Vuelta a Espana: Outsiderne

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og igen i år kan man præsentere et felt, der kan matche det, vi ser i de øvrige grand tours.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Tidligere blev Vueltaen af mange betragtes som en mulighed for revanche for ryttere, der havde en skidt Tour. Igen i år er der da også ryttere, der jagter oprejsning efter tre skuffende uger i Frankrig. Det gælder specielt Richie Porte, der styrtede ud af det franske løb allerede på 9. etape, Rigoberto Uran, hvis drømme ligeledes blev knust på de nordfranske brosten, samt Movistar-duoen Nairo Quintana og Alejandro Valverde, der aldrig var i nærheden af den Tour-sejr, de drømme om.  For mange andre af Tour-favoritterne er det imidlertid nu det naturlige andet mål i en lang sæson. Det gælder i år for Dan Martin, Ilnur Zakarin og Steven Kruijswijk, der begge sluttede i top 10 i det franske løb, og som nu for første gang kaster sig ud i klassementsforsøge i træk.

De får som altid selskab af hovedparten af rytterne fra Giroen. Nu om dage er det sjældent ikke at kombinere den italienske grand tour med det spanske løb, og derfor vil Thibaut Pinot, der missede Touren med en lungebetændelse, Simon Yates, Miguel Angel Lopez, Louis Meintjes, Fabio Aru, Michael Woods, Richard Carapaz og George Bennett, der alle var blandt forhåndsfavoritterne i Italien, være at finde på rampen, når Vueltaen indledes med en enkeltstart i Malaga. Lægger man dertil ryttere som Wilco Kelderman, Ion Izagirre, Enric Mas, David De La Cruz, og Emanuel Buchmann, der alle hele tiden har haft Vueltaen som årets allerstørste personlige mål, er det klart, at der et særdeles konkurrencedygtigt felt, der vil skulle slås om sejren - også selvom vi må undvære navne som Geraint Thomas, Chris Froome, Mikel Landa, Tom Dumoulin, Romain Bardet og Primoz Roglic, og selvom stjerner som Vincenzo Nibali, Adam Yates og Bauke Mollema ikke er kommet til Spanien for at køre klassement.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

HVEM BRILLERER I VUELTAEN? KOM MED DIT BUD!

Wilco Kelderman (*)

Foto: Unipublic / Photogomez Sport 

Egentlig har han fortjent meget mere end en stjerne. En fjerdeplads i sidste års Vuelta har nemlig vist os alle, at Wilco Kelderman efter skiftet til Sunweb har fået genstartet den lovende karriere, der ellers i de sidste år på LottoNL-Jumbo syntes at være gået totalt i stå. Et fremragende første år i tysk tjeneste kulminerede, da Kelderman i Vueltaens sidste dage med først en fantastisk enkeltstart og siden en stærk indsats i bjergene med ét indskrev sig i rampelyset igen og gjorde opmærksom på, hvorfor han tilbage i 2014 havde skilt sig ud som et af de mest lovende og mest alsidige grand tour-talenter.

Alligevel kan det ikke blive til mere end en placering blandt outsiderne, for Kelderman stiller til start med et af de allerstørste spørgsmålstegn hængende over sit hoved, endda i et felt, hvor man med rette kan have tvivl ved stort set alle løbets store navne. Den talentfulde hollænder har nemlig været ramt af en nærmest endeløs række af uheld i sin tid hos Sunweb, og desværre betyder det seneste i rækken, at han kommer til Malaga med en alt andet en optimal forberedelse.

Efter et forår ødelagt af et brækket kraveben, der skulle vise sig mere kompliceret, end nogen havde drømt om, kom Kelderman ellers tilbage på sporet med en fornem femteplads i Tour de Suisse, hvor han fik vist, at han var klar til at agere løjtnant for Tom Dumoulin i Touren, inden han selv skulle have sin egen chance som kaptajn i Vueltaen. Løbsrytmen skulle findes en sidste gang ved de hollandske mesterskaber mindre end en uge inden starten i Vendee, men den flade rute betød, at hans optræden på hjemmebane mere var en lejlighed til at teste formen end at gå efter et resultat.

I dag fortryder han helt sikkert, at han valgte at tilbringe en dag på de flade hollandske veje, hvor han alligevel ikke havde meget at stille op. Et styrt efterlod ham nemlig med en skulderskade, der effektivt satte en stopper for enhver drøm at stille til start i Frankrig. Således måtte Kelderman igen se til fra sidelinjen, mens Dumoulin leverede sin næsten mirakuløse præstation på verdens største cykelscene, og da han siden styrtet for nu snart to måneder siden ikke har trådt én eneste gang i pedalerne i et cykelløb, aner ingen - heller ikke Sunweb-holdet selv - reelt, hvor han står inden det helt store sæsonmål.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det er svært at tro på, at Kelderman med en så dårlig forberedelse vil være på sit topniveau i den spanske grand tour, for det var en ganske grim omgang, han var igennem. Når man alligevel kan have en vis tro på, at det måske alligevel kan lade sig gøre for ham at blande sig helt fremme, skyldes det hans nærmest enestående evne til at præstere umiddelbart efter en længere skadespause. Den evne har han nemlig haft masser af tid til at opbygge i sin tid på Sunweb, hvor han som sagt ikke har forskånet for uheld.

Foto: Sirotti

Det hele startede allerede i hans blot tredje optræden for sit nye hold sidste år, da han i Strade Bianche styrtede og brækkede en finger, som kostede ham det meste af foråret. Alligevel lykkedes det ham at komme stærkt tilbage og køre sig til en 7. plads i Tour de Romandie med blot i alt syv løbsdage i benene, og dermed var han helt klar til at hjælpe Dumoulin mod sejr i sidste års Giro. Her så Kelderman endda også selv ud til måske at kunne opnå et resultat efter en ganske lovende start, men igen blev han ramt af uheld, da han var involveret i det efterhånden berømte motorcykelstyrt, der også tog Geraint Thomas og Mikel Landa ud af kampen om sejren.

Styrtet sendte Kelderman hjem i sygesengen igen, og han var først tilbage i sadlen igen i Tour de Pologne. Igen kom han imidlertid flyvende ud fra hospitalet, for i det polske løb kørte han sig til en fremragende 4. plads efter en præstation, der havde markeret ham som en af løbets klart stærkeste. Det var den form, han tog med sig til Vueltaen, hvor han efter en stille start for alvor viste sig frem med flere imponerende klatrepræstationer i de høje bjerge i den anden uge avancerede til den samlede fjerdeplads inden den sidste hviledag. Dagen efter blev han en imponerende nr. 2 bag Froome på enkeltstarten og lagde sig derfor til rette på en podieplads, som han imidlertid mistede til Ilnur Zakarin på den sidste bjergetape til Angliru. Her gled han ned på en 5. plads, inden lidt skødesløs kørsel fra Alberto Contador på paradeetapen til Madrid til slut betød, at han lidt uventet stjal de sekunder, han manglede for at gå forbi spanieren og herved sikre sig en 4. plads.

Kelderman fortsatte successerien i Norge, hvor han kort efter blev verdensmester i holdløb og kørte sig til en 7. plads på enkeltstarten, og han havde atter kurs mod et sidste topresultat i Tour og Guangxi i årets allersidste måneder. Her slog lynet imidlertid ned igen, da Kelderman atter styrtede, og derfor endte han meget symbols også sæsonen i den sygeseng, hvor han havde tilbragt en stor del af året.

Man kunne have troet, at Kelderman havde opbrugt kvoten af uheld i 2017, men det har bestemt ikke været tilfældet. Tværtimod synes han blot at have lirket på låget til et nærmest utømmeligt lager af kedelige styrt, for det hele er fortsat med uformindsket styrke i 2018. Det så ellers ganske fint ud, da han lagde stærkt ud med en samlet 2. plads i Abu Dhabi Tour i februar, og han havde da også kurs mod endnu et topresultat i Tirreno-Adriatico, hvor han efter kongeetapen lå på en samlet 3. plads, indtil han igen røg en tur i asfalten. Denne gang var det kravebenet, den var gal med, og da der opstod uventede komplikationer, så han en overgang mistede følelsen i sin arm, tog det meget længere tid end vanligt at komme tilbage.

Det lykkedes som sagt heldigvis i Tour de Suisse, men det blev altså blot til yderligere 11 løbsdage, inden den næste sygepause ventede. Der findes derfor næppe nogen rytter i feltet, der har været lige så uheldig - eller klodset - som Kelderman i de seneste to sæsoner. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvordan Kelderman efter hver eneste pause har været i stand til at køre med om topplaceringerne i sit første etapeløb, og det vidner om en bemærkelsesværdig evne til at træne sig i form - en evne, der giver en grund til at tro, at lige netop Kelderman faktisk kan gøre det, der ellers ligner lidt af en umulighed.

Potentialet er i hvert fald stort. Efter primært at have brilleret på enkeltstarterne trådte Kelderman nemlig ind på scenen i Giroen i 2014, hvor han kørte sig til en ganske fornem 7. plads. Længe havde det endda set ud til at være kunnet blive til endnu mere, men mod slutningen tabte han desværre lidt styrke og fled et par pladser tilbage i klassementet. Han imponerede imidlertid stort bare et par dage senere, da hna tog en dybt overraskende 4. plads i Dauphiné, hvilket er lidt af en kunst i en knaldhård kombination, der har vist sig ganske svær at håndtere.

Resultaterne gjorde Kelderman til et af transfermarkedets varmeste emner, og især Sky viste stor interesse i at sikre sig underskriften fra den unge hollænder, der med sin kombination af en god enkeltstart og solide klatreevner lignede den helt perfekte etapeløbsrytter. Kelderman forblev imidlertid tro mod sin hidtidige arbejdsgiver, men måske var det en fejl. I hvert fald skulle 2014-sæsonen blive noget, der lignede et klimaks for et måske tabt talent, for i de kommende to sæsoner var Kelderman ikke i nærheden af at levere bedrifter, der levede op til det potentiale, han havde vist i de første år.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Det var måske derfor, han indså, at lidt luftforandring kunne være en god ting, og derfor hoppede han med på vognen, da Sunweb kom løbende med et kontrakttilbud. Det skulle vise sig at være en god beslutning, for siden da har Kelderman været tilbage på sporet. Mest bemærkelsesværdigt er det, at han hos tyskerne for første gang er lykkedes med at blomstre i begge sine to favoritdiscipliner samtidig, for det har ellers knebet hidtil. I 2013 kørte han fremragende enkeltstarter, men havde problemer i bjergene, mens det i de følgende år var lige omvendt. Først efter holdskiftet er det lykkedes ham at finde den rette balance mellem klatring og tempoevner, og da han samtidig har nået helt nye højder i begge discipliner, fremstår han igen som en rytter, der muligvis har udsigt til at kunne vinde en grand tour i fremtiden.

Foto: Sirotti

I hvert fald er der ikke mange, der har Keldermans fantastiske alsidighed. Sidste år kørte han med Froome og co. i Vueltaens højeste bjerge, og han blev som sagt nr. 2 bag briten på løbets enkeltstart, hvor han slog flere af de største specialister, som han i øvrigt gjorde det, da han for et par år siden blev hollandsk mester i disciplinen foran Dumoulin. Det er også den alsidighed, der betyder, at Kelderman har vist som den helt perfekte rytter til ugelange etapeløb, for trods de mange skader må man bukke sig i støvet for den resultatliste, han har kunnet levere i netop den type begivenheder siden skiftet til Sunweb.

Det er også derfor, at Kelderman egentlig havde fortjent at blive regnet som en af topfavoritterne til Vueltaen. Kan han genfinde samme klatreben som i 2017, er der nemlig ingen grund til, at han ikke kan køre med de allerbedste i de høje bjerge. Samtidig har han altid været en ganske eksplosiv rytter med en god spurt, og derfor er han ganske god på de stejle mure, der kendetegner Vueltaen. Det viste han blandt andet med 4. pladsen på Cumbre del Sol sidste år, og den evne er blot endnu en afspejling af den forrygende bredde, der gør Kelderman så interessant.

Samtidig har Kelderman den fantastiske fordel, at han først og fremmest bare skal følge med på bjergetaperne. Han har nemlig enkeltstarten som en skræmmende våben, for kører han op til sit bedste på 16. etape, som han gjorde det sidste år, er det blandt favoritterne kun Richie Porte, der måske kan matche ham. Alle andre vil kunne miste minutter til den flyvende hollænder, og det giver ham en sikkerhed, som gør, at han slet ikke behøver at lancere ét eneste angreb i bjergene.

Uanset om han skulle ende med at finde samme form som sidste år, vinder han imidlertid næppe løbet. Skulle han ende i førertrøjen, for han og resten af Sunweb-mandskabet nemlig overordentligt svært ved at forsvare positioner på særligt den sidste bjergetape, der kan blive håbløs at kontrollere. Ganske vist er Simon Geschke pludselig blevet forvandlet til topklatrer, ligesom han er omgivet af tre af de mest lovende etapeløbstalenter i Jai Hindley, Michael Storer og Martijn Tusveld, men Sunweb er ikke kommet til Spanien med et hold, der er rustet til at skulle forsvare en førsteplads.

Det er imidlertid heller ikke målet, for så langt er Kelderman slet ikke i sine planer. I første omgang har han haft rigeligt at gøre med at finde formen, og med den begrænsede forberedelse vil det allerede være en stor succes, hvis det projekt lykkes. Gør det det, kan det imidlertid godt blive til en ganske god placering, for rutens design betyder, at klassementskampen først for alvor indledes på 13. etape. Overlever han La Covatilla på 9. etape uden et alt for stort tidstab, er der tid til at finde de bedste ben, inden det går rigtigt løs, og derfor kan Kelderman alligevel blive livsfarlig.

En fremragende enkeltstart og et par solide dage i bjergene - og vupti! Så kan Kelderman pludselig stå med den podieplads, han akkurat missede sidste år. Men først skal han lige holde sig på cyklen på alle 21 etaper. For Kelderman kan det som bekendt vise sig at være en endnu større udfordring end selv den voldsomste bjergetape.

SE VUELTA A ESPAÑA PÅ EUROSPORT PLAYER

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Ilnur Zakarin (*)

Foto: Sirotti

Det store spørgsmål forud for Tour de Romandie i 2015 var, hvem af de tre store grand tour-stjerner Chris Froome, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali, der ville løbe med sejren. Efter seks dage i de schweiziske bjerge var de tre topnavne imidlertid alle blevet sat til vægs af en ung russer, hvis hidtil bedste resultat var den samlede sejr i Tour d’Azerbaijan et år tidligere. Med offensiv kørsel på løbets kongeetape og en suveræn enkeltstart havde Ilnur Zakarin vist sig som den bedste rytter i det måske stærkest besatte af de ugelange etapeløb på WorldTouren.

Resultatet skabte stor hype om Zakarin forud for hans Giro d’Italia-debut, men Katusha valgte klogelig at nedspille forventningerne. Zakarin var ikke kommet til Italien for at køre klassement, men for at lære. Alligevel viste han klassen ved undervejs at sikre sig en mindeværdig etapesejr på en regnvåd dag midtvejs i løbet og dermed bekræfte, at den næste russiske stjerne var født.

I 2016 var presset på Zakarin stort. Efter et svagt efterår var det tid til at bekræfte, at han vitterligt var ”The Real Deal”. Hvis nogen stadig var i tvivl, blev de tavse efter hans sejr på kongeetapen i Paris-Nice, men det var i april, at Zakarin for alvor viste, at han skal tages seriøst. I Liege-Bastogne-Liege var han således løbets stærkeste mand, og havde det ikke været for de nye brosten i finalen, hvor hans lette statur gjorde det umuligt at følge de tungere drenge, havde han med stor sandsynlighed vundet det belgiske monument. Få dage senere kunne han som eneste mand følge Nairo Quintana i bjergene i Romandiet, hvor det kun var et par skuffende enkeltstarter, der kostede ham muligheden for at forsvare titlen.

Det store spørgsmål var imidlertid, om Zakarin var holdbar over tre uger. Svaret kom en måned senere, da han med tre dage igen lå på en fin femteplads med gode muligheder for at avancere i klassementet. Et slemt styrt på nedkørslen fra Colle dell’Agnello efterlod ham imidlertid med en knust drøm, et brækket kraveben og uden mulighed for på papiret at dokumentere sin status som en seriøs grand tour-kandidat.

Zakarin var hurtigt tilbage på cyklen og bekræftede få uger senere, at han er et af sportens supertalenter. Selvom han stillede til start i Touren langt fra topformen, fik han i løbet af to uger opbygget et så højt niveau, at han med skræmmende styrke satte Rafal Majka til vægs på en stor bjergetape i Alperne og sikrede sig sin første etapesejr i verdens største løb - og det kunne være blevet til endnu en, hvis ikke han et par dage tidligere havde tabt sine kontaktlinser på en nedkørsel, mens han sad i det vindende udbrud.

Alligevel var der forud for 2017-sæsonen fortsat spørgsmål ud for Zakarins navn, når det handlede om grand tours. Trods uheldet i Giroen var han aldrig for alvor i spil til den samlede sejr i den italienske grand tour, og det var tydeligt, at han i Italien aldrig havde fundet de ben, der havde givet ham så forrygende resultater i andre løb. Derfor var det stadig med nogen usikkerhed, at den langlemmede russer stillede til start i Italien i maj sidste år med det mål endelig at bekræfte, at han skal tages seriøst som potentiel grand tour-vinder.

Efter de tre uger i de italienske bjerge synes den tvivl imidlertid nu at være fjernet. Ganske vist lykkedes det ikke Zakarin at komme på podiet, men russeren fik endelig sikret sig den top 5-placering, der endegyldigt konfirmerede hans status som en af verdens førende grand tour-ryttere. Ganske vist var han ikke helt stabil og havde undervejs mindre gode dage, men han undgik den totale nedtur, som man altid frygter for ryttere, der endnu ikke er sluttet i toppen af et tre uger langt etapeløb.

Foto: A.S.O.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Mere interessant var det imidlertid, at Zakarin faktisk blev stærkere og stærkere, som løbet skred frem, og man kan med nogen ret hævde, at han på de sidste svære dage faktisk var løbets bedste rytter. Dermed bar hans nye tilgang frugt. Forud for løbet havde der nemlig været en del usikkerhed om formen efter et bemærkelsesværdigt pauvert forår, der - delvist begrundet i et styrt i Volta a Catalunya - var langt mere anonymt end tidligere. Det var imidlertid led i en langsigtet plan, der havde som mål at give ham den fornødne friskhed i Giroen, og enhver, der var vidne til dramaerne i den sidste uge, vil kunne skrive under på, at det lykkedes.

”Never change a winning formula” hedder det sig, og derfor kopierede Zakarin nøje forberedelsen forud for Vueltaen sidste år. Igen kom han vaklende fra start efter en totalt anonym præstation i sine forberedelsesløb, men gennem hele løbet blev han bare stærkere og stærkere. På første hviledag lå han nr. 10, på anden hviledag var han avanceret til 3. pladsen, og selvom han trods en fremragende enkeltstart i Logrono, hvor han blev nr. 4 på den helt flade rute, kortvarigt gled ned fra podiet, kunne man en flot fjerdeplads på Angliru på næstsidste etape, hvor kun Contador, Froome og Poels var stærkere, bestige sit første grand tour-podium i Madrid, hvor han stod side om side med giganterne Froome og Nibali.

Dermed er der ikke længere skyggen af tvivl: Zakarin er en potentiel grand tour-vinder, ikke mindst fordi han trods sin relativt høje alder på 28 tilsyneladende fortsætter sin stille udvikling, der har båret ham langt efter sit kometagtige gennembrud for tre år siden. I år stod han så overfor den helt store test, da han for første gang i karrieren skulle prøve sig selv af i Touren, hvor målet var at se, om han i fremtiden kan stræbe efter faktisk at vinde verdens største cykelløb.

Desværre gik det ikke helt, som man kunne have forventet. Zakarin fulgte ellers alle sine velkendte mønstre til punkt og prikke gennem hele den første del af sæsonen. Et meget stille forår, som ikke gav ét eneste resultat, skulle sikre, at han havde den fornødne friskhed til sommerens helt store mål. I Dauphiné viste han første gang lidt tegn på liv, da han endte det knaldhårde bjergløb på en 10. plads, og han syntes derfor at være på rette vej mod et stort resultat i Frankrig.

Her gik det, som det plejer. Zakarin kom skidt fra start og havde det overordentligt svært i Alperne, hvor han var blandt de svageste af klassementsrytterne. Stille og roligt fandt han dog på klassisk Zakarin-maner sine ben, og til sidst kom den klassiske Zakarin-offensiv da også med det helt store attentat på top 10 i et storslået angreb på den sidste bjergetape. Den plan lykkedes, og da han som i sidste års Vuelta kørte en fremragende enkeltstart til sidst, lykkedes det ham endda at avancere til en 9. plads, som ellers ved indgangen til Pyrenæerne, hvor han bare lå nr. 14, havde virket meget langt væk.

Med et avancement på fem pladser i den sidste uge fik Zakarin igen vist, at han med sin store motor i den tredje uge er den fødte grand tour-rytter. Derudover blev løbet imidlertid aldrig den ventede jubelstund, for det var også tydeligt, at Zakarin slet ikke fandt de ben, der havde bragt ham på Vuelta-podiet for mindre end et år siden. Han fulgte meget præcist det klassiske Zakarin-mønster med den væsentlige forskel, at han i alle løbets faser var et par procent under det niveau, han havde vist i sine to grand tours sidste år.

Det betyder naturligvis ikke, at man skal afskrive Zakarin som grand tour-rytter, for en enkelt mindre heldig optræden kan forekomme for selv den bedste, især når man stadig er så relativt uerfaren som Zakarin. Der er al mulig grund til at tro, at det kan blive til flere gode præstationer i fremtiden, for motoren, talentet og potentialet er ubestrideligt.

Foto: Sirotti

Spørgsmålet er bare, om det allerede er i Vueltaen, han viser det igen. Zakarin har nemlig aldrig tidligere kørt to grand tours i træk, og for en mand, der trods alt er relativt grøn i de lange etapeløb, er det en voldsom udfordring at kaste sig ud i den kombination, der sidste år knækkede navne som Romain Barde tig Fabio Aru i deres første forsøg på at gøre det samme.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Alligevel er det måske netop Zakarin, der kan gøre det. Som sagt er det imponerende, hvordan han altid finder sin bedste form til slut i de store løb, og derfor har han en motor, der i teorien burde kunne række langt på et tidspunkt af sæsonen, hvor ingen længere er friske. Samtidig er årets rute designet, så der i den første halvdel kun er én farlig etape, 9. etape til La Covatilla, og det betyder, at Zakarin burde kunne undgå alt for mange af de håbløse tidlige tidstab, der hidtil har kendetegnet hans grand tours.

I stedet er de sværeste udfordringer koncentreret fra 13. etape og frem, og her plejer Zakarins motor at være kommet nogenlunde i omdrejninger, samtidig med at silken er blevet slidt af de mere eksplosive typer. Denne gang kommer etaperne imidlertid mod slutningen af hans anden grand tour på mindre end tre måneder, og det er derfor meget usikkert, om det vitterligt vil lykkes for Zakarin at finde de samme ben, som gjorde ham i stand til at udfordre Froome, Contador og co. i den tredje uge sidste år.

Lykkes det, kan det imidlertid blive ganske godt. De stejle mure på 13., 14.og 17. etape passer ham ganske vist ikke, men de kommer på et tidspunkt, hvor de eksplosive folk vil have tabt toppen af deres punch. Samtidig er der også i år en del længere stigninger, og særligt de to sidste bjergetaper burde passe Zakarin godt, både hvad terræn og placering i løbet angår.

Samtidig står han stærkt forud for enkeltstarten. I starten af sin karriere var Zakarin faktisk kendt som enkeltstartsspecialist, men efterhånden som han tabte sig, mistede han sin power. Derfor har han i de senere år slet ikke været på samme niveau, og faktisk har han ofte kørt decideret skuffende. Sidste års forrygende 4. plads i Vueltaen var imidlertid en form for genfødsel, og mange vil også erindre, hvordan han kørte en fremragende enkeltstart i 2016-udgaven af Giroen, indtil han styrtede på de regnvåde veje. Også  Touren i år viste han sig stærk på tidskørslen, og i et felt, hvor ikke mange af favoritterne er specialister, burde han på 16. etape kunne vinde tid på de fleste.

Zakarin har også sine udfordringer i form af svage evner i positionskampen og ikke mindst en nærmeste rystende ringe nedkørsel. Heldigvis betyder de to faktorer typisk mindre i den knap så stressende Vuelta, hvor Zakarin i år også tilgodeses af, at der kun sjældent findes nedkørsler i finalerne. Derfor burde han denne gang faktisk have relativt gode muligheder for ikke at lide alt for meget under de svagheder, der i den grad er blevet eksponeret for rivalerne.

Det er da heller ikke hverken nedkørsler, positionskamp eller for den sags skyld hans igen meget svage hold, der er Zakarins virkelige udfordring. Det er derimod det forhold, at han i sin anden grand tour befinder sig på dybt vand og i helt ukendt terræn. Tour-Vuelta-doublen har knækket mangen en stjerne, og det vil trods være en overraskelse, hvis Zakarin allerede i sit første forsøg kan køre med om podiet i Vueltaen. På den anden side synes den langlemmede russer at drømme om, at grand tours var dobbelt så lange, for han bliver altid bare bedre og bedre undervejs. Måske er det derfor lige netop ham, der mestrer den kunst, som kun de færreste gør.

SÆT DIT VUELTA-MANAGERHOLD - CYKEL TIL 18.990,- I FØRSTEPRÆMIE!

Dan Martin (*)

Foto: A.S.O.

Egentlig bryder han sig slet ikke om at køre etapeløb. Dan Martin har aldrig lagt skjul på, at det er endagsløbene, der for alvor kan få hans puls i vejret, og han hader den konservative og ofte afventende kørsel, der er en naturlig konsekvens af behovet for at kunne præstere hver dag over tre uger. Derfor var det ikke mærkeligt, at han efter at være blevet udråbt til den næste store klatrer, hurtigt udviklede sig til at være en af verdens bedste ryttere i de kuperede klassikere og ikke gav grand tours al for meget opmærksomhed.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Man kan ikke fortænke Martin i den prioritering. Allerede som 28-årig havde han vundet cykelsportens to kuperede monumenter, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia, og dermed præsteret noget, som end ikke Alejandro Valverde, tidens ellers suverænt bedste ardennerrytter, har magtet. Med sit punch på korte, eksplosive stigninger, sin gode spurt og ikke mindst sin fantastiske evne til at peake på dagen har Martin lynhurtigt etableret sig som en af verdens førende specialister i de vanskelige endagsløb.

Samtidig gav hans første forsøg i de tre uger lange etapeløb slet ikke endt, som han kunne have ønsket sig. Først i 2011 lykkedes det ham i Vueltaen endelig at køre klassement, og der blev det til en ganske beskeden 13. plads. I 2013 var han på vej mod en top 10-placering i Touren, men blev syg i den tredje uge og kunne se måneders forberedelse ende i det rene ingenting - trods en flot etapesejr undervejs. Det blev starten på en hel serie af uheld, der red ham som en mare i de følgende år. Senere på året styrtede han ud af Vueltaen, og i 2015 blev han igen syg i Touren, inden endnu et styrt satte en alt for tidlig stopper for en Vuelta, der ellers var startet lovende. Kun i Vueltaen i 2014 lykkedes det ham at undgå tilbageslag, og med en 7. plads fik han vist, at potentialet er til mere, end de beskedne resultater indikerer.

I lyset af de mange uheld er det ikke mærkeligt, at Martin mest har koncentreret sig om endagsløb, men i de senere år har noget forandret sig. Forud for 2016-sæsonen forlod han de trygge rammer hos Cannondale for i stedet at løfte den utaknemlige opgave som manden, der skulle udvide Quick-Step fra deres rolle som klassikernes superhold til et mandskab, der også kan gøre sig gældende i grand tours. Det fik ham til at forlade de vante omgivelser i Cannondale-hovedkvarteret Girona for i stedet at flytte til Andorra, hvor adgangen til lange stigninger er større.

Som en konsekvens har han i de forløbne år trænet langt mere i de høje bjerge, og det har haft en effekt. Han indrømmer selv, at han måske ikke har helt samme punch på de eksplosive stigninger som tidligere, men til gengæld er hans evner på de lange opkørsler forbedret helt kolossalt i de seneste tre år. Det blev første gang tydeligt i Dauphiné i 2016, hvor han sluttede på podiet i meget skrapt selskab, og blev understreget en måned senere, da han endelig sluttede i top 10 i Touren, endda på en rute, hvor det store antal enkeltstartskilometer gav ham et betydeligt handicap.

Sidste år fortsatte udviklingen. En tidlig sejr i Algarve blev fulgt op af en podieplads i Paris-Nice og en femteplads i Volta a Catalunya, hvor hans forventninger ellers var stærk begrænsede. Han frygtede dog, at hans nye fokus kunne koste i klassikerne, men med andenpladser bag den helt suveræne Valverde i både Fleche og Liege fik han vist, at han var bedre end nogensinde. Senere fulgte han det op med endnu en podieplads i Dauphiné, hvor han atter viste, at han nu kan køre med de allerbedste også i de høje bjerge.

Det var dog hans præstation i Touren, der for alvor gav løfter om noget stort. Med en overraskende tredjeplads bag Peter Sagan og Michael Matthews på en ellers alt for let puncheuretape tidligt i løbet havde han indikeret, at formen var i top, indtil det hele gik galt på den tekniske nedkørsel fra Mont du Chat på 9. etape. Her begik han den fejl, man aldrig må begå: at placere sig bag Richie Porte på en nedkørsel. Det fik den uheldige konsekvens, at han ikke kunne undvige, da den teknisk svage australier bragede i asfalten, og derfor led Martin samme triste skæbne.

Foto: A.S.O. / Alex Broadway

Heldigvis var følgerne ikke helt så katastrofale, men de billeder, der i de følgende dage viste, hvordan en forslået Martin skulle hjælpes af cyklen efter etaperne, var vidnesbyrd om, at han var mere forslået end som så. Det fik også indflydelse på hans kørestil, hvor han helt i modstrid med sin aggressive natur var manden, der satte et stabilt og hårdt tempo på stigningerne, ganske enkelt fordi hans forslåede ryg ikke kunne klare de accelerationer, der ellers altid har været Martins force. At han sluttede på en 6. plads vakte derfor en del beundring, der dog gik til det ufattelige, da det efterfølgende kom frem, at Martin havde gennemført de sidste 12 etaper med et par brækkede ryghvirvler, der først var blevet afsløret i en kontrol efter løbet!

Den præstation vidner om, at Martin formentlig kunne have kørt med om podiet, hvis han havde været i sit es, og selvom han derfor drog hjem til Irland med en ærgrelse over at have misset en gylden mulighed, havde det også tændt en ild hos den lille irer. For første gang havde han nemlig indset, at en podieplads i Touren vitterligt er inden for rækkevidde, og derfor har han nu gjort netop det til karrierens helt store mål - også selvom det har betydet et neddroslet fokus på hans elskede endagsløb.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Det stod hurtigt klart for Martin, at han måtte væk fra et Quick-Step-hold, der med sit store fokus på massespurter, ikke kunne yde ham megen støtte i bjergene, og han blev derfor del af den meget ambitiøse satsning, der i løbet af få år skal gøre UAE-mandskabet til verdens bedste cykelhold. Sammen med Alexander Kristoff og Fabio Aru blev han hentet til holdet med løftet om, at han ville gå frirum til at satse 100% på det helt store resultat i Touren.

Desværre gik det i starten ikke som ønsket for Martin og resten af det superambitiøse hold. Faktisk var første del af sæsonen en mindre katastrofe, hvor Kristoff var temmelig usynlig i klassikerne, og Aru kollapsede totalt i Giroen. Martin selv har været forfulgt af uheld, hvor han først bleg syg i Paris-Nice, så styrtede i Catalonien, igen blev sat tilbage af et styrt i Fleche Wallonne og til slut blev sat ud af spillet af en punktering i Liege-Bastogne-Liege, netop som han i finalen for første gang i år havde vist glimt af sit gamle jeg. Først i Romandiet undgik han uheld, men her var den gode form forduftet, og derfor kunne Martin se tilbage på et helt igennem forsømt forår uden resultater.

Heldigvis er lykken vendt både for ham og resten af holdet. Det hele startede, da Kristoff spurtede sig til sejr GP Kantan Aargau, og bare 24 timer tog en genfødt Martin sæsonens første sejr med et storslået angreb på den anden af de to bjergetaper i Dauphiné. I det franske bjergløb angreb han i det hele taget i et væk, og det var vel kun Geraint Thomas, der i momenter virkede stærkere på stigningerne. Desværre betød et helt igennem katastrofalt holdløb samt uopmærksomhed på en nedkørsel og en efterfølgende hård jagt på sidste etape, at Martin efter de to foregående tredjepladser denne gang endte lige uden for podiet, men ser man alene på bjergbenene, var Martin blandt de stærkeste.

Martin tog sin fantastiske form og sit gode momentum med sig til Touren, og her lagde han fabelagtigt ud, da han trods knaldhård modvind kørte fra alt og alle på Mur-de-Bretagne og dermed tog en sejr, han havde været så tæt på i samme finale tre år tidligere. Desværre varede lykken ikke længe, for bare to dage senere bragede han i asfalten på en ellers ligegyldig transportetape, og selvom han klarede den for ham svære brostensetape på beundringsværdig vis, skulle det vise sig, at det uheld mærkede ham mere end som så.

Det var ellers let at glemme, hvor ondt Martin faktisk havde, for han kørte en imponerende Tour, hvor hans mange angreb i bjergene endda blev belønnet med den store fighterpris i Paris. Desværre betalte han også prisen for sine skader, særligt på Alpe d’Huez, hvor han havde en meget svær dag, og selvom han kom fint tilbage med flot kørsel i Pyrenæerne - blandt andet blev han nr. 2 bag Quintana på løbets kongeetape - men i Paris sad han alligevel for andet år tilbage med en bitter følelse af, at det kunne være blevet til så meget mere, hvis han ikke - igen fristes man til at sige - var blevet ramt af et dumt styrt. Meget passende fortsatte serien af uheld i øvrigt i det efterfølgende Clasica San Sebastian, hvor han blev fanget bag det store styrt med Mikel Landa og Egan Bernal, men på næsten mirakuløs vis alligevel endte på en 12. plads på de smalle baskiske veje.

Foto: Sirotti

Siden den dag i Baskerlandet er der ingen, der har hørt noget til Martin. Det har længe stået klart, at han ville køre Vuelta, men han har været meget fåmælt om sine ambitioner. Kun en pressemeddelelse fra UAE-holdet, hvor Fabio Aru udnævnes til kaptajn, og Martin omtales som etapejæger, er det blevet til, og derfor hersker der vitterligt en del tvivl om, hvorfor han vitterligt er i Spanien.

Det er da også nærliggende at tro, at han først og fremmest tager til Malaga for at forberede sig til et VM, der med en kort, stejl stigning i finalen passer ham som fod i hose. Alligevel kan man ikke udelukke, at en revanchelysten Martin har mod på mere end det. Vi vil næppe se ham tage de helt store risici i den positionskamp, han hader som pesten, og kommer der en sidevindsetape, er det næsten så sikkert som amen i kirken, at Martin vil tabe tid. Sker det ikke, er Vueltaen imidlertid langt mindre stressende end Touren, og kommer Martin først frem til den sidste bjergrige del uden store tidstab, skulle han da være et skarn, hvis ikke han går efter endelig at se, hvad det kan blive til i en uheldsfri grand tour.

Især i Vueltaen er det oplagt. Det er ikke tilfældigt, at det netop var her, at Martin opnåede sine første grand tour-resultater, for de mange stejle mure er det rene guf for den lille irer, der i den slags terræn kun matches af Alejandro Valverde og Julian Alaphilippe. At de i år er en anelse længere end tidligere, er heller ikke dumt for Martin, der som sagt har tabt lidt af sit punch til fordel for bedre klatreevner, og faktisk kunne man ikke designe meget bedre etapeafslutninger for Martin end dem, der venter på 13., 14. og 17. etape. Og nu har han også vist, at han kan blande sig med de bedste i de høje bjerge, hvor især de to sidste etaper på hans hjemmebane i Andorra må være særdeles appetitvækkende for den altid angrebslystne Martin.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Naturligvis er der også udfordringer. Udover sidevind og positionskamp gælder det naturligvis særligt enkeltstarten, der altid har været akilleshæl nr. 1, og Martin har vel efterhånden indset, at han aldrig nogensinde lærer at mestre den disciplin hæderligt. Så sent som i Touren fik han sig en god gang klø på den sidste tidskørsel, og på den fladere rute i Vueltaen vil det kun gå endnu værre.

Dertil kommer evnen til at holde formen så længe. Martin er som bekendt ikke en naturlig grand tour-rytter, og hans præstationer i de lange etapeløb har altid været temmelig svingende. Han har aldrig kørt klassement i to grand tours i træk, og som vi senest sidste år så med Aru og Bardet, der begge er kendt for deres holdbarhed, er Tour-Vuelta-kombinationen en udfordring, der kan knække selv den bedste. Det virker derfor næsten for godt til at være sandt, hvis Martin skulle kunne gøre, hvad de to grand tour-stjerner ikke magtede sidste år.

På den anden side er Martins ”Let’s see what happens”-tilgang måske ikke den værste i den sammenhæng. Han kommer formentlig til Spanien med et åbent sind, og hvis han pludselig kommer godt igennem de første dage og finder sine bedste ben på de mure, han elsker, kan han blive farlig. Ingen ved, hvad Martin kan præstere, hvis han pludselig lykkes med at holde sig på cyklen i alle tre uger, og derfor kan han ende som en af løbets store overraskelser.

So let’s see what happens.

SE VUELTA A ESPAÑA PÅ EUROSPORT PLAYER

Emanuel Buchmann (*)

Foto: A.S.O.

Det ligger i navnet, at det kun er de allerfærreste nationer, der beriges med et Jahrhunderttalent, og derfor har det på forhånd været en næsten umulig opgave for den ellers ret succesfulde tyske cykelskole at finde en retmæssig arvtager til Jan Ullrich. Kraftværket fra Rostock skabte ellers med sine bedrifter i 90erne en kollektiv cykelfeber hos vort sydlige naboland, som gjorde dem hungrende efter at finde den mand, der kunne bære arven videre efter landets store cykelhelt.

Linus Gerdemann og Markus Fothen oplevede begge kortvarigt at blive udråbt til kronprins, men ingen af de to slog nogensinde igennem i grand tour-sammenhæng. Mens landet fostrede den ene topsprinter efter den anden, var listen over mulige klassementsryttere nærmest helt blank, og derfor var det måske meget belejligt, at landet efter Ullrich- og Puerto-skandalen i 2006 gled ind i en kollektiv cykeldepression, der betød, at sporten blev udskammet i en nærmest uhørt grad, løb forsvandt fra kalenderen, alle tv-transmissioner blev lukket ned, og landets store cykelhold blev tvunget til at lukke. Det betød nemlig, at hullet ikke føltes helt så gabende tomt, som det kunne, for der var vitterligt ikke skyggen af en rytter, der kunne bare tilnærmelsesvis løfte arven efter Ullrich og i anden række Andreas Klöden.

Heldigvis gik det tyske talentarbejde ikke i stå i de år, hvor sporten var på den sorteste af de sorte lister, og nu hvor den igen er taget til nåde med genetableringen af Deutschland Tour, Tour-starten i Düsseldorf, to tyske WorldTour-hold og en genoptagelse af tv-transmissionerne fra de store løb, er der derfor en rig talentmasse til at bygge videre på det lovende momentum, der er skabt. Og nu er landet måske også igen klar til at blande sig i toppen af klassementet i de tre uger lange etapeløb, for midt i depressionen er det lykkedes at fremavle et talent, der måske ikke er et Jahrhunderttalent som Ullrich, men dog har vist et potentiale, der giver grund til optimisme.

Læs også

Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud

Navnet er Emanuel Buchmann, der i denne Vuelta for første gang kan gå ind til en grand tour med håb om at køre med om de helt sjove placeringer. I de første år af den professionelle karriere, der blev indledt på Bora-mandskabet i 2015, var der imidlertid ikke meget, der fik tyskeren til at skille sig ud som noget særligt. Ganske vist havde han pæne resultater på cv’et, blandt andet en 7. plads i Tour de l’Avenir, men Buchmann var ikke et talent, der med det samme sprang ud som en fremtidig stjerne.

Tværtimod var det småt med de store succeser i de første år. Hans Tur-debut i debutåret var svær, men han viste dog med en 3. plads bag den senere holdkammerat Rafal Majka på en bjergetape, at der måske var et vist potentiale. Året efter vandt han overraskende det tyske mesterskab og fik derfor ekstra opmærksomhed, da han for første gang skulle forsøge sig som klassementsrytter i verdens største cykelløb, men i de franske bjerge blev det helt tydeligt, at der fortsat var langt op til eliten, da han endte på en relativt anonym 21. plads.

Heller ikke i de ugelange etapeløb havde Buchmann vist meget, men tilsyneladende var der bare tale om, at han skulle bruge lidt mere tid end de mest oplagte talenter til at udvikle den nødvendige robusthed. Sidste år skete der nemlig noget ganske markant med Buchmann, der hævede sit niveau ganske mærkbart. Det startede med en flot 7. plads i Tour of the Alps, inden han med offensiv kørsel sikrede sig en 3. plads på kongeetapen i Romandiet. Det helt store gennembrud kom dog i Dauphiné kort efter, hvor han for første gang i karrieren pludselig kunne køre lige op med verdens bedste i de høje bjerge, og særligt med en dybt imponerende 4. plads på den knaldhårde sidste etape fik han givet løfter, der i første omgang blev belønnet med en 7. plads.

I første omgang kunne han ikke helt leve op til forventningerne, da han efter Majkas tidlige exit pludselig skulle bære kaptajnansvaret i Touren. Det blev ganske vist til en fin 15. plads, men det blev også tydeligt, at der fortsat var et stykke vej, før Buchmann kunne blande sig med de bedste på den helt store scene.

Den gradvise udvikling er imidlertid fortsat i 2018, hvor Buchmann har lagt endnu et lag til sit allerede store potentiale. Det startede med en dybt imponerende fjerdeplads i Bakerlandet, hvor de meget eksplosive stigninger ellers bestemt ikke passer til en dieselklatrer som ham, og derefter blev det til en fin 9. plads i Romandiet. Det var imidlertid igen i Dauphiné, at han for alvor foldede sig ud, og her imponerede han igen ved at blive bedre og bedre, som løbet skred frem. Det hele kulminerede gen med endnu en 4. plads på løbets sidste etape, og havde det ikke været for et skidt holdløb, kunne det også være blevet til mere end den samlede 6. plads, der i sidste ende blev resultatet.

Foto: Sirotti

Buchmann og Bora-mandskabet havde på forhånd besluttet sig for, at det første store klassementsforsøg ikke skulle gøres på den allersværeste scene, og derfor lod han denne gang Sagan og Majka om at forsvare holdets farver i Tour de France. I stedet har hele sæsonen været lagt til rette på, at Buchmann skal have sin helt store chance i Vueltaen, hvor vi for første gang for alvor skal se, hvad det med de markante niveauspring, han har foretaget i 2017 og 2018 kan opnå over tre uger.

Buchmann synes at være på sporet til et godt resultat, for han kom ganske fint igennem sin sidste formtest i Tour de Pologne. Her passede de eksplosive stigninger slet ikke til en ryttertype som ham, og derfor var det mere end godkendt, at han endte på den samlede 7. plads. Selv har han da også udtrykt, at forberedelsen er gået helt efter planen, og han er yderst tilfreds med den form, han tager med sig til starten i Malaga på lørdag.

Det er ikke blot, hvad formen angår, at Buchmann har givet sig selv de bedst mulige forudsætninger for at komme godt fra mødet med de spanske bjerge. Vueltaen handler nemlig mere end noget andet om friskhed, og Buchmann er en af de ganske få klassementsryttere, der stiller til start uden at have haft en tidligere grand tour som mål først på sæsonen. I teorien burde Buchmann derfor være mere frisk end de mange af rivalerne, der enten har Giroen eller Vueltaen i benene, og modsat mange af dem, der ikke har, har han ikke været ramt af skader, der betyder, at han er på desperat formjagt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

På den anden side er Vueltaen måske ikke den helt ideelle grand tour for Buchmann. Han er trods sin ret store statur en ren klatrer, der er bedst på lange stigninger. Det er ikke just den type stigninger, Vueltaen er kendt for, og de stejle mure på 13., 14. og 17. etape synes da heller ikke at være hans kop te. Det er til gengæld de længere stigninger særligt til allersidst i Pyrenæerne, og generelt burde terrænet trods alt ikke være helt dumt for en mand, hvis force er i bjergene.

Enkeltstarten er et større problem, for her har Buchmann bestemt ikke haft sin force. Det så vi blant andet sidste år i Dauphiné, men i år kørte han i Baskerlandet faktisk ganske pænt, ligesom han gjorde det udmærket på den eksplosive prolog i Romandiet. Det betyder ikke, at han ikke vil tabe tid til specialisterne på 16. etape, men der kan være en berettiget tro på, at han måske kan vinde lidt på nogle af de lettere og mere spinkle klatrere end den relativt store tysker.

Buchmann kan heller ikke klage over støtten på et hold, hvor han er den erklærede kaptajn. Ganske vist skal der naturligvis tages et vist hensyn til superstjernen Peter Sagan, men det burde ikke være det store problem for Buchmann, der vil have rigeligt med støtte i bjergene. Her vil Rafal Majka, der kommer til Spanien for at jagte etaper, være en luksusløjtnant, ligesom Davide Formolo, der også selv må have visse klassementsambitioner, vil betyde, at Bora kan regne med at sidde med helt op til tre folk dybt inde i finalerne.

I sidste ende er det dog hverken Majka eller Formolo, der bestemmer, hvordan det skal gå for Buchmann. Det er, når alt kommer til alt, op til hans egne ben, og her hersker der fortsat en del usikkerhed om holdbarheden over tre uger. Hans to foregående forsøg i Touren har ikke været imponerende, men denne gang er Buchmann i en helt anden situation.

Det er første gang, at alt har været lagt an på en enkelt grad tour, og hans præstationer i det seneste års tid har vist, at hans gradvise udvikling nu har gjort ham til en af verdens bedste klatrere. Det rækker næppe allerede nu til en podieplads i Vueltaen, men så højt sigtes der heller ikke hverken for ham eller Bora. I første omgang handler det for det tyske hold om at vise, at Tyskland igen har en fremtidig podiekandidat i de store talent, og Buchmann har vist, at han potentialet til at udfylde den rolle - Jahrhunderttalent eller ej.

Enric Mas (*)

Foto: Iri Greco / BrakeThrough Media

Hvis der er noget, en ung rytter ikke har lyst til, er det formentlig at blive udråbt til den næste Alberto Contador - og det endda af Contador selv. Spanien befinder sig nemlig i en kollektiv cykeldepression, fordi den gyldne generation med Contador, Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez og Samuel Sanchez nu synger på allersidste vers, og med undtagelse af Mikel Landa, der jo ikke er helt ung længere, er der fortsat ingen andre spaniere, der har vist sig i stand til at køre med om sejrene i de helt store løb. Ion Izagirre har vist sig som fremragende i ugelange etapeløb, men ikke i grand tours, Ruben Fernandez synes at være endt i et stort hul, og selvom han virker lovende, er det fortsat svært at se, at Marc Soler ligefrem skal ende som vinder af et tre uger langt etapeløb.

Derfor kunne Contador næppe lægge et større pres på skuldrene af unge Enric Mas, end han gjorde, da han under sidste års Vuelta pegede på Quick-Steps supertalent som den naturlige arvtager. Dermed gjorde han da næppe heller Mas nogen stor tjeneste, men det er nu helt forståeligt, at Contador fremhævede netop ham som manden, der kan løfte en spansk cykelarv, som burde kunne knække nakken på selv den bedste.

Mas, der har trådt sine barnesko på Contadors ungdomshold, viste nemlig i 2016 i sit år på Quick-Steps talenthold nemlig allerede, at han er gjort at noget ganske særligt. En sejr i det store portugisiske 2.2-løb Volta ao Alentejo først på sæsonen blev fulgt op med hhv. en sejr og en andenplads i bjergløbene Tour de Savoie Mont Blanc og Giro della Valle d’Aosta, der traditionelt er nogle af de bedste skuepladser for fremtidens klatretalenter, og derfor var det også en nobrainer for manager Patrick Lefevere allerede i 2017 at belønne sin spanske perle med en oprykning til et af sportens supermandskaber.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Den tillid takkede Mas hurtigt for. Det blev ganske vist til en lidt vaklende start, men i Baskerlandet i april så man for første gang potentialet på den helt store scene. Her leverede Mas nemlig en imponerende indsats i forsvaret af Davi de la Cruz’ gule førertrøje, og det blev her klart, at han allerede nu var klar til at levere på den helt store scene.

I de følgende løb havde han ganske vist lidt svært ved helt at leve op til flotte hjælperpræstation, men det ændrede sig med ét, da han i august efter en lang sommerpause stillede til start i Vuelta a Burgos. Tilsyneladende havde et halvt år i det professionelle felt gjort underværker for supertalentet, for i det spanske løb var det kun en efter Touren meget formstærk Mikel Landa, der var bedre. På løbets første bjergetape kørte han fra et andet supertalent, Miguel Angel Lopez, og på den sidste af de to store dage i bjergene, fik han endda også til sidst skovlen under Landa. Det rakte ikke til en samlet sejr, men en andenplads i et stærkt besat klatreløb var blot endnu en bekræftelse på det enorme potentiale.

Derfor var der også skabt visse forventninger til grand tour-debuten i Vueltaen, men allerede ved det første møde med bjergene på 3. etape knustes alle de spinkle klassementsdrømme. I det hele taget blev Vuelta-debuten ikke helt det, mange havde håbet og forventet, men en 3. plads fra et udbrud og ikke mindst en fremragende indsats på løbets sidste store bjergetape til Angliru, hvor han endda gav sin mentor, Contador, en hånd undervejs på vej mod dennes sidste store sejr, viste igen, at det blot er et spørgsmål om tid, indne vi for alvor vil se Mas folde sig ud på den helt store scene.

Den chance har han fået i år, men billedet har desværre ikke været helt entydig for Mas, der ikke har haft det letteste år. Han kom nemlig skidt fra start med meget skuffende præstationer i Tour Down under, Abu Dhabi Tour og Volta a Catalunya, hvor han også selv var forundret over, hvor den gode form blev af. Det ændrede sig imidlertid igen i Baskerlandet, hvor han for første gang kørte med om sejren i et WorldTour-løb. Lovende præstationer på de to første etaper blev ganske vist fulgt op af et stort tidstab på enkeltstarten, men Mas rejste sig på smukkeste vis på den afsluttende kongeetape.

Her gik han afsted i det tidlige udbrud, og bedst som det så ud til, at han ville blive hentet, strålede supertalentet for alvor. På den sidste stigning blev han jagtet af en flyvende Landa, der desperat var i færd med at knække en halvskadet Primoz Roglic, men trods sine store anstrengelser tidligere på etapen lod Mas sig ikke hente. Tværtimod kørte han næsten lige så stærkt op ad den stejle Eibar-stigning som sin baskiske forfølger, og han kunne til slut krydse stregen som vinder af sin første professionelle sejr på en af Spaniens mest ikoniske stigninger. Samtidig røg han op på den samlede 6. plads - et ganske imponerende resultat efter nedturen på enkeltstarten.

Foto: Sirotti

Mas var i første omgang i spil til Giroen, men de planer blev hurtigt droppet. I stedet gjorde han Tour de Suisse til det sidste store mål i sæsonens første halvdel, inden han rettede blikket mod Vueltaen, der blev udset som det helt store højdepunkt i hans anden sæson på højeste niveau. I det schweiziske løb bekræftede han for alvor, at hans fremtid som klassementsrytter er stor. Ikke blot spurtede han sig til en 2. plads bag Diego Ulissi på 5. etape og tog en fornem 6. plads på kongeetapen. Han forsvarede sig også efter egen standard så hæderligt på enkeltstarten, at han endte som en samlet nr. 4, bare 8 sekunder fra en podieplads i et af sportens sværeste etapeløb

Resultaterne i Baskerlandet og Schweiz er det tydeligste bevis på, at Den Nye Contador er klar til de kommende tre ugers udfordringer. Især resultatet i Alpelandet var lovende, fordi det blev leveret over ni dage, hvormed Mas i hvert fald fik vist, at han kan holde dampen oppe i i hvert fald en lille halv grand tour. Netop holdbarheden er som bekendt altid det helt store spørgsmål i et første forsøg som klassementsrytter, og for Mas er det naturligvis det samme. Risikoen for, at han ikke kan undgå enten en dårlig dag eller decideret kollaps i løbet af de tre uger, kan ikke negligeres, men resultaterne i Schweiz og på Angliru sidste år er i hvert fald en indikation på, at han allerede har potentialet.

Desværre har Mas’ optakt til løbet ikke været optimal. I Tour de Wallonie i slutningen af juli virkede han ellers forrygende kørende på de eksplosive stigninger, der ikke er hans bedste terræn, men desværre styrtede han allerede på 1. etape. En knæskade, der gav ham smerter i stærkt varierende grad gjorde det i sidste ende umuligt at fortsætte, og han valgte også at droppe Clasica San Sebastian for at undgå yderligere problemer.

Læs også

Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv

Alligevel har Mas via sociale medier meldt sig 100% klar til sin hidtil største opgave som professionel, og han kan se frem til en rute, der burde passe ham. Som ren klatrer må han i hvert fald glædes over de hele ni afslutninger på stigninger, og han synes at kunne begå sig på de fleste af slagsen. Han viste i Schweiz, at han mestrer de høje bjerge som dem, der venter i Andorra, men andenpladsen bag Ulissi på 5. etape samt de lovende præstationer i Baskerlandet viser også, at han faktisk er ganske eksplosiv. Med andre ord er han en alsidig klatrer, der burde kunne håndtere den ret varierede natur af årets bjergetaper.

Til gengæld er enkeltstarten lidt af et hovedbrud. Mas er bestemt ikke temporytter, og det var so sagt en dårlig tidskørsel, der betød, at det ikke blev til mere end en 6. plads i Baskerlandet. På den anden side forsvarede han sig høderligt i Schweiz, og selvom et betydeligt tidstab på 16. etape næppe kan undgås, kan man i hvert fald håbe, at det i sammenligning med de andre klatrere ikke går helt galt.

Mas må naturligvis også leve med, at han ikke vil få fuld støtte på et hold, der først og fremmest er bygget op om Elia Viviani, men det gør næppe det store. Quick-Step er trods alt ikke kommet til Spanien for at vinde Vueltaen, og Mas’ primære opgave er at lære og holde sig til. I den sammenhæng kan han regne med solid støtte fra veteranerne Pieter Serry og Dries Devenyns, der begge kan klare til husbehov, samt den ligeledes meget talentfulde Laurens De Plus, og derefter er det op til Mas selv at vise, hvad talentet rækker til.

Det rækker helt sikkert langt, men spørgsmålet er, om det allerede er nok i det første klassementsforsøg i et tre uger langt etapeløb. Med et relativt let sæsonprogram har han givet sig selv de bedst mulige forudsætninger for at holde hele vejen, og han har trods alt allerede en hel grand tour i sine unge Ben. Evnerne er indiskutable, men om en ung motor allerede nu også kan gøre arbejdet færdigt i den tredje uge, ved vi ikke.

Mangler han inspiration, kan han imidlertid bare se til Giroen, hvor en ung Richard Carapaz i sin anden grand tour endte på en fjerdeplads. For sportens supertalenter er det muligt at overraske også på den allerstørste scene. Og lykkes det allerede i år, er den næste Contador måske tættere på, end stjernen selv anede, da han for et år siden udråbte sin arvtager.

SKAL KELDERMAN, ZAKARIN, MARTIN, BUCHMANN ELLER MAS PÅ DIT MANAGERHOLD?

Boblerne

Det er altid svært at koge en liste over favoritter ned til bare 15 navne, og det har krævet fravalg af nogle stærke kandidater, der fortjener at blive nævnt. Det gælder først og fremmest David De La Cruz, der efter Geraint Thomas’ Tour-sejr og deraf følgende Vuelta-afbud, nu er kaptajn. De La Cruz har de seneste to år vist, at han kan køre med de bedste i Vueltaen, men efter en halvskidt sæson, hvor han har skuffet i de høje bjerge, er det svært at se ham køre med om podiet. Hans holdkammerat Tao Geoghegan Hart har efter et superår potentialet til at blive en overraskelse, men det er usikkert, om holdbarheden rækker i den allerførste grand tour. Derudover har holdet Sergio Henao, der imidlertid har været en skygge af sig selv i mere end et år, mens ellers formstærke Michal Kwiatkowski kun skal jagte etapesejre i sin VM-forberedelse. Endelig er der stortalentet Pavel Sivakov , men han kan alene være til start for at lære.

Foto:  LaPresse - Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi

Supertalentet Richard Carapaz blev nr. 4 i Giroen, men det er tvivlsomt, om han vil kunne gentage den bedrift her. Potentialet rækker, men på et hold med Quintana og Valverde ligner han mere en solid hjælper, især fordi han først i sidste øjeblik blev udtaget som erstatning for den skadede Mikel Landa. Carapaz’ talent er imidlertid ubestrideligt, og der kan for Movistar være en point i at fastholde tre heste at spille på. Derfor kan man ikke helt afskrive, at han igen kan blande sig i toppen af klassementet.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Bora kører 100% for Buchmann, men har i Davide Formolo en solid plan B. Italieneren er efter skiftet til Bora kommet tilbage på sporet, og havde det ikke været for et dumt styrt, var han endt højere i klassementet i Giroen. Det italienske løb viste dog også, at Formolo umiddelbart ikke ligner en podiekandidat i Vueltaen, hvor han altså også kun agerer løjtnant. Holdets klatrestjerne, Rafal Majka, vil jagte etapesejre og har i første omgang ingen klassementsambitioner.

Havde dette været 2017, havde vi haft Louis Meintjes højt på listen, for den sydafrikanske dieselmotor er den fødte rytter til årets tredje grand tour, hvor alle er trætte, og hvor de svære udfordringer alle kommer sidst i løbet. Desværre har sydafrikaneren efter skiftet til Dimension Data været en skygge af sig selv, og selvom han har potentialet til at køre med om top 5, vil det i første omgang bare være en succes, hvis han med en top 10 kan vise, at han stadig er i live. Veteranen Igor Anton kørte lovende i Vuelta a Burgos, og selvom han ikke jagter klassementet, kan han måske alligevel ende i top 20. Merhawi Kudus mangler til gengæld stabiliteten.

EF Education satser 100% på Rigoberto Uran, men de har også sidste års nr. 7, Michael Woods. Canadieren styrtede imidlertid i Utah og har siden lidt af et betændt sår. Derfor kommer han primært til Spanien som hjælper med fokus på etapesejre, men kommer han levende igennem de første 10 dage, kan han sagtens ende med at overraske igen på en rute, der passer ham glimrende.

Bauke Mollema er løbets store mysterium, for mens holdet udsendte en pressemeddelelse med en annonceret målsætning om en samlet top 5, tweetede Mollema selv, at han slet ikke kommer for klassementet. Det har også hele tiden været udmeldingen fra den hollandske kaptajn, og vi tror mest på rytteren selv. Det betyder dog ikke, at han med offensiv kørsel pludselig selv kan ende højt i klassementet. Denne gang satser Gianluca Brambilla også alene på etapesejre.

Bahrain-Merida kører klassement med Ion Izagirre, der senest forsøgte sig i den rolle i Giroen for et par år siden. Det gik som bekendt ikke godt, og vi frygter lidt, at baskeren, der altid har været svingende i grand tours, mangler den fornødnes stabilitet. Det samme gør broderen Gorka Izagirre, der heller ikke klatrer godt nok til at køre klassement. Det gør Vincenzo Nibali naturligvis, men han beskriver efter sit grimme Tour-styrt sin form som værende på januarniveau og vil alene bruge løbet som VM-forberedelse, samtidig med at han jagter en etapesejr mod slutningen af løbet. Mest interessant på holdet er unge Mark Padun, der efter en fantastisk debutsæson kan ende som en af løbets helt store overraskelser.

Foto:  LaPresse - Di Alberto / Ferrari / Alpozzi

Pello Bilbao viste i Giroen, at han trods en hjælperrolle for Miguel Angel Lopez sagtens kan ende i top 10 alligevel. Den bedrift kan han bestemt sagtens gentage i Vueltaen, men niveauet rækker næppe til en top 5. Lykkes det ikke for Bilbao, kan talentfulde Jan Hirt overtage rollen som plan B, hvis han endelig kan komme tilbage på sporet efter skiftet til Astana.

Løbet byder også på grand tour-debut til Sepp Kuss , der stiller til start med en knusende overlegen sejr i Utah i bagagen. Med hele to kaptajner på LottoNL-Jumbo bliver hans opgave formentlig udelukkende at agere hjælper, og da stabilitet ikke just har været et kendetegn, virker det ikke realistisk at tro på et stort klassement i den første grand tour.

Mitchelton-Scott kører 100% for Simon Yates, og Adam Yates er her derfor alene for at samle erfaring og hjælpe sin bror. Det kunne have været sjovt at se supertalentet Jack Haig køre klassement efter den dybt imponerende Giro, men meldingen er, at også han alene skal hjælpe sin kaptajn i de spanske bjerge. Det udelukker dog ikke helt, at han faktisk kan få lov at holde sig lidt til alligevel.

Løbet tæller også en række spændende unge ryttere. Det gælder især Laurens De Plus, der endelig er skadesfri, og i Polen Rundt viste, at han kan være på vej med endelig at realisere sit potentiale på den store scene også. Det gælder også de unge UAE-klatrere Edward Ravasi, Simone Petilli og Valerio Conti , der bør få nok at gøre med at servicere Aru og Martin.

Endelig er der Tony Gallopin, Mikael Cherel og Hubert Dupont , der alle kan ende i top 20, mens holdkammeraten Alexandre Geniez denne gang alene skal jagte etaper. Georg Preidler, Rudy Molard, Nicolas Roche og Rohan Dennis er som udgangspunkt låst i rollen som hjælpere for hhv. Pinot og Porte, Tiesj Benoot jagter alene etaper, og derudover er der wildcardrytterne Mikel Bizkarra, Jose Mendes, Sergio Pardilla og Nicolas Schultz, der alle med lidt held måske kan klemme sig ind i top 20.

Feltet.dks favoritvurdering:

*****: Richie Porte

****: Nairo Quintana, Miguel Angel Lopez

***: Simon Yates, Thibaut Pinot, Alejandro Valverde

**: Rigoberto Uran, George Bennett, Fabio Aru, Steven Kruijswijk

*: Wilco Kelderman, Ilnur Zakarin, Dan Martin, Emanuel Buchmann, Enric Mas

TILMELD DIG VUELTA-MANAGERSPILLET NU - PRÆMIER TIL DE 60 BEDSTE!