Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Vuelta a Espana-analyse: Vidunderbarnets vanvittige Vuelta
15. september 2019 17:00Foto: Sirotti

I disse dage køres Vuelta a Espana, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 20. etape.

Det hører absolut til sjældenhederne, at en klassementsrytter vinder tre etaper i en enkelt grand tour. Det har Chris Froome kun opnået en enkelt gang, og selv Alberto Contador vandt i de år, hvor han var altdominerende, aldrig mere end to etaper i ét løb. Vincenzo Nibali havde naturligvis sin vilde Tour i 2014, hvor han vandt fire etaper, ligesom Simon Yates legede kispus med rivalerne i sidste års Giro, indtil han eksploderede med et brag, der stadig kan høres i støvlelandet, men normalt er et sådant antal etapesejre noget, der hører sprinterne til. Og selv for dem er det ikke hverdagskost, og det er kun en ære, der tilfalder en afslutter, der har været temmelig dominerende i løbet.

 

Derfor skal man altid spærre øjnene lidt op, når den slags sker. Når man så opdager, at der er tale om en grand tour-debutant må man lige pudse brillerne en ekstra gang. Når det går op for en, at der er tale om en nyprofessionel, der sidste år var kontinentalrytter, må man ud under den kolde bruser for at finde ud af, om man virkelig er vågen. Og når man kigger på dåbsattesten og indser, at der er tale om løbets yngste rytter på bare 20 år, må man vist tæske sig selv i hovedet med et eller andet hårdt for at forstå, om man befinder sig i drømmeland eller en vildfarelse, der kræver lægelig behandling.

 

Hvis alle reagerer på den facon, må der være en gang gedigen hovedpine i den ganske cykelverden, når morgendagen gryr. Hvis ikke de to første etapesejr var nok til at overbevise folk om, at Tadej Pogacar er et talent i Egan Bernal- og Remco Evenepoel-klassen, sørgede det slovenske vidunderbarn med dagens vanvidsridt i de madrilenske bjerge for at lave en grand tour-debut, som jeg i hvert fald aldrig har været bare i nærheden af at opleve, og som mere erfarne cykeliagttagere formentlig også skal grave meget dybt i hukommelsen for at kunne finde et match til. Ikke blot vandt Pogacar på helt Nibalisk maner sine tre etaper, han lavede også til allersidst et gigantisk kup, der indbragte en podieplads, som han så ud til at have smidt væk med en krise på Cotos-stigningen og som følge af Nairo Quintanas Quintanas mesterstykke i sidevinden. Og som ekstra flødeskum generobrede han den hvide ungdomstrøje, som forud for løbet så ud til at være nærmest givet til Miguel Angel Lopez på forhånd.

 

Alene resultaterne i sig selv er bemærkelsesværdige, men under overfladen gemmer der sig mere end det åbenbare. Der nemlig ikke tale om, at han fandt benene i en gylden uge, som da en ung Lopez kørte fra alt og alle på tre bjergetaper midtvejs i Vueltaen for to år siden. Og der er heller ikke tale om, at han som Yates i sidste års Giro, tørrede gulv med rivalerne over de første to uger for siden at kollapse totalt. Nej, Pogacar vandt én sejr i uge 1, én sejr i uge 2 og én sejr i uge 3, og havde tingene flasket sig anderledes, kunne han sikkert også have været i spil til sejren allerede på den dramatiske 2. etape.

 

Som bekendt er det konsistens, der adskiller grand tour-rytteren fra etapeløbsrytteren, og derfor er det særligt værd at notere sig, at Pogacar kørte stærkt igennem alle tre uger. Dermed udmærker han sig som noget endnu mere særligt end folk som Enric Mas og Richard Carapaz, der i deres første grand tour også viste en enorm motor, men først og fremmest gjorde det med stor holdbarhed i den tredje uge. Pogacar har reelt holdt topformen fra dag 1 og hele vejen til dag 20. Og husker man på, at han tabte tid som følge af et dumt styrt på holdløbet, er der ingen tvivl om, at han på dag 1 smed en temmelig sikker 2. plads væk som følge af en lille piges leg i en defekt svømmepøl, der pøsede vand ud over Torreviejas spejlglatte veje.

 

Det er imidlertid ikke det eneste, der gør Pogacars bedrift til noget særligt. Sloveneren har også kørt med en modenhed og et mod, man sjældent ser for så ung en rytter. Normalt kører de unge drenge ellers relativt afventende af frygt for at eksplodere, men den slags passivitet ligger ikke til Pogacar. Han greb første gang ud efter lykken i Andorra, hvor de dramatiske omstændigheder ellers nok kunne have fået de fleste til at gå i overlevelsesmode, og han turde at åbne op, da han sejrede på Los Machucos, hvor han ellers var startet med en frygt for at gå ned på de stejle procenter. Og i dag turde han sætte alt på ét bræt med et meget modigt fremstød, der kunne have kostet ham gevaldigt dyrt, hvis det lange soloridt i dalen til sidst havde tæret for meget på hans ellers gigantiske motor.

 

Det gjorde den imidlertid ikke, og Pogacar kørte så brølstærkt, at hverken favoritternes angreb på Peña Negra, Antonio Pedreros jagt i dalen, favoritopgøret på den sidste stigning eller Alejandro Valverdes voldsomme forcering til sidst kostede ham nævneværdig tid. Nej, faktisk var Valverde, Rafal Majka, Hermann Pernsteiner og Primoz Roglic de eneste, der kørte hurtigere op ad den sidste stigning end ham, og det var endda ganske marginalt. Pogacar var ikke bare dagens etapevinder, han var også den i særklasse stærkeste mand - og han havde modet til at vise det, selvom det kunne have kostet ham dyrt.

 

Vinde løbet ville han imidlertid aldrig kunne have gjort, styrt på holdløbet eller ej. Dertil viste han både på enkeltstarten og i sidevinden for store mangler, og han havde også en anden lidt mere uventet sårbarhed. Nok kørte han stærkt både på 2. og 20. etape, men han var ikke lige overbevisende hver dag. Faktisk havde han flere mindre kriser på Mas de La Costa, Acebo og senest på Cotos i torsdags, og den slags udsving er der naturligvis ikke råd til. Kollapset på 15. etape kan sikkert forklares med styrtet dagen forinden, men særligt nedturen i torsdags viser, at der fortsat er rum til forbedring. Med tanke på, at han blot er 20 år og opnåede sin bedrift med et hold, der var nærmest ikkeeksisterende, er det dog skønhedsfejl, man skal være meget nidkær for at påpege.

 

Løbet var også blevet et helt andet, hvis Pogacar havde været tættere på Primoz Roglic. Man sidder nemlig lidt med fornemmelsen af, at vi aldrig fik at se, hvor stærk sloveneren egentlig var, præcis som vi i Giroen aldrig så, hvad Richard Carapaz virkelig kunne. Allerede på enkeltstarten sikrede han sig nemlig så komfortabelt et forspring, at han aldrig behøvede at blotte sig, og det blev slet ikke nødvendigt, da han samtidig var sekunderet af et eminent hold, der særligt imponerende i dag, hvor de effektfuldt lukkede ned for alle Astanas tidlige angreb og ved at forhindre dem i at få hjælpere i forkøbet reelt trak tænderne ud af kasakkernes strategi, allerede inden den var iværksat. Nok lod Roglic ved enkelte lejligheder Miguel Angel Lopez og Pogacar køre væk, men om han kunne have fulgt dem, ved vi ikke, for han havde ingen grund til at gøre sig selv sårbar ved at forsøge. Heller ikke da han i dag til slut slap Valverde og co., var der formentlig tale om nogen stor krise, men snarere en følelses af lettelse over veludført arbejde, præcis som vi så det sidste år, hvor Geraint Thomas på Tourens enkeltstart blev overmandet af følelser og smed en sandsynlig etapesejr væk på de sidste kilometer.

