Vuelta a Espana-analyse: Så blev der lidt til dem alle

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Det er ingen hemmelighed, at Vueltaen i de seneste år har været løbet, sprinterne ikke ville køre. Siden ma med introduktionen af det nye og langt mere bjergrige koncept i 2012 droppede ideen om lange, monotone motorvejsetaper på den flade højslette har løbet nemlig været alt andet end en gavebod for de hurtige folk. I de værste år har der været så få som bare tre massespurter, og det har været så lidt, at meget få hurtige folk har fundet det værd at kæmpe sig igennem 18 yderligere dage, hvoraf langt de fleste har budt på et hav af stigninger.

I år har det dog været anderledes. Paradokset i årets Vuelta er, at det på én gang er en historisk udgave og samtidig en af de mest sprintervenlige i nyere tid. Ikke færre end seks af de 21 etaper har nemlig lagt op til en mulig massespurt, og da det i dag også lykkedes at holde feltet samlet på den 19. etape, skal der indfinde sig en sensation i Madrid, hvis ikke løbet også skal ende med at byde på seks massespurter.

Læs også

Live: Reduceret felt jagter Mads P og Laporte

Derfor havde man vel ventet, at der nok skulle komme et par supersprintere. Det har løbet nemlig haft næsten hvert eneste år, selv i de år, hvor sprintermenuen så allermest fattig ud. I 2018 deltog Elia Viviani, i 2019 var både Sam Bennett og Fabio Jakobsen med, i coronaudgaven i 2020 var Bennett med igen, denne gang sammen med Pascal Ackermann, og i 2021 kunne man præsentere både Jakobsen og Jasper Philipsen, mens man i 2022 havde deltagelse af Bennett, Tim Merlier og Mads Pedersen.

De kom bare slet ikke. Efterhånden som flere og flere trupper blev udtaget, stod det klart, at meget få hold ville gøre massespurter til en prioritet. Kun Juan Sebastian Molano og Gerben Thijssen var på forhånd annonceret som topnavne og blev også begge udtaget, inden også Alberto Dainese føjede sig til feltet. Det så dog stadig meget pauvert ud - i hvert fald indtil Alpecin som et af de sidste hold annoncerede deltagelsen af Kaden Groves, der jo har kurs mod at blive en kommende supersprinter.

Alligevel var det en sølle omgang, og den blev bestemt ikke bedre af, at Thijssen blev ramt af corona og måtte melde afbud dagen inden starten. Det efterlod feltet med bare tre topsprintere, og selvom de alle tidligere har vundet massespurter i grand tours, har ingen af dem været de sejrsmaskiner, som de ovenfor omtalte Viviani, Bennett, Jakobsen, Ackermann, Philipsen, Merlier og Pedersen var, da de mødte til start i Spanien.

Det havde til gengæld den fordel for de tre topsprintere, at der måske var en chance for, at der kunne blive lidt til dem alle. Med hele seks muligheder i et løb, hvor det var svært at se, at andre kunne matche dem på fart, var der i hvert fald en rimelig sandsynlighed for, at ingen af dem skulle tomhændede hjem fra Spanien. Sådan må Molano og Dainese i hvert fald have tænkt, da de mødte op i Barcelona for tre uger siden - lige indtil Groves tog fat.

Med tanke på det, han har vist i år, lignede australieren allerede inden løbet den dominerende sprinter. Han har vist en tårnhøj topfart, og de positioneringsproblemer, der har været hans store svaghed, blev løst ved, at Alpecin som det eneste hold gjorde massespurterne til det altoverskyggende fokus. Ja, faktisk udtog de en trup, der udelukkende udgjordes af et sprintertog.

Det indikerede, at det godt kunne ende i en ret ensidig Groves-dominans, og den for Molano og Dainese så bekymrende prognose blev til virkelighed, da Alpecin-toget viste sin klasse de første dag, og Groves tillige konfirmerede sin tårnhøje fart. Med to sejre på de første to sprinteretaper kunne man hurtigt fornemme, at der spredtes en følelse af opgivenhed blandt de øvrige sprintere.

Det skyldes naturligvis også et spørgsmål om prioritet. Der er skam andre hold, som har gjort spurter til en væsentlig prioritet, men ikke på samme altoverskyggende måde som Alpecin. Og helt anderledes har det været for Molano og Dainese, der begge mest af alt har kunnet betragtes som sprintervedhæng på hold med fokus på klatring og klassementskamp.

Heldigvis for Groves’ rivaler er massespurter også de mest tilfældige former for cykelløb. Det kan være svært at se, når Jasper Philipsen nærmest gør rent bord i Touren, men der er så pokkers mange små ting, der skal gå rigtigt, men kan gå galt, når der i finalerne skal træffes beslutninger på splitsekunder i tårnhøj fart. Og det betyder også, at heldfaktoren spiller en endnu større rolle i massespurter end i andre cykelløb.

Det har Groves i den grad erfaret i år. Da han i Giroen lignede en mand, der kunne vinde mange etaper, blev han syg og senere sendt hjem. Og da han i denne Vuelta lignede en Philipsen-klon, der måske kunne gøre næsten rent bord, begyndte uheldene at vælte ind over ham.

Læs også

Optakt: Paris-Tours

Det startede på 7. etape, hvor han i den meget tekniske finale blev blokeret i det sene sving, der reelt afgjorde spurten. Dengang var det bare hverken Molano eller Dainese, der profiterede, for i en finale, der ikke rigtigt handlede om fart, blev det i stedet til Vuelta-sensation og sejr til Geoffrey Soupe. Da han fik chancen igen på 12. etape, så alt ellers ud til at være på skinner, indtil hans kæde faldt af, netop som UAE kom med et overraskende og stærkt fremstød. Og den dag lykkedes det så Molano at få den sejr, han i dette felt utvivlsomt havde regnet med.

Da sprinterne efter en uges lidelser endelig fik chancen igen i dag i det, der er en usædvanligt let afslutning på en ellers svær Vuelta, gik det minsandten igen galt for Groves. Denne gang var det et grimt styrt til holdkammeraten Tobias Bayer, der eliminerede ham, så han for første gang end ikke endte med at lave et resultat. Dermed blev det også til 0 point i kampen om den grønne trøje, hvormed det nok engang stod klart, hvorfor det som sprinter kan være en god ide at gå med livrem og seler i forhold til pointkonkurrencen. Det er jo det, Groves har gjort de seneste dage, hvor han har jagtet udbrud for at vinde indlagte spurter og i dag sørgede for at hente det meste af udbruddet så tidligt, at han kunne sætte 17 af de point, han missede i finalen, ind på kontoen. Så stor har frygten for Remco Evenepoel været, og skulle han blive ramt af sit fjerde uheld i træk om 48 timer i Madrid, kunne det vise sig at være en god beslutning.

Når katten er ude, leger musene som bekendt på bordet, og da Groves hoppede rundt på vejen for at undgå at vælte, var døren pludselig åben for alle andre. Denne gang var den endda ekstra åben, da Molano også faldt så langt tilbage efter styrtet, at også han var elimineret. Det efterlod pludselig et ganske lille felt til at spurte, og da tre minus to giver én, var Dainese efterladt som feltets eneste tilbageværende topsprinter, selvom colombianeren teknisk set stadig havde kontakt, men altså uden nogen mulighed for at spurte.

Det var jo egentlig et mindre mirakel. Man ville jo ellers normalt forvente, at den positioneringssvage italiener, der også i dette løb har betalt en dyr pris for sine evige problemer i positionskampen, med sikkerhed ville sidde så langt tilbage, at også han ville blive fanget. I denne helt enkle finale lykkedes det ham imidlertid pludselig at sidde rigtigt, og nu handlede det bare om ikke at blive lukket inde, så han kunne vise den tårnhøje topfart, han jo har, men som vi alt for sjældent ser.

Det lykkedes heldigvis. I et så lille felt på en bred og lige vej åbnedes der en motorvej for Dainese på langt mere fri maner, end da han zigzaggede sig til sin første grand tour-etapesejr i Giroen sidste år med et af de vildeste comebacks, man kan huske. Den slags havde han ikke behov for i dag, hvor farthierarkiet blev respekteret, og italieneren sørgede for at give DSM en sidste stor sejr i det, der med to grand tour-etapesejre har været en flod afsked inden skiftet til Tudor, selvom han i sæsonstarten helt åbenlyst var blevet parkeret på et af holdets kontroversielle sidespor, hvad vi aldrig nogensinde har fået en forklaring på. Heldigvis kom han ind i varmen igen lige inden Giroen, og med nu tre grand tour-etapesejre på to å har han sat en fed streg under, at farten rækker meget langt. Så må man håbe, at Tudor vil gøre mere for at hjælpe ham med positioneringen, end vi har set det hos DSM, der har sendt ham til dette løb nærmest uden støtte.

Det så ellers ud til, at Filippo Ganna skulle gå Wout van Aert i bedene og lykkes med at vinde både en sprinteretape, en enkeltstart og en bjergetape i grand tours - dog modsat belgieren ikke i den samme. I denne meget pauvre Vuelta for det britiske storhold, der er blevet forvandlet fra skræmmende klassementshold til ligegyldigt fyld, så vi pludselig noget, vi vel ikke har set siden Bradley Wiggins’ berømte lead-out for Mark Cavendish i Paris i 2012, nemlig at briterne dominerede en finale på en sprinteretape.

Det gjorde de til gengæld i dag. Geraint Thomas, Omar Fraile og Kim Heiduk var sublime i deres arbejde for italieneren, der endelig fik mulighed for at bekræfte den imponerende fart, han viste på 5. etape. Og den blev vitterligt bekræftet, for selvom hans spurt blev alt for lang, slog han flere sprintere, der havde stor fordel af at sidde på hjul. For at kunne slå Dainese skulle modvindsspurten dog have været kortere, og derfor måtte han for anden gang nøjes med en ærgerlig 2. plads - men det udbytte af sprinteretaperne var der trods alt næppe nogen, der havde regnet med inden løbet.

Selvfølgelig var modstanden heller ikke den skrappeste, når to af de tre topsprintere og mange andre som den i dette løbs genfødte Edward Thuens, Milan Menten og Hugo Page alle blev slået så meget ud af kurs, at heller ikke de blev en del af spurten. Det gjorde til gengæld Marijn van den Berg, der må ærgre sig gul og grøn over, at den ellers så positioneringsstærke hollænder mislykkedes med at holde hjul på Stefan Bissegger, da EF kørte et overraskende stærkt lead-out. Nu endte han med at sidde for langt tilbage, og med den fart, han viste i det pauvre tilbageværende selskab, kunne det måske være end bedre, hvis det var EF og ikke Ineos, der havde vundet kampen til sidst, hvad Van den Berg forhindrede ved at tabe hjulet på den opgivende Bissegger.

Det gav da også lidt opmuntring til Movistar i en ellers lidt trist Vuetla for det store hjemmebanehold, da Ivan Garcia Cortina lavede sit første resultat. Desværre viste det også, at han altså aldrig bliver en mand til flade boulevardspurter, for fra Gannas baghjul kunne han end ikke prøve at gå forbi. I stedet blev han passeret af Dainese, Van den Berg og veteranen Davide Cimolai, der fik en sjælden succesoplevelse i en sæson, hvor hans fysiske forfald ellers desværre har været ret åbenbart.

Læs også

Medie: Pidcock i overraskende skifte

Det har det heldigvis ikke for Sepp Kuss eller de øvrige klassementsryttere, der alle kom sikkert igennem en potentielt farlig dag, hvor vinden på højsletten dog var så fraværende, at det nu endte som den lettest tænkelige dag, inden klassementet skal sættes på plads i morgen på den lidt bløde ardenneragtige etape. Derefter ved vi, hvem der skal øverst på podiet i Madrid på søndag, når løbets sidste massespurt forventeligt er afviklet. Hvem der vinder den, vil tiden vise, men presset er i hvert fald lettet gevaldigt. Nu ved vi nemlig, at der blev lidt til alle løbets tre topsprintere, for hvem alt andet end mindst én etapesejr i dette lidt pauvre sprinterfelt ville være en skuffelse.

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE