Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Vuelta a Espana-analyse: Sensationernes Søndag
25. august 2019 21:15Foto: Sirotti

I disse dage køres Vuelta a Espana, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 2. etape.

Var der ikke noget med, at man kunne få sig tre ting, hvis man købte et Kinderæg? I går var det Miguel Angel Lopez, der af de højere magter fik foræret tre lykketræf, som til sammen var nok til højst overraskende at bringe sig i karrierens grand tour-førertrøje. Og i dag blev den gamle tese om, at alle ting kommer i klumper på tre, atter bekræftet, da en højdramatisk 2. etape leverede hele tre sensationer på en forrygende cykelsøndag - og det endda på én gang!

 

Som man ville sige i Kinderæg-reklamerne, burde den slags ikke gå, men det gør det alligevel i Vueltaen, der ikke uden grund har ry for at være den mest uforudsigelige af de tre grand tours. Uden Tourens enorme kontrol og kedelige nordfranske fladbanelandskab er der sjældent en kedelig dag i det spanske løb, der til fulde drager fordel af en spansk geografi, som gør etaper med under 2500 højdemeter til lidt af en sjældenhed. Og i den slags terræn og på et tidspunkt, hvor alle er mærkede efter en lang sæson, kan der ske de vildeste ting, som da Tom Dumoulin i 2015 var ved at levere nyere tids største grand tour-sensation, som da Alberto Contador kuppede Joaquim Rodriguez i Fuente De i 2012, som da Chris Horner tog alle på sengen i 2013, eller som da Nairo Quintana fik skovlen under Chris Froome på den berømte ”Froomigal-etape” i 2017.

 

I dag stod sensationerne så meget i kø, så man kan blive helt stakåndet, hvis man skal prøve at begribe, hvad vi var vidner til denne solrige søndag i det spanske turistlandskab. Hvis nogen havde peget på Nairo Quintana som vinder af 2. etape, der sluttede med næsten 30 relativt flade kilometer, havde de formentlig fået at vide, at de havde en skrue løs. Hvis nogen havde sagt, at Nicolas Roche, der på det seneste ellers mere har lignet en mand på vej på pension, ville erobre Vueltaens førertrøje endnu engang seks gange efter, at det skete for første gang, havde de fleste nok slået en hånlatter op. Og hvis nogen havde troet, at Primoz Roglic 24 timer efter katastrofen i Torrevieja skulle nærmest annullere det gigantiske tab til Miguel Angel Lopez på det uheldsmartrede holdløb, havde sågar sloveneren selv nok rystet på hovedet i lettere forbløffelse over vedkommendes manglende forståelse af cykelløb.

 

Ikke desto mindre blev alle tre sensationer til virkelig - og det endda på én gang! Det var der ellers intet, der tydede på, da de første 170 km af etapen udviklede sig til en sand dødsmarch gennem det golde sydspanske landskab, hvor ingen turde gribe ud efter den oplagte mulighed for en udbrudssejr, som en etape med næsten 3500 højdemeter og en knaldhård finale ellers indbød til. I stedet udviklede det meste af dagen sig så fredsommeligt, at selv Sam Bennett, der ellers burde være løbet skrigende bort ved udsigten til at skulle forcere den brutale mur Puig Llorenca i udkanten af Calpe, til at hjælpe Astana i jagten på et ubetydeligt udbrud, efter at kasakkerne lidt overraskende udviste interesse for at forsvare en trøje, de vel egentlig burde have afleveret frivilligt.

 

Heldigvis kommer alt godt til den, der venter, og det lange forspil skulle blot vise sig at være opvarmning til en finale, der langt overgik, hvad man kunne have forventet. Egentlig var det indlysende, at Puig Llorenca, der i 2015 og 2017 var rammen om nogle fabelagtige finaler på etaper vundet af hhv. Tom Dumoulin og Chris Froome, ville kunne forvandle det intakte felt til en slagmark. Problemet var bare, at det ikke lå i kortene, hvem der skulle tage initiativ på en dag, hvor det hele sluttede med mere end 20 lette kilometer.

 

Heldigvis viste EF, at de med deres superhold er kommet til Spanien for at køre cykelløb. Trods meldingerne om at gulddrengen Sergio Higuita skulle nurses igennem sin første grand tour, havde amerikanerne nemlig i sinde at gå efter en spurtsejr med vidunderbarnet. Det er i hvert fald svært at finde andre begrundelser for, at Hugh Carthys langlemmede skikkelse - som altså ikke er kommet til Spanien for at køre klassement - blev sendt til fronten for at splitte feltet på en dag, hvor Higuita skulle bruge et hårdt løb for at komme af med de hurtigste, og det antændte et felt, der ikke var tilfredse med at føle hinanden lidt let an. Som altid har god, gamle Alejandro Valverde nemlig taget guldbenene med sig til Vueltaen, og sammen med en i dette terræn stadig mere imponerende Davide Formolo samt en Pierre Latour, der ligesom i sidste års Tour ser ud til at komme blæsende ind til en grand tour, forcerede veteranen med noget, der lignede legende lethed, så favoritterne faldt som fluer.

 

Mest markant var det, at Steven Kruijswijk, der ellers normalt er så stabil, at man kan stille uret efter ham, helt usædvanligt er blevet træt - eller mærket af gårsdagens styrt - og hurtigt måtte slippe feltet. Helt galt gik det for Ineos, der som frygtet måtte indse, at lottokuponen Wout Poels som altid kommer skidt i gang med et tre uger langt etapeløb, og som højst overraskende måtte se den i Polen så velkørende Tao Geoghegan Hart smelte sammen under den sydspanske sol, så det britiske storhold efter kun godt 200 km er ude af klassementet efter tab på næsten 10 minutter til de to kaptajner. Daniel Martinez betalte prisen for sin elendige forberedelse og sit eget holds forcering, og stortalentet Mark Padun, der havde virket så overbevisende på holdløbet sejlede lynhurtigt agterud. Og drømmen om en genrejsning af Louis Meintjes brast, inden nogen havde haft en chance for at nære lidt håb til den fallerede sydafrikaner.

 

Derudover var favoritterne der alle, da Valverde, som var han på en søndagstur med familien, let trådte alene op til Formolo og en yderst velkørende George Bennett, der i dag gled direkte ind i rollen som Jumbos plan B, og samlede et par bjergpoint op, som den stadig skrupsultne verdensmester vel kan få brug for senere. På det tidspunkt lå alt til godt til verdensmesteren, der måske nok skulle slå folk som den stadig mere lovende Alex Aranburu og Higuita i spurten, men som var kommet af med langt de fleste af de hurtige folk.

 

Problemet var bare, at gruppen også var renset for hjælpere. Ganske vist sad Bora, Astana, Movistar, Mitchelton, Sunweb Jumbo og EF alle med to mand, men alle havde de også to mand, som havde øjne på klassementet. Derfor var der ingen til at kontrollere eller tage ansvar, og mens det kortvarigt pegede på, at der nok ville ske en regruppering, indledtes en angrebsfest, som ofte kan gøre flade finaler efter en hård stigning til et mareridt for enhver førende rytter.

 

Og et mareridt blev det for stakkels Lopez, der blev flået ud af det drømmeland, han var havnet i i går, og som jeg frygtede i gårsdagens analyse, syntes at have trukket lidt for meget kontoen med held på sin lykkelige lørdag. Og pludselig kunne han se en ellers ufarlig etape forvandle de 40 sekunder, der var faldet direkte ned i turbanen i går, til nu blot at være et beskedent forspring på 4 sekunder til sin på papiret værste rival, Primoz Roglic.

 

Det kan han nu kun takke sig selv for. Nok var det en umulighed at kontrollere det hele, men der var i hvert fald én rytter, han ikke kunne lade køre. For tredje søndag i træk så vi imidlertid en hovedaktør tage sig en gigantisk blunder, som Dylan Groenewegen gjorde det, da Italien angreb i EMs sidevind, og Tim Wellens gjorde det, da han lod Laurens De Plus sejle væk i et uopmærksomt øjeblik på sidste etape i BinckBank Tour. Denne gang var det Lopez, der helt slap Roglic af syne og pludselig havnede i den værst tænkelige situation.

 

Og så var heldet slået op. Da Fabio Aru med enorm power kørte alene op til de forreste, sad han pludselig i en gruppe bestående af isolerede kaptajner eller ryttere, der havde holdkammerater foran. Kun Bora sad ud over Astana med to mand, og dermed var det taktiske angrebsspil faldet ud næsten så uheldigt, det kunne. Og helt galt gik det, da Izagirre pludselig forsvandt af i skrivende stund uklare årsager, som næsten ikke kan skyldes andet end en særdeles dårligt timet defekt.

 

Derfra var der intet at gøre. Ganske vist blev Bora-hierarkiet slået fast med syvtommersøm, da Formolo blev sendt frem for at redde stumperne for det sovende tyske storhold, men derudover var der ingen hjælp af hente. Heller ikke Esteban Chaves eller Wilco Kelderman, som ellers blot havde deres løjtnanter i front, skulle nogen stedet, og hverken Pierre Latour, Jesus Herrada, Victor De La Parte eller Alex Aranburu kunne se det som deres opgave at komme den styrtblødende colombianer, som nok havde ønsket, at han også var Superman af gavn og ikke kun af navn, til undsætning.

 

Resultatet blev, at forspringet på 40 sekunder smeltede væk i den spanske sensommervarme, og det kan være svært for Lopez at finde meget trøst i en blunder, som selv Wellens må være imponeret over. Hvis endelig skal han finde lidt oprejsning, kan han glæde dig over, at han virkede lige så skræmmende, som da han på holdløbet måtte bremse for at vente på holdkammeraterne. Med kun den beskedne hjælp fra Lopez holdt han nemlig længe de seks mand, som samarbejdede upåklageligt frem mod de sidste kilometer, stangen, og der er således intet, der tyder på, at dårlige ben var årsagen til miseren - snarere ungdommelig uopmærksomhed, som vi desværre før har set det fra den ellers så talentfulde Astana-stjerne, som nok også havde ønsket sig, at også hans hold ikke kun var stærke af navn, men også af gavn.

 

Problemet var bare, at Roglic også efterlod et overbevisende indtryk. Ganske vist virkede han kortvarigt lidt presset, da samarbejdet gik i stykker, og angrebene blev lanceret på de sidste 5 km. Det var imidlertid nok snarere udtryk for, at en rasende Roglic havde ført som et æsel forinden, for da han havde sundet sig og åbnede for gassen på de sidste 2 km, kørte han ikke blot ene mand den undslupne Nicolas Roche ind igen, han bragede også så stærkt ind mod Calpe, at selv Nairo Quintanas sejr så ud til at være i fare. Nok betød en lille piges uforsigtig leg med et badebassin, at der gik hul på skidtet, så vand strømmede ned på lørdagens holdløbsrute og sendte stakkels Roglic i asfalten, men i dag viste han, at det slovenske monster er blevet genfødt, efter at der er blevet pustet ud efter Giroen. Og selvom Kruijswijks nedtur var lidt af et slag i ansigtet, viste Bennett med eminent kørsel, at Roglic i hvert fald ikke i den første uge kommer til at mangle støtte i bjergene.

 

Det var dog alligevel Movistar, der endte som den helt store vinder. Ikke blot tog Valverde sig en søndagstur, der viste, hvorfor han har en Vuelta-historik, som ingen kan matche, Quintana blev også den mest usandsynlige vinder af etapen. Nok var det en tilfældighed, at det netop blev ham, som sneg sig væk, men den lille colombianer var både årvågen og brølstærk. Sidstnævnte viste han tydeligt, da han sammen med Valverde, Lopez og Higuita kørte op til de tidligt undslupne Latour, Formolo og Bennett og dermed for første gang var medvirkende til at afsløre lidt af det indtil da helt uklare klatrehierarki. Og med sit lille mesterstykke til sidst fik han endda bragt sig i den bedst mulige position af forhåndsfavoritterne, endda uden at tage trøjen, som han nok helst vil være fri for. Kan han genfinde den stabilitet, som desværre har været hans store mangelvare siden 2017, kunne dette være Vueltaen, hvor han rejser sig igen - men det sagde vi også sidste år, da han lagde ud som lyn og torden for siden at falde sammen i den tredje uge.

 

I stedet gik trøjen nærmest sensationelt til Roche. I gamle dage var det ellers så sikkert som amen i kirken, at ireren efter en halvsløj Tour ville komme blæsende ud til Vueltaen, der altid har været ”hans” løb. Det var her, han vandt 2. etape og senere kørte sig i førertrøjen i 2013, det var her, han vandt endnu en etape i 2015, og det er her, han tidligere er blevet både nr. 5 og 6. I de seneste år har det imidlertid været slut for Roche med at imponere i Vueltaen, selvom han altid er stærk sidst på sæsonen, og efter et mildt sagt alt andet end prangende år, var der ikke noget, der tydede på en genrejsning i 2019.

 

Den genrejsning kom imidlertid ud af det blå, og selvom der også var lidt held involveret i angrebsfesten, virkede Roche også overbevisende på stigningen. Nok har han ikke længere styrken eller holdbarheden til atter at køre med i front på den lange bane, men han burde kunne køre en fin første uge, hvor stigningerne ikke passer ham dårligt. Og i det hele taget ser Sunweb ud til at være en faktor, der skal regnes med, da de fulgte et fornemt holdløb op med stærk kørsel af ikke blot Roche, men også kaptajn Kelderman, der lukkede hullet til den undslupne syvmandsgruppe på stigningen og gav håb om, at han endelig har lagt sine mange helbredsproblemer bag sig.

 

I det hele taget var det genfødslernes søndag. Aru var måske ikke skræmmende på stigningen, men hans forcering på flad vej var stærkt imponerende og vidner om, at han måske efter operationen kan blive sig selv igen. Chaves lignede måske ikke 2016-udgaven af sig selv, men han var betydeligt bedre end i Giroen. Og begge har de endda to kort at spille, da Chaves ledsages af evigt stabile Mikel Nieve, som imponerede på en etape, der overhovedet ikke passede ham, og Aru af Tadej Pogacar, der var lige så stærk som forventet og lignede en af de bedste på stigningen.

 

Det gjorde Higuita i den grad også. Nok var det Uran, der endte som vinderen og er holdets kaptajn, men mens veteranen ikke så imponerende ud på Muren, fløj Higuita let med, da Valverde åbnede for gassen første gang. Vidunderbarnet kørte så stærkt, at EF seriøst må overveje, om de alligevel skal forsøge at holde ham til i klassementet, eller om de skal fastholde den oprindelige plan om at lade ham tage nogle lette dage undervejs. I dag var han i hvert fald bedste mand på et EF-hold, der måtte indse, at Daniel Martinez trods alt har haft for ringe en forberedelse til at være med i front. Mindre grund har Bora grund til at være efter en etape, hvor de i den grad sov i timen, men hvor de kan glæde sig over, at Formolo atter viste, at han i dag skal regnes som en af verdens allerbedste i eksplosivt terræn - også selvom hans begrænsninger i bjergene og over tre uger, ikke gør ham til en reel podiekandidat.

 

Den dramatiske udvikling var ærgerlig for flere af de hurtigere folk. Zdenek Stybar, Philippe Gilbert, Edvald Boasson Hagen, Nikias Arndt, Luka Mezgec, Damien Touze og Clement Venturini havde ellers alle gravet dybt og bragt sig i en position, hvor de med lidt held kunne have spurtet om sejren. Desværre for dem betød Lopez’ blunder, at etapen aldrig gik i stå, som den ellers ”burde” være gjort efter stigningen, og dermed skulle alle deres skønne kræfter vise sig at være spildte.

 

Heldigvis kan de se frem til to lettere dage mandag og tirsdag, hvor sprinterne kan se frem til etaper, som vi skal frem til Madrid for at finde noget, der kan sammenlignes med. Derfor skal der slås til nu, hvis ikke Vueltaen skal blive en alenlang ørkenvandring. Desværre for dem sender vejrguderne imidlertid en kraftig østenvind ind over feltet det kommende døgn, og dermed kan det slet ikke udelukkes, at også 3. etape bliver mere dramatisk end antaget.

 

Efter to vilde dage kan man i hvert fald slet ikke udelukke, at Sensationernes Søndag efterfølges af Miraklernes Mandag. Det ville næsten ligne Vueltaen dårligt, hvis det ikke gik sådan.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

World Cup Tabor(CDM) 16/11

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

TID TIL VINTERHANDSKER?