Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Vuelta a Espana-analyse: Superholdet, der kostede sejren?

08. november 2020 14:44Foto: Unipublic / Photogomez Sport

I disse dage køres Vuelta a Espana, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 17. etape.

Hvis man først stod på cykeltoget i 10erne, må man forundres i disse dage. I givet fald er man nemlig blevet opflasket med den næsten fuldstændig ubrydelige regel, at Ineos/Sky har lagt snart sagt enhver grand tour i et jerngreb. Ganske vist er det ikke hvert eneste stort etapeløb, de suveræne briter har vundet, men når det er mislykkedes, har det som regel været et resultat af uheld eller et sjældent løb, hvor de er stillet til start uden en af deres topryttere.

 

Sådan har det bare ikke været i år. Nok endte Giroen med at være en undtagelse, men selvom briterne endte med at vinde løbet, skete det med en helt anderledes etapejægerkørsel end den kontrollerende klassementsmaskine, vi har været vant til. I Touren faldt holdets klassementsdrømme helt sammen, og selvom de rejste sig med en flot etapesejr, endte de med at spille en sjælden og næsten ligegyldig birolle.

 

I september var det dog ikke kollektivet, der kostede dem sejren. Det var tværtimod et par kaptajner, Egan Bernal og Richard Carapaz, der slet og ret ikke var gode nok, og selvom Ineos-truppen bestemt ikke var så skræmmende som tidligere, kunne de være kommet med et ”Sky Allstars”-hold og alligevel være endt sejrsløse, når nu kaptajnerne var så svage. I Frankrig var det individerne, der tabte.

 

Efter dagens dramatiske Vuelta-afgørelse kan man til gengæld spørge, om vi var vidner til et nybrud. Tabte den Carapaz, der satte et storslået attentat ind på den normalt så usårlige Primoz Roglic faktisk det spanske løb, fordi hans hold var for svagt? Mange har ellers i tidens løb - i mine øjne helt i urette - hævdet, at Chris Froome alene vandt Touren i kraft af sit mandskab, men måske var vi denne gang vidner til, at det var kollektivets og ikke individets nederlag.

 

Det er i hvert fald en nærliggende tanke, når man ser tilbage på de tre uger, der endte med at sende Carapaz ned på 2. pladsen med en margin på beskedne 24 sekunder. Denne gang var det nemlig Jumbo, der bossede løbet, mens Carapaz alt for ofte måtte føle sig som Palle alene i verden i et gult hav af stærke klatrere.

 

Mest illustrativ er vel dagens etape. Da Movistar stoppede deres forcering og valgte at jagte gevinst med Marc Soler og ikke sætte Enric Mas op til finalen, og Jumbo klart signalerede, at etapesejren ikke var en prioritet, måtte Carapaz spejde langt efter de folk, der skulle have kørt udbruddet ind og bragt de 10 livsvigtige bonussekunder i spil. Og da der på sidste stigning skulle lægges et pres, som kunne riste den åbenlyst sårbare Roglic, kunne Carapaz atter spejde forgæves rundt efter bare én eneste Ineos-trøje.

 

De var nemlig alle forsvundet. Drømmen om et genfødt Chris Froome brast allerede i bunden af næstsidste stigning, hvor også Ivan Ramiro Sosa nåede kulminationen på en for rædselsfuld Vuelta, og selvom både Andrey Amador, der dog havde en dårlig dag på det forkerte tidspunkt, og Dylan van Baarle vel har gjort, hvad man kunne forvente i de tre uger, var det en helt ny oplevelse at se Carapaz som en af de allerførste kaptajner til at blive isoleret. Og når man nu ser på, hvor tæt Carapaz faktisk var på at vende løbet på hovedet, kan man kun gisne om, hvordan det var gået, hvis udbruddet var hentet, og en Sosa ved normal styrke havde sprængt feltet til atomer på målbjerget, hvor Jumbo alt for længe bare fik lov at sætte deres eget afmålte tempo.

 

Det var dog ikke kun i dag, problemet opstod. Bare tænk en uge tilbage til Farrapona-etapen. Det var den, der endte som en gigantisk fuser, fordi ingen turde angribe hinanden, ifølge Carapaz fordi løbet blev for let. Havde han ikke været isoleret efter det første fingerknips, ved man aldrig, hvad der kunne være sket, hvis Roglic var sat under pres, når vi 24 timer senere så en sårbarhed på Angliru. Og vi kan vel sågar medtage Formigal-etapen, hvor det vel havde været meget belejligt for Carapaz at have haft noget støtte, da Roglic begik sin gigantiske regnjakkebrøler, hvor et Ineos-tryk kunne have sikret ecuadorianeren endnu mere tid.

 

Endnu mere absurd bliver det, når holdet brugte deres kræfter så tåbeligt. Gårsdagens analyse var jo en lang klagesang over, hvor meget briterne havde skudt sig selv i foden ved at forcere på en etape, der aldrig kunne bruges offensivt, og hvor man endte med at forære Roglic 6 bonussekunder, der i dag måske kunne have været afgørende. Og selvom vi jo ikke ved, om gårsdagens tempo var medvirkende til Roglics svaghedstegn i dag, er det vel rimeligt at antage, at en frisk Amador havde været vigtigere end den træthed, gårsdagens anstrengelser fik tilføjet sloveneren. Det er i hvert fald en nærliggende tanke, at Amadors offday i dag, kan forklares med hans hårde arbejdsindsats i går, hvor han førte hele vejen op ad sidste bjerg. Den Amador, der ene mand forhindrede Valverde i at tage førertrøjen i Baskerlandet på 7. etape, kunne i hvert fald have været meget brugbar til at jagte udbrud og lægge et tryk på den nedre del af målbjerget.

 

Til gengæld er det svært at sætte en finger på Carapaz selv. Ecuadorianeren har kørt et fremragende og vel stort set fejlfrit løb, hvor han efter Tour-skuffelsen har cementeret, at sidste års skræmmende overlegne Giro-sejr var alt andet end tilfældig. Med tanke på at han tilsyneladende også har fået bedre styr på enkeltstarten, har de seneste tre uger næppe mindsket hans status på et Ineos-hold, hvor rygskaden sætter visse spørgsmålstegn ved Bernal, i hvert fald på kort sigt. Med det, han har vist i dette løb, skulle det være sært, om ikke han før eller siden vinder endnu en grand tour.

 

Det bliver bare ikke denne gang. Vueltaen ender med et titelforsvar til Roglic, og det kan man kun beundre. Nok blev dagens etape endnu en understregning af, at sloveneren har været temmelig langt fra sit bedste gennem hele løbet - det er vel kun hans magtdemonstration på Moncalvillo og hans puncheurspurt i Sueances, der har givet indtryk af vanlig styrke - men man skal ikke glemme, at Roglic har haft et sæsonprogram, som man næsten ikke fatter. Lige siden han første gang satte et nummer på ryggen i Tour de l’Ain, har han været skræmmende, uanset om vi har talt om det lille franske løb, Dauphiné, Touren, VM, Liege eller nu Vueltaen. Det slovenske monster har et bundniveau, så selv Alejandro Valverde må blive misundelig, og med en så imponerende resultatliste over bare tre måneder må enhver snak om manglende holdbarhed endegyldigt forstumme. Det kan godt være, at han ikke helt har haft topniveauet efter Touren, men at han alligevel kan køre med om sejren ved VM og vinde Liege og Vueltaen er mildt sagt uhørt, når man betænker, hvor komprimeret sæsonen har været.

 

I dag kunne det dog være gået galt. Roglic var åbenlyst under et gigantisk pres, og man ved aldrig, hvordan det var gået, hvis ikke Ineos havde lavet en brøler ved at lade Lennard Hofstede komme afsted som forpost, eller hvis ikke Marc Soler havde givet Mas en hånd i dennes forsøg på at jagte 4. pladsen fra den lidende Dan Martin. Tænk, hvis Carapaz ikke var blevet bremset af en gigantisk modvind, og vejrguderne havde været mere venlige over for Ecuador end Slovenien. Og tænk, hvis Movistar og Astana havde kørt etapen anderledes og arbejdet for deres kaptajner i stedet for at satse på udbrudssejr, så de havde lagt det tryk, Ineos var for svage til at gøre.

 

Nej, Roglic var vitterligt lidt heldig i dag, men han gjorde det heller ikke let for sig selv. Det er stadig komplet uforståeligt, hvorfor Jumbo hele dagen holdt udbruddet i så kort snor, at bonussekunderne formentlig var kommet i spil, hvis Movistar havde spillet Mas- og ikke Soler-kortet. Det var på alle måder helt unødvendigt, især fordi det betød, at bundsolide Robert Gesink blev brændt op så tidligt i føringsarbejdet, at man måtte misbruge Jonas Vingegaard på det flade stykke mellem de to sidste stigninger. Når nu George Bennett i dette løb har været langt fra vanlig styrke, er det i hvert fald nærliggende at tro, at en Vingegaard med Angliru-ben kunne have aflastet en i dag ret skuffende Sepp Kuss så meget, at Roglic ikke var blevet isoleret med det samme, Hugh Carthy kom med det første angreb på hans førertrøje, og så han allerede tidligt skulle lukke det allerførste hul.

 

Roglic har dog også begået flere fejl selv, præcis som han gjorde på den så berømte sidevindsetape sidste år. ”Regnjakkegate” skyldtes alene ham selv, og uden den havde han jo vundet løbet ganske komfortabelt. Man kan også stadig diskutere, om ikke Jumbo i onsdags burde have lukket den sidste del af det begrænsede hul, så sloveneren i Ourense kunne have sikret sig de 10 bonussekunder, der havde styrket hans position ganske gevaldigt, særligt når nu i stedet misbrugte holdet til næsten at forære Carapaz 10 bonussekunder i dag.

 

Og så begik han en gedigen brøler i dag, hvor han havde én vigtig opgave, nemlig at sidde limet til Carapaz’ baghjul. At lade ecuadorianeren glide bag ham i et nøglemoment blev fatalt, for det gav Carapaz det overraskelsesmoment, der gjorde det muligt at slå hullet. I lyset af den voldsomme modvind er det nærliggende at tro, at Carapaz aldrig kunne være kommet væk, hvis bare Roglic havde siddet limet til hans bagsmæk. Naturligvis skulle han også holde et vist øje med Carthy, men i det moment, hvor forskellen blev gjort, var det helt unødvendigt, at han kort forinden var gået forbi sin værste rival.

 

At han trods disse skønhedsfejl alligevel vinder løbet, siger dog alt om Roglics klasse, og man må beundre, at det er en sejr, der i den grad er vundet på alsidighed. Han har både vundet to bjergetaper, en enkeltstart og en puncheurspurt, og med sine 48 bonussekunder mod bare 16 til Carapaz, er det i høj grad også hans spurtstyrke, der har bidraget til den samlede sejr. I den forstand blev det alsidighedens sejr over klatringen, for Carapaz er jo en langt mere endimensionel størrelse, der aldrig kan vinde løbet andre steder end i bjergene - hvis da ikke hans hold skulle hjælpe ham i et holdløb eller ved at slå til i sidevinden.

 

Dermed blev det også den forudsigelige top 2, men på tredjepladsen har vi en overraskelse. Nok kunne Carthy ikke skabe den totale sensation, men selvom jeg på forhånd havde udtryk megen optimisme på hans vegne, kan jeg ikke skrive mig på den formentlig ret korte liste af folk, der havde set en britisk podieplads komme. I dette løb fik han imidlertid cementeret sin status som en kommende grand tour-stjerne, særligt fordi hans enkeltstart er blevet kraftigt forbedret, og fordi han har vist den holdbarhed, han manglede i Giroen sidste år, hvor han blot blev nr. 11.

 

Måske kunne det være blevet endnu bedre, hvis uerfarne Carthy ikke havde angrebet alt for tidligt på Moncalvillo, eller hvis han ikke i dag blev ramt af en voldsom modvind, der gjorde det ret umuligt for en antieksplosiv fyr som ham, særligt fordi han nu kom til at bruge alt for mange tidlige kræfter i et nok nødvendigt, men lidt ærgerligt forsøg på slet og ret at slide rivalerne ned fra front - en mission, vinden gjorde helt umulig. Her havde han været bedre stillet, hvis ikke Michael Woods var punkteret og kunne have lagt et tryk, der egentlig også havde hjulpet Carapaz. Og så er vi tilbage ved det held, der i dag tilsmilede den slovenske førstemand.

 

Det held kom også til udtryk i en Movistar-taktik, der vel var dagens største misere. Spanierne var lige ved at smide alt på gulvet ved en helt igennem særegen kørsel. Da først Soler havde misset det tidlige udbrud, var holdets eneste reelle chance at gå efter etapesejren med Enric Mas, der i finalen sagtens kunne have haft en chance i kraft af den frihed, hans store tidstab havde givet ham. I stedet valgte man at misbruge det flotte tryk, man havde lagt tidligt på etapen, ved at sende Soler op til et udbrud bestående af friske folk, så han naturligvis var chanceløs efter en opkørsel, der havde kostet en bondegård.

 

Eneste konsekvens af det valg var, at momentum gik ud af jagten, og at David Gaudu og David De La Cruz vandt så meget tid, at Alejandro Valverde kun med det yderste af neglene forsvarede sin top 10-placering med 2 sekunder ned til Aleksandr Vlasov. Den taktik så nærmest ud til at være designet med det formål at sende veteranen ud af top 10, og det havde næsten ikke været til at bære, hvis han akkurat skulle gå glip af en formentlig sidste tur blandt de ti bedste i en grand tour - især fordi han forsvarede sig flot på dagens etape. Til gengæld kan de finde en trøst i, at Mas igen har dokumenteret, at han altid imponerer i den tredje uge af en grand tour.

 

Valverde kan så glæde sig over, at Aleksandr Vlasov blev grebet af ungdommeligt overmod og angreb alt for tidligt i den hårde modvind - en beslutning, der førte til et mindre kollaps til sidst og dermed et farvel til en top 10, som defensiv kørsel utvivlsomt havde sikret ham. Modsat den spanske veteran kan russeren så trøste sig ved, at han i dette løb har vist, at han har alle ingredienser til at blive en stor grand tour-rytter, for ser man bort fra hans katastrofestart, er han bare blevet bedre og bedre undervejs.

 

Det blev Dan Martin til gengæld ikke. Paradoksalt kom irerens eneste rigtige offday på det bjerg, hvor han for ni år siden slog igennem med en fornem etapesejr. Den havde han drømt om at gentage, men i dag blev han ramt af en af de offdays, der alle dage har været hans største svaghed i de lange etapeløb. Hans fjerdeplads kom dog aldrig i fare, og i lyset af det niveaufald, vi har været vidner til de senere år, kommer han ud af løbet som en af vinderne. Det ser nemlig ud til, at det endnu ikke er slut i de irske ben.

 

Det er det heller ikke for Wout Poels, der i dette løb har rejst sig fornemt efter et par sæsonen, hvor de bløde hatte, han har trådt i, har været helt uden buler. Ganske vist lykkedes det ham aldrig at finde sin berømte tredjeugesform - denne gang faldt han faktisk sammen undervejs efter den vanlige dårlige første bjergetape, der altid har været hans kendetegn - men han fik tangeret sin 6. plads, som han opnåede som Froome-hjælper for tre år siden. Og samtidig sørgede for at fuldende den imponerende bedrift fra et Bahrain-hold, der har fået fem forskellige ryttere i top 10 i årets tre grand tours. Det er sjældent set.

 

6. pladsen blev dog kun reddet med det yderste af neglene. Dagens smarteste ryttere var nemlig David Gaudu og David De La Cruz, der fik bevist, at initiativ belønner sig. Med deres storslåede offensiv og helt eminent hjælpearbejde af Bruno Armirail, Ivo Oliveira og Rui Costa - selvom det stadig er lidt uforståeligt, hvorfor Sergio Henao aldrig blev brugt - fik de bevist, at den gamle ide om, at udbrud kan være en genvej til top 10, stadig holder. De La Cruz har ellers med sit stabile, men ikke skræmmende niveau aldrig reelt været blandt de 10 bedste, men ved hjælp at et stærkt hold og mod lykkedes dagens offensiv, så han nu tangerer sin 7. plads fra for fire år siden, hvor han fik sit gennembrud.

 

Den største vinder var dog Gaudu. Den franske guldfugl har ellers været en skygge af sig selv gennem hele sæsonen, og selvom han vandt en etape ved at overspurte en spurtsvag og træt Soler, har det også været tilfældet i dette løb. I dag var der dog lidt glimt af den Gaudu, der har betaget så mange i de senere år, og man kan håbe, at de to etapesejre er det, der kan bringe ham tilbage på sporet. Med sin 8. plads og to etapesejre i dette løb har han i hvert fået en lovende start på den selvstændige grand tour-karriere, der ellers konstant er blevet udskudt af den ene hjælpeopgave efter den anden.

 

Tillige bidrog han nok engang til ungdomsfesten i ungdomsåret 2020 på en dag, hvor de erfarne Ion Izagirre og De La Cruz blev sat til vægs af franskmanden og Gino Mader, der i dette løb endelig er vågnet op til dåd efter en trist start på karrieren - præcis som også Michael Storer og Mark Donovan har vist deres talent i dette løb. Til gengæld fik Guillaume Martin ikke sin etape, men han kan så glæde sig over et mildt sagt imponerende løb med 5 top 10-placeringer fra udbrud og den bjergtrøje, som Cofidis tidligere haft som deres ejendom med først David Moncoutie og senere Nicolas Edet.

 

Det er et ganske pænt udbytte for det lille Cofidis-hold, præcis som Bora må være fint tilfredse med lidt overraskende at få Felix Grossschartner i top 10, selvom dagens punktering meget vel kan have kostet et par placeringer. Det er nemlig hold, der i bjergene kun sjældent har været dominerende. Sådan er det til gengæld ikke med et Ineos-hold, som vi er opvokset med at se i rollen som suveræne herskere, men som i år i langt hovedparten af tiden har været reduceret til statister.

 

Det har de naturligvis ikke været i dette løb, hvor deres kaptajn ender som nr. 2, men for første gang nogensinde er det nærliggende at spørge, om en Ineos-rytter tabte en grand tour, fordi holdet var for svagt. I det lys er det måske heldigt, at man har sikret sig en pæn lille forstærkning i form af Richie Porte, Adam Yates, Daniel Martinez, Laurens De Plus og Tom Pidcock. Det kunne tale for, at normaliteten bliver genoprettet i 2021. Så slipper Carapaz også for at ærgre sig over, at han i dag ikke kørte rundt med Movistars M på maven…

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

HOMETRAINER? BLIV INSPIRERET, FIND FORHANDLER OG SPAR MANGE PENGE