Analyse af Vuelta ruten

Der var engang, hvor Vueltaen var kendt for at være afslappet, halvkedelig og relativt nem at komme igennem. Det var dengang løbet bestod af talrige lange, relativt flade motorvejsetaper langs den spanske højslette, og hvor rytterne i stort antal kom til Spanien for at forberede sig til VM. Det var dengang sprinterne næsten boltrede sig lige så meget i det spanske, som de gjorde i det flade Nordfrankrig under Touren. Og det var dengang et ofte ikke alt for stærkt felt, cementerede løbets status som den mindste af de tre grand tours. Husk du kan spille på alle Grand Tours med en Bet365 velkomstbonus. 

Sådan er det ikke længere. Hvis man skal pege på en vinder i de senere års kamp mellem de store løbsarrangører, må det være Vuelta-chefen Javier Guillen. Uden at det har haft en negativ effekt på de øvrige grand toursm har spanieren fået sit løb til at blomstre, så man i de senere år har kunnet tale om, at løbet af og til har haft det stærkeste felt af klassementsryttere. Stjerner som Chris Froome, Alberto Contador, Vincenzo Nibali og Nairo Quintana har ikke blot enten skippet løbet eller gjort det til en eftertanke efter en lang sæson. Nej, de har haft det som et stort mål og bidraget til, at løbet nu fremstår som det sæsonhøjdepunkt, det også bør være.

Om forklaringen er Guillens omlægning af ruten, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at udviklingen er kommet, samtidig med at han har taget et meget bevidst valg om, at hans løb skal være for klatrere. Det er ikke noget under, at sprinterne nu om dage i vidt omfang bliver væk fra Spanien, og at vi i de senere år har haft meget svage sprinterfelter, for de har ikke længere meget at komme efter. De flade motorvejsetaper er væk, og selv når der kunne være lagt op til en sprinterafslutning, har Guillen for vane enten at lægge 3000 højdemeter ind undervejs, lægge en svær stigning ind i finalen eller slutte det hele med en lille hidsig bakke op mod mål.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Foto: Sirotti.

Netop det med bakkerne op til mål er i stedet blevet Vueltaens kendetegn. I 2012 startede man trenden, da man designede en rute med hele 10 afslutninger på en stigning, og da det gav anledning til en fantastisk udgave med et stort slag mellem Alberto Contador, Alejandro Valverde og Joaquim Rodriguez, blev ideen videreført. Siden dengang har der været mellem 8 og 10 afslutninger på kategoriserede stigninger, og Guillen nyder samtidig at udnytte den alsidige spanske geografi til at mikse det mellem velkendte afslutninger og helt nye stigninger. Særligt har han udviklet det til en hel lidenskab år efter år at opstøve en ny spansk mur, hvor rytterne sendes op ad en smal gedesti med procenter på over 20, og det er netop disse meget stejle stigninger, der er blevet Vueltaen kendetegn. Til gengæld har det ofte været mere småt med lange og høje bjerge og store bjergetaper med adskillige bjergpas, som vi især kender det fra Giroen og Touren.

Om det er alderen, der har gjort ham mere menneskelig, skal jeg lade være usagt, men i de senere år har han været betydeligt mere human, end han var det i de første år, efter at han opfandt løbets nye identitet. Således har der været skruet ned for klatreudfordringerne, og i de seneste år har vi endda flere gange oplevet, at den tredje uge har været uhørt nem - ikke mindst i moderne grand tours, hvor alle udfordringer som regel koncentreres til allersidst. Det var eksempelvis tilfældet sidste år, hvor de sidste seks etaper var så lette, at det allerede inden løbet lå i kortene, at vinderen ville være kendt på anden hviledag, og da Remco Evenepoel samtidig viste sig ganske suveræn i løbets første 10 dage, blev den sidste uge en lidt halvkedelig omgang, som ikke for alvor levede op til det, vi har lært at kende Vueltaen for.

To ikoniske bjerge

Ruten fik da også nogen kritik, og måske var det den, der gik Guillen på. I hvert fald følte man sig helt hensat til 2012, hvor han fik hele verden til at falde ned af stolen af forbavselse, da han præsenterede sin nyskabende rute med de omtalte 10 afslutninger på stigninger. Da han denne gang ganske sent i begyndelsen af januar for en lille uge siden offentliggjorde de 21 etaper, der vil være rammen om dette års udgave af den spanske grand tour, inviterede han nemlig til så brutal en bjergfest, at man sad med fornemmelsen af, at han følte, at der var noget, der skulle indhentes, når nu rytterne sidste år mødte en rute, der efter moderne standard vel bedst kan betegnes som ”Vuelta Light”.

Til gengæld bliver der absolut intet light over det slag, der skal udspille sig til august og september. Faktisk var den bjergmenu, Guillen blotlagde i tirsdags i Madrid så brutal, at de spanske medier allerede har udråbt ruten til at være den hårdeste nogensinde. Om det er rigtigt, vil vi måske først for alvor finde ud af, når rytterne faktisk har været i aktion om et lille års tid, men sandt er det i hvert fald, at ingen kan beskylde den kommende vinder af Vueltaen for at være kommet let til sin hyldest på podiet i den spanske hovedstad til september.

Foto: Unipublic / Sprint Cycling Agency.

Der er nemlig bjerge over det hele. Igen slutter hele 10 af etaperne på en stigning, og selvom de trods alt er af varierende sværhedsgrad, er der nogle sande giganter blandt dem. Mest opmærksomhed er der blevet rettet mod to etaper. Måske mest imødeset er et gensyn med Spaniens mest frygtede stigning, Angliru, der kun gjorde debut i 1999, men allerede er blevet en klassiker, der nu findes på ruten cirka hvert tredje år. Igen kommer den endda i løbets tredje uge, som den også gjorde i blandt andet 2013 og 2017, og dermed kan ingen beskylde Guillen for at have designet en let tredje uge, som det var tilfældet sidste efterår. Med sine umenneskelige procenter over en lang distance aspirerer stigningen ikke blot til at være Spaniens, men Europas sværeste blandt dem, der jævnligt benyttes i cykelløb, og selvom det nok er Monte Zoncolan, der efter manges opfattelse nyder den status, er der ingen tvivl om, at man kun vinder den kommende Vuelta, hvis man behersker de stejleste procenter og mestrer kunsten at køre stærkt til allersidst i et stort etapeløb.

Bare få dage forinden har rytterne endda haft en bjergfinale på en om muligt endnu mere kendt stigning. Ganske vist kender vi Col du Tourmalet fra Tour de France, men i år får vi endelig lov til at se Pyrenæernes mest kendte stigning spille den nøglerolle i Vueltaen, som der var lagt op til allerede i 2020, inden franske coronarestriktioner fik spoleret den fest. Denne gang håber vi, at den forbandede virus holder sig i skindet, for på løbets næstsidste fredag - bare fem dage inden det forventede drama på Angliru - er der lagt op til en sand pyrenæerfest, der lugter af en rigtigt Tour-klassiker, når rytterne undervejs skal over Aubisque og Spandelles, inden det hele kulminerer i mere end 2000 m højde på den legendariske tinde.

En voldsom første uge

Tourmalets og Anglirus historik og vanskelighed gør det helt naturligt, at det er de to bjergfinaler, der har fået mest opmærksomhed, men rytterne må desværre sande, at de desværre ikke kan nøjes med at kæmpe sig på ad disse to uhyrer. Som vi har set det i de fleste af de seneste Vuelta-udgaver, er bjergetaperne nemlig spredt ud over hele løbet, og modsat sidste år bliver restitutionen derfor i sandhed sat på prøve. Vil man vinde Vueltaen til september, er det i hvert fald ikke nok at køre stærkt på udvalgte tidspunkter. Denne gang skal man være knivskarp fra start og bevare formen hele vejen til løbets slutning.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Det starter nemlig allerede på løbets 3. etape. Som bekendt ligger Barcelona bare et stenkast fra Pyrenæerne, og den fristelse var åbenbart for stor for Guillen, når det nu er lykkedes ham at lave en aftale med den spanske storby om, at de til august vil være vært for starten af det spanske løb. Egentlig er det først i slutningen af den anden uge, at han har planlagt det helt store besøg i den berømte bjergkæde med to etaper, herunder den store Tourmalet-finale, men han kunne åbenbart ikke dy sig for helt usædvanligt at besøge bjergene to gange, når nu starten vil være i det nærliggende område. Bare to dage efter starten i Barcelona skal rytterne således en tur til Andorra på en kort etape, der byder på to bjergpas, og selvom det nye målbjerg, Arinsal, er relativt kort, og etapen tillige er af kort distance og med kun to bjergpas, er den sidste stigning alligevel så svær, at det vil være muligt med det samme at gøre en forskel, akkurat som Evenepoel gjorde det allerede på den første bjergetape i sensommeren for et halvt år siden.

Foto: Unipublic / Sprint Cycling Agency.

Sammenlignet med det, der venter, er det dog en ganske blød bjergetape, men det får hurtigt en ende. Allerede på 6. etape går det nemlig løs igen, og selvom der også denne gang er tale om en samlet set lidt lettere etape med kun ét rigtigt bjerg, gør man en stor fejl, hvis man undervurderer løbets andet store bjergslag. Her vendes der nemlig tilbage til Javalambre-stigningen, der med stor succes gjorde debut i 2019, og hvis nogen er i tvivl om, hvorvidt den kan gøre forskelle, skal man blot se på, hvad der sket for fire år siden. Dengang lykkedes det nemlig for Miguel Angel Lopez at køre fra den senere ganske suveræne vinder, Primoz Roglic, og det var dengang ganske uhørt. Sloveneren blev nemlig praktisk talt ikke sat overhovedet i den sæson, men det lykkedes altså for den colombianske supermand, der slog til over de sidste 7 km, hvor stigningsprocenten stort set konstant ligger mellem 9 og 12.

Stejle mure og puncheurfest midtvejs i løbet

Det er imidlertid slet ikke stejlt nok til at leve op til det, vi kender Vueltaen for. En rigtig Vuelta skal naturligvis byde på en stejl mur, og en sådan venter der bare to dage efter slaget på Javalambre. Her vil mange cykelfans kunne slikke sig om munden ved udsigten til et længe ventet gensyn med den elskede Xorret del Cati-stigning, der blev opfundet i 1998, hvor Jose Maria Jimenez sejrede, og siden blev et næsten fast stop for Vueltaen, der lagde vejen forbi igen i 2000, 2004, 2009 og 2010. I de seneste 12 udgaver er muren imidlertid kun blevet besøgt én gang, nemlig i 2017, hvor Julian Alaphilippe tog sin indtil nu eneste Vuelta-etapesejr, men nu vender den altså endelig tilbage. Meget passende var det netop den franske puncheur, der sejrede for seks år siden, for han er som bekendt en sand murspecialist, og derfor elskede han de 3,8 km opkørsel, som stiger med hele 11,4%. Forskellene har traditionelt ikke været alt for store på den relativt korte stigning, men de ryttere, der elsker stejle procenter, har altså ikke blot Angliru som en chance for at vinde tid i kampen om den røde trøje.

Efter tre svære finalebjerge vil mange sætte pris på, at der skrues ned for vanskelighederne de efterfølgende dage. Ganske vist er der allerede dagen efter atter mål på en stigning, når der skal sluttes på Caravaca de la Cruz, men det er slet ikke en sag for rigtige klatrere. Tværtimod er det noget for eksplosive puncheurtyper som eksempelvis den tredobbelte vinder Roglic, der vil elske afslutningen med to små 1000 m-ramper på 9-11%, der afskilles af en lille nedkørsel. Her bliver der næppe gjort rigtige forskelle, men der kan vindes bonussekunder, hvis ikke et udbrud løber med sejren.

Foto: Sirotti.

Skulle det mislykkes her, får de eksplosive afsluttere chancen igen bare tre dage senere, når der efter en hviledag og løbets eneste enkeltstart på 11. etape skal sluttes på Laguna Negra-stigningen, der første gang blev besøgt i 2020. Den kommer som afslutning på en næsten helt flad etape, og selvom målbjerget er 8,3 km langt, er procenterne ganske beskedne, og det er kun mod slutningen, at der igen kommer nogle stejlere ramper. Herunder stiger de sidste 1300 m med 8,6%, og det var her, vi for tre år siden så et herligt puncheuropgør, hvor Dan Martin højst overraskende skruede tiden tilbage og slog storfavoritten Roglic i en spurt på toppen af den eksplosive stigning.

Fem bjergetaper på syv dage

Herefter slutter puncheurfesten imidlertid også. Bare to dage senere rammer vi for anden gang Pyrenæerne, når det på løbets næstsidste fredag går løs med den frygtede Tourmalet-etape, der over bare 135 km altså byder på 4300 højdemeter og tre bjergpas, herunder mytiske Aubisque og Tourmalet. Alle kender sværhedsgraden af målbjerget, der to gange er blevet benyttet som etapemål i Touren, hvor det også blev besteget fra den side, der vil blive benyttet i Vueltaen. Mange vil således huske, hvordan Thibaut Pinot tog en af karrierens allerstørste sejre, da han i sin suveræne Tour i 2019 var bedste mand på toppen, samt hvordan Andy Schleck slog Alberto Contador i spurten på toppen i deres herlige duel i tågen i 2010. Et lignende drama kan meget vel udfolde sig denne gang på en af løbets allervigtigste etaper.

Hvor den første af de to dage i Pyrenæerne kendetegnes af mytiske bjerge, forholder det sig helt anderledes på andendagen. Bare 24 timer senere skal rytterne tilbage til Spanien på endnu en stor bjergetape, der yder på hele 4500 højdemeter over godt 160 km og nok engang tre bjergpas. Denne gang er der imidlertid tale om ganske ukendte stigninger, og der skal sluttes på den nye Belagua-stigning. Den kommer relativt langt fra de to første bjerge og både relativt kort og ikke specielt stejl, og det vil derfor snarere være den akkumulerede træthed, der vil gøre forskelle.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Den vil til gengæld også være stor, og derfor vil rytterne nok glæde sig over, at klassementskampen sættes på pause både om søndagen og på hviledagen mandag. På det tidspunkt vil frygten for Angliru allerede dominere, men hvis rytterne allerede har blikket rettet på løbets sværeste stigning, kan de få sig en grim overraskelse. Ganske vist er tirsdagens 16. etape næsten helt flad, men den slutter med den helt nye stigning Bejes. Det er en kort sag på bae 4,7%, men de sidste 2 km stiger med 9-3%, og dermed vil der være tid at vinde for de eksplosive typer som eksempelvis Roglic, der således vil begejstres for de mange muligheder, der er for puncheurtyper som ham.

Foto: Unipublic / Charly Lopez.

Forskellene vil dog være ganske beskedne, men det vil de ikke være 24 timer senere. Her venter nemlig det frygtede gensyn med Angliru, der kommer som kulmination på en ultrakort etape over kun godt 120 km. Forinden skal rytterne over to mindre bjerge, herunder den faste opvarmning på den ganske stejle Cordal-stigning, inden der går +20% i den på det brutale målbjerg. Som vi så ved seneste opgør i 2020, hvor Hugh Carthy sejrede, er bjerget så stejlt, at det kan være svært at angribe, hvorfor forskellene blev overraskende små, men til gengæld viser de tidligere besøg også, at bjerget kan blive rammen om et sandt blodbad.

Der er en god chance for, at vi kender løbets vinder på toppen af Angliru, men det er bestemt ikke sikkert. Bare 24 timer senere venter nemlig allerede om torsdagen løbets sidste bjergetape, der igen finder sted i de asturiske bjerge, der er kendt for at være korte og meget stejle. Det gælder også for denne tur på små 180 km, der byder på 4600 højdemeter og tre kategoriserede stigninger, herunder det helt nye målbjerg, Cruz de Linares, der ganske vist kun er 8,3 km langt of flader ud nær toppen, men da de første fire km stiger med 9-12%, er der al mulig chance for at straffe de ryttere, der måtte have gravet lidt for dybt på Angliru 24 timer tidligere.

Nu taler meget til gengæld for, at løbet kan være afgjort. Guillen har nemlig brudt med traditionen om at have en rigtig bjergetape som løbets næstsidste, men han har nu grund til at håbe på, at der alligevel kan blive drama på løbets sidste lørdag. I 2021 forsøgte han sig nemlig med en model, hvor 20. etape i Galicien bød på klassikeragtigt terræn med mange kortere stigninger, og det endte som bekendt som en mindeværdig etape, hvor der udbrød krig hos Movistar, og Miguel Angel Lopez mistede podiet og forsvandt helt ud af løbet. Noget lignende drømmer Guillen om at gentage på 20. etape, der med sine små 210 km er den eneste med en distance på mere end 200 km, og med ikke færre end 10 relativt korte kategori 3-stigninger og 4300 højdemeter har han da også igen designet en Liege-agtig etape. Terrænet lægger da også op til en stor og tidlig offensiv i stil med den, der knækkede Lopez for to år siden, men denne gang er stigningerne altså noget lettere. Det gælder særligt for de to sidste, og den sidste vanskelige passage kommer med hele 60 km til mål. Om vi får et 2021-drama én gang til, kan man nok tvivle på, men muligheden eksisterer - og hvis ikke er det måske heller ikke helt urimeligt, at de sidste tre etaper er relativt lette, når nu rytterne har været igennem så voldsomme udfordringer på de 18 første.

Fattig enkeltstartsmenu

Modsvares alle disse bjerge så ikke af nogle enkeltstarter, der kan give de mere alsidige ryttere en chance for at sætte klatrerne til vægs? Jo, det gør de skam, men kun i ganske begrænset omfang. Det er nu blevet relativt fast, at løbet har én mellemlang enkeltstart enten dagen første eller anden hviledag, og sådan bliver det også denne gang. De tempostærke folk må imidlertid sidde tilbage med en lidt blandet fornemmelse. Denne gang er enkeltstarten nemlig til den korte side, for det er første gang i ganske lang tid, at der skal køres færre end 30 km. Til gengæld sender de små 25 km omkring Valladolid på den spanske højslette tankerne tilbage til fordums helt flade motorvejsenkeltstarter, for der er blot 111 højdemeter på programmet, og der er også kun periodevist tekniske udfordringer undervejs. Med andre ord er etapen en gave til de sande wattmonstre, og den giver mindelser om sidste års enkeltstart, hvor Evenepoel leverede en magtdemonstration, dog over en længere distance på 30,9 km. Om denne distance er nok til at kompensere for de voldsomme bjergudfordringer, er tvivlsomt, men at denne form for enkeltstart kan gøre ondt på små klatrere, kan i hvert fald Joaquim Rodriguez, der i 2010 smed en mulig Vuelta-sejr med en ganske horribel præstation i samme område, skrive under på.

Foto: Unipublic / Sprint Cycling Agency.

De tempostærke folk får yderligere én chance for at gøre brug af tempoevnerne, men det bliver i et andet format. Her er de nemlig også afhængige af deres hold, når løbet for andet år i træk starter med det holdløb, som har været den mest anvendte åbningsetape i de senere år. Modsat sidste år, hvor der skulle køres med end 20 km i Holland, er distancen imidlertid kun godt 14 km, og selvom turen gennem Barcelonas gader er teknisk og vil stille store krav til holdenes sammenhængskraft, er forskellene på så korte holdløb altid relativt små og næppe noget, der vil spille afgørende ind, når man tre uger senere er klatret over alle de mange bjerge.

En invitation til sprinterne om at holde sig væk

Det er således svært at betegne denne udgave som andet end klatrernes Vuelta, men sådan har det jo typisk været, siden Guillen i 2012 omdefinerede løbets identitet. Dengang forærede han det til bjerggederne, og samtidig bad han indirekte sprinterne om at holde sig væk. Det har de da også i vidt omfang gjort siden dengang, hvor den ellers engang så sprintervenlige Vuelta ofte har budt på et nærmest uhørt lavt antal sprinteretaper, men faktisk er også den trend blevet brudt i de senere år. Samtidig med at han har gjort de seneste udgaver mere humane, har Guillen nemlig også skruet op for mulighederne for sprinterne, der har havde usædvanligt mange chancer i både 2021 og 2022 - og havde corona ikke aflyst den hollandske start, havde det samme endda været tilfældet i 2020 også.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Helt i stil med hans tilbagevenden til en vanvittig bjergfest er Guillen denne gang også gået tilbage til sin ide om, at sprintere ikke er noget, man skal gøre det store for at tiltrække. De hurtige folk, der havde planer om at tilbringe tre uger i Spanien senere på året, fik efter rutepræsentationen i tirsdags i hvert fald en grund til at genoverveje planerne. Denne gang bydes der nemlig kun på sølle FIRE klassiske sprinteretaper, og de er endda placeret meget uheldigt, hvis man skulle gå med overvejelser om at køre løbets første halvdel og smutte ud ad bagdøren, inden der går Tourmalet og Angliru i den.

Foto: Unipublic / Charly Lopez.

Vi skal nemlig højst usædvanligt en uge ind i løbet, inden den første stensikre massespurt melder sig. Det sker nemlig først på 7. etape, og da hele sidste del af den for løbet lange etape på små 190 km foregår langs kysten, kan man end ikke vide sig sikker på, at vinden ikke spolerer festen. Til gengæld er de sidste små 80 km pandekageflade, og dermed burde det kun være vejret, der kan stå i vejen for et sprinterbrag. Det vil næsten heller ikke være til at bære, hvis det skulle kikse, for herefter skal vi helt frem 12. etape seks dage senere, inden næste mulighed byder sig. Også her vinden dog en potentiel trussel, når der skal køres igennem næsten helt fladt terræn på højsletten frem til sprinterbyen Zaragoza.

Også her vil det være næsten urimeligt, hvis vinden skulle spolere sprinterfesten, for derefter skal vi minsandten helt frem til 19. etape - hele otte dage senere - for at finde den næste mulighed for en massespurt. Til gengæld synes Guillen så også, at de sprintere, der har kæmpet sig over de mange bjerge, skal belønnes, for både denne etape samt afslutningsetapen to dage senere i Madrid er næsten pandekageflade. Spørgsmålet er bare, hvor mange sprintere, der er kommet så langt, og de kan heller ikke vide sig sikre på, at vinden på den spanske højslette ikke - måske igen - ødelægger festen om fredagen.

Udbrydere eller holdbare sprintere?

Kan man klatre lidt, er det dog ikke helt så slemt. Løbets 5. etape byder ganske vist på små 2400 højdemeter, en ganske kuperet start og en lang, blød stigning med top mere end 50 km fra mål. Man kan frygte, at der vil være så få sprintere i løbet, at et udbrud løber med sejren, men det er bestemt en etape, der kan åbne døren for en massespurt. Noget tilsvarende gælder dagen forinden på 4. etape, hvor der på en generelt faldende dag kun er 1800 højdemeter på programmet, og de kommer koncentreret på to stigninger i etapens sidste tredjedel - den sidste med top små 30 km fra mål. Procenterne er ikke uoverkommelige for hårdføre sprintere, og da etapen er til at kontrollere, kan der således bydes på en reduceret massespurt allerede på den første tirsdag.

Faktisk er en spurtafgørelse mulig allerede på andendagen. Besøget i Barcelona afsluttes nemlig med en ganske kuperet etape, der byder på små 2400 højdemeter, men som slutter med mere end 50 km, der er relativt nemme. Til gengæld skal man i den absolutte finale over storbyens mest berømte stigning, Montjuic, som vi kender fra den klassiske finaleetape i Catalonien, men denne gang skal den bare forceres é gang. Så tidligt i løbet er chancen for en udbrudssejr ikke alt for stor, men afhængig af hvem der har vundet holdløbet, er det bestemt ikke umuligt, at en udbryder kan snige sig i trøjen allerede her. Hvis der til gengæld skabes samling, kan vi få en ganske åben finale. Da stigningen sidst indgik på en Vuelta-etape i 2010, kørte Philippe Gilbert og Joaquim Rodriguez nemlig væk, men mest sandsynligt vil det være, at et reduceret felt skal spurte, og det kunne være noget for de mest holdbare sprintertyper, der til gengæld må affinde sig med, at de skal slås med puncheurtyper over den sidste kilometer, der stiger med ca. 3% og kommer umiddelbart efter nedkørslen fra Montjuic.

Foto: Unipublic / Sprint Cycling Agency.

Noget tyder altså på, at vi kan få et par opgør mellem udbryderne og de hårdføre sprintere, for denne gang er der lidt usædvanligt for Vueltaen ikke mange etaper, der kan betegnes som stensikre udbrudsetaper. Naturligvis vil der i et løb med så mange etaper med mål på stigninger naturligvis blive mange sejre til udbrydere, men der findes faktisk kun én etape, hvor man med nogenlunde sikkerhed kan sige, at hverken de hårdføre sprintere eller klassementsrytterne vil forsøge at skabe samling. Det er løbets 15. etape, der runder den anden uge af og komme som en lille ø omgivet af hele fem etaper med mål på stigninger. Der er kun tre stigninger og 2300 højdemeter på programmet, og de relativt bløde stigninger er faktisk af en karakter, der ikke umuliggør en spurt for typer som Michael Matthews og Mads Pedersen. Den sidste af disse har imidlertid top mindre end 10 km fra målet i Lekumberri, og derfor må det anses som usandsynligt, at der er hold, der giver sig i kast med at kontrollere en etape, som således bør gå til et udbrud.

Klatrernes store planlægningsdilemma

Men hvorfor skulle der egentlig også være mange muligheder for de klassikertyper, der skal vinde deres etaper i mellemkuperet terræn? Det er jo ikke deres Vuelta. Det er heller ikke sprinternes eller tempospecialisternes. Nej, det er denne gang selv efter moderne Vuelta-standard i den grad bjerggedernes løb, og de lette folk jublede da også stort i dagene efter præsentationen, hvor særligt Enric Mas slet ikke kunne få armene ned over en rute, der må give ham hans livs chance for endelig efter tre andenpladser at få den store sejr.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Samtidig placeres de imidlertid i et dilemma. Kører man to grand tours på ét år, er det som bekendt langt det letteste at satse på Giroen og Vueltaen, men i år appellerer de til to vidt forskellige ryttertyper. Den meget tempotunge Giro har således allerede fået tempostærke folk som Roglic, Evenepoel, Joao Almeida og Aleksandr Vlasov til at gøre det italienske løb til årets hovedmål, mens klatrerne, herunder den forsvarende Giro-konge Jai Hindley eller den mod Giroen så trofaste Simon Yates, til at valfarte mod Tour de France, der ligeledes i sjældent stor grad appellerer til bjergrytterne. Det er således de samme ryttere, der vil finde både Touren og Vueltaen tiltrækkende, og der bør således være mange, der overvejer at satse på både den spanske og den franske grand tour.

Foto: Unipublic / Charly Lopez.

Det er nu bestemt heller ikke unormalt, og historien viser, at det er ganske muligt at kombinere de to løb. I år bliver det endda særligt let, fordi det tidlige VM giver en uges ekstra pause mellem de to løb, og derfor kan de ryttere, der allerede har udpeget Vueltaen som et mål regne med at få solid konkurrence fra nogle af Tourens mange klatrere. Allerede længe inden rutepræsentationen gjorde Juan Ayuso sit hjemmebaneløb til sit altoverskyggende fokus, og hvis ellers han har det fint med stejle procenter, hvad vi endnu ikke ved om det purunge supertalent, vil han elske den rute, Guillen annoncerede. Mere utilfreds ved Roglic, der efter alt at dømme bliver kaptajn for Jumbo og går på jagt efter den historiske fjerde samlede sejr, for selvom han sagtens kan vinde på en rute som denne, vil et større antal enkeltstartskilometer naturligvis være i hans interesse.

Det havde de naturligvis også været for Remco Evenepoel, Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, men medmindre der ændres på planerne, skal Ayuso og Roglic ikke slås med dem til august og september. Til gengæld skal de altså døje med Mas, der som bekendt altid præsterer bedst i den anden grand tour, og hvis dieselmotor er skabt til en rute, der byder på brutale etaper gennem alle tre uger. Det må også være aldeles fristende for Egan Bernal at drage til Spanien, særligt fordi det bestemt ikke er usandsynligt, at han skal igennem en første grand tour for at blive fuldt konkurrencedygtig igen, og i det hele taget bliver det ganske interessant endelig at finde ud, hvordan Ineos fordeler deres mange kaptajner, nu hvor de har det fulde billede af årets ruter, og måske særligt om de igen sender lokale Carlos Rodriguez til Spanien, selvom rygtet sender ham til Giroen. Richard Carapaz har bestemt heller ikke nogen grund til at droppe planen om at køre både Tour og Vuelta i et år, hvor begge ruter appellerer meget til ham, og Hindley må gå med overvejelser om samme kombination, nu hvor Vuelta-ruten synes at appellere særligt til klatrere med stor restitutionsevne, hvilket akkurat er, hvad man bedst kan betegne Giro-vinderen som. Mon ikke også Mikel Landa finder fristelsen for stor til at afvise muligheden for endelig at lave det topresultat på hjemmebanen, som han mangler i sin ellers flotte karriere?

Det var nemlig præcis det, Guillen ville, da han forandrede løbets identitet med den revolutionerende rute i 2012. Han ville have Vueltaen til at være det løb, enhver ambitiøs klatrer umuligt kunne misse, og det er i den grad lykkedes med en 2023-udgave, der i den grad imødekommer de kritikere, der fandt 2022-udgaven for let. Om de spanske medier har ret i, at vi senere på året bliver vidner til den hårdeste Vuelta nogensinde, vil tiden vise, men man må i hvert fald give den spanske løbsdirektør cadeau for forsøget, hvis det var missionen med den det design for årets løb, han præsenterede i tirsdags.

​Du finder ruteanalysen af henholdsvis Tour de France og Giro d´Italia.