Vueltafavoritter: Alejandro Valverde (Caisse d'Epargne) *****

Lad os blot starte med det åbenlyse. Alejandro Valverde kan kun betragtes som et af de mest lysende talenter, cykelsporten har formået at fremelske de senere år. Et kig på Valverdes resultatliste er vitterligt et overvældende, nærmest skræmmende syn.

29-årige Valverde har efterhånden indhentet næsten 70 UCI-sejre i sine otte sæsoner som professionel. Sejrene spænder vidt - fra store klassikere over mindre spanske løb. Hans gennembrud kom i 2003 med en podieplads i Vueltaen. Han gentog denne bedrift med en andenplads efter Alexandre Vinokourov i 2006, og han har vundet etaper i både Vueltaen og Touren. Spanieren er desuden en af verdens bedste endagsryttere, med en resultatliste der tæller tre podieplaceringer ved VM på landevej (2003, 2005 og 2006) samt sejre i Clásica San Sebastián, Flèche Wallonne og to i Liège-Bastogne-Liège.

Det er altså lettere svært ikke at lyde alt for begejstret, når man beskriver Valverde, der som rytter bemestrer langt størstedelen af sportens facetter. Han er først of fremmest en glimrende bjergrytter. Det, som gør Valverde til den udprægede vindertype han er, er dog hans hurtighed. Han besidder nemlig en fantastisk afslutning, der kun kommer til kort op mod feltets ypperste sprintere. En afslutning og et vinderinstinkt der hjælper ham selv på stigningerne. På trods af at være blevet sat tidligere på stigningen er Valverde kendt for at kunne fremmane endnu en kraftig acceleration, når han får færten af målstregen. Og de gange han ikke er blevet sat, tager han altid vigtige sekunder på de ryttere, som ikke har en sådan acceleration – det var sådan Lance Armstrong stiftede bekendtskab med Valverde.

Valverdes status i cykelsporten kommer godt til udtryk i vurderingerne af hans sæson hidtil. Der er nemlig en mere eller mindre generel enighed om, at Valverde har gang i én af sine mere svage sæsoner. Og jo: Valverde skuffede fælt i Ardennerklassikkerne, hvor holdet havde gjort klogt i at sadle om til at køre for Joaquím Rodriguez på et tidligere tidspunkt.

Bag denne lunkne uge gemmer sig dog en formildende omstændighed. Valverde, med holdledelsens accept, har de seneste sæsoner skruet ned for træningstimerne og løbene i det allertidligste forår. Han har gået til Ardennerne med mindre form, stress og fokus, alt sammen med henblik på at have mere i tanken til Tour de France og sæsonens anden halvdel. Enkelte år er det gået fint – i 2008 vandt han Liège-Bastogne-Liège på baggrund af lignende teorier – men i år var de endnu færre cykelløb tydeligvist ikke nok til alligevel at være med fremme i forårets klassikere. Det ved Valverde og holdet nu.

Alligevel er det absurd at slå Valverdes sæson hen som en fiasko, som så mange har tilbøjelighed til. Siden maj har Valverde deltaget i fire etapeløb. I maj vandt han Volta Ciclista a Catalunya, i juni vandt han Tour de Frances fornemmeste optaktsløb Dauphiné Libéré; og i august vandt han Vuelta a Burgos, som udgør Vueltaens væsentligste optaktsløb. Eneste etapeløb, som Valverde formåede ikke at vinde, var slut-junis upåagtede Vuelta a la Comunidad de Madrid. Valverde sluttede ’kun’ som nummer to, hvor det hører med til historien, at løbet blev kørt sideløbende med, at det blev helt klart, at Valverde ikke ville kunne stille op i dét, hele sæsonen ellers havde drejet sig om: hovedsatsningen Tour de France.

Man kan altså ikke på nogen måde betragte Valverdes sæson som en fiasko, i hvert fald ikke på baggrund af et par halvlunke præstationer i april og Clásica San Sebastián. Valverde har, på trods af umådelig meget modgang og stress (mere herom senere), formået at vinde tre af de største ugelange etapeløb, der findes. Fiasko? Kun en håndfuld af feltets ryttere ville ikke tøve med at kalde sæsonen en succes på baggrund af sådanne sejre.

Sagen er dog den, at dét løb, som Valverdes dispositioner og overordnede sæson reelt burde vurderes ud fra - Tour de France - af uforudsete omstændigheder blev taget ud af regnestykket. Ingen, hverken Valverde eller Caisse d'Epargnes holdledelse, kunne have forudset de nyheder som pludseligt kom fra Italien.

Disciplinærudvalget under den italienske olympiske komité, CONI, idømte nemlig Valverde en toårig karantæne. Dommen gælder alle løb på italiensk grund, og da en af Tourens etaper gik gennem Italien, kunne han af gode grunde ikke komme til start i Touren. Selvom dommen endnu ikke er gjort international – UCI tøver stadig – befinder Valverde sig pt. i lidt af et limbo-land. Han er både tilladt at køre cykelløb, og så ikke. I etisk forstand er han i sin gode ret til at køre cykelløb – UCI siger god for det - og så egentlig ikke.

Det betyder, at der er en meget udtrykkelig dualitet omkring Valverdes person, hvilket også har sin indflydelse, når man som fan betragter ham. Årets Dauphiné Libéré kan stå som eksempel på det ambivalente forhold, og det i både sportsjuridisk og begejstringsmæssig forstand.

Hvorfor kunne Valverde køre Dauphiné Libéré og ikke Touren? Dauphiné Libéré er det eneste rigtig væsentlige franske løb, som ikke organiseres af ASO. Arrangørerne af Dauphiné Libéré har gennem årene – lykkelige for deres status som ProTour-løb – fulgt UCI’s anvisninger ret tæt. Man har, modsat ASO, altid inviteret alle ProTour-holdene, f.eks. med det resultat at den forsvarende mester Christophe Moreau i 2008 måtte stå ude, da løbet ikke kunne bære nogle wildcard-hold, da Moreau altså ikke befandt sig i ProTour-rækkerne. Da Valverde ifølge UCI stadig kunne køre cykelløb, lod man ham naturligvis deltage, hvilket også er den holdning som alle de spanske arrangører henholder sig til.

Men ligegyldigt hvor stor en fan man er af Valverde – og der er så mange grunde til at lade sig begejstre – så er der alt andet lige en anelse dualitet i beundringen, selv når han vinder et stort løb som Dauphiné Libéré. Eller måske især dér. Lad os tage det skridt for skridt.

Valverde mister i starten af Dauphiné Libéré en del tid til de største tempospecialister, i særdeleshed Evans og Contador, og en gentagelse af Valverdes 2008-sejr synes egentlig ude for rækkevidde. Men som den sande vinder han er, sætter Valverde sig igennem på Ventoux: han sanser usikkerhed og ubeslutsomhed hos Evans. Sammen med Sylvester Szmyd får de hurtigt opbygget et solidt forspring, og nær toppen er Valverde virtuelt i gult, men ikke med meget.

Men da de to umage følgesvende kan sanse målstregen sker der noget med Szmyd. Polakken, der modsat Valverde så godt som aldrig vinder noget som helst, går i panik. Med udsigt til at vinde etapen, på baggrund af løbets uskrevne regler (Szmyd hjælper Valverde i gult = Szmyd får etapesejren) mister Szmyd fuldstændig evnen til at træde pedalerne rundt. Ifølge Cyclingnews udlagde de to ryttere sagen således:

”Vi talte ikke sammen eller noget”, forklarede Szmyd, ”men det var en automatisk aftale. Da jeg var næsten sikker på at vinde, blev jeg pludselig fuldstændig stresset. Jeg følte, jeg skulle brække mig og mine ben blokerede fuldstændigt. Jeg sagde til mig selv, ’du skal gøre det’. Til sidst nåede jeg op til Valverde, som [ved at vente] opførte sig en rigtig gentleman, en herre [opr. lord] af cykling. Han har allerede opnået så meget i sin karriere…”

”Det var ikke nogen dissideret gave”, uddyber Valverde, ”Szmyd havde benene til at vinde. Jeg takkede ham for hans samarbejde.”

Men det er ikke så simpelt, som Valverde udlægger det. Den gule trøje var ikke så sikkert på hans skuldre; det er en efterrationalisering, der er mere beskeden end Valverde behøver være. Havde Valverde ikke ventet på Szmyd, og havde han benyttet sit mægtige antrit mod toppen, kunne han have taget endnu mere på Evans og co. I momentet, i nuet, opførte Valverde sig som en sand gentleman – han risikerede noget på baggrund af principper. Han opførte sig mere storsindet, elegant og respektfuldt end cykelsportens uofficielle æres kodeks faktisk ligger op til. De færreste ville have ventet i en sådan grad.

Valverde fik da også trøjen i sidste ende, på trods af den spøjse episode. Mens det stod på, mens sejrsløse Szmyd ’overspurtede’ selveste Valverde på stregen, kunne man kun bøje sig i støvet for Valverdes gavmildhed. Szmyds sidste bemærkning om, at Valverde jo allerede har vundet så meget, udtrykker feltets og den almene fans forbløffede beundring udmærket.

Det er først bagefter, efter lidt omtanke, at dualiteten af episoden går op for én. For hvis Valverde er sådan en gentleman, og går så meget op i sportsmanship og rigtighed, kan man med rette stille spørgsmålstegn ved, om Valverde overhovedet burde køre, og i særdeleshed vinde cykelløb. Valverdes sag er uafklaret, og han burde, etisk set, få styr på sine sager inden han kører cykelløb. Det ville være det rigtige at gøre, mens at tage sejr på sejr foran ryttere med orden i deres sager, er lettere uhæderligt og urimeligt for, hvad hvis Valverdes karantæne i sidste ende gøres international?

Szmyds citat, der selvfølgelig er lettere farvet, da han jo står i gæld til Valverde, men også en mængde andre udtalelser tyder dog på, at Valverde har støtte at finde i feltet. Mest loyalitet har han dog fra holdets side, der uden tøven har beskyttet ham igennem Operacion Puertos mange, mange faser. Og de seneste måneders stor sejre tyder dog også kun på, at Valverde bruger modgangen til noget konstruktivt, til at vinde cykelløb. Han bruger indebrændtheden. Og det virker.

Dette spiller alt sammen med i Valverdes favorittetstatus: at han er inde i en selvforstærkende vindende stime, at intet (øjensynligt) står i vejen for, at han kan køre løbet, samt at han har holdet i ryggen. Og spanieren har løbets vel nok stærkeste mandskab bag sig, hvor flere af hjælperytterne i sig selv ville være gode bud, hvis altså ikke Caisse d'Epargne oftest kører under den filosofi, at man kører for én rytter; et hold, én stærk leder. Det betyder at holdet gennem tiden har vinket farvel til en række topresultater, når Valverde ikke har kunnet leve op til ansvaret, men Valverdes sejrsliste og historik er da som sådan nok til at forsvare en sådan disposition.

Når nogle af feltets mest talentfulde ryttere tilsyneladende glædeligt opgiver deres personlige ambitioner – stolte over at hjælpe Ham, deres leder – er det som sådan et inspirerende syn, om end en smule ærgerligt til tider. I hvert fald kan Valverde regne med trofast støtte fra stærke bjergryttere som Joaquím Rodriguez, Daniel Moreno, samt nogle af feltets mest trofaste trækheste i José Vicente Garcia Acosta og Xabier Zandio, foruden andre glimrende ryttere (Moreno og Rodriguez er diskuteret mere udførligt i vores tidligere artikler).

Men der er altså umådeligt mange ting, der taler for Valverde som vinder af årets Vuelta. Valverde har momentum, storform, indebrændthed, holdet, ligesom han som nævnt er blandt feltets bedste og mest eksplosive bjergryttere. Da Valverdes gennem tiden har forbedret sin enkeltstart, tegner der sig desuden et billede af en usædvanlig komplet cykelrytter, og så kan ruten jo næsten være ligegyldig, men også her er Valverde umiddelbart tilgodeset.

Valverde har efterhånden udviklet sig til lidt af en specialist på mellemlange enkeltstarter, hvoraf årets Vuelta indeholder to. Her kan han altså kun forvente at miste tid til de største tempospecialister. Uheldigvis er de ikke så kuperede – i så fald ville Valverde være blandt favoritterne - men omvendt vil han være blandt de bedste på prologen, hvor hans eksplosivitet igen kommer til sin ret.

I modsætning til Tour de France, så medregnes der i Vueltaen stadig bonussekunder, hvorved Valverde vil kunne vinde en hel del tid i forhold til sine konkurrenter. Måske også nok til, at det formåede beskedne underslæb han eventuel kan lide i forhold til enkelte rivaler på enkeltstarterne, vil neutralisere sig selv relativt hurtigt.

Men Valverde er selvfølgelig ikke perfekt. I så fald ville der ikke være det gabende hul på dennes palmarès. Blandt alle Valverdes sejre mangler der stadig en sejr i en Grand Tour, og manglen herpå, tillægges ofte det, som vurderes hans største svaghed: nemlig den tvivlsomme holdbarhed over tre uger.

Og det er en mangel, der især er blevet åbenlys de gange, hvor Valverde har fuldført Tour de France (2007 og 2008). Det bliver som regel til en seriøs offday. I 2008 var det Hautacam-etapen, mens Valverde generelt døde halvvejs inde i løbet i 2007; udmærket med i Alperne, men intet at skyde med i Pyrenæerne.

Men alligevel synes udholdenheden mest at være et dilemma i Tour-sammenhæng, rettere end i Vueltaen, hvor han trods alt er sluttet på podiet nogle gange. Jovist røg Valverde reelt ud af podiekampen på baggrund af én dårlig dag under sidste års Vuelta. Men omstændighederne var anderledes. Valverde havde haft en lang sæson, med sejre i Ardennerne, Touren, ligesom han var draget til Beijing mellem årets sidste to GTer. Han havde været kørende hele året, modsat Carlos Sastre, som i sidste ende kun var en smule bedre.

Faktisk er den formopbygnings fase, som Valverde har brugt i forhold til årets Vuelta, én der minder mest om 2006-sæsonen. Her startede Valverde Tour de France med henblik på at vinde, men styrtede på tredje etape, og måtte altså forlade løbet tidligt på grund af brækket kraveben. Siden sadlede Valverde om til Vueltaen. Frisk og trimmet mødte han op til Vueltaen, og lignede meget længe en samlet vinder. Udholdenheden led som sådan ikke et knæk; Valverde kørte flot og klogt, men en meget uhyggelig Vinokourov fik til sidst skovlen under ham.

Det var altså ikke fordi Valverde, som sådan led et knæk og havde en offday, men blot Vinokourov og Andrey Kaschechkin, der i Vueltaens sidste del var fuldstændig umedgørlige (Valverde tabte løbet med lidt over et minut). Og år, ligesom i 2006, befinder de væsentligste af rutens udfordringer i løbets første to uger, hvilket kun kan være en fordel for Valverde, der ikke kan forventes at tabe megen tid på den sidste korte og kuperede enkelstart.

Vejen synes altså banet for, at Valverde endelig kan tage sin første GT-sejr, og det paradoksalt nok i året, hvor fortiden måske indhenter ham.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France