Vuelta a Espana-analyse: Supermandens næstsidstedagskompleks

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

For næsten et år siden var Miguel Angel Lopez på toppen af sin karriere. Den lille colombianer havde gjort det, kun få troede muligt, da han på Tourens kongeetape til frygtede Col de la Loze var kørt fra både Primoz Roglic og Tadej Pogacar i ét hug. Ikke blot havde han i sin første Tour vundet sin første etape, han havde endda gjort det i suveræn stil på løbets kongeetape og samtidig bragt sig op på den samlede 3. plads, der ville bringe ham direkte ind i den eksklusive klub af ryttere, der har været podiet i alle tre grand tours.

Det kunne stadig gå galt. Mellem Lopez og podiet i Paris stod løbets eneste enkeltstart, og med et forspring på 1.39 til tempospecialisten Richie Porte var det i hvert fald for tidligt at ringe til Colombia og arrangere den store hyldestseance. Enkeltstarten var imidlertid en halv bjergenkeltstart, som burde passe udmærket til den lille colombianer, der endda tidligere på året i Algarve havde leveret et chokresultat, som kraftigt indikerede, at han havde forbedret sig gevaldigt i disciplinen.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Nej, intet var sikker, men det burde blive. Det værste, der kunne ske var, at han ville glide ned på 4. pladsen, for temposvage Mikel Landa kunne aldrig hente 2.01 på ham. Et forspring på 2.52 til Enric Mas burde også være rigeligt, og selvom Tom Dumoulin er en tempogigant, burde selv han ikke komme i nærheden af at hente 5.57 på Lopez på en enkeltstart, hvor en tredjedel af etapen bestod af et bjerg.

Men det blev slet ikke tæt. Lopez kørte en på alle måder katastrofal enkeltstart, der ikke blot kostede ham podiet, men sendte ham direkte fra 3. til 6. pladsen. Porte, Landa og Mas gled alle forbi - endda klart - og tilbage af det store forspring til Dumoulin var bare 1.01. Lopez var på få dage gået fra himmel til helvede - fra vanvidsridt på kongeetapen og kurs mod 3. pladsen til sammenbrud på næstsidste etape.

En sådan nedtur burde nok kunne føre til et kompleks og dårlige nerver, men alligevel var det nok de færreste, der havde troet, at vi mindre end et år senere skulle opleve en fortælling, der er så tro en kopi af sidste års Tour-drama, som man kan tænke sig. Bare 48 timer efter at han nok engang gav Roglic bøllebank på endnu en kongeetape i en grand tour, oplevede Lopez nemlig et sammenbrud, der nærmest får sidste års katastrofeenkeltstart til at ligne en af de cykeldage, alle drømmer om at opleve bare én gang i karrieren.

Da røgen lagde sig på dagens på papiret ellers lidt uskyldige næstsidste etape af årets Vuelta, var Lopez nemlig ikke bare gledet fra en 3. til en 6. plads. Nej, han er nu helt ude af Vueltaen, og det skyldtes hverken uheld eller sygdom. Tværtimod er det resultatet af et af de mest bizarre optrin, vi har set i nyere grand tou-historie, og som gør det svært at konkludere andet, end at Lopez lider af et kompleks over for 20. etape, hvor tre ugers hårdt arbejde som regel skal færdiggøres.

I skrivende stund er det stadig uklart, hvorfor Lopez stod af. Billeder viser, hvordan en rasende colombianer forsøges overtalt til at blive i løbet af Movistars Vuelta-chef Patxi Vila - en bestræbelse, der tilsyneladende var uden resultat. Det spanske hold, der ellers plejer at være blandt de mere meddelsomme via sociale medier, har været tavse som graven, siden de konstaterede, at Enric Mas havde forsvaret sin 2. plads - helt uden at nævne at holdet faktisk startede etapen med to mand på podiet.

Det er ikke første gang, at Lopez har tabt besindelsen på 20. etape af en grand tour. Mange vil sikkert huske, hvordan han på næstsidste af Giroen i 2019 gik til korporlig afstraffelse, da en - dog på alle måder tåbelig, uforsigtig og respektløs - tilskuer var skyld i, at han blev sendt i asfalten. Også dengang kom han ind til 20. etape med stor selvtillid efter at være kørt fra alle andre klassementsryttere på den foregående bjergetape, og derfor iscenesatte han og Astana en stor offensiv, der i sidste ende førte til, at Lopez endte som dagens helt store taber.

Faktisk er listen over dårlige 20. etaper i en grand tour endnu længere. Ved sit gennembrud i Vueltaen i 2017 kollapsede han på Angliru og gled fra en 6. til en 8. plads. Og i Vueltaen i 2019 startede han 20. etape med ambitionen om at støde Nairo Quintana ned fra podiet, men endte med selv at blive passeret af Pogacar og i stedet ende som nr. 5.

Heldigvis er der også undtagelser. I Vueltaen i 2018 var det jo faktisk på 20. etape, at han og Enric Mas i fællesskab satte Simon Yates under pres og kniven ind mod en træt Alejandro Valverde. I Giroen i 2018 havde han heller ikke med at forsvare sin 3. plads på løbets næstsidste etape, selvom det var en svær dag i bjergene. Alligevel er det i en tid, hvor man ellers taler meget om Roglics mentale kompleks over for sene enkeltstarter i grand tours, ret åbenlyst, at Lopez har meget svært ved at gøre arbejdet færdigt, når tre ugers slid skal rundes af.

Meget kunne tale for, at forklaringen er mental, når der tegner sig så tydeligt et mønster, men der er utvivlsomt også en fysisk komponent. Det er velkendt, at Lopez mildt sagt er svingende under grand tours, og selvom han i dette løb har undgået den ekstreme yoyokørsel, som vi så i Vueltaen i 2019, har der været stor forskel på den Lopez, vi så i forgårs, og den Lopez, vi har set på de øvrige etaper. En dårlig dag har han endnu ikke haft, men dem plejer han at have flere af. Og meget ofte kommer en af dem på 20. etape.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Det burde ellers slet ikke være blevet så dramatisk. Nok er årets Vuelta kendetegnet ved en brutal tredje uge, men det skyldtes 17., 18. og 21. etape. Faktisk er det sjældent, at den sidste kuperede etape i en grand tour er så ”let”, at den end ikke rigtigt kan kaldes en bjerg-, men snarere en klassikeretape med mindelser om Liege-Bastogne-Liege. Det var imidlertid prisen for beslutningen om at slutte løbet i Galicien, hvor høje bjerge er en by i Rusland.

Derfor lignede det også en etape, der kun for alvor kunne eksplodere, hvis en af favoritterne havde en offday. Roglic har i de seneste dage kunnet konstatere, at hans Jumbo-hold er så skræmmende stærkt, at de formentlig ville kunne afparere enhver trussel, og logikken tilsagde også, at sloveneren selv ville holde sig lidt i ro, undlade at tage risici og spare på krudtet inden drømmen om den perfekte afslutning med sejr på morgendagens enkeltstart. Movistar med Mas og Lopez kunne nok have en interesse i at teste, om Roglic havde en offday, men med bare tre ret tunge hjælpere og meget at miste og kun lidt at vinde var det usandsynligt, at de ville og kunne forsøge sig med noget i finalen. Bahrain måtte i torsdags sande, at forsøget på at kontrollere etapen og skabe et blodbad var endt i fiasko, og med lille chance for at erobre podiet var det logiske at sikre sig sejren i holdkonkurrencen ved at ramme et udbrud med en af holdets mange gode kandidater til at vinde etapen.

Det var Ineos, der skulle åbne etapen, og det lå da også i kortene, at de ville gøre forsøget. Problemet er bare, at det ved starten så skræmmende britiske storhold er reduceret til en tynd kop te med to kaptajner og tre hjælpere, hvoraf kun den ene kan betegnes som både form- og klatrestærk. Selvom en stjerne som Egan Bernal intet havde at miste ved et tidligt angreb og derfor formentlig ville blæse til angreb langt udefra, var det sandsynligt, at Jumbo og Roglic ville kunne knuse et eventuelt angreb, og da Mas, Lopez eller Jack Haig næppe var risikovillige nok til at tage store chancer fra distancen, talte meget for, at en sådan offensiv ville gå i sig selv. Med modvind på det lette målbjerg kunne det ligne en dag for et udbrud og et Jumbo-hold med et solidt jerngreb om rivalerne. Kun en offday til én af favoritterne lignede den sandsynlige trussel mod det scenarium.

Etapen forløb også helt efter drejebogen. Et udbrud kom hurtigt afsted, og da Jumbo demonstrativt signalerede, at de ikke havde behov for at jagte flere sejre og bare skulle så let igennem som muligt, kunne de opbygge et forspring, der burde have været rigeligt stort til at køre om sejren. Ineos kom helt forventeligt frem for med deres beskedne hold at lægge det pres, der skulle iscenesætte et Bernal-angreb på dagens sværeste stigning, hvor Adam Yates helt forventeligt kom med en første forcering og derefter satte det dræbende tempo, colombianeren skulle følge op på.

Desværre var det ikke bare Lopez’ offday. Det var også Bernals, og da han tydeligt lidende over radioen gav Yates besked på at stoppe en forcering, der var ved at slå kaptajnen selv ihjel, så det kortvarigt ud til, at vi gik mod det forventede Jumbo-jerngreb, udbrudssejr og klassementsfuser. Altså lige indtil det pludselig stod klart, at den rytter, der for 48 timer var selv Roglics overmand, i dag end ikke kunne følge Gino Mäder og Yates.

Derfra ændrede den kontrollerede etape totalt karakter. De følgende stigninger, hvor selv de tidlige udbrydere kunne følge favoritterne til dørs, viste sig ganske rigtigt ikke at have det helt store potentiale, og havde Lopez ikke haft sin offday, havde vi formentlig talt om en sejr til én af udbryderne og en dag, der næppe ville være gået over i historien. Men det blev der i den grad lavet om på, og efter en etape, hvor både Bernal, der vel i sidste ende alligevel betalte prisen for sin for ringe forberedelse, og Lopez kollapsede, fik vi atter engang set, hvorfor det er vigtigt, at grand tours varer tre uger. Kun efter så lang tid kan man se så vilde omvæltninger på etaper, der ellers burde mere uskyldige.

Den uventede chance greb Bahrain. Lopez skulle ikke sige offday mere end én gang, inden Gino Mäder lynhurtigt satte sit eget klassement på spil og legede loyal hjælper for Haig. Mark Padun, der i allersidste øjeblik med en fremragende etape atter viste, at han har en sær evne til at finde sine kongeben ud af det blå, blev kaldt tilbage fra et udbrud, hvor han ellers med overbevisende kørsel nåede at ligne et bud på en etapevinder, og dermed viste araberne, at de kan et eller andet med storslåede offensiver mod slutningen af en grand tour. Vi har som bekendt set noget lignende én gang tidligere i år - bare med Pello Bilbao i rollen som Mäder og Padun og med Damiano Caruso i rollen som Haig. Forskellen var blot, at det dengang omsattes i etapesejr og ikke gav nogen stor klassementsgevinst, mens raidet denne gang indbragte en podieplads, men ingen sejr.

Det blev imidlertid endnu et bevis på, hvorfor det er så vigtigt at have et stærkt hold i en grand tour. Uden Mäder og Padun er det sandsynligt, at offensiven var blevet afblæst. Og havde Lopez haft bedre hjælpe end den, Jose Joaquin Rojas efter lang tid kunne levere, er det også muligt, at den totale katastrofe var blevet undgået.

Det kunne Roglic også konstatere. På denne offdaysenes lørdag havde Sepp Kuss nemlig nok engang en af sine alt for mange dårlige dage, men alligevel var Roglic aldrig truet. Én ting var, at han var så fysisk overlegen, at han lignede en mand på søndagstur, noget andet var, at den genrejste Steven Kruijswijk var så stærk, at han aldrig var i fare for at blive fanget i en ugunstig situation. Nok var han isoleret, men der var med Bahrains podiefokus aldrig risiko for, at han kunne blive angrebet på stigninger, der særligt til sidst helt åbenlyst også var for lette til at skabe de store forskelle.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Derfor skal man nok også være lidt varsom med at drage alt for mange konklusioner om Yates, for det lignede mere end dag, hvor folk tabte løbet, end hvor det blev vundet, men det var opløftende at se, at briten, der ikke er kendt for at brillere i den tredje uge, sluttede så stærkt af, da først han overtog kaptajnrollen fra den lidende Bernal. Det var imidlertid også på alle måder perfekt terræn for den Yates, der som bekendt har været flyvende i både Baskerlandet, Tirreno og San Sebastian, og langt bedre end de høje bjerge, hvor han igen i dette løb har vist sine begrænsninger. Nok sluttede han sin grand tour flot af, men dagens etape, der er blevet betegnet som en galicisk Liege, burde i virkeligheden nok engang fortælle ham, at han gør klogere i at satse på ugelange etapeløb og klassikere - løb han kan vinde - fremfor at køre en grand tour, hvor han aldrig lignede en podiekandidat.

Det gjorde derimod Enric Mas, og det gjorde han endda lige fra start. Både i torsdags og i dag lignede igen den forrygende skikkelse, han var i løbets indledning, og mere og mere tyder på, at hans offday i onsdags snarere skyldtes styrtet end træthed. Dermed synes han i dette løb at have bevist, at han mestrer kunsten at køre to grand tours og toppe i den sidste, og det burde Mas med sin motor også mere end nogen anden være manden, der kunne. I dette løb har han været bedre end nogensinde, og faktisk startede han også sidste års Vuelta med noget, der lignede sit hidtil bedste niveau. Endnu engang står det vel klart, at Mas først bliver rigtigt god, når han som en anden Mads Pedersen har fået en masse løb og gerne en grand tour i benene.

En lignende dieselmotor har David de la Cruz, der nu har kurs mod en sandsynlig 8. plads, når han i morgen er gået forbi den forslåede, men heroisk kæmpende Guillaume Martin. Han kunne dog formentlig have opnået meget mere, hvis han havde sendt Rafal Majka frem for at give Lopez en hånd på et tidspunkt, hvor Kuss var kørt agterud og kunne være på vej mod et kollaps. Det gjorde han imidlertid ikke, og i stedet forblev både han og Majka så passive, at Kuss nu har kurs mod en 7. plads, der reelt var truet.

Det er meget svært at forklare, hvorfor den mulighed ikke blev grebet. Jeg har ingen erindring om, at De la Cruz skulle have særlige aversioner mod hverken Movistar eller Lopez, men der må være en eller anden mere irrationel forklaring på, at rationaliteten ikke sejrede. Lopez kunne ikke have forventet hjælp fra andre i gruppen - måske med undtagelse af Felix Grossschartner, der kunne gå i top 10, men var isoleret og risikerede at gå ned - men al logik tilsagde, at UAE skulle have givet Lopez en hånd, der aldrig kom. Helt anderledes var det for Haig, der foran fik hjælp af sin tidligere holdkammerat Nick Schultz, som helt åbenlyst havde gang i en vennetjeneste.

En vennetjeneste kan man næppe kalde afslutningen, men det blev en smule absurd, at Roglic smed det, der lignede en sikker etapesejr væk. Helt forventeligt endte den lette modvindsstigning i en gang stop-go-kørsel, hvor ingen kunne gøre forskelle, men Roglic lignede en mand i så megen kontrol, at han kunne have vundet, hvis han ville. Med sin overlegne spurtstyrke i forhold til Yates, Mas og Haig burde han nok kunne have holdt styr på den udkørte Clement Champoussin, men denne gang trak han den for længe, og som han gjorde med Magnus Cort i Cullera kom han nok engang for sent. I morgen kan han ganske vist alligevel udligne sin score fra sidste år med fire sejre, men det kunne være blevet til fem, hvis han ville. Måske er han alligevel blevet lidt træt af det grådighedsprædikat, han fik efter dette års Paris-Nice.

Det kan Champoussin til gengæld glæde sig over, samtidig med at han kan notere sig, at man aldrig skal give op - modsat det tidlige udbruds to favoritter, Romain Bardet og Michael Storer, der hurtigt faldt tilbage. Den slags initiativ kan af og til belønne sig, og Champoussin var faktisk allerede sidste år tæt på at snyde favoritterne i deres magtkamp på løbets 3. etape. Dengang fik han intet ud af anstrengelserne, men i dag lykkedes det ham at tage karrierens største sejr i en sæson, der ellers har været en stor skuffelse. Heldigvis lykkedes det ham i onsdags og i dag at bekræfte, at han bestemt ikke skal opgives endnu, og han fuldendte samtidig et fantastisk resultat for Ag2r, der i år nærmest intet har vundet, men nu sammen med Alpecin, UAE og Bahrain er det eneste hold med sejre i alle årets grand tours.

Lektien om ikke at give op havde dog været endnu smukkere og tydeligere, hvis sejren var gået til Ryan Gibbons. Den sydafrikanske sprinter har ganske vist ofte vist, at han er mere end bare en hurtig herre, men han havde taget en af nyere grand tour-histories mere usandsynlige sejre, hvis hans soloridt i dag var blevet fuldendt. Desværre blev det ikke denne gang, at fortællingen om en sprinters sejr på en bjergetape blev til virkelighed, men Gibbons fik understreget, at han har et potentiale, han desværre kun har vist i meget korte glimt af sin karriere.

Sådan er det ikke med Lopez. Han har tværtimod bevist sin klasse igen og igen - ikke mindst da han tog gange satte et af eller begge de slovenske monstre til vægs på en kongeetape. Desværre plejer hans højdepunkter ofte at blive efterfulgt af et sammenbrud på løbets 20. etape, hvor tre ugers hårdt arbejde skal færdiggøres, i noget, der ligner lidt af et kompleks. Måske han bare skal lade være med at levere de fabelagtige ridt, som kun meget få i denne verden synes at være i stand til at kopiere. De har det nemlig desværre med at ende at få så grueligt galt!

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-