Vuelta a Espana-analyse: Sæsonafhængig belgisk udbryderkonge

I nat forlader vi sommertiden, og fra i morgen kan vi også på urskiven kan se, at vi går den mørke vinter i møde. Hvis man af en eller anden grund skulle have overset, at det snart er ved at være slut med lyse timer og godt vejr, er det dog ikke kun behovet for at stille uret, der afslører, at mørket er ved at melde sig.

Er man til cykelsport, kan man nemlig også bare tjekke, om Tim Wellens kører stærkt. Hvis ikke, er det formentlig, fordi vi har højsommer og bagende varme. Hvis til gengæld belgieren er den sejrsmaskine, han i sine bedste stunder kan være, er det som regel tegn på, at vi enten er i gang med slutningen af vinteren, det tidlige forår eller har taget hul på efteråret.

Der findes nemlig meget få ryttere, der er så sæsonafhængige som den belgiske udbryderkonge, der i dag med sin Vuelta-etapesejr kunne føje endnu en grand tour-triumf til dem, han tog i Giroen i 2016 og 2018. Det er i hvert fald ingen tilfældighed, at den eneste sejr, der nu mangler i rækken, er en Tour-gevinst, for belgieren er notorisk berømt for sin afsky for varme, hvorfor hans optrædender i verdens største cykelløb også har været så pauvre, at man slet ikke fornemmer, hvilken klasserytter vi taler om.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Nej, Wellens’ glansstunder kommer altid i årets allerførste løb, hvor han plejer at komme blæsende ud og køre alle midt over på Mallorca, eller i sæsonens anden del, hvor han har opnået langt de fleste af sine store sejre. Og når han en sjælden gang har taget en stor sommertriumf, som da han vandt Tour de Pologne i 2017, er det som regel sket i rigtigt Wellens-vejr, dvs. i øsende regn, som det var tilfældet med det episke soloridt i den polske syndflod.

Derfor var det også så ærgerligt for Wellens, at et dumt styrt få dage inden Touren kostede ham deltagelsen i årets løb. En unik septemberdato kunne nemlig have givet Wellens en gylden mulighed for at tage den Tour-etapesejr, han endnu ikke har været tæt på. Sådan gik det imidlertid ikke, og faktisk har 2020 længe lignet en regulær katastrofe for den Wellens, der slet ikke kunne finde formen og så sent som i Flandern Rundt spillede en fuldstændig ligegyldig statistrolle.

Siden han kom til Spanien, har alt dog været forandret. Først var han i udbrud på 1. etape, så gentog han bedriften på 2. etape, og i dag var det så alle gode gange tre, da han blev den første udbrydervinder på den anden af løbets fem oplagte udbryderdage. Og det var bestemt ikke nogen lille bedrift, som man af og til kan få indtryk af på disse etaper, hvor feltet i anden del tager den med ro, og lader en lille gruppe slås om sejren.

Den første del af etapen var nemlig vanvittig. I to timer kæmpede de hold, der havde misset det oprindelige udbrud - særligt EF og Caja Rural - nemlig for at indhente de 14 stærke folk, der tidligt var sluppet fri. Det gav et vanvittigt tempo, som dog ikke trættede Wellens, der var aktiv, da elastikken endelig knækkede og 12 mand kom fri. Problemet var bare, at Sepp Kuss lidt ved en tilfældighed havde sneget sig med, og derfor måtte Ineos jagte hårdt for at neutralisere den farlige amerikaner. Det skruede ikke blot farten i vejret, det ødelagde også harmonien i en gruppe, der gjorde alt for at komme af med den ubudne amerikanske gæst.

Det lykkedes i sidste ende, da først talentfulde Thymen Arensman og siden Wellens kom væk fra Kuss, og da også Guillaume Martin fik kontakt, var dagens udbrud langt om længe etableret. Af en stadig helt uforklarlig grund valgte Ineos dog at fortsætte jagten, også efter at Kuss var hentet, og derfor måtte fronttrioen holde skruen i vandet hele dagen, indtil briterne endelig kom i tanke om, at de da egentlig slet ikke havde en mand, der kunne vinde en etape som denne.

Da kunne Wellens’ sejrsdrømme have fået et skud for boven, for den korte afstand kunne måske have ansporet Movistar til at lege 2. etape om igen og gå efter en sejr til den sejrsløse Alejandro Valverde eller Astana til at jagte en tiltrængt triumf efter en møgstart og en helt igennem fejlslagen Giro. Denne gang var der imidlertid ingen Movistar-aggression, og spanierne valgte denne gang at følge konventionel grand tour-logik ved at spare på krudtet 24 timer inden en vigtig bjergetape. Og Total Direct Energie, der i første omgang tøvede alt, alt for længe, hvis de vitterligt troede på forsøget, havde naturligvis ikke styrken til at sætte Julien Simon op til sejr mod så stærkt et udbrud.

Nu forstår man godt, hvorfor Movistar ikke legede 2. etape. Den sidste stigning var nemlig en pivåben hovedvejsstigning, og med modvind kunne de aldrig have skabt det blodbad, der skulle give Alejandro Valverde den bedste chance for sejr. Modvinden blev samtidig Wellens’ gave, for den umuliggjorde totalt, at gruppens klatrer, Martin, blot kunne prøve at komme væk. Og selvom franskmanden ikke er ueffen som puncheur, var han i denne spurt naturligvis chanceløs mod Wellens, ligesom det var tilfældet for spurtsvage Arensman, der dog for første gang fik vist, hvorfor han har et ganske imponerende og alsidigt cv, der tæller både en 2. plads i Tour de l’Avenir og en 3. plads i U23-udgaven af Paris-Roubaix.

Mens de spurtede om sejren, kunne favoritterne så endelig puste ud efter to dage, der skulle have været lette, men begge endte med at blive kørt i et vanvittigt opskruet tempo. Og alligevel endte det hele dramatisk, da Dan Martin for 117. gang i sin karriere røg i asfalten, dog heldigvis helt uden konsekvenser. Samtidig fik Roglic lige vist, at han ikke er så træt endda, for selvom styrtet naturligvis var hovedårsagen til hans overlegne spurtsejr, var det altså ganske imponerende at se ham køre den formstærke Felix Grossschartner, der selv er en udmærket puncheur, ud af hjulet.

Dermed fik han tanket lidt selvtillid, inden det i morgen går løs med allerede den tredje bjergetape, og han kan endda glæde sig over, at den Tourmalet-opstigning, der lignede en af hans største trusler, er afløst af en afslutning på bløde Formigal, der ligger til hans højreben. Måske var det også rart med lidt opmuntring, når nu vejrguderne har valgt at begrave Nordspanien i en sand syndflod på den søndag, der skulle have været Super Sunday, men nu ender som en yderst amputeret udgave.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

På den anden side er det jo meget passende, at vi får vintervejr den dag, vi går over til vintertid. Eller skulle vi kalde det Wellens-vejr? Det kunne let give ideer til den sæsonafhængige belgiske udbryderkonge, der åbenlyst også har prikkede ambitioner.