Vuelta a Espana: Favoritten

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og igen i år kan man præsentere et felt, der på alle måder kan matche det, vi ser i de øvrige grand tours.

Tidligere blev Vueltaen af mange betragtes som en mulighed for revanche for ryttere, der havde en skidt Tour. Igen i år er der da også ryttere, der jagter oprejsning efter tre skuffende uger i Frankrig. Det gælder specielt Alberto Contador, der i sit sidste løb drømmer om at slutte karrieren på toppen, Rafal Majka, der var uheldig at styrte tidligt i løbet, Esteban Chaves, der aldrig fandt formen efter et svært forår, og Andrew Talansky, der var mærket af sygdom. For mange andre af Tour-favoritterne er det imidlertid nu det naturlige andet mål i en lang sæson, og man kan derfor præsentere ikke færre end tre ryttere fra top 5 i det franske løb. Det gælder specielt Chris Froome, der i år mere end nogensinde har gjort det spanske etapeløb til en topprioritet, men også Fabio Aru, der før har vist, at han kan køre to grand tours, og Romain Bardet, der for første prøver ”the double”, vil være med igen. Også Simon Yates, Louis Meintjes og Warren Barguil, der alle sluttede i top 10, er friske på trods deres unge alder at køre to store rundture.

De får som altid selskab af hovedparten af rytterne fra Giroen. Nu om dage er det sjældent ikke at kombinere den italienske grand tour med det spanske løb, og derfor vil Vincenzo Nibali, Ilnur Zakarin, Adam Yates, Domenico Pozzovivo, Steven Kruijswijk, Tejay van Garderen, Bob Jungels, Davide Formolo, Wilco Kelderman og Rui Costa, der alle var blandt forhåndfavoritterne i Italien, være at finde på rampen, når Vueltaen indledes med et holdløb i Nimes. Lægger man dertil, at Miguel Angel Lopez endelig får chancen for at vise, hvad han kan i en grand tour, at Julian Alaphilippe jagter oprejsning efter en skadesramt sæson, at Samuel Sanchez og Nicolas Roche jagter endnu et topresultat i et løb, de altid har haft stor succes i, er det klart, at man næppe kunne have ønsket sig et meget stærkere felt til de tre ugers fascinerende kamp i de spanske bjerge.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

SKAL FROOME PÅ DIT MANAGERHOLD?

Chris Froome (*****)

Siden han fik sit store gennembrud med andenpladsen i 2011-udgaven af Vuelta a Espana, er næsten alt, hvad Chris Froome har rørt ved, blevet til guld. Den langlemmede brite på rekordtid etableret sig som verdens i særklasse førende etapeløbsrytter og har på bare fem år opnået status som en af historiens mest succesrige Tour de France-ryttere. Næste år har han endda mulighed for at skrive historie ved at tangere rekorden på fem sejre, og der er ingen grund til, at successtimen skulle ende her. Læg dertil, at han også har sat sig på rekorden i Criterium du Dauphiné og har sejre i flere af forårets etapeløb også, og det bliver klart, at Froome ikke har mødt megen modgang i de senere år.

Der er dog én ting, der aldrig er lykkedes for briten til trods for, at det har været et stort mål i nu seks år. Siden den højst overraskende andenplads i 2011 - hvor han med stor sandsynlighed havde vundet, hvis ikke han havde været hjælperytter for Bradley Wiggins - har Sky-stjernen drømt om at vinde det løb, der for alvor viste, at han var mere end en lidt klodset udseende klatrer med eksotiske rødder i Kenya. Trods nu hele fire efterfølgende forsøg på at tage den sejr, som Juan Jose Cobo akkurat snød ham for for seks år siden, står der stadig et rundt nul ud for antallet af Vueltae-sejre på Froomes ellers imponerende generalieblad.

Det har ellers ikke skortet på forsøg. I 2012 blev Vueltaen af Sky betragtet som Froomes mulighed for at køre sin egen chance efter en Tour, hvor han til sin egen frustration igen måtte vente på kaptajn Wiggins i bjergene, men efter en hård sæson, der også havde budt på en bronzemedalje ved OL, døde Froome helt i løbets sidste uge, hvor han blev kørt agterud af den spanske trio Contador, Valverde og Rodriguez, og han måtte nøjes med en fjerdeplads. Efterfølgende sagde han, at han aldrig igen ville forsøge sig med to grand tours, men heldigvis har man som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. I 2014 blev Vueltaen det oplagte mål, efter at Froome var styrtet ud tidligt i Touren, men han stillede til start med en alt andet end ideel forberedelse. Selvom han langsomt blev bedre og bedre og i løbets sidste del var stærkeste mand, blev han slået relativt klart af Alberto Contador, og han måtte tage til takke med endnu en andenplads.

Om det var denne oplevelse, der tændte ilden, skal vi lade være usagt, men allerede tidligt blev det klart, at han i 2015 ville forsøge sig med Tour-Vuelta-doublen - i hvert fald, hvis han ikke var alt for træt efter Touren. Alt var på skinner til, at det endelig skulle lykkedes at vinde, efter at han havde vist stigende form gennem den første uge - han var endda så selvtillidsfuld, at han angiveligt havde spurgt efter rød hjem - men desværre styrtede han på løbets kongeetape og måtte efterfølgende udgå med et brækket håndled.

Det antændte kun ilden yderligere, og sidste år lagde han så for første gang sæsonen til rette efter, at han også skulle være frisk til Vueltaen. Han kørte stort set ingen løb i foråret med det klare formål at være frisk til en hård anden del af sæsonen, der ud over de to grand tours også bød på et OL indimellem. Det gav næsten det ønskede resultat, og selvom han slet ikke havde samme styrke og autoritet som i Touren, kan få vel benægte, at det kun var en fatal brøler af Froome selv samt det samlede Sky-mandskab på etapen til Formigal og det store kup fra Contador og Nairo Quintana, der kostede den samlede sejr og for tredje gang henviste Froome til en andenplads.

Resultatet var en skuffelse, men det tjente samtidig som ekstra motivation. For første gang fik Froome et reelt bevis på, at han vitterligt kan vinde begge grand tours i samme sæson og dermed indskrive sig i historien som den blot tredje efter Jacques Anquetil og Bernard Hinault, der vinder den vanskelige double, og den første til at gennemføre bedriften, siden Vueltaen blev ændret fra et forårs- til et efterårsløb. Med tiden er tanken om endelig at vinde Vueltaen samtidig blevet mere og mere en besættelse, og i takt hermed er det også blevet et større og større mål. Derfor har 2017-sæsonen ikke kun handlet om at vinde Touren: denne gang har det erklærede mål allerede siden efteråret været the double.

Ikke overraskende har strategien været at kopiere den recept, der var så tæt på at lykkes sidste år. Igen i år skruede Froome voldsomt ned for konkurrenceaktiviteterne i foråret, og han fulgte samme løbsprogram som i 2016. Det blev imidlertid også klart, at han denne gang tillige havde trænet mindre intensivt, og han leverede således så svage præstationer, at der blev stillet kraftige spørgsmål ved hans form forud for Touren.

Alligevel var han klar, da det gjaldt løbet i Frankrig, og selvom det aldrig lykkedes ham at finde fordums dominerende niveau, viste han igennem de tre uger, at han var løbets klart stærkeste rytter og endte naturligvis som en relativt sikker vinder. Mere vigtigt var det, at han som i 2016 tydeligvis havde Vueltaen og resten af sæsonen i baghovedet. De dage, hvor Froome lancerer storstilede angreb i bjergene og knuser rivalerne med minutter tidligt i løbet, har i de seneste to år været definitivt ovre. Nu om dage ser man en kalkuleret Froome, der først tester rivalerne til sidst på bjergetaperne og derudover primært vinder den nødvendige tid på enkeltstarterne.

Årsagen til dette strategiskifte har han ikke lagt skjul på: han vil vinde Vueltaen. Og igen i år lykkedes det ham at komme ud af Touren langt friskere end tidligere. Der var ikke som i 2013 og 2015 nogen tegn på svaghed i den tredje uge. Tværtimod hævdede han selv, at han følte stigende form gennem hele løbet, og baseret på resultaterne på landevejen er det svært at benægte den påstand.

SE ALLE DETALJER OM VUELTA-RUTEN
 

At Vueltaen er meget mere end en eftertanke, er også blevet klart i tiden mellem de to grand tours. I 2015 brugte han hele perioden på hvile, mens han sidste år var travlt optaget af OL. I den seneste uge har han imidlertid via Twitter ikke lagt skjul på, at han har trænet hårdt i bjergene. Det er ikke blot en afspejling af, at han er kommet frisk ud af Touren, det viser også, at han denne gang har Vueltaen som så stort et mål, at hans forberedelse i højere grad minder om den, han har haft forud for det franske løb.

Det ændrer naturligvis ikke på, at Froome ikke er i samme form, som han var i Touren. Han har trods alt tre ugers knaldhårdt cykelløb i benene, men der er al mulig grund til at tro, at han er bedre forberedt og endnu friskere end nogensinde tidligere. Det vil dog næppe få ham til at ændre strategi, og selvom han skulle føle bedre ben end tidligere, vil han med stor sandsynlighed følge den plan, der sidste år bragte ham så hjerteskærende tæt på sejren.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I de foregående år er Froome blevet bedre og bedre gennem Vueltaen, og det mønster vil sandsynligvis gentage sig. Samtidig er der stadig usikkerhed om friskheden sammenlignet med rivalerne, og derfor handler det om at køre så konservativt som muligt og spare på kræfter til den tredje uge. Froome ved, at han blandt favoritterne er den i særklasse bedste på den flader tonserenkeltstart i Logrono, og hvis han har samme gode dag som sidste år, kan han vinde minutter på sine konkurrenter på de 40 flade kilometer på den spanske højslette. Sidste år gjorde han det gentagne gange klart, at målet var komme frem til tidskørslen med så lille et tidstab på muligt, og det vil helt sikkert være planen igen denne gang.

I de første to uger vil det alene handle om at følge med, og vi skal ikke blive overraskede, hvis vi ser Froome gentage den model, han så ofte har fulgt i Vueltaen. Her har han ofte sluppet favoritterne tidligt på bjergetaperne og derefter kørt en enkeltstart til toppen, der har givet anledning til nogle helt forrygende comebacks. Det mønster kan meget vel gentage sig, og først efter enkeltstarten vil Froome gøre status og afgøre, hvor offensiv han skal være på de sidste bjergetaper, der ovenikøbet er de sværeste og derfor giver ham en fremragende mulighed for at vinde tid tilbage, hvis han har tabt mere i løbets indledning end ønsket.

Betingelserne for at gennemføre den strategi har aldrig været bedre. Måske stiller Sky ikke til start med deres Tour de France-trup, men aldrig tidligere har Froome haft så stærkt et hold til at bakke sig op i Vueltaen. Det afspejler helt tydeligt det voksende ambitionsniveau og viser igen, at det spanske løb ikke er en eftertanke: det er led i en nøje tilrettelagt plan om at skrive historie.

Vigtigst er naturligvis Wout Poels, der i de foregående to udgaver af Tour de France i perioder har været næsten fuldt på højde med sin kaptajn og reddet ham gennem kriser forårsaget af styrt og sygdom. Hvis Froome vitterligt har planer om at ”pace” sig selv op af stigningerne, er tilstedeværelsen af en klatrer som Poels, der kan følge ham hele vejen til toppen, guld værd. Diego Rosa er måske en smule ustabil, men på sine bedste dage en sublim klatrer, og det samme er altid stabile Mikel Nieve. Supertalentet Gianni Moscon viste sin alsidighed ved at få feltet til at eksplodere på bjergene i Vuelta a Burgos, hvor han kørte i tjeneste for Mikel Landa. Hvis man dertil lægger erfarne David Lopez og stærke folk som Ian Stannard, Christian Knees og Salvatore Puccio til det fladere terræn, er det klart, at Froome har et hold, der vil kunne kontrollere løbet og hjælpe ham med at føre sin defensive strategi igennem.

Og det er netop de fire forhold, friskheden, den klare strategi og enkeltstarten, der gør Froome til den indlysende favorit. Det kan godt være, at det endnu ikke er lykkedes ham at vinde Vueltaen, og det er også helt klart, at han i år ikke har været ved fordums styrke, men i det ellers stærke felt, der er samlet i Spanien, skiller Froomes navn sig klart ud. På en god dag kan han tage minutter på samtlige sine rivaler i Logrono, og herudover kan han i princippet sætte sig selv på cruise control, bruge holdet til at styre løbet og pace sig selv i bjergene, så han taber mindst muligt med tid. Strategien fungerede sidste år, hvor han med en formstærk Nairo Quintana havde endog endnu skrappere konkurrence, og i år er han tydeligvis endnu mere frisk end sidste år og vil derfor kunne undgå de tidstab, han sidste år led i løbets indledning.

Er der overhovedet noget, der kan gå galt for Froome? Naturligvis. For det første har Froome ikke været så stærk som tidligere. Noget af det skyldes naturligvis den ændrede tilgang, hvor intentionen om at være frisk også i september har haft afgørende indflydelse på præstationerne, men det er samtidig klart, at han ikke kunne vinde hverken enkeltstarten eller Izoard-etapen i Touren, selvom det helt tydeligt var hans intention. Og ingen kan løbe fra, at Froome i Pyrenæerne viste hidtil uset svaghed, og selvom nedturen på stigningen til Peyragudes skyldtes et utilstrækkeligt energiindtag, vidner det om, at Froome er sårbar, nøjagtigt som han var det på Formigal-etapen i sidste års Vuelta.

Dertil kommer, at ruten ikke er ideel for Froome. Ingen kan løbe fra, at de ryttere, der ikke har kørt Tour, har en klar fordel i forhold til dem, der fortsat kæmper med træthed efter de tre uger i Frankrig. I det lys er det ikke en fordel for Froome, at ruten er hårdere end tidligere, og at bjergene strækker sig helt fra 3. til 20. etape. For Sky-kaptajnen havde en lettere rute med lettere bjergetaper og dermed en tilsvarende større vægt til enkeltstarten at foretrække. Bjergene i specielt de to sidste uger er så svære, at Froome kan tabe en del tid, hvis han er lige så sårbar, som han har været i tidligere Vueltaer.

Specielt er det her værd at fremhæve den manglende stabilitet, han tidligere har vist i Spanien. Nogle dage har han sat rivalerne eftertrykkeligt til vægs for dagen efter at være i defensiven og tabe tid til selv samme konkurrenter. Selvom han som regel på fremragende vis har begrænset sit tab, kan disse dårlige dage på stigninger som Angliru og Los Machucos hurtigt koste mere tid, end selv Froome kan vinde på enkeltstarten.

Omvendt taler stigningernes stejlhed til Froomes fordel. Det er værd at bemærke, at hans historik i Spanien peger på, at han som regel klarer sig dårligt på de lange, jævne stigninger som dem, der venter i Andalusien i den anden uge. Derimod har hans strategi om at pace sig selv altid båret frugt på de meget stejle mure, hvor det for alt i verden handler om ikke at gå i rød zone for tidligt. I det lys er det ikke til Froomes ulempe at kunne se frem til mure som Xorret de Cati og Cumbre del sol og stejle bjerge som Los Machucos og Angliru. Hvis man skal skele til historien, er det i de høje bjerge i Andalusien i den anden uge, at Froome skal knækkes.

Lykkes det ikke, er vejen åben til endnu et stykke britisk og international cykelhistorie. Selvom sæsonen ikke har været ideel, har Froome givet sig selv alle de bedste forudsætninger og kort på hånden for endelig at tage den sejr, han har kredset om så længe. Forberedelserne kunne ikke være bedre, friskheden har aldrig været bedre, holdet er stærkere end i tidligere Vueltaer, og strategien er klar, veldefineret og realistisk. Hvis han undgår uheld, er alt lagt til rette, så Froome kan blive den første til at vinde den svære Tour-Vuelta-double, som ingen har kunnet magte i dens nuværende udformning. Og det er ikke helt dårligt af en rytter fra Kenya, der i sine unge år lidt hånligt blev betragtet som en lidt halvklodset fyr uden potentiale til at nå den absolutte verdenstop.

SKAL FROOME PÅ DIT MANAGERHOLD?