Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Vuelta a Espana: Podiekandidaterne (**)

Vuelta a Espana: Podiekandidaterne (**)

13. august 2021 21:27Foto: BORA-hansgrohe / BettiniPhoto

Mens det ofte er en kamp for Giro d’Italia at tiltrække de store grand tour-stjerner, er det i de senere år blevet stadig mere populært for de store navne at slutte sæsonen med endnu et stort slag i de spanske bjerge. Vuelta a Espana-løbsdirektør Javier Guillen har flere gange måttet knibe sig selv i armen over de fremragende startfelter, han har kunnet tiltrække, og samme arm kan meget være blevet øm igen, da han erfarede, at han i år kan byde på en med spænding imødeset duel mellem Primoz Roglic og Egan Bernal i en 2021-udgave, der også tæller en stor gruppe af verdens mest spændende grand tour-ryttere som udfordrere til de to favoritter. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

Annonce

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

 

2019 var en kedelig undtagelse, men det var netop det: en undtagelse. Efter at løbet i 2020 endte som en af coronakrisens vindere og bestemt ikke stod ringere på den specielle kalender, har løbsdirektør Javier Guillen igen i år al mulig grund til at juble over det felt, der på lørdag vil skyde tre ugers benhård bjergfest i gang med en enkeltstart i Burgos. Desværre valgte en træt Tadej Pogacar alligevel at aflyse sin planlagte deltagelse, men når Guillen alligevel kan byde på et opgør mellem de to øvrige af tidens tre førende grand tour-ryttere, Egan Bernal og Primoz Roglic, er der bestemt ingen grund til at være utilfreds.

 

Endnu bedre bliver det af, at det ikke kun handler om de to favoritter. Bernal er del af et skræmmende stærkt Ineos-hold, der også tæller Richard Carapaz, Adam Yates og Pavel Sivakov, der alle tidligere har været i top 10 i grand tours, og kometen Tom Pidcock. Movistar kommer med A-holdet med tre af de fire kaptajner i form af en revanchelysten Miguel Angel Lopez, Enric Mas og en genfødt Alejandro Valverde, der som bekendt har en Vuelta-historik, man tror må være løgn. Mikel Landa fører an på et skræmmende Bahrain-hold, der tæller Giro-toeren Damiano Caruso, endnu en komet, Mark Padun, Jack Haig, Wout Poels samt Gino Mäder, og Hugh Carthy jagter endnu en podieplads på et EF-hold, der også tæller den i Touren så velkørende Rigoberto Uran. Giulio Ciccone skal endelig være grand tour-kaptajn efter en Giro, hvor han være uhyre overbevisende inden sit styrt, og Romain Bardet gav i Burgos mindelser om tidligere tiders storhed. Roglic flankeres af Sepp Kuss og Steven Kruijswijk, Rafal Majka skal følge op på en flot Tour med en tilbagevenden til tidligere tiders kaptajnrolle på et UAE-hold, der også tæller David de la Cruz. Unge Mauri Vansevenant og Jay Vine skal for første gang teste sig selv i en grand tour, og derudover tæller feltet solide folk som Guillaume Martin, Felix Grossschartner, James Knox, Harm Vanhoucke, Mikel Nieve og Lucas Hamilton. Ja, når selv Fabio Aru pludselig viser livstegn i dagene op til løbet, har Guillen absolut al mulig grund til endnu engang at knibe sig selv i armen over sit fine felt.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

 

Aleksandr Vlasov (**)

For et lille år siden var Aleksandr Vlasov på alles læber. I denne vidunderbørnenes tidsalder er alle hele tiden på udkig efter det næste børnehavebarn, der kan sætte verdenseliten til vægs, inden det har nået skolealderen, og i coronaåret 2020 var det Vlasov, der lignede den nye åbenbaring. Det var skam ikke, fordi han kom ud af det blå - manden var blandt vinder af Baby-Giroen og kongeetapen i Østrig Rundt samt russisk mester i årene hos Gazprom - men det var nok alligevel de færreste, der havde ventet, at han i sit første år på WorldTouren skulle skabe de overskrifter, han gjorde.

 

Vlasov var nemlig her, der og alle vegne. Allerede inden nedlukningen imponerede han stort ved at tage sin første sejr på sin anden løbsdag som WorldTour-rytter, men det var i august, at han tog verden med storm. Han var den eneste, der kunne følge Ineos’ Tour-hold til dørs i Route d’Occitanie, han vandt både Giro dell’Emilia og det nye endagsløb på Mont Ventoux, og minsandten om ikke også han gik på podiet i et monument, Il Lombardia - endda selvom han måtte ofre sig for Jakob Fuglsang.

 

Alt sammen skabte det en masse hype om hans grand tour-debut i Giroen, men som bekendt blev det en af historiens kortere. Vlasov nåede knap ud fra hotellet, inden han var rejst hjem igen med et maveonde, men det gode ved coronasæsonen var, at der altid ventede et nyt løb lige om hjørnet. Således også for Vlasov, der desværre ødelagde hele sit klassement med to gedigne offdays på de to første etaper, der grundet de specielle omstændigheder var langt vigtigere end vanligt, men da han svarede stærkt igen med en 2. plads på kongeetapen til Angliru og generelt 16 overbevisende etaper herefter, blev hypen bestemt ikke mindre. Faktisk gik det vedholdende rygter om, at Ineos i deres desperate søgen på en ny trussel mod den slovenske overmagt var klar til at købe ham ud af sin kontrakt allerede forud for denne sæson.

 

Den mission lykkedes ikke, og selvom Ineos angiveligt frem til sidste sekund var med i kampen om at sikre hans tjenester fra næste år, gør det måske alligevel ikke helt så ondt, at de tabte det slag til Bora. Det synes nemlig klart at være sådan, at Vlasovs stjerne er dalet i løbet af sæsonens første måneder.

 

Resultaterne har skam ikke været ringe. Efter en lidt anonym sæsonstart endte han som nr. 2 i et dog ret svagt besat Paris-Nice, hvor han bestemt ikke imponerede på kongeetapen, der placerede ham bag en stor fyr som Maximilian Schachmann og i samme tid som Tiesj Benoot. I Tour of the Alps så formen ud til at være opadgående gennem løbet, og med en 3. plads lignede han en mand, der havde kurs mod noget stort i sit store mål, Giroen.

 

Den italienske grand tour endte egentlig med en 4. plads, hvilket på papiret kan synes ganske fint, men resultatet skjuler omstændighederne. Havde løbet ikke været så specielt, at rytterne skiftedes til at have gode og dårlige dage i et meget besynderligt omfang, var han aldrig kommet så tæt på podiet. Vlasov var nemlig selv del af den triste tendens, og hver eneste gang, en opløftende etape skabte håb for ham, oplevede han en nedtur på den næste bjergetape. Således var det næppe en del af Vlasovs plan, at han blot skulle ende 44 sekunder foran Daniel Martinez, der var ren hjælperytter, og foran Joao Almeida, der efter den første bjergetape havde kørt sig selv ud af klassementet og siden ofret sig for Remco Evenepoel. Vlasov var i hvert fald i nærheden af at true hverken Egan Bernal eller overraskelsen, Damiano Caruso.

 

Selvfølgelig er der slet ingen grund til at afskrive en rytter, der blot er fyldt 25 år, og som for mindre end et år siden kørte fra både Primoz Roglic og Richard Carapaz på Angliru, men Vlasov har heller ikke gjort noget for at køre sig selv op i favorithierarkiet frem mod den Vuelta, der nu skal dokumentere, at han skam ikke blot er podie-, men også vinderkandidat i fremtidige grand tours. Russeren er nemlig ikke kommet flyvende ud fra sin sommerpause. Hans OL var mildt sagt skuffende, selvom han forud for løbet havde haft en god fornemmelse af formen, og i det højst mærkværdige Vuelta a Burgos, hvor alle favoritterne syntes at have både en god og en dårlig dag, var han en af de få, der desværre kun havde to dårlige af slagsen.

 

Det kan heldigvis måske forklares med det styrt på 1. etape, der også sendte Ineos-mandskabet til tælling, men baseret på de første ret optimistiske meldinger om hans tilstand og hans skuffende løb i Tokyo, er det svært helt at forestille sig, at det var hele forklaringen. Sandt er det i hvert fald, at han på løbets sidste bjergetape blev slået af flere, der på ingen måde kan ventes at være i spil til en podieplads i Santiago de Compostela om tre uger.

 

Det kan Vlasov heldigvis sagtens ende med at være. Måske er den lidt afmålte start bare et bevidst forsøg på ikke at løbe tør for kræfter, som han delvist gjorde det i årets Giro. I årets bagtunge Vuelta, hvor tre absolutte nøgleetaper kommer i løbet af de sidste fem dage, er det særligt vigtigt at toppe til sidst, men en sådan strategi kan også have sine risici, i hvert fald hvis man vil vinde løbet. Allerede på mandag venter en brutal bjergafslutning på Picon Blanco, og hvis han blot har samme niveau som ved OL eller i Burgos, risikerer han en start, der minder om den, der for et år siden eliminerede ham fra toppen af klassementet, nærmest inden løbet var startet.

 

Så galt behøver det nu ikke at gå. Styrtet er en plausibel forklaring på i hvert fald en del af den bekymrende optakt, og han må formodes at have forbedret sig i hvert fald betragteligt inden starten i Burgos på lørdag. Kommer han først over Picon Blanco, er de første to uger ikke uoverkommelige, og så kan lidt ekstra friskhed sagtens ende som en fordel, særligt mod de folk, der kommer med Touren i benene.

 

Vlasov har også en sandsynlig fordel på enkeltstarterne. De har ellers aldrig været en spidskompetence og endte også med at koste ham dyrt i sidste års Vuelta, men i år har han været en del af det Astana-mirakel, der har forvandlet alt og alle - ja, næsten også deres mekanikere og soigneurs - til nogle fremragende temporyttere. Der var i hvert fald næppe nogen, der havde drømt om, at Vlasov skulle ende som nr. 11 på Giroens korte, flade tonserenkeltstart i Torino, hvor han slog flere tunge specialister, og hvis han har samme niveau på de to kuperede tidskørsler i Spanien, kan det blive rigtigt godt - i hvert fald i forhold til mange af de rene klatrere, der udgør årets favoritfelt.

 

En anden væsentlig forandring fra Giroen, er vejret. Vlasov har aldrig lagt skjul på sin foragt for kulde og regn, og netop de to elementer smagte han på til overflod i Italien. I Spanien ser det ud til at gå lige omvendt, da landet har udsigt til at kysse alletiders varmerekord i den kommende uge, og hvis det da kan lade sig gøre overhovedet at køre cykelløb i de betingelser, stiller det i hvert fald russeren betydeligt bedre. Så må man håbe, at det holder hele vejen til nøgleetaperne i den tredje uge i Asturien, der desværre er kendt for ganske regnfulde betingelser.

 

Vlasov har også den udfordring, at hans hold bestemt ikke er det stærkeste. Ringe er det skam ikke, men sammenlignet med stjerneensemblerne fra Ineos og Bahrain og i et vist omfang også Jumbo og Movistar, er Astana en pauver flok. Vlasov vil helt sikkert skulle klare sine finaler på egen hånd, og det i hvert fald ikke være det sjoveste, hvis han skulle forsvare en førertrøje. Til gengæld kan det i første omgang måske også vise sig at være en lille fordel, at særligt de fire store hold vil kigge lidt for meget på hinanden og dermed skabe plads til folk som Vlasov og Hugh Carthy til at udnytte det interne magtspil.

 

Alt sammen står og falder det dog med, at Vlasov genfinder den ben, han aldrig helt har fundet i 2021, og ikke mindst, at han udviser den stabilitet, han har manglet i sine første to gennemførte grand tours. Sidstnævnte er måske i virkeligheden den største bekymring, men det er heldigvis også noget, man ofte finder med alderen.

 

Netop den har Vlasov stadig på sin side. Det er trods alt stadig ham, der ligner førsteudfordreren til Egan Bernal i kampen om den hvide trøje, og han er således stadig en usleben diamant. I fredags var det blot et år siden, at hele verden for alvor forstod omfanget af hans talent, da han sejrede på Mont Ventoux, og det er værd at huske på i en sæson, hvor han ikke helt har nået samme højder. Det kan han sagtens nå at gøre i de kommende tre uger i Spanien og dermed igen sætte gang i den hype, der sidste år angiveligt fik Ineos til at åbne tegnebogen på vid gab. Lige nu ærgrer de sig måske ikke alt for voldsomt over, at det blev Bora, der løb med guldkalven, men i Santiago di Compostela kan det godt være, at de alligevel ender med at fortryde, at der ikke røg et ekstra nul på kontraktforslaget.

 

Mark Padun (**)

En hel cykelverden måtte gnide sig i øjnene en ekstra gang, da årets kongeetape i Dauphiné blev kørt. Det franske etapeløb er nemlig kendt som det vanskeligste af de ugelange etapeløb, både fordi ruten altid er knaldhård, og fordi løbet med sin placering lige inden Touren er kendetegnet ved et felt, hvor 99% af rytterne er meget tæt på deres topform. Derfor hører det til sjældenhederne, at løbet byder på de store sensationer, og derfor var det på grænsen til det vanvittige, at vinderen af den vanskeligste etape var opkomlingen Mark Padun - ikke fra et udbrud, men efter at ukraineren slet og ret var kørt fra alle favoritterne.

 

Øjnene var formentlig stadig ømme, da der skulle gnides igen. Bare 24 timer senere gjorde Padun det nemlig igen, da han også vandt den anden bjergetape. Denne gang skete det ganske vist via et udbrud, men det var alligevel ikke hvem som helst, han slog. Nr. 2 på etapen blev nemlig en vis Jonas Vingegaard, og selvom danskeren ikke var i topform på det tidspunkt, var det trods alt bare få uger inden den Tour, hvor han endte på den samlede 2. plads.

 

Paduns vilde ridt skabte med det samme stor mistro og anklager om både fusk og snyd, og med cykelsportens triste historie in mente er det kun logisk, at den slags pludselige gennembrud vækker forundring og fører til et hævet øjenbryn eller to. I dette tilfælde er der dog ikke noget mærkeligt i, at Padun kører stærkt, for tilbage i 2018 var han faktisk et af feltets allermest lovende talenter, da han først leverede et mindeværdigt arbejde for Ion Izagirre i Baskerlandet og siden vandt en bjergetape i et uhyre stærkt besat Tour of the Alps. Dengang var han således min personlige favorit til at blive U23-verdensmester på bjergruten i Innsbruck, og jeg havde store forventninger om, at han ville kunne vinde WorldTour-løbet Tour of Turkey.

 

Ingen af delene skete dog, og det skulle vise sig at være et varsel om den nedtur, der siden ventede. Med en enkelt undtagelse var Padun helt usynlig i de efterfølgende år, og jeg havde skam også tabt alt håbet om, at han nogensinde ville blive til det, jeg troede for tre år siden. Kun én gang lykkedes det ham at vise sin klasse, nemlig da han vandt bjergløbet Adriatica Ionica Race, på hvis startliste vi blandt andet fandt den Remco Evenepoel, der få uger senere kørte fra alt og alle i San Sebastian og ved EM i enkeltstart.

 

Allerede dengang mindede han os om, at han altså er et ufatteligt talent, og da han i Dauphiné endelig brød igennem lydmuren med nogle års forsinkelse, kom han måske også på et bud på en forklaring på, hvorfor det havde varet så længe. Angiveligt har Padun var en af de mange ryttere - Jakob Fuglsang er en anden - der har været så besat af at komme ned i væk, at han slet og ret har spist for lidt. Og ligesom Fuglsang blomstrede op, da han begyndte at gå lige så meget til den ved kødgryderne som på cyklen, gjorde Padun det samme, da også han begyndte at tage mere for sig af retterne.

 

Derfor var det også uhyre opløftende at se Padun, da han i sidste uge kørte i Burgos. Belært af de triste erfaringer kunne man nemlig havde ventet, at han efter en løbspause ville sidde i gruppettoen, som han plejer. Det skete bare ikke denne gang, hvor han tværtimod endte på podiet, og selvom han ikke nåede samme flyvende højder som i Frankrig i juni, var præstationen det allerkraftigste vidnesbyrd om, at der nok var noget om madsnakken. Noget tyder på, at Padun med en vis grad af konsistens nu kan ventes at skulle konfirmere det talent, han viste i 2018.

 

Spørgsmålet er bare, hvad det kan føre til i en grand tour. Det aner vi ikke, for vi har aldrig set en velkørende Padun køre over tre uger. Hans første tre lange etapeløb endte som en temmelig trist oplevelse, hvis man ser bort fra den flotte Giro-etape i 2020, hvor han pludselig viste sit talent, men hvor en dum punktering kostede ham muligheden for at tage kampen op med Jhonatan Narvaez om etapesejren.

 

Derfor ved vi ikke, hvor holdbar han er. På den ene side betyder hans mildt sagt svingende kørsel, at man nok skal være temmelig varsom med at tro, at han kan flyve afsted hver eneste dag over tre uger. Alligevel er der én ting, der faktisk gør mig uhyre optimistisk på hans vegne, nemlig hans evne til at blive bedre og bedre gennem et etapeløb.

 

Da han hjalp Izagirre så flot i Baskerlandet, var han helt væk de første dage, indtil han kørte fremragende i bjergene i løbets anden halvdel. Da han vandt sin bjergetape i Tour of the Alps skete det på 5. og sidste etape efter en afdæmpet start på løbet. Da han vandt sine to bjergetaper i Dauphiné, skete det i den sidste weekend efter en start på løbet, hvor hans ringe kørsel var med til at koste Sonny Colbrelli to etapesejre. Og da han senest blev nr. 3 i Burgos, havde han efter eget udsagn dårlige ben de første dage, indtil han endelig følte sig god på sidste etape, hvor han med et stærkt angreb kortvarigt lignede en etapevinder.

 

Mønsteret er ret klart. Padun synes at blive bedre og bedre gennem et etapeløb, og det er yderst opløftende forud for den første grand tour for ”den nye Padun”. Om samme tendens holder over tre uger, aner vi stadig ikke, men han kan i hvert fald tillade os at tage til Burgos med en vis optimisme. Naturligvis kan det ende med en gigantisk eksplosion - og det er naturligvis stadig sandsynligt - men muligheden for, at han kører brølstærkt i den tredje uge, der i år er den i særklasse sværeste, er til stede.

 

Naturligvis er der også andre usikkerheden. Paduns enkeltstart har aldrig været noget særligt, men faktisk er den formentlig bedre end som så. Når det er gået så ilde hidtil, skyldes det et generelt lavt niveau. Da han var velkørende i Baskerlandet i 2018, kørte han faktisk en aldeles glimrende enkeltstart, og det var endda på en flad tonserrute. På de kuperede ruter i Vueltaen burde det derfor slet ikke gå ham så ilde. Og så skal han naturligvis undgå igen at starte sine etapeløb så ringe, at han glider ud af klassementet allerede på Picon Blanco på mandgag.

 

Den anden udfordring er hans rolle på holdet. Som udgangspunkt er det alle mand for Mikel Landa, men meget taler for, at Padun vil blive holdt inde i klassementet. Det gjorde han i hvert fald i Burgos, hvor han var den eneste, der aldrig blev sat til at arbejde, og det vil da også være helt håbløst, hvis ikke Bahrain udnyttede et uhyre stærkt overtal i et løb, hvor netop deres uhyre overbevisende hold synes at være det våben, der måske kan knække den slovenske overmagt hos Jumbo. Med Landa, Padun, Damiano Caruso og måske endda også Jack Haig og Wout Poels er der virkelig basis for at angribe Primoz Roglic.

 

I det spil er Padun næstefter Landa måske manden, der kan komme allerlængst. Det er i hvert fald ham, der i kraft af det niveau, han viste i Dauphiné og i karrierens begyndelse, har størst chance for måske at kunne tage kampen op med Roglic og Egan Bernal i bjergene. I så stærkt et felt skal der et helt særligt topniveau til, hvis man vitterligt vil vinde, og selvom han ikke var flyvende i Burgos, sad man i Dauphiné med fornemmelsen af, at det kunne være meget interessant at se, hvordan det ville være gået, hvis Roglic og Tadej Pogacar havde været med i løbet. Hans niveau havde formentlig ført ham ganske langt, og det vil det utvivlsomt også gøre i denne Vuelta.

 

Det kræver bare, at han kan finde det igen, og at han kan holde det hele vejen. Som det fremgår, er der gode argumenter for, at begge dele kan lade sig gøre.  Og hvis han vitterligt skulle skabe endnu en sensation og iføre sig den røde trøje i Santiago di Compostela, er der vist igen en hel cykelverden, der får ømme øjne.

 

Adam Yates (**)

Jeg ved ikke, hvilket forhold Adam Yates har til Egan Bernal og Richard Carapaz, men det virker ganske sandsynligt, at han er en lille smule træt af de to sydamerikanere. Da Ineos meldte deres grand tour-planer ud tidligere i år, kom det nemlig som en overraskelse for mange, at det var Yates, der blev udpeget som holdets førstevalg til Vueltaen. Det er nemlig ikke potentielle kaptajner, der mangler i den stjernebesatte britiske trup, og man kunne måske nok have troet, at unge kometer som Pavel Sivakov og Daniel Martinez havde stået foran i køen.

 

Det havde i hvert fald været helt naturligt. Yates har nemlig efterhånden haft et hav af chancer som grand tour-kaptajn, og siden 4. pladsen i den flotte Tour i 2016, hvor han som helt ung overraskede de fleste, har han aldrig bare været tæt på at køre podiet. Selvom hans bror bestemt heller ikke er kendt for sin holdbarhed, har Simon alligevel scoret stort på grand tour-scenen, mens det aldrig er lykkedes for Adam overhovedet.

 

Derfor var det også forbløffende med udmeldingen i januar, men allerede dengang fornemmede man tydeligt, at det ville være en overraskelse, hvis Yates skulle møde op til Vuelta-sejren som holdets plan A. Med Egan Bernals fokus på Giroen lå det i høj grad i kortene, at colombianerne ville gå efter den meget almindelige Giro-Vuelta-double, og den italienske grand tour var da heller ikke afsluttet, inden den senere vinder erklærede, at Vueltaen var en del af hans planer. Det var også fra start klart, at det var ganske sandsynligt, at Richard Carapaz ville følge Touren op med endnu et forsøg på at vinde Giroen, og da også han meldte sig til, gled Yates yderligere ned i hierarkiet.

 

Ineos har nu været meget opmærksomme på at pointere, at Yates er kommet til Spanien for at køre klassement, og det er utvivlsomt også rigtigt, at holdet som i Touren stiller til start med tre beskyttede ryttere. Desværre for Yates er der bare meget, der taler for, at det hurtigt vil stå klart, hvem der er nr. 1, 2 og 3, og meget tyder på, at der vil være et britisk flag på den nitte, der skal trækkes i kaptajnernes lotteri.

 

Der er bare en gigantisk forskel på den grand tour-historik, Yates, Bernal og Carapaz har. Yates er som sagt endt nr. 4 i Touren, men siden dengang er hans forsøg alle endte i fiasko. I Touren i 2018 og 2019 blev han blot nr. 29, og selvom det sidste år endelig lykkedes ham ikke at gå ned, måtte han kæmpe hårdt for blot at sikre sig 9. pladsen. Samme resultat opnåede han, da han i 2017 forsøgte sig i Giroen, og det skyldtes slet ikke kun, at han mistede en del tid i det motorcykelstyrt, der kostede Geraint Thomas og Mikel Landa alle s deres chancer.

 

Nej, Yates har i endnu højere grad end sin bror manglet holdbarhed over tre uger. Det betyder bestemt ikke, at han er en dårlig rytter. Faktisk vil jeg hævde, at det topniveau, han viste i sit vanvittige forår i 2019, hvor han kørte fra Primoz Roglic i Tirreno, og i begyndelsen af 2020, hvor han ydmygede Tadej Pogacar på dennes ”hjemmebane” i UAE Tour, er højere end det, Simon kan præstere. Det er bare ganske klart, at Adams primære force synes at være i ugelange løb og i klassikerne.

 

Det er bestemt ikke lovende forud for hans første forsøg på at køre klassement i Vueltaen, men faktisk er der endnu en betænkelighed. Nok har Yates i år vundet samlet i Catalonien, og nok så han ud til at presse Pogacar i UAE Tour, men særligt i en skuffende april sad man med fornemmelsen af, at han ikke var på samme tårnhøje niveau som i 2019 og 2020. Det blev bekræftet ved OL, der var et stort mål, og hvor han skam var god nok til at køre finale, men til gengæld også kun god nok til at overleve.

 

Nu er det hele blevet endnu mere kompliceret. Tilbage i Europa fejlede han i San Sebastian, inden et styrt sendte ham til tælling i Burgos. Heldigvis nåede han på Lagunas de Neila til sidst at vise, at han skam nok skal være på et fornuftigt niveau, når den første vigtige bjergetape køres allerede på mandag, men det er utvivlsomt ikke den ideelle forberedelse - slet ikke, når han i forvejen syntes at have lidt at arbejde med.

 

Alligevel er der måske en grund til at holde øje med Yates denne gang. Han har nemlig to våben, der kan bringe ham i spil. For det første er der ikke mange, der kommer til løbet i mere frisk tilstand end ham. Han holdt nemlig en gigantisk løbspause mellem Liege og OL, netop for at være klar til at satse stort på OL-Vuelta-kombinationen. Som bekendt er friskhed i Vueltaen den måske allervigtigste komponent, og særligt i forhold til holdkammeraten Carapaz, der kommer til løbet med en knaldhård periode i benene, står Yates på det område i hvert fald betydeligt stærkere.

 

For det andet er Vueltaen anderledes end de andre grand tours. Den er kendetegnet ved sine stejle procenter, og som vi ved fra blandt andet Tirreno, er det noget, Yates elsker. Særligt finalen i Valdepeñas de Jaen kunne være guf for en fyr som Yates, og han vil også kunne lide de stejle procenter på Anglirus lillesøster på 18. etape og på den tidlige bjergetaper på Picon Blanco.

 

Desværre er der bare ikke alt for mange Yates-finaler i år. Generelt er målbjergene længere, end man ofte ser det, og derudover har bjergetaperne flere bjerge og flere højdemeter end normalt - alt sammen til ugunst for Yates, der let slides ned på de store bjergetaper. Derfor er det måske ikke det helt rigtige år at satse på Vueltaen. Eksempelvis havde ruten formentlig været mere gunstig i 2018, hvor bror Simon vandt løbet.

 

Derudover er årets rute bagtung. De tre måske vigtigste etaper kommer i løbet af sidste fem dage, og det er ikke just en fordel for en mand, der er kendt for at kæmpe med sin holdbarhed. Enkeltstart har bestemt heller aldrig været hans spidskompetence - endnu mindre end for sin bror - men her kan han måske finde lidt håb i den overraskende gode tidskørsel, han leverede i Catalonien og tidligere også har gjort i Touren. Det kunne skabe håb om, at han på de kuperede ruter, hvor særligt 1. etape faktisk synes at passe ham fint, måske ikke går så galt endda.

 

Holdet er jo også en styrke. Yates er en del af den trio, der skal angribe Roglic på skift, og i det spil kan han altid håbe, at et lidt skrøbeligt Jumbo-hold vælger at lade ham og ikke de farligere sydamerikanere få den frihed, de måske er nødt til at give. Netop det forhold, at det let ender som alles kamp mod Roglic, og at Yates er ”den lille” i Ineos’ stjerneensemble kan måske være det, der sender ham til tops i hierarkiet og måske giver ham det forspring, der lige nu synes at være en forudsætning, hvis han skal vinde. Får han først et det, har han i hvert fald verdens bedste hold til at støtte sig.

 

Man kan bare ikke komme udenom, at Yates har uendelig meget at bevise som grand tour-rytter, og det var derfor ikke mærkeligt, at mange spærrede øjnene op, da han i januar blev udnævnt som kaptajn. Man forstår derfor godt, at Bernal og Carapaz er blevet hentet ind undervejs, og man forstår derfor også godt, hvis Yates har fået et lidt mere anstrengt forhold til Sydamerika. Meget kunne nemlig tale for, at han alligevel ender som den luksushjælper, han egentlig for mange var udset til at være, da han lidt overraskende skiftede til det britiske storholds kaptajnensemble.

 

Hvis til gengæld Yates alligevel ender med i de kommende uger at minde os alle om, hvorfor det var ham, der kørte fra Roglic i 2019 og ydmygede Pogacar i 2020, kan det sagtens være, at hans forhold til Sydamerika ender med at være knap så anstrengt. Der vil immervæk være noget særligt i at kunne krones som Vuelta-vinder efter at være blevet sekunderet af to ryttere, der tilsammen har vundet tre grand tours.

 

Damiano Caruso (**)

Slår man op under ordet ”Hjælperytter” i ordbogen, er det meget tænkeligt, at der slet og ret står ”Se Damiano Caruso”. Den loyale italiener har nemlig igennem en lang karriere været synonym med jobbet som loyal hjælper, og der findes ikke mange i feltet, der har været så selvopofrende som den italienske veteran. Igennem mere end et årti har han været kendt som manden, der dag efter dag har slidt sig selv ned til sokkeholderne for sine mere dekorerede kaptajner uden nogensinde at overveje, om det kunne være anderledes.

 

Det er så bemærkelsesværdigt, fordi det netop kunne være så meget anderledes. Caruso var nemlig i sine unge år slet ikke spået til nogen hjælperrolle. Tværtimod mængede han sig med Roman Kreuziger og Vincenzo Nibali på Liquigas, hvor de tre tilsammen udgjorde en meget spændende ung trio, og i Giroen 2012, hvor han længe lå til en samlet top 10-placering, fornemmede man, at det store gennembrud var nært forestående.

 

Det var det bare ikke. Caruso fandt hurtigt ind i sin rolle som hjælper for Nibali, og den kom han aldrig ud af. Da for præcis et år siden vandt Circuito de Getxo, var det derfor blot hans anden sejr i en lang karriere, men den beskedne statistik skjuler hans klasse. Caruso har nemlig igennem hele karrieren også været manden, man ofte kunne regne med, når kaptajnen af forskellige årsager blev sat ud af spillet, og da han tidligere i år gjorde klar til 2021-sæsonen, kunne han se tilbage på en karriere, der talte top 10-placeringer i alle grand tours, en samlet 2. plads i Tour de Suisse og Tirreno og en 5. plads i Dauphiné - ikke just et generalieblad, man finder hos den gennemsnitlige hjælperytter.

 

Derfor har vi også altid vidst, at Caruso var til meget mere end det, han viste. Alligevel var der ingen i denne verden, der havde drømt om, at han skulle ende som nr. 2 i årets Giro d’Italia, mindst af alt da ham selv. Faktisk var det herligste ved den jubeloplevelse, han gennemlevede i løbet af maj næsten at være vidner til den forbløffelse, han selv udstrålede, når han dag efter dag satte alle forhåndsfavoritterne, inden det hele kulminerede med det store soloridt på sidste bjergetape, hvor han ikke blot tog karrierens tredje sejr, men også kørte så stærkt, at Egan Bernal måtte indrømme, at han havde været bange for at tabe sin samlede triumf på gulvet.

 

Selvfølgelig var det aldrig meningen, det skulle gå sådan. Var kaptajn Mikel Landa ikke styrtet tidligt i løbet, havde Caruso haft den rolle, han plejer. Han var sikkert alligevel endt i top 10 bag sin kaptajn, som han gjorde i sidste års Tour, men de højtflyvende højder, han nåede, var han næppe kommet i nærheden af.

 

Alligevel er der absolut ingen grund til at devaluere Carusos resultat. Han var nemlig løbets næstbedste mand. Punktum. Hverken Simon Yates, Aleksandr Vlasov, Hugh Carthy eller hvad, man ellers kunne finde af store klassementsryttere, kunne måle sig med den italienske veteran. Ikke blot var hans niveau så tårnhøjt, at han ofte var den næstbedste efter Bernal. Han var også sammen med colombianeren den eneste, der var bare nogenlunde stabil i et løb, der i usædvanlig grad var præget af op- og nedture. Og det er jo også det, vi mere end noget andet kender Caruso for, nemlig konsistens og tilregnelighed.

 

Derfor kan det også undre, at ingen taler om Caruso frem mod årets Vuelta. Naturligvis er meldingen, at rollen er den samme som altid, og at han først og fremmest kommer til Spanien for at hjælpe Landa, men alt taler for, at han har en lidt anden rolle end den, han kender. Under årets Giro lagde han i hvert fald ikke skjul på, at det italienske løb var lidt af en øjenåbner, og at det måske var tid til at øge de personlige ambitioner en smule.

 

Allerede i Giroen holdt Caruso sig jo til, inden Landa faldt fra. Det var ikke uden grund, at han lå fint til, da kaptajnen styrtede, og det vil da også være tudetosset ikke at gøre brug af den ekstra trussel, en vicemester fra Giroen naturligt udgør. Bernal, der blev så bange på turen til Alpe Motta tidligere i år, vil i hvert fald være den sidste til at undervurdere Caruso, hvis Bahrain begynder at gøre brug af et overtal, der udover Landa og Caruso også tæller Mark Padun og måske også Jack Haig og Wout Poels.

 

Selvfølgelig er spørgsmålet, om Caruso kan nå samme flyvende højder én gang til. Optakten er ganske lovende. Han har altid været kendt som en langsom starter, men i Burgos så han betydeligt bedre ud, end han før har gjort i sine opvarmningsløb. Måske kan man ikke læse det af resultatlisten, men Caruso kørte løbet som ren hjælper og førte feltet sønder og sammen på begge de to bjergetaper. Alligevel endte han som samlet nr. 13, og han så bestemt ikke ringere ud, end han gjorde i Romandiet lige inden Giroen.

 

Når han sit niveau igen, har Caruso også tre andre våben. For det første er der selvfølgelig det skræmmende hold, der kan få selv Ineos til at ryste lidt i bukserne. For det andet er der enkeltstarten. Caruso var bestemt ikke en mand til de flade enkeltstarter i Giroen, men på de kuperede ruter i Vueltaen vil han være flyvende. Her er han blandt en af feltets bedste, som han har vist med blandt andet podiepladser på enkeltstarter i Tour de Suisse og Giroen og med sidste års top 10 på Touren halve bjergenkeltstart, og i et løb, hvor meget få af favoritterne kan køre enkeltstart, står han meget stærkt på det område. Og for det tredje er der naturligvis den stabilitet og holdbarhed, der mere end noget andet er hans kendetegn.

 

Der er til gengæld også argumenter for, at Caruso ikke bliver så god denne gang. For det første er der Vueltaens karakter. Caruso har ikke lagt skjul på, at han ikke er vild med stejle bjerge, og selvom der ikke er så mange ekstremt stejle opkørsler i år, vil han næppe være for begejstret for særligt Anglirus lillesøster på 18. etape. Spørgsmålet er bare, om det argument holder, for Caruso overraskede sig selv i en Giro, der talte mange flere stejle målbjerge end normalt, ikke mindst en finale på frygtede Zoncolan.

 

Det andet argument er vejret. Det er ingen hemmelighed, at Caruso var en af de få, der kunne modstå de meget kolde betingelser i årets Giro, og den fordel har han ikke i en Vuelta, der i stedet synes at blive ramt af nogle af de varmeste temperaturer, Spanien har oplevet. Spørgsmålet er bare igen, om det argument holder, for Caruso var også blandt de bedste på de dage i Italien, hvor vejret var glimrende, og tidligere har han gjort det glimrende i varmen.

 

Selvfølgelig vil automatreaktionen være at svare et klokkeklart ”Nej!”, hvis man bliver spurgt, om Caruso har en grand tour-vinder i sig. Igennem en lang karriere var der nemlig intet, der tydede på, at han bare ville komme tæt på en sådan bedrift. Men hvis Bernal var udgået i Giroens døende dage, eller hans kollaps på 17. etape havde været starten på en mere vedvarende nedtur, var det altså hverken Yates, Carthy eller Vlasov, der havde vundet løbet. Det ville have været Caruso, der ubetinget var næstbedste mand i en Giro, der havde et af de bedste felter i nogen tid.

 

Derfor holder automatreaktionen ikke længere. Og hvis Caruso vitterligt ender med at iføre sig den røde trøje i Santiago di Compostela om tre uger, skal alverdens ordbogsproducenter vist i gang med redigeringen, når de til næste udgave skal forfatte deres beskrivelse af ordet ”Hjælperytter”.

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Chongming Island(2.WWT) 14/10-16/10

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 14/10-19/10

Boucles de l'Aulne - Châ...(1.1) 17/10

Chrono des Nations(1.1) 17/10

Chrono des Nations(1.1) 17/10

Giro di Sardegna(2.1) 12/10-16/10

Tour of Peninsular(2.1) 13/10-17/10

Boucles de l'Aulne - Châ...(1.1) 17/10

Chrono des Nations(1.1) 17/10

Chrono des Nations(1.1) 17/10

Saudi Tour(2.1) 19/10-23/10

Women's WorldTour Ronde v...(1.WWT) 23/10

Ronde van Drenthe(1.1) 24/10

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger