Vuelta a Espana: Vinderkandidaterne (***)

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

2019 var en kedelig undtagelse, men det var netop det: en undtagelse. Efter at løbet i 2020 endte som en af coronakrisens vindere og bestemt ikke stod ringere på den specielle kalender, og i 2021 kunne byde på en med spænding imødeset duel mellem Primoz Roglic og Egan Bernal, har løbsdirektør Javier Guillen bestemt heller ingen grund til at brokke sig denne gang. Ganske vist indløb der alligevel et afbud fra Tadej Pogacar, selvom sloveneren oprindeligt havde barslet med planen om for første gang at køre to grand tours, men Guillen kan stadig præsentere så bredt et favoritfelt, at det kan være svært at skære det ned til de 15 navne, som disse optakter rummer.

Det største navn er selvfølgelig Roglic, der kan skrive historie ved at vinde løbet for fjerde år i træk, men han får kam til sit hår. Igen i år skal han nemlig slå den regerende Giro-vinder, Jai Hindley, og faktisk skal han besejre hele Giro-podiet, da også Richard Carapaz og Mikel Landa er til start. Tidligere grand tour-vindere er der også mange af, når han skal op imod Simon Yates, Tao Geoghegan Hart, Nairo Quintana, Vincenzo Nibali, Chris Froome og Alejandro Valverde, og Enric Mas, Miguel Angel Lopez, Hugh Carthy, Esteban Chaves og Jack Haig har alle været på podiet i Vueltaen.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Dertil skal lægges Joao Almeida, Ben O’Connor, Wilco Kelderman, Emanuel Buchmann, Gino Mäder og Domenico Pozzovivo, der alle har været i top 5 i grand tours, mens Pavel Sivakov, Fausto Masnada, Jan Hirt, Louis Meintjes, Marc Soler, Wout Poels, David de la Cruz, Bob Jungels, Luis Leon Sanchez, Julian Alaphilippe, Juan Pedro Lopez og Hermann Pernsteiner eller komme til løbet med tidligere top 10-placeringer i de lange etapeløb. Lægger man dertil, at løbet byder på nogle af sportens mest spændende talenter i form af Remco Evenepoel, Carlos Rodriguez, Sergio Higuita, Juan Ayuso, Brandon McNulty og Thymen Arensman, hvis evner over tre uger stadig er relativt ukendte, står det klart, at Guillen kun kan være svært tilfreds med de ryttere, der over de kommende tre uger skal slås om den samlede sejr i årets sidste grand tour.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

Enric Mas (***)

Enhver grand tour byder naturligvis på skuffende præstationer, men nogle er mere ventede end andre. Vi kender alle feltets lottokuponer, der i det ene løb kan være flyvende og i det næste være helt bag om dansen. Til gengæld kender vi også de ryttere, man altid kan regne med. Det er eksempelvis ikke hverdagskost, at Tadej Pogacar eller Primoz Roglic ikke kører med om sejren i et løb, de har satset på, og i enhver klassiker kan man vel også nogenlunde regne med, at Wout van Aert spiller en fremtrædende rolle, hvis han er til start.

En anden af disse garantier er Enric Mas. Nej, i ugelange løb er han alt andet end en garanti, for her har han faktisk en ret kedelig historik. Her kommer hans store styrke, nemlig den enorme dieselmotor, som allerede i hans allerførste Vuelta i 2017 lignede hans helt store force, nemlig slet ikke til sin ret, og derfor gør man klogt i ikke at satse pensionsopsparingen på ham, hvis der kun skal køres i en uge.

Til gengæld er det anderledes i grand tours. Han blev syg i Touren i 2019, men ser man bort fra, at helbredet kan svigte, er han der altid. I 2017 kørte han ikke klassementet, men siden han i 2018 bragede ind på scenen med en fabelagtig 2. plads i Vueltaen, er han aldrig sluttet uden for top 6. I 2020 blev han nr. 5 i både Touren og Vueltaen, og i 2021, hvor han ellers havde en svær Tour og kun syntes at finde formen i den tredje uge, hvor han altid er bedst, var han stadig så god og stabil, at han blev nr. 6.

Sådan var det bare ikke i årets Tour. Det så ellers lovende ud på La Planche des Belles Filles, men derefter var det en helt anderledes tam Mas, end den vi kender. Han havde sin stjernestund på Alpe d’Huez, hvor han på en enkelt dag endelig lignede sig selv, men derudover var der ikke meget top 6-rytter over den spanier, vi oplevede, indtil en coronainfektion endda endte med at sende ham ud af et løb, hvor han faktisk lignede en mand, der var tæt på kollaps - et kollaps, der dog med nogen sandsynlighed kan have være forårsaget af den begyndende sygdom.

Det besynderlige var, at det kom ud af det blå. Sjældent har jeg følt mig så sikker på en rytter, som jeg gjorde med Mas forud for årets Tour - i hvert fald hvis han undgik problemer i en første uge, hvor han så meget sårbar ud. Siden den lidt halvskuffende Tour i 2021 har han nemlig nået helt nye højder. Ser man bort fra de få sekunder, han smed i de eksplosive finaler og hans forudsigelige nederlag på den første enkeltstart, kørte han i den efterfølgende Vuelta helt lige op med Roglic over de første to uger. Desværre betød et grimt styrt på en sprinteretape i den tredje uge, at han var markant svækket til de to vigtigste bjergetaper, og selvom han alligevel endte som nr. 2, sad man med en ærgerlig fornemmelse af, at vi aldrig fik at se, hvad han virkelig kunne.

Heldigvis var det ikke bare en enkelt periode med særlig god form. Det har vi set i et 2022, hvor han har været helt anderledes, end han plejer. Mas har altid været en langsom starter, og derfor har hans resultater i ugelange løb og foråret altid været temmelig pauvre, men sådan har det slet ikke været i år. Allerede i Valencia i begyndelsen af februar var han en af de allerbedste, og i både Tirreno og Baskerlandet leverede hans så overbevisende et indtryk, at han måske endda kunne have vundet sidstnævnte løb. Også hans Dauphiné kom uhyre lovende fra start, da han kørte sin absolut bedste enkeltstart i mange år og sad limet til baghjulet på Roglic, da denne angreb på den tidlige puncheuretape.

Desværre blev alle tre løb ødelagt af samme årsag, nemlig styrt. I Tirreno og Baskerlandet var det på nedkørsler på kongeetapen, og i Dauphiné var det på en ellers uskyldig og ganske let etape. Derfor er vi i den ret paradoksale situation, at Mas resultatmæssigt har haft endnu et pauvert forår, men sandheden er, at han har set langt, langt stærkere ud, end han nogensinde tidligere har gjort på en årstid og i løb, hvor han aldrig har været noget vidunder.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det var i det lys, at det var så besynderligt, at hans Tour var så skuffende, men heldigvis nåede Alpe d’Huez at minde os om, at klassen stadig er der. Der er heldigvis heller ikke nogen grund til at male Fanden på væggen, for sidste års Tour var jo også under hans niveau. Bare få uger senere var han i Vueltaen bedre end nogensinde, og man kan håbe på og med nogen rette også forvente, at vi vil se et lignende mønster denne gang.

Mas er nemlig den ultimative dieselmotor. Hvis nogen skal køre bedre i den anden grand tour end i den første, må det være ham, og derfor var det ret logisk, at han kom så stærkt ud af Touren for et år siden. Vi så ikke helt samme mønster i 2020, men han var sammen med Roglic stadig den eneste, der i den uhyre sammenpressede kalender kunne køre i top 5 i to grand tours, der nærmest kom oveni hinanden. Man kan altså med nogen ret forvente, at vi vil se samme boost i år, og hvis effekten er lige så kraftig i en sæson, hvor han i sit forår har været bedre end nogensinde, må der være noget godt i vente.

Til gengæld er det ikke den ideelle rute for ham. Den tredje uge er let, og det er som bekendt her, han plejer at være stærkest. Heldigvis var det ikke et problem sidste år, hvor Touren havde varmet ham så grundigt op, at det allerede var i den første uge, at han var Roglics ligemand. Årets tyngdepunkt ligger også trods alt stadig i den næstsidste weekend og dermed sent i løbet, og selvom han havde ønsket sig nogle flere højdemeter på etaper, der har vanskelighederne koncentreret sent, er det nogle lange og svære målbjerge, der burde passe ham storartet. Vi så også sidste år, at han har forbedret sig voldsomt i de eksplosive finaler, og faktisk var det netop på den stejle mur Les Praeres, der er mål for 9. etape, at han i 2018 for første gang begyndte at vise nogle takter, der kunne gøre ham til en reel podiekandidat.

Holdet er også ganske fornuftigt. Movistar er ikke den gigant, de engang var, men det A-hold, der altid møder op til Vueltaen med, er stadig ganske kapabelt, ikke mindst når man ser på, hvordan Alejandro Valverde, Carlos Verona og nu også Antonio Pedrero har præsteret i år. I den potentielle sidevind er de mere sårbare, men af en eller anden grund synes Movistar altid er være sidevindsstærke i Vueltaen, måske fordi ingen hold til et bjergløb som dette er specielt sidevindsstærke.

Udfordringen er de to tidskørsler. Mas var tidligere så god en temporytter, at han faktisk blev nr. 4 på enkeltstarten i 2019, og han kørte også en god enkeltstart i 2020. Siden da har det til gengæld været nærmest katastrofalt med nogle gedigne tidstab til følge, men efter Dauphiné er der igen håb. Her kørte han en fremragende enkeltstart, indtil han gik ned efter sidste mellemtid, og da 10. etape er lang - det passer godt til hans motor - er der faktisk håb for, at han måske kan vise de evner, vi så i 2019. Der er dog så meget tons over det, at han vil få et nederlag, hvis størrelse man så må håbe, han kan begrænse. Det samme gør sig gældende på holdløbet, hvor Movistar ikke er skræmmende, men også på det punkt har de for vane at overpræstere i Vueltaen.

En anden sten i skoen er nedkørslerne. Mas er som sagt væltet flere gange i år, og som hans udbrud på Tourens 18. etape viste, er de blevet et kompleks for ham. Det er heldigvis også et kompleks, han åbent taler om, og man kan håbe, at lidt effektiv handling fra Movistar-mandskabets psykologer kan bringe ham tilbage på sporet. Nok bliver han aldrig nogen Paolo Savoldelli nedad, men i sine mangle grand tours har en nedkørsel trods alt endnu ikke kostet ham noget topresultat.

Kan han i bjergene så kompensere for de lussinger, han vil få andetsteds? Det virker ikke helt umuligt. Sidste år lignede Roglic i hvert fald ikke en mand, der kunne sætte ham til vægs, før et styrt sendte ham til tælling, og hvis han når samme niveau - og måske endda henter nogle ekstra procent, som hans gode forår kunne indikere - bør han ikke være langt fra sejren i dette felt. Hans styrt gjorde, at vi aldrig fik at se, om han vitterligt kunne have udfordret Roglic, men han lignede en mand, der måske kunne det. Nu har han igen fået sin første grand tour i benene, og hvis motoren er lige så varm, som den var det for et år siden, bliver det rigtigt godt. Desværre ved vi nu også, at sikkerhedsgarantien Mas nu også kan ende som en af de skuffelser, han ellers tidligere syntes at være vaccineret mod at være.

Joao Almeida (***)

Hvis man forud for sæsonen havde hævdet, at UAE ikke ville vinde en grand tour, var man nok blevet betegnet som lidt skør i bolden. Det var trods alt planen, at en vis Tadej Pogacar skulle køre både Tour og Vuelta, og med hele to skud i bøssen, skulle det vel være mærkeligt, om ikke han ramte rigtigt mindst én af gangene. Skulle der ske et eller andet med det slovenske fænomen, havde holdet jo endda et tredje skud i selvsamme bøsse, for det pengestærke mandskab havde jo åbnet for de arabiske millioner og sikret sig et ganske stærkt kort til Giroen i form af Joao Almeida.

Ved indgangen til årets sidste grand tour er der imidlertid ikke mange skøre bolde over dem, der måtte hævde, at det arabiske storhold ikke vinder et af årets tre længste cykelløb. Som bekendt ødelagde en thybo sheikernes drøm om at vinde Touren for tredje gang, og andet skud i bøssen forsvandt endda næsten i samme ombæring, da Pogacar hurtigt meldte ud, at planen var ændret, og at Vueltaen ikke længere indgik i hans planer - måske grundet træthed, men nok snarere ud fra et brændende ønske om at blive verdensmester i stedet. Plan C var heller ikke gået som håbet, da Almeida blev sendt hjem fra Giroen af den coronavirus, der i år synes at have set sig særligt sur på UAE-mandskabet, men allerede på det tidspunkt så det nu ud til, at det ”blot” ville blive til en 4. plads i et løb, hvor der var tre mand, der klatrede bedre end arabernes kaptajn.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Hvis grand tour-fiaskoen skal undgås - og det vil det vel være, hvis UAE vitterligt ender sæsonen uden en grand tour-sejr - hænger det hele altså nu igen på Almeida, men det er han næppe ked af. Vi husker alle, hvor rasende frustreret han var over at agere andenviolin for Remco Evenepoel i Giroen i 2021, selvom det nu var hans egen skyld, at han endte i den rolle, da han havde fået sig en gedigen lussing på den første bjergetape. I det lys er det svært at tro på, at han havde fundet sig specielt tilpas med en rolle som plan B i et løb, hvor hele rampelyset ville være rettet mod Pogacar.

Det problem skal han ikke slås med nu. Nok har holdet måske andre optioner i klassementet også, hvis de vælger at benytte sig af dem, men der er ingen tvivl om, hvem der er plan A. Det er der bestemt også en god grund til. Nok har Almeida ikke kørt mange grand tours, men han har allerede bevist, at det er noget, han synes skabt til.

Han synes nemlig at mestre den ædle restitutionskunst bedre end gennemsnittet. Bare i ugelange etapeløb synes han at blive bedre og bedre dag for dag - bare tag årets UAE Tour eller Vuelta a Burgos som et eksempel - men særligt i sine to første grand tours har Almeida haft en fabelagtig evne til at toppe til sidst. Det var naturligvis særligt udtalt sidste år, hvor der var en verden til forskel på førsteuges- og tredjeuges-Almeida, og hvor han bragede op ad det klassement, han var gledet ned ad, først grundet sig selv og siden grundet Evenepoel.

Til sidst kunne den seje portugiser nemlig blande sig med de allerbedste, når det blev alvor, og det havde han aldrig været tæt på tidligere. Her var han nemlig alt for begrænset i bjergene, der alene handlede om forsvar, men havde Dan Martin ikke kørt så fabelagtigt i sit udbrud på løbets 17. etape, havde Almeida taget sin første store sejr i det for ham svære terræn - noget, han aldrig tidligere havde været tæt på. To dage senere blev han nr. 2 bag Simon Yates, og også på løbets sidste bjergetape var han knivskarp som tredjebedste mand bag Egan Bernal og Daniel Martinez i den favoritgruppe, der jagtede Damiano Caruso og Romain Bardet. Måske var tendensen til fremgang ikke tydelig i dette års Giro, men han var i hvert fald pokkers stabil, bare på et niveau, der var lidt under de tre bedstes.

Netop sidstnævnte er også udfordringen for Almeida. I foråret var der tre mand, der klatrede bedre end ham, og spørgsmålet er, om der vil være det igen i år. Det er der en vis sandsynlighed for, men Almeida har noget at have sin optimisme i.

For et år siden havde det været hovedløst at regne portugiseren som vinderkandidat i et løb, der mere skal vindes i bjergene end på de enkeltstarter, der længe var hans eneste reelle våben, men over de tre dage i bjergene under sidste års Giro fik han bevist, at det er slut med at tale om begrænsninger i bjergene. Nu er Almeida blevet så moden, at han ikke blot er en temporytter, der kan forsvare sig hæderligt i bjergene. Nu klatrer han så godt, at han også kan vinde, når det går opad, som sidste års Giro beviste.

Den store sejr kom dog aldrig dengang, selvom Martins flotte ridt er den eneste årsag, men den kom heldigvis tidligere i år. Almeida havde ganske vist allerede i Giro dell’Emilia og Milano-Torino i efteråret og senere på kongeetape i årets Paris-Nice, hvor han ellers ikke var på toppen, vist, at han vitterligt er blevet en topklatrer, men det endegyldige bevis kom, da han vandt kongeetapen i Catalonien i Pyrenæernes iltfattige luft. Med et vanvidsridt, hvor han nærmest førte hele vejen op ad bjerget trods den hårde modvind, havde han stadig overskuddet til at sætte Sergio Higuita og Nairo Quintana til vægs i spurten og dermed tage sin første store triumf i bjergene efter en sand magtdemonstration, man kun fornemmede, hvis man vitterligt så etapen og var bekendt, hvor slem modvinden var. For en uges tid siden viste han det så igen, da han sejrede på sidste etape i Burgos.

Begge de to sejre var også endnu et bevis på, hvordan Almeida kører sine bjergetaper. Her fornægter hans tempoevner sig nemlig ikke, for han griber dem slet og ret an, som var de en enkeltstart. Almeida deltager stort set ikke i angreb, men kører bare sin egen enkeltstart fra bund til top, og det var præcis den evne, der gjorde ham så god til at forsvare sig, dengang han fortsat var begrænset i bjergene. Nu er han blevet så god, at han kan bruge samme strategi til ikke at begrænse sit tab, men til at slide rivalerne op fra spids. Det er ikke nogen dum tilgang til et løb, hvor målbjergene enten er lange eller har så stejle procenter, at det er altafgørende ikke at gå i rød zone for tidligt - akkurat som det var tilfældet, da han for en uge siden brugte taktikken til at sejre på den stejle Lagunas de Neila.

Samtidig er han stadig alsidig, men noget tyder på, at hans forbedringer i bjergene kan have kostet lidt andre steder. Den engang så sublime enkeltstart har i hvert fald været på et lavere niveau i år, hvor han har skuffet på næsten alle sine tidskørsler, og han har slet heller ikke været så eksplosiv og hurtig, som han blandt andet var, da han sidste år tog den samlede sejr i Polen.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Sidstnævnte lever han dog nok med, for i år er der skruet ned for Vueltaens ellers velkendte eksplosive afslutninger. Førstnævnte er mere problematisk, men selv hvis den skulle blive mindre, end den ville være blevet sidste, vil han på 10. etape stadig sikre sig en gevinst i forhold til næsten alle sine rivaler. Også på holdløbet ser UAE solide ud, og han bør derfor ende som en af vinderne på de to tidskørsler, og holdet ser også mere komplet ud, end de var det i Touren, hvorfor sidevinden ikke ligner den samme trussel, som den gjorde for Pogacar i Frankrig. I bjergene ser de jo endda decideret skræmmende ud, selvom der er usikkerhed ved niveauet hos næsten alle hans hjælpere, der i vidt omfang består af lottokuponer.

Formen er også god. Han brokkede sig ellers over dårlige ben i ugevis op til Burgos, hvor han bestemt ikke så godt ud på den første bjergetape, men så blev hans dieselmotor varmet op og sørgede for, at han tankede gigantisk selvtillid med sejren på kongeetapen. Hans helt store svaghed, den kulde og regn, der altid synes at forvandle ham bekymrende meget, ligner heller ikke en stor trussel i et løb, hvor man kører de nordlige etaper i august og holder sig til det glohede syd i september. Nogen garanti er der dog ikke - slet ikke i det regnfulde Asturien - men temperaturerne gør, at Vueltaen passer Almeida bedre, end Giroen gør.

I sidste ende koger det imidlertid ned til samme spørgsmål, som det var tilfældet i Giroen. Har Almeida forbedret sig så meget i bjergene, at den gevinst, han på de to tidskørsler vil få på langt de fleste rivaler, er nok til at vinde samlet? Forud for Giroen så det lovende ud, men den italienske grand tour afslørede, at der fortsat er lidt vej at gå. Til dette løb kan heldigvis glæde sig over, at han har haft yderligere nogle måneder til at fortsætte den fremgang, der ikke synes stoppet endnu, og over, at han på den pandekageflade enkeltstart bør kunne se frem til en større buffer, end han kunne i Giroen. Det meste taler nok for, at manglerne fortsat vil være lidt for store, men efter sejren i Burgos er det heldigvis langt fra alt, der peger i den retning.

Måske ender det alligevel med, at UAE får sin grand tour-sejr.

Miguel Angel Lopez (***)

Man forstår godt, hvis Miguel Angel Lopez går til årets Vuelta med en lidt blandet fornemmelse. Det er nemlig sjældent sjovt at vende tilbage til et løb, hvor man er blevet ydmyget, og det var vel ret beset det, den lille colombianer blev for et år siden. Det var i hvert fald en smule halvpinligt at opleve, hvordan manden, der var startet den sidste bjergetape som en ret sikker samlet nr. 3, endte med at forsvinde ud af løbet i så stort et kaos, at ingen rigtigt vidste, om han stadig var med i løbet eller ej.

Lopez’ kontroversielle forsvinden overskyggede hans løb ganske markant, og når man i dag tænker tilbage på de tre uger, er det vel næsten den episode, der står tydeligst tilbage, også mere end Primoz Roglics samlede sejr og dennes sublime soloridt på Lagos de Covadonga. Det er til gengæld en skam. De 19 dage forud for det store drama havde nemlig genfødt en colombianer, hvis karriere ellers var gået den forkerte siden jubelåret 2018, hvor han endte på podiet i både Giroen og Touren.

Efter et helt igennem trist år, hvor han blandt andet af ret uforklarlige årsager floppede fælt i Touren, mindede Lopez os nemlig om, hvor pokkers god en bjergrytter han er. Det gjorde han ved at gøre noget, kun meget få har gjort i de senere år, nemlig da han satte Roglic til vægs på løbets kongeetape. Det var endda ikke første gang, han havde gjort det. Han gjorde præcis det samme på første bjergetape i 2019, hvilket måske var den sæson, hvor sloveneren virkede allermest usårlig, og i 2020 toppede han det endda, da han på kongeetapen i Touren ikke blot kørte fra Roglic, men også fra Tadej Pogacar i et løb, hvor de to ellers generelt så ud til at være i deres helt egen liga.

Lopez har altså vist os det talrige gange. Når han rammer sine dage, er der meget, meget få i denne verden, der kan køre lige op med ham i bjergene. Det er også mindre end et år siden, at det skete sidste gang, og dermed kan man vel tillade sig at tro på, at han stadig har disse gyldne dage i sig.

Det er imidlertid også dem, der skal hjælpe ham, hvis han i de kommende tre uger skal sikre sig den grand tour-sejr, der fortsat mangler på hans ellers fine cv. Listen over svagheder er nemlig også ret lang. Den mest indlysende er naturligvis enkeltstarten, for selvom han af og til har chokeret i den disciplin, ikke mindst i Algarve i 2020, men også da han vandt Tour de Suisse, ender enkeltstarter i grand tours for ham altid med en ganske stor lussing. Også på holdløbet kunne Astana have set skarpere ud, ligesom han er notorisk sårbar i sidevind, og han risikerer derfor at have ganske megen tid, der skal hentes i bjergene, hvor holdet til gengæld ser ganske fornuftigt ud, hvis Vincenzo Nibali genfinder Giro-niveauet, og David de la Cruz langt om længe bare nærmer sig at være sig selv i det løb, hvor han plejer at være allerbedst.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Heldigvis er terrænet der denne gang. Han har før vist, at han kan være ganske god i de mere eksplosive afslutninger, der findes i starten af løbet, men hans største force er de store bjergetaper med lange målbjerge. Dem får han heldigvis tre af i uge 2, der er løbets nøglepunkt, og det er endda i terræn, hvor vi ved, at han er god. La Pandera og Sierra Nevada var nemlig to af de tre stigninger, hvor han i 2017 bragede ind på scenen ved tre gange i træk at køre fra alt og alle, også Chris Froome, og det er slet ikke overraskende. Førstnævnte har de stejle procenter, hvor han særligt synes at excellere, som han gjorde i forbindelse med sine to førnævnte kongeetapesejre, og sidstnævnte byder på den iltfattige luft, han også elsker mere end næsten alle andre. Hvis han kører, som han gjorde, da han senest besøgte målbjergene i det andalusiske syd, bliver han i hvert fald svær at have med at gøre - spørg bare Froome!

Det hjælper ham også, at vanskelighederne er koncentreret i de to første uger. Lopez har før haft problemer med at holde samme niveau i alle tre uger, selvom det er lidt forskelligt, om han er startet eller sluttet svagt. Denne gang er de væsentligste vanskeligheder heldigvis overstået i løbet af de to første uger, og selvom den ikke alt for svære 20. etape lurer som en trussel - og det gælder særligt for Lopez, der i Vueltaen i 2017, Giroen i 2019, Touren i 2020 og Vueltaen i 2021 oplevede noget, der vel kan betegnes som reelle kollaps på netop 20. etape - er den ikke så vanskelig, at risikoen for et nyt 20. etapeskollaps er så overhængende, som denne kunne have været. For Lopez handler det i alt væsentligt at komme bragende ind til løbet, som han gjorde, da han i 2019 kørte fra Roglic i uge 1 og så håbe på, at formen holder i hvert fald i to uger, og at han ikke har alt for mange af de desværre lidt for mange dårlige dage, der altid har været hans største svaghed i grand tours.

Kan han så ramme den superform, vi ved, han har i sig? Det er der ingen garantier for. Lopez er mildt sagt ikke nogen stabil størrelse, og faktisk har hans niveau i år været sjældent lavt. Hans forår var overraskende svagt, og selvom han nåede at rejse sig med etapesejr i Tour of the Alps, kom han til Giroen med stor tvivl efter en skidt, skidt sæsonstart. Den fik han som bekendt aldrig lov at forbedre i et løb, hvor han rejste hjem med en skade, nærmest inden vi var kommet i gang, og den skade var endda så sejlivet, at den også kostede ham Touren.

Heldigvis er der så meget håb, at jeg rangerer ham højt på denne liste. Man kunne ellers have frygtet, at den midlertidige karantæne, hans hold pålagde ham, mens hans rolle som potentiel dopingmellemmand undersøgtes, havde kostet ham noget form, men sådan så det bestemt ikke ud i Burgos. Her lignede han vel nærmest for første gang i år en rytter med kurs mod måske at finde det vanvittige niveau, han rammer, når han er allerbedst.

Det er netop det niveau, der gør, at Lopez må rangere højt på en liste over vinderpotentiale. Listen over trusler er alenlang - enkeltstarter, sidevind, manglende stabilitet, dårlige dage, manglende form og mystiske forsvindingsnumre - men til gengæld har han også det tårnhøje niveau, der gør ham til en reel vinderkandidat. Det findes formentlig stadig derude, for det er under et år siden, at han 48 timer inden Madrid lå samlet nr. 3 og havde givet Roglic klø på kongeetapen. Det vil endda være særligt smukt, hvis det kommer til udtryk netop i år, hvor vi skal slutte på to af de bjerge, hvor han for fem år siden fik en hel cykelverden til at tabe kæben i næsegrus beundring. Allersmukkest vil det dog være, fordi han vil rejse sig på præcis samme sted, hvor han sidste oplevede det, der vel var karrierens største ydmygelse.