Vuelta a España: Podiekandidaterne

Vuelta a España betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og igen i år kan man præsentere et felt, der kan matche det, vi ser i de øvrige grand tours.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Tidligere blev Vueltaen af mange betragtes som en mulighed for revanche for ryttere, der havde en skidt Tour. Igen i år er der da også ryttere, der jagter oprejsning efter tre skuffende uger i Frankrig. Det gælder specielt Richie Porte, der styrtede ud af det franske løb allerede på 9. etape, Rigoberto Uran, hvis drømme ligeledes blev knust på de nordfranske brosten, samt Movistar-duoen Nairo Quintana og Alejandro Valverde, der aldrig var i nærheden af den Tour-sejr, de drømme om.  For mange andre af Tour-favoritterne er det imidlertid nu det naturlige andet mål i en lang sæson. Det gælder i år for Dan Martin, Ilnur Zakarin og Steven Kruijswijk, der begge sluttede i top 10 i det franske løb, og som nu for første gang kaster sig ud i klassementsforsøge i træk.

De får som altid selskab af hovedparten af rytterne fra Giroen. Nu om dage er det sjældent ikke at kombinere den italienske grand tour med det spanske løb, og derfor vil Thibaut Pinot, der missede Touren med en lungebetændelse, Simon Yates, Miguel Angel Lopez, Louis Meintjes, Fabio Aru, Michael Woods, Richard Carapaz og George Bennett, der alle var blandt forhåndsfavoritterne i Italien, være at finde på rampen, når Vueltaen indledes med en enkeltstart i Malaga. Lægger man dertil ryttere som Wilco Kelderman, Ion Izagirre, Enric Mas, David De La Cruz, og Emanuel Buchmann, der alle hele tiden har haft Vueltaen som årets allerstørste personlige mål, er det klart, at der et særdeles konkurrencedygtigt felt, der vil skulle slås om sejren - også selvom vi må undvære navne som Geraint Thomas, Chris Froome, Mikel Landa, Tom Dumoulin, Romain Bardet og Primoz Roglic, og selvom stjerner som Vincenzo Nibali, Adam Yates og Bauke Mollema ikke er kommet til Spanien for at køre klassement.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

HAR DU SAT DIT MANAGERHOLD ENDNU?

Rigoberto Uran (**)

Foto: Sirotti

Vuelta a España er en gave til de fleste cykelhold, for havde det ikke været for det spanske løb, var der mange, der havde oplevet nogle forfærdelige sæsoner. Meget ofte har ambitiøse managers og kaptajner nemlig satset alt på succes i Touren for efter bare få dage at se det hele falde sammen med et brag som følge af et uheld i den altid urimeligt stressende første uge. Heldigvis har Vueltaen altid været den perfekte chance for revanche, og listen over ryttere, der har reddet deres sæson, på de spanske landeveje er ganske lang.

Den seneste i rækken over ryttere, der kan bruge en stor Vuelta til at komme tilbage på sporet efter en sæson, der foreløbig mest ligner et blankt stykke A4-papir, er Rigoberto Uran. Efter sin chokerende andenplads i sidste års Tour var det nemlig en genfødt og yderst ambitiøs colombianer, der sammen med EF-ledelsen lagde en sæsonplan, der kun havde ét mål: at Uran skulle slutte på podiets øverste trin i Paris. For de fleste virkede det måske en anelse urealistisk i lyset af det historisk stærke felt, der var samlet i Frankrig, men Uran og manager Jonathan Vaughters holdt sig ikke tilbage for at gøre forsøget.

Det var naturligvis en meget vovet satsning for et hold, der for bare et par måneder siden havde kæmpet en desperat dødskamp, og gamblingen blev blot mangedoblet, da Uran kørte et ret anonymt forår. Ganske vist vandt han en etape på hjemmebanen i Colombia Oro y Paz i februar, ligesom han ladede fint op til Touren ved at vinde en etape og blive nr. 2 bag suveræne Primoz Roglic i Tour de Slovenie, men man kan ikke fortænke den almindelige cykelfan i at have glemt Urans eksistens, da verdens største cykelcirkus blev skudt i gang for mere end en måned siden i Vendee-regionen.

Desværre gjorde Uran på de franske landeveje ikke meget for at minde os om, at han faktisk sidste år blev nr. 2 i løbet. Det så ellers så lovende ud, da han kom overraskende godt igennem de første styrtplagede etaper og med et chokerende godt holdløb pludselig havde sneget sig ind i top 10. Desværre endte det hele allerede, inden det for alvor var kommet i gang, for Urans gode udgangspunkt blev knust mod de nordfranske brosten, og da skaderne betød, at han med det samme kollapsede i Alperne, var der ikke andet at gøre end at kaste håndklædet i ringen og rette blikket mod Vueltaen i stedet for at lide sig igennem to svære uger i de franske bjerge.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Som sagt, så gjort, og efter hurtigt at have sneget sig ud af den franske bagdør kom Uran sig lynhurtigt, så han bare et par uger senere kunne køre sig til et af sæsonens bedste resultater med en 6. plads i Clasica San Sebastian og dermed sætte en tyk streg under, at det i hvert fald ikke er Tour-skaderne, der skal forhindre ham i at redde sæsonen, når det på lørdag går løs over tre uger i Spanien. Alligevel er Uran igennem gledet under radaren i tiden op til løbet, og det er efterhånden blevet lidt af en vane for colombianeren, der har haft en sjov tendens til at veksle mellem jubelpræstationer og en hel serie af nedture.

Det lignede nemlig den totale deroute for Rigoberto Uran, da han stillede til start i sidste års Tour. Egentlig var det lidt tragisk at tænke på, at colombianeren blot tre år tidligere af mange blev betragtet som hovedudfordreren til Nairo Quintana forud for Giroen i 2014, hvor han for andet år i træk endte med at sikre sig en andenplads, og at han året efter igen var blandt de fem største favoritter. Så sent som i 2016 blev han igen af mange betragtet som en af podiekandidaterne i Giroen, men da han i 2017 for første gang satsede alt på Tour de France, var der ikke mange, der overhovedet nævnte ”Mick Jagger” som en af kandidaterne til de absolutte topplaceringer.

Hvad var det sket for den farverige colombianer, som Sky for år tilbage kun modvilligt gav slip på, og som man hos Quick-Step i en overgang byggede hele sin klassementsfremtid på? Det var svært at give et entydigt svar, men faktum var det, at Urans grand tour-stjerne var falmet væsentligt. Hovedforklaringen var imidlertid, at han i Giroen i både 2015 og 2016 blev sat tilbage af sygdom, og selvom han alligevel kunne skrive en 7. plads i sidstnævnte sæson på sit cv, betød det entydige fokus på grand tours og en deraf følgende mangel på resultater, at han gled ned i glemslen på den lange liste over fallerede talenter, der aldrig slog igennem.

Meget optimisme kunne man derfor ikke frembringe, da han af alle muligheder valgte Jonathan Vaughters’ hold - dengang kendt som Cannondale - som stedet til at genrejse karrieren. Det amerikanske mandskab har nemlig en nærmest enestående evne til at få et minimum ud af deres talenter, og man kan derfor ikke fortænke flertallet i at afskrive ham.

Foto: A.S.O. / Broadway - Bade - Maheux

Resten er som bekendt historie. Uran rejste sig sidste sommer fra asken og kørte sin hidtil bedste grand tour. Sammen med Chris Froome, Mikel Landa og Romain Bardet udmærkede han sig som den bedste i bjergene, og da han samtidig undgik den dårlige dag, der ellers ofte har kendetegnet hans karriere, samt kørte sin første gode enkeltstart i adskillige år, endte han på en meget imponerende andenplads - hans tredje af slagsen i grand tour-sammenhæng. Ganske vist var han aldrig i nærheden af at true suveræne Froome, men i kampen om de krummer, briten efterlod, var han den bedste, han kronede endda det hele ved at tage en etapesejr i en spurt, der endda var skæmmet af et gearproblem.

Resultat kom imidlertid ikke ud af det blå, og Uran havde forinden givet så mange indikationer på, at han var på vej tilbage, at vi her på Feltet.dk faktisk fremhævede ham som en af de 15 kandidater til kampen om sejren. I efteråret 2016 var Uran ganske enkelt flyvende og suverænt en af de dominerende skikkelser i de italienske klassikere. Hvis ikke Cannondale fejlagtigt havde satset alt på Michael Woods i den benhårde klassiker Milano-Torino, var colombianeren endt med sejren i verdens ældste endagsløb. Kun en uimodståelig Esteban Chaves var i stand til at besejre ham på San Luca i Giro dell’Emilia, og i det største løb af dem alle, Il Lombardia, spurtede om sejren med Chaves og Diego Rosa efter at have efterladt en stor del af verdens klatreelite på de sidste stigninger.

I 2017 fortsatte Uran tendensen med en stribe solide klatrepræstationer, hvor han gang på gang slog folk, der generelt lå langt højere i Tour-hierarkiet. Når det i alle løb blev til beskedne samlede placeringer, skyldtes det udelukkende et af cykelsportens største mysterier: spørgsmålet om, hvad der er sket med Urans enkeltstart. Mange vil huske, hvordan han i 2014 kørte feltet sønder og sammen på den lange enkeltstart i Giroen, og hvordan han generelt var ustoppelig mod uret i den periode. Siden da er det faldet helt sammen for colombianeren, og hans resultater i de seneste mange år placerer ham solidt i den absolutte bund, når klassementsrytterne skal rangeres efter tempoegenskaber. Kun én gang siden 2016 har han kørt en enkeltstart, der står mål med hans fordums høje niveau, men den kom heldigvis på det helt rigtige tidspunkt i Touren sidste år, hvor han med en 8. plads i Marseille kortvarigt lod sig genføde og dermed sikrede sig den samlede andenplads bag Froome.

I år har Uran på enkeltstarterne imidlertid igen været sit gamle tamme jeg, og i det hele taget har der som sagt ikke været meget at skrive hjem om for colombianeren. En del af forklaringen var et styrt i Baskerlandet, der ødelagde hans ardennerkampagne, og med tanke på at alt har været rettet mod succes i Touren, er der faktisk ingen grund til at antage, at en frisk Uran, der slap betydeligt lettere fra sit Tour-styrt end eksempelvis Richie Porte, atter vil kunne rejse sig fra asken og skrige ud til hele den ganske cykelverden, at han faktisk har en grand tour-historik, der gør ham fortjent til en plads som en af topfavoritterne. Netop friskheden er et særligt godt kort i et løb, hvor alle er trætte, men det burde ikke gælde for Uran, der endda i de senere år har vist en imponerende evne til altid at præstere i årets sidste måneder.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Vueltaen er den eneste grand tour, hvor Uran aldrig har været på podiet, men det skyldes snarere tilfældigheder, end at løbet ikke passer ham. Faktisk siger al logik, at de relativt korte stigninger burde være perfekt for en eksplosiv fyr som Uran, der med sin gode spurt og sit stærke punch burde være skabt til det spanske terræn. Samtidig er han bakket op af et af løbets stærkeste bjergmandskaber, der også tæller en plan B i Michael Woods, som sidste år endte løbet på en 7. plads, samt klatrere som Pierre Rolland og Daniel Moreno. Enkeltstarten vil naturligvis som altid et stort problem, for trods sidste års genrejsning må man formode, at Uran vil få sig en betragtelig omgang klø på 16. etape, men kan han klare sig hæderligt igennem den dag, har han i hvert fald gode kort på sin hånd.

I sidste ende står det hele og falder med Uran selv og hans evne til at genfinde sidste års tårnhøje niveau. Det er bestemt ikke umuligt, men alligevel er det svært ikke at sidde med en fornemmelse af, at Uran aldrig vinder en grand tour. Selvom han sidste år viste, at han klatreevner placerer ham tæt på toppen af hierarkiet, og at han ikke længere er så svingende som tidligere, hvor gode og dårlige dage kom skiftevis i løbet af et tre uger langt løb, mangler han det sidste touch af excellence, der gør, at man for alvor kan tro på, at han kan vinde. På mange måder ender han i samme kasse som Romain Bardet, Jakob Fuglsang, Bauke Mollema og lignende folk, der alle er fremragende cykelryttere med egenskaber, der ville gøre selv den bedste cykelrytter grøn af misundelse, men hvor der mangler det ekstra, der hæver dem fra podie- til reel vinderkandidat. Trods sine tre andenpladser har man da heller aldrig nogensinde siddet med fornemmelsen af, at Uran har været en reel vinderkandidat i en grand touR.

Heldigvis er konkurrencen i Vueltaen ikke som i Touren, og i et felt, hvor der hersker en del usikkerhed om stort set alle favoritterne, har Uran måske sit livs chance. I hvert fald er han blandt de ryttere, der har haft den bedste forberedelse, hvor han især vil kunne lukrere på sin friskhed, og han mødes af en rute, der passer ham, og et hold, der kan støtte ham. Om det ligefrem rækker til sejr, er nok svært for alvor at tro på, men mindre kan formentlig også gøre det for en mand, hvis sæson står og falder med et godt resultat de kommende tre uger.

Og hvorfor ikke fuldende serien over andenpladser med at nuppe en ekstra en af slagsen i Spanien? Det vil trods alt ikke være helt skidt for en mand, som ingen nogensinde taler om forud for de store etapeløb.

SE VUELTA A ESPAÑA PÅ EUROSPORT PLAYER

George Bennett (**)

Foto: Sirotti

Det er næsten ikke til at tro, at det bare er fem år siden. Efter to skuffende år på Radioshack, hvor han aldrig havde indfriet sit store potentiale, så det ud til George Bennetts karriere kunne være ovre, allerede inden den for alvor var begyndt. Trods den løfterige tid som U23-rytter slog newzealænderen aldrig til på sit amerikanske hold, og det var ikke let at finde en ny arbejdsgiver, der ville give ham endnu en chance.

Heldigvis trådte først Cannondale og siden LottoNL-Jumbo til med en livline, der gav Bennett en ekstra mulighed for at indfri potentialet. Hos hollænderne var han imidlertid hentet ind som hjælper for holdets mange klassementsryttere Wilco Kelderman, Robert Gesink og Steven Kruijswijk, og det var i første omgang ikke Bennett selv, der skulle løfte ansvaret.

Den rolle udfyldte han da også ganske fint, indtil et tilfælde pludselig ændrede det hele. I Vueltaen i 2016 var han stillet til start med den opgave at sikre maksimal støtte til Steven Kruijswijk, der blot få måneder forinden havde været så tæt på at vinde Giroen, som man overhovedet kan komme. Derfor var Bennetts opgave som nøglehjælper for den hollandske stjerne også soleklar, og han havde absolut ingen personlige ambitioner.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Det ændrede sig imidlertid lynhurtigt. Allerede tidligt i løbet styrtede Kruijswijk, og pludselig stod Bennet, der allerede kort forinden med meget offensiv kørsel i Touren havde viste betragtelig fremgang i forhold til tidligere, med en uventet mulighed. Ganske vist havde han allerede forinden tabt lidt tid, og målet var derfor i første omgang etapesejre. Efter en fjerdeplads på Aubisque, der i øvrigt blev vundet af holdkammeraten Gesink, kunne han imidlertid pludselig lugte den samlede top 10, og stille og roligt sneg tanken om en samlet topplacering sig ind i LottoNL-Jumbo-lejren.

Bennett knækkede ikke under presset, og trods den tabte tid fra den tidlige del af løbet lykkedes det ham helt uventet at køre ind i Madrid som løbets 10. bedste rytter. Det tændte en flamme hos newzealænderen, der pludselig øjnede flere personlige muligheder i etapeløbene, og det samme gjorde holdets ledelse naturligvis.

I første omgang var det dog ikke grand tours, der havde hans fokus. I 2017 skulle han fokusere på ugelange etapeløb, og det gjorde han fremragende. Trods en omgang kyssesyge i løbet af vinteren blev han allerede i februar nr. 7 i Abu Dhabi Tour, og han fortsatte med en 9. plads i Volta a Catalunya og en 11. plads i Baskerlandet Rundt. Det helt store gennembrud kom dog i Californien, hvor det lykkedes ham at sætte forhåndsfavoritterne Rafal Majka og Andrew Talansky til vægs og tage den samlede sejr i et stort WorldTour-løb.

Foto: Sirotti

Det fik ham dog ikke til at ændre ambitioner forud for Touren, der alene handlede om at jagte etapesejre. Derfor smed han da også tid i den hektiske første uge, men igen ændrede han planer undervejs. Bennett overgik nemlig sine egne forventninger på de første bjergetaper, og på den første hviledag havde han pludselig kørt sig op på en 10. plads. Det fik ham til atter at satse på klassementet, og han havde da også stensikker kurs mod endnu en top 10-placering, indtil sygdom desværre først kostede ham tid og siden tvang ham til at forlade Frankrig i utide.

Sygdom ødelagde også Vueltaen, hvor han atter stillede til start som hjælper for Kruijswijk, men de lovende præstationer havde løftet ham i det interne hierarki. I november blev han af holdet tildelt kaptajnrollen i årets Giro, og derfor forberedte han sig igennem vinteren og foråret for første gag målrettet forberedt sig på at skulle gøre sig gældende som klassementsrytter i en grand tour.

Og det så længe lovende ud. I hvert fald var Bennett flyvende i foråret - og det til trods for, at alt har været lagt til rette efter Giroen. En operation i løbet af vinteren betød, at han slet ikke havde forventninger til de første løb, men trods den ikke-eksisterende forberedelse endte han som nr. 11 i Tour Down Under, ligesom han var en af de allerstærkeste i Cadel Evans Great Ocean Road Race. Den helt store bekræftelse på det nye niveau kom dog med tredjepladsen på kongeetapen i Tirreno-Adriatico, hvor kun et elendigt holdløb kostede ham en bedre placering end en 9. plads, og en 6. plads i Catalonien, hvor ruten slet ikke passede ham, vidnede om en helt ny klasse.

Efter en vellykket højdetræningslejr oplevede Bennett det helt store chok, da han dagen inden Tour of the Alps blev kørt ned af en bil. Heldigvis slap han uden væsentlige skader, men slaget var dog så hårdt, at han betalte prisen på kongeetapen i alpeløbet. Alligevel kom han sig bemærkelsesværdigt hurtigt, og med offensiv kørsel på de sidste to etaper, hvor han begge gange blev nr. 2 efter sene angreb, lykkedes det ham langsomt at slide sig op i klassementet til en 5. plads.

Den helt store prøve skulle så stås i Giroen, men her gik det desværre ikke helt som håbet. Bennett lagde ellers ud som lyn og torden med en meget overbevisende indsats på Etna-etapen, men i løbets sidste to uger lykkedes det ham aldrig at leve op til den lovende start. Ganske vist endte han løbet på en ganske hæderlig 8. plads, men det resultat stod ikke helt mål med de meget store forventninger, som det flotte forår havde givet næring til.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

På den baggrund er det naturligvis nærliggende at afskrive Bennett forud for årets Vueltaen, hvor han ellers endnu en gang møder op som klar kaptajn efter en forberedelse, der er lagt fuldt til rette efter et topresultat i netop det løb. Alligevel fremstår Bennett som manden, der måske kan levere den helt store overraskelse, for var der ét navn, der skilte sig ud i den traditionelle formtest i Tour de Pologne, var det netop hans.

Forud for det polske løb var der ellers ikke mange, der havde talt om Bennett. Den newzealandske dieselklatrer er nemlig kendt for alt andet end punch og eksplosivitet, og det er netop de to egenskaber, der traditionelt belønnes på de små polske mure. Derfor kom det som et mindre chok, da han på løbets stejle mur på 4. etape blev en højst overraskende nr. 3 bag specialisterne Michal Kwiatkowski og Dylan Teuns, og i de følgende dage bekræftede han blot det overraskende gode indtryk i et uhørt omfang.

Med et stærkt angreb på 6. etape, hvor han lignede en mand, der måske kunne knække Sky og Kwiatkowski og et tilsvarende forsøg på løbets afsluttende kongeetape fik Bennett nemlig vist sig som løbets bedste klatrer, og selvom terrænet i sidste ende var for let og en mangel på bonussekunder kostede ham den samlede podieplads, sad alle tilbage med en fornemmelse af, at LottoNL-kaptajnen havde været løbets helt store oplevelse, og at han har lagt mindst to niveauer til det, han hidtil har vist.

Foto: Sirotti

Sandheden er nemlig, at Bennett normalt kun er i sit es på lange stigninger, så når han pludselig kan køre fra Kwiatkowski, Teuns, Simon Yates og co. på de eksplosive polske bakker, må det løbe koldt nedad ryggen på Vuelta-rivalerne, at de nu har udsigt til at løbe ind i ham i terræn, der passer ham langt bedre. Da det samtidig kommer på ryggen af en sæson, hvor det kun er i den sidste del af Giroen, at Bennett ikke har overrasket positivt, er der grund til at have en vis tiltro til, at Bennett måske kan være manden, der tager de fleste på sengen over de kommende tre uger.

Intet er imidlertid givet, for der står også en del spørgsmålstegn ud for Bennetts navn. Først og fremmest mangler han stadig at vise, at han faktisk kan køre med om podiet over tre uger. Han har nu tre gange vist, at han så rigeligt har top 10-potentiale, men op til podiet er der endnu et spring. Og Giroen gav ikke ligefrem grund til den allerstørste optimisme, selvom man i teorien skulle antage, at netop holdbarhed burde være Bennetts største styrke.

Derudover kan man frygte, at Bennett er lidt for god lidt for tidligt. Der er trods alt ganske lang tid fra begyndelsen af august til slutningen på Vueltaen, og med tanke på at han jo faktisk falmede en del i den sidste del af Giroen, kan kongeetapen på næstsidste dag lige nu virke meget langt væk. Det er i hvert fald ikke urimeligt at spørge sig selv, om Bennett vitterligt kan holde det tårnhøje niveau hele vejen frem til den store finale i Madrid.

Derudover er Vueltaen måske den grand tour, der passer ham dårligst. Eksplosive stigninger er som sagt  ikke hans kop te, og da det netop er stejle mure, der mere end noget andet kendetegner den spanske grand tour, er det klart, at han burde være mere komfortabel i Tourens og Giroens højere bjerge. I år har man imidlertid sneget sig udenom de mest eksplosive mure, og selv de stejle ramper på 13., 14. og 17. etape har en længe, hvor også Bennett burde kunne gøre sig gældende, ikke mindst fordi han jo faktisk i Polen viste helt nye evner i netop den type finaler. Derudover har løbet også en ganske fin andel af længere stigninger, ikke mindst i den sidste uge, og sammenlignet med tidligere år kan Bennett ikke være utilfreds med den Vuelta-menu, der serveres denne gang.

Det helt store spørgsmål er til gengæld enkeltstarten, der altid har været Bennetts akilleshæl og kostet ham flere topplaceringer i Tour of California. Sidste år chokerede han imidlertid særligt sig selv, men også resten af cykelverdenen, da det netop var på enkeltstarten, hvor han blev en nærmest sensationel nr. 4 på en helt flad rute, at han sikrede sig den samlede sejr i det amerikanske løb. Siden da har han imidlertid slet ikke kunnet leve op til den bedrift, og Bennett må formodes i hvert fald til Richie Porte og Wilco Kelderman at få sig en solid omgang prygl på 16. etape.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Den tabte tid skal så vindes tilbage i bjergene, og her vil han sammen med en genfødt Steven Kruijswijk, der er holdets erklærede plan B, udgøre en meget farlig duo, der kan sætte de fleste andre hold under pres. Med fænomenale Sepp Kuss, der netop har leget kispus med et helt felt i Tour of Utah, som en luksusløjtnant kan han i hvert fald ikke klage over den støtte, han får stillet til rådighed.

Om han så denne gang faktisk kan leve op til de lovende takter, er op til ham selv. I hvert fald har han i Polen givet grund til at tro, at det kan blive til noget rigtigt stort. Og sker det, vil LottoNL endnu engang have vist, at de har en fantastisk evne til at få noget fantastisk ud af de ryttere, de i første omgang har hentet ind som bjerghjælpere. Primoz Roglic har vist vejen til, hvordan man kan forvandle sig selv fra en sådan rolle til grand tour-stjerne. Nu er det op til Bennett at gøre sin holdkammerat kunsten efter.

Fabio Aru (**)

Foto: A.S.O.

Vuelta a España har ry som stedet, hvor man tager revanche. På den baggrund er det i den grad passende, at Fabio Aru er til start som en af de mest revanchelystne ryttere i årets løb, for der findes ikke mange grand tour-ryttere, hvis karriere i den grad har haft karakter af en rutschebanetur, som det har været tilfældet for netop Aru. Faktisk føles hans forsøg på igen at rejse sig som blot endnu et i en nærmest endeløs række, men på magisk vis er det faktisk i de fleste tilfælde lykkedes den evigt fightende italiener altid at komme tilbage og fastholde sin status som en af verdens førende grand tour-ryttere, der sidste år kunne nærmest vælge og vrage mellem alle de hold, der var på jagt efter hans underskrift.

I sidste ende faldt valget på UAE-mandskabet, der satte alt ind på at vinde Giroen og bygge videre på det stærke momentum, der var blevet skabt af Aru med en yderst overbevisende Tour, hvor kun sygdom i den sidste uge formentlig kostede ham en plads på podiet i verdens største cykelløb. Aru var et af de tre store navne, der blev hentet til det arabiske hold som led i en satsning, der i løbet af et par år skal gøre det til verdens bedste, og alt synes at være på helt rette spor efter en 2017-sæson, der i den grad havde givet grund til optimisme.

Desværre synes de glade vinterdage, hvor Aru igen var på alle italienske læber, allerede nu som meget længe siden. 2018 har nemlig været et år til skraldespanden for den tidligere italienske mester, der blot er gået fra skuffelse til skuffelse, siden han første gang iførte sig sin nye UAE-trøje tilbage i februar på den arabiske hjemmebane. En lidt stille start i Abu Dhabi blev fulgt op af en blandet indsats i Tirreno-Adriatico, hvor han kørte sig til en flot fjerdeplads, men også havde flere svære dage. Endnu være blev, da et styrt tvang ham ud af Volta a Catalunya i utide med en knæskade, men heldigvis kostede uheldet ham ikke mere end et par dages træning, og Aru selv insisterede på, at det ingen effekt ville have på hans form i Giroen

Efter en højdetræningslejr fintunede Aru formen i Tour of the Alps, hvor han dog endte som en lille taber blandt de Giro-favoritter, der var til start. I hvert fald var det tydeligt, at den italienske mester manglede en del i forhold til flere af konkurrenterne, og trods den vanlige fightervilje og flere store angreb blev Aru igen og igen sat af de værste rivaler, inden han sluttede på en 6. plads. Selv var han dog godt tilfreds, og han var fortsat helt overbevist om, at alt er på sporet i forhold til at toppe formen i Giroens svære sidste uge.

Sådan gik det imidlertid ikke. Arus Giro blev én lang lidelseshistorie, hvor han gik fra den ene skuffelse til den anden, og lynhurtigt var det vel kun de italienske fans, der ikke havde glemt, at han faktisk var med i løbet. Han leverede ganske vist et af moderne cykelsports mest mærkelige comebacks, da han pludselig kørte sit livs enkeltstart i den tredje uge på en helt flad tonserrute, men da feltet igen ramte bjergene, var han igen sit samme anonyme selv. Til slut indså han, at det ingen mening gav at fortsætte, og et par dagen inden finalen i Rom sneg han sig ud af bagdøren.

Nedturen skulle markere endnu en krise, som Aru efterhånden har oplevet så mange af, men inden der kunne blive tale om et comeback skulle årsagen først findes. Aru gennemgik en hel stribe medicinske test, uden at der kunne drages en klar konklusion om en helbredsmæssig årsag. I stedet fandt man frem til en fejlagtig forberedelse med for megen og for hård træning og for få løb som baggrunden for den dårlige form, og det er derfor med en ny tilgang, at Aru nu forsøger at rejse sig igen.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Foto:  LaPresse - Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi

Heldigvis viser historien, at det er en kunst, han mestrer. I 2016 blev han haglet igennem af den italienske cykelpresse, da han kollapsede på dem sidste bjergetape i sin Tour-debut, og selvom de fleste hurtigt glemte, at der faktisk bare var tale om en enkelt dårlig dag i en ellers generelt god Tour, indledte det ens svær tid, hvor italienerne bestemt ikke var blide ved den mand, der tidligere havde været udset til rollen som Vincenzo Nibalis efterfølger. Bedre blev det ikke, da han året efter måtte opgive sit store mål i Giroen som følge af et dumt styrt på en træningslejr, og især det forhold, at han hermed gik glip af starten på fødeøen Sicilien smertede i Arus efterhånden hårdt prøvede fighterhjerte.

Nedturen gav alvorlige panderynker i Aru-lejren. Efter den store fiasko i Touren i 2016 handlede 2017-sæsonen først og fremmest om at vise, at Aru stadig hørte til i den lille eksklusive gruppe af ryttere, der kan vinde de tre uger lange etapeløb. Det var netop muligheden for at bevise dette, der blev lagt i ruiner af styrtet forud for Giroen og sendte ham igennem endnu en krise, det krævede stor mental råstyrke at komme igennem.

Aru lod sig ikke slå ud af den voldsomme modgang. Tværtimod kæmpede han sig igennem en svær maj måned og passede sin træning så flot, at han overraskede en hel cykelverden, da han i juni var tilbage i sadlen i Criterium du Daupiné. I et løb, hvor ingen havde de store forventninger til italieneren, udgjorde han sammen med Jakob Fuglsang en fabelagtig duo, der sammen lukrerede på den interne kamp mellem Chris Froome og Richie Porte til at sikre danskeren den samlede sejr, mens Aru selv endte på den samlede femteplads. Da han få uger senere knuste alle rivalerne med et storslået soloridt på en meget hård rute ved de italienske mesterskaber, var det definitivt klart: Aru var tilbage!

Resultat skabte store forventninger forud for Touren, og Aru skuffede ikke. Han havde taget superformen med sig til Frankrig, og allerede på den første bjergetape sendte han rivalerne en advarsel, da han med et storslået ryk på La Planches-des-Belles-Filles sikrede sig sin første etapesejr i verdens største cykelløb. I de følgende uger var han konstant en af de bedste i bjergene, og da Froome endda havde en sjælden offday på etapen til Peyragudes, lykkedes det endda Aru at få to dage i den gule førertrøje. Desværre endte løbet som sagt med en lille nedtur, da en dum bronkitis sendte ham ned på den samlede femteplads, men med tanke på det hul, han havde befundet sig i blot få uger inden, var det uden tvivl en yderst lettet Aru, der rejste hjem fra Frankrig.

Den fornyede tro på fremtiden fik Aru til for første gang at kaste sig ud i to grand tours i træk, da han stillede til start i Vueltaen med flere spørgsmål end svar. Det viste sig ikke helt uventet at være for stor en mundfuld for italieneren, der aldrig spillede den store rolle, men hans ukuelige fightervilje bar ham dog hele vejen til Madrid på en godkendt 13. plads.

Nu vender han så tilbage til Vueltaen på ny revanchejagt, og heldigvis har han gode minder om den spanske rundtur. Det var nemlig her, han i 2014 betog hele verden ved at tage hele to etapesejre i direkte kamp med Chris Froome, Alberto Contador og de andre giganter, inden han året efter med sit mindeværdige kup knækkede Tom Dumoulin på løbets næstsidste etape og herved tog den grand tour-sejr, der foreløbig er hans eneste. Derfor går han ind til de kommende tre uger med en vis tro på, at Vueltaen igen vil behandle ham godt, og at han kan bruge den som skueplads for endnu en genrejsning.

Det er svært at sige, hvor han står. På papiret burde den begrænsede løbsaktivitet være en fordel for ham i et løb, hvor friskhed er nøgleordet. Han leverede ligeledes ganske fine præstationer i både Tour de Wallonie og Tour de Pologne, hvis eksplosive karakter slet ikke passer til en dieselklatrer som ham, og med tanke på tidligere tiders opladninger til en grand tour, er der grund til at være relativt optimistisk i forhold til at ramme formen i den sidste del, hvor løbet skal afgøres.

Der er også ev vis grund til at have tillid til Aru. Med undtagelse af sidste års Vuelta, som var lidt af et sideeksperiment efter Touren, har italieneren siden sit store gennembrud med tredjepladsen i Giroen i 2014 altid timet formen optimalt - også i Touren i 2016, hvor det kun var en enkelt dårlig dag på 20. etape, der ødelagde alt og brød en ellers yderst lovende tendens i løbets tredje uge. Det er siden blevet til en sejr og en femteplads i Vueltaen, en andenplads i Giroen og en femteplads i Touren, og det vidner tydeligt om, at Aru mestrer kunsten at ramme formen til sine store mål.

Læs også

EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen

Arus styrke er, at han er en af feltets allerbedste rene klatrere. Det viste han allerede som helt ung professionel, da han i en ellers sygdomsramt Giro-debut blandede sig med de allerbedste i sin rolle som hjælperytter for Nibali på den brutale næstsidste etape til Tre Cime di Lavaredo i 2013. Og allerede da han året efter for første gang kørte sin egen chance, sluttede han på podiet efter at have presset en ellers suveræn Nairo Quintana til det absolut yderste på bjergenkelstarten op ad Monte Grappa - den disciplin, der om noget udmåler styrkeforholdet mellem de helt rene klatrere. Og bare få måneder senere vandt han to bjergetaper i en Vuelta, hvor han var oppe mod de allerbedste i form af Froome, Contador og Quintana - en præstation, han gentog året efter, hvor han med sin altid imponerende fightervilje kæmpede sig igennem sygdom og sled sig til en andenplads bag Contador i en ellers meget svær Giro.

Foto: Sirotti

Arus anden styrke er hans fantastiske restitutionsevne. Det er ingen tilfældighed, at han aldrig for alvor har imponeret i de ugelange etapeløb, og at hans bedste resultater altid er kommet i grand tours. Her er han altid blandt de stærkeste i den tredje uge. I Giroen i 2014 var det netop på de sidste etaper, at han sikrede sig sin podieplads, og året efter vandt han de to sidste bjergetaper, hvorved han sikrede sig sin andenplads. Da han endelig fik skovlen under Tom Dumoulin og sikrede sig sin store Vuelta-sejr i 2015, skete det med et storslået angreb på sidste bjergetape dagen inden finalen i Madrid.

Og faktisk var Aru også på vej mod noget stort i 2016-udgaven af Tour de France, som mange ellers refererer til som en dundrende fiasko. Efter en lidt halvsløj start var han endda i spil til en podieplads med et fremragende comeback i den tredje uge. Således kørte han vel dengang sit livs enkeltstart på 18. etape og var i offensiven på 19. etape, og det var endda ham, der havde sendt sine Astana-tropper frem for at stramme grebet på den fatale bjergetape, hvor han kollapsede på Col du Joux Plane, løbets allersidste stigning, netop som alt var sat i scene til hans store angreb på podiet. Det er således værd at huske, at det kun var ét dårligt moment på ét bjerg, der ødelagde hans Tour. I dagene forinden havde Aru været en af løbets mest formstærke ryttere.

Netop det er vigtigt at huske på, når man taler om Aru. Det kan godt være, at han ikke har været flyvende på det seneste, men vi skal faktisk bare tilbage til juli for at finde en tid, hvor Aru satte alle rivaler til vægs på en bjergetape i Touren. Klasse fornægter sig ikke, og den har Aru fortsat.

De eksplosive stigninger er ikke Arus kop te, men det kommer ham til gode, at han de sværeste etaper er samlet mod slutningen, og at der denne gang er flere længere stigninger end normalt, særligt i Pyrenæerne til allersidst. Til gengæld kunne han have ønsket sig en bedre sammensætning af enkeltstarterne. Vueltaen har ofte budt på en kuperet enkeltstart, men selv har den ranglede italiener som regel tabt betydeligt med tid. Det bliver bestemt ikke lettere i år, hvor han udfordres af en kort, eksplosiv enkeltstart, der slet ikke passer ham, og en flad tonserenkeltstart.

På den anden side er Aru bestemt ikke den ringeste temporytter i feltet, og han er bedre end flere af sine klatrekonkurrenter. Samtidig har han arbejdet en del i vindtunnel i år, hvor håbet er, at en ny position på cyklen vil hjælpe ham med at finde de sidste sekunder. Måske var det et resultat af det, der gjorde, at han kørte så fabelagtigt i Giroen, og kan han gentage det i Spanien, kan det pludselig blive rigtigt godt. Samtidig er han bakket op af et af de stærkeste hold med Dan Martin, hvis ambitioner virker en smule usikre, og talentfulde Valerio Conti, Simone Petilli og Edward Ravasi som støtte i bjergene, og Aru har derfor de rette forudsætninger for at slå til i det terræn, der passer ham bedst.

I sidste ende skal Aru dog gøre arbejdet færdigt selv, og her har vi stadig til gode at se, hvad niveauet rækker til. Foreløbig har 2018 ikke givet den mindst grund til optimisme. På den anden side havde 2017-sæsonen også været ét langt mareridt, indtil han pludselig mødte op til Touren som en af feltets allerstærkeste. Fighteren Aru er om nogen en korkprop, der altid kommer til overfladen igen. Måske gør han det igen i Spanien i de kommende uger.

FORTJENER ARU EN PLADS PÅ DIT MANAGERHOLD?

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Steven Kruijswijk (**)

Foto: Sirotti

Kun den hjerteløse var ikke berørt, da man så Steven Kruijswijk rulle over stregen efter en dramatisk dag i Alperne på 19. etape af 2016-udgaven af Giro d’Italia. Få timer forinden havde han været på sporet af at bryde den hollandske grand tour-tørke ved at sikre sig en ganske overraskende sejr i det italienske løb. Selvsikker og imponerende kørsel i bjergene var fulgt op af et lammende uppercut på bjergenkeltstarten, hvor han ikke havde efterladt nogen tvivl om, hvem der var Giroens stærkeste rytter. Alle var enige om, at kun uheld kunne forhindre hollænderen i at hjemføre sig en meriterende triumf på de italienske landeveje - og det var akkurat det, der ramte ham, da lynet slog ned i et ellers uskyldigt sving på Colle dell’Agnello.

Man kunne have tilgivet Kruijswijk, der ovenikøbet fik betydelige skader i styrtet, hvis han havde kastet håndklædet i ringen og var kollapset på den efterfølgende svære bjergetape, men han viste høj moral ved at kæmpe sig igennem smerterne og sikre sig en fornem fjerdeplads, hans hidtil bedste resultat i en grand tour. Den personlige rekord var imidlertid en ringe trøst for en mand, der havde vist, at han endelig havde indfriet det potentiale, han viste i begyndelsen af sin karriere, og etableret sig som potentiel vinder af en grand tour.

For bare få år siden så det ellers ud til, at Kruijswijk ville glide ind i glemslen som endnu et falleret hollandsk stortalent. Efter den mindeværdige 8. plads i en meget svær 2011-udgave af Giroen kunne man drømme om, at den næste store klatrer fra det flade Beneluxland var født, men siden gik alt desværre galt. I de følgende år fejlede Kruijswijk gang på gang, og striben af nedture i grand tours syntes nærmest uendelig.

Forklaringen var imidlertid ikke, at potentialet var forsvundet. Tværtimod var der tale om et problem med den store arterie i lysken, som betød, at han ikke kunne udnytte talentet fuldt ud. Den skavank blev fjernet ved en operation i vinteren mellem 2013- og 2014-sæsonerne, og siden da har han været som forvandlet. Ganske vist styrtede han ud af den efterfølgende Giro, men kort efter kørte han en flot Tour trods begrænset forberedelse, og i efteråret vandt han Arctic Race of Norway.

Det var imidlertid i 2015, at det blev klart, at Kruijswijk for alvor er tilbage. Efter at en blunder på en ellers uskyldig etape tidligt i løbet havde knust hans podiedrømme, viste han sig sammen med Contador, Landa og Aru som den suverænt stærkeste i løbets tredje uge, og for første gang kunne han matche verdens bedste klatrere. Det store tidstab betød, at det ikke blev til mere end en syvendeplads, men Kruijswijk havde vist, at han havde potentialet til langt mere. Det var det potentiale, han var på vej til at realisere, da han knuste rivalerne på bjergenkelstarten til Alpe di Siusi for godt to år siden.

Kruijswijk havde lagt skuffelsen bag sig, da han i Vueltaen stillede til start med det mål at konfirmere sig som en reel vinderkandidat i grand tours. Det gik imidlertid slet ikke som ønsket. Sygdom i forbindelse med rejsen til OL i Rio lagde de sidste forberedelser i ruiner, og efter at han havde tabt tid på de første stigninger, blev det hele kun endnu værre, da dårlig markering fra arrangørside forårsagede et stort styrt, der sendte Kruijswijk direkte hjem til Holland og bragte hans sæson til en brat ende.

Foto:ANSA - PERI / DI MEO / ZENNARO

Kruijswijk måtte sluge endnu en nedtur, men han fik hurtigt et nyt mål at gå efter. På baggrund af Giro-nedturen havde LottoNL-Jumbo nemlig indset, at de havde en reel chance for at vinde en af sportens tre største løb, og derfor brugte man transfersæsonen på at styrke den relativt svagt besatte gruppe af klatrere, der skulle støtte holdets stjerne. I løbet af vinteren blev det gjort klart, at holdets allerstørste mål i 2017 var at erobre den triumf, som et dumt styrt havde berøvet dem et år tidligere.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Alt var på sporet til noget stort for Kruijswijk, der i løbet af foråret kørte langt stærkere, end han traditionelt havde gjort, men igen ramte uheld den talentfulde hollænder. Et dumt styrt på en sprinteretape i Tour de Yorkshire efterlod ham med et brækket ribben, der satte ham betydeligt tilbage i løbets første to uger. Hurtigt stod det klart, at skaden gjorde det umuligt for ham at præstere på samme niveau som tidligere, men Kruijswijk nægtede at give op. Alligevel fortsatte uheldene med at regne ned over hollænderen. Netop som han i den tredje uge viste tegn på fremgang, blev han ramt af sygdom, der tvang ham ud af løbet i utide. Alligevel viste han atter god moral ved efterfølgende at blive nummer 3 i Tour de Suisse.

Desværre kunne man efterhånden frygte, at Kruijswijks drømme-Giro virkelig var et one-hit wonder. I hvert fald var der heller ikke meget at skrive hjem om i sidste års Vuelta, hvor han blev en ganske anonym nr. 9, og selvom han atter var ramt af helbredsproblemer, var det efterhånden svært at blive ved med at tilskrive de mange skuffelser rent uheld, da han nu havde fejlet i tre grand tours i træk. Alligevel var der måske et glimt af håb, for Kruijswijks berømte dieselmotor var faktisk ganske varm til slut, hvor han blev en fin nr. 7 på den sidste bjergetape til Angliru, hvilket i det mindste betød, at han kunne tage på ferie med en fornemmelse af håb.

Og måske var der tale om mere end bare et håb, for nu synes Kruijswijk faktisk endelig at være tilbage på et niveau, hvor det i hvert fald ikke længere er helt urimeligt at tro på, at han faktisk kan genfinde den styrke, han havde i 2016. I år, hvor han for første gang siden 2012 har valgt at satse entydigt på Tour de France, kørte han nemlig først en ganske fin forårssæson. Kruijswijk er ikke kendt for at gøre det specielt godt i ugelange etapeløb, der er alt, alt for korte til, at den store motor kan komme i omdrejninger, og derfor har hans resultatliste i foråret altid været temmelig pauver. Set i det lys var en 7. plads i Ruta del Sol og en 8. plads i Catalonien, hvor de eksplosive stigninger slet ikke passede ham, faktisk en ganske pæn høst.

Det var dog i Romandiet Rundt, at han for alvor brillerede. Her kørte han nemlig med en fjerdeplads bag Egan Bernal, Primoz Roglic og Richie Porte et brag af en bjergenkeltstart, og var han ikke endt som hjælper for Roglic, var det utvivlsomt blevet til mere end en samlet 6. plads. Det gav i den grad grund til en vis optimisme forud for Touren, og her lykkedes det den hollandske dieselmotor at puste yderligere liv i det håb, hans forår havde skabt.

Med en storslået offensiv på Alpe d’Huez-etapen, hvor modvind desværre forhindrede ham i at opnå den helt store triumf, viste Kruijswijk igen glimt af de ben, der nær havde givet en Giro-sejr for to år siden, og selvom han i sidste ende viste sig at være et niveau under de fire giganter, Geraint Thomas, Chris Froome, Tom Dumoulin og holdkammeraten Roglic, satte han med en samlet femteplads en tyk streg under, at det er alt for tidligt at kaste ham hen på møddingen over fallerede talenter, der ikke fik det ud af deres karriere, som potentialet rakte til.

Nu skal Kruijswijk så forsøge at bygge videre på det momentum i Vueltaen, og det er naturligvis en svær opgave. Historien viser nemlig klart, at det ikke er en nem opgave at satse på både Touren og Vueltaen i samme sæson, og man skal blot tilbage til sidste år for at se, hvordan navne som Romain Bardet og Fabio Aru, der havde været blandt de stærkeste i Frankrig, havde det overordentligt svært på de spanske landeveje.

Foto: A.S.O.

Derfor er Kruijswijk da heller ikke kommet til Spanien som kaptajn. LottoNL-Jumbo satser først og fremmest på George Bennett, men den hollandske løjtnant har ikke lagt skjul på, at han alligevel vil gøre forsøget. I ly af Bennett, der virker stærkere end nogensinde, er det nemlig en god lejlighed til at gøre forsøget og se, hvorvidt det i fremtiden er værd at satse mere målrettet på Tour-Vuelta-kombinationen.

Og netop for Kruijswijk er der faktisk grund til at tro på, at han kan gøre det bedre end Aru og Bardet, der altså begge fejlede i deres første forsøg på samme nummer. Det er nemlig ikke en tilfældighed, at det er i grand tours, at hollænderen har opnået sine bedste resultater. Det er først efter mange dage, at hans kolossale dieselmotor er ved at blive varm, og derfor finder han altid sine bedste ben i løbets sidste del. Det skete i Giroen i 2015 og 2016 og i Vueltaen sidste år, og selvom det naturligvis altid er noget helt andet, når der er tale om grand tour nr. 2, må Kruijswijk om nogen være manden med evnerne til at præstere over alle seks uger.

Set i det lys burde ruten med samlingen af alle de sværeste etaper sidst i løbet i hvert fald i teorien være god for Kruijswijk. Man kan dog frygte, at det selv for den hollandske dieselmotor alligevel bliver lidt for meget til sidste, og på grund af de meget specielle omstændigheder havde det denne gang måske været lidt bedre, hvis etaperne havde været mere jævnt fordelt. Dertil kommer, at Vueltaen nok er den grand tour, der passer Kruijswijk dårligst, for han er bestemt ikke i sit es på korte, stejle ramper. Heldigvis er der i år ikke alt for mange af den slags afslutninger, men finalerne på 13., 14. og 17. etape er ikke just en gave til hollænderen. For ham er de lange stigninger i især Andorra langt bedre, og heldigvis kan han da også glæde sig over, at årets rute byder på relativt mange lange stigninger i forhold til, hvad man tidligere har set.

Derudover er det værd at bemærke, at Kruijswijk nu om dage kan betragte enkeltstarterne som en force. Ganske vist er han ikke specialist, men han kørte fremragende tidskørsler både i 2015 og 2016. Det har han ikke helt kunnet leve op til siden da, men det hænger måske sammen med, at han heller ikke i andre sammenhænge har været tilbage ved fordums styrke. Noget kunne tyde på, at rytteren, der er kendt som ”the coat hanger”, kun kører sine bedste enkeltstarter, når han er på 100%, og er han det, burde han i hvert fald være blandt de klassementsryttere, der ikke taber alt for meget til Porte og Kelderman på 16. etape.

I sidste ende er det imidlertid ikke ruten, der bestemmer resultatet af Kruijswijks anstrengelser. Det vil altid være hans evne til at holde niveau over alle sine seks grand tour-uger. I konkurrence med ryttere, der har haft Vueltaen som sommerens hovedmål, er det derfor nok ikke helt realistisk at tro, at han faktisk kan køre med om sejren.

På den anden side har Dumoulin og Froome så sent for et par uger siden vist, at det faktisk kan lade sig gøre med den endnu sværere Giro-Tour-kombination. Som sagt har Kruijswijk alle de karakteristika, der giver grund til at tro, at netop han kan gentage den kunst. Lykkes det, vil det være den smukkeste oprejsning for en mand, der for to år siden oplevede et af de mest hjerteskærende nederlag i nyere grand tour-historie.

SKAL URAN, BENNETT, ARU ELLER KRUIJSWIJK PÅ DIT MANAGERHOLD?