 

Dermed fik Roglic også gjort alle kritikerne til skamme. Mange tvivlede på hans holdbarhed efter en Giro, hvor han bare blev ringere og ringere dag for dag, men efter denne Vuelta står det klart, at det vist mest handlede om træthed efter et hårdt forår kombineret med flere styrt og lidt sygdom. Ligesom i sidste års Tour forbedrede han sig igennem denne Vuelta, så han virkede nærmest skræmmende stærk i den anden uge, og selvom silken måske blev lidt slidt, fik Roglic sat en fed streg under, at det ikke er nogen selvfølgelighed, at Tom Dumoulin næste år skal have Jumbos førsteprioritet, bare fordi han har det hollandske pas i orden. Nej, tværtimod viste Roglic, at han er yderst driftssikker ved i sit tredje forsøg at vinde en grand tour-sejr, der fulgte i halen på både en 3. og en 4. plads.

 

Alle, der havde set Roglic i sidste års Tour, vidste nu godt, at han havde holdbarheden, og hans sejr var således alt andet end uventet. Langt mere overraskende var det, at Miguel Angel Lopez, der på forhånd lignede hans værste rival, med en 5. plads og en tabt ungdomstrøje endte som den helt store taber i forhåndsfavoritternes spil. I morges lå det ellers i kortene, at Lopez ville gå på podiet ved at distancere dens svækkede Nairo Quintana, og med lidt held kunne han måske endda gøre det så hårdt, at også Alejandro Valverdes 2. plads kunne komme indenfor rækkevidde.

 

Sådan gik det imidlertid ikke på en dag, hvor alt gik galt for et Astana-hold, der fik en påmindelse om, at de Madrid-bjerge, hvor de for fire år siden havde knækket Tom Dumoulin med Fabio Aru og Mikel Landa, slet ikke er så nemme endda. De gjorde ellers alt rigtigt undervejs, hvor de forsøgte at få folk sendt i forkøbet, så Lopez kunne få hjælp i dalen mellem de to sidste stigninger, hvilket var en nødvendighed, hvis Movistar skulle knækkes så meget, at tidsgevinsten ville være tilstrækkelig. Desværre for Astana betød en kombination af lidt for let terræn i starten samt et brølstærkt Jumbo-hold, der kørte med så lille risikomargin, at de under ingen omstændigheder ville lade Astana-ryttere stikke af, at holdet til slut måtte kaste håndklædet i ringen og i stedet håbe, at hårdt tempo og et Lopez-angreb alene var nok til at bringe Quintana til fald.

 

Desværre var vejrguderne ikke med Lopez. Modvind på den i forvejen ret lette Peña Negra gjorde det nemlig umuligt for colombianeren at gøre forskellen, og han fik brændt så meget energi af på sine gentagne forceringer, at han gjorde sig sårbar overfor Pogacars kontraangreb. Og til slut var der en dyr pris at betale for de mange modvindsangreb, da han på sidste stigning sågar måtte se Quintana køre fra sig.

 

Selv forklarer han det med gårsdagens styrt, og det er da også en nærliggende begrundelse. Sært er det i hvert fald, at den hidtil så velkørende Lopez, der var klart bedste mand i torsdags, pludselig faldt helt sammen igen. På den baggrund skal han kun have ros for at holde sig til sin oprindelige plan og fortsat sætte alt på ét bræt i et forsøg på at gå efter podiet, selvom en mere defensiv taktik måske havde været nok til at svare på Pogacars angreb og derved forsvare sin hvide trøje.

 

Hvad der til gengæld er svært at forstå, er Astanas kørsel til slut. I dalen mellem de to stigninger havde den lille colombianer både Ion Izagirre og Jakob Fuglsang til at reducere afstanden til Pogacar, men alligevel overlod de alt arbejdet til Pedrero - en beslutning, der reelt kostede ham podiechancen allerede inden den sidste stigning. Nok lykkedes det ham at bringe Movistar under pres og tvinge Quintana i arbejdstøjet på sidste stigning, så Valverdes 2. plads som minimum kunne forsvares, men det hjalp ikke Lopez meget. Tværtimod havde Astana med deres afsluttende passivitet allerede smidt både podiet og den hvide trøje langt væk, allerede inden Lopez havde følt de krisetegn, der må have ramt ham temmelig pludseligt, efter at han fortsatte sin offensive kørsel tidligt på den sidste stigning.

 

Til sidst virkede det faktisk mere til, at Astana kørte mod Movistar end for selv at få det bedst mulige resultat. Særligt da Fuglsang angreb på en lille bakke for derved at forsøge én gang for alle at slå Pedrero ihjel, havde det karakter af ren chikane, der snarere havde til formål at forhindre spanierne i at få to mand på podiet end at opnå et personligt resultat. Med tanke på den ordkrig, der i går var mellem de to parter, er der måske en naturlig forklaring, men det klædte ikke ligefrem Astana at bære mere nag end at jagte en personlig triumf. Det er i hvert fald svært at forklare deres passivitet med andet end ønsket om, at Movistar i hvert fald ikke skulle have to mand på podiet.

 

Det fik de heller ikke, men det var ikke Lopez’ skyld. Nej, det skyldtes snarere, at Pogacar var Quintana langt overlegen, for naturligvis skulle den lille colombianer være gået med sloveneren, hvis han kunne. Det kunne han bare ikke, og selvom han med en klar forbedring i forhold til torsdagens sløje præstation fik gjort det sandsynligt, at hans svage kørsel vitterligt skyldtes en forkølelse, var han aldrig i nærheden af at ende i top 3 - slet ikke, hvis ikke han havde lavet sit kup i sidevinden. Og dermed blev denne Vuelta blot endnu et kapitel i fortællingen om grand tour-vidunderbarnet, der stadig er en af de bedste grand tour-ryttere - han ender jo altid i top 10 - men nu om dage mere er god end exceptionel.

 

Exceptionel er til gengæld et velvalgt ord, når vi taler om Valverde. I et løb, hvor ældste og yngste rytter begge slutter i top 10, fik verdensmesteren nok engang bevist, at diverse kommentatorer altså godt kan vente med at påbegynde deres nekrologer, indtil han definitivt har kørt cyklen i garagen. Nok kan man ærgre sig over, at han og Movistar kørte den sidste uges tid kedeligt defensivt, men det er også svært at bebrejde en mand, at han ikke hopper på hovedet i et lavvandet svømmebasin fra Rundetårn. At forsøge at overmande Roglic, når man jagtes af en indtil i dag stærk Lopez og en på sine gode dage overmenneskelig Pogacar, ville være det rene selvmord. Og man kan ikke andet end beundre Valverde for at ende på 2. pladsen igen 16 (!!!) år, efter at han første gang var blandt de tre bedste i Madrid.

 

Faktisk var Valverdes 2. plads udtryk for lidt af en genfødsel. Vi var mange, der havde fornemmelsen af, at det nok var slut, da han igennem det meste af foråret lignede en skygge af den rytter, der havde erobret regnbuetrøjen bare et par måneder forinden. Faktisk kunne man frygte, at hans grand tours ville ende som en fiasko efter de vanskeligheder, han også i 2018 viste i de høje bjerge. Der skulle imidlertid åbenbart bare et vægttab til for at bringe Valverde tilbage på sit gamle klatreniveau, og både i Touren og i denne Vuelta har han til fulde dokumenteret, at han ikke skal reduceres til bare at være klassikerrytter. Ellers ender man ikke som nr. 2 i en grand tour. Og faktisk må han næsten græde sig i søvn over, at han ikke var lidt mere opmærksom i onsdags, for var det ham og ikke Quintana, der havde fået fem minutter ”foræret” i sidevinden, kunne årets Vuelta-vinder meget vel have været den samme som i 2009 - især når man betænker, at han var bakket op af et hold, der med Quintana og en Marc Soler, der i den grad er blomstret op i denne sommer - fik ikke færre end tre mand i top 9.

 

Etapen blev også en understregning af, at Rafal Majka stadig kan endnu. Faktisk har han i den sidste uge af dette løb vel været på sit højeste niveau siden OL i 2016, og selvom man måske kan bebrejde ham, at han var den eneste i top 6, der stort set kun kørte defensivt, var han i dag trods alt i stand til at følge med Valverde, da verdensmesteren til sidst åbnede helt op for at forsvare sin 2. plads. Nok vinder Majka aldrig en grand tour, som man ellers kunne tro efter Touren i 2014, men det er altså ikke kun nationaliteten, der skulle forklare den interesse, som det polske CCC-mandskab har udvist.

 

I det hele taget fulgte etapen nøje det mønster, vi har set igennem den seneste uge. Særligt er det værd at fremhæve Hermann Pernsteiner, der med en 4. plads i dag nok engang satte en streg under, at han er lige så lovende, som det så ud, indtil han gik i stå efter skiftet til Bahrain. Hans kørsel i bjergene har placeret ham som en klar nr. 7 i hierarkiet, og havde det ikke været for sidevinden, havde manden, der bare skulle have været hjælper for den skuffende Mark Padun, været en stensikker top 10-rytter. Og Sergio Higuita satte i sin første grand tour en fed streg under, at vi skal regne ham som en kommende grand tour-gigant, da han efter bare fire måneder som WorldTour-rytter kørte med hele verdenseliten i et stort etapeløb - og vigtigst af alt i den tredje uge, hvor han fandt sine allerbedste ben. Det plejer at være den slags, der afslører de virkelige grand tour-ryttere.

 

Carl Fredrik Hagen har også udmærket sig som netop det. ”Den norske Roglic”, der indtil for få år siden foldede sig ud som langrendsløber, overgik alle forventninger ved at sikre sig en top 10, der ikke kun kan forklares med den tid, han hentede i udbrud tidligt i løbet. Nok måtte han i dag sande, at han havde det en anelse sværere end hidtil, men det sletter ikke indtrykket af en mand, der bare er blevet bedre og bedre gennem det meste af løbet. Og da han var overraskende god i sidevinden og har så lidt erfaring, at støttehjulene nærmest først blev taget af lige inden løbet, sidder man med fornemmelsen af, at Norge endelig har fået en grand tour-rytter igen.

 

Til gengæld blev det ikke til en top 10 til James Knox. Den stakkels brite, der ellers havde overrasket positivt i et løb, hvor forventningerne var begrænsede, blev nemlig også bare bedre og bedre undervejs, og efter sidevindskuppet havde han kurs mod en sikker top 10. Det ødelagde gårsdagens styrt desværre én gang for alle, så han med en margin på bare 28 sekunder endte på den ærgerlige 11. plads. Og med tanke på at 10. pladsen i stedet gik til Mikel Nieve, der i lyset af sine hidtidige bedrifter nok er temmelig ligeglad og mest af alt skuffet over, at løbet her definitivt har vist, at alderen er ved at mærke den baskiske veteran, er der ingen tvivl om, at 10. pladsen havde vakt betydeligt mere glæde, hvis den havde været britisk og ikke spansk. Men i det mindste sikrede den, at det ellers normalt så succesrige Mitchelton-hold får noget med hjem fra et løb, der hører til blandt de værste i løbets historie - og så er det nok en ringe trøst, at storholdet Ineos klarede sig endnu værre i et løb, hvor det åbenbart kun er Froome, der kan præstere for sportens førende grand tour-hold.

 

Netop den status skal de måske til at slås for fremover. Jumbo har i hvert fald i dette løb - selv efter et tidligt tab af Kruijswijk - sat en streg under, at de med Dumoulin som supplement til Roglic og Kruijswijk bliver en gigant, som briterne skal tage seriøst - særligt nu, hvor de faktisk har set, at de sagtens kan vinde en grand tour og forsvare en trøje med klog og sikker kørsel. Og briterne kan samtidig undre sig lidt over, hvad det var, der gik galt, da de ikke fik fat i Pogacar, når nu de med Bernal, Carapaz, Ivan Ramiro Sosa og Pavel Sivakov har samlet stort set alt, hvad der kan lugte af grand tour-vinder op. Og måske det kan vise sig at være Dave Brailsfords største smutter, at han lod det slovenske guld gå sin næse forbi. Den mistanke kunne man i hvert fald få efter et løb, der kun kan betegnes som Vidunderbarnets Vanvittige Vuelta.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

EM - Banecykling (Kvinder)(CCW) 16/10

Tour of Guangxi Women's...(1.WWT) 20/10

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 17/10-22/10

Japan Cup Cycle Road Race(1.HC ) 20/10

Chrono des Nations(1.1) 20/10

EM - Banecykling (Herrer)(CC) 16/10

Tour of Guangxi Women's...(1.WWT) 20/10

Japan Cup Cycle Road Race(1.HC ) 20/10

Chrono des Nations(1.1) 20/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

CYKELHJELM? BLIV INSPIRERET, FIND FORHANDLER OG MANGE SPAR PENGE