Vuelta a Espana-analyse: Supermans forsvundne børnesygdom

Man skal ikke have set mange grand tours siden 2017 for at vide, at Miguel Angel Lopez hører til blandt sin generations mest lovende grand tour-ryttere. Det er trods alt ikke hvem som helst, der i sin første fulde grand tour giver Chris Froome bøllebank på tre på hinanden følgende bjergetaper, og som i sin næstsidste sæson som kandidat til ungdomstrøjerne ender på podiet i både Giroen og Vueltaen. En formidabel restitutionsevne og en særlig evne til at toppe i den tredje uge - de kendetegn, som adskiller grand tour-ryttere fra andre etapeløbsryttere - har fået Lopez til at skille sig ud som en guldfugl på niveau med Egan Bernal, Richard Carapaz, Enric Mas og Tadej Pogacar som de mest lovende unge ryttere med den enorme motor, som er forudsætningen for at vinde et tre uger langt etapeløb.

Der er imidlertid en grund til, at Lopez endnu ikke har været tæt på at vinde en grand tour, og det skyldes ikke blot, at han i sidste års Giro var oppe mod en uovervindelig Chris Froome. Det skyldes i stedet i høj grad, at det colombianske supertalent har haft en kedelig tendens til at komme rusten ind til sine store mål. Dumme huller, uopmærksomhed og en bemærkelsesværdig tendens til at underpræstere på første uges bjergetaper har betydet, at han har klattet alt for meget tid væk i løbets indledning. 10 sekunder her og 10 sekunder der er pludselig løbet så meget op, at det - sammenholdt med hans ringe enkeltstart - har været alt for meget at hente mod slutningen af løbet, hvor han ellers har haft for vane at være flyvende,

Sidste års Vuelta er et glimrende eksempel. Her lykkedes det Lopez at smide et lille minut til Alejandro Valverde og Simon Yates i løbet af de første 8 etaper. Det skulle vise sig at være dyre sekunder, som ikke kunne hentes mod slutningen af løbet, hvor han ellers var den klart stærkeste på løbets sidste bjergetape. I samme års Giro var det endda endnu værre, for her lykkedes det ham i løbet af mindre end en uge at smide mere end 2 minutter til Yates og næsten det samme til Tom Dumoulin, alt sammen tidstab, der er for store, når man også som regel skal indkalkulere et par minutters tab på løbets enkeltstarter.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Noget kunne imidlertid tyde på, at Lopez har lært lektien. I hvert fald har han været som forvandlet fra det øjeblik, han satte sig op på cyklen i Torrevieja for fem dage siden. Allerede her viste han nærmest overlegen styrke ved på holdløbets opløbsstrækning at køre så stærkt, at han endda måtte lette på sit tråd for at vente på de nødlidende holdkammerater, der endda kørte så stærkt, at de vandt etapen. Og selvom han sov gevaldigt i timen - endnu en klassisk Lopez-blunder - på 2. etape viste han imponerende styrke ved med beskeden hjælp fra Davide Formolo næsten ene mand at holde en samarbejdende seksmandsgruppe i snor.

Med andre ord har det fra dag 1 stået klart, at Lopez er kommet helt anderledes velforberedt til årets Vuelta, end han plejer. Det er der imidlertid også en god grund til, og den handler ikke bare om, at Lopez har lært af tidligere tiders fejltagelser. Nej, årets Vuelta-rute er med en brutal første uge og en meget let tredje uge så speciel, at Lopez på ingen måde har kunnet tillade sig at gøre, som han har for vane. Denne gang skal man være klar fra start, hvis man vil synge nationalsang under Madrids aftensol om to uger!

Hvis nogen manglede bevis på, at Lopez har læst på lektien hjemmefra og indset, at der skulle skiftes spor, blev det endegyldige bevis leveret, da løbet for alvor blev skudt i gang med en for en grand tour usædvanligt svær første bjergfinale. Og selvom favoritholdene, som man desværre ofte ser i den lidt for højdemetertunge Vuelta, var så bange for at spilde kræfter, at de lod en stensikker og ellers relativt ”billig” etapesejr gå til et sjældent svagt udbrud, og det derfor udviklede sig til lidt af en langgaber, udviklede Javalambre-stigningens modbydelige procenter sig præcis til det blodbad, mange havde spået, så der blev skabt forskelle, som man vel skal tilbage til ”Froome Day” i Touren i 2013 og 2015 for at finde noget lignende på en første bjergetape i en grand tour. Nok var de tre første tæt på hinanden, men derefter var tidsforskellene enorme - og de blev endda skabt på kun ganske få kilometers reelt cykelløb.

Tilbage på slagmarken stod Lopez efter at være danset væk fra rivalerne med den legende lethed, som vi vel skal tilbage til drømmeugen under Vueltaen i 2017 for at finde, og som han aldrig tidligere har vist så tidligt i en grand tour. Og selvom han i sidste ende kun endte med at indkassere en gevinst på 12 sekunder i forhold til Primoz Roglic og Alejandro Valverde og sikkert alligevel ærgrer sig over, at Astana ikke investerede de få kræfter, det havde krævet at køre den svage trio ind, må Lopez alligevel knibe sig selv i armen over den start på løbet, han har fået.

Al logik sagde nemlig, at han nu skulle være på bagkant. Jumbo stod til at give Astana en lussing på holdløbet, men her betød et defekt svømmebassin som bekendt, at colombianeren fik 40 sekunder gratis foræret. Nok smed han dem næsten alle væk igen under søndagsluren på 2. etape, men han kunne stadig gå ind til dagens etape som bedst placeret i den duel mellem ham og Roglic, som løbet siden Richard Carapaz’ afbud har haft form af. Og med tanke på, at det er Roglic, der har for vane at køre som en maskine i de første dage af et etapeløb, og Lopez, der plejer at klatte tid væk i øst og vest, må han være svært tilfreds med et klassement, der nu sender ham tilbage i førertrøjen med 14 sekunder ned til Roglic.

Det er klart, at de 14 sekunder smelter hurtigt, end man kan stave til Superman, når først han og Roglic har fundet tempocyklerne frem på tirsdag, men dagens magtdemonstration må give Lopez en reel tro på, at han kan vinde. Går det, som det plejer, vil Lopez - trods den åbenlyst gode udgangsform - næppe blive meget ringere undervejs, og de to første uger af Vueltae byder på så mange svære finaler, at han nu for alvor kan lugte sejren.

Roglic har formentlig lidt sværere ved at finde en grimasse, der kan passe, når Jumbo-holdet skal gøre boet op i aften. Ganske vist kørte sloveneren fornemt og begrænsede tabet så meget, at han stadig vil vinde løbet, hvis han kan holde tabene på det niveau på de kommende bjergetaper også. Problemet er bare, at det var Roglic, der skulle have været det glubende monster i den første uge, og går det som i Giroen, kan det blive vanskeligt at matche Lopez senere i løbet. Omvendt viste Roglic under sidste års Tour, at han sagtens kan forbedre sig igennem tre uger, og da han i Italien for det første var træt efter et meget aktivt forår og desuden var mærket af styrt og sygdom, er juryen stadig ude i forhold til, hvordan Roglics form vil udvikle sig frem mod 16. etape, der formentlig er den sidste nøgledag i løbet.

Roglic har i hvert fald én ting, han kan glæde sig over. Efter tabet af Steven Kruijswijk viste Sepp Kuss nemlig endelig på den store scene det eminente potentiale, der gjorde ham i en liga for sig i sidste års Tour of Utah. Den form har han aldrig fundet i Europa - slet ikke i en Giro, hvor Roglic i den grad savnede ham - men i årets Dauphiné var der tegn på, at den spinkle mountainbiker endelig er klar til at tage næste skridt. Det gjorde han i den grad med dagens suveræne præstation, og selvom George Bennett slet ikke kunne følge op på søndagens fine ridt, står Jumbo stadig som et af de stærkeste hold - Kruijswijk eller ej. Glæder bliver helt sikkert ikke mindre af, at Astana for anden gang i træk faldt helt igennem - særligt Ion Izagirre, der slet ikke synes at have fundet formen - og for alvor skal vise andre takter, hvis de skal være i stand til dels at forsvare en trøje, dels at sætte Lopez op til de angreb, der skal til, hvis Jumbo ikke skal kunne kontrollere løbet hjem.

Roglic og Lopez skal dog passe på ikke kun at have øje for hinanden. Jeg mindes, hvordan jeg i en analyse under sidste års Vuelta, hvor Alejandro Valverde, som i klassikerne og Touren havde lignet en mand på vej mod pension, lovede mig selv aldrig igen at skrive verdensmesterens nekrolog. Det har jeg nu ellers været tæt på at gøre mange gange alligevel i løbet af et 2019, hvor første del af sæsonen bestemt ikke viste, hvorfor Valverde er en helt fortjent verdensmester.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Under Touren var der imidlertid klare tegn på fremgang for den spanske veteran, ikke mindst fordi han excellerede på en rute, der med lange stigninger og iltfattig luft slet ikke passede ham. På den baggrund lå det i kortene, at manden, der med en enkelt undtagelse efter den første top 10 i 2003 aldrig er endt uden for top 7 i sit hjemlands grand tour og har vundet seks pointtrøjer og 11 etaper, naturligvis nok skulle være der i Vueltaen. Det kan man nemlig stille uret efter - præcis som man kunne sidste år, da ”afdankede” Valverde med bare tre etaper igen stadig lignede en mulig vinder af løbet.

Dengang kan mislykkedes projektet som følge af det, der vel må betegnes som et regulært sammenbrud på de lange stigninger i Andorra, men efter dagens etape må man i den grad skrive Valverde ind som en seriøs kandidat til sejren. Sidste år var han ganske tæt på at vinde på en rute, der med usædvanligt mange lange stigninger slet ikke passede ham, men den slags handicap har han slet ikke i år. Nok er La Cubilla på 16. etape ikke en Valverde-stigning, men til gengæld vil han elske Mas de La Costa på fredag og Los Machucos en uge senere. Og med tanke på, at Valverde altid kan hive et kilo bonussekunder hjem i et par puncheurspurter, hvis han vil, ser verdensmesteren, der i dag var næsten lige så imponerede, som han var på den overlegne 2. etape, ud til at være i gang med at lancere comeback nr. 434 i en karriere, der ingen ende vil tage. Nu skal han bare vise, at han også stadig kan køre enkeltstart, for det har det desværre knebet gevaldigt med i de senere år.

Til gengæld var Nairo Quintana ikke så genfødt, som 2. etape kunne have indikeret. Nok var colombianeren blandt de bedste, men drømmen om, at den gamle Quintana var steget op fra graven døde nok engang, så snart det blev alvor. Sjovt nok var det ligesom i Touren Movistar selv, der afslørede svaghedstegnet, da det var under Valverdes første forcering, som satte scenen for Lopez’ angreb, at colombianeren gav slip. Da verdensmesteren opdagede miseren, var det allerede for sent, for kort efter fløj en af deres værste rivaler væk. Man kan filosofere sig over, om Quintana er ude af stand til at bruge sin radio, for nu har han to gange i træk tilsyneladende uden at sige et kvæk ladet sit eget hold køre sig agterud.

På baggrund af styrkeforholdet kan Movistar også kun ærgre sig over, at det var Quintana og ikke Valverde, der fik sneget sig med i det lidt tilfældige spil, der udspillede sig i finalen på 2. etape. Det betyder dog også, at colombianeren stadig i den grad er i spil, og at Movistar kan få en gigantisk fordel ud af at have to mand at spille på i kampen mod Lopez og Roglic. Og selvom Antonio Pedrero ikke just havde Giro-diamanter i benene, viste Marc Soler også, at de har en hjælper, der kan være med til at skabe de situationer, hvor de kan udnytte overtallet - især hvis Kuss og Bennett, som man kan frygte, har svært ved at holde niveauet helt frem til afslutningen på de asturiske etaper.

Movistar er ikke de eneste, der kan ærgre sig over udfaldet af tilfældighedernes spil i søndags. UAE havde utvivlsomt også håbet, at det havde været Tadej Pogacar og ikke Fabio Aru, der var kommet med Roglic-gruppen hjem. Drømmen om en genfødsel af italieneren brast nemlig lynhurtigt på en dag, hvor han ellers havde sat sit hold frem for at føre undervejs. Det gjorde den til gengæld ikke for den bare 20-årige guldfugl Pogacar, der også i sin første store bjergprøve i en grand tour dokumenterede, at han som talent nærmer sig Bernal-klassen. Ikke blot er han stadig skræmmende ung, han har også gennem hele sæsonen vist, at han kun bliver bedre og bedre undervejs i et etapeløb. Nok er det for meget at forvente, at han vinder løbet, men der er al mulig grund til at frygte Pogacar, når vi rammer de asturiske bjerge om halvanden uges tid.

Også Mitchelton-Scott tabte i 2. etapes lotteri. De fik nemlig Mikel Nieve med i front, men det skulle vise sig at være den forkerte hest, da den ellers normalt så stabile basker faldt helt igennem på dagens etape. Det gjorde Esteban Chaves til gengæld ikke, og selvom han endnu har nogen vej at gå, inden han definitivt kan lukke det livskapitel, der hedder kyssesyge, har han gjort gigantiske fremskridt siden Giroen. Man kan frygte, at han falder sammen ligesom en punkteret ballon, som han gjorde det i Italien, men dagens etape har i hvert fald løftet håbet om, at det ikke er sidste gang, Chaves’ smil har lyst op på et grand tour-podium, heller ikke selvom det næppe bliver i denne Vuelta.

Det er til gengæld nok slut for Rigoberto Uran med at slutte på et grand tour-podium. Nu skal man ikke have læst mange af mine skriverier forud for løbet for at vide, at mine forventninger har været begrænsede, men desværre blev det kun til fulde imødekommet af en ikke specielt overbevisende præstation. Colombianeren, der stadig ikke har været sig selv siden 2017, fik sig endnu en lussing, som bliver svær at rejse sig fra for en mand, der allerede har Touren i benene. I det hele taget endte det stærke EF-mandskab som nogen af dagens helt store tabere, da det også lykkedes den stærke Hugh Carthy at afsløre, at Sergio Higuita trods alt stadig har nogen vej at gå, inden han kan være med i en grand tour, og at holdet nok nu skal vende tilbage til plan A og lade vidunderbarnet jagte etape senere i løbet.

Endnu værre gik det dog for Sunweb. Nok kæmpede Nicolas Roche heroisk mod overmagten, men han var naturligvis ude af stand til at forsvare trøjen. Og da Wilco Kelderman måtte sande, at den lovende start desværre blot var røgslør for en ikke alt for god form, ser det ud til, at det tyske mandskab får svært ved at spille den rolle, de havde håbet på. I stedet må de nu håbe på, at Kelderman, der også i år har haft en skidt forberedelse, ligesom sidste år kan rejse sig lidt undervejs.

På mange måder bekræftede etapen ellers, hvad vi vidste. Rafal Majka er bedre end længe, men stadig ikke som i gamle dage, og hans holdkammerat Davide Formolo er nok flyvende i klassikerterræn, men slet ingen bjergrytter. Pierre Latour har sine begrænsninger på svære stigninger, selvom han åbenlyst er i fremragende form. Louis Meintjes og David De La Cruz er stadig skygger af sig, men Ineos kan i det mindste glæde sig over, at lottokuponen Wout Poels viste så markant fremgang allerede nu, at der meget vel kan ligge en etapesejr at vente, hvis han finder sin berømte og frygtede tredjeugesform.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Og så er der naturligvis spillet om etapesejren. Forud for løbet kunne man formentlig have tjent en bondegård, hvis man havde peget på, at Burgos, løbets klart svageste mandskab, skulle vinde en etape. Det var formentlig blevet til en herregård, hvis man havde spillet penge på en dobbeltsejr. Om mon ikke man havde vundet et helt slot, hvis man havde spillet på en dobbeltsejr til Burgos på en af løbets sværeste bjergetaper?

Ikke desto mindre var det, hvad der skete på en etape, der fulgte det mønster, vi kender fra Vueltaen. Den spanske grand tour er så drønsvær, at alle hold sparer sig i nærmest én uendelighed. Faktisk var de så nøjeregnende med deres ressourceforbrug, at de end ikke turde åbne bare lidt for gassen, selvom Sunweb med dygtig kørsel havde sørget for, at verdens svageste tremandsudbrud blev sluppet afsted efter bare ca. 10 km. Sådan går det imidlertid altid i et løb, hvor så mange etaper er så svære, at de tidlige bjergetaper næsten altid bliver vundet af et udbrud - åbenbart også selvom gruppen er så svag, at det lykkedes dem at smide 10 minutter på ca. 15 km.

Det skyldtes dog også, at det store forspring gjorde det muligt at spille spillet til perfektion. Nok var Jose Herrada vel stærkeste mand, men det spanske miniputhold udnyttede fornemt deres overtale. Jetse Bol, der for to år siden hele to gange var tæt på at tage den røde trøje og flere gange har vist sig som en glimrende klatrer, kunne nemlig svare på den erfarne spaniers mange forceringer, som tydeligt viste, at han vitterligt er faldet gevaldigt af på den, siden han sluttede i top 15 i Vueltaen. Og med et stort forspring kunne han tillade sig at lade Herrada gøre alt arbejdet, mens den heroisk kæmpende Angel Madrazo, der ellers med mere end 30 km hjem lignede en hængt kat, som en yoyo kørte frem og tilbage, indtil han mod slutningen mobiliserede nogle ressourcer, som var ganske svære at få øje på og dermed højst overraskende opnåede et højdepunkt i en karriere, der ellers kun er gået den forkerte vej, siden Movistar vejede ham og fandt ham for let.

Det var formentlig ikke sidste gang, at vi så et udbrud køre om sejren. Udbrudstriumfer er reglen snarere end undtagelsen i Vueltaen, og alt peger da også på, at lykkeridderne skal til fadet torsdag, hvor etapen nok er svær, men slutter på en stigning, der ikke kan gøre de store forskelle. Det næste store opgør mellem favoritterne er programsat til Alto Mas de La Costas grufulde procenter fredag eftermiddag. Her får Lopez chancen for én gang for alle at dokumentere, at han ikke blot er Superman i løbets tredje uge, men også kan være det fra start. Noget tyder på, at han er blevet kureret for sin mest alvorlige børnesygdom.