Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

TILBAGE TIL OVERSIGTEN

 

To af de fem monumentklassikere, Flandern Rundt og Liege-Bastogne-Liege, køres i Belgien, og enhver cykelinteresseret er velkommen til at prøve sig selv af på de skrappe stigninger og lumske brosten. Ud over en fornem cykeltradition har Belgien rigtig meget at byde på - både gastronomisk, historisk og kulturelt - og landet er på alle måder et besøg værd.

 

Hvordan kan en lille bakke på blot 78 højdemeter være noget problem? Det spørgsmål stillede jeg mig selv talrige gange, inden turen gik til Belgien. Mens Mont Ventoux stiger med over 1.500 højdemeter, byder Stelvio på 1.846 af slagsen, ja selv i Danmark har vi stigninger, der er højere, så Koppenbergs 78 højdemeter kunne højst være ”a walk in the park”. Troede jeg! Men jeg blev klogere.


Som du nok har regnet ud, så har Feltet.dk og Motionsfeltet.dk været en tur i Flandern.
 

Udfordret på lumske brosten

Koppenberg indgår ofte i Flandern Rundt, og det lille brostensstykke på godt 600 meter er Belgiens måske berømteste vejstrækning. Det er her, rytterne ofte er nødt til at stige af cyklen og trække op, og det var her, Jesper Skibby under dramatiske omstændigheder fik sin cykel mast under en kommisærbil på grund af det kaos, der traditionelt følger med, når Flandern Rundt-feltet skal over løbets mest frygtede stigning.


Jeg er hoppet i sadlen for at tjekke Øst-flanderns terræn ud, og pludselig tårner Koppenberg sig op forude. Det første stykke ser overskueligt ud, men på midten stiger det med skræmmende 22 %, så jeg får god fart i cyklen og skifter til laveste gear. De første par hundrede meter går det fint, men i samme øjeblik den stejle passage rammer, laver jeg den klassiske fejl og rejser mig op i sadlen. Med det samme begynder baghjulet at fedte rundt på de fugtige brosten, cyklen mister momentum på den ujævne overflade … og jeg må stå af.


Flandern og brosten hører sammen. Foto: Pieter D’Hoop)
   

Lidt bedre går det på nabobjerget Paterberg, der ligeledes er en ond, stejl og brostensbelagt stigning på 80 højdemeter. På vej mod toppen tænker jeg på den dedikation, belgierne har for cykelsport, for Paterberg var indtil 1986 blot en ufremkommelig markvej, men en lokal landmand lod den beklæde med brosten i håb om at få Flandern Rundt-feltet forbi sin egen baghave. Det virkede, og siden har Paterberg været en af løbets ikoniske stigninger.

Paterberg har fået ikonsk status i Flandern (Foto: Pieter D’Hoop)
 

Åbent for enhver

Bortset fra de hektiske brostens- og ardenneruger i marts og april, hvor cykellandet Belgien virkelig er i fokus, fører det tætbefolkede kongerige en forholdsvis anonym tilværelse. Efter april rykker den internationale cykelkaravane mod Alperne, og det samme gør de mange, der kombinerer ferien med gode og spektakulære cykeludfordringer.
 

Men det er faktisk synd, for både som cykel- og ferieland har Belgien rigtig meget at byde på. Belgiens fornemme cykelhistorie og spændende terræn er landets helt store aktiv, og i Flandern arrangeres forskellige tematiske cykelture. Det er muligt at køre i verdensmestrenes hjulspor og mærke stigningerne fra løb som Gent-Wevelgem og Flandern Rundt, og har man lyst til at smage på det belgiske køkken, arrangeres gastronomiske ture. Historisk interesserede kan se frem til særlige 1. Verdenskrigs-ture, der blandt andet fører forbi slagmarkerne ved Ypres, krigsmuseet i Passchendale samt utallige soldaterkirkegårde.
 

To slags cykelterræn

Belgien er både sprogligt og landskabsmæssigt delt i to. I landets nordlige del finder man det flamsktalende Flandern, mens det fransktalende Vallonien ligger mod syd. Herudover finder man Belgiens tosprogede hovedstad, Bruxelles, i landets midte. I det nordligt liggende Flandern er Belgien overvejende fladt, mens landet er mere kuperet i Vallonien, især i den sydøstlige del. Denne variation giver Belgien to slags cykelterræn. Hvor Ardennerne lægger op til kuperede løb med masser af højdemeter, indbyder det flade Flandern til lange seje træk på de berømte brostensstykker.


Cyklingen er dybt forankret i belgiernes sjæl (Foto: Pieter D’Hoop)


I Vallonien når Ardennerne op i 700 meters højde, og det bjergrige område rager ind i både Luxembourg og Frankrig. Det er selvsagt i Ardennerne, man afvikler de tre ardennerklassikere, Flèche Wallone, Liege-Bastogne-Liege samt Amstel Gold Race, der trods sin status som ardennerklassiker køres i Holland.
 

I Flandern består de cykelmæssige udfordringer primært i de brostensstykker, man møder overalt på vejene. Men selv om Flandern er relativt fladt, finder man et område, der hedder De flamske Ardenner, og på trods af at terrænet ikke er nær så kuperet som De vallonske Ardenner, popper flere korte stigninger, de såkaldte ”hellingen”, op, og Koppenberg er én af dem.

 

Gode cykelspots

Holder man ferie i Belgien, og vil man gerne inkludere et par gode cykeloplevelser, bør man både stifte bekendtskab med de flamske brosten og køre i Ardennerne. Som turist begunstiges man af, at afstandene i det lille land er begrænsede, for i runde tal er der 200 kilometer fra både nord til syd samt fra øst til vest, og man kan sagtens komme omkring Ardennerne og Flandern på et par dage.
 

Det må være et absolut must at køre op ad Koppenberg og fornemme stemningen fra Flandern Rundt. Det ikoniske brostensstykke ligger knap 75 kilometer vest for Bruxelles, og man skal som nævnt være forberedt på 600 meter med mere end 10 % i stigning samt 22 % på det stejleste stykke. Har man taget Koppenberg, kan der sættes hak ud for Flanderns brosten.

En anden berømt stigning er Mur de Huy, der ligger 85 km sydøst for Bruxelles. Muren indgår i ardennerklassikeren Fleche Wallone, og stigningen byder på 128 højdemeter, 9,8 % i gennemsnitlig stigning samt skræmmende 26 % på den stejleste passage. Men kommer man op, kan der sættes hak ved et kendt ardenner-hotspot.


Ud over de to nævnte stigninger, er der masser af muligheder. Især i Flandern er cykelturismen sat i system, men også i Vallonien finder man gode og spektakulære ruter, eksempelvis langs floder som Meuse og Mosel.

 

Verdenskendt øl og dyre diamanter

Belgien er ikke bare et godt cykelland, det er også et spændende turistland. Livsnydere kan gå på opdagelse i de mange restauranter, der tilbereder friske fisk og skaldyr, smage på landets chokolade og oste eller besøge et af de verdenskendte bryggerier. Belgisk øl er i en klasse for sig, og kendere får fugtige læber, når man nævner mærker som Leffe og Grimbergen.


Belgisk øl er noget af verdens bedste (Foto: Pieter D’Hoop)
 

Gennem århundreder har Belgien været kendt som ”Europas slagmark”. Napoleon blev som bekendt besejret af Wellington ved Waterloo, der blot ligger få kilometer syd for Bruxelles, og her er masser at se og opleve under et besøg. Det er der ligeledes i Bastogne, hvor man på levende vis indføres i ardenneroffensiven, der - som tyskernes sidste krampetrækning - blev sat i værk i december 1944. Særligt gribende er det at besøge monumentet i Ploegsteert. Det var her, man juleaften 1914 indstillede kampene og kravlede op af skyttegravene for at udveksle cigaretter, ønske hinanden god jul og spille en uformel fodboldkamp. Og næste dag fortsatte myrderierne.

Det er en fornøjelse at gå på opdagelse i de gamle middelalderbyer (Foto: Pieter D’Hoop)

Skal det helt store shoppe-gen aktiveres, ligger verdens største diamantcenter i Antwerpen. Det er okay bare at ose, og der arrangeres guidede ture, hvor man kommer rundt til forskellige sliberier og følger diamantens forvandling fra rå sten til glitrende smykke. Herudover lokker arkitekturen i byer som Gent og Brugge, Rubens’ barokkunst i Antwerpen, den smukke natur i Ardennerne samt alle hovedstadens fristelser, der blandt andet tæller Grand Place og kunstmuseerne.

 

Hele pakken

Som rejsemål har Belgien hele pakken. Cykelinteresserede kan gå løs på nogle af sportens mest ikoniske og historiske strækninger, og bagefter kan landets talrige turisttilbud nydes. Rejser man flere sammen, og har man forskellige interesser, er det nemt at dele sig op. Afstandene i Belgien er så korte, at en gruppe kan splitte op og køre hver til sit om morgenen, og derefter - når dagens aktiviteter er overstået - samles igen om eftermiddagen.

Caféstemning (Foto: Pieter D’Hoop)

 

Om man vil bruge hele sin ferie i Belgien er en smagssag. Men hvis Sydeuropa trækker, er det oplagt at køre forbi Belgien og afsætte to til fire dage i landet, inden turen fortsætter til Alperne. Belgien har i hvert fald masser at byde på!

TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Skandinaviens førende portal for cykelsport besøges dagligt af tusindvis af mænd, kvinder, drenge og piger – i alle aldre. Mange af disse er selv aktive ryttere og søger mod spændende udenlandsk cykelterræn, hvor de ønsker at overvinde sig selv, klargøre sig til den kommende sæson eller blot få sig en cykeloplevelse med hjem.

I 1. januar 2013 lancerede Feltet.dk en Rejseguide for at gøre denne voksende gruppe opmærksomme på de tilbud og muligheder, som findes. Frem for at søge i timevis kan man her danne sig et overblik over spændende og attraktive cykelrejser/udbyder. Rejseguiden er inspireret af den Skoleguide, som allerede findes på Feltet.dk.

Feltet.dk har gennemsnitligt ca. 33.000 daglige besøgende, hvoraf 60% er i alderen 30-60 år og dermed blandt de mest cykelrejselystne. De får på Rejseguiden en unik mulig for at finde og læse om cykelrejser og – muligheder – samlet på ét sted.

Ønsker du at blive et del af Feltet.dks rejseguide - så kontakt Bjarne fra Feltet.dk på Mail: bjarne@feltet.dk eller 22 25 89 66

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?