Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Vuelta a Espana: Ruten, etaper og etapeprofiler

Vuelta a Espana: Ruten, etaper og etapeprofiler

13. august 2021 21:23Foto: Unipublic / Photogomez Sport

Efter igennem det seneste lille årti at have opbygget et rygte som vært for sprinternes mareridt og klatrernes paradis har løbsdirektøren for Vuelta a Espana, Javier Guillen, været i det mere behagesyge hjørne, da han designede ruten til 76. udgave af årets sidste grand tour. Nok er der som altid masser af spektakulære og modbydeligt stejle stigninger på en som altid bjergrig rute, men med usædvanligt mange sprinteretaper og et pænt antal enkeltstartskilometer vil der i 2021 være lidt for enhver smag, når årets grand tour-sæson over de kommende tre uger rundes af. Feltet.dk kaster et blik på hver af de 21 etaper og giver en analyse af den rute, der vil krone en fortjent vinder af endnu en benhård udgave af Spaniens største cykelløb.

Annonce

LIVESTREAM HELE VUELTAEN FOR KUN 99,- KRONER

 

Der er sikkert blevet kastet mange dartpile efter Javier Guillens kontrafej i mangen et sprinterhjem. I gamle dage var Vuelta a Espana ellers kendt for sine alenlange og kedsommelige motorvejsetaper på den spanske højslette, hvor sprinterne havde masser af plads til at boltre sig, men særligt efter den næsten revolutionerende rute, løbsdirektør Guillen præsenterede til 2012-udgaven, har løbet ændret karakter. Sprinterne har skullet have tættekammen for at finde de flade etaper, og samtidig har Guillen næsten gjort det til en besættelse at have afslutninger på stigninger og ruter, hvor helt op til halvdelen af etaperne har haft mål på bakker og bjerge af varierende længde og meget ofte med nogle uhyggelige procenter.

 

Den trend er fortsat siden da med typisk mellem 8 og 11 afslutninger på stigninger, og dermed er Vueltaen i en vis forstand blevet den mest endimensionelle af de tre grand tours. Løbet har i udpræget grad markedsført sig som klatrernes paradis, og man skal ikke kaste mange blikke på de seneste sprinterfelter for at forstå, at de hurtige folk i vidt omfang har valgt løbet fra. Det har der været særlig grund til i 2019 og 2020, hvor løbene har været så sprinterfattige, at kun tre af etaperne har givet anledning til rigtige massespurter.

 

Måske er Guillen alligevel blevet lidt træt af at få kylet dartpile i ansigtet af de forsmåede sprintere. I hvert fald synes han atter at fri til de hurtige folk, der kan være på vej til at vinde en plads i hans ellers klatrervenlige hjerte. Allerede i 2020 havde han faktisk planlagt en rute med hele syv sprinteretaper, men da coronakrisen havde aflyst turene til Holland og Portugal, gik de fire af dem fløjten og dermed blev løbet alligevel lige så sprinterfjendtligt, som det plejer.

 

Det skal være slut nu. I år mener Guillen det alvorligt, og denne gang skal Vueltaen ikke kun være klatrernes paradis. I hvert fald har de 21 etaper formentlig ført til fest i snart sagt ethvert cykelhjem, for der er ikke mange ryttertyper, der kan være utilfredse med det sjældent afbalancerede design, Guillen er kommet op med. Denne gang er der vitterligt noget for enhver smag, og derfor må der være blevet indtaget nogle flasker champagner, da ruten blev præsenteret i februar.

 

Lad os da bare lægge ud med de så forsømte sprintere. Efter to år med bare tre muligheder kan de se frem til at få chancen på næsten af de 21 etaper, da hele seks dage synes at kunne give ideer til de hurtige afsluttere. Særligt den første uge er usædvanligt sprintervenlig, da ikke færre end fire af de ni etaper frem til første hviledag ligner klassiske dage for massespurter. Derefter tynder det lidt ud med bare en enkelt chance i uge 2, men selvom den klassiske paradeetape til Madrid i år udgår, vil der også i den sidste uge med en enkelt sprinteretape være et incitament til at gennemføre alle tre uger.

 

Samtidig er ruterne enklere, end de plejer. Meget ofte har selv sprinteretaperne haft næsten urimeligt mange højdemeter, men sådan er det ikke denne gang. Normalt er det meget svært at finde etaper med færre end 1000 højdemeter, men i år byder 5. etape på bare 640 af slagsen, hvilket er uhørt få. Heller ikke 8. etape kommer over de 1000, 2. etape byder bare på 1049, 4. etape har 1534 og 13. etape blot 1642. Først i den tredje uge skal sprinterne stramme sig lidt mere an, hvis de vil spurte, for på 16. etape skal der klatres 2275 højdemeter, og selvom de i teorien kunne drømme om en spurt i 19. etapes flade finale, betyder de i alt 3513 højdemeter efter al sandsynlighed, at det nok snarere bliver en dag for udbryderne.

 

De mange sprinteretaper er dog ikke bare godt nyt for de tunge folk. Det kan også glæde nogle af de hold, der mestrer kunsten at køre i sidevind. Det er velkendt, at den spanske højslette næsten hvert år giver anledning til mindst ét sidevindsdrama - særligt 17. etape i 2019 må stå klart i manges erindring - og meget taler for, at det vil gentage sig i år. Særligt de første dage på den altid farlige højslette ved Burgos ser i hvert fald faretruende ud, hvis vejrguderne vil det, og det kan måske nok vække lidt bekymring hos de små klatrere.

 

De har nu ellers ikke meget at være utilfredse over. Det kan godt være, at årets rute er mere afbalanceret end vanligt, men med ni afslutninger på stigninger er der nøjagtigt lige så mange klatrefinaler, som der plejer. Denne gang kommer vi endda hele spektret rundt, for et par år, hvor der har været færre af de ellers typiske afslutninger på korte, ultrastejle mure, er der denne gang designet ni afslutninger, der varierer i både stejlhed og længde.

                                                      

Mest markant er det, at de ryttere, der elsker korte, stejle stigninger, får lidt af en renæssance. Særligt vil de se frem til den første uge, hvor to af de fire etaper med svære finaler er guf for dem. Således slutter den ellers næsten helt flade 6. etape på den lille Alto de la Montana de la Cullera, der med sine 2,1 km med 8,3% var rammen om Tadej Pogacars sejr på kongeetapen i sidste års Volta a la Comunitat Valenciana. Dagen efter får de eksplosive folk mulighed for revanche, når en svær dag med næsten 4000 højdemeter slutter med de 3,8 km op til toppen af Balcon de Alicante, hvis gennemsnitlige stigningsprocent på 9,5% er helt i tråd med den klassiske Vuelta-ånd.

 

Endelig bliver der i den anden uge på 11. etape plads til et herligt gensyn med den spektakulære og meget korte, men ultrastejle rampe i Valdepenas de Jaen, hvor mange helt sikkert husker sejren til Igor Anton i 2010, Joaquim Rodriguez i 2011 og Daniel Moreno i 2013 - en liste, der ikke tilfældigt består af ryttere, der alle har været i top 4 i Fleche Wallonne, som endda er blevet vundet af de to sidstnævnte.

 

Netop det med de stejle procenter har jo altid været Vueltaens kendetegn, og dem er der rigeligt af igen i år. Udover de tre eksplosive afslutninger indledes klassementskampen nemlig for alvor allerede på 3. etape, når rytterne for første gang i Vueltaen skal slutte på Picon Blanco, som vi har lært at elske fra Vuelta a Burgos, hvor Mikel Landa, Miguel Angel Lopez, Ivan Ramiro Sosa og senest Remco Evenepoel har sejret i de seneste år. Nok taler vi ikke om Angliru-stigningsprocenter, men med 7 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på knap 10 vil det relativt ”nyopfundne” bjerg meget hurtigt give en ide om, hvem der kan vinde løbet.

 

Omtalte Angliru vender efter sidste års show ikke tilbage, men til gengæld er der blevet plads til det, der vel kan kaldes en lillesøster. Guillen og rutedesigner Fernando Escartin har gjort det til en fast tradition år efter år at finde en ny, uprøvet og uhyre spektakulær stigning. Det har de i den grad også gjort i år, hvor der er lagt op til en vild og voldsom 18. etape, der vel kan kaldes løbets kongeetape og samtidig vil være klatrernes sidste reelle chance for at gøre en forskel. Efter næsten 5000 højdemeter slutter etapen nemlig på den nye Gamoniteiru-stigning, der både med sine 14,9 km er lang og med sin gennemsnitlige stigningsprocent på 9,7 også er uhyre stejl, særligt fordi de fleste kilometer byder på gennemsnitlige procenter på mellem 11 og 13. Her bliver der til gengæld også brug for at slå til, for selvom 20. etape, der af Escartin beskrives som et spansk Liege-Bastogne-Liege, byder på næsten 4200 højdemeter, er stigningerne trods stejle passager undervejs, så bløde, at det snarere er en dårlig end en god dag, der kan skabe forskelle i klassementet.

 

Hvor Vueltaen er kendt for sine urimeligt stejle procenter, er den til gengæld ikke berømt for sine lange, jævne bjerge, som vi mest af alt kender fra Touren. Den slags finaler er der dog også blevet fint plads til i årets afbalancerede design. Således slutter første uge af med 9. etape og næsten 5000 højdemeter i de andalusiske bjerge med et mål på den jævne Velefique-stigning, hvor Ryder Hesjedal slog igennem med sin etapesejr ved det hidtil eneste besøg i 2009. I den anden uge skal man på 14. etape slutte på den nye Pico Villuercas, der er alenlang, men ikke specielt stejl.

 

Endelig er der i den tredje uge på 17. etape - altså dagen inden mødet med Gamoniteiru - blevet plads til en tilbagevenden til Vueltaens svar på Alpe d’Huez, når mere end 4500 højdemeter inkluderer en afslutning på og et 21. besøg hos Lagos de Covadonga, der som løbets mest ikoniske målbjerg senest var rammen om en flot solosejr til Thibaut Pinot i 2018, og som hører til på listen over erobrede stigninger hos enhver ambitiøs klatrer. Her skal man som bekendt ikke lade sig snyde af den gennemsnitlige stigningsprocent på 7,0, der grundet en nedkørsel mod slutningen skjuler en meget svær og stejl opkørsel, der som regel gør stor skade i det ofte regnfulde Asturien.

 

De mange og svære bjergfinaler kunne naturligvis foranledige nogle til at tro, at løbet vil blive vundet af den bedste klatrer. Det er imidlertid langt fra givet. Guillen har nemlig krydret de mange bjerge med en pæn dosis af enkeltstartskilometer på i alt 40,9, hvilket er mere end nyere tids gennemsnit. Ganske vist er løbets lange enkeltstart med en længde på 33,8 km helt klassisk for løbet, der i de senere år altid har budt på en ca. 35 km lang tidskørsel i løbets anden eller tredje uge, men tempospecialisterne vil for de flestes vedkommende glæde sig over, at løbet denne gang ikke indledes med et holdløb, men derimod en 8 km lang og meget teknisk enkeltstart med start i Burgos-katedralen, hvis 800. fødselsdag skal fejres på spektakulær vis.

 

Samtidig kommer temporytterne denne gang til at have et es i ærmet. Den lange enkeltstart afvikles nemlig for første gang siden 2002 nemlig på sidstedagen, når paradeetapen i Madrid ligesom i 2014 erstattes af en tidskørsel i Santiago di Compostela i Galicien. For seks år siden var der imidlertid kun tale om en kort sag, der endda grundet massivt regnvejr nærmest blev neutraliseret af en række klassementsryttere, der mest af alt skulle undgå at ryge på rumpen, men denne gang er der som i 2001 og 2002 tale om en lang sag, der sagtens kan føre til et skifte i toppen, som vi senest så det i sidste års Giro.

 

Faktisk skete netop det i både 2001 og 2002, hvor først Angel Casero og siden Aitor Gonzalez brugte tempoevnerne til at sætte de lette folk, hhv. Oscar Sevilla og Roberto Heras, til tælling i sidste øjeblik, og det er bestemt ikke umuligt, at det kan ske igen. Til gengæld kan klatrerne glæde sig over, at enkeltstarterne slet ikke er så klassiske, for mens åbningsetapen byder på den lille Alto del Castillo undervejs, har sidste etape over de 33,8 km ikke færre end 636 højdemeter i det ru galiciske terræn, og det er derfor ikke de tungeste tempospecialister, der vil vinde den ganske kuperede afslutning.

 

Nej, det er vitterligt svært at finde ryttere, der kan være svært utilfredse, når sprintere, klatrere og alsidige klassementsfolk med tempoevner alle kan slikke sig om munden og øjne muligheden for etapegevinster og/eller samlet succes. Det skulle da lige være udbryderne. Som bekendt er Vueltaen netop udbrydernes paradis, for i det ujævne indre af Den Iberiske Halvø får man som regel så mange gratis højdemeter foræret, at sprinterne ofte giver op på forhånd.

 

Når der skal være plads til seks sprinteretaper, ni afslutninger på stigninger - etaper, der dog ofte kan blive vundet af klatrestærke udbrydere - og to tidskørsler er der ikke plads til mange mere klassiske udbrudsetaper. Fire af slagsen er det dog blevet til, og de falder næsten alle i løbets anden uge. Den ellers næsten helt flade 10. etape byder således på den korte, men meget svære Puerto de Almachar i den absolutte finale, og den er så vanskelig, at selv klassementsrytterne måske kan angribe hinanden bag det udbrud, der formentlig kører om sejren.

 

Lidt lettere er finalen på 12. etape, hvor man til slut skal over stigningen med det herlige navn Alto del 14%, der trods navnet ikke er nogen videre stejl sag, men svær nok til, at sprinterne kan give op. Historien viser dog også, at en reduceret massespurt før har været udfaldet af netop den finale. Endelig slutter ugen med en 15. etape, der med næsten 4000 højdemeter og meget lange stigninger er en regulær bjergetape, men hvor de længste stigninger kommer så langt fra mål, at afslutningen med en blød kategori 3-stigningen kort inden stregen ikke rigtigt er noget for klassementsrytterne. Endelig venter der som sagt en 19. etape, der nok har en meget let sidste halvdel, men som med en meget kuperet start på det sene tidspunkt i løbet næsten ikke kan ende med andet end en udbrudssejr. Er udbryderne stadig utilfredse, må de tage for sig af retterne på etaperne med mål på stigninger, hvor særligt 20. etape ligner en klar udbrudsdag, og måske på den ikke helt flade 16. etape, der ikke bliver helt let for sprinterholdene at kontrollere.

 

Netop den tredje uge er også den mest spektakulære. De seneste to udgaver har i moderne grand tour-sammenhæng været meget specielle, idet de har budt på nogle sjældent lette tredje uger. Nu om dage stiger sværhedsgraden gennem en grand tour næsten altid frem mod en tredje uge, der er uhyre bjergrig, men sådan har det ikke været i 2019 og 2020, hvor sidstnævnte udgave eksempelvis blot bød på én bjergetape efter sidste hviledag.

 

Sådan bliver det ikke i år, hvor ruten følger et langt mere klassisk og moderne mønster. Naturligvis ville det ikke være Vueltaen, hvis ikke der allerede var bjergetaper i den første uge, hvor der som sagt er hele to rigtige bjergfinaler og to mere eksplosive afslutninger, men de vanskeligste udfordringer venter først til sidst. Mindst vigtig for klassementet er uge 2, der med muren i Valdepenas de Jaen og en af løbets lettere bjergfinaler næppe bliver udslagsgivende, men til gengæld kan de restitutionsstærke bjergspecialister så se frem til en tredje uge med både Lagos de Covadonga og det nye Gamoniteiru-bæst samt altså den afsluttende enkeltstart, hvor netop restitution ofte vil være mere afgørende end klassiske tempoevner.  Med andre ord er det en rute, der kan give drømme for snart sagt enhver sand grand tour-specialist med evne til at toppe i den tredje uge, uanset om man helst vil klatre eller køre enkeltstart.

 

Ja, de jublede alle i februar, da ruten blev præsenteret. Hvis blot coronarestriktionerne havde tilladt det, kunne hele cykelfamilien gave inviteret til kollektiv kædedans, for der vitterligt noget at fejre for de fleste. Uanset om man kan spurte eller klatre, køre enkeltstart eller agere puncheur er der rigeligt at komme efter de kommende tre uger - og det endda selvom ruten med sine ni afslutninger på stigninger bevarer Vueltaens helt unikke særkende. Det er i sandhed en gordisk knude, Guillen fik til at gå op denne gang. Mon så ikke det er slut med at få kastet dartpile på kontrafejet?

 

Nedenfor giver feltet en detaljeret analyse af hver af de enkelte etaper og prøver at udpege nøglepunkterne og de skjulte farer og pege på, hvad man kan forvente i løbet af de 21 dage.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN - PRÆMIER TIL TOP 75!

 

1. etape, lørdag d. 14. august: Burgos. Catedral VIII Centenario 2021 - Catedral, 7,1 km enkeltstart

Mens Giro d’Italia og Tour de France har ret blandede åbningsetaper - Touren varierer typisk mellem prologer og linjeløbsetaper, og Giroen bruger såvel holdtidskørsler og prologer som linjeløbsetaper - har Vuelta a Espana syntes at holde sig til den faste idé om altid at starte med et holdløb - en tradition, der siden 2010 kun to gange er blevet brudt, nemlig da Rohan Dennis i 2018 kørte sig i førertrøjen på en kort enkeltstart og i 2020, hvor pandemien betød aflysning af de tre første hollandske etaper. I år øges listen dog til tre undtagelser fra reglen, da det for anden gang på fire år er en kort enkeltstart, der skyder festen i gang. Det sker på en klassisk Vuelta-rute, der i løbets ånd naturligvis indeholder en lille kategori 3-stigning og derudover er en temmelig teknisk affære. Faktisk er stigningen en gammel kending, da der er tale om Alto del Castillo, som kendes fra den næsten faste åbningsetape i Vuelta a Burgos, for det er netop Burgos, der i år får lov at skyde festen i gang som fejring af 800-året for byens katedral, og som gør det på ganske spektakulær vis, når hele showet starter inde i det imponerende bygningsværk.

 

I alt skal der tilbagelægges beskedne 7,1 km, der har både start og mål i katedralen i Burgos, og som skal køres ved aftentide. Kirken ligger umiddelbart for foden af den velkendte Alto del Castillo i byens centrum, og man lægger ud med at følge en lige og let stigende vej, der fører mod nordvest, inden man efter 600 m drejer næsten 180 grader mod øst for at køre op ad stigningen, der er i kategori 3. Fra denne side stiger den med 3,4% over 2,1 km - med 3,2%, hvis man måler helt fra starten - og går igennem et parkområde, inden man når toppen efter 2,5 km.

 

Herfra falder det mod nordøst via en ukompliceret nedkørsel, hvorefter resten af etapen er helt flad, men teknisk. Fra bunden af nedkørslen er de sidste 3 km flade, og her følger fire sving i rap, inden man kører mod sydvest ad en lige og flad hovedvej ned til byens centrum. Her venter en rundkørsel med 1600 m igen og derefter sving lige i træk med hhv. 1300 m, 1000 m og 500 m igen, hvorefter det går ad en lige og flad vej tilbage til katedralen.

 

Etapen byder på i alt 87 højdemeter.

 

Dette er en så klassisk Vuelta-enkeltstart, som man kan forestille sig det. Ganske vist er der på etapens anden halvdel lidt plads til at træde store gear på lige og flade veje, men derudover er det langt fra enkelt. Alto del Castillo er måske ikke stejl fra denne side, men den er nok til at sikre, at højdemeterne løber op, og derudover betyder den relativt tekniske afslutning, at der stilles større krav til alsidighed end til klassiske tempoevner. Dermed er der lagt op til en åben og uforudsigelig åbning, hvor det ikke nødvendigvis er de mest oplagte tempospecialister, de skal slås om en første røde trøje.

 

Burgos blev senest besøgt af Vueltaen i 2015 i forbindelse med den lange enkeltstart, hvor Tom Dumoulin fortsatte sit chokløb med suverænt at sejre foran Maciej Bodnar og Alejandro Valverde. I 2013 overraskede Bauke Mollema sprinterne ved at snige sig væk og akkurat snyde Edvald Boasson Hagen, der slog Maximiliano Richeze og Tyler Farrar i spurten, for sejren. I 2013 endte det til gengæld i en spurt, hvor Mark Cavendish vandt foran Thor Hushovd og Daniele Bennati, og i 2008 var Oscar Freire hurtigere end Tom Boonen og Juan Jose Haedo. I 2006 endte det med en solosejr til Egoi Martinez, der kørte alene hjem fra et udbrud, mens Alessandro Petacchi i 2005 vandt en spurt foran Erik Zabel og Marco Zanotti. Det gjorde han også i 2004, hvor han sejrede foran Zabel og Freire, mens Unai Extebarria kørte hjem til en solosejr fra et udbrud i 2003. Også i 2002 var Petacchi hurtigst, sjovt nok igen foran Zabel og denne gang også Angelo Furlan.

 

Derudover er der altid en etape i Vuelta a Burgos, der har mål i byen, og det har siden 2011 altid været på Alto del Castillo, medmindre der har været holdløb. De seneste vindere i byen er Felix Grossschartner (2020), Giacomo Nizzolo (2019), Francesco Gavazzi (2018), Mikel Landa (2017), Astana (holdløb i 2016 og 2015), Juan Jose Lobato (2014), Simone Ponzi (2013), Daniel Moreno (2012), Joaquim Rodriguez (2011), Nikolas Maes (2009), Koldo Fernandez (2008), Vasil Kiryienka (2007), Jose Ivan Gutierrez Palacios (2006), David Herrero Llorente (2005), Aurelien Clerc (2004), Gorka Gonzalez (2003), David Fernandez Domingo (2002), Oscar Freire (2001), Giovanni Lombardi (2000) og Marcel Wüst (1999). I 2010 var Vuelta a Castilla y Leon forbi, og her vandt Theo Bos en massespurt i byen.

 

 

 

 

2. etape, søndag d. 15. august: Caleruega. VIII Centenario de Santo Domingo de Guzman - Burgos. Gamonal, 166,7 km

Vueltaen er aldrig bange at sende rytterne ud i alvorlige klatreudfordringer allerede på 2. etape, men i år er det anderledes. 2021-udgaven er generelt mere sprintervenlig, end man ofte har set det, og derfor synes det kun helt naturligt, at de hurtige folk får deres første chance med det samme. Det sker, når fejringen af Burgos-katedralen fortsætter med endnu et etapemål i byen efter en etape, der byder på for Vueltaen sjældent få højdemeter. Der er derfor lagt i kakkelovnen til massespurt, men måske går det ikke helt så enkelt. Den spanske højslette er nemlig kendt for sin vind, og det vil ikke være første gang, hvis sidevinden kommer i spil i netop dette område.

 

Med en distance på 166,7 km er der tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Caleruega til Burgos. Fra start går det ad en lige og let faldende vej mod sydvest ned til byen Aranda de Duero, der nås efter 21,5 km. Herfra drejer man mod nordvest ad en stort set helt flad vej, der kun byder på nogle mindre bakker, og det ændrer sig ikke, når man herefter snor sig mod nord med flere mindre retningsskift undervejs.

 

Efter 89,6 km når man frem til Tordomar, hvorfra man kører ad en lige vej mod nordvest, inden man drejer mod nordøst for at følge endnu en lige og relativt flad vej med flere mindre bakker. Senere snor man sig igen mod nord, stadig med enkelte bakker, men når med efter 127,0 km, når frem til Estepar, der netop kommer på en bakke, flader det generelt ud. Herfra går det mod nord ad en helt lige og næsten flad vej, der dog slutter med dagens længste bakke.

 

Med ca. 25 km igen når man toppen på rutens nordligste punkt, hvor man via en nedkørsel kører mod øst og siden sydøst frem til dagens spurt, der kommer efter 150,0 km. Herfra går det mod nordvest ind mod Burgos ad en let stigende vej, der byder på en lille bakke med top 4 km fra stregen. Efter en nedkørsel er det herfra stort set helt fladt. Finalen er teknisk ukompliceret med sving med hhv. 4000 og 1500 m igen, mens den sidste kilometer stiger svagt med 0,5% i snit.

 

Etapen byder på i alt 1049 højdemeter.

 

På papiret lugter det af massespurt. Ganske vist er der nogle bakker undervejs - også den lille knold i finalen - men disse hovedvejsstigninger på den spanske højslette gør sjældent den store forskel. Det kan vinden til gengæld gøre, og vi har før set herligt sidevindsløb i Vuelta a Burgos netop i dette område. Derfor skal klassementsrytterne være på vagt, men blæser det ikke, er der lagt op til det første store sprinteropgør i årets relativt stærke sprinterfelt.

 

Burgos blev senest besøgt af Vueltaen i 2015 i forbindelse med den lange enkeltstart, hvor Tom Dumoulin fortsatte sit chokløb med suverænt at sejre foran Maciej Bodnar og Alejandro Valverde. I 2013 overraskede Bauke Mollema sprinterne ved at snige sig væk og akkurat snyde Edvald Boasson Hagen, der slog Maximiliano Richeze og Tyler Farrar i spurten, for sejren. I 2013 endte det til gengæld i en spurt, hvor Mark Cavendish vandt foran Thor Hushovd og Daniele Bennati, og i 2008 var Oscar Freire hurtigere end Tom Boonen og Juan Jose Haedo. I 2006 endte det med en solosejr til Egoi Martinez, der kørte alene hjem fra et udbrud, mens Alessandro Petacchi i 2005 vandt en spurt foran Erik Zabel og Marco Zanotti. Det gjorde han også i 2004, hvor han sejrede foran Zabel og Freire, mens Unai Extebarria kørte hjem til en solosejr fra et udbrud i 2003. Også i 2002 var Petacchi hurtigst, sjovt nok igen foran Zabel og denne gang også Angelo Furlan.

 

Derudover er der altid en etape i Vuelta a Burgos, der har mål i byen, og det har siden 2011 altid været på Alto del Castillo, medmindre der har været holdløb. De seneste vindere i byen er Felix Grossschartner (2020), Giacomo Nizzolo (2019), Francesco Gavazzi (2018), Mikel Landa (2017), Astana (holdløb i 2016 og 2015), Juan Jose Lobato (2014), Simone Ponzi (2013), Daniel Moreno (2012), Joaquim Rodriguez (2011), Nikolas Maes (2009), Koldo Fernandez (2008), Vasil Kiryienka (2007), Jose Ivan Gutierrez Palacios (2006), David Herrero Llorente (2005), Aurelien Clerc (2004), Gorka Gonzalez (2003), David Fernandez Domingo (2002), Oscar Freire (2001), Giovanni Lombardi (2000) og Marcel Wüst (1999). I 2010 var Vuelta a Castilla y Leon forbi, og her vandt Theo Bos en massespurt i byen.

 


 

 


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN - PRÆMIER TIL TOP 75!
 

3. etape, mandag d. 16. august: Santo Domingo de Silos - Espinosa de los Monteros. Picon Blanco, 202,8 km

Mens Touren ofte er forsigtige med at give rytterne alt for voldsomme udfordringer tidligt i løbet, forholder det sig helt anderledes med Vueltaen. Her er man aldrig bange for at teste rytternes bjergben fra start, og det gælder bestemt også i årets udgave. Der venter nemlig en sand perle allerede på 3. etape, hvor rytterne kan se frem til det første klassementsslag på Picon Blanco-stigningen, der i de seneste år allerede er blevet en klassiker i Vuelta a Burgos og nu gør en længe ventet Vuelta-debut. Nok er det meste af etapen flad, men det frygtede bjerg er rigeligt stejlt til allerede på tredjedagen at give os klar besked om, hvem der er kommet til Spanien for at køre med om sejren

 

Med en distance på hele 202,8 km er der tale om en for Vueltaen meget lang etape, der fører feltet fra Santo Domingo de Silos til toppen af Picon Blanco i udkanten af Espinosa de los Monteros. Startbyen ligger i et kuperet naturområde, og det går derfor op og ned, når man lægger ud med at køre mod øst og nordøst via nogle mindre bakker, inden man drejer mod nordvest for at passere kategori 3-stigningen Puerto del Manquillo (7,2 km, 4,3%), der er en helt jævn stigning med top efter 39,2 km. Herfra går det videre mod nordvest ad et let faldende stykke, som senere fortsætter mod øst og nord, kun afbrudt af en lille bakke med top efter 65,0 km, inden man når frem til Belorado efter 87,6 km.

 

Herfra fortsætter man mod nord op ad en lille bakke, inden man drejer mod nordvest via en nedkørsel, men derefter er det stort set helt fladt, mens man fortsætter ad en næsten lige vej videre mod nordvest. Senere snor man sig lidt mod nord, inden man atter rammer en lige vej, der fører mod nordvest frem til dagens spurt, der kommer efter 166,6 km. Herfra kører man kortvarigt igennem fladlandet mod vest og nordøst frem mod finalen.

 

Den indledes, når man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Puerto de Bocos (2,8 km, 6,3%), der er relativt ujævn med en kilometer med 8,8% på den nedre del af stigningen, inden den flader ud nær toppen, som rundes efter 182,8 km i forbindelse med en bonusspurt. Herfra resterer 18,0 km, der indledes med en kort nedkørsel, som fører mod nordøst og nord, inden det går mod nordvest af en let stigende og flad vej. Den leder direkte frem til bunden af kategori 1-stigningen Alto de Picon Blanco (7,6 km, 9,3%), der bestiges fra syd og har mål på toppen. Der er tale om en uhyre jævn stigning, som starter lidt blødere ud med 6-8%, men over de sidste ca. 6 km stiger stabilt med 9-10% hele vejen frem til toppen. Det går ad en stort set helt lige vej, der første afbrydes af to hårnålesving med 500 m igen, inden der er et sidste skarpt sving med 140 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2787 højdemeter.

 

Med nu fem besøg på stigningen i de seneste fem udgaver af Vuelta a Burgos - i år dog med mål efter en nedkørsel - kender vi efterhånden Picon Blanco til hudløshed. I tre af de fire udgaver med mål på toppen har vi set suveræne solosejre, og det fortæller alt om, hvor vanskeligt og stejlt et bjerg der er tale om. I en grand tour køres der ofte lidt mere konservativt så tidligt i løbet, men på så svær en stigning vil vi utvivlsomt få det første klare billede af klatrehierarkiet i årets Vuelta.

 

Picon Blanco gjorde debut i et stort cykelløb i Vuelta a Burgos i 2017, hvor Mikel Landa sejrede med hhv. 9 og 41 sekunder ned til David de la Cruz og Enric Mas. I 2018 var vi vidner til en fantastisk colombiansk duel mellem Miguel Angel Lopez og Ivan Ramiro Sosa, hvor det var Astana-rytteren, som var hurtigst i spurten, inden De la Cruz og Merhawi Kudus nåede toppen 32 sekunder senere. I 2019 var den forsvarende vinder Sosa i særklasse, da han nåede mål i ensom majestæt 17 sekunder før Oscar Rodriguez og 24 sekunder før Antonio Pedrero, og lige så suveræn var Remco Evenepoel i 2020, da han sejrede med 18 sekunder ned til George Bennett og 32 sekunder ned til Mikel Landa.

 

 

 

 

 


 

4. etape, tirsdag d. 17. august: El Burgo de Osma - Molina de Aragon, 163,9 km

I de seneste to år har Vueltaen budt på bare tre klassiske massespurter, men det laves der om på i årets sprintervenlige udgave. Helt usædvanligt venter der således allerede en anden sprinteretape på løbets fjerde dag, der for anden gang byder på en kort rute på den spanske højslette helt uden kategoriserede stigninger. Det betyder imidlertid også, at man igen skal tage sig i agt for vinden, og denne gang tilføjes der er spændende krydderi til spurten, der stiger så meget, at det kan mærkes og kan give et andet billede end det, vi så på 2. etape.

 

Med en distance på 163,9 km er der tale om endnu en kort etape, der fører feltet fra El Burgo de Osma til Molina de Aragon. Begge byer ligger på den spanske højslette, der er præget af lange, lige veje, der ofte går lidt op og ned. Således stiger og falder det let, mens man fra start kører mod sydøst, inden man rammer en let stigende vej, der fører mod syd. En kort nedkørsel leder nu mod sydøst, inden det atter går mod syd, denne gang ad en helt flad vej, som leder frem til byen Siguenza, der nås efter 82,0 km.

 

Her ændrer man retning, når man drejer mod øst for at følge en let stigende vej. Undervejs passerer man gennem Alcolea del Pinar, hvor dagens spurt kommer efter 101,0 km, inden det let stigende terræn fortsætter. Kort efter flader det ud med nogle mindre bakker undervejs, også når man drejer mod sydøst. I byen Anquela del Ducado, der nås efter 136,3 km, begynder det at falde let ad en helt lige vej, som leder direkte ned til målbyen. Her begynder det at stige let, når man passerer gennem byens nordlige udkant for at køre ud til målet, der ligger på et lille højdedrag i byens nordøstlige udkant. Således er de sidste 5 km alle let stigende, og det bliver stejlere og stejlere med en sidste kilometer, der stiger med 2,3%. Man følger i finalen en snoet hovedvej frem til et sving med 1100 m igen, hvorefter vejen bugter sig frem til mål.

 

Etapen byder på i alt 1534 højdemeter.

 

Etapen er en næsten tro kopi af 2. etape, og derfor er der igen lagt op til massespurt, hvis ikke den på højsletten altid farlige vind kommer i spil. Igen går det lidt op og ned det meste af dagen, men uden at det ventes at spille en rolle, men det vil det til gengæld gøre, at opløbet er stigende. Procenterne er ganske beskedne og intet, der kan sætte sprintere ud af spillet eller bringe puncheurs i spil, men det vil kunne give et lidt andet udfald, end vi ville få i en klassisk massespurt.

 

Molina de Aragon har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 

 



 

 

FIND ALT OM VUELTAEN PÅ FELTET.DK/VUELTA

 

5. etape, onsdag d. 18. august: Tarancon - Albacete, 184,4 km

Man forstår godt, hvis sprinterne troede, at de havde fået fat i den forkerte løbsbog, da de studerede årets rute. Efter to år med bare tre massespurter i alt skal vi i 2021 nemlig bare frem til 5. etape, inden den tredje sprinteretape allerede melder sig. Det sker endda i form af en form Vueltaen nærmest urimeligt flad etape, der mest af alt har karakter af transport på en helt flad del af den spanske højslette. Løbsdirektør Fernando Escartin advarer imidlertid om åbent terræn og mulighed for blæst, og med en relativt konstant retning kan det blive en helt anderledes brutal dag, hvis det også denne dag blæser på højsletten.

 

I alt skal der tilbagelægges 184,4 km, der fører feltet fra Tarancon til Albacete. Fra start går det ad en helt flad og vej mod syd hen ad højsletten, inden man efter 15,0 km drejer mod sydøst. Herfra går det ad endnu en helt lige og flad vej ned mod byen Belmonte, hvor man kortvarigt kører mod nordøst, inden man passerer gennem byen efter 63,0 km. Derfra går det mod nordvest, men snart igen mod sydøst ad en helt lige og flad vej, der faktisk næsten kan tegnes med en lineal, indtil man når frem til byen La Roda, hvor dagens spurt kommer efter 131,5 km.

 

Her ændrer man endelig retning, når man drejer mod syd for at følge endnu en lige og flad vej frem til Barrax, der passeres efter 152,8 km. Her drejer man mod øst, og så skal linealen frem igen, når man skal tegne den resterende del af ruten, der består af en lige og flad vej, der leder direkte ind til målbyen. Her venter en teknisk helt ukompliceret finale med bare to sving for enden af den lange lige vej, når man med 2400 m igen drejer til venstre i en rundkørsel, hvorefter det går ad den brede gennem en rundkørsel med 1600 m igen, inden man drejer skarpt med 900 m tilbage. De sidste 5 km er pandekageflade.

 

Etapen byder på i alt 640 højdemeter.

 

Det er svært at designe meget enklere etaper end denne, der leder tankerne tilbage til tidligere mange monotone motorvejsetaper. Retningsændringerne er få, vejene lange og lige, og terrænet er helt fladt. Den relativt konstante retning betyder, at meget taler for en langgaber og stensikker massespurt i en helt enkel og ren boulevardspurt for de reneste sprintere, men står vinden rigtigt med den rette styrke, kan det til gengæld blive en højdramatisk og meget nervøs på højsletten.

 

Albacete blev senest besøg i 2014, hvor Nacer Bouhanni vandt en massespurt foran Michael Matthews og Peter Sagan. Forud for det blev byen besøgt flere år omkring årtusindeskiftet. I 2003 fortsatte Isidro Nozal sit chokløb ved at vinde en enkeltstart foran David Millar og Sergey Ivanov dagen efter, at Alessandro Petacchi i byen havde vundet en massespurt foran Erik Zabel og Fred Rodriguez. I 2001 var Robert Hunter hurtigere end Danilo Hondo og Robbie McEwen, mens Oscar Freire var hurtigste mand i 2000, hvor han sejrede foran Giovanni Lombardi og Cristian Moreni. I 1999 vandt Marcel Wüst en massespurt foran Stefano Zanini og Lombardi. I 2010 blev det spanske mesterskab afviklet i byen, hvor Jose Ivan Gutierrez Palacios kørte alene hjem til en solosejr foran Francisco Ventoso og Koldo Fernandez.

 



 

 

 

6. etape, torsdag d. 25. august: Requena - Alto de la Montaña de Cullera, 158,3 km

Vueltaen har særligt i de senere år været kendt for sine afslutninger på korte, stejle mure, men i de seneste få udgaver har der faktisk været overraskende lidt at komme efter for de eksplosive puncheurs. Derfor vil de glæde sig stort til løbets 6. etape, der ellers efter vanlig Vuelta-standard er sjældent flad og mest består af en tur ned langs den spanske østkyst. Det hele slutter imidlertid på toppen af en lille mur i udkanten af byen Cullera, hvor Tadej Pogacar for halvandet år siden slog igennem som puncheur ved i Volta a la Comunitat Valenciana at spurtbesejre Alejandro Valverde, og det er præcis denne ryttertype, der kan ventes at slås om sejren - hvis altså ikke Movistar igen smider en Valverde-etape væk og et udbrud får lov at holde hele vejen.

 

Med en distance på bare 158,3 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Requena til toppen af Alto de la Montana de Cullera i udkanten af byen Cullera, der ligger på den spanske østkyst lige syd for Valencia. Startbyen ligger dog et stykke inde i landet, og derfor er det generelt let faldende, når man lægger ud med at køre mod syd. Hurtigt drejer man mod øst for at passere et ganske kuperet stykke med tre væsentlige bakker med toppe efter hhv. 21 km (3,9 km, 3,6%), 30 km (2,0 km, 5,4%) og 34 km (1,6 km, 4,6%), inden man efter 40,8 km når frem til Yatoba.

 

Herfra bliver det lettere, når man følger en helt lige og let faldende vej mod øst hele vejen ud til kysten, der nås efter 74,0 km i byen Picassent. Herfra kører man mod nordøst langs den brede og helt flade kystvej frem til udkanten af Valencia, der nås efter 93,0 km. Her kører man mod nordøst hen langs ringvejen, inden man drejer mod syd for at køre væk fra byen ad den helt flade kystvej. Undervejs passerer man dagens spurt, der kommer efter 98,3 km, men derudover er eneste væsentlighed, at retningen gradvist ændres og bliver sydvestlig.

 

Efter ca. 125 km når man frem til en rundstrækning omkring målbyen, hvor man lægger ud med at køre videre mod sydøst og senere sydvest ned langs kystvejen, indtil man når frem til Cullera efter 133 km. Denne gang kører man dog lige forbi målbakken, og i stedte går det mod vest, nord og nordvest ud fra byen og videre gennem fladlandet. Senere drejer mand mod nordøst for at følge en lige og flad vej frem til rundstrækningens udgangspunkt, hvorefter man igen kører samme stykke ned langs kystvejen mod sydøst og sydvest frem til centrum af Cullera.

 

Denne gang drejer man dog med 1900 m igen skarpt op mod et højdedrag midt i byen, og man kører direkte ind på Montaña de Cullera (1,9 km, 9,4%), der er i kategori 3. Der er tale om en helt jævn stigning, der stiger ufatteligt stabilt med ca. 9-10% hele vejen op. Der er sving med 1700 m og 1100 m igen, og derudover går det ad en meget snoet vej med hele seks hårnålesving, hvoraf det sidste kommer med 140 m igen, hvorefter der er en meget skarp kurve bare 50 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 901 højdemeter.

 

I de seneste år har vi savnet disse puncheurfinaler i Vueltaen, og der er helt sikkert mange af feltets murspecialister, der vil kalde det et velkomment gensyn. Vi kender afslutningen Volta a la Comunitat Valenciana i 2020, hvor Tadej Pogacar beviste, at han også var puncheur, da han slog Alejandro Valverde og Dylan Teuns i spurten, og det vidner om, at det er ardenner- og murspecialisterne, der vil slikke sig om munden. Særligt Valverde må have udset sig denne etape som en af sine bedste chancer, men da Movistar har for vane at smide Valverde-etaper væk i Vueltaen, kan man ikke helt udelukke en udbrudssejr på et tidspunkt i løbet, hvor Picon Blanco har skabt de første afgørende forskelle.

 

Målet på Alto de la Montaña de Cullera har kun været benyttet til et stort cykelløb én gang tidligere i dette årtusinde. Det var på 2. etape af Volta a la Comunitat Valenciana i 2020, hvor Tadej Pogacar spurtsejrede foran Alejandro Valverde og Dylan Teuns på en dag, hvor ni mand blev noteret for vindertiden, og 15 mand var inden for 10 sekunder heraf.

 

 

 

 

7. etape, fredag d. 20. august: Gandia - Balcon de Alicante, 152,0 km

Vueltaen har altid gjort en dyd ud af at finde nye stigninger, og den første af årets nyskabelser venter på løbets første fredag, hvor klassementskampen genoptages efter nogle fladere dage. Det sker i form af løbets første ”rigtige” bjergetape, der over bare 152 km byder på mere end 3500 højdemeter i den glohede sydlige del af landet, hvor det går op og ned hele dagen ad stigninger, der dog ikke er specielt lange og slet ikke høje. Det hele slutter med en ganske spektakulær afslutning på den nye stigning Balcon de Alicante, der ikke er så svær som 3. etapes Picon Blanco, men som slutter med knap 4 km, der er rigeligt stejle til at skabe forskelle i en afslutning, der passer de mere eksplosive klatrere betydeligt bedre end dieselmotorerne.

 

Med en distance på 152,0 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra kystbyen Gandia syd for Valencia til Balcon de Alicante, der ligger nogle kilometer nord for feriebyen Alicante. Som på den foregående etape befinder vi os i Valencia-regionen, men denne gang holder vi os ikke til kystvejen, selvom etapen kører parallelt med vandet. På denne dag holder rytterne sig nemlig nogle kilometer inde i lande, og det betyder, at de for alvor får det kuperede spanske terræn at føle.

 

Det gør de allerede fra start, når man kun kører 7,0 km mod sydvest ad en let stigende vej, der leder væk fra vandet, inden man kører mod syd og sydvest op ad kategori 1-stigningen Puerte de la Llacuna (9,4 km, 6,2%), der er en ujævn stigning med først 4 km med 7-10%, men derefter hovedsageligt 4-5% frem mod toppen, som rundes efter 16,4 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod syd- og nordvest, inden det går ad en lang og let stigende vej mod sydvest ned til byen Alcoy, der nås efter 52,0 km.

 

Her tager etapen fat igen, når man kører mod sydøst og nordøst op ad kategori 3-stigningen Alto de Benilloba (3,0 km, 3,5%), der bare er en let og jævn opkørsel med top efter 60,5 km. En kort og let nedkørsel leder nu mod øst, inden det går op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,4 km, 4,2%). Den leder direkte frem til bunden af kategori 2-stigningen Puerto de Tudons (7,1 km, 5,2%), som bestiges fra nordvest og bort set fra to lette kilometer mod bunden stiger jævnt med 6-7%. Toppen rundes efter 80,0 km i etapens højeste punkt i 1025 m, hvorefter det går mod syd og sydøst ad en lang og teknisk nedkørsel.

 

Der bliver ikke megen tid til at komme sig. I bunden drejer man mod nordvest for at køre op ad en let stigende vej, der kortvarigt flader ud frem mod dagens spurt, der kommer efter 102,0 km, inden det går mod nordvest og vest op ad kategori 2-stigningen Puerto El Collao (8,4 km, 5,3%), der er meget irregulær med lange stykker på 5-6%, to næsten flade kilometer og en stejl femte kilometer på hele 10,5 km.

 

Toppen rundes efter 113,0 km, hvorefter det går mod vest, nordvest og sydvest ad en lang nedkørsel, der kun i starten er lidt teknisk. Et kort, fladt stykke leder nu mod vest go syd, inden man drejer mod sydvest for at passere kategori 3-stigningen Puerto de Tibi (5,3 km, 5,3%), der stiger med 5-9% over de første tre kilometer, men derefter flader kraftigt ud frem mod toppen, der rundes efter 138,3 km i forbindelse med en bonusspurt.

 

Herfra resterer bare 13,7 km, der indledes med en hovedsageligt enkel nedkørsel, der fører mod vest, inden det går mod sydvest op ad dagens hovedudfordringen, kategori 1-stigningen Balcon de Alicante (8,4 km, 6,2%), der er dagens målbjerg. Der er tale om en todelt stigning, der indledes med 2,2 km med 6,1%, inden den flader ud og har en lille nedkørsel frem mod de sidste 3,8 km, hvor den tager fat. Efter en kilometer med 7,7% stiger den således jævnt med 10-11% over de næste 2400 m, idet de sidste 400 m er let faldende. Stigningen følger mest en næsten lige vej, men med 2000 m drejer man mod sydøst, hvorefter vejen er ganske bugtet, inden den retter sig ud på den 500 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3707 højdemeter.

 

For første gang i år skal rytterne ud på en etape med mange højdemeter, og da Picon Blanco vil have skabt tidsforskelle, kunne det ligne en oplagt chance for et udbrud - måske endda for at låne førertrøjen. For klassementsrytterne bliver det den anden væsentlige test, for selvom den stejle del af Balcon de Alicante er for kort til at skabe alt for store forskelle, er den rigeligt stejl til at give mulighed for adskillelse. Det er dog også en kort stigning som afslutning på en dag, hvor vi kun akkurat berører de 1000 m højde, og det er derfor en afslutning for mere eksplosive folk end klassiske bjergryttere - præcis som vi kender det for Vueltaen.

 

Balcon de Alicante har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 



 

 

 

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN - PRÆMIER TIL TOP 75!

 

8. etape, lørdag d. 21. august: Santa Pola - La Manga del Mar Menor, 173,7 km

Normalt skal man i Vueltaen have luppen frem for at finde sprinteretaper eller dage med færre end 1000 højdemeter, men sådan er det ikke i årets meget sprintervenlige udgave. På en i moderne sammenhæng helt uhørt maner venter der således for anden gang i løbet af de første otte dage en etape, der har begge dele, nemlig både få højdemeter og en oplagt sprinterfinale.  På løbets anden lørdag venter nemlig en næsten helt flad tur ned langs den spanske østkyst, hvor der ikke er en eneste kategoriseret stigning på programmet, men hvor vinden vil være en latent og eneste trussel mod løbets forventeligt fjerde massespurt - måske endda i den fulde finale, hvor afslutningen er placeret på en tange midt ude i Middelhavet.

 

I alt skal der tilbagelægges 173,7 km, der fører feltet fra Santa Pola til La Manga del Mar Menor. Begge er kystbyer ved den spanske østkyst, og der er tale om en ret enkel tur, der mest af alt går ned langs vandet. Det er i hvert fald tilfældet fra start, når man kører mod syd og sydvest ad den næsten hel flade kystvej, hvor eneste højdepunkt er passagen af feriebyen Torrevieja efter 27,0 km. Efter 64,0 km når man frem til byen Los Alcazares, hvor man kortvarigt forlader vandet ved at dreje mod vest, men det betyder kun, at det begynder at stige ganske let. Senere kører man mod syd og nordvest, inden man dreer mod sydøst, og derefter falder det svagt ned mod den relativt store kystby Cartagena, hvor dagens spurt kommer efter 104,5 meget flade kilometer.

 

Efter spurten drejer man mod øst for at skære ind gennem landet via et ret kuperet område. Det stiger let, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad dagens vanskeligste bakke (2,9 km, 4,6%), der har top efter 117km. En nedkørsel leder videre mod sydøst ned til kysten, hvor man med det samme kører mod nordøst ind i landet via endnu en bakke (2,0 km, 5,9%) med top efter 126 km. Herfra falder det let ned mod byen Los Belones.

 

Her tager man hul på en omgang på en helt flad rundstrækning. Først går det mod nord ud til kysten, hvorefter man kører mod nordvest op ad den flade kystvej. Kort inden byen Los Alcazares, som allerede én gang er passeret, drejer man mod syd ind i landet for siden at køre mod sydøst frem til rundstrækningens udgangspunkt. Herefter går det ad en flad og lige vej mod øst ud til den tange, hvor målet ligger. Her drejer man med 10,6 km igen mod nordøst via en helt blød kurve, og derefter er det en lige og helt flad vej, der fører mod nordvest ud langs tangen frem til målet.

 

Etapen byder på i alt 923 højdemeter.

 

En kystetape som denne kan altid være farlig på grund af vinden, og derfor skal alle være på vagt, men i dette område er det sjælden blæsende om sommeren. Mest taler derfor for, at vi får en relativt fredsommelig sprinteretape med en spektakulær finale, der med sin enkelhed og fravær af sving er skabt til de sande fartkanoner. Står vinden rigtigt på tangen til sidst, kan vi se frem til en meget nervøs afslutning, hvor klassementsrytterne skal holde sig til også på de allersidste kilometer for at undgå, at vinden skaber splittelse i sidste minut.

 

La Manga del Mar Menor har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

9. etape, søndag d. 23. august: Puerto-Lumbreras - Alto de Velefique, 188,0 km

Vueltaen har for vane at runde den første uge af med et brag af en bjergetape, og sådan bliver det også i år, hvor man bevæger sig ind i de høje bjerge i området omkring Sierra Nevada i den sydlige del af landet. Her venter en gigantetape med næsten 5000 højdemeter over 188 km med en finale, der over de sidste ca. 60 km er en tro kopi af den etape, hvorpå Ryder Hesjedal i 2009 tog sin store gennembrudssejr fra et udbud. Ligesom dengang slutter det hele på Alto de Velefique, der ikke er Spaniens stejleste stigning, men som har potentiale til at skabe mere udskilning end for 12 år siden, hvor den kun gjorde meget begrænset forskel.

 

I alt skal der tilbagelægges 188,0 km mellem Purto-Lumbreras og toppen af Alto de Velefique i den glohede sydlige del af landet. Starten finder sted i et relativt fladt område, og derfor er det kun let faldende, når man lægger ud med at følge en helt lige vej mod sydvest med retning mod bjergene. I byen Huercal-Overa, der passeres efter 19,4 km, drejer man mod vest for at følge et let stigende stykke, inden det går mod sydvest ad en snoet vej, der byder på flere mindre bakker i generelt stigende terræn.

 

Nu melder første udfordring sig, når man kører mod sydvest og nordvest op ad kategori 2-stigningen Alto de Cuatro (10,5 km, 3,8%), der mest af alt er en helt let opkørsel, der dog starter med en kilometer med 7,5% og slutter med 1800 m med 6-7% frem mod toppen, der rundes efter 74,5 km. Nu går det mod nord ad en ikke specielt kompliceret nedkørsel, inden det går mod vest ad en lige og ganske let stigende vej gennem dalen frem til dagens spurt, der kommer efter 101,2 km.

 

Den forlader man dog hurtigt, når man drejer mod syd og sydvest for at køre op ad den alenlange kategori 1-stigning Alto Collado Venta Luisa (29,0 km, 4,4%), der er en meget ujævn sag. De første 7 km er ganske nemme, inden der venter 5 km med 6-7%. Herefter følger et næsten fladt plateau over 4 km, inden den vanskeligste del melder sig med 4 km med 8-12% og derefter 3 km med 5-7%. Slutteligt er de sidste 6 km dog meget lette og undervejs næsten flade og endda let faldende, inden men efter 131 km runder toppen i 1967 m højde - løbets foreløbig højeste punkt.

 

Nu venter en nedkørsel, der går mod syd og kun periodevist er teknisk, inden man vender rundt for via et kuperet stykke med en bakke (1,7 km med 6,4%) at køre mod øst og nord. Herfra fortsætter man mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Alto Castro de Filabres (7,1 km, 3,9%), der er meget ujævn med først 2 km med ca. 7%, siden en 1 km lang nedkørsel og derefter 4,1 km, der stiger med 4-5% det meste af vejen frem mod toppen, der rundes efter 159,1 km i forbindelse med en bonusspurt.

 

Herfra resterer bare 28,9 km, som indledes med en i starten meget teknisk, men siden meget let nedkørsel, der fører mod sydøst. Derfra går det videre mod sydøst ad en let stigende vej, inden man kører mod nord op ad Alto de Velefique (13,2 km, 6,4%), der er uden for kategori. Der er tale om en todelt stigning, som indledes med det sværeste stykke, da de første 5-6 km hovedsageligt stiger med mellem 8 og 11%. En let kilometer med 5,4% giver mulighed for at puste ud, inden den sidste del af stigningen er uhyre jævn med 6-7% frem mod de sidste 800 m, som stiger med bare 4,1%. Stigningen er yderst spektakulær med en endeløs serie af hårnålesving, særligt på den sidste del, men det sidste kommer med 1200 m igen, hvorefter to kurver med 1000 og 600 m igen leder ind på en helt lige vej frem mod mål.

 

Etapen byder på i alt 4725 højdemeter.

 

Etapen har potentiale til et stort slag, for der venter et hav af højdemeter i formentlig brutal sydspansk sommervarme. Mest af alt er opkørslerne dog relativt bløde, og favoritterne vil derfor spare sig til den sidste stigning. Den er bestemt ikke let, men særligt hvis vinden står forkert kan den sidste del være en anelse for nem til, at vi vil se de store forskelle, som vi heller ikke fik i 2009. Heldigvis er det dagen inden en hviledag, og rytterne kan derfor tillade sig at grave en anelse dybere på en etape, hvor chancen for endnu en udbrudssejr i Hesjedal-stil synes betydelig, og hvor det formentlig i meget høj grad kan blive vinden, der bestemmer graden af selektion mellem favoritterne.

 

Alto del Velefique har kun én gang tidligere været mål for et stort cykelløb. Det var i Vueltaen i 2009, hvor Ryder Hesjedal og David Garcia Dapena fra et udbrud akkurat holdt favoritterne bag sig, så canadieren kunne spurte sig til sin store gennembrudssejr. Bag ham endte de otte bedste klassementsryttere inden for 10 sekunder, da Robert Gesink og Ezequiel Mosquera kørte 10 sekunder væk fra seks mand, hvis spurt blev vundet af Damiano Cunego foran den førende Alejandro Valverde, Cadel Evans, Ivan Basso, Tom Danielson og Samuel Sanchez.

 

 

 

 

 

 

 


 

Hviledag, mandag d. 23. august: Almeria

 

LIVESTREAM HELE VUELTAEN FOR KUN 99,- KRONER

 

10. etape, tirsdag d. 24. august: Roquetas de Mar - Rincon de la Victoria, 190,3 km

Et af Vueltaens favoritdesigns for finaler er relativt lette etaper, der slutter med en knaldhård stigning og en nedkørsel til mål. En sådan venter igen på den første dag efter hviledagen, hvor rytterne vil tilbringe det meste af tiden ved den flade spanske solkyst med kurs mod feriebyen Malaga. Slutteligt venter dog en uhyre stejl stigning, der vil være nok til at sætte selv de mest hårdføre sprintere til vægs, og medmindre der er en meget ambitiøs afslutter med stor tro på egne klatreevner, taler alt for, at uge 2 skal indledes med løbets første rigtige udbryderetape.

 

Med en distance på 190,3 km er der tale om en relativt lang etape, der fører fra Roquetas de Mar til Rincon de la Victoria. Begge er to kystbyer ved den spanske solkyst - målbyen endda en forstad til Malaga), og det meste af etapen er derfor uhyre enkel. Fra start skærer man ind gennem landet, når man kører mod vest igennem let stigende terræn, inden det falder let videre mod vest ned mod kysten, hvor man rammer kystvejen. Den følger man herefter mod vest stort set hele dagen.

 

Der er tale om en klassisk kystvej, der både periodevis er relativt snoet og også byder på flere mindre bakker i terræn, hvor det særligt midtvejs på etapen hele tiden går lidt op og ned. Ingen af bakkerne er væsentlige, men tilsammen bidrager de til, at etapen ender med at byde på ca. 2300 højdemeter. Bakkerne ender dog, når man efter 129,8 km når frem til byen Nerja, og herefter er kystvejen stort set helt lige og flad, inden man når frem til Torre del Mar, hvor dagens spurt kommer efter 150,0 km.

 

Herfra kunne man fortsætte da kystvejen nogle få kilometer frem mod mål, men så nådige er arrangørerne ikke. I stedet drejer man umiddelbart efter spurten mod nord og nordvest for at køre ind i de sydspanske bjerge. Det sker via kategori 3-stigningen Puerto de Almachar (10,9 km, 4,9%), hvis data snyder. Således indledes den med 1,6 km med 7,8%, der leder op til et plateau, som både går lidt og op ned. Herefter tager den for alvor fat med 8,8% over 4,6 km, der er relativt jævne, men byder på den vanskeligste kilometer med 11,0% med 3,6 km til toppen og først flader lidt ud med 6,7% over de sidste 600 m.

 

Toppen rundes efter 173,9 km i forbindelse med en bonusspurt, hvorfra der resterer bare 16,4 km. De går mod syd ad en ganske teknisk nedkørsel, der leder ned til byen Benagalbon, som nås med 7,3 km igen. Her drejer man mod sydvest for at følge en relativt lige og let faldende vej ned til kysten og målbyen, hvor der venter en kringlet finale. Med 2,6 km drejer man skarpt, hvorefter man skal gennem en rundkørsel. Med 1700 m igen drejer man i en rundkørsel, og derefter er der skarpe sving med 1500 m og 1300 m igen, hvorefter man rammer kystvejen, hvor målet er placeret. Det fortsætter med at falde let hele vejen ned til svinget, hvorefter selve opløbsstrækningen er helt flad.

 

Etapen byder på i alt 2350 højdemeter.

 

Denne slags etaper er helt klassiske for Vueltaen, og de er før endt i både udbrudssejre og reducerede massespurter. Denne gang burde den sidste stigning dog være for svær til, at der burde være hurtige folk med mod på at give den et skud, og det ligner derfor en af de udbrudsetaper, som Vueltaen er så rig på. Klassementsrytterne skal også være opmærksomme på en stigning, der er svær nok til angreb fra de bedste, men den ligger nok trods alt for langt fra mål til, at der vil være mod på at gøre forsøget.

 

Rincon de la Victoria har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på sidste etape i Vuelta a Andalucia i 2013, hvor finalen dog var anderledes. Dengang spurtede 12 mand om sejren, og her konfirmerede Alejandro Valverde sin samlede sejr ved at sejre foran Simon Spilak og Davide Rebellin.

 



 


 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN - PRÆMIER TIL TOP 75!

 

11. etape, onsdag d. 25. august: Antequera - Valdepeñas de Jaen, 133,6 km

Vueltaen har altid haft hang til sine finaler på korte, stejle mure, og en af de mest populære af slagsen er den brutale afslutning i Valdepeñas de Jaen, der for ca. 10 år siden blev en sand klassiker med besøg hele tre gange på fire år. Efter syv års fravær vender den endelig tilbage igen som afslutning på en kort, intens dag i Spaniens kuperede og glohede syd, hvor en tur gennem det kuperede terræn over bare 133,6 km byder på ca. 2600 højdemeter, men ingen lange stigninger. Den slags kan give ideer til et udbrud, men der er ingen tvivl om, at murspecialisterne også drømmer om at boltre sig i finalen, hvor Daniel Moreno, Joaquim Rodriguez og Igor Anton blev de første tre vindere - en liste, der ikke helt tilfældigt tæller to vindere af Fleche Wallonne og én rytter, der har stået på en af podiets sekundære pladser.

 

Med en distance på bare 133,6 km er der tale om en ultrakort etape, der fører feltet fra Antequera til Valdepeñas de Jaen. Starten er relativt fredsommelig, da startbyen ligger i den nordlige udkant af et fladere område, og derfor er det relativt fladt, når man indledningsvis kører mod nord op til byen Benameji, der passeres efter 23,0 km. Her drejer man mod nordvest for at følge en lang og snoet vej, der stiger ganske let, inden en nedkørsel leder frem til en bunden af en lang, ikke-kategoriseret opkørsel, der slutter med 5,2% over 6,4 km, indtil man når toppen kort inden byen Las Lagunillas, som passeres efter 57,3 km.

 

Her bliver det igen lettere, idet man kortvarigt kører mod øst og nord ad et plateau, inden det falder let mod nord, nordvest øst frem til byen Priego de Cordoba, der passeres efter 73,1 km. Her drejer man mod øst for at følge en stærkt kuperet vej, der indledes let stigende og efter en nedkørsel byder på først på en bakke (2,5 km, 5,5%), siden en nedkørsel og dernæst en lang opkørsel (5,8 km, 5,4%), inden småkuperet terræn leder frem byen Alcala la Real, hvor dagens spurt kommer efter 102,5 km. Her drejer man mod nord for via en nedkørsel, et let stigende stykke og slutteligt en længere og ret let nedkørsel at køre ned til byen Castello de Locubin, der nås efter 114,2 km.

 

Herfra resterer bare 19,4 km, og finalen indledes, når man kører mod nordøst ud af byen via kategori 2-stigningen Puerto de Locubin (8,8 km, 5,0%), der stiger relativt jævnt med 5-7% hele vejen, dog afbrudt af en flad 4. kilometer, inden den flader ud med 3,4% over den sidste kilometer frem mod toppen, der rundes efter 125,8 km, og hvorpå der er placeret en bonusspurt. Herfra resterer beskedne 7,8 km, der indledes med en meget snoet nedkørsel, der leder mod nordøst ned til byen Valdepeñas de Jaen. Med 2,5 km igen begynder det at stige let, inden man med 800 m igen rammer den sidste brutale mur. I snit stiger den sidste kilometer med 9,7%, men da muren kun er 800 m lang, er den betydeligt stejlere med et maksimum på mere end 20%. Finalen er teknisk ukompliceret, da det går ad den samme snoede vej fra toppen af stigningen med et sving med 3 km igen, og den retter sig ud over de sidste kilometer, inden man med 800 m igen drejer to gange lige i rap, inden man rammer muren.

 

Etapen byder på i alt 2647 højdemeter.

 

Det er besynderligt, at denne spektakulære mur blev så elsket efter den flotte debut i 2010, at den indgik i løbet igen både i 2011 og 2013, men siden er blevet forbigået. Nu vender den heldigvis tilbage med sine brutale procenter, der er så vanskelige, at det er ikke mærkeligt, at de tre vindere, Daniel Moreno, Joaquim Rodriguez og Igor Anton, alle enten har vundet eller været på podiet i Fleche Wallonne. I klassementet kan der kun vindes sekunder - samt bonus naturligvis - men det er altid et forrygende show, når rytterne kæmper sig op ad voldsomme mur. Spørgsmålet er dog, om der bliver en etapesejr at køre om i år, hvor etapen kommer på et tidspunkt i løbet, hvor udbrudssejre er sandsynlige, og hvor feltet mangler en del af de murspecialister, som normalt ville jagte en etape som denne.

 

Valdepeñas de Jaen har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i Vueltaen. Senest var det i 2013, hvor Daniel Moreno fortsatte sin drømmestart ved at sejre med 4 sekunder ned til Alejandro Valverde og Joaquim Rodriguez. Samme Rodriguez vandt til gengæld i 2011, hvor han sejrede med 4 sekunder ned til Wout Poels og 5 sekunder ned til Moreno. Finalen gjorde debut i 2019, hvor Igor Anton satte scenen for sin fantastiske Vuelta ved at vinde med 1 sekunder ned til Vincenzo Nibali, Peter Velits og Rodriguez.

 

 

 

 

12. etape, torsdag d. 26. august: Jaen - Cordoba, 175,0 km

Som bekendt har Vueltaen altid elsket flade etaper, der i finalen byder på svære stigninger og derefter en nedkørsel til en flad finale. En sådan rute havde vi allerede på 10. etape, og en sådan får vi igen allerede to dage senere, hvor der venter en af løbets klassikere. Cordoba er blevet besøgt et hav af gange i dette årtusinde, og næsten hver gang har man benyttet en finale, der har bestået af en eller anden kombination af to stigninger, Alto del San Jeronimo og Alto del 14%, efterfulgt af en nedkørsel til målet i byen. Det har givet anledning til både reducerede massespurter, angreb på nedkørsler og udbrudssejre, og alle scenarier er igen i spil på denne torsdagsetape, der dog kommer på et tidspunkt i løbet, at den med en lidt hårdere finale end tidligere mest af alt lægger op til en dag for en lykkeridder.

 

I alt skal der tilbagelægges 175,0 km, der fører feltet fra Jaen til Cordoba. Hele dagen køres der nord for den spanske solkyst i Andalusien, hvor der mest af alt er ganske kuperet, men på denne dag holder man sig ganske nådigt mest af alt i fladlandet. Fra start er det småkuperet, når man kører mod sydvest frem til byen Torredonjimeno, der nås efter 13,0 km, men her drejer man mod nordvest for at følge en lang og lige vej, der er let faldende. Kortvarigt er der en lille bakke, der efter 38,0 km leder op til byen Porcuna, og herefter flader det lidt ud, inden det igen falder let ned mod byen El Carpio, der nås efter 78,6 km. Her drejer man mod vest og senere sydvest for at følge en flad og helt lige vej, der leder frem til målbyen, hvor man efter 105,4 ganske lette kilometer krydser målstregen for første gang i forbindelse med dagens spurt.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på to forskellige rundstrækninger i bakkerne nord for byen. I alt væsentligt er der tale om to forskellige ture op og ned ad det samme højdedrag, og toppen af de to stigninger ligger endda stort set samme sted, men man kører op og ned ad forskellige veje. Første rundstrækning er 25,8 km lang og indledes med, at man kører fladt mod vest, inden man drejer mod nord og nordøst for at passere kategori 3-stigningen Purto de San Jeronimo (13,0 km, 3,3%), der skal deles i to dele. De første 5 km stiger med 6-8%, men derefter er den stort set flad med skiftevis let stigende og let faldende stykke, inden man efter 126,0 km runder toppen. En i starten teknisk og siden helt lige nedkørsel leder nu mod sydøst ned til byen, hvor man tager en tur rundt i centrum, hvor det er helt fladt, inden stregen krydses for anden gang efter 143,2 km.

 

Den anden rundstrækning er 31,8 km lang og indledes med, at man kører fladt mod nord ud af byen og derefter videre mod nord op ad kategori 2-stigningen Alto del 14% (7,2 km, 5,6%). Navnet er dog ganske misvisende, for der er ikke tale om en stejl sag. Således stiger de første 5 km bare med mellem 3 og 6%, inden der venter en stejl kilometer med hele 11,4% frem mod de 1200 m, der er lettere med ca. 3,5%. Toppen rundes efter 156,2 km, hvor der er placeret en bonusspurt, hvorefter de sidste 18,8 km indledes med den velkendte tekniske nedkørsel, som vi så ved besøgene i 2011 og 2014, og som leder mod sydvest, inden man kører samme tur rundt i byen som tidligere, hvor de sidste 5 km er flade. Her venter en teknisk ukompliceret finale, der består af en lige vej, som kun afbrydes af sving i rundkørsler med 3100 og 1200 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 530 m lange opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger let med 0,8% i snit.

 

Etapen byder på i alt 2018 højdemeter.

 

Afslutningen er en variation over det tema, vi har set adskillige gange, men det er første gang, at man skal over både San Jeronimo og 14%-stigningen i fuld længde. Det giver en lidt hårdere finale, end vi har set tidligere, men John Degenkolb har spurtsejret efter 14%-stigningen, og Tom Boonen har gjort det efter San Jeronimo, og det er derfor ikke udfordringer, hårdføre sprintere ikke kan klare. Historien viser dog også, at udbrud har en ret fin chance i en finale, hvor mange sprintere vil tvivle på sig selv, og det kunne derfor meget vel blive en dag for endnu et udbrud. Og så skal klassementsrytterne være opmærksomme på den sidste nedkørsel, hvor Liquigas og en snu Vincenzo Nibali kørte fra alt og alle i den herlige afslutning i 2011.

 

Cordoba er blevet besøgt et hav af gange de senere år. Seneste skete det i 2014, hvor man i finalen kørte en kortere udgave af San Jeronimo, men ellers have samme finale med 14%-stigningen, og hvor John Degenkolb vandt en reduceret massespurt foran Vicente Reynes og Michael Matthews. I 2011 kørte man helt udenom San Jeronimo og sluttede med samme finale med 14%-stigningen, hvor Liquigas leverede et show på nedkørslen, da Peter Sagan, Valerio Agnoli, Vincenzo Nibali og Eros Capecchi kørte væk sammen med Pablo Lastras, inden Sagan let vandt spurten. I 2009 kørte man kun San Jeronimo i finalen, og her kørte Lars Boom alene hjem til en udbrudssejr på en dag, hvor feltet smed 25 minutter, mens man i 2008 med samme finale som i 2009 fik en spurt, hvor Tom Boonen vandt foran Daniele Bennati og Erik Zabel. I 2006 var finalen helt flad, og her vandt Paolo Bettini en spurt foran Thor Hushovd og Luca Paolini, mens finalen med San Jeronimo i 2005 gav spurtsejr til Leonardo Bertagnolli foran Bradley McGee og Juan Antonio Flecha i en gruppe på bare 7 mand. I 2003 var det igen San Jeronimo-finalen, der gav solosejr til David Millar fra et udbrud, mens byen i 2002 var vært for to etaper - først San Jeronimo-finalen, hvor Pablo Lastras kørte alene hjem til en solosejr og siden en enkeltstart, der suverænt blev vundet af den senere vinder Aitor Gonzalez. I 2000 vandt Oscar Freire en massespurt foran Jans Koerts og Marco Zanotti. Byen er også hyppigt besøgt af Vuelta a Andalucia, og her er de seneste vindere Victor Campenaerts (enkeltstart i 2017), Nacer Bouhanni (2016), Oscar Freire (2003, 2010 og 2011), Gert Steegmans (2009), Denis Flahaut (2008), Tom Boonen (2007), Alessandro Petacchi (2004 og 2005), Alexandr Shefer (2002) og Pablo Diaz Lobato (2001). I 1999 blev de spanske mesterskaber afviklet i byen, hvor Angel Casero vandt linjeløbet, og Santos Gonzalez vandt enkeltstarten.

 

 

 

 

13. etape, fredag d. 17. august: Belmez - Villanueva de la Serena, 203,7 km

Årets Vuelta er sjældent sprintervenlig, men de fleste sprinteretaper er koncentreret i den første uge. I den anden uge er der således kun én stensikker dag for de hurtige folk, og den kommer på løbets næstsidste fredag, hvor det handler om at udnytte en rute, der er helt uden kategoriserede stigninger. Vinden er altid en risiko i Spanien, men i denne del af landet er det mere den brutale hede, som kan være en udfordring, og det samme kan en sjældent lang distance på mere end 200 km, der måske kan give sprinterholdene lidt udfordringer i kampen for at sikre den spurt, der dog bør være udfaldet af den anden uges eneste rigtigt flade etape.

 

Med en distance på 203,7 km er der tale om en af Vueltaens længere etaper, der fører feltet fra Belmez til Villanueva de la Serena. Begge byer ligger i det relativt flade område midt på den sydspanske stegepande nord for Sevilla, og derfor er der tale om få terrænmæssige udfordringer. Fra start går det ad en småkuperet og næsten lige vej mod nordvest frem til byen Peraleda de Zaucejo, der nås efter 39,7 km. Her drejer man mod nordøst for at følge en i starte ganske snoet og lidt småkuperet vej, der blandt andet byder på to lidt længere, men lette opkørsler, inden den flader og retter sig ud frem mod byen Cabeza del Buey, der passeres efter 86,6 km.

 

Her drejer man mod nord for at følge en relativt lige og ganske let faldende vej, der leder frem til et lidt spektakulært område med flere søer, hvor man skal over hele to broer, hvoraf den anden leder ud til en lille ø og den tredje tilbage til fastlandet, hvorfra en opkørsel leder mod nordvest frem til byen Publa de Alcocer, der nås efter 123,6 km. Her drejer man mod vest og senere sydvest og igen vest for at køre ad en lige og ganske let faldende vej. Det fortsætter med at falde, når man drejer mod nordvest og senere vest for at køre ind til målbyen, der nås efter 180,0, dog uden at man passerer målstregen.

 

I stedet kører man en tur ud i fladlandet vest for byen. Således er der fladt, når man kører først mod nord og siden sydvest frem til byen Don Benito, hvor dagens spurt kommer med bare 11,2 km igen. Herefter drejer man mod øst og siden nord og slutteligt nordøst for at følge en flad vej ind mod målbyen. Her drejer man i en rundkørsel med 3400 m igen, hvorefter der følger to sving i træk i rundkørsler ved 2 km-mærket, inden man slutteligt skal lige igennem to rundkørsler med hhv. 1000 og 500 m igen. Den sidste kilometer stiger let med 1,5%, herunder 1,8% over de sidste 500 m.

 

Etapen byder på i alt 1642 højdemeter.

 

På dette tidspunkt i løbet skal man altid være beredt på, at sprinterne kan komme til kort i deres forsøg på at kontrollere løbet, særligt på en lang og formentlig meget varm dag, men med relativt mange sprintere i årets løb vil det være en overraskelse, hvis ikke de hurtige folk skal have den eneste rigtige chance i den anden uge. Det er dog en lang og opslidende dag, og trætheden begynder at sætte ind, og derfor kan sprinterhierarkiet sagtens være ændret, hvis der skal spurtes i den teknisk helt ukomplicerede afslutning på den sydspanske stegepande.

 

Villanueva de la Serena har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

LIVESTREAM HELE VUELTAEN FOR KUN 99,- KRONER

 

14. etape, lørdag d. 28. august: Don Benito - Pico Villuercas, 165,7 km

I de senere år har løbets nøglepunkt været den næstsidste weekend, hvor der ofte har været samlet tre store bjergetaper. I år skubbes de væsentligste vanskeligheder dog til den tredje uge, og derfor er det en lightudgave af den traditionelle nøgleweekend, der bydes på i 2021-udgaven. Kun én af etaperne ventes at blive afgørende klassementet, og den falder om lørdagen, hvor Vueltaen igen har fundet en ny stigning blandt det uudtømmelige reservoir af spanske bjerge. Denne gang er der tale om Pico Villuercas, der endda skal bestiges to gange fra forskellige sider, men hvor den første og tidlige passage går via en uhyre stejl og klassisk Vuelta-mur, følger man i finalen en længere og ikke specielt stejl vej, der muligvis kan være for let til, at det bliver en dag, hvor løbet kan vindes, men snarere tabes.

 

I alt skal der tilbagelægges 165,7 km, der fører feltet fra Don Benito til toppen af Pico Villuercas. Startbyen ligger i samme flade område, hvor 13. etape sluttede, og derfor er det kun ganske let stigende, når man fra start følger en helt lige vej mod nordøst frem til byen Obando, der nås efter 35,6 km. Her drejer man mod nord og senere igen mod nordøst, men det ændrer ikke på det ganske let stigende terræn. Senere begynder det dog at stige en anelse kraftigere, men stadig ad en lige og ukompliceret vej, inden en lille nedkørsel leder mod nordvest til byen Cañamero, der nås efter 76,9 km.

 

Her ændrer etapes dramatisk karakter, når man kører mod nordvest og nord op ad kategori 3-stigningen Puerto Berzocama (7,7 km, 5,2%), der efter en let første kilometer er en meget jævn stigning på 6-7%, inden man efter 86,7 km runder toppen. Den leder op til et fladt plateau, der følges mod nord, inden man drejer mod sydvest ind på den spektakulære kategori 1-stigning Collado de Ballesteros (2,8 km, 14,0%), der i virkeligheden bare er målbjerget fra en anden retning. Herfra er der tale om en brutal mur på en betonagtig belægning, hvor den første kilometer stiger med ca. 11%, den anden kilometer med ca. 14,5% og de sidste 800 m med ca. 15%, inden man runder toppen efter 97,5 km.

 

Denne gang kører man dog ikke op ad det allersidste stykke op til mål. I stedet kører man mod sydøst ned ad den nedkørsel, der i finalen vil blive brugt som målbjerg. Den er ikke alt for kompliceret og leder ned til byen Guadalupe, der nås efter 110,1 km. Her rammer man en 40,4 km lang rundstrækning, der skal køres én gang. Først kører man mod øst ad en snoet og relativt flad vej frem til byen Alia, hvor dagens spurt kommer efter 123,5 km. Her drejer man mod nordvest og senere sydvest for at følge en ganske kuperet vej, der går op og ned via tre bakker. De første stiger med 6,4% over 2,8 km, den anden med 5,4% over 2,5 km og den sidste med 5,9% over 1,4 km, inden en teknisk nedkørsel leder mod sydvest ned til Guadalupe, hvor rundstrækningen afsluttes.

 

Her drejer man med det samme mod nordvest for at køre tilbage op ad kategori 1-stigningen Pico Villuercas (14,5 km, 6,2%) via den vej, der tidligere blev brugt som nedkørsel. Der er tale om en lang stigning, der kommer i tre faser. Først følger 4 km, der stiger jævnt med ca. 7%, inden den flader ud over 2 km med 4-5%. Herefter følger det sværeste stykke med 4 km, der stiger med hhv. 7,3%, 4,8%, 7,4% og 10,5%, inden den igen flader ud på et 1 km langt plateau. Slutteligt tager den lidt fat igen med 4 km med 5-7%, inden den slutter med knap 1500 m med 7,6%, herunder 8,4% over den sidste kilometer. Stigningen går via en relativt lige vej frem til toppen af den tidligere stigning, hvor man drejer skarpt til venstre for at køre hele vejen op til mål ad en snoet vej med tre hårnålesving, det sidste bare 210 fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 3448 højdemeter.

 

Det er lidt en skam, at der ikke er byttet rundt på rækkefølgen af de to opkørsler ad målbjerget. Var etapen sluttet med den spektakulære betonmur, havde vi kunnet se et drabeligt slag, men man kan nu frygte, at målbjerget er en anelse for let - i hvert fald hvis vinden står forkert. På den anden side er det den eneste rigtige klassementsetape i en ikke alt for svær anden uge, og derfor er der utvivlsomt masser af lyst til at udnytte terrænet. Meget kunne tale for, at et udbrud har en god chance på en etape med et ikke alt for svært målbjerg, og derefter må vi se, om målbjerget også kan gøre forskelle, så etapen bliver mere end en dag, hvor løbet kan tabes, men ikke vindes.

 

Pico Villuercas har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

15. etape, søndag d. 29. august: Navalmoral de la Mata - El Barraco, 197,5 km

Det er meget sjældent, at der i Vueltaen ikke venter en nøgledag på den næstsidste søndag, men det synes der ikke at gøre i år. Ganske vist byder 15. etape på hele tre store bjerge og næsten 4000 højdemeter, men da etapen slutter med knap 40 relativt lette kilometer, der kun byder på en enkelt kategori 3-stigning, ser det i stedet ud til, at uge 2 skal rundes af med en af de udbryderetaper, som Vueltaen med sit uvejsomme terræn er så rig på. Klassementsrytterne skal stadig være opmærksomme på en lang og formentlig varm dag, men meget tyder på, at etapen mere vil mærke feltet inden den afgørende tredje uge, mens en lykkeridder formentlig vil løbe med sejren.

 

Med en distance på 197,5 km er der tale om endnu en relativt lang etape, der fører feltet fra Navalmoral de la Mata til El Barraco, der ligger umiddelbart syd for den kendte cykelby Avila i den madrilenske bjerge. Startbyen ligger dog i fladlandet vest for Madrid, og derfor er det helt fladt, når man fra begyndelsen snor sig mod først nord, siden øst og så igen nord frem til Madrigal de la Vera, der nås efter 39,2 km. Her drejer man mod nordøst for at følge en lang og lige vej, der først er flad og siden let stigende, inden den slutter med en lidt teknisk nedkørsel, som efter 68,7 km leder ned til byen Arenas de San Pedro lige syd for bjergene.

 

Her tager etapen fat, når man drejer mod nord for at passere kategori 1-stigningen Puerto de la Centenera (15,1 km, 5,5%), der kommer i top dele. De første 7.8 km er lette med 3-5%, men derefter stiger den ganske jævnt med 6-8% hele vejen frem til toppen, som nås efter 85,1 km. Herfra får det via en periodevist teknisk nedkørsel mod nordøst, nord, syd og igen nordøst direkte ned til bunden af kategori 2-stigningen Puerto de Pedro Bernardo (9,0 km, 4,2%), der bestiges fra nordvest. Der er tale om en lidt ujævn stigning, der byder på i alt 5 km med 5-6%, men derudover blot stiger med 3-4%.

 

Toppen rundes efter 114,0 km, hvorefter en i starten enkel, men mod slutningen teknisk nedkørsel leder mod nordøst og sydøst tilbage til dalen. Her følger man kortvarigt en flad dalvej mod nordøst, inden man drejer mod nord for at passere dagens hovedudfordring, kategori 1-stigningen Puerto de Mijares (20,4 km, 5,4%), der er en lang og uhyre jævn stigning med 5-6% stort set hele vejen op til toppen.

 

Den rundes efter 159,1 km, hvorfra der resterer 38,4 km. De indledes med en relativt teknisk nedkørsel, der leder mod nord og nordøst ned til byen Burgohondo, hvor dagens spurt kommer efter 175,2 km. Her følger man igen en kun let faldende dalvej mod øst og nordøst, inden man fortsætter mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Alto de San Juan de la Nava (8,6 km, 3,8%), der er en todelt stigning med en let start og siden 4,9 helt jævne kilometer med 5,5% i snit. Toppen rundes med 5,4 km igen i forbindelse med en bonusspurt, hvorefter man kører mod nordøst og øst ad en ganske let faldende og lige vej ind til målbyen, hvor man drejer skarpt med hhv. 760 og 610 m igen, hvorefter der er to bløde sving med 345 og 270 m igen. De sidste 1500 m er helt flade.

 

Etapen byder på i alt 3860 højdemeter.

 

Højdemeterne er mange og stigningerne lange, men stejle procenter finder man kun sjældent i området omkring Avila. Det gør man heller ikke på denne etape, og da de lange bjerge endda er placeret langt fra mål, ligner det ikke en dag, der kan gøre væsentlige forskelle. Angreb i finalen kan aldrig udelukkes, men vi vil formentlig se våbenhvile mellem favoritterne på en lang etape, der næsten ikke kan undgå at blive vundet af et af de udbrud, som altid har så stor succes i Vueltaen.

 

El Barraco har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

Hviledag, mandag d. 30. august: Santander

 

LIVESTREAM HELE VUELTAEN FOR KUN 99,- KRONER

 

16. etape, tirsdag d. 31. august: Laredo - Santa Cruz de Bezana, 178,8 km

I år snydes sprinterne for chancen for at spurte i Madrid, og derfor er det kun passende, at de får en anden chance i løbets tredje uge. Den burde de kunne få allerede lige efter hviledagen, men de skal til gengæld sørge for at slå til, mens tid er. Efter denne tirsdag venter nemlig kun én meget usandsynlig mulighed på 19. etape, der ser meget vanskelig ud at kontrollere, og heller ikke denne 16. etape er på nogen måde en enkel sag. Etapen byder nemlig på mere end 2000 højdemeter i det småkuperede terræn ved den nordspanske kyst, herunder et ganske krævende indløb med en række små bakker, og dermed kan man langt fraudelukke, at et udbrud vil løbet med det hele, eller at flere sprintere må strække våben - og måske kan et sent angreb endda lykkes.

 

I alt skal der tilbagelægges 178,8 km, der fører feltet fra Laredo til Santa Cruz de Bezana, der er en forstad til Santader. Begge byer ligger langs den nordspanske kyst, og etapen består hovedsageligt af en tur ind i bakkerne syd for vandet. Fra start snor man sig dog mod sydvest, nord og nordvest ad den flade kystvej frem til byen Noja, der nås efter 20,0 km. Her drejer man mod syd for at køre ind i landet, men selvom det bliver en anelse mere kuperet, er der ingen væsentlige stigninger. Det ændrer sig dog i byen Solozano, hvor man rammer en bakke (2,5 km, 5,9%), som efter 47,0 km leder op til byen Riaño, inden en nedkørsel leder mod nord.

 

Nu rammer man igen en let kuperet vej, der leder mod nordvest frem til Entrambasaguas, som passeres efter 57,2 km. Her drejer man mod sydvest og senere vest, men det ændrer ikke på, at terrænet blot er småkuperet uden væsentlige bakker.  Det gør det heller ikke, at man kører mod sydvest og nord rundt om en naturpark, inden man rammer en lige og småkuperet vej, som fører først mod sydvest og siden syd, slutteligt langt floden Rio Pas.

 

Den forlader man efter 102,0 km, når man drejer mod vest for at passere kategori 3-stigningen Alto de Hijas (4,2 km, 6,5%), der er en ganske ujævn sag med to kilometer på ca. 9% samt to kilometer med ca. 5%, inden man efter 106,2 runder toppen. En let nedkørsel leder mod vest ned til floden Rio Besoyo, som følges via en flad vej mod nord, inden man drejer mod vest for at køre op ad den ikke-kategoriserede Alto de San Cipriano (5,1 km, 4,2%), der slutter med 2 km med 5-6%. Endnu en let nedkørsel leder nu mod vest, hvorefter det går mod nordøst af en småkuperet vej frem til byen Puente de San Miguel, der passeres efter 142,8 km. Her drejer man mod nord for at køre frem til dagens spurt, som kommer efter 147,4 km, inden det går mod øst frem til Requejada.

 

Herfra bliver vejen mere kuperet.  Med 20 km igen skal man over en bakke (1,0 km, 6,7%), og med 13 km igen venter der endnu en (800 m, 5,6%). Her har arrangørerne fundet på endnu en lille test. I stedet for at fortsætte ad hovedvejen drejer man mod nord og nordøst for at køre op ad en bakke (1,1 km, 5,7%), der har top bare 10 km fra stregen. En nedkørsel leder videre mod nordøst og syd, inden man fortsætter mod nordøst ind mod målbyen over de sidste 4 km. Finalen byder på sving med 4000 m og 3000 m igen, inden man drejer i en kraftig kurve lige inden den røde flamme og slutteligt i et blødt sving med 675 m igen. Det stiger over en km med knap 5% frem til en top med 4,6 km igen, hvorefter det er fladt og let faldende, inden de sidste 2 km er flade.

 

Etapen byder på i alt 2275 højdemeter.

 

Etapen er slet ikke så enkel, som den kan se ud til, for den nordspanske kyst skal aldrig undervurderes. Der er flere bakker end som så, og derfor kan det godt blive en opgave for sprinterholdene at holde styr på tingene i den tredje uge, hvor udbrud altid er farlige. Man må dog formode, at de satser stort på den måske bedste tilbageværende chance for en massespurt, og så må de håbe, at de mange bakker ikke bliver så hårde, at det alligevel ender med, at de tungeste folk falder fra, eller at et sent angreb kan lykkes.

 

Santa Cruz de Bezana har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 


 

 

 

17. etape, onsdag d. 1. september: Unquera - Lagos de Covadonga, 185,8 km

Både Touren og Giroen er kendt for deres mange legendariske bjerge, der altid nyder stor prestige og har spillet en væsentlig rolle i cykelhistorien. Vueltaen har - blandt andet i kraft af den kortere historie - slet ikke samme mytiske tinder, men skal man pege på ét bjerg, der kan karakteriseres som Vueltaens mest ikoniske stigning, må de være den svære opkørsel til Lagos de Covadonga i den nordlige Atsurien-provins Efter Marino Lejarreta vandt ved første besøg i 1983, udviklede bjerget sig til lidt af en klassiker, der i 80erne og 90erne var på programmet næsten hvert eneste år, og selvom bjerget i dag ikke besøges med samme hyppighed, er det stadig her, de fleste bjergryttere drømmer om at vinde. Det får de chancen for igen i år, når bjerget efter to års fravær vender tilbage som rammen om det første af de to helt afgørende slag i de asturiske bjerge, og det sker endda i et nyt og mere brutalt format, hvor man forinden hele to gange skal over den helt nye og meget stejle La Collada Llomena, der vil give et meget mere mærket felt end målbjerget, end vi har været vant til at se det ved tidligere besøg.

 

I alt skal der tilbagelægges 185,8 km, der fører feltet fra Unquera til Lagos de Covadonga. Startbyen ligger helt ude ved den asturiske kyst, men selvom man kører direkte ind i de asturiske bjerge, er arrangørerne nådige. I starten går det nemlig mod sydvest og nordvest ad en let stigende dalvej, inden man dog fortsætter mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Puerto de Ortiguero (5,3 km, 4,7%), der slutter med knap 2,5 km med 6-7%. Toppen rundes efter 37,3 km, hvorefter en kort og let nedkørsel leder mod nordvest, inden det får mod vest ad en let faldende dalvej, som fører frem til Cangas de Onis efter 59,0 km.

 

Byen er kendt som udgangspunktet for Lagos de Covadonga-stigningen, men denne gang kører man ikke op ad målbjerget. I stedet kører man mod syd ad en let stigende dalvej frem til en 41,7 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges to gange. Den indledes med, at man kører mod sydøst ad samme let stigende dalvej, inden man drejer mod sydvest for at passere den nye kategori 1-stigning Collada Llomena (7,6 km, 9,3%), der er en stejl og ganske jævn stigning med 8-10% hele vejen op til toppen, som rundes efter hhv. 87,9 og 129,6 km - sidste gang altså med 56,2 km igen, hvor der er placeret en bonusspurt. Herfra går det via en ganske teknisk nedkørsel mod sydvest og nordvest ned til floden Rio Ponga, som nu følges via en let faldende vej mod nordvest, nord og nordøst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Nu følger man samme vej som tidligere - bare i modsat retning - og det falder derfor ganske let, mens man kører mod nord tilbage til Cangas de Onis, hvor dagens spurt kommer efter 163,5 km. Her drejer man mod øst for at køre et kort stykke ad en let stigende dalvej, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad Lagos de Covadonga (12,5 km, 6,9%), der er uden for kategori. Man skal ikke lade sig snyde af dataene. De første 8 km stiger nemlig hovedsageligt med 9-12%, hvor særligt den 7. og 8. km med stigningsprocenter over 11 er svære. Herefter bliver det lettere med en blanding af flade stykker, korte nedkørsler og stejle ramper på helt op til 20%. Det højeste punkt nås med godt 1 km igen, og derefter falder det ned til en kort 500 m lang rampe, der stiger med 4-5%. Vejen snor sig uden mange skarpe sving, men der skal dog drejes relativt skarpt med ca. 1100 og 200 m til mål.

 

Etapen byder på i alt 4437 højdemeter.

 

Lagos de Covadonga er bjerget, de fleste drømmer om at vinde på, og historien viser, at det ofte er rammen om et af de vigtigste bjergslag. I år betyder inklusionen af den nye og meget svære Llomena-stigning endda, at etapen er endnu vanskeligere end tidligere, og med sine næsten 5000 højdemeter bliver den et nøglepunkt i kampen om den samlede sejr. Historien viser dog også, at udbrud vinder overraskende ofte på det ikoniske bjerg, og med kongeetapen ventende bare 24 timer senere er det bestemt ikke umuligt, at der skal spares så meget på kræfterne, at en lykkeridder igen kommer til fadet.

 

Lagos De Covadonga er som sagt en klassiker, der senest blev besøgt i 2018, hvor en flyvende Thibaut Pinot udnyttede et tidligt tidstab i sidevinden og den deraf følgende frihed til at køre hjem til en solosejr med 28 sekunder ned til Miguel Angel Lopez og 30 sekunder ned til den førende Simon Yates.

 

I 2016 fik Nairo Quintana med et storslået soloridt et stort skub frem mod den samlede sejr, selvom Chris Froome med et vildt comeback i den grad formåede at redde en dag, der lignede en katastrofe for briten. I 2014 snød Przemyslaw Niemiec som eneste overlevende udbryder akkurat Alejandro Valverde for en etapesejr på en dag, hvor samme Froome igen havde lignet en mand i stor krise hele vejen op. I 2012 var Antonio Piedra klart bedste mand i et udbrud på en etape, hvor de tre hovedkombattanter, Joaquim Rodriguez, Alberto Contador og Valverde, sluttede i samme tid. I 2010 sejrede Carlos Barredo fra et udbrud, mens Vincenzo Nibali i førertrøjen tabte tid til Ezequiel Mosquera længere nede ad bjerget. I 2007 kørte Vladimir Efinkin sig i førertrøjen ved at vinde fra et udbrud på den første bjergetape, mens Eladio Jimenez var stærkest i 2005. I 2001 blev det til solosejr til Juan Miguel Mercado foran den førende Oscar Sevilla, og året forinden vandt Andrei Zintchenko ved det første møde med bjerget i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

 

 

 

FIND ALT OM VUELTAEN PÅ FELTET.DK/VUELTA

 

18. etape, torsdag d. 2. september: Salas - Alto d’El Gamoniteiru, 162,6 km

Vueltae-arrangørerne gør altid en dyd ud af at kunne præsentere en ny og spektakulær stigning til de fleste udgaver, og det gør sig i den grad også gældende i år, hvor de har fundet en sand perle midt i de asturiske bjerge, som også i år synes at skulle afgøre løbet. Faktisk skulle man slet ikke lede længe. Lige ved siden af Spaniens mest frygtede stigning, Angliru, ligger nemlig et andet bjerg med det mundrette navn Gamoniteiru, og selvom det ikke når samme vanskelighedsgrad og ekstreme som sin frygtede storesøster, er det rigeligt svært til at sætte scenen for et uhyre spektakulært slag i kampen om den samlede sejr. Forinden skal rytterne endda over flere af Asturiens klassiske stigninger, og dermed bliver årets sidste bjergetape med næsten 5000 højdemeter over bare godt 160 km og en vild afslutning en på alle perfekt sidste chance for klatrerne til at vinde tid inden den afgørende enkeltstart.

 

Med en distance på 162,6 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Salas til toppen af Alto d’El Gamoniteiru. Startbyen ligger midt i de asturiske bjerge, men arrangørerne er fra start nådige, da man lægger ud med at køre mod syd og sydvest af en stigende dalvej, der over 44,1 km leder feltet frem til byen La Riera og undervejs bringer dem fra 53 m over havets overflade op i 498 m højde. Her indledes etapen for alvor, når man drejer mod sydøst for at passere kategori 1-stigningen Puerto de San Lorenzo (9,9 km, 8,6%), der er en modbydeligt svær stigning, der kommer i top hug - først 3 km med 10-11% siden et kun let stigende 2 km langt plateau og slutteligt 5 km, der næsten konstant stiger med 9-12%.

 

Toppen rundes efter 54,1 km og efterfølges af en ikke alt for svær nedkørsel, der leder mod nordøst tilbage til dalen, hvor man kører ad en let stigende dalvej mod sydøst fem til Barzana, hvor dagens spurt kommer efter 84,8 km. Her drejer man med det samme mod øst for at passere endnu en af Asturiens klassikere, nemlig kategori 1-stigningen Puerto de la Cobertoria (7,9 km, 8,6%), der kun har en relativt let første kilometer, men derefter stiger relativt jævnt med 8-9% hele vejen, endda afbrudt af en kilometer med 11,5%.

 

Toppen rundes efter 94,4 km og ligger faktisk halvvejs oppe af målbjerget, men i stedet for at køre hele vejen op til toppen, efterfølges den af en nemmere fase. Nu kører man nemlig mod nord og øst ned ad målbjergets første del via en nedkørsel, der er snoet, men ikke alt for svær. Den fører frem til byen La Pola, der nås efter 104,4 km, og hvor man rammer en 42,4 km lang rundstrækning, der skal køres én gang.

 

Den indledes med, at man kører mod nordøst og nord ad en let faldende dalvej frem til byen Mieres del Carmin, hvor man drejer mod nordvest, fortsat via en let faldende vej. I det nordligste punkt drejer man mod syd, hvorefter det i stedet begynder at stige ganske let frem til byen La Ara, hvor man kunne dreje mod vest for at køre op ad Angliru. Det gør man imidlertid ikke. I stedet kører man mod nord og nordøst op ad kategori 2-stigningen Alto del Cordal (12,2 km, 3,8%) - den stigning, der altid kommer lige inden Angliru, hvor den dog bestiges fra den modsatte og meget sværere side - der starter meget let, men slutter med 8,3 meget jævne kilometer med 5,8% i snit. Toppen rundes med 21,5 km igen i forbindelse med en bonusspurt, hvorefter en undervejs ret teknisk nedkørsel leder mod syd og sydøst ned til dalen, hvor man kortvarigt kører mod syd ad den flade dalvej ind gennem La Pola, hvor rundstrækningen afsluttes.

 

Nu tager helvede fat, når man drejer mod vest for at køre op ad Alto d’El Gamoniteiru (14,6 km, 9,8%), der er uden for kategori og altså indledes med, at man kører op ad nedkørslen fra Cobertoria, inden man drejer mod nordvest for at køre hele vejen op til toppen i 1772 m højde. Der er tale om en brutal sag, der efter to kilometer med 6-8% stiger stabilt med 11-12% over de følgende fem kilometer. Herefter flader den lidt ud med 5-8% over tre kilometer, inden den atter tager fat med 3 km med 9-10%, inden den svære afslutning, hvor de sidste knap 2 km stiger med 12-14%, den sidste med 13,5%. Stigningen følger en snoet vej frem mod det omtalte sving, og derefter er det en relativt lige og uendelig vej, der leder frem til et skarpt sving bare 90 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 4858 højdemeter over den korte distance.

 

Det er ikke mærkeligt, at arrangørerne har svært ved at skjule deres begejstring over denne ”opfindelse”. Gamoniteiru kan godt kaldes en lillesøster til det nærliggende Angliru, for selvom det slet ikke har de samme meget stejle procenter, er der stadig tale om modbydelige procenter over en meget lang strækning. Forinden skal rytterne endda over to af de klassiske og meget svære asturiske bjerge, nemlig San Lorenzo og Cobertoria, og selvom de kun kan bruges til at mærke benene, vil det alt sammen bidrage til at gøre etapen brutal. Formentlig er det en etape, alle gerne vil vinde, og da det samtidig er den sidste bjergetape i løbet, taler meget for, at der kan skabes samling til et sidste og det allervigtigste bjergslag, hvor de rene klatrere vil trives og have en perfekt chance for at vinde tid inden enkeltstarten.

 

Alto d’El Gamoniteiru har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

FIND ALT OM VUELTAEN PÅ FELTET.DK/VUELTA

 

19. etape, fredag d. 3. september: Tapia - Monforte de Lemos, 191,2 km

Efter to dage i de asturiske bjerge ankommer feltet på den sidste fredag til Galicien, hvor den store finale skal finde sted, og hvor det er betydeligt fladere. Det kan ses af den ganske lette finale på 19. etape, men desværre for sprinterne starter etapen midt i de asturiske bjerge med en dobbeltstigning på i alt næsten 20 km. Resultatet af en meget kuperet første halvdel er en etape med hele 3500 højdemeter, og selvom den sidste halvdel er ganske flad, ligner det en næsten umulig opgave for de hurtige folk på dette sene tidspunkt i løbet at få deres sidste chance for en spurt. I stedet taler meget for, at udbryderne kan se frem til en herlig afslutning på løbet, hvor den første af to afsluttende muligheder kommer på denne lange rejse fra Asturien til Galicien.

 

I alt skal der tilbagelægges 191,2 km, der fører feltet fra Tapia til Monforte de Lemos. Startbyen ligger helt ude ved den asturiske nordkyst lige nord for bjergene, og derfor er det kun kortvarigt, at terrænet er let, når man ad en flad vej kører mod syd lange en fjord frem til byen Vegadeo, der nås efter 10,7 km. I udkanten af byen kører man nemlig videre mod syd op ad kategori 3-stigningen Alto de Sela de Entorcisa (9,9 km, 3,9%), der stiger med 4-6% det meste af vejen, men også har fladere stykker og endda en lille nedkørsel. Toppen rundes efter 21,9 km, men efterfølges kun af en ganske kort og let nedkørsel, der leder mod syd, inden man kører mod øst og syd videre op ad kategori 2-stigningen Alto de la Garganta (10,3 km, 5,6%), der kan deles i to dele, nemlig først 5 km med 6-7% og siden 5,3 km med hovedsageligt 4-5%.

 

Toppen rundes efter 34,5 km, hvorefter det endelig bliver lidt lettere, når man følger en helt enkel nedkørsel videre mod syd, men hurtigt tager etapen fat igen, når man kører direkte mod syd og sydvest op ad kategori 2-stigningen Alto de Barbeitos (11,8 km, 3,8%), der i bunden stiger med 6-7% over 4 km, men derefter er en meget let opkørsel med næsten helt flade stykker og små nedkørsler, inden toppen runder efter 60,9 hårde kilometer.

 

Nu er den vanskeligste del imidlertid overstået. På toppen rammer man et let kuperet plateau, der følges mod sydvest ad en meget snoet vej. Undervejs kommer der en lidt længere nedkørsel efterfulgt af en længere opkørsel, inden det falder - dog afbrudt af en lille bakke - mod sydvest og nordvest til byen Castroverde, som passeres efter 104,0 km.

 

Nu er man ude af det kuperede terræn. Herefter bliver det betydeligt fladere, når man kører mod vest ad en relativt lige vej frem til den store by Lugo, hvor man når helt ind i centrum efter 123,0 km. Her drejer man mod sydøst for at følge en helt lige og kun ganske let kuperet vej, som leder frem til byen Sarria, der nås efter 154,6 km. Herfra fortsætter man mod syd op ad en bakke (1,8 km, 6,3%), der leder op til et plateau, hvor dagens spurt kommer i Oural efter 163,6 km, hvorefter den lige vej fortsætter mod syd ad en lille nedkørsel. Derefter falder det bare ganske let mod syd ad den stadig helt lige vej ind til målbyen, hvor de sidste 5 km er flade, hvor man med 3800 m og 2200 m igen drejer to gange i træk i to rundkørsler, hvorefter en lige og flad vej leder frem til to sene sving med bare 700 og 300 m igen.

 

Etapen byder på i alt 3513 højdemeter.

 

Hvis ikke det havde været for etapens første halvdel, havde dette været en stensikker sprinteretape, men med så vanskelig en start og med to bjergetaper i benene i den tredje uge virker det stærkt usandsynligt, at sprinterholdene kan holde det samlet. Der er lagt op til angrebsfest fra start, hvor stigningerne taler for, at udbruddet bliver stort og stærkt, og derefter venter formentlig en halv hviledag for feltet, mens lykkeridderne kan køre om sejren. Det kan til gengæld godt blive lidt af et lotteri med så let og flad en finale, hvor held og timing meget vel kan blive afgørende blandt det fåtal, der er så stærke, at de har været i stand til at køre væk i den svære indledning.

 

Monforte de Lemos har kun én gang tidligere i de sidste 25 år været mål for et stort cykelløb. Det var i 1999 i Vuelta a Galicia, hvor Jeroen Blijlevens tog en spurtsejr foran Angel Edo og Mirko Gualdi.

 

 

 

 

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN - PRÆMIER TIL TOP 75!

 

20. etape, lørdag d. 4. september: Sanxenxo - Mos. Castro de Herville, 202,2 km

I de senere år har det været helt fast kutyme, at Vueltaen har budt på en stor bjergetape på næstsidste dag, men sådan bliver det ikke i år. Beslutningen om at slutte med en weekend i Galicien, der er uden store bjerge, har gjort det til en umulighed, men det betyder ikke, at næstsidste etape er let. Arrangørerne har dyrket det uvejsomme terræn, regionen kan byde på, med en etape med i alt fem stigninger og næsten 4200 højdemeter, og da der er mål på toppen af en kategori 2-stigning, der har en stejl passage undervejs, er det ganske sandsynligt, at klatrerne vil forsøge en sidste gang at vinde tid inden enkeltstarten. Det ligner dog en svær opgave, og mens et udbrud efter al sandsynlighed skal have endnu en chance for at køre om sejren, ligner det for klassementsrytterne mere en sidste chance for at tabe løbet end en mulighed for at sikre sig mere tid inden søndagens altafgørende finale.

 

Med en distance på 202,2 km er der tale om endnu en ganske lang etape, der fører feltet fra Sanxenxo til Mos. Castro de Herville. Startbyen er en galicisk kystby, og starten er ganske let, når man følger den relativt flade kystvej mod nordøst og øst frem til den store by Pontevedra, der nås efter 15,4 km. Her drejer man mod sydøst for at skære ind i landet via en ikke-kategoriseret stigning (5,8 km 4,6%), som efter 25 km leder op til et meget kuperet plateau, der følges mod sydøst, syd og sydvest.

 

Det indebærer, at man skal over flere mindre bakker efter hhv. 37 km (5,5 km, 3,7%), 43 km (1,5 km, 5,8%), 49 km (2,0 km, 6,0%) og 58 km (2,3 km, 4,2%), inden en lang og let nedkørsel leder mod sydøst og syd ned til byen Mos, der nås efter 67,5 km. Nu bliver det korvarigt lidt lettere. Man kører nemlig igennem relativt fladt terræn mod vest og syd ned til byen O Porriño, der nås efter 75,1 km

 

Her tager etapen for alvor fat, når man kører en omgang på en 65,4 km lang rundstrækning i det kuperede område syd for byen. Fra start er det dog fortsat fladt, når man fortsætter mod syd og sydvest ned langs floden, men efter 105,0 km forlade man dalen for at køre mod vest op ad kategori 3-stigningen Alto de Vilachán (6,5 km, 5,4%), der stiger med 6-7% hele vejen, men afbrydes af et fladt plateau midtvejs. Toppen rundes efter 111,7 km, hvorefter en relativt enkel nedkørsel leder mod sydøst og syd, inden det med det samme går mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Alto de Mabia (6,0 km, 5,7%), der starter relativt let, men over de sidste 4,4 km stiger med 7,4%, herunder med 1 km med næsten 10%. Toppen kommer efter 126,9 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod nordøst ned til vandet.

 

Her bliver der ganske få kilometer at komme sig på, mens man kører mod nord op langs kysten, men hurtigt kører man mod øst og nord op ad dagens hovedmenu, kategori 1-stigningen Alto de Mougás (9,8 km, 6,4%), hvis data snyder. De første 6 km stiger nemlig ganske jævnt med 7-9%, hvorefter der følger et plateau, inden den stiger med 5-6% over de sidste 2 km frem mod toppen, som kommer efter 146,1 km. Nu leder en ikke alt for teknisk nedkørsel mod vest og nord tilbage til kysten, hvor dagens sppurt kommer efter 157,5 km.

 

Efter spurten kører man kortvarigt mod øst hen langs vandet, men derefter tager etapen fat igen, når man forsætter mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Alto de Prado (5,5 km, 6,3%), der stiger med 6-9% afbrudt af to lettere kilometer undervejs. Toppen kommer efter 176,9 km, hvor der også er placeret en bonusspurt, hvorefter en ganske teknisk nedkørsel, der afbrydes af en bakke (1,8 km, 5,9%) midtvejs, leder mod nordøst tilbage til O Porriño, hvor rundstrækningen afsluttes

 

Etapen afsluttes imidlertid ikke her, men på den nærliggende kategori 2-stigning Alto Castro Herville (9,7 km, 4,8%). Således kører man fra centrum mod nordvest ud til bunden af stigningen, hvorfra det går mod nordvest og sydvest op til toppen. Der er tale om en meget ujævn stigning, som indledes let med 3 km med 4-6%, hvorefter der følger ca. 1500 m med 10-16%. Herefter venter imidlertid en lille nedkørsel, hvorefter den tager fat med 500 m med 7,3% for siden at stige med 3-5% over de sidste ca. 3 km, idet den dog tager fat med 9,5% over de sidste 100 m, så den gennemsnitlige stigningsprocent over den sidste kilometer er 5,2. Stigningen følger en relativt lige vej, der kun bugter sig let, men der er skarpe sving med 2900 m, 1900 m og 1300 m igen, inden vejen buer til højre lige inden stregen.

 

Etapen byder på i alt 4199 højdemeter.

 

Med 4200 højdemeter over mere end 200 km er der tale om en ordentlig mundfuld, men der mangler de helt svære stigninger til at gøre forskellen. Efter så lang og svær en dag kan man bestemt ikke udelukke, at den stejle del på målbjerget alligevel kan bruges, men det er i høj grad status i klassementet, der bestemmer, hvor aggressivt etapen bliver kørt, da der kan være mere ide i at spare kræfter til den afgørende enkeltstart, hvor tidsforskellene må ventes at blive større. Uanset hvad burde et udbrud have en fremragende chance for at gøre det færdigt på en dag, der kan blive ganske krævende at kontroller - medmindre da en af klatrerne er desperat efter at gå efter en etapesejr, der måtte mangle

 

Mos. Castro de Herville har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

FIND ALT OM VUELTAEN PÅ FELTET.DK/VUELTA

 

21. etape, søndag d. 5. september: Padrón - Santiago de Compostela, 33,8 km enkeltstart

Mens Giro d’Italia har skiftet målby ved flere lejligheder og har varieret mellem sprinteretaper og enkeltstarter på sidstedagen, har Tour de France og Vuelta a Espana været langt mere konservative. Siden 1990 er det franske løb altid sluttet med en flad linjeløbsetape til Paris, hvor Champs-Elysees er rammen om årets vigtigste massespurt. Vuelta-arrangørerne har eksperimenteret lidt mere, men i de senere år har de næsten hver gang haft en flad sprinteretape i Madrid som afslutning. Kun i 2014 afveg man fra traditionen i forbindelse med fejringen af 800-året for Frans af Assisis ankomst til Santiago de Compostela henlagde afslutningen til den galiciske by, hvor der blev afviklet en kort, meget våd enkeltstart, men inden da havde man ikke haft en afsluttende enkeltstart sinde 2002 og en afslutning uden for Madrid siden 1993.

 

I år brydes traditionen imidlertid igen. Ligesom i 2014 er afslutningen henlagt til Galicien, og ligesom det var tilfældet dengang, sker det i form af en enkeltstart med mål i Santiago de Compostela. Modsat sidste gang, hvor der var tale om en kort og flad byrute, er der denne gang tale om en ”rigtig” enkeltstart, der med en længde på 33,8 er designet til at kunne skabe så store forskelle, at alt kan vendes på hovedet til allersidst, og som bruger samme rute som i 1993. Det bliver til gengæld også temporytternes eneste reelle chance for at drage fordel af deres evner i kampen mod uret, og klatrerne kan endda glæde sig over, at det ikke bare er en flad sag, men tværtimod en rute med mere end 600 højdemeter. Dermed er scenen sat for en muligvis dramatisk finale, som vi senest så det i 2002, hvor førertrøjen også skiftede ejermand på en enkeltstart på sidste dag.

 

I alt skal der tilbagelægges 33,8 km, der fører feltet fra Padrón til Santiago de Compostela. Fra start går det mod nordvest ud af byen ad en småsnoet vej. Indledningsvist er det relativt fladt med to mindre bakker undervejs, men efter 7 km begynder det langsomt at stige let, idet det bliver stejlere og stejler undervejs og kulminerer med 1,7 km med 7,5%. Toppen kommer efter 13,0 km, hvor første mellemtid tages, og derefter kører man videre ad et småkuperet plateau frem til, byen Urdilde, der nås efter 14,5 km.

 

Her drejer man mod nordøst for nu at følge en relativt let og let faldende vej, der leder ned til byen Bertamiráns, som nås efter 23,0 km. Her kører man tværs gennem centrum for at forsætte mod nordøst op ad en bakke (1,7 km, 5,5%), på hvis top den anden mellemtid tages efter 24,8 km. Derefter bliver det helt fladt, mens man fortsætter mod nordøst, inden man drejer mod øst for at køre ad en relativt lige vej, der stiger ganske let. I udkanten af målbyen drejer man igen mod nordøst for at køre ind mod centrum ad en stadig let stigende og relativt lige vej uden skarpe sving, men med flere bløde kurve. Det ændrer sig først til sidst, hvor man drejer fire gange i rap med hhv. 600, 400, 300 og 200 igen, idet det fortsætter med at stige - den sidste kilometer med 2,0% i snit.

 

Etapen byder på i alt 636 højdemeter.

 

Som løbets eneste længere enkeltstart er det tempospecialisternes store chance, men på klassisk Vuelta-maner er det ikke en enkel sag. Ruten synes ikke voldsomt teknisk, men den er ganske kuperet, og minder i klatreomfang meget om det, vi så ved OL i Tokyo. Det vil gøre det muligt for klatrerne at begrænse tabet, men da der mest af alt er tale om lette opkørsler, der kun to gange antager en lidt stejlere karakter, er det stadig terræn, hvor klatrestærke tempospecialister har en klar fordel. Mon ikke et vist slovensk monster har en drøm om at krone et Vuelta-hattrick med en etapesejr på en rute, der minder om den, der gav OL-guld for få uger siden?

 

Santiago de Compostela er blevet besøgt af løbet to gange i dette årtusinde. Det skete senest ved den regnvåde sidste enkeltstart i 2014, hvor kun de først startende kørte i tørvejr, og hvor Adriano Malori vandt foran Jesse Sergent og Rohan Dennis. Tidligere var det i 2007, hvor Oscar Freire vandt 2. etapes massespurt foran Paolo Bettini og Leonardo Duque. Vuelta a Castilla y Leon var sjovt nok forbi i 2010, hvor Sergio Riberio vandt en spurt foran Jose Alberto Benitez og Angel Vicioso. Derudover var det lokale Vuelta a Galicia forbi i 2000, hvor Andrey Teteriuk tog en solosejr. Det lille Volta da Ascension bestod i 2008 af tre etaper med start og mål i byen, og det gav sejre til Jonas Ljungblad, Pablo de Pedro Garcia og Jose Antonio Baños Ballester.

 

 

 

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN - PRÆMIER TIL TOP 75!

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Chongming Island(2.WWT) 14/10-16/10

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 14/10-19/10

Boucles de l'Aulne - Châ...(1.1) 17/10

Chrono des Nations(1.1) 17/10

Chrono des Nations(1.1) 17/10

Giro di Sardegna(2.1) 12/10-16/10

Tour of Peninsular(2.1) 13/10-17/10

Boucles de l'Aulne - Châ...(1.1) 17/10

Chrono des Nations(1.1) 17/10

Chrono des Nations(1.1) 17/10

Saudi Tour(2.1) 19/10-23/10

Women's WorldTour Ronde v...(1.WWT) 23/10

Ronde van Drenthe(1.1) 24/10

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger