Vuelta a Espana-analyse: Så mangler vi bare Giroen

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

I de senere år er Danmark blevet beriget med en fabelagtig generation af cykelryttere, der næsten har gjort det til dagligdag, at vores ryttere leverer et eller andet topresultat. Det er ikke mærkeligt, at Danmark er blevet en relativt fast bestanddel af verdensranglisten top 10, for den enorme bredde betyder, at der stort set altid er en dansker, der er med i kampen om et eller andet, når der køres et større cykelløb i Europa.

Vi har til gengæld ikke så mange vindere. Den slags hænger nu heller ikke på træerne, for det er som regel kun de bedste sprintere og de allerbedste klassementsryttere, der kan påklistres det prædikat. Ryttere, der kan vinde massespurter, er selvsagt ofte de rene sejrsmaskiner, og det samme gælder for Tadej Pogacar og Primoz Roglic, der jo i de seneste år har været temmelig dominerende på klassementssiden.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

På den front har det knebet lidt i Danmark. Det har altid været et paradoks, at et af Europas fladeste lande har haft så svært ved at producere en supersprinter, når man ser, hvor godt det er gået for andre fladbanenationer som Holland, Tyskland og Belgien. På klassementsfronten har det også knebet lidt, for nok har vi haft nogle ret markante profiler som Bjarne Riis og Michael Rasmussen, men i lange perioder har Jakob Fuglsang været alene om at repræsentere os på den front.

Resultaterne har ikke mangler. Fuglsang, Kasper Asgreen, Søren Kragh, Michael Valgren og nu også Jonas Vingegaard har alle vundet nogle af sportens største løb, men det er bestemt ikke hverdagskost, at de hiver en sejr hjem. Faktisk er der vel kun to af de danske topryttere, der kan tillade sig at kalde en rigtig vinder og forvente, at enhver sæson indbringer flere sejre.

Den ene er Magnus Cort. Nu er hans naturligvis gået væk fra at agere sprinter, men med tanke på de sejre, han i løbet af de seneste tre år har vundet ni gange, kan man med nogen ret hævde, at han er en lidt særlig vindertype, der høster et hav af sejre uden at køre klassement eller deltage i mange massespurter. I stedet har han specialiseret sig i rollen som etapejæger - en rolle, han mestrer så fabelagtigt, at han allerede har et hav af grand tour-etapesejre, først og fremmest i Vueltaen, men også i Touren. I det lys vil det være mærkeligt, hvis det ikke en dag lykkes for Cort at kopiere Jesper Skibby og tage etapesejre i alle de tre store etapeløb, selvom hans første forsøg i Giroen ikke gik helt så godt, som man kunne have ønsket.

Den mest udprægede danske vinder er imidlertid Mads Pedersen. Det tog ellers lidt tid, inden han fandt ud af, at han faktisk kunne vinde massespurter, men da han først fik hul på sprinterbylden med den overraskende sejr i Polen i august 2020, er sejrene kommet væltende ind i lind strøm. Da han startede årets Vuelta, havde han således vundet i alt 12 gange på de to år, der er gået siden den flotte spurtsejr i Østeuropa, og han har vist, at han er det tætteste, Danmark er kommet på en supersprinter i ganske lang tid, selvom hans klassikerresultater og senest også udbrudssejren i Touren viser, at det vil være helt forkert blot at placere ham i sprinterkassen.

På den baggrund lå det også i kortene, at Cort nok skal skynde sig, hvis han vil blive den anden rytter i historien til at vinde etaper i alle tre grand tours. Med sit brede arsenal af sejrsmuligheder er Pedersen nemlig skabt til at høste gevinster i de lange løb, særligt fordi hans enorme motor gør, at han altid synes at blive bedre og bedre undervejs. Det var derfor blot et spørgsmål om tid, inden det ville lykkes i Touren, og det gjorde det som bekendt tidligere i år, da han gav sine udbrudsrivaler i et kongeudbrud bøllebank på vej mod Saint-Etienne.

Touren er ellers den vanskeligste grand tour for Pedersen, fordi etaperne ofte enten er for svære eller for lette. Som vi fik bekræftet i årets Tour, er der meget, der skal flaske sig, hvis han skal vinde en klassisk massespurt mod feltets hurtigste, og derfor skulle han nok gå udbrudsvejen, hvis han skulle vinde i det største løb.

Til gengæld burde Giroen og Vueltaen være et sandt paradis, og når der nu kan sættes flueben ud for den vanskeligste udfordring, synes vejen banet for, at Pedersen kan overhale Cort og melde sig ind i den fine klub sammen med Skibby. Her er der nemlig langt flere af den slags hårde spurter, hvor Pedersen trives, særligt i Vueltaen, hvor han ovenikøbet har den luksus, at sprinterfeltet ofte er så svagt, at han også vil have en god chance for at sejre i de klassiske massespurter.

Derfor var det også ganske klart, at der formentlig ville falde en dansk etapesejr af, da Pedersen til mange overraskelse pludselig meldte sig på Vuelta-holdet til sin debut i den spanske grand tour. Løbet bød nemlig på hele to etaper, der var skræddersyet til en hårdfør sprinter, der elsker at spurte op ad bakke, nemlig dagens tur rundt i det glohede Andalusien og den kommende tirsdags ditto. Begge etaper er nemlig relativt flade, men har så hårde finaler, at det er mere Pedersen-terræn end Tim Merlier-terræn, og når man så på startfeltet til årets Vuelta, skilte Pedersens navn sig med det samme ud som manden, der skulle slås.

Det gjorde det endda endnu tydeligere efter de første dage. Da Pedersen ikke var alt for langt fra at slå den normalt hurtigere Sam Bennett i de indledende massespurter i Holland og ikke mindst, da han legede puncheur med Primoz Roglic på Vueltaens første spanske etape, stod det klart, at danskeren som altid er kommet ud af Touren i skræmmende god form. Lægger man dertil, at han siden det allerførst løb i Marseille sidst i januar har gjort gigantiske fremskridt med sin holdbarhed i en 2022-sæson, hvor han næsten har været en helt ny rytter, blinkede alle alarmer hos danske cykelfans. Der skulle sættes kryds i kalenderen d. 2. og d. 6. september, hvis ikke man ville misse muligheden for at overvære en dansk etapesejr.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

I dag var vi så endelig nået til den første af de to danske nøgledage, og Pedersen havde i de foregående dage ikke gjort noget, der reducerede hans favoritværdighed blot en anelse. Det gik da også akkurat, som præsten prædikede, da den danske vinder knuste al modstand i den stigende spurt i Montilla efter endnu en halvkedelig dag i det spanske, hvor sprinterholdene havde fået akkurat så begivenhedsfattigt et forløb, som de havde ønsket sig.

Pedersens sejr lå i kortene, men de færreste havde nok alligevel troet, at den ville blive så suveræn. Det var svært ikke at få mindelser om spurten i Oviedo i 2019, hvor Bennett i den periode, hvor han var allerbedst, i en endnu hårdere finale var så overlegen, at han næsten med vantro måtte se sig bagud for vitterligt at forstå, at han var så langt foran alle andre. Samme vantro var der ikke at finde i Pedersens øjne, men han må alligevel have været lidt forundret over, at han slet og ret kunne knuse al modstand på den overbevisende facon, han gjorde det.

Selvfølgelig blev han også hjulpet af omstændighederne. Bryan Coquard og Fred Wright, der på forhånd lignede to af hans værste rivaler, var fanget så langt tilbage, at deres ellers overbevisende spurter aldrig havde en chance for at give et resultat. Det er imidlertid ikke tilfældigt, at det var Pedersen og ikke Coquard eller Wright, der sad rigtigt. En spurt handler nemlig også om at kunne positionere sig, og den kunst har danskeren længe mestret. I dette løb er han endda særligt gunstigt stillet, fordi han i Alex Kirsch, der igen i dag gjorde det fortrinligt, har en af løbets klart bedste lead-out men.

Den position udnyttede han til at udnytte alle de omstændigheder, der var med ham. Pascal Ackermann har åbenbart stadig ikke lært, at der er grænser for, hvor lange spurter han kan køre, selvom han nu flere gange i både Polen og dette løb er blæst afsted og væk fra alle for senere blot at betale en syreregning så stor, at han formentlig næppe nogensinde bliver helt gældfri igen. I hvert fald gjorde han akkurat, som han senest gjorde i Breda - måske også i frustration over, at det i forgårs nok engang mislykkedes med at holde Sebastian Molanos hjul - og det endte med at være det helt ideelle lead-out for Pedersen. Samtidig havde Fabian Lienhard grebet danskerens hjul, og da schweizeren ikke overraskende fandt denne finale lidt for hård, var kampen om sejren reelt allerede reduceret til en duel mellem ham og Ackermann, inden spurten for alvor var åbnet. Med tanke på Ackermanns manglende timing og Pedersens overlegne evner i denne slags finaler var det en kamp, der var afgjort på forhånd.

Selvfølgelig skulle Pedersen også vinde med en sådan autoritet. Når han i år har slået Wout van Aert og Jasper Philipsen i tilsvarende stigende spurter i hhv. Paris-Nice og Belgien, var det kun passende, at hans enorme niveauspring i år blev stillet åbenbart til skue ved, at han slet og ret kørte feltet midt over. Med tanke på de ryttere, han tidligere i år har slået i lignende finaler, måtte det gå sådan.

Vi kan dog ærgre os over, at Coquard nok engang kom til kort i den positionskamp, han aldrig har mestret. Det er svært at glemme hans og Pedersens vilde duel på den stejle mur i Besseges tidligere i år, hvor den lille franskmand akkurat fik overhånden, og derfor kan man ærgre sig over, at vi ikke fik en mere fair duel på fart her. Nok har Coquard virket formsvag på det seneste, men i dag beviste han, at han er en af verdens bedste i denne slags finaler, og selvom Pedersen på de mere moderate procenter end dem, vi fandt i Besseges, burde have overhånden, havde det været sjovere at se dem spurte på mere lige præmisser. Nu må vi bare håbe, at Coquard og Cofidis ombestemmer sig og lader ham blive i løbet, så vi måske kan få duellen på tirsdag.

I stedet blev det Ackermann, der blev Pedersens direkte rival, og selvom det ikke blev til sejr, og tyskeren nok snart bør forstå, at selv han ikke kan køre spurter, der er dobbelt så lange som alle andres, var det stadig et fornemt resultat for den succeshungrende tysker. Nok har han ikke noget ry for at være en stor bakkesprinter, men det er faktisk lidt ubegrundet. Han har således både på 15. etape i Vueltaen og to gange i Polen, senest da han endelig tog en stor sejr for et par uger siden, vist, at det er en kunst, han mestrer fint, så længe bakkerne ikke er for lange eller for stejle. Nu kan han drømme om, at han måske kan få den stærkt tiltrængte sejr på tirsdag, men her må han nok sande, at den endnu hårdere finale giver ham ringere vilkår, end han havde i dag.

Det var også en skam, at Wright sad så dårligt placeret. Det var naturligvis givet, at det ville gå sådan, når han er uden den store støtte og ikke nogen ørn i positionskampen, men sammen med Pedersen og Coquard virkede han klart mest overbevisende. Han sad således håbløst placeret, da de tog sidste sving - og han sad rystende langt tilbage, da de ramte bakken - men alligevel krydsede han stregen som nr. 4 med afstand ned til resten. Det kommer imidlertid ikke som den mindste overraskelse, når vi taler om den uhyre formstærke brite, for hans første gode resultat kom netop i en lignende spurt i Vueltaen for to år siden, og siden har han jo udviklet sig til at være en helt anden rytter.

Dagens skuffelse var måske Danny van Poppel. Hollænderen er specialist i denne slags finaler, og han sad ganske hæderligt placeret, da spurten blev åbnet. Selvom han gik forbi et par mand og sikrede sig en 5. plads, var han imidlertid ikke i nærheden af at kunne mønstre den fart, Coquard og Wright kunne. Med tanke på Pedersens suverænitet og den spurt, han kørte på 11. etape, er det måske således slet ikke 16., men derimod 21. etape, der faktisk er hans bedste chance for at tage karrierens anden Vuelta-etapesejr.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

I det mindste var han med i kampen om sejren. Det var hverken Tim Merlier, Kaden Groves eller Dan McLay, men det var nu ret forventeligt. Merlier var ellers for en sjælden gangs skyld lykkedes med at finde en god position, men knap havde de ramt bakken, inden han trådte firkantet. Det lå nu også i kortene, at denne finale med nogen sandsynlighed ville være for svær, særligt midt i en grand tour, hvor han plejer at have fået slidt det meste af silken af. Også McLay havde fundet sig en god position, som han i dag har for vane, men helt som forventet måtte også han sande, at denne bakke var en anelse for hård.

Mere spændende var det med Groves. Australieren er en helt anderledes holdbar sprinter, og derfor kunne man med nogen ret forvente, at han ville kunne køre en finale som denne. Vi så imidlertid Tyrkiet, at det ikke altid er en sammenhæng mellem holdbarhed og evner som bakkesprinter, og det kom til udtryk igen i dag. Den ellers så positioneringssvage australier sad fint placeret, men hans tråd var ikke meget mindre firkantet end Merliers. Modsat belgierens kan han imidlertid glæde sig over, at hans løb allerede er en succes, og det gør ventetiden frem mod deres formentlig sidste reelle chance i Madrid, noget nemmere at håndtere.

Det var nemlig en ganske hård finale. Sådan må det være, når Quentin Pacher, Maxim van Gils og Primoz Roglic alle ender i top 10 - endda sammen med den punchløse klatrer Urko Berrade. Pacher fik bekræftet de puncheurevner, han for alvor har foldet ud i år, og han kan blot ærgre sig over, at bakken ikke var hårdere, og at det var Lienhard og ikke ham, der gjorde det godt for FDJ i positionskampen. Det var også opløftende at se Van Gils, der ellers siden sejren i Saudi Tour har haft en uhyre skuffende sæson, endelig vise lidt af sit puncheurpotentiale i en finale, der ellers var en anelse for let. Positivt var det også at se den uhyre formstærke Jesus Ezquerra, der har klatret bedre end nogensinde i dette løb, endelig få lidt ud af sine gode ben.

Mest opløftende var det dog at se Roglic blande sig. Jeg havde ellers toet, at sloveneren ville tage den med to i stedet for at slås med sprintere i denne form for finale, men den altid sejrssultne slovener var så frisk på at give den et skud, at han bad Mike Teunissen lægge et pres fra bunden. I sidste ende måtte han dog sande, at han trods alt ikke er sprinter, og at det på denne blødere bakke altid vil være Pedersen og ikke ham, der har overhånden, selvom styrkeforholdet var det omvendte i den hårdere finale forrige tirsdag.

Men Roglic har jo altid været en vinder, og han er sågar blevet bebrejdet for at være for sejrssulten. Det kan man imidlertid ikke være, for cykling handler trods alt om at vinde cykelløb, og det er netop den ærgerrighed, der kendetegner de sande vindere. Dem har vi bare ikke haft så pokkers mange af i Danmark, men det har vi heldigvis fået nu. På mindre end to måneder han den førende danske sejrsmaskine vundet etaper i to af de tre grand tours, og Cort skal nok prise sig lykkelig for, at Pedersens fokus på klassikerne og Touren ikke gør en snarlig deltagelse i den italienske grand tour alt for sandsynlig. Ellers risikerer han hurtigt at blive overhalet indenom af en landsmand, der nærmest ikke kan undgå at ende i den attraktive klub over ryttere med sejre i alle tre grand tours. Nu mangler han i hvert fald bare Giroen.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE