Hvem er outsiderne til Tour-titlen?

Det hele anføres naturligvis af Chris Froome, der drømmer om at skrive historie ved at tage sin fjerde grand tour-sejr på bare 12 måneder, men netop usikkerhed om hans form efter en hård Giro gør årets løb endnu mere åbent end tidligere. Det skyldes ikke mindst, at han denne gang udfordres af et usædvanligt stærkt Movistar-mandskab, der tæller den skræmmende stærke trio bestående af Nairo Quintana, Mikel Landa og Alejandro Valverde i en historisk stærk Tour-satsning fra det spanske superhold, og for første gang synes der at være et hold, der i bjergene kan matche Sky. Dertil skal lægges Richie Porte, der efter et sygdomsramt forår med sejren i Tour de Suisse fik vist, at han er helt klar til at udfordre sin tidligere kaptajn, og dermed bliver det klart, at Froome vel næppe tidligere har kunnet imødese så skrap modstand fra så mange potentielle vindere.

Feltet tæller også Vincenzo Nibali, der har udset sig årets rute som en stor chance for at tage sin anden sejr i verdens stærkeste cykelløb, Ilnur Zakarin, der fortsætter sin march mod grand tour-himlen og for første gang satser alt på Touren, Froomes løjtnant Geraint Thomas, der efter den knusende sejr i Dauphiné er klar til at træde til, hvis kaptajnen skulle falme, samt Rigoberto Uran og Romain Bardet, der som bekendt begge var på podiet sidste år og drømmer om endnu mere i år. Dan Martin viste i Dauphiné, at han har timet formen perfekt og står foran noget stort, efter at han sidste år endte som nr. 6 trods 12 etaper, hvor han var hæmmet af en brækket ryg, Jakob Fuglsang er stærkere en nogensinde, Adam Yates har ligesom sin bror har gjort mageløse fremskridt i år, Steven Kruijswijk ligner en mand, der måske kan genfinde Giro-formen fra 2016, og Bauke Mollema drømmer om at finde de ben, der næsten gav ham en podieplads for to år siden. Tom Dumoulin må ganske vist være træt efter Giroen, men håber alligevel at køre med om sejren i sit første store forsøg på at vinde verdens største cykelløb, og endelig frygter de fleste himmelstormeren Primoz Roglic, der efter et drømmeforår har potentialet til at skabe den helt store overraskelse på de franske landeveje i år. Med andre ord er listen over topkandidater længere end vanligt, og kobler man det med en usædvanligt innovativ og spændende rute, kan løbet umuligt skuffe.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

Husk at bette på årets Tour de France. Det giver lidt ekstra spænding, når du sidder og ser Tour de France i sommervarmen. Bet med en registeringskode hos Betsafe. så har du muligheden for at få bonus, lige nu kan du få 100% op til 500 kroner. 

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Romain Bardet (*)

Christophe Moreau, Pierre Rolland, Thibaut Pinot… Listen over lovende klassementsryttere, der siden Richard Virenques storhedstid i den tvivlsomme periode i 90erne har givet franskmændene hede drømme om igen at kunne køre med om sejren i deres hjemlands cykelstolthed, bliver år for år længere og længere, og med stor glæde kan de lokale fans konstatere, at der både bliver flere og langt stærkere kandidater til endelig at bryde den tørke, der har strakt sig tilbage til Bernard Hinaults femte og sidste sejr i 1985. I øjeblikket er det så Romain Bardet, der bærer det tunge ansvar som manden, der skal løfte det kolossale forventningspres, som kun 66 millioner stolte franskmænd kan lægge på dine skuldre.

Mange af de lovende franskmænd er knækket under det kolossale åg, det er at skulle bære hele landets stolthed hos sig, men Bardet synes at have en mental råstyrke, der gør ham bedre i stand til ikke at lade sig tynge af omstændighederne. Hvis man dertil lægger, at den aggressive Ag2r-kaptajn nu to gange i træk er sluttet på podiet - den fjerde podieplads på fire år for den stadigt stærkere hjemmenation - er det klart, at det er med god grund, at franskmændene igen i år øjner en plads mellem de bedste tre i det løb, der både nationalt og globalt betyder allermest.

Bardet får også brug for hele sin evne til at håndtere pres. En af fordelene for den lovende unge generation af franskmænd, der også tæller endnu yngre klatrere som Pierre Latour, Lilian Calmejane, David Gaudu og Leo Vincent, er det store antal, der har betydet, at de har været flere om at løfte ansvaret. I jubelåret 2014 havde man sågar i Pinot, Bardet og veteranen Jean-Christophe Peraud hele tre mand, der kørte med om podiet helt frem til afslutningen, og dermed har det sjældent været op til én rytter at skulle levere for franskmændene.

I de seneste to år har det imidlertid været anderledes. Pinot havde ganske vist store planer om endelig igen at blande sig i podiekampen i Touren, men en grim lungebetændelse, der kostede ham en podieplads i Giroen, har sat en stopper for den ambition. Pierre Rolland er nu hjælperytter for Rigoberto Uran, og Warren Barguil jagter igen i år etapesejre og bjergtrøje. På Bardets Ag2r-mandskab har Latour ganske vist også visse klassementsambitioner, ikke mindst en drøm om at vinde den hvide trøje, men han er først og fremmest hjælper for sin kaptajn. Og trods alle hans kvaliteter er det nok trods alt for tidligt at tro, at Gaudu allerede i sin første grand tour kan køre klassement, særligt fordi de første ni dage ikke just er ham venligt stemt. Det er derfor igen op til Bardet at indfri alle hjemmenationens hedeste drømme, men i de seneste to år har han vist, at han ikke lader sig knække under presset.

Det har ellers ikke været det bedste år for Bardet. Et dumt uheld i hjemmet satte ham ud af spillet i februar, men han kom flot tilbage, da han vandt sit comebackløb, Classic de l’Ardeche, efter et stort soloridt, der startede langt fra mål. En uge senere overgik han alle forventninger, da han med offensiv kørsel reddede sig en temmelig overraskende andenplads i et historisk hårdt Strade Bianche, men han brillerede ikke just i Tirreno-Adriatico, hvor enkeltstarten som altid gjorde det umuligt at køre med om sejren, men hvor man kunne have forventet mere på stigningerne. Endnu værre blev det, da sygdom ramt ham i Baskerlandet Rundt, og derfor siger det temmelig meget om Bardets klasse, at han alligevel kunne finde så megen form, at han efterfølgende kunne blive nr. 9 på Mur de Huy i Fleche Wallonne og igen med snu og offensiv kørsel sikre sig en fantastisk tredjeplads i Liege-Bastogne-Liege, selvom han ikke var i nærheden af at væe tredjestærkeste mand.

Resultaterne i Liege og Strade Bianche betyder, at Bardet faktisk kan være fint tilfreds med resultaterne, også selvom han ikke just har opnået dem alene på sin styrke. Det er imidlertid meget sigende for sportens bedste ryttere, at de kan køre med om podiet, selv når benene svigter, og Bardet har efterhånden nået en stabilitet og et niveau, der placerer ham i den absolutte elite i først og fremmest etapeløb, men også i hårde endagsløb.

De kvaliteter stillede Bardet atter til skue i Dauphiné for et par uger siden, hvor han med solid kørsel sikrede sig den samlede tredjeplads og på stigningerne vel kun var overgået af Geraint Thomas og Dan Martin. Samtidig blev han bedre og bedre, som løbet skred frem - hvad deri øvrigt er et af Bardets fornemste egenskaber - og alt tyder derfor på, at han er helt på rette vej til at ramme sit topniveau, når det fra 10. etape går løs med den første af de seks store bjergetaper, der skal bringe Bardet på podiet for tredje gang i træk.

Og mulighederne herfor er ganske gode. Faktisk er årets rute den bedste hidtil for Bardet, der som sin største force har de lange, udmarvende dage i de høje bjerge. Her er der ikke mange, der matcher den langlemmede franskmand, der sidste år i Touren stort set fulgte selveste Chris Froome pedaltråd for pedaltråd på alle de store stigninger. Nu kørte Froome sig ganske vist ikke helt i bund for 12 måneder siden, men det var tydeligt, at både Bardet og Rigoberto Uran var ganske tæt på at kunne true briten i det terræn, der hidtil har været hans domæne.

Derfor er det også en gave for Bardet, at årets Tour er den mest bjergrige længe, og at fem af seks bjergetaper er kendetegnet ved at have mange lange stigninger. Flere af etaperne er også ganske lange, og endelig byder de endda også på mange af de tekniske nedkørsler, der er et af den ekvilibristiske franskmands allerstærkeste våben. Mange af dem kommer endda til allersidst, og det giver Bardet et håb om, at han måske endda kan vinde tid på nogle af de mere klatrestærke i de høje bjerge. Endelig er til stor fordel for dieselmotoren Bardet, at alle de væsentlige udfordringer kommer til sidst i løbet, hvor han traditionelt er på sit allerhøjeste niveau.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Lige så stærk Bardet er i bjergene, lige så svag er han imidlertid på enkeltstarterne. Der er ikke mange, der har det så svært i kampen mod uret netop Bardet, men derfor kan han kun være begejstret for en rute, der kun byder på én individuel kamp mod uret. Den afvikles endda i kuperet terræn og er ikke voldsomt forskellig fra den rute i Romandiet, hvor Bardet i 2015 kørte karrierens hidtil eneste gode enkeltstart, og han kan derfor i et svagt øjeblik håbe på, at han kan gentage den bedrift i Baskerlandet om et par uger. Det er nu ikke videre sandsynligt, men Bardet kan i det mindste glæde sig over, at han aldrig tidligere har fået serveret en så god enkeltstartsmenu i sit hjemland.

Holdløbet er til gengæld ikke en have til Ag2r, der traditionelt har haft det svært i disciplinen. Der kan imidlertid være lys for enden af tunnelen, for det kraftigt forstærkede franske mandskab leverede faktisk deres livs præstation i det nyligt overståede Dauphiné. Med en skræmmende formstærk Latour, der kørte feltet sønder og sammen ved de franske enkelstartsmesterskaber, som den store motor er der håb om, at holdløbet i år ikke ender som den katastrofe, det tidligere har været.

Den første uge er heller ikke nødvendigvis helt dårlig for Bardet, der elsker klassikere og derfor har en vis erfaring i positionskampen. Oliver Naesen er samtidige en klasserytter, der vil kunne hjælpe ham særligt på brostenene, og selvom han næppe ender som en vinder den dag, er han næppe heller den helt store taber. Han vil helt sikkert være sat tilbage, når vi rammer bjergerne, men udgangspunktet kan sagtens være mere fornuftigt, end man kunne frygte.

Det er imidlertid i bjergene, at Bardet skal redde sig sin podieplads, og det skal formentlig ske med samme offensive kørsel, som har givet ham to af hans tre Tour-etapesejre, og som var hans direkte genvej til den samlede andenplads i 2016. Her er han hjulpet af et af feltets stærkeste mandskaber, der udover formstærke Latour tæller den stadig bedre Alexis Vuillermoz, erfarne Mathias Frank og alsidige Tony Gallopin. De har vist, at de aldrig er bange for at tage tyren ved hornene, og det er så sikkert som amen i kirken, at vi mindst én gang vil se hele Ag2r-holdet lægge pres på både på stigningerne og ikke mindst på nedkørslerne.

Herefter er det op til Bardet at gøre arbejdet færdigt, og hans aggressive temperament passer fint til et løb, der meget vel kan eksplodere i en byge af Movistar-angreb, som Ag2r-rytteren kan hægte sig på. Alligevel er det så pokkers svært at se, hvordan Bardet nogensinde skal vinde Touren. Han klatrer ikke godt nok til, at han nogensinde vil kunne vise sig så overlegen, at han vil kunne kompensere for sin svage enkeltstart, og da han i år også vil være sat tilbage efter den første uge, bliver det ikke lettere. Derfor er det maksimalt opnåelige for Bardet formentlig også endnu en podieplads, der heller ikke bliver let at sikre sig i et skræmmende stærkt felt. Omvendt er det nu to gange i træk lykkedes på ruter, der passede ham betydeligt dårligere, og derfor er et hattrick bestemt igen inden for rækkevidde. Det vil være et helt igennem fantastisk resultat for Bardet, der næppe har blikket rettet entydigt mod sejren. Problemet er, at resten af franskmændene næppe er enige…

Dan Martin (*)

Egentlig bryder han sig slet ikke om at køre etapeløb. Dan Martin har aldrig lagt skjul på, at det er endagsløbene, der for alvor kan få hans puls i vejret, og han hader den konservative og ofte afventende kørsel, der er en naturlig konsekvens af behovet for at kunne præstere hver dag over tre uger. Derfor var det ikke mærkeligt, at han efter at være blevet udråbt til den næste store klatrer, hurtigt udviklede sig til at være en af verdens bedste ryttere i de kuperede klassikere og ikke gav grand tours al for meget opmærksomhed.

Man kan ikke fortænke Martin i den prioritering. Allerede som 28-årig havde han vundet cykelsportens to kuperede monumenter, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia, og dermed præsteret noget, som end ikke Alejandro Valverde, tidens ellers suverænt bedste ardennerrytter, har magtet. Med sit punch på korte, eksplosive stigninger, sin gode spurt og ikke mindst sin fantastiske evne til at peake på dagen har Martin lynhurtigt etableret sig som en af verdens førende specialister i de vanskelige endagsløb.

Samtidig gav hans første forsøg i de tre uger lange etapeløb slet ikke endt, som han kunne have ønsket sig. Først i 2011 lykkedes det ham i Vueltaen endelig at køre klassement, og der blev det til en ganske beskeden 13. plads. I 2013 var han på vej mod en top 10-placering i Touren, men blev syg i den tredje uge og kunne se måneders forberedelse ende i det rene ingenting - trods en flot etapesejr undervejs. Det blev starten på en hel serie af uheld, der red ham som en mare i de følgende år. Senere på året styrtede han ud af Vueltaen, og i 2015 blev han igen syg i Touren, inden endnu et styrt satte en alt for tidlig stopper for en Vuelta, der ellers var startet lovende. Kun i Vueltaen i 2014 lykkedes det ham at undgå tilbageslag, og med en 7. plads fik han vist, at potentialet er til mere, end de beskedne resultater indikerer.

I lyset af de mange uheld er det ikke mærkeligt, at Martin mest har koncentreret sig om endagsløb, men i de senere år har noget forandret sig. Forud for 2016-sæsonen forlod han de trygge rammer hos Cannondale for i stedet at løfte den utaknemlige opgave som manden, der skulle udvide Quick-Step fra deres rolle som klassikernes superhold til et mandskab, der også kan gøre sig gældende i grand tours. Det fik ham til at forlade de vante rammer i Cannondale-hovedkvarteret Girona for i stedet at flytte til Andorra, hvor adgangen til lange stigninger er langt større.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Som en konsekvens har han i de forløbne år trænet langt mere i de høje bjerge, og det har haft en effekt. Han indrømmer selv, at han måske ikke har helt samme punch på de eksplosive stigninger som tidligere, men til gengæld er hans evner på de lange opkørsler forbedret helt kolossalt i de seneste tre år. Det blev første gang tydeligt i Dauphiné i 2016, hvor han sluttede på podiet i meget skrapt selskab, og blev understreget en måned senere, da han endelig sluttede i top 10 i Touren, endda på en rute, hvor det store antal enkeltstartskilometer gav ham et betydeligt handicap.

Sidste år fortsatte udviklingen. En tidlig sejr i Algarve blev fulgt op af en podieplads i Paris-Nice og en femteplads i Volta a Catalunya, hvor hans forventninger ellers var stærk begrænsede. Han frygtede dog, at hans nye fokus kunne koste i klassikerne, men med andenpladser bag den helt suveræne Valverde i både Fleche og Liege fik han vist, at han vare bedre en nogensinde. Senere fulgte han det op med endnu en podieplads i Dauphiné, hvor han atter viste, at han nu kan køre med de allerbedste også i de høje bjerge.

Det var dog hans præstation i Touren, der for alvor gav løfter om noget stort. Med en overraskende tredjeplads bag Peter Sagan og Michael Matthews på en ellers alt for let puncheuretape tidligt i løbet havde han indikeret, at formen var i top, indtil det hele gik galt på den tekniske nedkørsel fra Mont du Chat på 9. etape. Her begik han den fejl, man aldrig må begå: at placere sig bag Richie Porte på en nedkørsel. Det fik den uheldige konsekvens, at han ikke kunne undvige, da den teknisk svage australier bragede i asfalten, og derfor led Martin samme triste skæbne.

Heldigvis var følgerne ikke helt så katastrofale, men de billeder, der i de følgende dage viste, hvordan en forslået Martin skulle hjælpe af cyklen efter etaperne, var vidnesbyrd om, at han var mere forslået end som så. Det fik også indflydelse på hans kørestil, hvor han helt i modstrid med sin aggressive natur var manden, der satte et stabilt og hårdt tempo på stigningerne, ganske enkelt fordi hans forslåede ryg ikke kunne klare de accelerationer, der ellers altid har været Martins force. At han sluttede på en 6. plads vakte derfor en del beundring, der dog gik til det ufattelige, da det efterfølgende kom frem, at Martin havde gennemført de sidste 12 etaper med et par brækkede ryghvirvler, der først var blevet afsløret i en kontrol efter løbet!

Den præstation vidner om, at Martin formentlig kunne have kørt med om podiet, hvis han havde været i sit es, og selvom han derfor drog hjem til Irland med en ærgrelse over at have misset en gylden mulighed, havde det også tændt en ild hos den lille irer. For første gang havde han nemlig indset, at en podieplads i Touren vitterligt er inden for rækkevidde, og derfor har han nu gjort netop det til karrierens helt store mål - også selvom det har betydet et neddroslet fokus på hans elskede endagsløb.

Det stod hurtigt klart for Martin, at han måtte væk fra et Quick-Step-hold, der med sit store fokus på massespurter, ikke kunne yde ham megen støtte i bjergene, og han blev derfor del af den meget ambitiøse satsning, der i løbet af få år skal gøre UAE-mandskabet til verdens bedste cykelhold. Sammen med Alexander Kristoff og Fabio Aru blev han hentet til holdet med løftet om, at han ville gå frirum til at satse 100% på det helt store resultat i Touren.

Desværre er ikke meget gået som ønsket for Martin og resten af det superambitiøse hold. Faktisk var første del af sæsonen en mindre katastrofe, hvor Kristoff var temmelig usynlig i klassikerne, og Aru kollapsede totalt i Giroen. Martin selv har været forfulgt af uheld, hvor han først bleg syg i Paris-Nice, så styrtede i Catalonien, igen blev sat tilbage af et styrt i Fleche Wallonne og til slut blev sat ud af spillet af en punktering i Liege-Bastogne-Liege, netop som han i finalen for første gang i år havde vist glimt af sit gamle jeg. Først i Romandiet undgik han uheld, men her var den gode form forduftet, og derfor kan Martin se tilbage på et helt igennem forsømt forår uden resultater.

Heldigvis er lykken vendt både for ham og resten af holdet. Det hele startede, da Kristoff spurtede sig til sejr GP Kantan Aargau, og bare 24 timer tog en genfødt Martin sæsonens første sejr med et storslået angreb på den anden af de to bjergetaper i Dauphiné. I det franske bjergløb angreb han i det hele taget i et væk, og det var vel kun Geraint Thomas, der i momenter virkede stærkere på stigningerne. Desværre betød et helt igennem katastrofalt holdløb samt uopmærksomhed på en nedkørsel og en efterfølgende hård jagt på sidste etape, at Martin efter de to foregående tredjepladser denne gang endte lige uden for podiet, men ser man alene på bjergbenene, var Martin blandt de stærkeste.

Det lover godt, for Martin har ikke lagt skjul på, at han som følge af den ændrede kalender med en ekstra uge mellem Dauphiné og Touren kun havde trænet ganske let. Derfor overgik hans præstation alle forventninger, og alt tyder derfor på, at Martin har kurs mod at ramme samme høje niveau som sidste år, når det går løs i de franske bjerge.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Desværre må Martin nok ærgre sig gevaldigt over, at det netop er i år, at han har skiftet hold. På Quick-Step-holdet kunne han have set frem til at have været blandt de bedste i holdløbet og ikke mindst have al den støtte, han kunne ønske sig i sidevinden og på brostenene. Nu er han i stedet del af et meget svagt UAE-mandskab, der ligesom i Dauphiné står til en skræmmende stor ørefigen på holdløbet, og som trods tilstedeværelsen af Kristoff næppe kan yde Martin megen støtte i den første uge. Den er i forvejen lidt af en udfordring for den lille irer, der før er blevet fanget i sidevinden, og som ikke er fan af hektisk positionskamp. Selvom han med sit punch vil kunne køre med om sejren på 5. og særligt 6. etape, står det derfor hævet over enhver tvivl, at Martin vil være sat ganske betragteligt tilbage, når vi når frem til første hviledag.

Bedre bliver det ikke af, at den bjergstøtte, der var hovedårsagen til holdskiftet, er nærmest totalt fraværende. Darwin Atapuma har ikke været i nærheden af sit topniveau, siden han forlod BMC, og den altid ustabile Kristijan Durasek kan ganske vist på sine dage være ganske glimrende, men han er samtidig et af feltets største lottokuponer. Tabet af den knæskadede Rui Costa var en regulær katastrofe, og sammenligner man UAE med mandskaber som Sky og Movistar, må Martin næsten tude sig i søvn. Var han blevet hos Quick-Step, kunne han med folk som Julian Alaphilippe og Bob Jungels hos sig have været mindst lige så godt stillet, og man må derfor på Martins vegne håbe, at der henover vinteren igen bliver åbnet for pungen med arabiske oliemillioner.

Det hjælper ham imidlertid ikke i de kommende tre uger, og her er det alene op til Martin selv at levere resultaterne. Tidstabet i den første uge samt den svage holdstøtte gør formentlig en sejr helt umulig, men podiet er inden for rækkevidde. Martin har nemlig i de seneste tre år gjort så store fremskridt i de høje bjerge, at han nu kan køre med de allerbedste, og med tanke på en yderst bjergrig rute er der masser af terræn til at vinde tabt tid tilbage. Hans gode spurt er et stærkt våben i kampen om bonussekunder på de mange bjergetaper med en flad finale, og først og fremmest har han det rette aggressive mindset til at udnytte den storslåede bjergoffensiv, som Movistar ventes at byde op til.

Martins enkeltstart er en stor akilleshæl, for selvom han i årene hos Quick-Step forbedrede sig en del, og kan glæde sig over den kuperede rute i Baskerlandet, står det også tindrende klart, at han aldrig lærer at mestre den disciplin. Martin er og bliver en af de svageste i kampen mod uret, og derfor skal der på 20. etape skrives endnu et minus på listen over tidsgevinster, der skal hentes i bjergene.

Der venter derfor Martin en monumental opgave i de kommende tre uger, hvis han trods et svagt hold skal ende på podiet. På den anden side kunne han stort set uden støtte i bjergene med to brækkede ryghvirvler bliver nummer seks sidste år, og med en sådan oplevelse i benene virker årets Tour nærmest som det rene barnemad. UAE har efter nogle svære måneder genvundet deres momentum, og efter et lovende Dauphiné er Martin klar til at ride videre på det. Året er start skidt, men måske bliver det alligevel denne sommer, at Martin for alvor indser, at han er meget mere end en af verdens bedste klassikerryttere - tåbeligt holdskifte eller ej.

Jakob Fuglsang (*)

Egentlig så det ud til, at den store chance var blevet spildt på gulvet. Efter flere år som utrættelig hjælper for Vincenzo Nibali var Jakob Fuglsang endelig udset rollen som delt kaptajn i Tour de France, og da supertalentet Miguel Angel Lopez endda styrtede slemt i november og missede hele foråret, var der endda udsigt til, at han måske kunne få stillet hele Astana-mandskabet til sin rådighed på de franske landeveje sidste sommer. Det ændredes imidlertid med ét slag, da holdets store stjerne, Fabio Aru, styrtede på en træningslejr i april, hvorefter en slem knæskade satte en stopper for italienerens drøm om at vinde Giro d’Italia, og selvom holdet i første omgang meldte ud, at der ikke rokkedes ved Fuglsangs kaptajnrolle i Touren, blev det i løbet af maj mere og mere klart, at Astanas ambitioner i det franske løb i stigende grad samledes om holdets mest etablerede grand tour-rytter.

Fuglsangs eneste reelle chance for at fastholde sin status i toppen af det interne Astana-hierarki var at levere sit livs resultat i et Criterium du Dauphiné, der både var hårdere og stærkere besat, end det længe har været. Det stærke startfelt betød imidlertid, at forventningerne om et topresultat var begrænsede, og man kunne have tjent en pæn skilling, hvis man på forhånd havde smidt et par håndører på, at danskeren i sidste ende ville løbe med trofæet foran verdens i øjeblikket to bedste etapeløbsryttere, Chris Froome og Richie Porte.

Hvad der siden skete, er som bekendt historie, og der er vel næppe mange danskere, der i dag ikke er vidende om, at Fuglsang med en samlet sejr leverede det måske danske cykelresultat i dette årtusinde. Med stabil, klog og aggressiv kørsel, hvor han syntes at træffe alle de rette beslutninger og gribe samtlige de muligheder, der åbnede sig, lykkedes det danskeren at vinde et løb, som snart sagt alle på forhånd havde udråbt til en tvekamp mellem Froome og Porte.

Resultatet var lidt af en øjenåbner, der synes at have markeret et vendepunkt i Fuglsangs karriere. Hvor det for de fleste ryttere i danskerens alder allerede er begyndt at gå ned af bakke, er det gået i den stik modstte retning for den danske fugl. Som en anden Valverde, bliver Fuglsang bare bedre og bedre, og hvis nogen troede, at sejren i Dauphiné ville være en enlig svale og et enkeltstående højdepunkt har han været i stand til at gøre alle kritikerne til skamme.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

De store ambitioner i sidste års Tour endte som bekendt slet ikke som ønsket, da et dumt styrt på en ellers ligegyldig etape sendte Fuglsang hjem i sygesengen. Forinden var alt dog heller ikke gået efter planen, for Astana-kaptajnen havde underpræsteret markant på løbets første bjergetape, men et storslået ridt på den dramatiske dag i Vogeserne, der sendte flere af favoritterne i asfalten og ud af løbet, havde noget at genoplive det håb, der havde sendt Danmark i kollektiv Tour-ekstase. Desværre varede euforien altså kun yderligere et par dage, inden Fuglsangs løb endte, og da han senere styrtede i et dansk gadeløb, sluttede hans 2017-sæson der, selvom han senere på året vandt en etape i det svagt besatte Tour of Almaty, der reelt blot var en Astana-opvisning på sponsorens hjemmebane.

Det var derfor med megen spænding, at Cykeldanmark så frem til 2018-sæsonen: kunne Fuglsang fortsætte de lovende takter fra 2017, eller var der trods alt grænser for, hvor meget en nu 33-årig rytter kunne forbedre sig? Svaret har heldigvis været ganske opløftende, for selvom resultatlisten ikke helt afspejler det, har Fuglsang haft et fremragende forår.

Det hele startede med en solid 3. plads i Valencia efterfulgt af en 4. plads i Andalusien, men det var Paris-Nice, der var den helt store oplevelse for Fuglsang. Ganske vist betød et tidligt styrt, at han med det samme røg ud af klassementet, men da han på løbets kongeetape endelig blev løsnet fra de lænker, der havde bundet ham til sin førende holdkammerat Luis Leon Sanchez, kørte han så stærkt, at det er rimeligt at antage, at han havde vundet etapen, hvis han blot havde fået sin egen chance fra start. Den mulighed fik han dagen efter, men her styrtede han på en regnvåd nedkørsel, netop som han havde ramt et lovende udbrud, og derfor endte det franske løb som en flad oplevelse med løfterige tegn.

De tegn blev omsat til en fremragende indsats i Amstel Gold Race, hvor han var helt afgørende i at hjælpe Michael Valgren til sejr, men desværre var det som om, at formen ikke var timet helt rigtigt. I vert fald levede 10. pladsen i Liege ikke op til forventningerne, og selvom han med snu kørsel udnyttede den intense kamp mellem Egan Bernal og Primoz Roglic til at tage en af karrierens største sejre på kongeetapen og derved køre sig til en fjerdeplads i Tour de Romandie, havde løbet også tydeligt vist, at han ikke i de schweiziske bjerge havde været på niveau med de bedste.

Det var han imidlertid, da han for et par uger siden stillede til start i Tour de Suisse, og det er præstationen her, der for alvor giver løfter om noget stort fra Fuglsangs side. Efter en nærmest katastrofalt holdløb fra Astanas side svarede Fuglsang nemlig fremragende igen på løbets kongeetape, hvor han ganske vist ligesom resten af feltet var et niveau eller to under den helt suveræne Nairo Quintana, men hvor han med klog kørsel til slut kunne indhente en Richie Porte og sikre sig en andenplads foran en falmende australier, der tydeligvis have overvurderet egne evner. Dagen efter kom den måske allermest opløftende bedrift, da Fuglsang for første gang siden 2010 kørte en god enkeltstart og helt sensationelt som den bedste af klassementsrytterne i kampen mod uret avancerede fra 6. til 2. pladsen. Faktisk endte det med, at kun det pauvre holdløb kostede ham en sejr, der ville have været i samme klasse som sidste prs triumf i Dauphiné.

Faktisk er der meget, der tyder på, at han denne juni var endnu stærkere, end han var det sidste år. Dengang var der nemlig ikke skyggen af tvivl om, at Porte var feltets i særklasse stærkeste rytter, og bår det var Fuglsang, der endte øverst på podiet, var det derfor først og fremmest en følge af, at han med en kombination af klogskab og gode ben havde udnyttet feltets kollektive alliance mod den isolerede australier. I år var rollerne imidlertid byttet rundt, og selvom det var Quintana, der ubetinget var bedste mand i bjergene, var det Fuglsang, der set over de begge de to nøgleetaper sidst i løbet var stærkeste rytter.

Dermed tyder meget på, at Fuglsang går ind til Touren i en bedre forfatning end sidste år, og denne gang slipper han endda for at skulle bekymre sig om sin kaptajnstatus. Selvom det var Miguel Angel Lopez, der fik sendt A-holdet af klarere med sig til Italien i colombianerens forsøg på at vinde Giroen, har Fuglsang fuld opbakning fra hele Astana-mandskabet, der alene har til formål at hjælpe deres kaptajn til det bedst mulige resultat i Paris.

Forudsætningerne for en stor dansk cykelsommer er derfor i den grad til stede, men der er stadig meget, der skal flaske sig for Fuglsang, hvis han skal ende på podiet, når den fede dame synger sidste vers den 29. juli. Årets felt er nemlig historisk stærkt, og selvom Fuglsang i det seneste års tid har kørt imponerende i ugelange etapeløb i de sidste år, er han i grand tour-sammenhæng stadig relativt uprøvet. Her han nemlig primært ageret hjælperytter, og når han endelig har fået sin egen chance, er det blevet til en 7. plads i Touren samt en 11. plads i Vueltaen som bedste resultat.

Fuglsang har aldrig tidligere været tæt på at kunne matche Froome og Porte i bjergene, når de begge har været på toppen. Froome var ikke i nærheden af sit bedste niveau i Dauphiné sidste år, og Porte var tydeligvis langt fra 2017-niveauet i Schweiz i år. Her fik danskeren trods sin flotte præstation også gedigne klø af Quintana, og lægger man dertil, at han i Frankrig er oppe mod navne som Mikel Landa, Alejandro Valverde, Vincenzo Nibali, Ilnur Zakarin, Romain Bardet, Rigoberto Uran og Steven Kruijswijk er listen over ryttere, der modsat Fuglsang har kørt med om sejren i en grand tour i de seneste år, nærmest alenlang.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Dertil kommer, at man kan frygte, om Fuglsang kan holde det meget høje niveau gennem alle tre uger. Han har nemlig igen i år været i meget god form meget tidligt, og hans holdbarhed har tidligere været et problem. Ganske vist har han ikke haft mange muligheder som grand tour-kaptajn, men som regel er han alligevel stillet til start i de store etapeløb med en intention om i hvert fald at holde sig til i klassementet. Meget ofte er det startet lovende - bare tænk på Touren i 2014 eller Giroen i 2016 - men som regel har danskeren ikke kunnet holde niveauet hele vejen til mål.

Dertil kommer, at Fuglsangs rolle som underdog er væk. Alle rivaler er nu usikre på, om danskeren faktisk kan køre med om sejren, og der bliver derfor næppe delt gaver ud, før han har vist solide svaghedstegn. Bedre bliver det ikke af, at han i bjergene trods god støtte fra folk som Tanel Kangert, Luis Leon Sanchez, Omar Fraile og Jesper Hansen ikke har den større, som særligt de største favoritter har. På den anden side skal Astana ikke være det mindste ansvar, og for Fuglsang handler det i første omgang om at følge med og med stabil og klog kørsel sikre sig et topresultat.

Den meget bjergrige rute er nok også en anelse for hård til en rytter, der trods alt ikke kan betegnes som ren klatrer. Til gengæld kan man håbe på, at præstationen i Schweiz markerede et vendepunkt på enkeltstarten. Som ung havde Fuglsang nemlig den disciplin som en af sine forcer, og noget kunne tyde på, at en målrettet indsats betyder, at den ikke længere er den store akilleshæl, den har været i nu næsten et årti.

Fuglsangs store chance er, at han kan redde sig et forspring i den første uge. Med Luis Leon Sanchez og Michael Valgren som forstærkninger kan Astana forhåbentlig undgå en gentagelse af holdløbskatastrofen fra Schweiz, og selvom kasakkerne helt sikkert vil tabe tid til de bedste, burde det ikke ende som endnu en fadæse. Derefter er det op til Fuglsang at udnytte brostensetapen maksimalt, som han og Nibali så smukt gjorde det i 2014. Det bliver ikke let på en etape, der mest af alt er et lotteri, og hvor Fuglsang i kraft af sit hold ikke er blandt de bedst stillede. Alle Michael Valgrens og Magnus Corts mange kvaliteter til trods var det nemlig ikke i positionskampen, at de brillerede i klassikerne - snarere tværtimod - og man kan derfor frygte, at Fuglsang aldrig kommer i en position, hvor han kan udnytte, at han som udgangspunkt er meget mere kraftfuld og brostensstærk end hovedparten af sine rivaler.

Drømmen er, at han overvinder disse udfordringer til at vinde tid på de mere klatrestærke folk inden bjergene, og lykkes det, er meget muligt. Fuglsang har i hvert fald aldrig været skarpere, end han er netop nu, og resultaterne i Schweiz vidner om, at han nu er ganske tæt på de allerbedste. Som sagt er der stadig mange brikker, der skal falde i hak, hvis drømmen om podiet skal realiseres. Der var som bekendt ikke mange, der troede, at Fuglsang vil vinde Dauphiné, eller at han efter det katastrofale holdløb ville ende som nr. 2 i Schweiz. Lad os håbe, at fuglen i de kommende uger viser os alle, at Valverde ikke er den eneste, der bare bliver bedre og bedre med alderen.

Steven Kruijswijk (*)

Kun den hjerteløse var ikke berørt, da man så Steven Kruijswijk rulle over stregen efter en dramatisk dag i Alperne på 19. etape af 2016-udgaven af Giro d’Italia. Få timer forinden havde han været på sporet af at bryde den hollandske grand tour-tørke ved at sikre sig en ganske overraskende sejr i det italienske løb. Selvsikker og imponerende kørsel i bjergene var fulgt op af et lammende uppercut på bjergenkeltstarten, hvor han ikke havde efterladt nogen tvivl om, hvem der var Giroens stærkeste rytter. Alle var enige om, at kun uheld kunne forhindre hollænderen i at hjemføre sig en meriterende triumf på de italienske landeveje - og det var akkurat det, der ramte ham, da lynet slog ned i et ellers uskyldigt sving på Colle dell’Agnello.

Man kunne have tilgivet Kruijswijk, der ovenikøbet fik betydelige skader i styrtet, hvis han havde kastet håndklædet i ringen og var kollapset på den efterfølgende svære bjergetape, men han viste høj moral ved at kæmpe sig igennem smerterne og sikre sig en fornem fjerdeplads, hans hidtil bedste resultat i en grand tour. Den personlige rekord var imidlertid en ringe trøst for en mand, der havde vist, at han endelig havde indfriet det potentiale, han viste i begyndelsen af sin karriere, og etableret sig potentiel vinder af en grand tour.

For bare få år siden så det ellers ud til, at Kruijswijk ville glide ind i glemslen som endnu et falleret hollandsk stortalent. Efter den mindeværdige 8. plads i en meget svær 2011-udgave af Giroen kunne man drømme om, at den næste store klatrer fra det flade Beneluxland var født, men siden gik alt desværre galt. I de følgende år fejlede Kruijswijk gang på gang, og striben af nedture i grand tours syntes nærmest uendelig.

Forklaringen var imidlertid ikke, at potentialet var forsvundet. Tværtimod var der tale om et problem med den store arterie i lysken, som betød, at han ikke kunne udnytte talentet fuldt ud. Den skavank blev fjernet ved en operation i vinteren mellem 2013- og 2014-sæsonerne, og siden da har han været som forvandlet. Ganske vist styrtede han ud af den efterfølgende Giro, men kort efter kørte han en flot Tour trods begrænset forberedelse, og i efteråret vandt han Arctic Race of Norway.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det var imidlertid i 2015, at det blev klart, at Kruijswijk for alvor er tilbage. Efter at en blunder på en ellers uskyldig etape tidligt i løbet havde knust hans podiedrømme, viste han sig sammen med Contador, Landa og Aru som den suverænt stærkeste i løbets tredje uge, og for første gang kunne han matche verdens bedste klatrere. Det store tidstab betød, at det ikke blev til mere end en syvendeplads, men Kruijswijk havde vist, at han havde potentialet til langt mere. Det var det potentiale, han var på vej til at realisere, da han knuste rivalerne på bjergenkelstarten til Alpe di Siusi for fodt to år siden.

Kruijswijk havde jagt skuffelsen bag sig, da han i Vueltaen stillede til start med det mål at konfirmere sig som en reel vinderkandidat i grand tours. Det gik imidlertid slet ikke som ønsket. Sygdom i forbindelse med rejsen til OL i Rio lagde de sidste forberedelser i ruiner, og efter at han havde tabt tid på de første stigninger, blev det hele kun endnu værre, da dårlig markering fra arrangørside forårsagede et stort styrt, der sendte Kruijswijk direkte hjem til Holland og bragte hans sæson til en brat ende.

Kruijswijk måtte sluge endnu en nedtur, men han fik hurtigt et nyt mål at gå efter. På baggrund af Giro-nedturen havde LottoNL-Jumbo nemlig indset, at de havde en reel chance for at vinde en af sportens tre største løb, og derfor brugte man transfersæsonen på at styrke den relativt svagt besatte gruppe af klatrere, der skulle støtte holdets stjerne. I løbet af vinteren blev det gjort klart, at holdets allerstørste mål i 2017 var at erobre den triumf, som et dumt styrt havde berøvet dem et år tidligere.

Alt var på sporet til noget stort for Kruijswijk, der i løbet af foråret kørte langt stærkere, end han traditionelt har gjort, men igen ramte uheld den talentfulde hollænder. Et dumt styrt på en sprinteretape i Tour de Yorkshire efterlod ham med et brækket ribben, der satte ham betydeligt tilbage i løbets første to uger. Hurtigt stod det klart, at skaden gjorde det umuligt for ham at præstere på samme niveau som tidligere, men Kruijswijk nægtede at give op. Alligevel fortsatte uheldene med at regne ned over hollænderen. Netop som han i den tredje uge viste tegn på fremgang, blev han ramt af sygdom, der tvang ham ud af løbet i utide. Alligevel viste han atter god moral ved efterfølgende at blive nummer 3 i Tour de Suisse.

Desværre kan man efterhånden frygte, at Kruijswijks drømme-Giro virkelig var et one-hit wonder. I hvert fald var der heller ikke meget at skrive hjem om i sidste års Vuelta, hvor han blev en ganske anonym nr. 9, og selvom han atter var ramt af helbredsproblemer, er det efterhånden svært at blive ved med at tilskrive de mange skuffelser rent uheld, når han nu er fejlet i tre grand tours i træk. Alligevel var der måske et glimt af håb, for Kruijswijks berømte dieselmotor var faktisk ganske varm til slut, hvor han han blev en fin nr. 7 på den sidste bjergetape til Angliru, hvilket i det mindste betød, at han kunne tage på ferie med en fornemmelse af håb.

Noget kunne faktisk tyde på, at det endnu ikke er helt forbi for Kruijswijk. I år, hvor han for første gang siden 2012 har valgt at satse entydigt på Tour de France, har han nemlig haft en ganske fin forårssæson. Kruijswijk er nemlig ikke kendt for at gøre det specielt godt i ugelange etapeløb, der er alt, alt for korte til, at den store motor kan komme i omdrejninger, og derfor har hans resultatliste i foråret altid været temmelig pauver. Set i det lys er en 7. plads i Ruta del Sol og en 8. plads i Catalonien, hvor de eksplosive stigninger slet ikke passer ham, faktisk en ganske pæn høst.

Det var dog i Romandiet Rundt, at han for alvor brillerede. Her kørte han nemlig med en fjerdeplads bag Egan Bernal, Primoz Roglic og Richie Porte et brag af en bjergenkeltstart, og var han ikke endt som hjælper for Roglic, var det utvivlsomt blevet til mere end en samlet 6. plads. Det må i den grad have givet grund til en vis optimisme, og med en ikke specielt spektakulær 8. plads i Tour de Suisse, er han helt sikkert på rette vej. Kruijswijk har nemlig ikke tradition for at flyve i sine forberedelsesløb, og derfor er det faktisk et ganske pænt udkomme af et løb, hvis ret lette rute heller ikke passer ham.

Kruijswijk har derfor en berettiget tro på, at han i årets Tour kan i hvert fald komme tætte på drømmeformen fra 2016, men han har i mellemtiden måttet se sin ubestridte kaptajnstatus komme under pres. Det har hele tiden været planen, at holdet også skulle give plads til Dylan Groenewegens spurtambitioner, men nu har Roglics drømmeforår kompliceret sagen yderligere. Oprindeligt var det nemlig planen, at sloveneren, der i første omgang var indkøbt som støtte til netop Kruijswijk, alene skulle jagte etapesejre i Frankrig, men som beskrevet andetsteds i disse optakter er der nu meget, der tyder på, at den slovenske komet drømmer om mere end bare det.

Det synes derfor nu givet, at Kruijswijk må dele ansvaret med Roglic, men det er ikke nødvendigvis det helt store problem. Et relativt svagt hold til 3. etape betyder nemlig, at de begge tidligt vil blive sat tilbage, og da de heller ikke har det bedste mandskab til brostenene, må man formode, at det begge når frem til bjergene med et vist tidstab. Derfor er det ikke op til LottoNL-Jumbo at løfte meget ansvar i bjergene, og derfor kan der formentlig blive plads til, at begge de to kaptajner kan køre deres chancer. Det vil så være op til Kruijswijk selv at vise, at han er vitterligt er bedre end sin fænomenale holdkammerat.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Det er bestemt ikke utænkeligt, for mens der stadig hersker tvivl og Roglics holdbarhed, er der slet ikke den slags bekymringer for Kruijswijk, tværtimod. Det er nemlig ikke en tilfældighed, at det er i grand tours, at hollænderen har opnået sine bedste resultater. Det er først efter mange dage, at hans kolossale dieselmotor er ved at blive varm, og derfor finder han altid sine bedste ben i løbets sidste del. Det skete i Giroen i 2015 og 2016 og i Vueltaen sidste år, og der er absolut ingen grund til, at det skulle være anderledes denne gang.

Set i det lys er ruten fremragende for Kruijswijk, der kan se frem til en historisk hård anden halvdel, der er spækket med de lange bjerge, han elsker, og med store bjergetaper, hvor et hav af stigninger stiller store krav til rytterne udholdenhed. Samtidig er de regulært regulære stigninger i Frankrig i virkeligheden meget bedre for Kruijswijk anti-eksplosive klatrestigninger end de hidsige bjerge i Italien, og derfor kan man faktisk med nogen rette hævde, at han er langt mere skabt til Touren end til Giroen, der ellers hidtil har været hans hovedfokus.

Derudover er det værd at bemærke, at Kruijswijk nu om dage kan betragte enkeltstarterne som en force. Ganske vist er han ikke specialist, men han kørte fremragende tidskørsler både i 2015 og 2016. Det har han ikke helt kunnet leve op til siden da, men det hænger måske sammen med, at han heller ikke i andre sammenhænge har været tilbage ved fordums styrke. Noget kunne tyde på, at rytteren, der er kendt som ”the coat hanger”, kun kører sine bedste enkeltstarter, når han er på 100%, og er han det, burde den kuperede rute i Baskerlandet passe ham ganske fint.

Endelig er han ikke dårligt stillet, hvad støtte angår. Som sagt kan den første uge ikke undgå at blive lidt af en lidelseshistorie for Kruijswijk, der bestemt ikke er fan af positionskamp og ofte har været sendt i asfalten på flade etaper, men kommer han helskindet frem til bjergene, vil han sammen med Roglic udgør en farlig duo, der støttes godt af Robert Gesink og talentfulde Antwan Tolhoek. Det åbner ganske store perspektiver, for hvis Kruijswijk vitterligt finder de ben, han havde i 2016, er der ikke mange, der kan matche ham i de høje bjerge.

Derfor er der tre spørgsmål, der alle skal besvares med et ja, hvis Kruijswijk skal have succes. Kan han finde niveauet fra 2016? Kan han overleve den første uge uden et alt for stort tidstab og uden igen at blive fanget i et styrt? Og kan han undgå af blive låst i en hjælperolle for en potentielt set flyvende Roglic? Ender han med at tikke alle de bokse af, kunne den hollandske ”coat hanger” ikke have ønsket sig en bedre rute. Og hvem ved? Måske er det stadig muligt at få en fortjent oprejsning til en mand, der på den mest brutale vis fik stjålet den sejr, der ville have udødeliggjort ham i sit hjemland.

Rigoberto Uran (*)

Det lignede den totale deroute for Rigoberto Uran, da han stillede til start i sidste års Tour. Egentlig var det lidt tragisk at tænke på, at colombianeren blot tre år ridligere af mange blev betragtet som hovedudfordreren til Nairo Quintana forud for Giroen i 2014, hvor han for andet år i træk endte med at sikre sig en andenplads, og at han året efter igen var blandt de fem største favoritter. Så sent som i 2016 blev han igen af mange betragtet som en af podiekandidaterne i Giroen, men da han i 2017 for første gang satsede alt på Tour de France, var der ikke mange, der overhovedet nævnte ”Mick Jagger” som en af kandidaterne til de absolutte topplaceringer.

Hvad bar det sket for den farverige colombianer, som Sky for år tilbage kun modvilligt gav slip på, og som man hos Quick-Step i en overgang byggede hele sin klassementsfremtid på? Det var svært at give et entydigt svar, men faktum var det, at Urans grand tour-stjerne var falmet væsentligt. Hovedforklaringen var imidlertid, at han i Giroen i både 2015 og 2016 blev sat tilbage af sygdom, og selvom han alligevel kunne skrive en 7. plads i sidstnævnte sæson på sit cv, betød det entydige fokus på grand tours og en deraf følgende mangel på resultater, at han gled ned i glemslen på den lange liste over fallerede talenter, der aldrig slog igennem.

Meget optimisme kunne man derfor ikke frembringe, da han af alle muligheder valgte Jonathan Vaughters’ hold - dengang kendt som Cannondale - som stedet til at genrejse karrieren. Det amerikanske mandskab har nemlig en nærmest enestående evne til at få et minimum ud af deres talenter, og man kan derfor ikke fortænke flertallet i at afskrive ham.

Resten er som bekendt historie. Uran rejste sig sidste sommer fra asken og kørte sin hidtil bedste grand tour. Sammen med Chris Froome, Mikel Landa og Romain Bardet udmærkede han sig som den bedste i bjergene, og da han samtidig undgik den dårlige dag, der ellers ofte har kendetegnet hans karriere, samt kørte sin første gode enkeltstart i adskillige år, endte han på en meget imponerende andenplads - hans tredje af slagsen i grand tour-sammenhæng. Ganske vist var han aldrig i nærheden af at true suveræne Froome, men i kampen om de krummer, briten efterlod, var han den bedste, han kronede endda det hele ved at tage en etapesejr i en spurt, der endda var skæmmet af et gearproblem.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Resultat kom imidlertid ikke ud af det blå, og Uran havde forinden givet så mange indikationer på, at han var på vej tilbage, at vi her på Feltet.dk faktisk fremhævede ham som en af de 15 kandidater til kampen om sejren. I efteråret 2016 var Uran ganske enkelt flyvende og suverænt en af de dominerende skikkelser i de italienske klassikere. Hvis ikke Cannondale fejlagtigt havde satset alt på Michael Woods i den benhårde klassiker Milano-Torino, var colombianeren endt med sejren i verdens ældste endagsløb. Kun en uimodståelig Esteban Chaves var i stand til at besejre ham på San Luca i Giro dell’Emilia, og i det største løb af dem alle, Il Lombardia, spurtede om sejren med Chaves og Diego Rosa efter at have efterladt en stor del af verdens klatreelite på de sidste stigninger.

I 2017 fortsatte Uran tendensen med en stribe solide klatrepræstationer, hvor han gang på gang slog folk, der generelt lå langt højere i Tour-hierarkiet Når det i alle løb blev til beskedne samlede placeringer, skyldtes det udelukkende et af cykelsportens største mysterier: spørgsmålet om, hvad der er sket med Urans enkeltstart. Mange vil huske, hvordan han i 2014 kørte feltet sønder og sammen på den lange enkeltstart i Giroen, og hvordan han generelt var ustoppelig mod uret i den periode. Siden da er det faldet helt sammen for colombianeren, og hans resultater i de seneste mange år placerer ham solidt i den absolutte bund, når klassementsrytterne skal rangeres efter tempoegenskaber. Kun én gang siden 2016 har han kørt en enkeltstart, der står mål med hans fordums høje niveau, men den kom heldigvis på det helt rigtige tidspunkt i Touren sidste år, hvor han med en 8. plads i Marseille kortvarigt lod sig genføde og dermed sikrede sig den samlede andenplads bag Froome.

I år har Uran på enkeltstarterne imidlertid igen været sit gamle tamme jeg, og i det hele taget har der ikke været meget at skrive hjem om for colombianeren. Det er imidlertid ikke specielt ildevarslende, for efter succesoplevelsen sidste sommer har han haft ét og kun ét mål: at vinde Tour de France. Det kan lyde ambitiøst for en rytter, der trods tre andenpladser i grand tour-sammenhæng aldrig for alvor har været tæt på at hjemføre den helt store triumf, men hverken Uran selv eller det EF-mandskab, der har givet ham den fulde opbakning har aldrig været bange for at sigte mod stjernerne.

Derfor bekymrer det ikke holdet, at Urans resultatliste er lidt tam. Han lagde ellers flot ud med at overspurte en stærk trio af landsmænd, Sergio Henao, Rigoberto Uran og Egan Bernal på en af de tre bjergetaper i sit hjemlands nye løb, Colombia Oro y Paz, og dermed sikre sig en tidlig sejre. Han var heller ikke helt skidt kørende i Tirreno, hvor det trods den obligatoriske enkelstartsfadæse blev til en hæderlig 10- plads, men i Baskerlandet kom han skidt fra start og endte det hele med en tur i asfalten, der totalt lagde hans første store sæsonmål, ardernnerklassikerne, i ruiner. Derfor blev den tidlige sejr i Colombia eneste succesoplevelse i et generelt lidet spektakulært forår.

Meget kunne imidlertid tyde på, at Uran er ved at gentage sidste års succesformel. I 2017 ankom han nemlig til Touren med en ret anonym indsats i Route du Sud som eneste forberedelse i løbssammenhæng, og også denne gang er han i opbygningen styret uden om de største løb. Således har Uran slebet kanterne af formen i det mindre Tour de Slovenie, hvor han med en veltimet spurt gik forbi først Primoz Roglic og siden Daryl Impey på den lille bakke i finalen på 3. etape og dermed sikrede sig en tiltrængt sejr. På kongeetapen kunne han ikke matche den suveræne Roglic - men det var der heller ikke andre, der var i nærheden af at kunne - og med en efter Uran-standard faktisk ganske hæderlig enkeltstart blev det til en absolut godkendt andenplads i det dog temmelig svagt besatte klassementsfelt.

På mange måder minder 2018 dermed meget om 20187 for Urans vedkommende, og den eneste forskel er vel, at man fra holdets sidste er så vokale i deres klare udmelding om, at deres stjerne kommer til Frankrig for at vinde. Derfor har han også fået syv mand stillet til sin rådighed, og deres opgave i de kommende tre uger er alene at lystre kaptajnens ordrer. Der bliver således ikke megen plads til den offensive kørsel, der ellers er en del af EF-mandskabets DNA. Denne gang er det alle mand for Uran.

Og faktisk står Uran og EF slet ikke med dårlige kort på hånden på en rute, der ligger ganske pænt til ham. Den første uge er en udfordring for de fleste, men her står han bedre end de fleste. 3. etapes holdløb bliver en stor udfordring, der vil koste en del tid, men denne gang stiller amerikanerne med et mandskab, der i det mindst ikke som ved tidligere lejligheder vil blive nærmest til grin. Bedre ser det ud i sidevinden, på bakkerne og ikke mindst brostenene, hvor Uran kan se frem til at have verdens bedste bodyguard i brølstærke Sep Vanmarcke, ligesom en i Paris-Roubaix genfødt Taylor Phinney måske atter kan give lidt glimt af den klasse, der forud for det grimme benbrud gjorde ham til et af sportens hotteste navne. Lægger man dertil, at Uran selv er en teknisk glimrende rytter med eksplosive egenskaber til 5. og 6. etape, god næse for positionskampen og en power, der burde stille ham fornuftigt til pavéerne, kunne han sagtens ende med at komme frem til første hviledag som en af de bedst stillede klassementsryttere.

Herefter skal Uran gøre arbejdet færdigt i bjergene, og her vil han få fin opbakning fra Pierre Rolland, der i Dauphiné viste, at han som altid er ved at finde sine gode sommerben, samt ikke mindst stortalentet Daniel Martinez, der selv er en fremtidig grand tour-kandidat og har gjort umådelige fremskridt siden sidste efterår. EF forventes ikke at tage den helt store kontrol, og selvom amerikanerne blegner i sammenligning med Sky og Movistar, ser det ikke helt tamt ud for et hold, der ellers blandt cykelfans har fået en del hånlige kommentarer.

I sidste ende står det hele imidlertid og falder med kaptajnen selv, og selvom Uran sidste år viste, at han klatreevner placerer ham tæt på toppen af hierarkiet, og at han ikke længere er så svingende som tidligere, hvor gode og dårlige dage kom skiftevis i løbet af et tre uger langt løb, mangler han det sidste touch af excellence, der gør, at man for alvor kan tro på, at han kan vinde. På mange måder ender han i samme kasse som Romain Bardet, Jakob Fuglsang, Bauke Mollema, Bob Jungels og lignende folk, der alle er fremragende cykelryttere med egenskaber, der ville gøre selv den bedste cykelrytter grøn af misundelse, men hvor der mangler det ekstra, der hæver dem fra podie- til reel vinderkandidat.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Spørgsmålet er nemlig også, om ikke årets bjergkost er en smule for hård for Uran. Ganske vist er hans force bjergene, men hans største triumfer er ikke kommet på dage med mange lange stigninger og talrige højdemeter. Det er i høj grad det, der kendetegner årets bjergrige rute, og selvom Uran med sin gode spurt måske ligesom sidste år kan udnytte de mange flade finaler på bjergetaper til at spurte sig til en etapesejr og bonussekunder undervejs, må han formodes at komme til kort i forhold til de allerbedste på i hvert fald en eller to dage i bjergene. Da han i forhold til særligt Froome forventes at stå efter et handicap efter den første uge, kan det blive meget svært at vinde. Dertil skal naturligvis lægges et formodet tab på enkeltstarten, selvom sidste års overraskelse i Marseille gav en indikation på, at Urans tempoben gemmer sig derinde et sted og måske kan findes frem igen til 20. etape, hvor den kuperede rute ikke er helt ulig den, der gav ham den helt, helt stor triumf på hans måske hidtil bedste dag nogensinde i Giroen tilbage i 2014.

Sejr bliver det altså næppe til, men mindre kan nok også gøre det, både for Uran selv og det ellers så ambitiøse hold, der i officielle udmeldinger kun taler om sejren. Kan Uran for fjerde gang i karrieren bestige podiet, når solen går ned over Paris om tre uger - og det ligner en svær, men ikke umulig mission - vil det være en stor triumf for en rytter, der for bare 12 måneder siden lignede en mand, der var på vej til at sygne hen i glemsel. Lægger man dertil, at hans mandskab formentlig havde været en saga blot, hvis det ikke netop havde været for Urans drømmeben sidste sommer, har colombianeren haft en større indvirkning på det professionelle felt end de fleste af sine kolleger. Det er trods alt en ganske fin bedrift af en af sportens glemte stjerner.

Boblerne

Efter at have læst hele denne smøre er der sikkert mange, der sidder tilbage med et stort spørgsmål: Hvor i alverden er Tom Dumoulin? Hvordan kan det ske, at en mand, der i de seneste to udgaver af Giro d’Italia er endt som hhv. nr. 1 og 2 ikke finder vej til en liste over de 15 største vinderkandidater til Tour de France, ikke mindst når han for blot en måned siden var værste trussel mod manden, der går ind til La Grand Boucle som den store favorit, Chris Froome?

Udeladelsen er kontroversiel, men forhåbentlig velbegrundet. Sagen er nemlig den, at hollænderen aldrig tidligere har gennemført to grand tours i samme sæson, og derfor virker det som lidt af et vanvidsprojekt i sit første forsøg på i et enkelt år at køre klassement i to tre uger lange etapeløb at kaste sig ud i den sværeste double af dem alle. Man skal ikke glemme, at selv Alberto Contador og Nairo Quintana - to ryttere, der netop har haft restitution og holdbarhed som deres måske allerstørste force - knækkede halsen så gevaldigt, da de kastede sig ud i samme projekt som den store hollænder.

Sagen er nemlig den, at Dumoulin alle hans fantastiske kvaliteter til trods ikke er naturlig grand tour-rytter. Tværtimod er det en egenskab, han har skullet tillære sig, og så sent som sidste år var han temmelig bekymret for, om han overhovedet kunne stå distancen over alle tre uger. Det lykkedes som bekendt, men også kun akkurat. I dagene efter Giro-sejren lignede Dumoulin nemlig mere en hængt kat end en mand, er netop havde vundet et af verdens sværeste cykelløb, og mange vil helt sikkert huske, hvordan en helt tømt Dumoulin hurtigt måtte forlade Tour de Suisse efter at have fået gedigne prygl på det allerførste bjerg.

Heller ikke i år virkede Dumoulin videre frisk mod slutningen af Giroen, hvor hans angreb på Froome på 20. etape mere havde karakter af pligt end af reel tro på sejren. Han indrømmede da også efterfølgende, at han var helt færdig, og da han en uges tid senere kravlede af cyklen efter bare en enkelt omgang i Hammer Series, hvor han 12 måneder forinden trods alt havde kørt med de bedste, lignede han ingenlunde en mand, der havde til sinds at stille til start i Touren.

Det gør han så alligevel, men heller ikke han selv tror for alvor på et stort resultat. Selvom han insisterer på, at han aldrig har været så frisk efter en grand tour - hvilket ikke siger det helt store for før omtalte hængte kat - insisterer holdet på, at missionen med årets Tour alene er at høste erfaring med henblik på et stort attentat på Tour-tronen i de kommende år. Dertil kommer, at årets meget bjergrige rute med et minimum af enkeltstartskilometer, der ovenikøbet er så kuperede, at klatrerne kan forsvare sig hæderligt, næppe kunne være meget værre for en mand, hvis svaghed netop er store bjergetaper med mange, lange bjerge, og som altid er falmet en anelse mod slutningen af sine grand tours. Så kan det godt være, at Dumoulin med sin power og et stærkt hold til holdløbet kan komme fremragende igennem de første ni dage, men det vil være en mindre sensation, hvis han kan stå distancen over de seks brutale dage i bjergene med en knaldhård Giro i benene.

Dumoulin er nemlig ikke Chris Froome, der har bygget hele sin sæson op om en Giro-Tour-double og har stor erfaring i at køre to grand tours i træk, mens Touren for den i denne sammenhæng uerfarne hollænder kun er en eftertanke efter Giroen, der var hovedmålet. Jeg lader mig hjertens gerne overraske, for en Dumoulin i storform vil være et fabelagtigt krydderi til et i forvejen meget interessant løb, men det er svært at have den helt store optimisme. Formentlig vil Dumoulin få det meget svært i særligt den tredje uge, men når han ruller ind i Paris, har han forhåbentlig indhøstet så mange erfaringer, at han er klar til at give Touren et seriøst forsøg, når løbsdirektør Christian Prudhomme måske allerede i 2019 har så meget tiltro til, at Dumoulin kan udfordre Froome, at han sammensætter en rute, hvor der med to lange enkeltstarter vil være rum til, at hollænderen kan true den britiske Tour-konge.

Bauke Mollema, Rafal Majka  og Bob Jungels fortjener også alle at blive nævnt, da de alle kommer til Frankrig med ambitionen om at køre klassement og alle har bevist deres værd i grand tour-sammenhæng. I snart sagt ethvert andet felt ville de også have fundet vej til en favoritliste som denne, men når feltet skal koges ned til bare 15 navne, skal nogen vælges fra. Det blev Mollema, Majka og Jungels, der ikke i de seneste sæsoner har givet indtryk af, at de reelt kan regnes som podiekandidater i så stærkt et felt.

Bedst chance for en overraskelse har Mollema, der jo for blot to år siden kun fik frarøvet en podieplads af et dumt styrt på tredjesidste etape, men siden da har der desværre været så langt mellem snapsene for den ellers så sympatiske hollænder, at der skal ske lidt af et turnaround, hvis det i Frankrig, hvor han endda er bakket op af et historisk svagt Trek-hold, skal leve op til den bedrift. Majka er stadig solid, men selvom uheld i høj grad har været forklaringen på de manglende resultater i grand tour-sammenhæng i de seneste sæsoner, er han ikke i nærheden af at være den rytter, der sluttede på Vuelta-podiet i 2015. Endelig er Jungels ufatteligt stabil og har en stor motor i den tredje uge af grand tour, men den store luxembourger - der jo ellers kørte næsten et kvarter fra sine nærmeste rivaler ved de nationale mesterskaber!!!  - klatrer ganske ikke godt nok til at kunne blande sig i kampen om podiet på en historisk bjergrig rute, der kun byder på ganske få enkeltstartskilometer.

Meget interesse samler sig om Egan Bernal, og efter hans kometsæson kunne han faktisk have været løbets helt store sensation med en reel podiemulighed, hvis han fik chancen. Det er bare meget usandsynligt, at han får den. Sky har nemlig ikke lagt skjul på, at Froome er plan A og Thomas plan B, og udgangspunktet er derfor, at både Wout Poels , der jo ellers også selv har vist sit værd som grand tour-rytter, og den lille colombianer skal tage den med ro i den første uge. Den er bestemt heller ikke guf for den uerfarne Bernal, der aldrig tidligere har oplevet positionskamp, stress og hektik i et omfang, som han vil se det i de kommende tre uger, og derfor vil han og Poels formentlig blot rulle til mål i finalerne på de flade etaper. Allerede på holdløbet virker det usandsynligt, at man vil vente på eller tage særlige hensyn til den lille colombianer, som netop kommer med de bedste hjem på 3. etape, og derfor ser det ud til, at han kan skyde en hvid pind efter alle drømme om en hvid trøje. Derfor kan det sagtens alene i kraft af den bjergrige rute sagtens blive til en hæderlig placering i top 20 for Bernal i Tour-debuten, men med mindre Sky pludselig ændrer strategi i tiden op til Tour-starten bliver det næppe til mere end det.

Domenico Pozzovivo  kommer til løbet efter sit livs Giro og har aldrig været stærkere, end han er netop nu. I de italienske mesterskaber viste han overraskende god form allerede nu, men alligevel er udgangspunktet, at han ikke skal køre klassement i Frankrig, hvor opgaven er at være løjtnant for Vincenzo Nibali. Det kan ikke helt udelukkes, at Bahrain alligevel vil forsøge at holde ham inde i klassementet, men formentlig vil han følge samme opskrift som Bernal og Poels i den første del af løbet. En hæderlig placering kan det sagtens blive til, men næppe mere end det. Det samme kan siges om Ion Izagirre , der i første omgang udskyder sine personlige ambitioner til Vueltaen, hvor han er udset til at være kaptajn.

Pierre Latour får relativt frit spil til at jagte den hvide trøje, som han umiddelbart må være favorit til, særligt fordi han ligner en mand i storform - ikke mindst med den knusende sejr ved de franske mesterskaber i enkeltstart. Her skal han op imod Guillaume Martin, der har gjort kolossale fremskridt siden sidste års Tour, men ingen af de to har endnu niveauet til at drømme om mere end en placering i top 10. Marc Soler , der ligeledes kunne ligne en mand i hvidt, må imidlertid formodes at ende som rent slagtekvæg på et Movistar-hold, hvor der kan være temmelig trængt i kaptajnrummet.

Der er megen hype om stortalentet David Gaudu, men ligesom for Bernal gælder, at han næppe skal teste sig selv i klassementet. Den første uge ligner et sandt mareridt for det franske klatrefænomen, og han vil formentlig koncentrere sig om blot at have lemmerne i behold, når han ankommer til bjergene, hvor der skal køres offensivt. En ung Thibaut Pinot sikrede sig med offensiv kørsel alligevel en top 10 i dennes debut i 2012, og man kan ikke helt udelukke, at noget lignende kan lade sig gøre for den talentfulde franskmænd.

Warren Barguil kører som udgangspunkt ikke klassement og har i stedet blikket rettet mod etapesejr og bjergtrøje. Sidste år indbragte den offensive kørsel ham imidlertid alligevel en top 10, selvom tilgangen var den samme, og det kan ikke udelukkes, at det kan ske igen. Det samme kan siges om den genfødte Daniel Navarro, for hvem udgangspunktet også er, at det handler om etapesejre. Også Tiesj Benoot, Julian Alaphilippe, Lilian Calmejane, Rudy Molard, Rein Taaramae  og Serge Pauwels har top 20-potentiale via offensiv kørsel, men utvivlsomt ikke mere end det.

Derudover er der en stribe gode klatrere, der med offensiv kørsel i bjergene og deltagelse i udbrud måske kan ende højt i klassementet. Det gælder navne som Mikel Nieve, Tanel Kangert, Tejay van Garderen, Damiano Caruso, Robert Gesink, Anteal Tolhoek, Darwin Atapuma, Daniel Martinez, Pierre Rolland, Alexis Vuillermoz, Gregor Mühlberger, Ian Boswell og Tsgabu Grmay, men for dem alle gælder, at deres primært opgave er at servicere en kaptajn, og derfor får de kun personlige muligheder, hvis chefen af en eller anden grund skulle blive sat ud af spillet.