at flyve Filippo Ganna eller Wout van Aert ind til lejligheden. De to tempogiganter havde formentlig kunnet true den lille belgier, når man husker på, hvor klart de begge slog ham til sidste års fladbane-VM, men i dette felt var han reelt uden konkurrence, og konkurrencen blev bestemt ikke mindre af, at hans måske største rival, Ethan Hayter, blev en del af dagens endeløse serie af coronaofre, og at også outsideren Edoardo Affini blev syg.

Spørgsmålet handlede alene om, hvor stor bufferen ville blive, og den blev ganske betragtelig. Som man kunne vente, blev Roglic nærmeste rival, men han var hele 48 sekunder efter sin værste rival. Alle andre tabte mindst 1.20, og manden, der inden etapen var hans hovedudfordrer, Enric Mas, blødte næsten to minutter.

Det var suverænt, men måske i virkeligheden ikke helt så skræmmende, som man kunne frygte. Når man ser på de forskelle, Jonas Vingegaard i Touren gjorde over en ganske vist lidt længere distance, var Evenepoel ikke i en helt anden verden. Afstanden til Roglic var stor, men mange af de mindre klatrere havde formentlig gerne solgt etapen for dette resultat, hvis de var blevet tilbudt det på forhånd. Vi taler trods alt om en sand tempogigant, og en rute, der ikke kunne være designet ringere til de små folk.

Sammenligningen med årets Dauphiné-enkeltstart, der distance- og terrænmæssigt mindede meget om denne, er ganske nærliggende, og her var forskellene en anelse større, men ikke voldsomt meget større. Dengang var det bare Ganna og Van Aert, der gjorde skaden, og vi ved fra sidste års VM, at de formentlig er nogenlunde på niveau med Evenepoel, når man indregner den åbenlyse fremgang, han har oplevet.

Den fælles reference for de to enkeltstarter er Roglic. I Dauphiné tabte han 42 sekunder til Ganna, og i dag tabte han 48 sekunder til Evenepoel. Nederlaget var altså stort set det samme, og dengang var det en almindelig antagelse, at Roglic havde underpræsteret. Nok var det forventeligt, at sloveneren ville tabe til Ganna og Van Aert, men de færreste havde set, at den olympiske mester skulle blive slået af Mattia Cattaneo og reelt blive kørt over af Hayter.

Det leder vel også til dagens konklusion. Roglic var ”best of the rest”, men når man ser på den skade, han forvoldte mod folk som Simon Yates, Miguel Angel Lopez, Enric Mas og Ben O’Connor, er det i underkanten af, hvad man på denne rute ville forvente af den olympiske mester, som indtil i dag ikke havde tabt én eneste af sine mange enkeltstarter på spansk grund. Det kommer naturligvis ikke som nogen overraskelse, for Roglic har jo i flere dage vist, at han - enten som følge af et generelt niveaufald eller dårlig forberedelse - er et stykke fra fordums styrke.

Det er selvfølgelig problematisk. Roglic vidste, at han i dag formentlig ville lide et nederlag, men under de givne omstændigheder kunne det formentlig have været mindre, hvis han havde været tættere på sine 100%. Nu er han imidlertid næsten tre minutter efter, og det står ret klart, at kun det Evenepoel-kollaps, der sagtens kan komme, vil kunne sikre ham den historiske fjerde titel. Det er Roglic imidlertid også manden til at fremprovokere, for han vil ikke være bange for at sætte alt på ét bræt fra distancen, når vi rammer de kommende dage.

Roglic er også en af få, der kan tillade sig at være skuffet. Forud for etapen var der nok en forventning om, at denne fladbanerute ville være svær for hovedparten af klassementsrytterne. Nok er det velkendt, at den bedre restitutionsevne altid giver klassementsfolket en overhånd langt inde i en grand tour, men med tanke på tempoevnerne hos det store flertal af disse, antallet af specialister samt rutens karakter var der ikke lagt op til, at top 10 i alt væsentligt skulle befolkes af top 10-ryttere.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Det blev dem imidlertid. Kun to af løbets specialister lykkedes med at gå i top 10, og i top 15 var der bare 15. Resten udgjordes af klassementsryttere, og der var endda nogle temmelig overraskende af slagsen. Det skyldtes heller ikke ændrede vejrforhold, der var konstante gennem hele etapen, men vel alene blot det velkendte faktum, at 10. etape af en grand tour er noget andet end en restitueret VM-enkeltstart.

Den helt store sensation var Carlos Rodriguez. Nok havde det spanske supertalent kørt en pæn enkeltstart ved de spanske mesterskaber sidste år, men i år har hans præstationer i kampen mod uret været ganske pauvre. Derfor lignede han på forhånd den store taber i den top 5, der klart materialiserede sig på Les Praeres i søndags, men sådan gik det ikke. Tværtimod endte han højst overraskende som nr. 3 i klassementsrytternes hierarki, og dermed lagde han blot flere alen til de perspektiver, der inden løbet så lovende ud, men som de seneste dage er blevet mangedoblet. Hans dieselagtige tilgang kom igen til udtryk på en enkeltstart, hvor han bare blev bedre og bedre undervejs, og sidste års Tour de l’Avenir indikerer, at det meget vel kunne gælde gennem hele denne grand tour også. Pludselig fremstår han som et stadig mere reelt bud på måske endda at kunne vinde, hvis Evenepoel skulle kollapse, særligt fordi de kommende stigninger passer ham meget bedre end de foregående.

I det hele taget var det en fabelagtig dag for Ineos, for hvem det ellers hidtil har været en kedelig Vuelta. Det var ikke overraskende, at Tao Geoghehan Hart gik i top 10, for han har vist fornem form de seneste dage og har to gange tidligere i år indikeret, at han har forbedret sin enkeltstart yderligere. Nej, den store overraskelse var, at Pavel Sivakov, der ellers så ud til at have toppet for tidligt, pludselig kørte sit livs enkeltstart. Nok så vi i Giroen, at han formentlig havde forbedret sig, men efter weekendens trængsler lå det ikke kortene, at han pludselig skulle rejse sig så voldsomt.

Om den tendens holder i bjergene, vil jeg være en anelse tvivlende overfor. Dagens præstation er vel i høj grad udtryk for Ineos-mandskabets kollektive evner i kampen mod uret, for det er bestemt ikke uset, at briterne dominerer enkeltstarter. Det er stadig Rodriguez, der ligner det klart stærkeste kort, men holdet må ærgre sig gevaldigt over søndagens styrt til Geoghegan Hart, der gør, at det kun er Rodriguez, som er en umiddelbar trussel mod Evenepoel.

Den anden helt store overraskelse var Miguel Angel Lopez. Inden løbet lå det i kortene, at han med begrænset forberedelse nok ville blive bedre og bedre undervejs, og den tendens stod ret tydeligt allerede i søndags. At han i dag skulle brage sit livs enkeltstart af, må dog alligevel komme bag på mange. Vi har tidligere set ham overraske stort, blandt andet i Schweiz og Algarve, men i grand tours har han enkeltstarter altid været middelmådige og i nogle tilfælde decideret horrible. At han skulle ride med på Astanas enkeltstartsmirakel - et mirakel, der også kom til udtryk ved den sjældent gode enkeltstart fra den i år så skuffende David de la Cruz - kunne man måske nok have ventet, men omfanget var voldsomt. Noget kunne tyde på, at vi på La Pandera og Sierra Nevada måske kan få lov at se en Lopez, der giver mindelser om den komet, der på selvsamme stigninger gav Chris Froome bank for fem år siden.

Astana-miraklet er imidlertid yesterday’s news. I 2022 taler vi om et andet, nemlig BikeExchange-miraklet. Det kom til udtryk igen i dag, hvor Simon Yates på en rute, der ikke kunne have passet ham dårligere, leverede en præstation, der var for fuldt på højde med den, han i Giroen leverede på en rute, der passede ham som fod i hose. Også Lawson Craddock, der ellers som den eneste af holdets specialister ikke har fået det til at spille i år, genfandt pludselig fordums styrke med sin bedste enkeltstart siden VM i 2019, og også Michael Hepburn bekræftede den genrejsning, han har oplevet i år. Kun Luke Durbridge, der ellers red så stort med på miraklet i Dauphiné, faldt lidt igennem, men hans udsving er jo intet nyt.

Yates var i hvert fald endnu en vinder, men han var bestemt ikke alene. Enric Mas må falde i samme kategori. Selvfølgelig var der langt til det niveau, han viste, da han i 2019 blev nr. 4 på en Tour-enkeltstart, men det lykkedes ham at bekræfte det, vi så i Dauphiné, nemlig at hans enkeltstartstrængsler er ved at være ovre. I det franske løb eksploderede han til sidst, og det gjorde han desværre også i dag, men dagens præstation var slet ikke sammenligninlig med det, han har leveret på flade enkeltstarter i 2020 og 2021. At Alejandro Valverde så stadig er en skygge af den temporytter, han engang var, lever Movistar nok med. Der står nemlig ikke flere enkeltstarter på programmet for Valverde, hvor mærkelig den sætning end må lyde.

