Vuelta a Espana-analyse: Overlærerens effektive lektion

Der er nok mangen et barn, der kan skrive under på, at det ikke altid er sjovt at komme i skole. De vil utvivlsomt kunne finde lydhørhed for deres beklagelser hos Primoz Roglic. Det slovenske monster er ellers ikke vant til at få uddelt lektioner, men sidste år kom han i den grad i skole. Overlæreren var Tadej Pogacar, klasselokalet var La Planche des Belles Filles, og faget var enkeltstart. Roglic var velklædt og mødte til time i en flot gul trøje, men da Pogacar havde undervist ham i en times tid, var trøjen pludselig knap så flot og humøret et helt andet, end da lektionen var startet.

Den skoledag var utvivlsomt den mest forfærdelige, Roglic nogensinde har oplevet, men ofte er det de svære dage, man lærer mest af. Noget tyder på, at Overlærer Pogacar må have gang i den øverste del af skalaen, når han skal evaluere, hvad eleven fik ud af den enkeltstartsundervisning, han stod for den septemberdag i Østfrankrig sidste år.

Angiveligt var det nemlig lidt af et wakeupcall for Roglic. Efter i flere år at have været vant til at vinde enkeltstarter i samme takt, som der er blevet sagt coronavirus på TV2 News det seneste år, oplevede han pludselig det uhørte at tabe et cykelløb alene i kraft af den disciplin, han plejede at dominere. Kan man tro sportsdirektør Merijn Zeeman, der må anses for en temmelig pålidelig kilde, var det så stort et chok for det normalt usårlige monster, at det krævede en reaktion.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Den reaktion var angiveligt en besættelse af enkeltstartstræning. Ifølge Zeeman har Roglic trænet på sin enkeltstartscykel næsten hver dag siden den smertefulde septemberdag, ofte med en time på rammen inden den rigtige træning. Effekten af den beslutning har vi ikke haft mange lejligheder til at se i løbet af et år, hvor Roglic har været sjældent løbsinaktiv, men i de seneste uger har overlæreren i den grad fået så meget at tænke over, at han må spørge sig selv, om hans undervisning har været lidt for effektiv.

Der var ellers grund til at være bekymret for Roglics tempoevner. Det var ikke kun i Touren, at han virkede mere sårbar end vanligt. I Vueltaen vandt han skam enkeltstarten, men kun med det yderste af neglene i en tæt kamp med opkomlingen Will Barta, og da han også i år lagde ud med en halvtam 4. plads i Paris-Nice, var der al mulig grund til at stille spørgsmålet, om Roglics tid som tempokonge var ved at være ovre.

Det er den ikke - langt fra. Siden dengang har han kørt fire enkeltstarter, og de har alle været skræmmende. I Baskerlandet lagde han ganske vist moderat ud på etapens stigning, men herefter var det ham, der gav den slovenske overlærer en lektion den anden vej på powerdelen, hvor Pogacar og alle andre blev kørt midt over. Siden kørte han en Tour-enkeltstart, der jo kun endte med en 7. plads, men da vi senere fandt ud af, hvor ringe en tilstand han var i efter sit styrt, var det først med dages forsinkelse, at vi for alvor forstod, hvor vildt et ridt det i virkeligheden var. Det endegyldige bevis på lektionens effekt fik vi ved det uhyggelige OL, der efterlod hele den øvrige tempoelite med spørgsmålet om, om de havde meldt sig til den disciplin, de egentlig skulle forestille at være specialister i.

I dag var han der sig igen, det slovenske monster. I år er det ubetinget Vueltaen, der har den mindst attraktive rute for tempospecialister, og derfor skal man lede længe efter tempokongerne i årets felt, men selvom det forhold gjorde Roglic til den indlysende storfavorit, da det spanske løb i dag blev skudt i gang med en klassisk kuperet og teknisk enkeltstart i Burgos, var det alligevel lidt af en lektion, den slovenske vikar gav resten af feltet, når nu overlæreren var for træt til selv at møde op.

Det virkede ellers helt menneskeligt, da han rundede toppen af ikoniske Alto del Castillo i en tid, der endda var 3 sekunder langsommere end løjtnant Sepp Kuss’ og faktisk bare 5. bedst af alle. Det sendte med det samme tankerne tilbage til Baskerlandet, hvor Roglic også havde været helt menneskelig på etapens stigning, men netop derfor vidste de fleste sikkert også, hvad der ventede.

I Baskerlandet kørte Roglic nemlig feltet midt over på tempodelen, og minsandten om ikke han gjorde det igen. På det tidspunkt havde Tom Scully og Alex Aranburu med deres tider på 4.48 været i særklasse de bedste på den del, hvor specialisterne kom til deres ret, men da det ellers så menneskelig monster igen blev umenneskeligt, måtte de se deres tid falde. Roglic var endnu hurtigere end dem begge - også hurtigere end den Aranburu, der havde kastet sig ind i svingene med en ildhu, så hjertet stadig ikke er kommet helt ud af halsen - og det, der i første omgang lignede en moderat start endte alligevel med en sand magtdemonstration, der effektivt understreger, at Roglic er favorit til at vinde løbet - og med en vis sandsynlighed for at føre løbet fra start til slut, som det ikke lykkedes at gøre, da han sidste år også vandt 1. etape.

Roglic gjorde nemlig ikke bare opmærksom på, at vikaren allerede har indkaldt til ny lektion søndag d. 5. september i Santiago di Compostela, hvor tidsregningen til rivalerne vil være meget større. Det temmelig svingende Jumbo-hold, der kunne ligne den største trussel mod det slovenske overherredømme, kom også fremragende fra start. Man ved nemlig aldrig, hvor man har Sepp Kuss, særligt ikke i et 2021, hvor hans udsving har været store, men da amerikaneren i dag kørte hurtigere op ad Alto del Castillo end alle andre og i det hele taget kørte sit livs enkeltstart, har rivalerne al mulig grund til at tro, at den Angliru-Kuss, der sidste år lignede en mand på søndagstur på vej op ad Spaniens stejleste stigning, igen er kommet til Spanien for at hjælpe sin kaptajn med at blive den tredje rytter til at lave Vuelta-hattrick - og så kan vi godt glemme al snak om Jumbo-svaghedstegn i bjergene, heller ikke selvom Steven Kruijswijk næppe kan ventes at blive genfødt.

Måske var det endda ikke det bedste for Jumbo. Måske var det i virkeligheden, at Egan Bernal bestemt ikke var overbevisende på dagens enkeltstart. Bevares, det er da ikke hans kop te at køre en kort tidskørsel, men det vækker alligevel nogen bekymring, at han i dag blev slået ganske klart af ryttere som Miguel Angel Lopez og Romain Bardet, der bestemt ikke burde være stærkere på en etape som denne. Når man samtidig betænker, hvor lidet overbevisende Bernal var i Burgos for en uge siden, er det næppe den allerstørste tilfredshed, der er i Ineos-lejren.

Det var nemlig heller ikke alt for godt med Richard Carapaz. Nok havde han også fravalgt den kop te, hvis han kunne, men ligesom Bernal har han et punch, der burde have givet en bedre tid på løbets stigning. I forvejen er der jo stor usikkerhed i forhold til den træthed, Carapaz må have efter en vild sommer, og dagens etape lagde bestemt ikke en dæmper på den bekymring.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Men så var det heller ikke værre. Trods en tidlig starttid på et tidspunkt, hvor vinden stadig var kraftig - noget, der i sidste ende syntes at have været en ganske betydelig ulempe for de først startende - kørte Adam Yates en fornem enkeltstart, der effektivt kvalte bekymringen efter hans kørsel i Burgos og San Sebastian. Hjælperen Pavel Sivakov kørte sin bedste enkeltstart i mange år, og Dylan van Baarle viste igen sine nyfundne tempoevner med et resultat, der med en sen starttid sikkert kunne have rakt endnu længere. Ineos ligner et skræmmende stærkt kollektiv, men desværre er et kollektiv ikke meget værd, hvis kaptajnerne halter. Det gør de ikke nødvendigvis på baggrund af bare 7 km, men starten kunne bestemt have været bedre.

Billedet var præcis det samme hos løbets andet supermandskab. Også hos Bahrain blev det til gedigne lussinger til to af holdets tre kaptajner. At Mikel Landa bliver nr. 88 på en enkeltstart, er ikke spor alarmerende - slet ikke, når den tidligt startende Landa havde glemt at kigge på vejrudsigten - men håbet om, at bakken ville hjælpe ham, forblev et håb. Og selvom en eksplosiv rute bestemt ikke er noget for kometen Mark Padun, havde også han helt sikkert regnet med mere.

Ligesom for Ineos var resten af billedet til gengæld fremragende. Damiano Caruso, der som den tredje kaptajn er Bahrains svar på Adam Yates, leverede ligesom briten et fint indtryk fra en tidlig starttid. Og luksushjælperne Jack Haig og Gino Mäder - Bahrains svar på Sivakov - kørte begge deres livs enkeltstart, hvad der var særligt opløftende for den i Touren så fremragende Haig, hvis tilstand efter Tourens styrt ellers var meget tvivlsom. Og Bahrains svar på Van Baarle, Jan Tratnik, viste, at vanvidsformen fra OL stadig er intakt, da han tog kampen op med sin landsmand fra Jumbo og atter beviste, at han er en konge på disse ruter.

Helt entydigt godt var billedet derimod på det fjerde og sidste af løbets fire stærkeste hold. Movistar kom overraskende godt i gang på hjemmebanen, da al usikkerhed om Miguel Angel Lopez og Enric Mas effektivt blev lagt i graven. Lopez er kendt for sine op- og nedture på enkeltstarter, og i dag var det entydigt en optur. Og minsandten om ikke den langsomme starter Mas kom flyvende fra land på en eksplosiv rute, der ellers slet ikke rimer på dieselmotor eller en mand med lutter skuffende enkeltstartsresultater i 2020. Man kan stadig frygte, at det for Mas går som i 2020, hvor han også startede sin anden grand tour sjældent godt for siden at falme sjældent meget, men udgangspunktet er opløftende, også selvom Alejandro Valverdes engang så gode enkeltstart stadig ligger begravet et eller andet sted i hjemregionen Murcia.

De var imidlertid ikke de eneste, der kunne juble. Hvad Romain Bardet har lavet i løbet af sommeren, ved jeg ikke, men jeg håber, at han har indgivet sin patentansøgning. Der må nemlig være mange penge at tjene på en opskrift, der har forvandlet en lidt afdanket franskmand til noget, der igen minder om en mand, som to gange har været på podiet i Tour de France. Først var han flyvende i Burgos, og det fulgte han i dag op med noget, der minder om sit livs enkeltstart. Når også Chad Haga pludselig kan køre enkeltstart igen, er der al mulig grund til at juble hos et DSM-hold, der efter Touren for alvor har fået vendt en trist, trist sæson.

Det gælder egentlig også for EF, der har vundet to store sejre siden Touren, men dagen i dag var ikke perfekt for amerikanerne. Det var ellers svært opløftende, at den hensygnende Tom Scully pludselig kørt en enkeltstart, der var bedre end dem, han leverede, da han var bedst, og at også Lawson Craddock genfandt lidt af det niveau, han viste i 2019, men det druknede lidt i kaptajnens nedtur. Nok er dette ikke noget for Hugh Carthys dieselmotor, men når man ser på de enkeltstarter, han kørte i 2019 og 2020 over også korte distancer, var dagens præstation skuffende og em bekræftelse på tempoforfaldet i 2021. Heldigvis viste han os i Burgos, at en dårlig start ikke er ensbetydende med en dårlig slutning, og i et løb, der er sjældent bagtungt, er det jo egentlig en meget god tilgang.

Nej, så var billedet langt mere entydigt hos Astana, der med fem mand i top 30 atter beviste, at de er denne sæsons tempomirakel. Vigtigst var det selvfølgelig, at Aleksandr Vlasov lagde det kedelige indtryk fra Burgos bag sig og atter beviste, at han er forvandlet til en lille specialist, og holdet må nu så bare håbe, at udviklingen ikke er den samme som i Giroen, hvor starten var mindst lige så lovende. Også den lille klatrer Oscar Rodriguez fortsatte de lovende tempotakter fra Italien, men mest imponerende var selvfølgelig Aranburu. Som skrevet i gårsdagens optakt var det indlysende, at dette måtte være baskerens rute, men der var nok alligevel ikke mange, der havde regnet med, at han skulle være Roglics førsteudfordrer - hvis da altså han havde en udfordrer. Her havde flere peget på Tratnik samt Maximilian Schachmann og Michael Matthews, der begge fortsatte deres markante fald fra tempotinderne, når nu det var meldt ud, at hverken Tom Pidcock eller Magnus Cort er i topform endnu.

Også andre kan være svært tilfredse. Clement Champoussin og Felix Grossschartner lagde begge stærkt fra land, og selvom han ikke kører klassement, viste unge Mauri Vansevenant udmærket form i en disciplin, der ikke er hans. Med tanke på hans enkeltstarter tidligere i år gik det også hæderligt for Giulio Ciccone, ligesom selv David de la Cruz fik nok gang i dieselmotoren. Josef Cerny viste, at han stadig er en fremragende temporytter, når han får chancen, og Andrea Bagioli viste på en for ham perfekt rute, at sidste års flotte Vuelta-enkeltstart ikke bare var et tilfælde for en mand, der vist har lært en del af Deceuninck. Til gengæld havde den i Tourens tredje uge så stærke Rafal Majka, de i Burgos så flyvende Geoffrey Bouchard og Fabio Aru samt Lucas Hamilton håbet på mere, men deres nederlag var forventede.

Dog ikke så forventede som Roglics sejr. Hans favoritværdighed på denne etape var en af de større i denne sæson, og det kan derfor ikke komme som noget stort chok, at han allerede er tilbage i den trøje, han har ejet i de seneste to sæsoner. Alligevel gør de nok klogt i ikke at bladre om på sidste etape i løbsbogen, hvis ikke de har lyst til at få ødelagt deres sikkert ellers i morges så gode humør yderligere. Og hvis de alligevel gør det, kan de jo skynde sig at gribe knoglen og ringe til Overlærer Pogacar for at forhøre sig, om han skulle have tid til at give en lektion på en af løbets hviledage. De plejer nemlig at have en ganske god effekt.