Dagens cykelnyheder

Deltag i årets Giro d'Italia managerspil starter LØRDAG DEN 4. MAJ. Spillet slutter søndag den 26. maj 2024.

Du skal sammensætte et hold bestående af 9 ryttere ud fra de hold, som kører løbet i virkelighedens verden. Du har 20 millioner kroner til at udvælge dine ryttere. Du kan ændre på holdet frem til spilstart, derefter låses spillet og så kan du ikke længere ændre på holdet eller skifte kaptajn undervejs i spillet. 

 

Store præmier: Kontanter, lodtrækningspræmier og etapepræmier

I managerspillet har du mulighed for at vinde flotte kontante og andre præmier, hvis du opnår en top 75 placering i managerspillet, så vil du vinde en præmie. 

Der er altså præmier til de 75 bedste i klassementet og en fed etapepræmie til de 21 etapevindere. Udover sponsorerede præmier, så putter Feltet.dk også 20.000 kroner i kontantpuljen, som bliver fordelt imellem de 25 bedste i spillet.

 

Vinderen får naturligvis flest penge - se præmielisten. Puljen vokser desuden med hele 10 kroner pr. bruger der tilmelder et hold. Desuden har Feltet.dk samlet to lodtrækningspræmier, som hver har en værdi af cirka 3500 kroner. 

 

TILMELD DIG GIRO-SPILLET

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

I de senere år er kongeetapen stort set altid kommet om lørdagen, og det vil også være tilfældet i 2024. Som regel har den budt på en bjergafslutning - dog oftest på en ikke alt for svær stigning - men vi har også før haft flade finaler, som det senest var tilfældet i 2018. Det har den imidlertid ikke i år, hvor man for sjette gang i dette årtusinde skal slutte på Leysin-stigningen, dog fra en anden side, end man har benyttet i hvert fald de seneste to gange. Det er ingenlunde verdens sværeste stigning, og særligt i modvind vil den ikke skabe de allerstørste forskelle, men da det er klatrernes bedste og sidste chance for at vinde løbet, er der utvivlsomt lagt op til et stort slag, der efter alt at dømme vil krone den samlede vinder inden den afsluttende sprinteretape.

 

I alt skal der tilbagelægges beskedne 151,7 km, der fører feltet fra Saillon til Leysin. Fra start kører mand mod nordøst og øst op og ned ad en lille bakke, inden man kører mod sydvest ad flade dalveje frem til en lille rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Her kører man først mod nordvest ad flade dalveje frem til det østligste punkt, hvor man kører dagens første spurt efter 17,5 km, hvorefter man kører mod nordvest tilbage ad lige og flade veje frem til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Nu kører man et kort, fladt stykke mod nordøst, inden man forlader dalen for at køre mod nordvest op ad kategori 1-stigningen Ovronnaz (9,1 km, 9,5%), der efter 4 km med 6-9% stiger med 11-14% over 3 km og slutteligt med 9-10% over de sidste 2,1 km frem mod toppen, som rundes efter 44,7 km. En uhyre teknisk nedkørsel leder nu mod sydøst tilbage til dalen, hvor man kører mod sydvest ad en helt lige og flad dalvej, der undervejs passerer startområdet.

 

I udkanten af byen Martigny drejer man mod nordvest for at køre videre ad lige og flade dalveje, inden man kortvarigt forlader dalen for at køre mod nordvest op ad kategori 3-stigningen La Rasse (2,1 km, 8,5%), der efter 1 km med 5-8% stiger med 12,4% over 500 m og slutteligt 8,5% over de sidste 600 m frem mod toppen, som rundes efter 79,1 km. En let nedkørsel leder nu mod nord tilbage til dalen, hvor man kører ad flade og lige veje mod nord frem til byen Massonex, hvor man rammer en rundstrækning, der skal tilbagelægges én gang.

 

Den indledes med et kort, fladt stykke, der fører mod vest, inden man forlader dalen for at køre mod sydøst og sydvest op ad kategori 2-stigningen Les Rives (9,6 km, 5,4%), der er en meget ujævn stigning. Således stiger de første 3,2 km jævnt med 6,3%, inden der venter et kort plateau, hvorefter de sidste 4,9 km stiger med 6,6%, dog ujævnt med først 4-7% og slutteligt med 9-10% over de sidste 1600 m frem mod toppen, som rundes efter 100,1 km.

 

En kort og let nedkørsel fører nu mod nordøst, inden man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Les Giettes (4,1 km, 8,3%), der er en relativt jævn stigning med top efter 106,8 km. Herfra indledes de sidste 44,9 km med en teknisk nedkørsel, der fører mod syd og nord tilbage til dalen, hvor man kører et kort, fladt stykke mod øst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt, hvor dagens sidste spurt køres efter 118,3 km.

 

Efter rundstrækningen kører man kortvarigt mod øst gennem dalen, som man dog forlader for at køre mod nord op ad en stigning (1,1 km, 9,5%) med top efter 126,5 km. Man kører kortvarigt videre mod nord ad et plateau, inden en nedkørsel leder mod nord tilbage til dalen. Nu går det mod nordvest ad den flade dalvej ind til Aigle, der er kendt som hjemsted for UCI.

 

Her forlader man dalen for at køre mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Leysin (13,4 km, 6,1%). Der er tale om en ujævn stigning med først 2 km med 7-8%, men derefter 7 km, der hovedsageligt stiger med 3-6%. Derefter tager den imidlertid fat med 3 km med hhv. 6,6%, 7,2% og 8,7%, inden de sidste 1400 m stiger med 6,0%.

 

Bjergspurten køres med 1100 m igen, hvorefter den kortvarigt flader ud, inden de sidste 800 m stiger med ca. 7,3%. Stigningen går generelt ad lige veje med kun få hårnålesving. Det sidste kommer med mere end 1 km til toppen, hvorefter der venter en teknisk finale med hele fire sving i rap, inden man rammer den 400 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder i alt på 3512 højdemeter.

 

Leysin har fem gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i dette løb. Det var senest på kongeetapen i 2017, hvor man kørte op fra den anden, lettere side, og hvor Simon Yates med et tidligt angreb kunne vinde en tomandsspurt foran Richie Porte, der var kørt alene op bagfra på sidste stigning, mens Emanuel Buchmann smed 30 sekunder som nr. 3. I 2011 kørte man også op fra den anden side, og her overraskede Pavel Brutt ved at tage en solosejr fra et udbrud foran Oleksandr Kvachuk og Branislau Samoliau, mens de 21 bedste fra feltet var inden for seks sekunder. I 2006 tog Alberto Contador en af sine første sejre, da han kørte alene hjem med 24 sekunder ned til Alejandro Valverde og Cadel Evans, og i 2002 sejrede Alex Zülle med 2 sekunder ned til David Moncoutie og Santiago Perez. Endelig tog Andrea Noé i 2000 en solosejr med 8 sekunder ned til Francesco Casagrande og 12 sekunder end til fem mand anført af Gilberto Simoni.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Dagens regn var ødelæggende, men heldigvis kan rytterne se frem til helt andre betingelser lørdag. Her vil det starte solrigt med en temperatur på 15 grader, og selvom det vil sky til mod slutningen, vil det være tørt og 13 grader i målbyen, der ligger højt. Der vil være en let til jævn vind (13-17 km/t), først fra sydøst og siden fra sydsydøst. Det giver stort set konstant sidevind i den indledende fase, indtil man får medvind frem til den anden af de to rundstrækninger. Her vild er være sidemodvind på tredje- og næstsidste stigning og medvind på den sidste nedkørsel. Herefter får man sidemedvind frem til sidste stigning, hvor der vil være sidemedvind på den nedre del, indtil man med ca. 5 km igen får sidemodvind. Slutteligt får man sidemedvind over de sidste 400 m.

 

Analyse af 3. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan UAE-mandskabet fortsatte deres arabiske tempomiraklen med dominansen på enkeltstarten.

 

Favoritterne

Dagens etape skabte præcis de store forskelle, der var lagt op til, og enkeltstarten ser igen ud til at blive den klart vigtigste etape. Der er i hvert fald en del ryttere, der allerede nu kan spejde langt efter den samlede sejr, for der skal ske mirakler, hvis de skal indhente det tabte.