Vinderne tæller også Ben O’Connor, der fik kastet lidt glans over en skuffende Vuelta med en enkeltstart, der til fulde bekræftede den fremgang, vi så i Dauphiné. De tæller også Louis Meintjes, der i den grad synes at have fået gang i sin dieselmotor med en præstation, der viste, at Tourens københavnerenkeltstart ikke var en enlig svale. Man kan vel næsten også tillade sig at tage Mark Padun med på listen, for han fik i hvert fald vist, at han vitterligt har forbedret sig i disciplinen. Det var desværre også det eneste lyspunkt for et EF-hold, der måtte se Hugh Carthy starte meget stærkt og bekræfte den stigende formkurve for siden blot at kollapse og se, hvordan Rigoberto Uran også på enkeltstarten er langt fra fordums styrke.

Carthy og Uran var imidlertid for længst ude af podiekampen. Det var og er Juan Ayuso til gengæld ikke, men han og UAE må regnes som taberne. Inden sæsonen havde han formentlig gerne solgt denne etape for en 17. plads, men efter at han i Dauphiné gav klare indikationer på en markant fremgang, der så ud til at gøre ham til en endnu mere komplet rytter, blev det i dag ham, der tabte top 5-rytternes kamp. Dermed fortsætter den svingende kørsel, der desværre har kendetegnet ham hele løbet. I det hele taget var det en møgdag for hele holdet, der også kunne se Joao Almeida køre forkert efter en præstation, der nok engang var under det niveau, vi så i 2020 og 2021, og som desværre bekræfter en bekymrende tendens med hans enkeltstarter i år.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Nogen bekymrende tendens har der til gengæld ikke været for Thymen Arensman. Hollænderen har med stor autoritet etableret sig i den absolutte tempoelite, og et topresultat fra ham lignede vel næsten en af dagens garantier. Det udeblev imidlertid totalt, men hans efterfølgende kollaps kunne måske også indikere, at han var ramt af en eller anden form for hedeslag, selvom DSM i skrivende stund har været helt tavse om hans tilstand.

Nu var der næppe heller nogen, der regnede Arensman som andet end top 10-kandidat. Det var der til gengæld, hvis man i stedet ser på Bora og Jai Hindley. Det tyske mandskab oplevede en helt horribel dag, hvor Sam Bennett røg på listen over coronaofre og reelt gjorde pointtrøjen så dansk, at det kun er selvsamme virus, som synes at kunne true en dansk pointtrøjesejr, og hvo Jai Hindleys kollaps fortsatte. Nok har han aldrig været tempospecialist, men Giroen gav løfter om fremgang, som slet ikke kom til udtryk i dag. Når man ser på, hvordan løbet andre klatrere i stort antal overpræsterede, er det svært at tro på, at Hindley kommer blot i nærheden af at opleve den fremgang i grand tours, han plejer. At Wilco Kelderman også fortsat er en skygge af den temporytter, han engang var, gør ikke sagen stort bedre.

I gamle dage var han nemlig så stor specialist, at han kunne køre med om sejren på ruter som disse. I den forstand var det måske meget passende, at han ikke var med fremme på en dag, hvor specialisterne generelt blev sendt til tælling. Den mest markante af disse var naturligvis Rohan Dennis, der slet ikke har ramt formen i dette løb og igen bekræftede, at han er blevet en sjovt svingende størrelse på enkeltstarterne. Hans topniveau er stadig tårnhøjt, som vi så i Paris-Nice, men han er ikke i nærheden af at være den garanti, han engang var.

Det har Remi Cavagna bestemt heller ikke været i år. Tværtimod har han enkeltstarter ofte været så skuffende, at man kunne begynde at overveje, om han toppede i det 2021, hvor hans enkeltstarter var helt sublime. Heldigvis så vi i Polen, at det nok snarere bare hang sammen med det grimme vinterstyrt, der betød, at vi skulle igennem sommerpausen, inden han fandt formen. I dag satte han i hvert fald en fed streg under, at han er en af verdens bedste temporytter.

Men også kun én af dem. Til den absolutte elite hører han nemlig ikke, men det gør hans holdkammerat. Evenepoel har for længst bevist, at han ikke har nogen begrænsninger i kampen mod uret, og derfor var det også så indlysende, at tirsdag d. 30. august var Evenepoel-dag i årets Vuelta. Det var i dag, han skulle sikre sig den buffer, han skal tære på i de kommende dage. Efterhånden som dagene går, og svaghedstegnene kun kan ses med en lup, må hans rivaler imidlertid i stigende grad frygte, at den nøgleetape, der skulle lægge grunden til en potentiel samlet sejr, i stedet ender som rent flødeskum på en helt igennem overlegen præstation.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE