Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Vuelta a Espana: Favoritten
20. august 2018 17:56 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Mens det ofte er en kamp for Giro d’Italia at tiltrække de store grand tour-stjerner, er det i de senere år blevet stadig mere populært for de store navne at slutte sæsonen med endnu et stort slag i de spanske bjerge. Vuelta a Espana-løbsdirektør Javier Guillen har flere gange måttet knibe sig selv i armen over de fremragende startfelter, han har kunnet tiltrække, og selvom han i år kan ærgre sig over at måtte undvære de dominerende skikkelser fra årets Tour, er det igen et skræmmende felt, der vil kast sig ud i kampen om sejren på den som altid bjergrige rute på Den Iberiske Halvø, når Vueltaen på lørdag skydes i gang i Malaga. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

 

 

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og igen i år kan man præsentere et felt, der kan matche det, vi ser i de øvrige grand tours.

 

Tidligere blev Vueltaen af mange betragtes som en mulighed for revanche for ryttere, der havde en skidt Tour. Igen i år er der da også ryttere, der jagter oprejsning efter tre skuffende uger i Frankrig. Det gælder specielt Richie Porte, der styrtede ud af det franske løb allerede på 9. etape, Rigoberto Uran, hvis drømme ligeledes blev knust på de nordfranske brosten, samt Movistar-duoen Nairo Quintana og Alejandro Valverde, der aldrig var i nærheden af den Tour-sejr, de drømme om.  For mange andre af Tour-favoritterne er det imidlertid nu det naturlige andet mål i en lang sæson. Det gælder i år for Dan Martin, Ilnur Zakarin og Steven Kruijswijk, der begge sluttede i top 10 i det franske løb, og som nu for første gang kaster sig ud i klassementsforsøge i træk.

 

De får som altid selskab af hovedparten af rytterne fra Giroen. Nu om dage er det sjældent ikke at kombinere den italienske grand tour med det spanske løb, og derfor vil Thibaut Pinot, der missede Touren med en lungebetændelse, Simon Yates, Miguel Angel Lopez, Louis Meintjes, Fabio Aru, Michael Woods, Richard Carapaz og George Bennett, der alle var blandt forhåndsfavoritterne i Italien, være at finde på rampen, når Vueltaen indledes med en enkeltstart i Malaga. Lægger man dertil ryttere som Wilco Kelderman, Ion Izagirre, Enric Mas, David De La Cruz, og Emanuel Buchmann, der alle hele tiden har haft Vueltaen som årets allerstørste personlige mål, er det klart, at der et særdeles konkurrencedygtigt felt, der vil skulle slås om sejren - også selvom vi må undvære navne som Geraint Thomas, Chris Froome, Mikel Landa, Tom Dumoulin, Romain Bardet og Primoz Roglic, og selvom stjerner som Vincenzo Nibali, Adam Yates og Bauke Mollema ikke er kommet til Spanien for at køre klassement.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

 

TILMELD DIG VUELTA-MANAGERSPILLET HER

 

Richie Porte (*****)

Foto: A.S.O.

 

Skru tiden tilbage til 9. etape af Tour de France sidst år. Med ét gik Richie Portes 2017-sæson fra at være et drømmeår, hvor han for alvor havde etableret sig som verdens bedste rytter i ugelange etapeløb, til at være et regulært mareridt, da et styrt på den tekniske nedkørsel fra Mont du Chat ikke blot knuste hans drøm om at vinde Tour de France, men også efterlod ham med så svære skader, at hans sæson reelt var ovre. Blot få dage forinden var australieren ellers efter et mageløst forår gået ind til årets Tour som hovedudfordrer til sin tidligere kaptajn Chris Froome, og efter sin knusende suverænitet i bjergene i sine hidtidige etapeløb lignede han for første gang et reelt bud på en mand, der faktisk kunne vinde verdens største cykelløb.

 

Skru herefter tiden 12 måneder frem til 9. etape af årets Tour. Med ét gik Richie Porte fra at være på vej til at få revanche fra sidste års nedtur i verdens største cykelløb, da han efter endnu et brutalt møde med asfalten, allerede inden feltet havde mødt de brosten, han igennem mere end et års tid havde frygtet, stortudende måtte sætte sig i en ambulance med en superform, som brækkede knogler igen forhindrede ham i at udnytte. Efter et dumt tidstab på 1. etape havde Porte ellers med en sejr på holdløbet og ikke mindst med en meget overbevisende indsats i modvinden på Mur-de-Bretagne, hvor han stort set ene mand havde ført fra bund til top, vist, at han var på rette spor til at udnytte den svaghed, som ellers så suveræne Froome havde vist på selvsamme Mur i det nordvestlige Frankrig.

 

Portes skæbne var ubærlig for de fleste, for der kan næppe være nogen, der ikke føler med den brølstærke australier, der nu igennem mere end fem år har været en af verdens allerbedste klatrere, men som af forskellige årsager endnu ikke har kørt som kaptajn i en grand tour uden at være blevet sat tilbage af en eller anden form for uheld. Derfor står nu 33-årige Porte nu med risikoen for at ende som det enorme etapeløbstalent, der trods total dominans i snart sagt ethvert ugelangt etapeløb måske kan ende uden nogensinde at være slutte bare på podiet i et tre uger langt etapeløb.

 

Heldigvis er alt håb ikke ovre, for midt i en nedtur, der må kunne have knækket selv den mest robuste rytter, var der et lille lys i det ellers kulsorte mørke, da Porte den aften i juli forlod et nordfransk hospital. Modsat i 2017, hvor skaderne var så slemme, at han kun i slutningen af oktober kunne køre bare en enkelt sidste løbsdag i sæsonen, var han denne gang endt ”bare” med et brækket kraveben og dermed med udsigt til, at der var tid til at redde katastrofen i årets sidste måneder. Med et bjergrigt VM og en Vuelta uden udsigt til deltagelse af de dominerende skikkelser fra årets Tour hang der i hvert fald en stor gulerod lige for øjnene af australieren, der næppe kunne have ønsket sig en bedre efterårsmenu til at rejse sig igen. Spørgsmålet var blot, om motivationen og sulten var intakt, eller om endnu et uheld havde hensat ham i en permanent depression, der havde kvalt den appetit, der er nøglen til succes for enhver cykelrytter.

 

I skrivende stund er der ingen, der kender svaret. Porte har nemlig ikke kørt én eneste løbskilometer siden den forfærdelige dag for en måneds tid siden, og bortset fra et enkelt interview med Cyclingnews har der været total tavshed fra BMC-stjernen. Her gav han imidlertid udtryk for en vis optimisme, og han nævnte især udsigten til bjergvanviddet ved VM i Innsbruck som en særlig motivation. Mere forsigtig var han i forhold til Vueltaen, for med en ikke perfekt optakt helt uden løb i mere end en måned var han usikker på, hvor langt formen vil række. Den tvivl gentog han mandag formiddag, da han i forbindelse med BMC-mandskabets officielle udtagelse igen udtrykte en ambition om at tage løbet dag for dag.

 

Den alt andet end ideelle forberedelse betyder da også, at Porte ikke stiller til start som den tårnhøje favorit, han ellers burde være, hvis man tager alle forhold som rute, friskhed og konkurrence i betragtning. Det er i hvert fald helt sikkert, at han ikke er i samme guldform som ved Tour-starten - en form, han i øvrigt beskrev som sit livs bedste - når han om et par dage ruller ned ad rampen på den indledende enkeltstart i Malaga.

 

Alligevel er der grund til at tro, at Porte er bedre, end han giver udtryk for. For en mand, der ikke altid har været mentalt robust, er det nemlig en god ide ikke at tale forventningerne alt for meget, og et brækket kraveben er trods alt en skade, der ikke holder ryttere af cyklen i noget nævneværdigt omgang. Contadors mirakelsejr i 2014, hvor han rejste sig fra en værre Tour-skade og slog Chris Froome i en direkte duel, viser, at det bestemt er muligt at komme sig til en løb, hvor kun meget få har haft den ideelle optakt, og hvor alle er mærkede efter en lang sæson. Samtidig har Porte altid haft en forrygende evne til at træne sig i form - en evne, han år efter år har stillet til skue med sine endeløse serie af sejre på kongeetapen i Tour Down Under, hvor hele feltet stiller til start stort set uden løbskilometer i benene.

 

Foto: Sirotti

 

Dermed ikke sagt, at Porte flyver ned ad rampen i Malaga og knuser rivalerne med vanlig overlegenhed på de første bjergetaper i løbets første uge. Formentlig skal han bruge nogen tid til at finde løbsrytmen, men heldigvis burde der være rig mulighed for netop det på en rute, hvor den første uge er usædvanligt nem. De to afslutninger på 2. og 4. etaper er af begrænset sværhedsgrad, og det er først på 9. etape, at den første seriøse udfordring venter. Til den tid vil Porte have haft rig lejlighed til at forbedre formen yderligere, og han har i hvert fald masser af tid til at være knivskarp, når det fra og med 13. etape får alvor går løs med hele syv klassementsetaper på bare 9 dage. Det er her, løbet vil blive afgjort, og er Porte nået til La Camperona uden væsentlige tidstab, er der rigeligt med terræn til at vende et eventuelt tab til sejr.

 

Samtidig har Porte det våben, der traditionelt betyder allermest i Vueltaen: friskhed. Uden at have foretaget en præcis optælling er det nemlig svært at pege på andre ryttere i feltet, der kommer til Spanien med færre løbsdage end australieren. Det har nemlig været en helt igennem træls sæson for BMC-kaptajnen, der slet ikke har oplevet den succes, han gjorde sidste år Ganske vist tog Porte den nu næsten obligatoriske solosejr på kongeetapen i Tour Down Under, hvor han blandt andet kørte fra en vis Egan Bernal i knaldhård modvind, men den samlede sejr mislykkedes, da en overraskende stærk Daryl Impey spurtede sig til tilstrækkeligt med bonussekunder undervejs.

 

Siden da skuffede han i Algarve, der dog aldrig var tænkt som andet og mere end forberedelse, men det var den sygdom, der efterfølgende ramte ham, som for alvor sendte ham ud af spillet. Han måtte aflyse den planlagte deltagelse i Tirreno-Adriatico, hans første store sæsonmål, og da han endelig var klar til sit comeback i det knaldhårde Baskerlandet Rundt, led hans i forvejen meget skrøbelige psyke sig noget af et knæk, da han ikke var blot i nærheden af at kunne matche de bedste, og han har efterfølgende ikke lagt skjul på, at særligt den oplevelse gjorde ham bekymret.

 

Heldigvis er Porte en klasserytter, der ikke behøver meget træning for at finde lidt form, og da han et par uger senere skulle forsvare sin titel i Romandiet, lignede han igen sig selv. Selvom han ikke var i nærheden af at have samme styrke som 12 måneder tidligere og ikke kunne matche de i helt suveræne Egan Bernal og Primoz Roglic var det faktisk ganske imponerende, at han med den begrænsede forberedelse alligevel kunne ende på en tredjeplads og endda yde de to fænomener kompetent modstand, særligt på løbets bjergenkeltstart.

 

Præstationen vidnede om, at Porte igen var på rette vej, og især fra et mentalt synspunkt kan det lovende resultat i Schweiz næppe overvurderes. Det motiverede australieren til at klemme ballerne sammen, og siden da oplevede han en gnidningsfri Tour-forberedelse, der atter gav håb om, at Porte måske kunne genfinde det niveau, der sidste år placerede ham allerøverst på favoritlisten i samme liga som den ellers så uovervindelige Froome.

 

Efter fødslen af sit barn var en motiveret Porte tilbage i Tour de Suisse, hvor han stillede til start som storfavorit, og det var da også helt efter bogen, at han tankede selvtillid ved at tage en af karrierens største sejre. Alt forløb dog ikke helt efter planen, for selvom han lignede den tidligere skræmmende version af sig selv, da han satte det stjernebesatte felt fra hjul på en lille bakke i finalen på 6. etape, leverede han skuffende præstationer, da det for alvor gjaldt. På løbets kongeetape overvurderede han totalt sig selv og eksploderede i sit forsøg på at indhente den flyvende Nairo Quintana, og han sluttede løbet af med at køre en enkeltstart langt under niveau. I sidste ende var det derfor faktisk kun i kraft af holdløbet, at han slog Jakob Fuglsang, og man kan derfor med nogen ret hævde, at der derfor var byttet rundt på rollerne i forhold til sidste års Dauphiné, hvor det heller ikke var stærkeste mand, der sejrede.

 

Foto: Sirotti

 

Det kunne i sig selv være ildevarslende, at Porte ikke viste samme styrke som i sidste års Dauphiné, men i virkeligheden var det måske snarere end velsignelse. Det er nemlig velkendt, at der altid har kunnet stilles spørgsmål ved Portes holdbarhed, og derfor kunne man frygte, at det kunne blive svært at holde topformen hele vejen fra midten af juni og frem til Tourens afslutning. Den fare blev nu reduceret betydeligt, og faktisk har Porte efter det triste forår næppe nogensinde været mere frisk ved indgangen til verdens største cykelløb, end han var det i år. Og præstationen i Schweiz vidner om, at han var helt på rette vej i forhold til at ramme det topniveau i bjergene, som det formentlig kun er Froome, der kan matche. Det bekræftede han med sin overbevisende præstation på Mur-de-Bretagne, men desværre fik vi aldrig for alvor at se, hvad det kunne række til i de høje bjerge.

 

Samme friskhed burde imidlertid komme ham til gode nu, og kan han nå at finde formen, bliver han skræmmende. Ingen kan betvivle, at Porte har de nødvendige kvaliteter til at vise sig som løbets bedste mand i bjergene. Lige siden han og Froome kørte hele feltet sønder og sammen på den første bjergetape i Touren i 2013, har man med nogen ret kunnet hævde, at netop de to har været verdens bedste på stigningerne. Hvor Froome er gået fra den ene grand tour-succes til den anden, har det imidlertid været anderledes for Porte, der fortsat blot har en 5. plads i Touren i 2016 som sit bedste resultat.

 

Det skyldes først og fremmest to forhold. Vigtigst er det, at Porte igennem mange år var låst i en hjælperytterrolle på Sky, hvor han også i 2015 sammen med Froome viste sig som den bedste i bjergene, og mens han med sejre i løb som Paris-Nice og Volta a Catalunya havde masser af plads til at boltre sig i de ugelange etapeløb, var det sværere at få plads i de tre uger lange etapeløb, der altid var Froomes domæne.

 

For det andet skyldes det manglende stabilitet og ikke mindst et meget skrøbeligt helbred, der betyder, at Porte har været ramt af den ene sygdomsperiode efter den anden.

 

Efter sit gennembrud i 2010 gled Porte ind i en hjælperrolle, der betød, at han skulle helt frem til 2014, inden han igen fik chancen for at være kaptajn i en grand tour. Det skete, da han blev lovet ansvaret for at sikre Sky deres første sejr i Giroen, men desværre gik det galt, inden det overhovedet var kommet i gang. Efter at have fået chancen for at erstatte en syg Froome i Tirreno-Adriatico blev Porte selv ramt af en sygdom, der skulle vise sig at ruinere hans forår i et omfang, så han allerede i april måtte opgive at stille til start i Giroen. Helt uventet fik han senere på sommeren en mulighed i Touren, da Froome tidligt styrtede ud af løbet, og han var på vej mod en temmelig sikker podieplacering, indtil sygdom igen fik skovlen under ham. I stedet han måtte krybe sig igennem den sidste uge frem til stregen i Paris.

 

I 2015 var han igen udset til at være kaptajn i Giroen, og denne gang så alt ud til at gå efter planen. Efter et helt suverænt forår var mange af den opfattelse, at han ville være i stand til at slå forhåndsfavoritten Alberto Contador, og efter en første uge, hvor han havde været helt i kontrol og aldrig i rød zone, var han klar til at slå til på løbets lange enkeltstart. Derfra gik alt imidlertid igen galt. Først fik han en tidsstraf for efter en punktering at have fået ureglementeret hjælp af en konkurrent, Simon Clarke, og da han senere styrtede, endte han med at udgå af løbet. I stedet var han igen som luksushjælper for Froome i Touren, hvor parret gentog deres berømte dobbeltsejr fra 2013 på første bjergetape.

 

I 2016 tog Porte endelig springet væk fra Sky for at få chancen som kaptajn i Tour de France. Belært af erfaringerne om, at han ofte har haft svært ved at holde det høje niveau gennem hele Touren, gik han bevidst efter et stille forår - hvor han dog alligevel hjemførte etapeløbsresultater, der vil gøre de fleste grønne af misundelse - og i Touren lykkedes det ham endelig at gennemføre en grand tour uden at løbe ind i løbsødelæggende helbredsproblemer. Det betød dog ikke, at han var forskånet for uheld, tværtimod. Først tabte han dyrebar tid på grund af en punktering på 2. etape, så blev han involveret i det berømte styrt på Mont Ventoux, og til sidst endte han igen i asfalten, da regn gjorde 19. etape til en skøjtebane, hvor et stort antal af løbets favoritter skred ud på de regnvåde veje. Resultatet blev, at den podieplads, som styrken egentlig rakte til, endte som en knap så prangende 5. plads.

 

Det er dog netop præstationen i den Tour, der definitivt har udryddet den skepsis, mange har haft i forhold til hans evner til at holde i tre uger. Tidligere har han haft et ry for altid at have en dårlig dag, og det er da også sandt, at han i rollen som Froomes hjælper har haft nogle ret spektakulære kollaps. I kaptajnrollen er rygtet om de såkaldte dårlige dage dog stærkt overdrevet. Hans fiaskoer i Giroen har hver gang været forårsaget af uheld eller helbredsproblemer - ikke uforudsete kollaps og dårlige ben.

 

Faktisk er det netop helbredet, der fremstår som Portes måske største svaghed. Få ryttere har været så massivt ramt af sygdom som australieren, og 2016-udgaven af Touren var den første grand tour længe, hvor han ikke undervejs beklagede sig over helbredsproblemer. Alligevel var 2016 bestemt ikke uden problemer, idet han var syg flere gange i løbet af foråret, både efter Tour Down Under, inden Volta a Catalunya og under Tour de Romandie.

 

Porte kan imidlertid gøre sig forhåbninger om, at de problemer nu hører fortiden til. I et forsøg på at udrydde dem undergik han i efteråret 2016 en operation for at få fjernet sine mandler, og det har tilsyneladende haft en effekt. I hvert fald havde han i løbet af foråret 2017 ikke haft ét eneste sygdomstilfælde, og selvom han i år atter har været syg, er der håb om, at han ikke længere er helt så skrøbelig som tidligere.

 

Foto: Nikolaj Corfitz Jensen / Feltet.dk

 

Porte har været så stærk, at der ingen grund er til at forvente, at han ikke vil være blandt de stærkeste. Udfordringen for Porte er ikke topniveauet. Det er at holde det hele vejen frem til slutningen i Paris, at undgå, at hans hold koster ham sejren, som det var tilfældet i Dauphiné sidst eår, og ikke mindst at slippe helskindet gennem hektisk positionskamp og tekniske nedkørsler.

 

Lige så sandt det er, at Porte ikke har de dårlige dage, som hans ry ellers tilsiger, lige så sandt er det også, at han aldrig har holdt sit topniveau over tre uger. I 2016 var han tydeligvis ikke så stærke i den tredje uge, som han var i starten af løbet, og en gentagelse af det scenarium kan være problematisk i et løb, hvor alle de store bjergetaper er koncentreret i løbets anden halvdel. I år betyder det lette løbsprogram, at han har bedre chancer end tidligere, men usikkerheden lurer stadig.

 

Allerfarligst er måske dog nedkørslerne og positionskampen. Det er velkendt, at Porte i professionel sammenhæng er lidt af en klovn på en cykel, og hans nedkørselsevner er nærmest skræmmende dårlige. Værre er det, at styrt på nedkørsler har betyder, at han er endt sine seneste to sæsoner i sygesengen, og derfor er det en slet skjult hemmelig, at Porte mildt sagt er rædselsslagen, når han kaster sig ud i de drabelige nedkørsler. Heldigvis kan han glæde sig over, at årets Vuelta ikke byder på mange afgørende nedkørsler i finalen, men særligt hvis det regner, kan Porte komme i problemer, og det er en stor svaghed, at hans sårbarhed nu er så eksponeret, at alle ved, hvor de kan sætte den ellers så stærke australier af.

 

En anden svaghed har altid været evnerne i positionskampen. Selvom styrtet på brostensetapen og 1. etape af årets Tour umiddelbart ligner rent uheld, er det velkendt, at Porte hader at skulle slås for sin plads og bruge albuer forrest i feltet. Faktisk er han skrækslagen for lige netop det, men lige netop derfor er det måske meget fint, at han nu får chancen for at satse på Vueltaen. Modsat Touren er den spanske grand tour nemlig kendt for sin ro og afslappede stemning, og selvom der ofte har været sidevindsetaper undervejs, er risikoen for at ryge i asfalten betydeligt mindre.

 

Endelig er der holdet. Hele feltet har fået motivation og inspiration af, at Porte relativt let blev isoleret på sidste etape i Dauphiné sidste år, og det er helt klart, at han slet ikke er så veludrustet som særligt det brølstærke Movistar-hold. Lidt overraskende er det da også, at BMC ikke har fastholdt planerne om at komme til start med Tejay van Garderen og Damiano Caruso, og selvom han vil være omgivet af solide klatrere som Nicolas Roche, Alessandro De Marchi, Rohan Dennis, Brent Bookwalter og Dylan Teuns, kan han ikke regne med at have folk hos sig i den absolutte finale.

 

Lige netop i årets Vuelta er det måske ikke den helt stor ulempe. Etaperne er nemlig karakteriseret ved, at det kun er på 20. etape, at der for alvor er basis for at skabe ravage fra distancen. På de øvrige afgørende dage vil det hovedsageligt skulle afgøres på målstigningen, og her vil Porte være i stand til at forsvare sig selv, hvis han har de guldben, han drømmer om.

 

Og i det hele taget er det en ganske glimrende rute for Porte. Ikke blot har han tid til at finde formen, han har også en 32 km lang enkeltstart, hvor han på papiret vil være den bedste af favoritterne. Det er ganske vist ikke mange enkeltstarter, han har kørt i de senere år, men hans knusende sejr foran Tony Martin på en relativt flad rute i Dauphiné sidste år, viser, at han fortsat skal regnes som en af de bedste, også på den tonserrute, der venter på 6. etape. Derudover har han talrige gange vist, at han har ganske meget punch på korte stigningerne, hvor han faktisk har vist sig som en af verdens bedste, og derfor burde de eksplosive afslutninger, der altid er en væsentlig del af Vueltaen slet ikke passe ham dårligt.

 

Med andre ord tegner det hele ganske lyst for den evigt uheldige australier, der i hvert fald har gået lagt kortene ganske glimrende til rette for sig selv. På papiret er han den stærkeste klatrer og temporytter blandt løbets favoritter, ruten passer ham, og han har en friskhed, ingen andre kan matche. Nu mangler vi blot at finde ud af, om han vitterligt også har kunnet finde motivationen til at finde sit tårnhøje niveau.

 

Og så skal han naturligvis lige forbi 9. etape. Lykkes det, vil det måske alligevel lykkes Porte at undgå den triste skæbne som supertalentet, der aldrig kom på podiet i en grand tour.

 

TILMELD DIG VUELTA-MANAGERSPILLET HER

 

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger