Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Vuelta a Espana: Outsiderne (*)

Vuelta a Espana: Outsiderne (*)

19. oktober 2020 19:35Foto: A.S.O. / PresseSports Stephane Mantey

Mens det ofte er en kamp for Giro d’Italia at tiltrække de store grand tour-stjerner, er det i de senere år blevet stadig mere populært for de store navne at slutte sæsonen med endnu et stort slag i de spanske bjerge. Vuelta a Espana-løbsdirektør Javier Guillen har flere gange måttet knibe sig selv i armen over de fremragende startfelter, han har kunnet tiltrække, og efter en lidt tynd 2019-udgave må han kalde sit løb for en af corona-krisens vindere, når han byder på 18 dages bjergfest mest en hel perlerække af de største navne fra årets Tour de France.Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

 

2019 var en kedelig undtagelse, men Vueltaen synes i den grad at kunne lukrere på corona-krisen. Det er nemlig meget tænkeligt, at netop den ultrakorte sæson har fået så mange af de navne, der egentlig havde Touren som hovedmål, til at kaste sig ud i en Vuelta, der måske også bliver lidt mere attraktiv af at være ”corona-forkortet” til bare 18 dage. Mens Giroen i disse dage kæmper med at tiltrække opmærksomhed grundet et yderst pauvert felt, er der i Spanien i den grad lagt op til revanche efter en Tour, der i forvejen var sjældent stærkt besat.

 

Feltet føres an af den forsvarende vinder og nr. 2 i årets Tour, Primoz Roglic, der i skrivende stund ventes at få selskab af to andre ryttere fra top 10 i det franske etapeløb, nemlig Enric Mas og Tom Dumoulin. Dertil skal lægges Alejandro Valverde, der altid blomstrer op igen på hjemmebanen, samt Richard Carapaz, Thibaut Pinot, Dan Martin og Daniel Martinez, der har meget at revanchere efter et fejlslagent Tour-klassement. Aleksandr Vlasov ventes at rejse sig efter sit tidlige Giro-exit og får selskab af andre kometer som Ivan Ramiro Sosa og David Gaudu. Føj dertil Chris Froomes foreløbig forgæves forsøg på at genfinde fordums styrke, Guillaume Martin, der akkurat missede Tourens top 10, Marc Soler, der kørte en fremragende tredje uge i Touren, samt Wout Poels, Ion Izagirre og David de la Cruz, der her træder ud af deres hjælperytterrolle for at kunne køre egen chance, og det står klart, at Vueltaen igen i år langt overskygger Giroen, når det handler om at tiltrække de store navne.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.


VIND STORE PRÆMIER I VUELTA MANAGERSPILLET
 

Daniel Martinez (*)

For små to måneder siden indledte jeg min Tour-analyse af Daniel Martinez med et lønligt håb om, at historien ikke skulle gentage sig. Martinez var nemlig den anden EF-rytter efter Andrew Talansky til at komme til Touren med en overraskende Dauphiné-sejr i bagage, men det var ikke nødvendigvis en positiv ballast at have. For seks år siden gik det nemlig Talansky så ilde, at han efter et styrt grædende måtte forlade et løb, hvor han havde haft podiet som mål.

 

Så galt gik det ikke, men der var alligevel lidt Talansky over den Tour, Martinez var igennem. Han skulle nemlig bare frem til 2. etape, inden det blev deja-vu, da colombianeren røg i asfalten på den kringlede rute omkring Nice. Selvom skaderne ikke var så slemme som for forgængeren i 2014, stod det allerede på den efterfølgende etape klart, at de var grimme nok til, at klassementet ikke længere var en option.

 

Martinez nåede dog at rejse sig, både med en pæn, men dog langtfra prangende hjælpeindsats for Rigoberto Uran og særligt med den flotte etapesejr på Pas de Peyrol, og dermed endte hans løb jo langt fra som den fiasko, det gjorde for stakkels Talansky. Nu kan det så være, at det slet ikke er så skidt endda, for det faktum, at Martinez ”slap for” at køre klassement i Frankrig øger sandsynligheden for, at der er nok i tanken til at gøre det i Spanien i stedet - særligt i et år, hvor løbet kan være afgjort allerede efter 13. etape.



 

Alligevel kan man tvivle på, hvor langt friskheden rækker. Dels faldt Martinez’ niveau ret kraftigt i løbet af Tourens tredje uge, selvom han kørte en fin enkeltstart til sidst. Dels har han haft et ret intensivt program efterfølgende med to VM-løb og to klassikere, og i ingen af de fire løb var han synderligt imponerende. Snarere virkede han træt og mærket af Touren.

 

Det er også nyt og ukendt terræn for ham at køre to grand tours, men han har en historik, der kan give et lille håb. Sidste år kørte han en trist, trist Vuelta, som han startede med udgangspunkt i både skade og sygdom, men efter tre uger, hvor ingen så ham, sluttede han sæsonen stærkt med en 2. plads i Tour of Guangxi. Hvis tre ugers trængsler igen kan have forsynet ham med samme form, er der måske håb for, at vi for første gang skal se, hvad han vitterligt kan i klassementet i en grand tour.

 

Det er til gengæld også et helt åbent spørgsmål. Vi aner ikke, om han er holdbar eller ej. Men vi ved, at han i Dauphiné klatrede så godt, at han løb med det hele, og selvom omstændighederne var specielle på sidste etape, klatrede han med de bedste alle dage. Topniveauet i bjergene er altså højt, og så sent som i Touren bekræftede han også, at han blandt klassementsrytterne har en af de allerbedste enkeltstarter.

 

I det lys er ruten heller ikke håbløs. De mange og svære bjerge burde passe fint til Martinez, der også med sin etapesejr i Touren viste, at han har det fint med stejle procenter. Holdet hører også til blandt de stærkeste, og 13. etape er et ret stærkt våben, når han på de 30 første kilometer er oppe mod mere rene klatrere.

 

Alligevel er det svært ikke at være skeptisk. Den Martinez, vi så i store dele af Touren, lignede ikke en mand, der kører med i toppen her. Det gjorde den Martinez, vi så i dagene efter den franske grand tour, måske endnu mindre, og han skal derfor have vendt trenden siden da. Hvis til gengæld han ligesom sidste år med lidt hvile bruger en første grand tour som et boost af formen, viste han os i august, at han i den grad skal tages seriøst. Og denne gang stiller han trods alt ikke til start med nogen Talansky-forbandelse hvilende over sig.

 

Michael Woods (*)

Er der nogen, der har en Panodil? Det er nemlig svært ikke at få en gevaldig hovedpine over at spekulere på, hvilke forventninger man skal have til Michael Woods i årets Vuelta. Der er nemlig så mange forhold, der trækker i hver sin retning, at man risikerer snart at få den ene arm revet af.

 

Woods er nemlig ikke klassementsrytter - slet ikke. Han er først og fremmest ardennermand med særlig hang til de længste og hårdeste endagsløb og med en sadistisk forkærlighed for de stejleste af de stejle procenter. Klassement kører han således kun ganske sjældent, og i fire af sine fem grand tours har han da også alene været til start som etapejæger - en rolle, der gav bonus med sejren på Los Machucos for to år siden.

 

Der er dog den berømte undtagelse, der bekræfter reglen. Da Woods i 2017 gjorde Vuelta-debut, gik det helt uventet så godt, at dagsordenen pludselig blev en anden. Canadieren gav den et skud i klassementet, og minsandten om han ikke til sin egen overraskelse holdt hele vejen og endte løbet som en ganske flot nr. 7.



 

Det resultat fortæller ikke, at Woods er klassementsmand. Det fortæller snarere, at Vueltaen slet og ret passer ham som fod i hose. De stejle, eksplosive mure findes i en sådan overflod, at Woods formentlig ville emigrere til Spanien, hvis han ikke var så stolt af sit canadiske hjemland, hvis ahornblad han til VM var meget tæt på at bringe helt til tops i 2018.

 

Desværre for Woods er der ikke så meget ”rigtig Vuelta” over årets løb. De eksplosive finaler er fjernet, og i stedet taler vi om længere målbjerge, som slet ikke er Woods’ kop te. Faktisk var det decideret bekymrende at se en ellers velkørende Woods blive sat godt og grundigt til vægs og få førertrøjen flået af skuldrene på Sassotetto-stigningen i årets Tirreno.

 

På den anden side er der jo lidt Vuelta over det. Målbjergene er stadig relativt stejle, og skal man pege på en længere stigning, hvor Woods burde have potentiale, må det være Angliru. Det gik da også hæderligt - om end ikke prangende - på netop det bjerg i 2017, og her viste han i hvert fald, at han kan forsvare sig godt i bjergene, at han skal regnes som en mulig top 10-rytter.


HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN
 

Woods har også et andet es i ærmet: friskheden. Sammen med Vlasov er han den eneste af de mulige klassementsryttere, der ikke har kørt en grand tour endnu, og friskhed er altid en nøglekomponent i Vueltaen. Hidtil har den manglende Tour ellers været en ulempe, når han akkurat ved VM og i Ardennerne manglede det sidste i forhold til de ryttere, der havde været i Frankrig, men den ulempe bør i dette løb være vendt til en fordel.

 

Woods har da også vitterligt været god i år. Det så ellers kritisk ud med det grimme lårbensbrud i marts, og det kostede åbenlyst også en del ved genstarten i august. På murene i Tirreno var han til gengæld uhyggelig, og ser man VM og Ardennerne over ét, var han bedst, at de ryttere, der ikke havde kørt Tour.

 

Det her er dog stadig noget andet. Dels skal han klare de lange stigninger meget bedre end Sassotetto. Dels skal han indhente den syngende lussing, der venter i fladlandet på 13. etape, hvor der næppe er andre klassementsryttere, der gør det ringere. Og så skal han i det hele taget køre klassement, for EF har i skrivende stund udtalt sig lige så meget om deres planer for Vueltaen, som diverse sexkrænkende politikere har fortalt om deres muntre eskapader, indtil skeletterne begyndte at vælte ud af skabet.

 

Meget taler dog for, at Woods vil køre stærkt på Arrate-etapen, der passer ham glimrende. Gør han det, smider man ikke frivilligt en klassementsplacering væk, før elastikken knækker af sig selv. Om den så holder hele vejen, kan man nok tvivle på netop på denne rute, men i 2017 gjorde den trods alt.

 

Ja, der er vitterligt grund til at få ondt i hovedet over at spekulere på, hvad man skal mene om Woods i denne Vuelta.

 

Marc Soler (*)

For et års tiden siden måtte jeg æde en spandfuld ord. Indtil sidste års Tour og Vuelta havde jeg nemlig gang på gang hævdet, at Marc Soler var overvurderet som klatrer. Hans flotte sejr i Paris-Nice havde nemlig skabt en hype, som hans klatrepræstationer slet ikke kunne bære, og mange overså tilsyneladende det faktum, at Soler først og fremmest vandt Løbet mod Solen i kraft af sine glimrende tempoevner.

 

Nej, Soler var vitterligt ikke nogen stor klatrer dengang - andet end stor i fysisk forstand naturligvis. Det ændrede sig imidlertid sidste sommer, hvor han pludselig viste sig uhyggeligt stærk, når Movistar-mandskabet splittede feltet i et forsøg på at sætte de tre kaptajner, Alejandro Valverde, Mikel Landa og Nairo Quintana i scene. Efterfølgende var han om muligt endnu stærkere i Vueltaen, og selvom en dum offday allerede på 2. etape betød, at han atter blev degraderet til - en i Andorra synligt utilfreds - luksushjælper lykkedes det ham alligevel at komme til Madrid som en samlet nr. 9.

 

Sådan kan det sagtens gå igen. Movistar kommer nemlig atter til Vueltaen med tre spydspidser, men hierarkiet er angiveligt helt åbent. Ingen aner, hvem der er kommet bedst ud af Touren, og derfor har Soler som udgangspunkt sin egen chance.



 

Heldigvis synes de pludseligt opståede klatreevner at være intakte. Godt nok var Soler nærmest skræmmende langt fra sit niveau både i foråret, det meste af august og starten af Touren, men i løbets anden halvdel var der hul igennem. Særligt mos slutningen var stærk, da han længe sad hos de bedste på sidste bjergetape, indtil han gled tilbage for at ofre sig for en nødlidende Valverde, og slutteligt rundede af med en ganske pæn enkeltstart.

 

Den Soler, vi så på Tourens 18. etape, kommer langt i Vueltaen. Her viste han nemlig, at han kan klatre på et niveau, der ikke er voldsomt langt fra toppen, og han har tillige sin glimrende enkeltstart som et ganske stærkt våben. Alligevel er der tre forhold, der gør, at det meget vel kan ende med, at Soler atter ender som hjælper for Valverde og Mas, der da også umiddelbart fremstår som Movistars to bedste bud.

 

Det første er ruten. Heldigvis er der ingen stejle mure i år, men stigningerne er stadig stejle. Det er ikke optimalt for store Soler, der ikke er alt for komfortabel, når procenterne bliver for voldsomme. Lidt håb er der dog at finde i hans kørsel netop på Tourens 19. etape, hvor det var løbets stejleste stigning, Glières, hvor han gjorde det allerbedst. Og sidste år klarede han også den stejle Los Machucos ganske hæderligt.

 

Den anden udfordring er uforudsigeligheden. Vi aner ikke, om vi ser den gode eller den dårlige Soler i dette løb, men heldigvis taler historikken til hans fordel. Sidste år var han om muligt endnu bedre i Vueltaen end i Touren, og hvis det mønster gentager sig, ser det ikke helt håbløst ud.

 

Den største hurdle er dog stabiliteten. Det er ikke uden grund, at Soler sidste år smed det hele på 2. etape. Så sent som i Touren så vi nemlig, at han kunne køre med de bedste den ene dag og være langt efter den anden. Det er ikke just det, der kendetegner en god klassementsrytter, og særligt med så vanskelig en 1. etape er der slet, slet ikke råd til en offday fra start, som vi så det sidste år.

 

Desværre er der lidt mere, der taler imod Soler, end der taler for ham. Hvis sidste års udkomme af at have Touren i benene kan bruges som udgangspunkt, er der dog også noget, der taler for, at vi ser den bedste Soler igen denne gang. Nu skal han bare også holde hele vejen, så han ikke atter bliver hjælper allerede fra dag 1. Han har i hvert fald én gang bevidst, at alle ord om ”overvurderede klatreevner” skal spises igen hurtigst muligt.


HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN
 

David De La Cruz (*)

I en tid, hvor vi efterhånden skal vænne os til at begrave de fleste cykelryttere, når de runder de 30, var der ikke noget mere nærliggende end at anmode en spansk kirkegård om en plads til David De La Cruz. Siden han efter en flot 7. plads i Vueltaen i 2016 og et lovende 2017, der dog kulminerede med et styrt i samme løb, skiftede til Ineos slukkedes det ellers så spirende håb nemlig lynhurtigt. Faktisk gik det så galt, at De La Cruz endte som rent fyld på det stjernespækkede britiske mandskab, der ellers nok har for vane at få meget godt ud af deres ryttere.

 

I det lys var det lidt svært at forstå, at UAE slog til, da De La Cruz ledte efter et sted at genrejse karrieren, men efter dette års Tour var de måske i stand til at kende et godt håndværkertilbud, da de så et. I hvert fald brugte den hensygnende spanier de tre uger i Frankrig til at sparke liv i en karriere, der ellers havde kurs mod afgrunden.

 

Løbet kom ellers nærmest katastrofalt fra start. Et styrt allerede på 1. etape - desværre ikke noget særsyn for den mildt sagt klodsede De La Cruz, der er det spanske svar på Ilnur Zakarin - betød, at han kørte rundt med et brækket haleben, der gjorde den første uges tid til ren overlevelse. Men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og da Fabio Aru og Davide Formolo var forsvundet og havde efterladt Tadej Pogacar som Palle Alene i Verden midt i en hær af gule Jumbo-trøjer, rejste De La Cruz sig fra graven. Spanieren sad hos sin kaptajn dybt inde i finalerne - og endte endda selv som nr. 10 på en bjergetape - inden han sluttede løbet af med at bekræfte sine lidt svingende, men af og til fremragende tempoevner med en fornem 8. plads på den højdramatiske enkeltstart, der endte som en sand UAE-fest.

 

Var det genfødslen af De La Cruz, vi var vidner til? Det skal vi nok være en anelse varsomme med at erklære. Der var nemlig også flere gange lovende takter i Ineos-trøjen, særligt i Burgos i 2018, men når det gjaldt, var han desværre mere skuffende fyld end hovedaktør. Særligt sidste år i Vueltaen gjorde det næsten ondt at se ham fejle i sine udbrud, specielt da han undervejs lignede en mand med mulighed for at køre sig i førertrøjen.

 

Men han får chancen for at bevise, at det vitterligt var en genfødsel. Her er han UAE-mandskabets kaptajn, og han kommer til løbet med den fordel, at heller ikke han har kørt klassement i Touren. Samtidig er han en dieselmotor, der i teorien burde kunne drage fordel af at have en grand tour i benene, selvom det er helt ukendt terræn for ham at køre to af de længste løb lige i træk.



 

Ruten er heller ikke helt dum for ham. De hidsige mure er slet ikke noget for manden uden eksplosion og punch, men i år er målbjergene lange og seje. Måske er han heller ikke den største fan af stejle stigninger, men faktisk var en af hans få lyspunkter i Ineos-tiden hans 3. plads på Balcon de Bizkaya i 2018, hvor han dog blev slået af murspecialisten Michael Woods. Og så har han enkeltstarten som et glimrende våben.

 

Udfordringer er der dog også. Stabiliteten har haltet, også i grand tours, hvor det har knebet med at holde niveau over tre uger. Heldigvis kan årets løb reelt regnes som kun værende to uger, og det gør det en anelse lettere. Derudover skal han undgå at falde på halen og blive sat til vægs på de nedkørsler, hvor han nærmest med garanti falder fra, hvis der er mere end ét sving.

 

Det er dog småting i forhold til det væsentlige, nemlig om De La Cruz vitterligt er tilbage. Touren gav i hvert fald et lønligt håb, og med tanke på UAE-mandskabets fine succes på det seneste lyder det vel ikke helt umuligt, at de har fået sparket liv i den gamle travhest igen. Svaret kender vi om tre uger. Og bliver det bekræftende, er det helt rart, at det ikke er alle ryttere, der skal begraves, bare fordi de runder de 30.

 

Dan Martin (*)

Det er svært ikke at have lidt ondt af Dan Martin. Nuvel, man skal ikke have ondt af en mand, der med to monumentsejre har fået det meste ud af sit enorme klassikertalent, men det er alligevel lidt synd, at vi nok aldrig for alvor finder ud af, hvad det kunne været blevet til i grand tour-sammenhæng. Da han hos Deceuninck besluttede sig for at droppe sit fokus på punch og Ardennerne og i stedet blive en bedre klatrer i de lange bjerge, så han kunne udforske sit virkelige potentiale i Touren, blev han nemlig ramt af uheld hver eneste gang.

 

Mest markant var det naturligvis i 2017, hvor han begik den fejl at sætte sig bag Richie Porte på en nedkørsel og efterfølgende gennemførte resten af løbet med en brækket ryg. Alligevel endte han på en fornem 6. plads, og da han året efter atter var uheldig, blev det til både etapesejr og endnu en top 10. Begge gange blev man efterladt med følelsen af, at vi aldrig fandt ud af, hvad det kunne være blevet til, hvis det havde været en intakt Martin, der havde kæmpet hele vejen.

 

Desværre er Martin ikke længere nogen vårhare, og det er efterhånden svært at benægte, at alderen har indhentet den lille irer. I hvert fald har han i hverken 2019 eller 2020 været på det niveau, vi kendte, og det kan ikke være nogen tilfældighed, at seneste sejr netop var omtalte Tour-etape for nu mere end to år siden.



 

Alligevel er der grund til at håbe, at Martin kan spille en rolle i dette løb. Hans Tour blev - igen - ødelagt af et styrt, der denne gang dog ramte allerede i Dauphiné, og selvom han blev bedre undervejs, lignede han igennem hele løbet ikke just nogen dobbelt monumentvinder. Heldigvis brugte han løbet til at finde benene, og i Ardennerne var der lidt af den gamle Martin tilbage. Det var der i hvert fald i Fleche Wallonne, hvor vi stadig kun kan gisne om, hvad det var blevet til, hvis et styrt med 3 km igen ikke havde kostet så mange positioner, at hans vilde comeback kun gav en 5. plads.

 

Til gengæld blev hans begrænsninger udstillet i Liege. Nok er en 11. plads flot, men for en næsten dobbelt vinder af løbet, er der et stykke til fordums styrke. Med tanke på det generelle niveaufald, vi har været vidner til, er det nok lidt svært at tro, at Martin pludselig atter kan klatre med de bedste, som han gjorde i sine bedste år.

 

Der er dog grund til at tro på et pænt løb. Vueltaen har altid været det løb, der passer ham bedst, for det er som bekendt stejle mure, der er hans foretrukne. Dem vil han savne denne gang, hvor ruten passer ham dårligere, men finalerne er stadig langt mere egnede for en fyr som ham, end det gælder for Giroen og Touren.

 

Martin har også den fordel, at han kom relativt let igennem Touren og burde have den friskhed, der altid er afgørende i Vueltaen. Ardennerne pegede i hvert fald på stærkt stigende formkurve, og har han fastholdt det momentum, burde han være en faktor i dette løb.

 

Udfordringer er der til gengæld masser af - også udover det åbenlyse om, hvor langt topniveauet hos 34-årige Martin rækker i dag. Dels er der den enkeltstart, han bare aldrig lærer at mestre, og dels er det ikke nogen tilfældighed, at Google kommer med ganske mange hits, hvis man søger på Dan Martin og Crash. Faktisk er hans styrthistorik ekstra kedelig i netop dette løb, hvor han er styrtet ud af løbet tre ud af de fire seneste gange, han har været til start.

 

Nej, det bliver heller ikke denne gang, vi finder ud af, hvad Martin kunne have drevet det til i en grand tour. Den mulighed har dåbsattesten nok definitivt fjernet, men det kunne nu alligevel være meget rart at se, hvad den nu lidt aldrende Martin kan, hvis han faktisk kommer igennem en grand tour uden at falde på halen undervejs. Hans kørsel i Ardennerne indikerer, at det nok kan gå ganske pænt, som det altid har gjort i dette løb, når han faktisk er kommet hele vejen til Madrid.

 

Holdoversigt

Det er en yderst svær opgave at barbere et spændende kandidatfelt ned til bare 15 navne. Især var det svært at fravælge Guillaume Martin, hvis træthed i Touren dog blev udslagsgivende,

 

For overblikkets skyld gennemgår jeg herunder de øvrige ryttere, der på de enkelte hold kan tænkes at spille en rolle i klassementet.

 

Team Jumbo-Visma: Selvom det kunne være fristende at se Sepp Kuss og George Bennett køre klassement, er dagsordenen soleklar. Den hedder Roglic og Dumoulin og ikke spor andet.

 

Ag2r La Mondiale: Talentfulde Clement Champoussin samt Mathias Frank, Nans Peters og Alexandre Geniez kunne i princippet køre klassement, men målet er alene etapesejre - særligt for Peters, der går efter at sikre sig sit hattrick i grand tours og Champoussin, der skal passe på sig selv i sin debut.

 

Astana Pro Team: Holdet skulle oprindeligt køre klassement med Ion Izagirre, men nu har de altså også Vlasov som medkaptajn. Izagirre får stadig sin chance, men hans kørsel efter sejren i Baskerlandet sidste år har været skuffende, nærmest uden undtagelse.

 

Bahrain-McLaren: Holdet kører klassement med Wout Poels, men hans kørsel i 2019 og 2020 har været langt fra fordums styrke, senest i Ardennerne. Derudover får han ikke glæde af sine berømte tredjeugesform på denne rute. De unge Sanitago Buitrago, Scott Davies, Kevin Inkelaar og Stephen Williams kan ikke køre klassement.

 

BORA-hansgrohe: Felis Grossschartner skal forsøge sig i klassementet, men han bør ikke klatre godt nok til top 10.

 

Burgos-BH: Det handler udelukkende om etapesejre, også for Ricardo Vilela, der ellers før har kørt klassement i etapeløb.

 

Caja Rural-Seguros RGA: Holdet er helt uden rigtige klatrere, så det handler alene om etapesejre. Eneste klatrertype er Julen Amezqueta, der slet ikke klatrer godt nok.

 

CCC Team: Holdet kommer kun for at jagte etaper, og dermed skal Jan Hirt ikke køre klassement. Det vil dog være dumt helt at udelukke dieselklatreren, der burde passe fint til denne rute, men det kræver, at han holder sig til og finder det topniveau, han sjældent har.

 

Cofidis: Guillaume Martin er min store hovedpine. Han var nemlig træt i Touren, men rejste sig flot ved VM og i Ardennerne. Jeg tror dog, at den træthed, vi så, må gøre det svært for ham at få den top 10, han går efter. Fernando Barcelo kan måske gøre det hæderligt, men han skal ligesom unge Victor Lafay ikke køre klassement.

 

Deceuninck-Quick Step: Mattia Cattaneo er på vej tilbage efter en skade og ventes ikke i den store form fra start. Unge Andrea Bagioli er nok mere puncheur end klatrer og kan næppe køre klassement. Holdet har ikke meldt ud, om de vil prøve alligevel.

 

EF Pro Cycling: Da Tejay van Garderen er en skygge af sig selv, er det Carthy, Martinez og Woods, der er mulighederne.

 

Groupama-FDJ: Det handler om Pinot og Gaudu, der begge burde få chancen for at holde sig til.

 

INEOS Grenadiers: Hvor gerne jeg end vil se Chris Froome rejse sig, er det svært at tro på en mand, der blev sat som en af de første i Tirreno og Liege. Desværre ser styrtet ud til at have kostet ham muligheden for flere grand tour-sejre. Carapaz og Sosa ligner de eneste reelle kandidater.

 

Israel Start-Up Nation: Martin er holdets klassementsrytter. Han støttes af klatrerne Matteo Badilatti og James Piccoli. Sidstnævnte har skuffet i år, men førstnævnte kan måske gøre det pænt selv.

 

Lotto Soudal: De jagter alene etaper, også Tim Wellens.

 

Mitchelton-Scott: Holdet kører klassement med Esteban Chaves, men desværre er tendensen ret klar i tiden efter sygdommen. Han starter stærkt, men efter få dage falder han sammen. Mikel Nieve jagter etaper og har heller ikke længere niveauet til at køre klassement. Det samme gælder for klatrestærke folk som Nick Schultz, Robert Stannard og Tsgabu Grmay.

 

Movistar Team: Mas, Valverde og Soler skal alle forsøge sig i klassementet med støtte fra en i Touren velkørende Carlos Verona.

 

NTT Pro Cycling: Det handler alene om etaper, men den svingende Stefan de Bod klatrer af og til overraskende godt. Ben Dyball og Gino Mader er begge stagneret helt.

 

Team Sunweb: Holdet jagter kun etaper. Ilan van Wilder, Mark Donovan og Thymen Arensman er alle potentielle fremtidige klassementsfolk, men som nyprofessionelle skal de alene lære. Michael Storer er stadig ikke god nok, og Robert Power er alt for svingende, selvom han har sine gode dage.

 

Team Total Direct Energie: Holdet har ingen rigtige klatrere, nu hvor Romain Sicard er faldet sammen, så det handler kun om etaper.

 

Trek-Segafredo: Holdet jagter kun etaper, men man kan vel ikke helt udelukke, at Kenny Elissonde kan ende hæderligt, hvis han holder sig til. Niklas Eg, Juan Pedro Lopez og Michel Ries kan klatre, men ikke køre klassement på dette niveau.

 

UAE-Team Emirates: Det erklærede mål er klassement med De La Cruz, men holdet holder også døren åben for Davide Formolo, der dog er på vej tilbage efter styrt og altid har manglet stabilitet i grand tours. Rui Costa og Sergio Henao jagter alene etaper.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

HOMETRAINER? BLIV INSPIRERET, FIND FORHANDLER OG SPAR MANGE PENGE