Vuelta a Espana: Favoritten (*****)

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

2019 var en kedelig undtagelse, men det var netop det: en undtagelse. Efter at løbet i 2020 endte som en af coronakrisens vindere og bestemt ikke stod ringere på den specielle kalender, har løbsdirektør Javier Guillen igen i år al mulig grund til at juble over det felt, der på lørdag vil skyde tre ugers benhård bjergfest i gang med en enkeltstart i Burgos. Desværre valgte en træt Tadej Pogacar alligevel at aflyse sin planlagte deltagelse, men når Guillen alligevel kan byde på et opgør mellem de to øvrige af tidens tre førende grand tour-ryttere, Egan Bernal og Primoz Roglic, er der bestemt ingen grund til at være utilfreds.

Endnu bedre bliver det af, at det ikke kun handler om de to favoritter. Bernal er del af et skræmmende stærkt Ineos-hold, der også tæller Richard Carapaz, Adam Yates og Pavel Sivakov, der alle tidligere har været i top 10 i grand tours, og kometen Tom Pidcock. Movistar kommer med A-holdet med tre af de fire kaptajner i form af en revanchelysten Miguel Angel Lopez, Enric Mas og en genfødt Alejandro Valverde, der som bekendt har en Vuelta-historik, man tror må være løgn. Mikel Landa fører an på et skræmmende Bahrain-hold, der tæller Giro-toeren Damiano Caruso, endnu en komet, Mark Padun, Jack Haig, Wout Poels samt Ginå Mäder, og Hugh Carthy jagter endnu en podieplads på et EF-hold, der også tæller den i Touren så velkørende Rigoberto Uran. Giulio Ciccone skal endelig være grand tour-kaptajn efter en Giro, hvor han være uhyre overbevisende inden sit styrt, og Romain Bardet gav i Burgos mindelser om tidligere tiders storhed. Roglic flankeres af Sepp Kuss og Steven Kruijswijk, Rafal Majka skal følge op på en flot Tour med en tilbagevenden til tidligere tiders kaptajnrolle på et UAE-hold, der også tæller David de la Cruz. Unge Mauri Vansevenant og Jay Vine skal for første gang teste sig selv i en grand tour, og derudover tæller feltet solide folk som Guillaume Martin, Esteban Chaves, Felix Grossschartner, James Knox, Harm Vanhoucke, Mikel Nieve og Lucas Hamilton. Ja, når selv Fabio Aru pludselig viser livstegn i dagene op til løbet, har Guillen absolut al mulig grund til endnu engang at knibe sig selv i armen over sit fine felt.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

SÆT DIT VUELTA A ESPAÑA MANAGERHOLD

Primoz Roglic (*****)

Er man en af de mange ryttere, for hvem det er en drøm bare at vinde ét eneste cykelløb igennem en lang karriere, vil man nok indstille Primoz Roglic til offentlig henrettelse, hvis han antydede, at en sejr i Vueltaen ville være en fin trøstepræmie, men skulle det lykkes det slovenske monster at sikre sig sit hattrick i Galicien om tre uger, er det nu nok alligevel sådan, han vil føle det. Vueltaen er skam fra start et sæsonmål for enkelte - særligt for de ryttere, der også har kørt Giro - men for mange er det også stedet, hvor man jagter revanche efter en skuffende Tour. Den tendens har måske været knap så udtalt i de senere år, hvor den evige Tour-vinder Chris Froome målrettet har valgt at følge en Tour-succes op med sejr i Spanien, men så sent som i 2014 endte løbet som et stort opgør mellem netop Froome og Alberto Contador, der begge havde sagt farvel til Frankrig efter et ublidt møde med asfalten, og hvis der er nogen, der kender følelsen af Vueltaen som trøstepræmie er det mere end nogen anden Roglic.

Det er nemlig blevet lidt af en vane. Når han på lørdag ruller ned fra startrampen i Burgos, vil det være tredje år i træk, at han stiller til start i den spanske rundtur. Det vil også være tredje gang, at det sker, selvom det ikke oprindeligt var en fast del af sæsonmålene. Og det vil være tredje gang, at det sker på ryggen af en stor skuffelse.

Sådan var det allerede i 2019. Dengang var det store mål nemlig Giroen, men som bekendt endte det italienske løb som en stor skuffelse, da en syg og forslået Roglic kun med det yderste af neglene kunne sikre sig en podieplads. Heldigvis var der trøst at hente i Spanien senere på året, hvor monsteret var lige så suverænt, som han havde været i alle sæsonens øvrige løb og i overlegen stil sikrede sig karrierens første grand tour-sejr på de spanske landeveje.

Sådan var det også i 2020. For et lille år siden kom Roglic til Spanien umiddelbart efter karrierens i særklasse største skuffelse, hvor vennen Tadej Pogacar havde flået den gule førertrøje af hans skulde på et tidspunkt, hvor man ikke kunne have fortænkt ASO i allerede at have indgraveret Roglics navn i sejrspokalen. Alligevel gjorde Jumbo-kaptajnen det umulige og lykkedes med at mobilisere den nødvendige motivation til at runde sæsonen af på den smukkest tænkelige måde ved at tage både karrierens første monumentsejr i Liege og forsvare Vuelta-titlen - grundet træthed ganske vist ikke i samme overlegne stil som i 2019, selvom det undervejs skam blev til beskedne fire etapesejre og endnu en pointtrøje også.

Nu er vi der så igen. Når Roglic i disse dage sætter sig på flyet til Spanien, sker det igen for at jagte revanche efter en gigantisk skuffelse. Denne gang kom den ganske vist ikke på samme spektakulære og uventede maner, og derfor var den måske ikke helt så smertefuld, men det gjorde helt sikkert ondt langt ind i det slovenske hjerte, da et ærgerligt styrt kostede ham en af de få tilbageværende chancer, han har for at vinde det løb, der er blevet hele karrierens formål, nemlig Touren.

Faktisk er der endnu flere ligheder med 2020. For et år siden havde han nemlig allerede sikret sig en første trøstepræmie allerede inden Vueltaen, og det har han såmænd også denne gang. En mand af Roglics sørger naturligvis for at udse sig trøstepræmier af en vis karat, og hvor det sidste år var en Liege-sejr, der dulmede sorgen, var det i år noget endnu smukkere, nemlig en OL-guldmedalje, der gjorde ham til endnu større nationalhelt i Slovenien, end han allerede var.

Alligevel er der én markant forskel på 2020 og 2021. For et år siden kom Roglic meget udkørt til Spanien efter et sæsonprogram, der var så vildt, at det stadig er lidt uforståeligt, at han faktisk lykkedes med at vinde i Vueltaen igen. Det holdt skam også hårdt, men når man betænker, at han på tre måneder havde vundet Vueltaen og Liege, næsten vundet Touren, spurtet om en 2. plads ved VM, knust Egan Bernal i Tour de l’Ain og reelt også vundet Dauphiné, var det faktisk et mindre mirakel, vi var vidner til i oktober og november sidste år.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Den slags mirakler er der ikke behov for denne gang. I år kommer Roglic nemlig uhyre veludhvilet til Spanien. Faktisk har han nærmest ikke kørt cykelløb i år, for efter et meget let forår med kun to etapeløb og tre klassikere - alt sammen med det formål at være frisk til Touren - endte hans tur rundt i Frankrig jo som bekendt efter bare en god uge. Siden har han skam kørt to løb i Japan, men kan man stole på data fra ProcyclingStats, er Roglic nr. 122 af de 138 ryttere, der i skrivende stund står opført på sidens foreløbige startliste til løbet, når de rangeres efter antal kørte løbskilometer i år. Det er mildt sagt en anderledes situation end sidste år.

Den statistik må være bekymrende for alle andre. Sidste år viste Roglic, at hans holdbarhed nærmer sig det overmenneskelige, da han med sit vilde sæsonprogram i benene alligevel endte med at vinde løbet, men den evne får han slet ikke brug for i år. Denne gang kommer han til løbet frisk og veludhvilet, og det er en skræmmende kendsgerning for de mange, der har fået bøllebank af sloveneren de mange gange, han er kommet ud fra en løbspause som det monster, han plejer at være.

Naturligvis kunne der have været et håb om, at hans Tour-skade var værre end som så, og det håb blev kun bestyrket, da han skuffede fælt i OL-løbet og efterfølgende klagede over både krampe og rygsmerter. Det viste sig dog hurtigt, at kramperne bare var et éngangstilfælde, der måske var forårsaget af den ekstreme varme og luftfugtighed, for bare fire dage senere leverede han en skræmmende magtdemonstration på en enkeltstart, hvis startfelt havde en klasse, så man næsten troede det umuligt at samle så mange tempogiganter på ét sted. Rygtet om, at Roglic allerede var flyvende igen, viste sig i den grad at være sandt.

Der er absolut ingen grund til, at Roglic er blevet spor ringere i løbet af de to uger, der er gået siden sejren i Tokyo - snarere tværtimod. Samtidig kommer han til Spanien med to meget vigtige selvtillidsboosts, som blev sikret på turen til Japan, og som gør ham til soleklar favorit til at sikre sig sit Vuelta-hattrick om tre uger.

Det første er, at han beviste, at de små svaghedstegn, vi så i et knap så overbevisende forår, hvor han havde noget så sjældent som en offday i Liege og ikke var helt så suveræn i Paris-Nice og Baskerlandet, som han plejer, blev gjort til skamme. I Japan kørte Roglic nemlig feltet midt over på den sidste stigning med en sådan autoritet, at der er al mulig grund til at tro, at han klatrer lige så godt, som han gjorde, da han havde stensikker kurs mod Tour-sejren i 2020 eller knuste al modstand i Vueltaen i 2019.

SÆT DIT VUELTA A ESPAÑA MANAGERHOLD - PRÆMIER TIL TOP 75

Det andet er, at han fik bevist, at han stadig er den tempogigant, der for nogle år siden spiste WorldTour-enkeltstarter til morgenmad. Det kunne man ellers tvivle lidt på efter et 2020, hvor hans enkeltstarter ikke havde været på fordums niveau, men det var åbenbart det wakeupcall, han havde brug for. Siden det højdramatiske nederlag til Pogacar på La Planche des Belles Filles har han ifølge Jumbo-sportsdirektør Merijn Zeeman trænet på sin enkeltstartscykel næsten hver dag, og når man ser på, hvordan han først slog Pogacar klart i Baskerlandet og siden gav hele verdenseliten prygl ved OL, taler alt for, at han kan se frem til at vinde begge Vueltaens to enkeltstarter, der med deres kuperede natur er skræddersyet til ham.

Årets enkeltstartsmenu er ikke overvældende i en traditionel grand tour-sammenhæng, men i Vuelta-sammenhæng er den stor. Roglic har ca. 40 km at gøre godt med, og når man ser på tempoevnerne hos løbets øvrige favoritter, er det bekymrende. Man kan faktisk ikke pege på én eneste favorit, der ikke vil få læsterlige klø på Vueltaens første og sidste etape, og hvis han bare nærmer sig niveauet fra Tokyo, kan Roglic tillade sig at have flere middelmådige dage i bjergene. Selv hvis han igen skulle kæmpe med nerverne, der før har spillet ham et puds på sene enkeltstarter i grand tours - et forhold, der måske kan blive endnu mere udtalt nu, hvor selve Vuelta-sejren kan være på spil på allersidste etape - virker det fuldstændig umuligt at forestille sig, at Roglic ikke vil slå alle øvrige favoritter ganske klart i Santiago de Compostela til sidst.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Der er nu ingen grund til at tro, at Roglic skulle have dårlige dage. Rygtet om hans manglende holdbarhed i grand tours blev effektivt manet til jorden sidste år, hvor han med sin vilde sæsonkalender i rygsækken alligevel vandt Vueltaen, og hvor han i øvrigt kørte fra Pogacar på Tourens kongeetape dybt inde i den tredje uge. Roglic kører altid stærkt fra dag 1 til dag 21, og derfor vil han både kunne drage fordel af, at der allerede er en brutal bjergafslutning på Picon Blanco i uge 1, hvor han allerede nu ligner den klare favorit, samt løbets to vanskeligste bjergetaper i den tredje uge.

Vueltaens meget stejle stigninger passer også Roglic fint. Det er svært at benægte, når han har vundet to gange og vist suveræn styrke på brutale bjerge som Los Machucos, Alto Mas de La Costa og Moncalvillo. Nok var han ikke flyvende på Angliru sidste år, men som vi så på La Covatilla nogle dage senere skyldes det alene den træthed, en lang sæson havde efterladt, og ikke vanskeligheder på de sværeste procenter. Det passer ham derfor glimrende, at der venter et nyt uhyre på årets 18. etape, og de længere, mere moderate stigninger som Velefique plejer heller ikke at genere ham.

Det gør kampen om bonussekunder heller ikke. Roglic er lynhurtig, og uden de 48 sekunder, han indsamlede undervejs, havde han faktisk ikke vundet sidste års udgave. De to puncheurspurter i Cullera og Valdepeñas de Jaen ligner allerede guf for Roglic, og dertil skal lægges den bonus, hans hurtighed kan sikre ham i bjergene og i flade spurter, hvis vi skulle få etapeløb i stil med det, vi fik på sidste års 2. og 16. etape. Det kan så lægges til enkeltstartsgevinsten, og dermed er der mere tid, han skal miste i bjergene.

Her kan han regne med et brølstærkt hold. Måske er Steven Kruijswijk ikke sig selv længere, men det er stadig svært ikke at være imponeret over et hold, der også tæller den Sepp Kuss, som i Tourens tredje uge endelig viste sit tårnhøje niveau igen, Koen Bouwman, der klatrede som en drøm i Giroen, og Sam Oomen, der med sit hæderlige Tour de Suisse viste lidt af tidligere tiders takter. Medmindre Kuss har én af sine offdays, synes det ikke at blive let at isolere Roglic.

Det skal måske ske i sidevinden. Roglic blev som bekendt kun reddet af Astana, da sidevinden rasede i 2019, og her kunne han meget vel have tabt løbet til Nairo Quintana. Det var imidlertid også en gigantisk lærestreg, og det virker ikke sandsynligt, at han igen vil tage sig en lignende blunder. Hans evner i sidevinden fejler i hvert fald intet.

Nej, det er vitterligt svært at finde svaghedstegn ved Roglic, der er en af feltets mest alsidige ryttere og sidste år viste en holdbarhed, der sagde spar to. Nu kommer han endda til løbet i frisk tilstand og efter en olympisk magtdemonstration, der viser, at han efter sit styrt og et lidt skuffende forår er tilbage i fuld vigør. I den tilstand har han reelt været umuligt at slå i de seneste år, og det kan derfor være svært at se, hvem der skulle gøre det over de kommende tre uger i Spanien.

Men det plejer der jo heller ikke at være. Vueltaen er jo blevet stedet, hvor Roglic henter sine trøstepræmier. Det gjorde han i 2019. Det gjorde han i 2020 efter at have varmet op med en Liege-sejr. Meget taler for, at han også vil gøre det i 2021 - denne gang efter at have varmet op med en OL-sejr.

SÆT DIT VUELTA A ESPAÑA MANAGERHOLD - PRÆMIER TIL TOP 75