JesperL65 Hvis du lægger mærke til det, taler jeg heller ikke nødvendigvis for hårdere straffe. Jeg taler om, hvilket signal de profesionelle hold ønsker at sende.
Jeg kunne sagtens forestile mig en dopingdømt komme tilbage, hvis omstændighederne talte for det. Men når dppingdømte planlægger hvordan karantæneperioden udnyttes optimalt, og forhandler med flere hold allerede længe inden karantænen er udtjent, så virker det som om både rytter og team betragter dopingdommen mere som en erhvervsrisiko end som et moralsk problem.
Bankrøvere bliver sjældent ansat i banker efter udstået straf. Pædofile bliver ikke ansat i børnehaver, selvom de har udstået straffen, men det virker som om profesionelle cykelhold står i kø efter dopingdømte ryttere, når deres straf er udstået. Og det på trods af, at der er mange ledige ryttere på markedet.
Det er s'gu et problem. Sporten signalerer et nummer for dobbelt.
Jeg siger ikke at dopingdømte skal have livsvarig udelukkelse. Jeg siger alene, at holdene skal være langt mere påpasselige med hvem de ansætter. Lige nu virker det som om en dopingdom ikke et noget problem. En dopingdom bør være en belastning for et profesionelt cykelhold. Ikke nødvendigvis et uoverstigeligt problem, men dog et problem, man skal forklare sig ud af. Sådan er det desværre ikke i dag.
Jeg har en dreng på 14 år. Hans drøm er, at blive professionel cykelrytter. Jeg vil gerne kunne ønske for ham at det lykkes, i stedet for at frygte det!