Hvem kan køre på Tour-podiet?

​Årets Giro d’Italia havde en fantastisk tiltrækningskraft på verdens bedste etapeløbsryttere. Et helt fantastisk felt udkæmpede et mindeværdigt slag på de italienske landeveje i maj, og efterhånden som tilmeldingerne indløb til arrangørerne, kunne det endda kortvarigt se ud til, at den første af årets grand tours måske endda ville ende som den store. Så galt gik det imidlertid ikke for verdens største cykelløb, for hurtigt stod det klart, at hovedparten af Giro-stjernerne havde planer om at kaste sig ud i en historisk double, og dermed endte begge løb som vindere. Faktisk kan det franske løb i år præsentere et felt, der måske kan betegnes som det stærkeste i flere år, og langt de fleste af tidens bedste grand tour-ryttere vil være at finde i feltet, når det fra den 7. juli går løs i Frankrig.

Det hele anføres naturligvis af Chris Froome, der drømmer om at skrive historie ved at tage sin fjerde grand tour-sejr på bare 12 måneder, men netop usikkerhed om hans form efter en hård Giro gør årets løb endnu mere åbent end tidligere. Det skyldes ikke mindst, at han denne gang udfordres af et usædvanligt stærkt Movistar-mandskab, der tæller den skræmmende stærke trio bestående af Nairo Quintana, Mikel Landa og Alejandro Valverde i en historisk stærk Tour-satsning fra det spanske superhold, og for første gang synes der at være et hold, der i bjergene kan matche Sky. Dertil skal lægges Richie Porte, der efter et sygdomsramt forår med sejren i Tour de Suisse fik vist, at han er helt klar til at udfordre sin tidligere kaptajn, og dermed bliver det klart, at Froome vel næppe tidligere har kunnet imødese så skrap modstand fra så mange potentielle vindere.

Feltet tæller også Vincenzo Nibali, der har udset sig årets rute som en stor chance for at tage sin anden sejr i verdens stærkeste cykelløb, Ilnur Zakarin, der fortsætter sin march mod grand tour-himlen og for første gang satser alt på Touren, Froomes løjtnant Geraint Thomas, der efter den knusende sejr i Dauphiné er klar til at træde til, hvis kaptajnen skulle falme, samt Rigoberto Uran og Romain Bardet, der som bekendt begge var på podiet sidste år og drømmer om endnu mere i år. Dan Martin viste i Dauphiné, at han har timet formen perfekt og står foran noget stort, efter at han sidste år endte som nr. 6 trods 12 etaper, hvor han var hæmmet af en brækket ryg, Jakob Fuglsang er stærkere en nogensinde, Adam Yates har ligesom sin bror har gjort mageløse fremskridt i år, Steven Kruijswijk ligner en mand, der måske kan genfinde Giro-formen fra 2016, og Bauke Mollema drømmer om at finde de ben, der næsten gav ham en podieplads for to år siden. Tom Dumoulin må ganske vist være træt efter Giroen, men håber alligevel at køre med om sejren i sit første store forsøg på at vinde verdens største cykelløb, og endelig frygter de fleste himmelstormeren Primoz Roglic, der efter et drømmeforår har potentialet til at skabe den helt store overraskelse på de franske landeveje i år. Med andre ord er listen over topkandidater længere end vanligt, og kobler man det med en usædvanligt innovativ og spændende rute, kan løbet umuligt skuffe.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

Et af sikkert, det bliver et spændende Tour de France, og I denne artikel ser vi altså nærmere på, hvem der har en mulighed for at køre på podiet. Du kan hente godt bonusser hos Oddsbet.dk op til Tour de France, hvis du også skulle have lyst til at spille på årets løb. 

Primoz Roglic (**)

Det er en hurtigt lært lektie for enhver cykeliagttager, at man altid skal holde et ekstra vågent øje med ryttere, der kommer til sporten fra en anden sportsgren. Deres muligheder for at skabe regulære kometkarrierer er oftest meget store, ganske enkelt fordi deres begrænsede erfaringer betyder, at deres udviklingspotentiale er kolossalt. Dertil kommer, at de allerede én gang tidligere har dokumenteret, at de besidder den mentale råstyrke, der skaber en god sportsudøver, og endelig indikerer alene skiftet væk fra en lidenskab, at de på cyklen må have opdaget, at deres evner er noget ud over det sædvanlige. Ellers kaster man ikke års ihærdigt arbejde for at nå toppen væk for at forfølge en mere tvivlsom karriere i en helt anden verden.

Langt de fleste af disse dobbeltatleter er kommet til sportens fra andre udholdenhedssportsgrene, først og fremmest roning og løb, der i sagens natur stiller mange af de samme krav til fysikken, som cykelsporten gør. Der er dog én markant undtagelse, og det er virkeligheden det allermest udtalte eksempel på en mand, der har potentialet til at gå fra en lovende karriere et sted til at nå den absolutte verdenselite. Og hans karrierespring er endda det mest usandsynlige, man næsten kan tænke sig, for cykelsportens for tiden største fænomen kommer fra den i cykelsportssammenhæng temmelig eksotiske skihopsdisciplin, der absolut ingen ligheder har med den sport, han nu har givet sig i kast med.

Navnet på cykelsportens nye himmelstormer er Primoz Roglic, der efter en mageløs 2018-sæson har været på alles læber og pludselig fremstår som manden, der kan overraskede alt og alle i årets Tour og måske endda løbe med sejren i sit allerførste forsøg på at vinde et tre uger langt etapeløb. Den slovenske komet har nemlig i denne sæson vundet snart sagt alt, han har rørt ved, og både i bjergene og på enkeltstarterne givet hele den samlede verdenselite en cykellektion eller to, så man skulle tro, at var ham, der var den erfarne med nestor med adskillige i cykelkilometer i benene og ikke den nytilkomne rookie, der indtil for få år siden tilbragte sin tid med at kaste sig ud fra sneklædte skråninger i de slovenske bjerge.

Der var ikke meget, der tydede på, at Roglic skulle stille til start som Tour-kandidat, da han i 2007 blev juniorverdensmester i skihop, eller da han tre år senere var til start ved OL I Vancouver. Det var nemig først i 2012, at han indså, at han næppe nogensinde ville nå verdenstoppen i vinterdisciplinen, at han kastede sig over cykelsporten. Siden da har han ikke set sig tilbage. Personligt blev jeg første gang opmærksom på hans navn, da han i 2015 vandt en etape og tog den samlede sejr i det ikke voldsomt stærkt besatte Tour d’Azerbaidjan, men det var måneden efter, at han viste, at han var ”the real deal”. Her vandt han nemlig Tour de Slovenie foran navne som Mikel Nieve og Diego Ulissi efter en knusende sejr på løbets kongeetape, der kunne kompensere for et tidstab fra løbets enkeltstart - en disicplin, der bestemt ikke var hans speciale. Det skulle siden ændre sig!

Resultatet vakte interesse fra WorldTour-holdene, og det var LottoNL-Jumbo, der hentede ham til holdet forud for 2016-sæsonen. Her var han et led i en satsning, der skulle give Steven Kruijswijk mere støtte i bjergene, og det var derfor også den rolle, han var udset i det års Giro. På de italienske landeveje slog hans karriere imidlertid endnu en dramatisk kolbøtte, da manden, som aldrig tidligere havde vist antydningen af evner i kampen mod uret, var mindre end et sekund fra på sensationel maner at besejre Dumoulin på den indledende enkeltstart, og det helt store gennembrud kom blot et par dage senere, da han sejrede på løbets lange enkeltstart.

Resultaterne startede endnu et karriereskifte for Roglic, der droppede klatringen og satsede på at forfine evnerne i kampen mod uret. Det gav med det samme store resultater, for i løbet af 2017 etablerede han sig i den absolutte verdenselite i disciplinen. Roglic tog to suveræne WorldTour-sejr i Baskerlandet og Romandiet, og ved VM i Bergen blev det til en sølvmedalje klemt inde mellem Dumoulin og Froome - i øvrigt efter at have klatret op ad den afsluttende stigning hurtigere end nogen anden i feltet. Og hvem ved, hvad det kunne være blevet til i Touren, hvis ikke han var styrtet på 1. etape eller ramt af defekt på 20. etape?

Mens Roglic imponerede på enkeltstarterne, kneb det mere i bjergene, der ellers havde været hans foretrukne terræn indtil da. Ganske vist vandt på en imponerende vis en stor bjergetape i Touren, hvor han til slut kørte fra en vis Alberto Contador, men de manglende klatreevner betød, at han i de ugelange etapeløb i Romandiet og Baskerlandet ikke kunne omsætte de fine enkeltstarter til samlede sejre.

Derfor har missionen i 2018 været at forbedre evnerne på stigningerne, og som det altid har været tilfældet i Roglics korte karriere, når han de mål han sætter sig. I år har han været helt ustyrlig, hver eneste gang vejen har peget opad. Et styrt forhindrede ham i at køre med om sejren i Tirreno-Adriatico, men alligevel viste han sin tårnhøje klasse ved med et stærkt angreb af snyde alle favoritterne i en puncheurfinale på 3. etape. Det var imidlertid i Baskerlandet, at det helt store gennembrud kom, for her var end ikke Julian Alaphilippe i stand til at køre fra ham på de eksplosive stigninger først i løbet, mens hans fulgte Mikel Landa pedaltråd for pedaltråd på de længere stigninger i den anden halvdel. Selv ikke et styrt på løbets afsluttende kongeetape, der betød, at han måtte humpe op på podiet, kunne forhindre Roglic i at hjemføre den samlede triumf, heller ikke selvom uheldet betød, at han for første gang i år ikke var i stand til at følge de allerbedste på en bjergetape.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det kunne han imidlertid til Romandiet, hvor han beviste, at han også kan begå sig i rigtige bjerge. På løbets bjergenkeltstart måtte han kun akkurat se sig slået af Egan Bernal, der trods utallige angreb ikke havde held til at knække sloveneren på løbets kongeetape. Mens folk som Richie Porte og Jakob Fuglsang måtte kæmpe om stumperne, udkæmpede sæsonens to helt store åbenbaringer en fantastisk bjergkamp, der i sidste ende faldt ud til Roglics fordel.

Indtil løbet i Schweiz havde Roglic insisteret på, at hans eneste mål i årets Tour er at gentage sidste års etapesejr. Det står han egentlig fortsat fast på, men noget kunne tyde på, at han inderst inde har andre planer. I hvert kom Robert Gesink under Giroen til at tale over sig, da han adspurgt til sine chancer for at vinde en Tour-etaper indrømmede, at det kunne blive kompliceret, når holdet både jagtede spurtsejre med Dylan Groenewegen og klassementet med Roglic og Kruijswijk.

Sjovt nok var der ingen, der spurgte Roglic ind til planerne, da han for et par uger siden med vanlig overlegenhed viste storform ved at tage sin anden sejr i Tour de Slovenie - denne gang ved at knuse alle på løbets enkeltstart og at køre alene væk fra folk som Rigoberto Uran og Rafal Majka på løbets kongeetape. Derfor har Roglic endnu ikke officielt skrevet sig ind i kampen om topplaceringerne i Touren, men noget kunne tyde på, at han har skumle planer.

Hans præstationer har da også vakt panderynker hos rivalerne. Det har været påfaldende, hvordan Movistar-kaptajnerne nærmest samstemmende har nævnt Roglic som nummer 2 efter Froome, når de er blevet bedt udpege de værste konkurrenter. Det kan måske forklares med, at Landa er en af de ryttere, der i år har fået ørerne i Roglic-maskinen og viser i hvert fald, at ingen tør give den slovenske supermand så meget som en millimeter. Alle ved, at det er herfra årets helt store overraskelse meget vel kan komme.

Om den kommer, er fortsat et åbent spørgsmål. Roglic har kun kørt to grand tours, og det har enten været i rollen som hjælper eller etapejæger. Han har således aldrig kørt med om sejren i et etapeløb, der strækker sig over mere end seks dage, og der er derfor ingen, der aner, hvordan han håndterer den kolossale byrde, tre uger med konstant stress og et hav af bjerge indebærer. Risikoen for, at det hele bliver alt for meget, og at han eksploderer på spektakulær vis, er meget stor. På den anden side har Roglic består enhver eksamen med glans hidtil, og hans hidtidige præstationer giver i hvert fald ikke grundlag for at stille blot det mindste spørgsmålstegn ved hans restitutionsevne.

Roglic har dog også andre udfordringer. Hvor han måske fremstår som den allerstørste favorit til løbets kuperede enkeltstart, der synes skræddersyet til ham, og han har vist sine evner i bjergene, kan han se frem til sammen med resten af LottoNL-Jumbo at få sig lidt af en lussing på holdløbet. Dertil kommer, at han er totalt uprøvet i klassikersammenhæng, og derfor kan den hektiske første uge vise sig som lidt af en øjenåbner. Bedre bliver det ikke af, at hans hold bestemt ikke er det stærkeste på disse etaper, og mens han sammen med Kruijswijk, Gesink og den lovende Antwan Tolhoek udgør en ganske stærk gruppe i bjergene, kan Groenewegens tog næppe redde kastanjerne ud af ilden for ham på brostenene og i sidevinden.

Risikoen for, at Roglic når frem til bjergene med et stort tidstab er derfor ganske stor. På den anden side tilsiger al logik, at han faktisk har de nødvendige evner også til den første uge. Han er en lille, kompakt fyr, der i teorien burde have masser af power på brostenene - i hvert fald mere end de fleste af sine konkurrenter - og han har hidtil vist gode tekniske egenskaber og evner i positionskampen. Så sent som i Slovenien viste han sig som en aldeles glimrende nedkører, og da han også har en fin spurt, er han så komplet, at det ikke vil være klogt at spille mange penge på, at han ikke kan køre på smalle veje og brage hen over toppede brosten. Komplette Roglic kan som bekendt alt - han mangler blot lidt erfaring.

Listen over potentielle fælder er derfor lang, og særligt er det en stor fare, at Roglic ikke kan holde sit tårnhøje niveau over alle tre uger. På den anden side var der heller ingen i denne verden, der havde peget på, at han ville kunne vinde en enkeltstart i sin første Giro, ligesom han heller ikke var den mest sandsynlige vinder af en bjergetape i sin første Tour. I virkeligheden er Roglics lynkarriere blot én lang række af overraskelser og små sensationer, og hvorfor skulle den ikke kunne fortsætte også i de kommende tre uger? Det ser i hvert fald ud til, at flere af hans rivaler allerede ryster i bukserne - med god grund.

Geraint Thomas (**)

Da Geraint Thomas stillede til start i Tour de France i 2015, var der ikke meget, der tydede, at den walisiske klassikerspecialist nogensinde skulle begå sig i grand tour-sammenhæng. Ganske vist havde han i 2014 været blot et dumt styrt fra at vinde Paris-Nice, ligesom han bare få uger forinden var blevet nr. 2 i Tour de Suisse, men selvom han havde viste lidt uventede bjergevner, var der ingen, der forventede, at han i de tre uger lange løb ville være andet og mere end en af verdens bedste og mest alsidige hjælperyttere.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den Tour blev imidlertid lidt af en øjenåbner for Thomas, der hurtigt overtog rolle som Froomes sidste mand i bjergene, da Richie Porte slet ikke fandt sit højeste niveau. Selvom han ved flere lejligheder ikke slap for at føre for sin kaptajn, overraskede han både sig selv og alle andre ved efter 18 dage fortsat at ligge nr. 4 i klassementet, og pludselig drømte Sky endda om at få to mand på podiet. I sidste ende var løbet dog tre dage for langt for waliseren, der brændte helt sammen på de to sidste bjergetaper, hvor han gled helt ned på en 15. plads, men resultatet havde alligevel tændt en flamme hos Thomas, der pludselig fik smag på grand tours som mere end bare hjælperytter.

Sky belønnede ham med en rolle som skyggekaptajn bag Froome i 2016-udgaven af Touren, hvor han derfor for første gang forberedte sig til opgaven med det formål at køre klassement. Det gik imidlertid helt, helt galt, for allerede i Tour de Suisse indså han, at han havde presset sin krop alt, alt for hårdt, og at han i sit desperate forsøg på at tabe vægt havde tabt alt sin power. Derfor opgave han alle sine ambitioner allerede inden løbet, og selvom han alligevel blev nr. 15 og var værdifuld for Froome, var han ikke i nærheden af at være på samme niveau som i 2015.

Sky-ledelsen mistede imidlertid ikke tålmodigheden med deres loyale waliser, og året efter fik Thomas endda lov til helt at droppe sine elskede brostensklassikere, hvor han ellers igennem flere år har været deres stærkeste kort, for at satse fuldt ud på Giroen, hvor han sammen med Mikel Landa skulle forsøge at bryde briternes forbandelse i det schweiziske etapeløb.

Alt tydede da også på, at noget rigtigt stort var i vente. I Tirreno-Adriatico kørte Thomas fra flere af verdens allerbedste klatrere på Monte Terminillo, og det var ikke meget, der forhindrede ham i at følge selveste Nairo Quintana. Havde det ikke været for ekstremt uheld på holdløbet, havde Thomas endda med stor sandsynlighed stået som vinder af det italienske etapeløb. Senere fik han sig en dukkert i Volta a Catalunya, men i Tour of the Alps, den normalt vigtigste formindikator forud for Giroen, nåede Thomas et helt nyt niveau. Med en suveræn magtdemonstration, hvor han på få sekunder lukkede et stort hul til Landa og Domenico Pozzovivo og vandt løbets kongeetape i forrygende stil, viste han, at indikationerne fra Tirreno ikke var noget tilfælde. Ingen kan benægte, at Thomas i det forår ikke har været blandt de fem bedste på stigningerne.

Thomas kom også fint fra start i Giroen, hvor han var klar til at slå til på løbets første store udfordring, Blockhaus-stigningen, da Sky-forbandelsen også ramte waliseren. Wilco Kelderman ramt en uheldigt parkeret motorcykel, og få sekunder senere lå både Landa og Thomas samt adskillige øvrige Sky-ryttere spredt ud over den italienske asfalt, og alle det britiske mandskabs store ambitioner om den samlede sejr var med et blevet knust. Thomas forsøgte desperat at redde, hvad der reddes kunne, men da han nåede toppen af stigningen, havde han tabt så meget tid, at kun den mest ukuelige walisiske optimisme for alvor kunne tro på, at podiet stadig var muligt.

En fornem andenplads bag den ellers så suveræne Tom Dumoulin på den efterfølgende enkeltstart, vækkede kortvarigt liv i Skys klassementsdrømme, men da skaderne fra styrtet efterfølgende gjorde det umuligt for Thomas bare at følge feltet på en flad sprinteretape, blev det klar, at det ikke tjente noget formål at fortsætte. I stedet traf Sky-chef Dave Brailsford på Thomas’ vegne den beslutning, at waliseren skulle tage hjem, fokusere på sin restitution og forsøge at genopbygge formen frem mod Tour de France.

Det lykkedes over al forventning, for selvom Thomas på baggrund af den tvivlsomme forberedelse ikke havde de store personlige ambitioner, lagde han ud med at overraske sig selv og alle andre ved at vinde den indledende enkeltstart og erobre sin første gule trøje. Den måtte han ganske vist efter seks dage aflevere til chefen på løbets første bjergetape, men Thomas havde fået vakt et håb om, at han måske alligevel kunne opnå lidt personlig grand tour-succes i 2017. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, da han begik den fejl at placere sig bag Rafal Majka på en nedkørsel i Vogeserne. Det kostede ham en tur i asfalten og et brækket kraveben, og derfor endte Thomas’ sæson trods de mange lovende præstationer som lidt af en fuser.

Ikke mindst præstationen i Tour of the Alps havde imidlertid overbevist Brailsford om, at Thomas var klar til mere, og derfor var det waliseren, der blev peget på, da Froomes ambitiøse Giro-Tour-satsning betød, at der skulle bruges en solid plan B, hvis Froome mod forventning ikke skulle kunne stå for presset. Derfor har Thomas i år fået lov at satse 100% på Touren, og alt er lagt til rette efter, at han skal toppe i de kommende tre uger. Naturligvis er han fortsat kun vicekaptajn, men kun i nødstilfælde skal han trække i arbejdstøjet, og Skys plan er at have to kort at spille så længe som muligt - ikke mindst fordi de i det taktiske spil med det stærke Movistar-mandskab meget vel kan få brug for at have to mand højt oppe i klassementet.

Thomas’ sæson har ikke været en dans på roser, men den har kun efterladt det indtryk, at Sky kan have fuld tillid til, at han kan stå distancen. I Volta ao Algarve var han løbets stærkeste rytter, men en sær Sky-taktik på løbets sidste etape betød, at en skuffet Thomas blev fastlåst i feltet og måtte se holdkammeraten Michal Kwiatkowski løbe med sejren. Det gentog sig en måned senere i Tirreno-Adriatico, hvor evigt uheldige Thomas atter blev ramt af manglende held, da han tabte kæden, netop som han iført løbets førertrøje havde lagt an til angreb i finalen på løbets kongeetape. Igen udnyttede hjælperytteren Kwiatkowski chancen til at stjæle sejren, men atter havde Thomas dokumenteret, at han i et stort etapeløb var stærkeste mand.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Thomas’ er imidlertid også kendt som en humørrytter, der har perioder med slemme udfald. En sådan ramte han i april, hvor han efter mere uheld og et tidligt styrt i hans kortvarige tilbagevenden til Paris-Roubaix - et længe næret ønske, der blev indfriet med 9. etape af årets Tour som en bekvem undskyldning - skuffede fælt i både Tour de Romandie og Liege-Bastogne-Liege, der gav ham en mental dukkert. Han indrømmende da også efterfølgende, at resultaterne havde været lidt af en øjenåbner i en tid, hvor han ellers syntes at kunne gå på vandet, og det fik ham blot til at stramme sig yderligere an, da Tour-forberedelserne intensiveredes i maj måned.

De må i den grad siges at være lykkedes. Da Thomas var tilbage i aktion i Criterium du Dauphiné, gjorde han definitivt alle de kritikerne, der mente, at han ikke kunne vinde bjergløb, tavse. I en historisk hård udgave af sportens sværeste ugelange etapeløb var waliseren ganske suveræn. Et tidligt styrt kostede ham med meget stor sandsynlighed en knusende sikker prologsejr, men da feltet efter Skys magdemonstration på holdløbet endelig ramte bjergene, lykkedes det endelig Thomas at undgå sit vanlige uheld. Uden nogensinde at være i problemer kontrollerede han med tilsyneladende lethed alle fire store bjergetaper - og havde det ikke været for udbryderen Pello Bilbao havde han vel også vundet 6. etape - og tog karrierens største etapeløbssejr med stor margin ned til nummer 2.

Klatrepræstationerne i Tour of the Alps sidste år ikke mindst i det nyligt overståede Dauphiné dokumenterer, at Thomas nu skal regnes til gruppen af de allerbedste klatrere, især på de ret jævne stigninger, der kendetegner Touren. Samtidig har han helt gjort frygten for, at den lavere vægt ville betyde tabte tempoevner, til skamme. Faktisk har Thomas i de seneste to år tilhørt den absolutte verdenselite, og er i dag så god, at han på snart sagt enhver rute også ville være i stand til at true folk som Rohan Dennis, Tom Dumoulin og Primoz Roglic. Det vidner hans sejre i Touren og Algarve samt andenpladsen bag Dumoulin i sidste år Giro til fulde om.

Dermed er Thomas i virkeligheden den helt perfekte etapeløbsrytter, der både kan klatre og køre enkeltstart. Endnu mere helstøbt er han i kraft af sin klassikerbaggrund, der betyder, at han blandt favoritterne til årets Tour må formodes at være den i særklasse bedste på brostenene. Thomas har trods alt vundet E3, er stillet til start i Flandern Rundt som bookmakernes forhåndsfavorit og har kørt med om sejren i Paris-Roubaix. Lægger man dertil, at det var ham, der sammen med Froome, Sagan og Bodnar i 2016 kørte fra alt og alle i den sydfranske sidevind, bliver billedet af Thomas blot endnu mere komplet.

Det betyder også, at Thomas og Froome i den første uge kan opbygge sin en ganske anselig buffer. Sky er storfavoritter til at vinde holdløbet, og da de har det stærkeste hold til positionskampen i løbets første uge og et fremragende brostenshold, er der al mulig grund til at antage, at de vil komme bedst ud af de ni første, meget hektiske dage. Naturligvis er der ingen garantier for noget som helst på en brostensetape, hvor alle kan rammes af styrt, men skal man pege på ét hold, der kan lukrere på etapen, er det Sky. Og dey skyldes ikke mindst Thomas’ tilstedeværelse.

Hvis alt går efter Skys plan, vinder Thomas ikke Touren. Falder alt i hak, ender han som luksushjælper, der måske kan flankere Froome på podiet i Paris. Håbet er, at særligt tilstedeværelsen af Wout Poels og Egan Bernal vil betyde, at han kan holdes ude af det slidsomme føringsarbejde i bjergene og derved holde sig helt fremme i klassementet, men det er klart, at Thomas bliver ofret, hvis Froomes lokum for alvor brænder.

I år er usikkerheden om Froome imidlertid større end vanligt. Selvom det er usandsynligt, er der en reel risiko for, at det hele i sidste ende bliver for meget for holdets kaptajn, og at han ligesom Contador og Quintana tidligere må erkende, at Giro-Tour-doublen er umuligt. Det kan blive Thomas’ store chance, for står han med et forspring efter de første ni dage, er det pludselig ham, der i bjergene er bakket op af sportens supermandskab.

Det er klart, at ingen kan forvente, at Thomas vil være den allerbedste i bjergene, men mindre kan også gøre det. Udnytter han tidskørslerne og fladlandet optimalt, kan han og Sky med kontrolleret og defensiv kørsel sagtens ende øverst på podiet, også selvom Thomas må lade de lette folk køre fra ham af og til. Sådan vandt Bradley Wiggins Touren i 2012, og sådan kan Thomas sejre i 2018 - også selvom han helt sikkert havde ønsket sig en mindre bjergrig rute med flere flade kilometer i kamp mod uret.

Thomas’ største usikkerhedsmoment er holdbarheden. Han har stadig til gode at vise, at han kan holde formen i alle tre uger. For tre år siden blev løbet som nævnt tre dage for langt, og det er en reel risiko, at han på samme vis vil eksplodere på spektakulær vis, ikke mindst på en knaldhård rute med et hav af bjerge i de sidste 12 dage. Frygten bliver ikke mindre af, at Thomas måske i virkeligheden var lidt for god i Dauphiné, der jo i år blev afviklet en uge længere fra Tour-starten end vanligt, og modsat stort set alle andre Tour-favoritter kunne han heller ikke modstå fristelsen til at belaste kroppen yderligere ved at rejse hele vejen hjem til England for at knuse rivalerne i kampen om den britiske enkeltstartstitel.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Det er i virkeligheden Thomas’ største fare, for efter de seneste to år kan ingen betvivle, at han på toppen af sin ydeevne har det påkrævede niveau til at køre med om sejren i en grand tour. Om han så allerede i denne Tour får chancen for at gøre det, bestemmer Froome, og formentlig ender Thomas atter som luksushjælper i endnu et succesrigt Sky-ridt. Men falmer kaptajnen, står Sky med en bedre plan B, end de har haft i mange år. Sker det, kan Thomas blive den anden brite, der med succes transformeres fra banerytter til grand tour-vinder - og så er alle hans mange uheld heldigvis hurtigt glemt.

Ilnur Zakarin (**)

Det store spørgsmål forud for Tour de Romandie i 2015 var, hvem af de tre store grand tour-stjerner Chris Froome, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali, der ville løbe med sejren. Efter seks dage i de schweiziske bjerge var de tre topnavne imidlertid alle blevet sat til vægs af en ung russer, hvis hidtil bedste resultat var den samlede sejr i Tour d’Azerbaijan et år tidligere. Med offensiv kørsel på løbets kongeetape og en suveræn enkeltstart havde Ilnur Zakarin vist sig som den bedste rytter i det måske stærkest besatte af de ugelange etapeløb på WorldTouren.

Resultatet skabte stor hype om Zakarin forud for hans Giro d’Italia-debut, men Katusha valgte klogelig at nedspille forventningerne. Zakarin var ikke kommet til Italien for at køre klassement, men for at lære. Alligevel viste han klassen ved undervejs at sikre sig en mindeværdig etapesejr på en regnvåd dag midtvejs i løbet og dermed bekræfte, at den næste russiske stjerne var født.

I 2016 var presset på Zakarin stort. Efter et svagt efterår var det tid til at bekræfte, at han vitterligt var ”The Real Deal”. Hvis nogen stadig var i tvivl, blev de tavse efter hans sejr på kongeetapen i Paris-Nice, men det var i april, at Zakarin for alvor viste, at han skal tages seriøst. I Liege-Bastogne-Liege var han således løbets stærkeste mand, og havde det ikke været for de nye brosten i finalen, hvor hans lette statur gjorde det umuligt at følge de tungere drenge, havde han med stor sandsynlighed vundet det belgiske monument. Få dage senere kunne han som eneste mand følge Nairo Quintana i bjergene i Romandiet, hvor det kun var et par skuffende enkeltstarter, der kostede ham muligheden for at forsvare titlen.

Det store spørgsmål var imidlertid, om Zakarin var holdbar over tre uger. Svaret kom en måned senere, da han med tre dage igen lå på en fin femteplads med gode muligheder for at avancere i klassementet. Et slemt styrt på nedkørslen fra Colle dell’Agnello efterlod ham imidlertid men en knust drøm, et brækket kraveben og uden mulighed for på papiret at dokumentere sin status som en seriøs grand tour-kandidat.

Zakarin var hurtigt tilbage på cyklen og bekræftede få uger senere, at han er et af sportens supertalenter. Selvom han stillede til start i Touren langt fra topformen, fik han i løbet af to uger opbygget et så højt niveau, at han med skræmmende styrke satte Rafal Majka til vægs på en stor bjergetape i Alperne og sikrede sig sin første etapesejr i verdens største løb - og det kunne være blevet til endnu en, hvis ikke han et par dage tidligere havde tabt sine kontaktlinser på en nedkørsel, mens han sad i det vindende udbrud.

Alligevel var der forud for 2017-sæsonen fortsat spørgsmål ud for Zakarins navn, når det handlede om grand tours. Trods uheldet i Giroen var han aldrig for alvor i spil til den samlede sejr i den italienske grand tour, og det var tydeligt, at han i Italien aldrig havde fundet de ben, der havde givet ham så forrygende resultater i andre løb. Derfor var det stadig med nogen usikkerhed, at den langlemmede russer stillede til start i Italien i maj sidste år med det mål endelig at bekræfte, at han skal tages seriøst som potentiel grand tour-vinder.

Efter de tre uger i de italienske bjerge synes den tvivl imidlertid nu at være fjernet. Ganske vist lykkedes det ikke Zakarin at komme på podiet, men russeren fik endelig sikret sig den top 5-placering, der endegyldigt konfirmerede hans status som en af verdens førende grand tour-ryttere. Ganske vist var han ikke helt stabil og havde undervejs mindre gode dage, men han undgik den totale nedtur, som man altid frygter for ryttere, der endnu ikke er sluttet i toppen af et tre uger langt etapeløb.

Mere interessant var det imidlertid, at Zakarin faktisk blev stærkere og stærkere, som løbet skred frem, og man kan med nogen ret hævde, at han på de sidste svære dage faktisk var løbets bedste rytter. Dermed bar hans nye tilgang frugt. Forud for løbet havde der nemlig været en del usikkerhed om formen efter et bemærkelsesværdigt pauvert forår, der - delvist begrundet i et styrt i Volta a Catalunya - var langt mere anonymt end tidligere. Det var imidlertid led i en langsigtet plan, der havde som mål at give ham den fornødne friskhed i Giroen, og enhver, der var vidne til dramaerne i den sidste uge, vil kunne skrive under på, at det lykkedes.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

”Never change a winning formula” hedder det sig, og derfor kopierede Zakarin nøje forberedelsen forud for Vueltaen sidste år. Igen kom han vaklende fra start efter en totalt anonym præstation i sine forberedelsesløb, men gennem hele løbet blev han bare stærkere og stærkere. På første hviledag lå han nr. 10, på anden hviledag var han avanceret til 3. pladsen, og selvom han trods en fremragende enkeltstart i Logrono, hvor han blev nr. 4 på den helt flade rute, kortvarigt gled ned fra podiet, kunne man en flot fjerdeplads på Angliru på næstsidste etape, hvor kun Contador, Froome og Poels var stærkere, bestige sit første grand tour-podium i Madrid, hvor han stod side om side med giganterne Froome og Nibali.

Dermed er der ikke længere skyggen af tvivl: Zakarin er en potentiel grand tour-vinder, ikke mindst fordi han trods sin relativt høje alder på 28 tilsyneladende fortsætter sin stille udvikling, der har båret ham langt efter sit kometagtige gennembrud for tre år siden. I år står han så over for karrierens hidtil største udfordring, når han for første gang nogensinde stiller til start i Touren med det formål at blande sig i kampen om podiepladserne.

Som sagt har Zakarin lært at fokusere knivskarpt på sine grand tour-mål, og det afspejler sig også i den tilgang, han har haft til den første del af sæsonen. Som det var tilfældet forud for Giroen og Vueltaen sidste år, har han nemlig været totalt usynlig og leveret den ene anonyme præstation efter den anden. En 18. plads i Abu Dhabi Tour, en 16. plads i Paris-Nice og en 21. plads i Baskerlandet Rundt var det pauvre udbytte af foråret, hvor manglen på resultater betød, at han forsvandt totalt fra Tour-radaren.

Det kan imidlertid vise sig at være livsfarligt at glemme Zakarin. Som sagt er modellen den samme som sidste år, og alt tyder på, at han følger planen minutiøst. I hvert fald viste han de første spæde livstegn i Dauphiné, hvor han trods et elendigt holdløb endte på den samlede 10. plads efter solide præstationer i bjergene, og alt tyder derfor på, at Zakarin er præcis, hvor han skal være i sine bestræbelser på at ramme det tårnhøje niveau i Tourens anden halvdel, som gjorde ham til en af de absolut stærkeste i sidste del af begge hans grand tours sidste år.

Problemet er, at den stille russer, der er kendt for sin glæde ved at læse bøger og for ikke at være noget sludrechatol, meget vel kan være sat alt for langt tilbage, allerede inden han formentlig kommer til at flyve op ad bjergene i Pyrenæerne. I hvert fald fremstår de første ni dage som en monumental udfordring for en rytter, der måske allermest er kendt for sine mildt sagt ikke specielt imponerende evner til at styre en cykel. Det er således ikke en tilfældighed, at det netop var Zakarin, der styrtede ud af Giroen i 2016, eller at han gang på gang har ladet sig fange, når feltet er knækket på en regnvåd nedkørsel eller efter lidt hektisk sidevindskamp.

Bedre bliver det ikke af, at Katusha stiller med et af de svageste mandskaber, der ingenlunde kan yde kaptajnen den støtte, han fortjener i hverken det ene eller det andet terræn. Selvom Nils Politt og Tony Martin er brølstærke, kan de ikke matche de bedste klassikermandskaber, og Zakarin har formentlig brug for den allerbedste guidning, hvis ikke han skal fanges bag et styrt, når dramaet går løs på de nordfranske brosten. Zakarin selv har formentlig så meget power, at han sikkert er glimrende, når først de rammer pavéerne, og udskilningen er sket, men han kan meget vel være sat alt for langt tilbage inden da. Bedre ser det ikke ud i bjergene, hvor han med Ian Boswell og Robert Kiserlovski som sine to bodyguards, vel er den af favoritterne, der er bakket op af det allersvageste mandskab.

Det er virkelig en skam, for ser man alene på Zakarins evner i bjergene og på enkeltstarterne samt hans tilsyneladende formidable restitutionsevne er han gjort af et helt sublimt grand tour-stof. Zakarin har allerede vist, at han på sine bedste dage kan matche de allerbedste i bjergene - selv Quintana - og samtidig tyder intet på, at hans udvikling er stoppet. Tværtimod er der ingen grund til at forvente, at han i år ikke vil være endnu stærkere end tidligere, hvilket i sig selv er et skræmmende perspektiv. Han har vist, at han er i sit es på lange, svære stigninger, og derfor kan han kun glæde sig over en rute, der er mere bjergrig end tidligere, og hvor udfordringerne alle komme til allersidst. Det kan forhåbentlig hjælpe ham med at indhente det, han måtte tabe i den første uge.

Samtidig står han stærkt forud for den kuperede enkeltstart.I starten af sin karriere var Zakarin faktisk kendt som enkeltstartsspecialist, men efterhånden som han tabte sig, mistede han sin power. Derfor har han i de senere år slet ikke været på samme niveau, og faktisk har han ofte kørt decideret skuffende. Sidste års forrygende 4. plads i Vueltaen var imidlertid en form for gedfødsel, og mange vil også erindre, hvordan han kørte en fremragende enkeltstart i 2016-udgaven af Giroen, indtil han styrtede på de regnvåde veje. Årets kuperede rute i Baskerlandet minder samtidig en del om den, der gav ham det helt store gennembrud i Romandiet i 2015 - hvor han havde vundet etapen, hvis ikke han havde tabt kæden på toppen af sidste bakke - og derfor er også 20. etape et knaldgodt våben for den langlemmede Katusha-kaptajn.

Holdets svaghed og den komplicerede første uge gør, at en Zakarin-sejr er temmelig usandsynlig, men handler det alene om individuel styrke i de sidste 12 dage er han i den absolutte elite. Det handler blot om at komme relativt uskadt frem til bjergene, og lykkes det, kan meget ske. Zakarin er nemlig kendt for aggressiv kørsel, og han er et oplagt bud på en mand, der kan udnytte Movistar-trioens ventede offensiv til at vinde noget af det tabte tilbage. Ukontrolleret kørsel i bjergene kan meget vel være Zakarins genvej tilbage i podiekampen efter en kompliceret start, og har han de ben, han havde sidste år, kan han tage endnu et stort skridt i retning af at blive den første russiske grand tour-vinder siden idolet Denis Menchov.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Adam Yates (**)

”Adam er her ikke for at køre klassement. Han skal bare udse sig sine etaper og se, om han kan komme herfra med en sejr og værdifulde erfaringer.” Det var det mantra, der blev gentaget til hudløshed under Tour de France i 2016. Vi var mange, der troede australierne, men vi blev snydt. Adam Yates havde ikke til sinds at smide tid frivilligt, og efterhånden som løbet skred frem, og den unge brite viste sig mere og mere holdbar, blev det klart, at ambitionerne rakte meget længere end til en etapesejr. Således blev Yates hængende helt i toppen af klassementet, hvor han endda en overgang lå nummer 2, men der nagede hele tiden en usikkerhed om, hvorvidt han havde holdbarheden i den tredje uge. Selvom han tydeligvis tabte lidt niveau mod slutningen, sparede han med klog og defensiv kørsel så meget på kræfterne, at han klarede strabadserne, og da han rullede ind i Paris efter tre udmarvende uger, var det med en ganske overraskende fjerdeplads på kontoen og en hvid ungdomstrøje på skuldrene.

Bedriften er blot det foreløbige højdepunkt på en nærmest kometagtig karriere, der allerede tog fart U23-årene. Sjovt nok blev han vejet og fundet for let af British Cycling, der kastede al deres kærlighed og støtte efter tvillingebror Simon, mens Adam var henvist til at følge en alternativ karrierevej på små franske amatørhold og uden for det verdensberømte britiske set-up. Med andenpladsen i Tour de l’Avenir i 2013 gjorde han imidlertid den britiske ledelses analyser til skamme, og da han i sit første år som professionel tog en imponerende samlet sejr i Tour of Turkey, en femteplads i Tour of California og en sjetteplads i Dauphiné, stod det klart for enhver, at der her var tale om ”The Real Deal”.

Siden er det gået slag i slag for Yates. Det er er ikke mange, der allerede i deres anden sæson som professionel kan vinde en af sportens store klassikere, men det var, hvad Yates gjorde, da han satte alle Tour-stjernerne på den sidste stigning i 2015-udgaven af Clasica San Sebastian. Et par uger senere var det kun Tim Wellens, der var bedre i en regnvåd udgave af GP Montreal, og dermed havde han med ét etableret sig som en af sportens bedste i kuperede endagsløb. I 2016 kom så det store Tour-gennembrud og bekræftelsen på, at også grand tours er indenfor rækkevidde for den unge brite.

Derfor er det ikke overraskende, at Yates sammen med broderen Simon og Esteban Chaves har fået nærmest hele Orica-Scott-mandskabet bygget op om dem. Det australske mandskab har ændret fokus fra at være et hold af etapejægere til nu helhjertet at gå efter topplaceringerne i de tre grand tours, og holdets mål er at vinde de store løb med deres tre hjemmeavlede stjerner. Den store udfordring er at fordele mulighederne lige mellem de tre talenter, men foreløbig er det gået smertefrit. Efter den flotte Tour sidste år blev der sidste år byttet rundt på rollerne, så Adam og Simon skulle dele ansvaret i Giroen og Chaves føre an i Touren, inden de alle tre for første gang skulle være samlet i Vueltaen.

En grim knæskade til Chaves betød imidlertid, at man måtte ændre planer, og Simon fik i foråret ændret sine planer, så han skulle lette presset på colombianeren i Frankrig. Det betød, at Adam pludselig var eneste mand til at løfte ansvaret i Italien, men det var ikke noget problem for briten. Hvis der er noget, de første år af Yates’ karriere har lært os, er det, at den unge brite er uhyre afslappet. Intet synes at kunne gå Orica-rytteren på, og han har en naturlig distance til begivenhederne. End ikke når en oppustelig port falder ned over ham, netop som han er i angreb i Touren, lader han sig slå ud, og i stedet gentager han til utrættelighed det relativt intetsigende mantra ”It is what it is” i samtlige interviews.

Desværre gik det ikke på landevejen, som man kunne have troet. Yates fik først knust sin podiedrømme, da han som Geraint Thomas og Mikel Landa var involveret i det grimme motorcykelforårsagede styrt på etapen til Blockhaus, og derfor legede han catch-up i resten af løbet. Det lykkedes ham at komme tilbage i top 10 og ende løbet på en niendeplads, men det blev ikke til den ungdomstrøje eller top 5-placering, man havde håbet på.

Naturligvis kan meget af tidstabet tilskrives uheldet, men det problematiske for Yates var, at han var alt andet end imponerende i bjergene. Han var altid i defensiven, gav aldrig indtryk af overskud eller viste sin vanlige aggressive natur og kom aldrig i nærheden af det niveau, han havde vist i den foregående Tour. Desværre fortsatte den kedelige tendens gennem resten af året, og da han sluttede året af med en næsten pinlig præstation i Vueltaen, gik de fleste cykelfans på vinterferie med det uslettelige indtryk, at Yates’ karriere var gået godt og grundigt i stå.

Intet kunne imidlertid være mere forkert! Lige så skuffende, som 2017-sæsonen, lige så imponerende har Yates været i 2018. Allerede andenpladsen på kongeetapen i Valencia tilbage i begyndelsen af februar, hvor han traditionelt har været i temmelig elendig form, indikerede, at noget var i gære, og den endelige bekræftelse kom i Tirreno-Adriatico, hvor det kun var et dumt styrt på en flad etape samt den vanlige halvringe enkeltstart, der forhindrede ham i at køre med om den samlede sejr. I løbets to puncheurafslutninger var han i særklasse, og havde det ikke været for en overraskelsesangreb fra Primoz Roglic på den ene af de to etaper, var han endt med to og ikke blot én etapesejr.

Desværre blev hans sæson sat på pause, da han brækkede hoften Catalonien, men det kan nu vise sig at komme ham til gode. Det har nemlig betydet, at han har haft et temmelig stille forår, og han kan derfor gå ind til Touren med en friskhed, som ikke mange kan matche. Samtidig har han vist, at hans form er i konstant fremgang, og han synes at være helt på sporet til at opleve tre store uger i Frankrig. I Californien var han langt fra sit topniveau, men kørte alligevel på podiet på begge løbets bjergetaper, der blev vundet af det ustoppelige fænomen, Egan Bernal, og i Dauphiné var det påfaldende, hvordan han bare blev bedre og bedre fra bjergetape til bjergetape. Efter at have været temmelig skuffende på den første af de fire store dage i højderne, kom han tættere og tættere på de bedste, og da han på sidste etape endelig kom med det slangehug på den sidste kilometer, som både han og bror Simon besidder, og derved spurtede sig til en stor etapesejr og en samlet andenplads, var det helt tydeligt, at de otte dage i de franske højder havde bragt ham betydeligt tættere på topformen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Den har han formentlig nået på den lille måned, der er gået siden da, og derfor er det sandsynligvis en knivskarp Yates, der vil rulle til start, når det går løs på lørdag. Det er skræmmende nyt for rivalerne, for enhver, der har fulgt Yates igennem sæsonen vil vide, at han er bedre end nogensinde. I det hele taget er det påfaldende, hvordan hans karrieremønster i de seneste år har været en næsten tro kopi af Simons, og det må vække ekstra bekymring hos de øvrige hold. Således syntes også broderen at være gået lid i stå i 2017, inden han kom flyvende ind til 2018-sæsonen. Og de fleste husker sikkert, hvem der tilbragte det meste af Giroen i lyserødt og vandt ikke færre end tre etaper - samt hvem af de to, der virkede stærkest i marts måned!

Kan Adam følge i Simons fodspor, kan det derfor blive til noget rigtigt stort i Frankrig. Det er meget svært at pege på forskelle mellem de to, men skal man pege på enkelte, falder de i grand tour-sammenhæng ud til Adams fordel. Således har han typisk været en anelse bedre på lange stigninger, ligesom han besidder lidt mere holdbarhed end sin bror, der til gengæld er en anelse mere eksplosiv. Samtidig er det som sagt Adam, der forud for årets Giro har virket til at have et lille overtag i de største løb.

Og netop de to styrkepositioner i forhold til Simon er helt afgørende, for Adam har præcis de samme svaghed som sin bror. Mange vil sikkert have bemærket, at jeg i mine mange analyser gennem Giroen talrige gange pegede på den overhængende risiko for et spektakulært Yates-kollaps, og det kom som bekendt i sidste ende. De to brødre har nemlig den svaghed, at de ikke er rene klatrere og mangler en smule holdbarhed, og derfor kan en meget bjergrige sidste uge med et hav af lange stigninger blive lidt af en udfordring for Adam.

I 2016 lykkedes det for Yates at ende som nummer 4 og dermed undgå samme kollaps, som Simon oplevede i Giroen, men det skyldtes en helt anden kørestil. Hvor Simon gik efter den samlede sejr og derfor angreb Tom Dumoulin ved enhver given lejlighed i Italien for to måneder siden, var både Adam og Simon i de to foregående Tours tilfredse med at følge med. Selvom de tabte niveau i den tredje uge, kunne de derfor bevare tilstrækkeligt med friskhed til at slutte på podiet, hvad Simon til gengæld ikke kunne med sin aggressive kørsel i maj i år. At begge brødre i deres Tour-deltagelser har været ganske tæt på kogepunktet i den tredje uge, har været afspejlet af, at de begge har været helt fra i den deres efterfølgende løb. Således var Adam en skygge af sig selv ved titelforsvaret i San Sebastien og ved OL i Rio i 2016, ligesom Simon var helt anonym, da han sidste år stillede til start i Vueltaen. Holdbarhed er og bliver en stor svaghed hos Yates-brødrene.

Derfor bliver det også en delikat balance for Yates at finde den rette taktik i årets Tour. Skal han gå efter sejren og med offensiv kørsel risikere at miste det hele i et spektakulært sammenbrud, eller skal han satse på med defensiv kørsel som i 2016 at køre med i kampen om podiet? Noget kunne tyde på det sidste. I hvert fald synes Mitchelton-ledelsen at have fortrudt, at Simon ikke holdt bare lidt mere igen i løbet af Giroen, og den lektie vil Adam formentlig tage med sig til Frankrig.

Derfor stiller han sig formentlig også tilfreds med en plads blandt de første tre i Paris, men det kan måske blive til mere. I hvert fald er han bakket op af et ganske stærkt hold, der efter det overraskende fravalg af Caleb Ewan er bygget helt op omkring ham. Det er tydeligt, at ledelsen betragter holdløbet som en nøgleetape, og med flere stærke rouleurs i truppen fremstår Mitchelton-Scott som ”the best of the rest” efter de tre giganter Sky, BMC og Sunweb. Der er også masser af power til at holde Yates nogenlunde beskyttet i positionskampen, og når han ellers kan holde koncentrationen, betyder hans opvækst i England, at han faktisk ikke er ueffen, når det bliver hektisk i fladt terræn. Brostenene er måske en udfordring, for den meget lette Yates, der ikke har den store power, men hvis hold burde kunne hjælpe ham nogenlunde igennem, så han særligt på grund af holdløbet kan have et rimeligt udgangspunkt efter de første 12 dage.

På baggrund af denne sæson kan Adam meget vel vise sig at være flyvende i Alperne, og med sin gode spurt kan han tillige sikre sig bonussekunder undervejs, enten i puncheurfinaler eller på bjergetaper, der slutter med en nedkørsel. Udfordringen bliver at holde niveauet også i den tredje uge, men heldigvis for Yates er Pyrenæerne i år betydeligt lettere end Alperne.

Endelig er der som altid en betydelig udfordring på enkeltstarten, men faktisk kan Yates netop på denne rute overraske. En kuperet etape med masser af rytmeskift og korte, stejle stigninger er nemlig ikke dum for den eksplosive brite, der tidligere i Baskerlandet Rundt er blevet nr. 4 på en lignende tidskørsel, og Simon viste også på 1. etape i årets Giro, at de to brødre er ganske gode på den type enkeltstarter. Igen er det helt store spørgsmål dog, om Adam stadig er blot i nærheden af sit topniveau, når vi når så langt.

Derfor er Yates også mere en joker end en stensikker favorit. Det kan ende på samme dramatiske vis, som det gjorde for broderen i maj, eller det kan blive til en defensivt sikret topplacering, som det gjorde for Adam selv i Touren for to år siden. Og så er der endelig den lidt mindre sandsynlige mulighed, at Yates faktisk kan holde det forrygende niveau, som vi alle ved, han har, også hele vejen frem til Paris. Historien taler imod det, men mærkeligere ting er sket. Mon ikke han i hvert fald er opsat på at vise sin bror, hvordan arbejdet skal færdigt?