 

Det gælder endda, selvom kongeetapen stadig udestår. Den er nemlig af den type, vi oftest kender dem for i Romandiet, nemlig til den lette side. Der er ellers modsat i går betydeligt flere højdemeter at gøre godt med, og målbjerget er da også betydeligt længere, men det er en rigtig schweizerstigning. Efter en lidt halvhård start stiger den under 7% hele vejen frem til de sidste 3,8 km, hvor den endelig tager lidt fat uden for alvor at blive stejl. Det er lidt af en kontrast fra sidste år, hvor den brutal Thyon 2000-stigning skabte historisk gode chancer for, at klatrerne kunne vinde.

 

De klassiske Romandiet-stigninger kan sjældent skabe dramatiske forskelle. Denne etape skal i hvert fald gøres hård, hvis vi skal se store forskelle. Havde første del af etapen været lige så let som i går, kunne vi meget let ende med det, der næsten ville blive en massespurt, som vi så det i går. Nu er der heldigvis lidt terræn at arbejde med tidligere på etapen, og her skal der lægges et pres, hvis der skal gøres forskelle til sidst.

 

Problemet er bare, at alt taler imod, at der kan skabes forskelle. For det første er det UAE, der har trøjen. De har igen en skræmmende formation, og selvom ikke alle har imponeret i dette løb, er det svært at tro, at de ikke kan lægge etapen i et jerngreb. Endnu værre er det, at vinden igen står helt forkert. Der vil ganske vist være medvind på det meste af stigningen, men det vil være på den lette del. Med ca. 5 km igen får man modvind, og det er meget præcist også der, hvor den bliver stejl. Bedre bliver det ikke af, at det vil blæse ret meget op i løbet af dagen, og at modvinden derfor vil være ret hård.

 

Jeg er derfor ikke specielt optimistisk på underholdningsværdiens vegne. Heldigvis betyder dagens store tidstab, at der er ryttere, der intet har at miste ved at angribe fra distancen. Det er en skam, at dagens i særklasse sværeste stigning kommer så tidligt, at den ikke kan bruges, men særligt næstsidste stigning kan bestemt godt bruges som afsæt til et angreb.

 

Det er særligt Ineos og EF, der skal skabe det hårde løb. Ineos har al mulig grund til det, for hverken Carlos Rodriguez eller Egan Bernal, der i dag tabte en bondegård, kan få det hårdt nok. Hos EF ved vi, at Richard Carapaz aldrig tøver med at tage initiativ, og han har heller intet at miste ved at angribe tidligt. Det har Lenny Martinez, men han må have tanket så meget selvtillid de seneste dage, at FDJ vil bidrage til at gøre løbet hårdt.

 

Jeg har en grum mistanke om, at Bernal og Carapaz skal angribe tidligt. Derfor har de brug for forposter, og det betyder, at vi formentlig får en vild kamp om at ramme udbruddet. Det gør vi nu næsten altid på kongeetapen i Romandiet. Den flade start betyder, at udbruddet ikke nødvendigvis bliver specielt stærkt, men hvis vi når frem til den meget svære første stigning, tør jeg ikke udelukke, at Bernal og Carapaz kunne finde på at angribe allerede her. Udbruddets sammensætning vil være meget bestemt af, hvornår det kører, men jeg forventer et større udbrud med enten lidt tungere folk eller måske med topnavne som Bernal, Carapaz og måske David Gaudu, hvis det kører på stigningen.

 

Jeg giver det dog ikke mange chancer. Hvis det truer trøjen, er UAE for stærke, og de kan holde dem i meget kort snor på det flade midterstykke. Hvis udbruddet ikke truer trøjen, er det altafgørende for andre hold at få bonus i spil. Ineos, EF og FDJ har ikke råd til at lade denne etape sejle, og derfor skal det hentes. De skal dog finde en balance, for har de forposter, skal de sikre sig, at de kommer over dobbeltstigningen.

 

Hvis ikke Bernal og Carapaz har angrebet tidligere, vil jeg forvente, at det sker på dobbeltstigningen. Jeg vil tro, at deres hold vil lægge presset fra bunden, og derefter skal de skydes afsted. Desværre lider de også her under en ret hård modvind, og jeg tror, at det bliver svært for dem at komme afgørende væk. Medmindre UAEs ryttere har mange offdays - og dem havde de en del af i går - vil jeg tro, at araberne er kloge nok til at lade dem køre. Stigningen er relativt kort, så forspringet vil aldrig blive rasende stort, og herefter har de 20 km dalstykke til at få dem kørt ind igen, selvom der er en ret stejl bakke undervejs.

 

Derfor ser jeg flere scenarier. Jeg giver ikke et tidligt udbrud mange chancer, og jeg vil også tro, at UAE kan skabe samling inden sidste stigning. Der er dog en chance for, at en gruppe med typer som Bernal og Carapaz kan ramme stigningen med et forspring, og så kan det blive interessant. Som sagt imponerede UAE ikke i går, og måske kan et sådant fremstød holde. Problemet er bare, at de så hurtigt vil true podiet for Soudal og Bora, og så kommer der hurtigt hjælp til araberne.

Rammer vi først modvinden, tror jeg, at det bliver svært at gøre forskelle. Det så vi i går, hvor procenterne var nogenlunde de samme, og hvor modvinden var mindre udtalt. I går endte det i noget taktisk rod, fordi UAE ikke tog ansvar og havde to mand at beskytte, men i morgen er det alle mand for Ayuso. Hvis Adam Yates har de samme ben som i går, vil jeg tro, at de kan undgå alt for meget stop-go-kørsel, og mit bedste bud er derfor, at det vil ende i en spurt, nok i en mindre gruppe end i går, men stadig i en ret stor gruppe.

 

Der er dog andre scenarier i spil. Et tidligt angreb kan holde, hvis UAE er mindre stærke end ventet, og hvis UAE-drengene svigter, kan vi igen få en taktisk finale, hvor Ayuso endda kan have en fordel ved, at en ufarlig mand gør som Luke Plapp, nemlig sniger sig væk til sidst. Derudover kan man jo ikke helt udelukke, at den ret svingende Ayuso har en dårlig dag. Det sker sjældent sent i et etapeløb på en dag med mange stigninger og højdemeter, men det er klart, at en Ayuso-krise i stil med dem, vi så to af i Schweiz sidste år, helt vil forandre dynamikken i løbet. Det virker bare usandsynligt på denne lette stigning, selvom han ikke havde sine bedste ben i dag, og jeg tror, at den største trussel mod en spurt er et taktisk angreb a la Plapp, for Ayuso kan jo faktisk godt tabe løbet på bonus, hvorfor han kan have en interesse i, at bonussen forsvinder.

 

Udsigten til en spurt gør det naturligt at pege på Juan Ayuso. Som sagt har UAE egentlig en interesse i, at etapesejren ikke kommer i spil, men som nævnt ovenfor taler meget for, at de kommer til at bruge deres stærke hold til at jagte og lægge løbet i et jerngreb. Ayuso var ikke flyvende på stigningen i dag og virker efter Ardennerne ikke helt på toppen, men han lignede en mand i overskud i går, han bliver typisk bedre og bedre undervejs, og denne hårdere etape passer ham langt bedre. Det er derfor svært at se, at han kan blive sat, selvom han som sagt er ret ustabil.

 

Får vi en spurt, er han den klare favorit. Som jeg skrev i forgårs, har vi ikke ofte set ham spurte, men han bekræftede i går, at han er den hurtigste i dette felt. Blandt de hurtige folk er han formentlig også den stærkeste, og derfor vil jeg tro, at han endelig får sin etapesejr, hvis altså ikke taktik gør, at UAE enten af nød eller frivilligt lader en ufarlig rytter snige sig væk.

 

Da det er den store trussel, rangerer jeg også Egan Bernal som nr. 2. Han er ikke en ringe afslutter og kan helt sikkert spurte bedre end i går, hvor han ikke lignede en mand, der blandede sig, men han vinder ikke en spurt i dette felt, selvom det hjælper ham, at selve spurten er i medvind. Til gengæld er han en af de ufarlige ryttere. Sådan er det, når han har smit hele 1.13, og derfor er det en mand, UAE sagtens kan lade køre. Det kan han gøre allerede på næstsidste stigning, og det kan han gøre i en taktisk modvindsfinale til sidst. Nu har vi set, at han i år har været uhyre svingende, men har han de ben, han havde i Liege, og som generelt synes at blive bedre og bedre fra løb til løb, vil jeg tro, at han er stærkeste eller næststærkeste mand. Dermed er han et godt bud på en solosejr, hvis det alligevel lykkes bedste mand at køre alene, men han er også et godt bud på en taktisk sejr.

 

Får han så lov at køre sin chance i en taktisk finale? Ja, Carlos Rodriguez kan jo låse ham, men hvis holdet fornemmer, at modvinden gør det umuligt for Rodriguez selv at vinde etapen, må en etapesejr trods alt have en vis vægt. Det er klart, at det er en udfordring, at han derved kan tage nogle af de bonussekunder, Rodriguez skal bruge, og derfor er det en reel risiko, at han bliver låst. Men under disse betingelser vil det være naturligt at gå efter etapesejren mere end klassementet, og derfor må Bernal rangere højt.

 

Jeg rangerer Richard Carapaz som nr. 3, men jeg er blevet pokkers meget i tvivl om hans form. Han har godt nok ikke imponeret i dette løb. Han så som tidligere nævnt skidt ud i sit angreb på 1. etape, og i går endte han langt tilbage i spurten. Det kan naturligvis hænge sammen med, at han ikke gad blande sig, fordi sejr og bonus var væk, men det ligner ham bare ikke - modsat Bernal. Det bekymrer nemlig også, at hans enkeltstart i dag var så svag, og at han jo generelt har skuffet i lang tid. På den anden side har hans enkeltstart været konstant svag siden skiftet til EF, og han kørte jo et fremragende Liege. Den form kan da ikke være helt forsvundet, og derfor rangerer jeg ham som nr. 3, selvom jeg egentlig ikke for alvor tror på ham. Han kan nemlig vinde på to måder, enten via de taktiske angreb, der har givet ham et hav af sejre, eller via en spurt, da han er en af de få, der kan slå Ayuso.

 

Jeg rangerer Lenny Martinez som nr. 4, men her er det straks mere tricky. Som jeg skrev inden 2. etape, har han vundet to spurter på bjerge, og som vi så igen i går, er han slet ikke en ringe afslutter. Derfor er han en af de ryttere, der måske kan vinde en spurt, hvis Ayuso ikke er på toppen. Hans bedste chance er dog nok et taktisk angreb, og her er det et problem, at han ikke har tabt rasende meget tid. Han har dog tabt så meget, at han ikke er den rytter, UAE skal holde allermest øje med, og er de kørt lidt tynde, er han en mand, Ayuso kan være nødt til at give et lille forspring. Et sådan angreb kræver nemlig også gode ben, og Martinez synes virkelig at være flyvende lige nu. Han så pokkers stærk ud i går, og han kørte en vild enkeltstart i dag. Jeg er bare bange for, at han har for lidt frihed, og at etapen bliver for let.

 

En rytter, der har betydeligt mere frihed, er Enric Mas. Han kørte en halvsløj enkeltstart i dag, men den var heldigvis ikke så slem som tidligere. Dårlige enkeltstarter siger ikke altid noget om hans klatreben. Her er det straks mere bekymrende, at han stadig leder efter sit topniveau, men her kan mindre også gøre det. Han vinder nemlig ikke denne etape, fordi han er den stærkeste, men fordi han er bedst i det taktiske spil. Han kan skam sagtens køre denne spurt, som jeg nævnte inden 2. etape, men vinde den kan han næppe Til gengæld har han frihed, og hvis han bare har de ben, han havde i Catalonien, bør han være så stærk, at han kan gribe ud efter den.

 

Jeg skal også give Aleksandr Vlasov en vis rangering. Hans generelt skuffende klatring mod slutningen i Catalonien gør mig bekymret, fordi han ikke er kendt for sin holdbarhed, og hans Liege kan også indikere, at han ikke er helt på toppen. Hans enkeltstart har dog dæmpet sidstnævnte bekymring, og denne etape er jo så let, at Vlasov meget vel kan blande sig i kampen om sejren, selvom han ikke er den stærkeste. Får vi igen en spurt i en halvstor gruppe, ligner han i hvert fald bedste bud på manden, der kan slå Ayuso. Det er ikke noget tilfælde, at han blev nr. 2 i spurten i går, for vi har også tidligere i dette løb, nemlig med 2. pladsen i spurten på den lette kongeetape i 2022, set, at han er ganske hurtig på stregen. Er Ayuso ikke på toppen, kan han vinde, selvom han næppe er etapens stærkeste.

 

En anden rytter med frihed er Cristian Rodriguez. Han skuffede mig fælt i Jura-løbene, men hans efter hans standard fine enkeltstart og gode spurt i går tilsiger, at han er ved at være der igen. Han har jo kørt på et hidtil uset niveau det sidste års tid, og han tog det til helt nye højder i Catalonien, inden han gik lidt ned. Han er langt efter i klassementet, og han er stadig at regne som en underdog. Har han genfundet de ben, han havde i Catalonien, er han så stærk, at han er et af de bedre bud på en rytter, der kan gribe ud efter sejren.

 

Det er Guillaume Martin næppe heller, men han har gode kort på hånden i jagten på etapesejren. Som vi så i går, er han ikke helt langsom i en stigende spurt, men han vinder ikke etapen ad den vej. Nej, han skal væk i det taktiske spil, og her står han ret stærkt, for selvom hans enkeltstarten i dag var bedre end ofte set, har han som altid mistet en masse tid. Han er bestemt ikke så god som i gamle dage, men langsomt har han fundet et fint niveau, som vi senest så i Jura-løbene og Liege. Han ligner en af de ryttere, der har de bedre ben til at kunne gribe ud efter etapesejren.

 

Det har Luke Plapp vel også. Hans enkeltstart var overraskende svag, men vi har jo stadig til gode at se ham køre en god enkeltstart på dette niveau. Selvom han er så svingende, at han sagtens kan falde igennem i morgen, siger dagens resultat derfor ikke nødvendigvis noget om klatrebenene. De var jo ganske gode i går, som de også var det i Paris-Nice, og han har jo nu to gange vist, at han har forstået opskriften med taktiske angreb. Han burde også have lidt frihed fra Ayuso, men jeg kan godt frygte, at han ikke helt har tabt den tid, han skal bruge, da han jo også meget hurtigt vil true podiet.

 

Jeg må jo hellere give Carlos Rodriguez en vis rangering. Efter hans vilde enkeltstart i dag vil det ikke forbavse mig, hvis han er stærkeste mand, for vi ved, hvor højt hans topniveau er - og det er sikkert allerede højere end sidste år. Desværre taler alt bare imod ham. Etapen er for let, der er modvind, han har ikke skyggen af frihed, og han er ikke hurtig. Det skal derfor flaske sig, hvis han skal vinde, for der er kun to veje. Enten bliver etapen så hård, at han alene i kraft af sit fysiske overskud kan vinde en spurt - og det kan jo ske, når der skal spurtes på små 7% - eller også skal han være så godt, at han kan køre fra alt og alle. Det ligner en svær opgave på denne etape, men sammen med Ayuso og måske Bernal er han vel bedste bud på en mand, der kan gøre det.

 

Jayco har jo to bud. De har nemlig også Simon Yates. Desværre står det efter dagens enkeltstart endnu tydeligere, at han er for langt fra sit bedste. Heldigvis så han i går da noget bedre ud, end han gjorde i Liege, men det vil være synd at sige, at han ligner en mand med store chancer for at vinde. Heldigvis kan denne etape blive så let, at han også med sin nuværende form kan vinde. Han er i hvert fald nu ganske ufarlig, og vi ved, at han er pokkers snu i det taktiske spil.

 

Lidt af det samme kan siges om David Gaudu. Indtil i dag havde han punkteringen i Liege og kulden i Fleche som et alibi for, at han ikke præsterede godt i Ardennerne, men efter i dag er det svært at finde gode undskyldninger, når han også endte så langt tilbage i gårsdagens spurt. Egentlig er han jo en af de ryttere, der kan slå Ayuso i en spurt som denne, men det virker nu helt urealistisk. Skal han vinde, skal det være via taktik, og her har han trods alt den fordel, at han nu er helt, helt ufarlig. Han så jo trods alt ikke ringe ud i Jura-løbene, hvor han i hvert fald var bedre end Martin.

 

Listen over skuffelser tæller også Damiano Caruso. Allerede i går var jeg skeptisk, fordi han endte så langt tilbage i spurten, og hans enkeltstart øger frygten for, at formen mangler for meget. Omvendt har hans enkeltstarter jo ikke altid været de bedste, og han har i hvert fald en del frihed nu. Tidligere kunne han også have vundet denne spurt, men det rækker hans dieselmotor næppe til længere. Nu skal han nok vinde via taktik, og så må man bare håbe, at niveauet stadig rækker til at gribe ud efter lykken.

 

Kan vi tillade os at tro på Tao Geoghegan Hart? Havde han været på toppen, havde han stået som manden, der kunne slå Ayuso i en spurt, men det virker ikke realistisk lige nu. Så havde han blandet sig i går, hvor han mere lignede en mand, der kæmpede for sin overlevelse. Men han sad med hjem, og hans enkeltstart i dag var anstændig. Han synes i hvert fald at have et konkurrencedygtigt niveau, og så må vi se, om han kan få det til at flaske sig i det taktiske spil. Han plejer i hvert fald at blive bedre og bedre, og har han en følgesvend eller to, kan han vinde en spurt - men som for Plapp og Caruso gælder, at han havde hjulpet sig selv med et mindre tidstab.

 

Det har været opløftende at se Ilan Van Wilder i dette løb, men akkurat som Rodriguez får han svært ved at vinde. Han er egentlig en god puncheur, men jeg kan slet ikke se ham vinde en spurt i dette felt. Dertil er han for begrænset i bjergene, og denne hårde etape passer ham dårligere end den foregående. Jeg kan derfor også godt frygte, at han kan få en svær dag, og han har jo allermindst frihed af alle. Han kører heller ikke alene hjem, og hans eneste chance er derfor at vinde en spurt. Jeg anser det som usandsynligt, men som vi så i går, er han jo så god en afslutter, at det ikke helt kan udelukkes.

 

Hvad så med Ivan Ramiro Sosa? Han er ikke som i gamle dage, men han præsterer jo faktisk ret stabilt - også mere stabilt, end da han var bedst. Man skal altid regne med et totalt sammenbrud, men har han de ben, han havde i går, har han vel en chance. Han har haft et tilstrækkeligt højt niveau, og hans helt horrible enkeltstart har givet ham mere frihed, end selv den største liberalist kunne ønske sig. Han smed lidt sekunder i går, men da han jo er helt uden punch, er det ikke nødvendigvis noget katastrofetegn.

 

En anden rytter med oceaner af frihed er Harm Vanhoucke, der endelig synes stabilt tilbage på et højt niveau.  Han har dog aldrig nået samme højder som Sosa, og akkurat som colombianeren har han for vane at falde sammen efter et par dage. Derfor vil det ikke undre, hvis han skuffer fælt i morgen, men holder han det niveau, han har haft i sine seneste løb, kommer han langt. Han er en underdog i det taktiske spil, og han er aldrig bange for at gribe ud efter lykken.

 

Endelig er Damien Howson tilbage på sporet. Nu begynder han at nærme sig det tårnhøje topniveau, han havde sidste år, og når og hvis han finder det, er han farlig. Han manglede stadig lidt i går, men i lyset af det manglende punch var det ikke alarmerende, når formen er i fremgang. Han kan ikke spurte og skal vinde via taktik, men det har han gjort før. Det var nemlig sådan, han tog sin asturiske sejr sidste år.

 

I det hele taget er Q36.5 en større faktor end ventet. Genfødslen af David De La Cruz har overrasket mig, men vi skal ikke glemme, at han sidste år faktisk kørte ganske fint, men bare var pokkers uheldig med at styrte hver eneste gang, han fandt formen. Det holdt hårdt i år, men nu synes han at nærme sig igen. Også han smed lidt tid i går, men da han er uden punch, er det også velbegrundet. Han er aldrig bange for at angribe, og han har nu i hvert fald den frihed, han skal bruge.

 

Det er Yannis Voisard heller ikke. Det var han i hvert fald ikke, da han tog en taktisk sejr på kongeetapen i Ungarn sidste år, men hans manglende spurt gør, at det skal flaske sig. Her bekymrer det mig, at han nok har tabt en anelse for lidt tid, og at han indtil nu altid har manglet lidt på dette niveau. Jeg kan også frygte, at han ikke vil tage risici i forhold til sin top 10, men gør han det, er han jo stadig en underdog, der alene i kraft af sit hold og sin status har mere frihed, end tiden umiddelbart tilsiger.

 

Tudor har også et andet kort i Marco Brenner, men han har aldrig klatret på samme niveau som Voisard. Det er helt nyt at se ham fremme på dette niveau, men omvendt har han nu gjort det i to løb i træk. Man må åbne døren for, at det kan ske igen i morgen, selvom meget også kunne tale for, at han eksploderer og genfinder sit lave bundniveau. Han er altid aggressiv, og han har friheden, hvis benene er gode.

 

Den frihed mangler Florian Lipowitz desværre. Den unge tysker er endelig ved at konfirmere sit store potentiale, ikke mindst med dagens flotte enkeltstart, men vi så også i går, at han ikke kunne følge Plapp. Han mangler derfor stadig en anelse, og jeg tror desværre også, at han kører løbet defensivt, dels for at hjælpe Vlasov og dels for at forsvare sin 6. plads. Men han viste jo i går en vis vilje til at angribe, så lad os se, om han er mere risikovillig end ventet.

 

Endelig er jeg nødt til at nævne Adam Yates. Det er klart, at han er ren hjælper, og det vil være helt ulogisk, hvis ikke han skal føre for Ayuso. I et taktisk spil med stop-go-kørsel ved man dog aldrig, hvad der kan ske, og det er før set, at en hjælper, der skal lukke et hul, pludselig ender med at være med i et udbrud. Sker det, kan det ikke udelukkes, at UAE lader ham køre sin chance, fordi de har en interesse i, at bonussen forsvinder. Som vi så i dag, er han langt fra sit bedste, men vi så også i går, at han stadig er en af de bedre klatrere i dette løb.

 

Mine to jokers kunne være Johannes Staune-Mittet, der skuffede i går, men som i Baskerlandet fandt de gode ben ud af det blå på sidste etape, samt Harold Tejada, der efter i dag måske kan nærme sig de gode ben fra Paris-Nice. Det er klart, at Jan Christen, Pavel Sivakov, Felix Grossschartner og Brandon McNulty nu vil være rene hjælpere, og det samme må gælde for Thymen Arensman. Julian Alaphilippe, Patrick Konrad, Koen Bouwman og Jesus Herrada vil kunne vinde en spurt, men når de ikke kunne være med i går, kan de næppe være med i morgen. Clement Berthet, Nicolas Prodhomme, Darren Rafferty, en ellers opløftende god Giulio Ciccone, Louis Meinjtes og Matteo Badilatti bør også mangle lidt for meget, selvom jeg særligt kan have en vis forventning til Prodhomme, Berthet og Meintjes, der pludselig fandt de gode ben på sidste etape i Baskerlandet og kørte en god enkeltstart. Endelig er jeg spændt på, hvor godt Bruno Armirail forsvarer sig, og hvor langt Thibau Nys kommer, hvis han giver den et skud.

 

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvad der er særligt vigtigt for Carapaz og Carlos Rodriguez, og ikke rangeres efter sandsynlig placering i den spurt, jeg forventer. Jeg uddyber ovenfor.

 

Feltet.dks vinderbud: Juan Ayuso

Øvrige vinderkandidater: Egan Bernal, Richard Carapaz

Outsidere: Lenny Martinez, Enric Mas, Aleksandr Vlasov, Cristian Rodriguez, Guillaume Martin

Jokers: Luke Plapp, Carlos Rodriguez, Simon Yates, David Gaudu, Damiano Caruso, Tao Geoghegan Hart, Ilan Van Wilder, Ivan Ramiro Sosa, Harm Vanhoucke, Damien Howson, David De La Cruz, Yannis Voisard, Florian Lipowitz, Marco Brenner, Adam Yates

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

I årene mellem 2005 og 2007 startede løbet altid med en prolog i Izmir, og efter at have ageret startby i 2008 og 2009 var Tyrkiets tredjestørste by mål for en sprinteretape fem gange på seks år mellem 2012 og 2017. Siden dengang kørte man imidlertid længe uden om storbyen ved vestkysten, inden den i 2022 vendte tilbage efter fem års fravær. Det gjorde den også sidste år, hvor man dog spicede den velkendte sprinterfinale op ved at angribe byens fladland fra et nærliggende højdedrag, hvorfor Jay Vine kunne tage en overraskende solosejr. I 2024 er storbyen med for tredje gang i træk, men denne gang er der næppe plads til overraskelser, når man vender tilbage til det helt klassiske og fladere format, der i den grad lægger op til massespurt.

 

Med en distance på bare 125,4 km er der tale om en ultrakort etape, der fører feltet fra Cesme til Izmir. Starten går helt ude ved kysten i det allerøstligste Tyrkiet, hvorfra man kører mod sydøst hen langs vandet, inden man efter 16,5 km slår en lille sløjfe ind i landet. Derfor er det let stigende, når man først kører mod sydvest og siden syd og nordøst, inden det går ad faldende veje mod nord tilbage til kysten.

 

Nu kører man kortvarigt mod nordøst ad den helt flade kystvej, inden man efter 39,5 km drejer mod øst for at forlade vandet via en stigning. En kort nedkørsel fører mod sydøst, inden man kører mod syd op ad en kategori 3-stigning (1,7 km, 8,2%), der er uhyre jævn og har top efter 48,7 km. En let nedkørsel fører mod sydøst, inden det går mod øst op ad en bakke og videre ad en nedkørsel, der leder tilbage til kysten.

 

Herfra er etapen meget let. Man forlader kortvarigt vandet ved at køre mod nordøst ad let stigende og siden let faldende veje, der undervejs byder på dagens spurt efter 73,6 km. Hurtigt er man tilbage ved kysten, og nu går det mod nordøst og øst ad den helt flade og lige kystvej, idet man undervejs kører dagens Treasures of Türkiye-spurt efter 86,0 km.

 

Den leder direkte frem til udkanten af Izmir, hvor man kører mod nordøst op ad den flade kystvej, som man kortvarigt forlader for at køre ind til centrum. Herfra kører man mod nord tilbage til vandet, og nu kører man mod øst, nordøst, nordvest, vest og sydvest hen langs vandet og frem til mål. Her passeres man stregen fra den modsatte side med 3100 m igen, hvorefter man forsætter ned til en kurve med 2200 m igen. Med 1600 m igen foretager man en U-vending, hvorefter en blød kurve med 900 m igen leder ind på den helt flade opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt på 1032 højdemeter.

 

Izmir blev senest besøgt i 2023, hvor en usædvanligt kuperet rute gav Jay Vine mulighed for at tage en overraskende solosejr med 7 sekunder ned til feltet, hvis spurt blev vundet af Jasper Philipsen foran Kaden Groves, og i 2022, hvor Jasper Philipsen spurtede sig til sejr på en næsten helt flad etape foran Kaden Groves og Miguel Angel Fernandez i samme finale, som benyttes i år og blev benyttet i 2023. Forinden var det i 2017, hvor Sam Bennett vandt en massespurt foran Ahmet Örken og Simone Consonni, samt i 2015, hvor Mark Cavendish vandt en massespurt foran Andrea Piechele og Kristian Sbaragli. Året inden var Elia Viviani hurtigere end Andrea Guardini og Cavendish, mens Marcel Kittel sejrede foran Guardini og Maximilano Richeze i 2013. I 2012 var vi vidne til et sandt drama, da Iljo Keisse var på vej mod en solosejr, da han pludselig røg i asfalten mindre end 2 km fra stregen. Det lykkedes ham at komme tilbage på cyklen og akkurat nå mål, inden Marcel Kittel slog Alessandro Petacchi i feltets spurt. Forud for løbets opgradering i 2008 var det en tradition, at løbet startede med en prolog i Izmir, der i de sidste år blev vundet af Hossein Nateghi (2007), Pavel Nevdakh (2006) og Sergey Tretyakov (2005).

 

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Vejret har været lidt svingende undervejs, men lørdagen bliver en sommerdag, og mens det kun vil være 20 grader ved starten, vil det være 25-26 grader i målbyen. Ved starten vil der være blæsende (22 km/t) fra nord, men vinden vil aftage til en styrke på 17 km/t i finalen, hvor den vil komme fra nordvest. Efter den kringlede start giver det nærmest ren sidevind hele dagen, indtil det langsomt blive til sidemedvind nær Izmir. Her får man inde i byen først sidevind, så modvind, så sidemodvind og dernæst sidevind. Med 2200 m igen får man sidemodvind, med 1600 m igen sidemedvind og med 900 m igen slutteligt sidevind.

 

Favoritterne

Med kongeetapen ude af verden skal det gå meget galt, hvis ikke Frank van den Broek ender som den samlede vinder. Nu går der nemlig igen sprinterfest i den, og alt taler for, at løbet slutter med to massespurter. De er dog forskellige, for hvor lørdagens spurt er flad, skal man på søndag spurte på en bakke i Istanbul.

 

Hvad der særligt adskiller de to etaper fra de seneste er, at de er lette. Siden 1. etape har alle etaper haft ret svære stigninger i finalen, men det er slut nu, både i morgen og på søndag. Her får vi helt lette etaper, der er nemme at kontrollere, og hvor alle sprinterne bør komme med hjem.

 

Dermed er morgendagens etape også et stort mål for mange. Sammen med 1. etape er det den eneste helt klassiske sprinteretape uden stigende spurter eller bakker i finalen. Det er jo ellers den slags etaper, løbet er kendt for, men i år er der altså kun to af slagsen. Derfor er der mange, der har set frem til endelig at nå frem til sprinterhovedstaden Izmir.

 

Derfor regner jeg også med et helt klassisk forløb. Som altid i dette løb vil det garanteret tage en krig, inden udbruddet kører, men når det engang er sket, forventer jeg, at der vil blive taget kontrol. DSM har ganske vist vundet meget, men mon ikke de gerne vil have endnu en sejr med Fabio Jakobsen inden Giroen. Jeg er dog mere usikker på, hvem der vil hjælpe. Bora har nu mistet Danny van Poppel, men de kan simpelthen ikke tillade sig at give op endnu. Astana viste også i går, at det er klar til at føre for Mark Cavendish, og da jeg også kan se Alpecin, Caja Rural og Polti jagte, vil jeg blive meget overrasket, hvis ikke vi får en spurt. Jokeren er den kraftige sidevind, de vil have på stort set hele etapen, men som vi har fået bekræftet i år, er det meget sjældent, at vi får sidevindskørsel i Tyrkiet.

 

Jeg regner altså med en spurt efter en kort og let etape, hvor alle er med hjem og er relativt friske, selvom holdbarhed vil spille en rolle, når vi er på dag 7 i et etapeløb. Selve finalen er også enkel. Man skal sidde godt i U-vendingen med 1600 m igen, men derefter er der på den brede boulevard god plads til at lade farten tale, særligt når der ikke er modvind. Som vi har set i de øvrige enkle finaler i dette løb, kan det stadig sagtens gå galt, men positionering betyder ikke alt.

 

Jeg går med Fabio Jakobsen. Som vi fik bekræftet på 1. etape, er der altid en risiko for, at han taber hjulet på sit hold, og derfor vil han aldrig være et sikkert kort, men i denne enkle finale står han heldigvis med bedre kort end vanligt. Hans tog med Bram Welten og Tobias Lund er også et af de stærkeste, særligt nu hvor både Alpecin og Bora er markant svækkede, og derfor kan jeg godt se ham blive sat op fra spids. Hvis ikke Sam Welsford har fundet den fart, han ikke havde på 1. etape, er han også den i klart hurtigste, og derfor er truslerne mod ham enten et tabt hjul, dårlig position for toget eller en genfødt Welsford. I denne enkle finale er de fleste af disse risici automatisk reduceret, og derfor tror jeg, at han tager den fjerde DSM-sejr i træk. Taber han igen Lunds hjul, så vi i går, at danskeren sagtens kan vinde i dette felt.

 

Jeg vil rangere Simon Dehairs som nr. 2. Han har ikke spurtet siden 1. etape, men nu får vi endelig en let etape, hvor vil formode, at de kører for ham, som de gjorde i søndags. Vi så dengang, at Alpecin-toget ikke helt uventet var det stærkeste, og selvom de har mistet Robbe Ghys, er det med Van Poppels exit helt entydigt det bedste nu. Dehairs så meget hurtig ud i søndags, hvor han dog havde tabt hjulet på Jensen Plowright. Gør han ikke det i morgen, og er han frisk efter nogle hårde dage, står han stærkt, hvis Jakobsen sidder for langt tilbage. Det kan heller ikke helt udelukkes, at de kører for Plowright eller måske endda Henri Uhlig, men det er usandsynligt, og de får svært ved at vinde.

 

Jeg er vel nødt til at rangere Sam Welsford højt, men det er uden entusiasme. Han så decideret skidt ud i spurten på 1. etape, og han plejer hurtigt at blive ringere i et etapeløb. Når det er sagt, har han jo faktisk klatret overraskende godt i dette løb, og han tog sin flotteste sejr i Renewi Tour, var det også mod slutningen af løbet. Her viste han også, at han på sine bedste dage kan slå Jakobsen på ren fart, selvom vi endnu ikke har set det i år. Problemet er naturligvis Van Poppels exit, for nu er hans tog med kun Ryan Mullen et af de allersvageste. Da han samtidig er så positioneringssvag, skal det virkelig flaske sig, hvis han skal vinde, men har han sin fart, kan det i denne enkle finale lade sig gøre.

 

Det tog, der kan konkurrere med Alpecin om at være det bedste, er Astana, og nu skal der igen køres for Mark Cavendish. Får de det til at spille med Rüdiger Selig, Max Kanter og Davide Ballerini, og kan Cavendish holde hjulet, hvad det ofte kniber med, kan han blive sat op fra spids. Som han har spurtet i år, tyder intet på, at han kan vinde, men omvendt ved vi af erfaring, at denne udgave af Cavendish bliver bedre og bedre, jo flere løb han får. Taber han igen hjulet, kan Kanter og måske endda Ballerini køre en god spurt, men de får svært ved at vinde en let etape som denne.

 

Jeg tror også ret meget på Iuri Leitao. Hans sejr i Kroatien viste, at han er en af de hurtigste, og det bekræftede han i går. Denne gang har vi hele toget med Tomas Barta, David Gonzalez og Daniel Babor til rådighed, og det må være et af de stærkeste. Den kombination giver en god mulighed for at vinde. Jeg kan dog frygte, at de som på 1. etape kører for Babor, og selvom han har det gode tog, lignede han på 1. etape ikke en mand, der kan vinde.

 

Endelig får vi også bragt Sasha Weemaes i spil igen. Han bekræftede på 1. etape, at han er en af de allerhurtigste på de helt lette dage. Han har haft det svært i positionskampen, men her er finalen enkel, og hans tog med Marco Tizza, Kenneth Van Rooy og Davide Persico er godt. Det er også sandsynligt, at de også spurter med Persico, som de gjorde på 1. etape, og med den spurt, han kørte i Colombia, har jeg stadig en vis tiltro til ham.

 

Skal Jakub Mareczko have sin chance? Han blev fanget i styrtet på 1. etape, og siden har alle etaper været for svære. Nu får vi endelig en af de lette etaper, han elsker, men som altid skal han klare positionskampen. Heldigvis er finalen enkel, og toget med Samuele Zambelli og Attilio Viviani er hæderligt. Han har ikke spurtet alt for overbevisende, men med farten fra Emiraterne har han en chance, hvis han er frisk efter nogle hårde dage.

 

Endelig får vi også den lette etape, der bringer Timothy Dupont i spil igen. Belgieren havde ikke heldet på 1. etape, og med det svage hold skal det flaske sig for ham. Til gengæld har han i år og sidste år vist, at han stadig kan komme langt på sin fart, og i denne enkle finale er der en god chance for, at den normalt positioneringsstærke belgier kan vise den.

 

Det bør også være muligt for Enrico Zanoncello. Han er ikke den allerhurtigste, men vi så med sejren i Abruzzo, at det kan lade sig gøre, hvis det flasker sig. Han er ikke den mest sikre i positionskampen, men han har forbedret sig, o toget med Filippo Magli, Mattia Pinazzi og Luca Colnaghi, der ligner lead-out man i dette løb, har potentiale til mere, end vi så i søndags.

 

Det er ikke den ideelle etape for Giovanni Lonardi. Jeg tror, at han mangler lidt fart på de helt lette dage som denne. Til gengæld er han god i positionskampen, hvor han er en af de mest sikre, og hans tog med Mirco Maestri og Manuel Peñalver er godt. Han har også fordel af, at vi er et stykke henne i løbet, men jeg tvivler stadig på, at de er nok på en helt let etape som denne.

 

Endelig vil jeg nævne George Jackson og Leo Bouvier. Jeg tror stadig meget på den fart, Jackson viste i Langkawi, men han har vist sig svag i positionskampen med et svagt hold. Derfor skal det flaske sig, men lykkes det, kan han komme langt. Det samme kan siges om Bouvier, der viste en imponerende og uventet fart på 1. etape, men som også lider under et meget svagt hold.

 

Andre kandidater til en spurt er Sebastian Nielsen, Martijn Budding, Andreas Stokbro, Tilen Finkst, Batuhan Özgur, Reinardt van Rensburg, Raymond Kreder, Norbert Banaszek, Rory Townsend, Sergey Rostovtsev, Ahmet Örken, Serdar Depe, Youcef Reguigui og Andrea Peron, men jeg tvivler på, at de kan vinde - enten fordi etapen er for let, eller fordi det halter med positionering, hold eller fart.

 

Feltet.dks vinderbud: Fabio Jakobsen

Øvrige vinderkandidater: Simon Dehairs, Sam Welsford

Outsidere: Mark Cavendish, Iuri Leitao, Sasha Weemaes, Jakub Mareczko, Timothy Dupont

Jokers: Enrico Zanoncello, Giovanni Lonardi, Davide Persico, Tobias Lund, George Jackson, Daniel Babor, Leo Bouvier, Luca Colnaghi, Max Kanter, Jensen Plowright, Davide Ballerini, Sebastian Nielsen, Andreas Stokbro, Martijn Budding

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Jay Vines sejr fra 2023, Jasper Philipsens sejr fra 2022, Sam Bennetts sejr fra 2017, Mark Cavendishs flotte comeback fra 2015, Elia Vivianis sejr fra 2014, Marcel Kittels sejr fra 2013 og Iljo Keisses højdramatiske sejr fra 2012.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Det er en velkendt sandhed, at materiel spiller en rolle inden for cykelsporten. Den er heldigvis slet ikke så altafgørende, som den er i eksempelvis motorsport, hvor køreren betyder betydeligt mindre end køretøjet, men selvom jeg personligt gerne så det anderledes, kan man ikke komme uden om, at nogle hold bare er bedre stillet end andre, særligt hvis de har ressourcerne i orden. Det gælder naturligvis i alle slags cykelløb, men på tidskørslerne er forskellene langt større, end de er i linjeløbene.

 

Det behøver man ikke vide noget om materiel for at indse. Man kan blot kigge på resultatlisterne for at forstå, at tidskørsler afhænger af mere end bare rytternes fysik. Det er i altovervejende grad de samme hold, der dominerer igen og igen, så snart tempocyklerne hives ud af garagen, og det er ret bemærkelsesværdigt, hvordan rytteren nærmest pr. automatik forbedrer sig dramatisk på enkeltstarterne, hvis de skifter til et af de hold, der har styr på materiellet.

 

Det betyder også, at man skal forsøge at holde øje med de mønstre, der dukker op, når materiellet udvikler sig fra år til år. Inden for de seneste år har vi set flere af den slags mirakler, hvor et hold pludselig har forbedret sig mærkbart i den særlige disciplin, fordi de pludselig har skudt materielpapegøjen. I 2021 var det Astana, der stod for et sandt kasakhisk mirakel, hvor man næsten kunne vide sig sikker på en Astama-overraskelse på enhver enkeltstart - mest markant med Alexey Lutsenkos og Ion Izagirres på alle måder sensationelle dobbeltsejr på Dauphiné-enkeltstarten samme år - og i 2022 var det så Jayco, der var her, der og alle vegne, da først Marco Pinotti havde fået fingre i det australske storholds materiel, og som førte til blandt andet Simon Yates’ vilde enkeltstartssejr i Giroen.

 

I 2023 var det til gengæld et helt andet hold, vi alle talte om. Man taler som bekendt om ”The Big Four” inden for cykelsporten, der i flere år har været domineret af de fire hold UAE, Soudal, Visma og Ineos, og her har man ikke rigtigt set den slags mirakler. I hvert fald ikke fra Visma, Ineos og Soudal, for de har igennem mange år været konstant på forkant på materielsiden, hvorfor udvikling fra år til år har været begrænset.

 

Helt anderledes har det været med UAE. På mange måder er det jo også opkomlingene blandt de fire storhold, for selvom de udspringer af Lampre-mandskabet, der har en lang historie og ledes af Mauro Gianetti, der var en del af ledelsen for det tidligere italienske hold, var der reelt tale om et nyt projekt, da Emiraterne kastede deres mange oliemillioner efter holdet, da det var faretruende nær en lukning. Fra det øjeblik gik det lidt hensygnende italienske hold, der spillede en mindre og mindre rolle, med ét til en position som et af de allerrigeste, og i dag skulle de også have overhalet Ineos som det mest pengestærke mandskab.

 

I de første år var de bare alligevel bagefter på materielsiden. De havde i hvert fald slet ikke samme stærke historik som deres kolleger i ”The Big Four”, og selvom han med sit ufattelige talent kørte fornemme enkeltstarter nærmest fra første færd - der var da i hvert fald en Tour-enkeltstart i 2020, som de fleste nok husker - er der næppe tvivl om, at han i forhold til konkurrenterne fra de andre storhold kørte rundt med et handicap i sine første år af karrieren. Det var jo heller ikke, fordi han i debutsæsonen fremstod som nogen tempogigant, da han eksempelvis blev nr. 11 på enkeltstarten i den Vuelta-debut, der jo ellers gik så strålende med tre etapesejre og en podieplads.

 

Men i 2023 fik de indhentet det efterslæb og formentlig også bragt sig foran rivalerne. Mens eksempelvis Visma generelt skuffede på deres enkeltstarter i 2023 - naturligvis med Jonas Vingegaards vanvidsridt i Touren som en markant undtagelse - var araberne helt ustoppelige. De lagde da heller ikke selv skjul på, at de havde opgraderet markant på materielfronten, og uanset hvor mange oliemillioner der var smidt i det projekt, var de i hvert givet mere end godt ud. I 2023 var de slet og ret ustoppelige, og man kunne vide sig helt sikker på, at enhver UAE-rytter ville gøre vanvittige fremskridt, så snart han satte sig op på en tempocykel.

 

Eksemplerne er så mange, at det kommer alt for vidt at nævne dem alle, men vi kan da bare tage et par eksempler. Nok havde Juan Ayuso kørt gode enkeltstarter også i 2022, men ingen havde set det komme, at han skulle vinde to WorldTour-enkeltstarter - den ene endda foran Remco Evenepoel og Juan Ayuso. Ingen havde set det komme, at Adam Yates skulle tage et stort skridt mod den samlede sejr i Romandiet med en 3. plads på enkeltstarten. Ingen havde set det komme, at Tim Wellens skulle ligge grunden til sin sejr i Renewi Tour på den enkeltstart, der altid har været hans svaghed i selvsamme løb. Ingen havde set det komme, at Brandon McNulty skulle blive nr. 4 til VM foran Wout van Aert. Ingen havde set det komme, at Mikkel Bjerg skulle slå Vingegaard på Dauphiné-enkeltstarten. Og ingen havde set det komme, at Marc Hirschi skulle vinde en udgave af Tour de Luxembourg, der i vidt omfang blev afgjort af en enkeltstart.

 

Nu er ordet ”ingen havde set det komme” en tilsnigelse, for vi lærte jo hurtigt, hvad der var på færde. Mange af de ovennævnte resultater var således ingen stor overraskelse i momentet. Det var ved sæsonstart, at den stribe af resultater havde virket helt på månen, men nu ved vi, at vi altid skal gange UAE-rytteres tidligere tempoevner med en faktor 3, når de udstyres med deres materiel.

 

Tendensen er fortsat i år. De ryddede podiet på UAE Tour-enkeltstarten med Brandon McNulty, Jay Vine og Mikkel Bjerg, inden Ayuso sensationelt slog Filippo Ganna på den flade tonserenkeltstart i Tirreno. Senere blev Vine en imponerende nr. 2 på den baskiske enkeltstart, hvor en halvskuffende præstation af Ayuso dog også viste, at materiellet ikke gør det alene. Og i dag var det så i Romandiet, at araberne i den grad sad på flæsket, da de besatte tre af pladserne i top 4 med McNulty som nr. 1, Felix Grossschartner som nr. 2 og Ayuso som nr. 4.

 

Desværre vil enkeltstarten altid være skæmmet af vejret. Det har jo været en uhyre kedelig tendens i år, at alle årets WorldTour-tidskørsler er blevet forstyrret af vejrguderne. I UAE Tour var det den tiltagende vind, på holdløbet i Paris-Nice var det både regn og vind, i Tirreno var det regnen, i Baskerlandet var det igen både regn og vind, og i dag var det så i særligt grad regnen. Undtagelsen er naturligvis tirsdagens prolog, der var en helt fair affære, men den var så speciel, at den jo ikke rigtigt kan regnes som en rigtig enkeltstart.

 

I dag kom regnen i hvert fald til at spille en afgørende rolle, og derfor skal man passe på med de finere konklusioner. Meget var nemlig også bestemt af risikovillighed på de våde veje på de tekniske nedkørsler til sidst, og dermed var det andet end klassiske tempoevner, der var afgørende. Vi finder således aldrig ud af, om Ayuso havde vundet enkeltstarten, hvis han som de tre bedste havde haft tørre veje hele vejen. Det er nu nok tvivlsomt, for han kørte faktisk kun 2 sekunder langsommere end McNulty til sidst, mens det store tidstab kom på første del, hvor de våde veje i hvert fald i teorien burde spille en mindre rolle.

 

Derfor var det måske heller ikke Ayusos allerbedste enkeltstart. Den var i hvert fald ikke på Tirreno-niveau, og den mindede os efter Baskerlandet igen om, at det ikke er hver gang, han er et uhyre. Særligt var det skuffende, at han kørte langsommere end flere rivaler på bakken, men det var jo stadig godt nok til, at han endte som klassementskampens store vinder. Tidsgevinsterne var måske mindre end ventet, men han fik sat en fed streg under, at han er den komplette klassementsrytter, der kan vinde etapeløb med enkeltstarter som sit vigtigste våben, også når han som i dag nok ikke havde sin allerbedste dag.

 

Han har i hvert fald nu ret sikker kurs mod den samlede sejr. UAE bekræftede jo deres kollektive styrke, og med udsigt til en lettere kongeetape med en del modvind i finalen skal det gå galt, hvis ikke Ayuso på søndag kan kalde sig vinder af to WorldTour-etapeløb i træk. Nu gik det jo galt på kongeetapen sidste år, men dengang var hans formmæssige udgangspunkt et helt andet og etapen langt, langt vanskeligere. I morgen kan han formentlig vinde, også selvom han heller ikke her skulle have sin bedste dag.

 

Det vil dog ikke være nogen stor overraskelse. Det har hele tiden ligget i kortene, at Ayuso meget vel kunne ende som den samlede vinder. Nej, det var snarere McNulty og Grossschartner, der var dagens UAE-overraskelser. Det burde McNulty jo ikke være, når han allerede i år har vundet én WorldTour-enkeltstart og med sin 4. plads til VM har bevist, at han er blevet en del af den absolutte elite - så meget at han har gjort OL-enkeltstarten til årets største mål - men hans helt horrible kørsel de seneste to dage havde givet det klare indtryk, at han ikke længere var i form.

 

I dag sagde han da også, at han efter en vild og lang sæsonstart, der startede på Mallorca i januar, føler sig tømt for kræfter, men åbenbart ikke så tømt, at han ikke kunne vinde i dag. Det vidner om hans evner, men også om, at han som temporytter er en total lottokupon. Det så vi sidste år i forbindelse med to vidt forskellige præstationer i Polen og ved VM på en uge, og det har vi set i år, hvor en formstærk McNulty skuffer i Baskerlandet, og en formsvag McNulty vinder i Emiraterne og Romandiet.

 

Med tanke på McNultys topniveau var det derfor også Grossschartner, der var den største UAE-overraskelse, men han er netop et af de allerbedste eksempler på UAE-miraklet. Han var tidligere en ganske solid temporytter, der blandt andet for nogle år siden kørte chokerende godt i Paris-Nice, men i de seneste år har det været mindre prangende. Efter skiftet til UAE er der imidlertid sket noget, hvad vi allerede så sidste år i Dauphiné, og som han i dag tog til helt nye højder med en 3. plads - endda efter en mildt sagt sløj indsats i går.

 

Men cykelsport er ikke motorsport. Manden betyder stadig mere end maskinen, og det var derfor ikke en perfekt UAE-dag. Vi må i hvert fald sande, at sygdom og styrt har gjort det til et forsømt forår for Adam Yates og Pavel Sivakov, der ikke når at finde formen inden deres pause, og vi må også sande, at Jan Christen altså ikke er nogen stor temporytter. Heldigvis er araberne bare så stærkt besat, at man kan have to formsvage topnavne og stadig ende med to mand i top 4.

 

Ayuso skal dog nok prise sig lykkelig for, at morgendagens etape ikke er i nærheden af at være så svær som sidste år. Så kunne han nemlig godt have fået et problem med Carlos Rodriguez. Hans landsmand kom jo ellers helt elendigt fra start i år, men efter genfødslen i Baskerlandet er han godt i gang med at bevise, at Ayuso langt fra er alene om at være et helt særligt talent. Indtil nu har Rodriguez ellers haft en ret stor svaghed på enkeltstarten, men i dag lykkedes det ham endelig at vise, at den vilde enkeltstart i Vueltaen i 2022 ikke var noget tilfælde. Nu kan man blot håbe, at han kan gøre dagens resultat til den nye standard, for så har Spanien pludselig to komplette etapeløbsryttere, der hører til blandt de allerbedste.

 

Han var dog også det eneste lyspunkt i Ineos-lejren. Det kan godt være, at Egan Bernal er kommet stærkt tilbage, men enkeltstarten, som han ikke har arbejdet meget på, er stadig langt fra fordums niveau. Thymen Arensman bekræftede også, at han er en af de få, der er blevet en ringere temporytter af at skifte til Ineos, og Jonathan Castroviejos helt uforklarligt dårlige form fortsætter efter et ellers fantastisk 2023. Endnu værre er det dog for den helt utilregnelige Ethan Hayter, hvis krise fortsætter, og som særligt på tempocyklen synes en skygge af sig selv. Og så vil jeg faktisk også tillade mig at regne Magnus Sheffields 2. plads som en lille skuffelse, men det skyldes bare, at jeg har så enorme forventninger til det, jeg betragter som en amerikansk tempogigant.

 

En tempogigant er Alekandr Vlasov ikke, men han er godt nok blevet skarp i disciplinen. Det kan godt være, at han ikke klatrer som i 2022, men enkeltstarten synes bare at blive bedre og bedre. Nu har han derfor kurs mod en sandsynlig podieplads, for modsat Rodriguez har han kun glæde af, at morgendagens kongeetape er så let. I det hele taget var det en god dag for Bora, hos hvem Florian Lipowitz i dag kørte en uventet god enkeltstart og viste, at han ikke bare er den rene klatrer, jeg regnede med. Malurten i bægeret var selvfølgelig Jai Hindley, der efter den uhyre lovende start stadig er en skygge af sig selv.

 

Heldigvis kan man rejse sig fra en krise. Det viste Ilan Van Wilder, der jo var helt uforklarligt skidt kørende i marts, men som i dag kørte en af sine allerbedste enkeltstarter. Det placerer ham lige nu på en aktuel 2. plads, og han skal nu krydse fingre for, at kongeetapen i morgen bliver så let, at han kan holde fast i den trods sine mangler i bjergene. Det var også opløftende at se endnu et lille livstegn fra Julian Alaphilippe, selvom han mistede overraskende meget tid til sidst, men til gengæld må Kasper Asgreen trods et lille uheld undervejs sande, at han desværre stadig er ganske langt fra sit bedste.

 

Det er Lenny Martinez til gengæld ikke. Den lille franskmand var en af dagens helt store oplevelser, for han gav med dagens ridt håb om, at enkeltstarten ikke behøver at være den enorme udfordring, det så ud til. Det er den til gengæld stadig for David Gaudu, der fik sig endnu en lussing i den efterhånden endeløse række, og som i stigende grad må føle sin position som holdets klassementskaptajn truet. Heldigvis slipper han for at slås med Martinez i Touren, og til næste år er den unge komet jo efter alt at dømme rejst til Bahrain, hvis man kan tro på rygterne.

 

Der er også brug for et generationsskifte på det hold. Damiano Caruso har nået en alder, hvor han altid skal bevise sig selv, og dagens enkeltstart giver ikke den helt store tro på, at han kan genfinde det niveau, der så sent som sidste år sikrede ham en 4. plads i Giroen. Resultatet er endnu mere bekymrende, fordi det kommer i en sæson, hvor Bahrain, der ellers efter hele Rohan Dennis-balladen har været kendt for deres dårlige materiel, har forbedret sig markant på den front. Det kom også til udtryk i dag, hvor roeren Rainer Kepplinger fortsatte de lovende takter, han viste i Emiraterne.

 

Og så kom de til udtryk med Johan Price-Pejtersen. Jeg vil næsten gå så vidt som at kalde den store dansker for dagens overraskelse - og dem var der ellers mange af - for jeg havde godt nok ikke set ham ende som nr. 6. Som mange vil huske, anser jeg ham ellers som et uhyre stort tempotalent, hvorfor jeg havde meget store forventninger til ham i Emiraterne på den helt flade rute, men denne rute anså jeg som værende alt for kuperet. Han gjorde imidlertid min pessimisme totalt til skamme, og nu bliver han bare endnu mere interessant. Han viste nemlig allerede i Schweiz sidste år, at han altså tilhører den absolutte elite, og når han i dag kan ende som nr. 6 på så kuperet en rute, kan man kun ærgre sig over, at de strikse regler gør det helt udelukket, at han får den sidste plads til OL, hvor både distance og terræn burde passe ham helt perfekt.

 

Han var i hvert fald en af dagens vindere. Det kan vi måske ikke helt kalde Tao Geoghegan Hart, der stadig har lang vej tilbage, men det går da i hvert fald den rette vej. Han slog således langt de fleste klassementsryttere. Gaudu og Adam Yates har vi allerede nævnt, og vi kan dertil føje Enric Mas, hvis bekymrende sæson fortsætter og som ikke viser skær af fordums tempostyrke. Vi kan også tilføje Simon Yates, der akkurat som sin bror kan kalde dette forår helt forsømt, og som desværre slet ikke har samme gode undskyldning som Adam, hvad der gør det hele endnu mere bekymrende. Vi kan tilføje Luke Plapp, der højst overraskende faldt helt igennem, da han endelig i formstærk udgave fik lejlighed til at bevise, at han er tempospecialist på højeste niveau. Og vi kan i den grad tilføje Richard Carapaz, der er blevet et skoleeksempel på, at man meget ofte bliver en ringere temporytter af at skifte væk fra Ineos, og som nu ikke længere kan forklare de svage enkeltstarter med dårlig form.

 

Men det er jo igen det med materiellet. Da Bruno Armirail skiftede til Ag2r, kunne man godt frygte, at det ville koste dyrt at forlade FDJ og komme til et hold, der endda eksperimenter med helt ny cykelsponsor i år. I dag satte den formstærke franskmand imidlertid en fed streg under, at han også hos sit nye hold kan fortsætte den enorme fremgang, han har vist siden VM i 2022. Stik modsat er det med Remi Cavagna, der er i en enorm krise, og som tog en chance ved at skifte fra Soudal til Movistar, der i de senere år slet ikke har været kendt for samme enkeltstartsresultater som tidligere, hvad Nelson Oliveiras lidt skuffende 13. plads måske også viste.

 

Til gengæld tyder det på, at Cofidis’ cykelskifte har gjort en mærkbar forskel. Benjamin Thomas er jo et skoleeksempel på, hvordan et skifte til det forkerte hold kan forvandle en tempospecialist til en ligegyldighed, men efter dagens flotte præstation tyder det på, at vi igen skal til at tage ham seriøst. Det samme gælder for Arkea, der med særligt Kevin Vauquelin, men i dag også med Thibault Guernalec og Raul Garcia Pierna klart antyder, at de er ved at få styr på materieldelen.

 

Sådan er det nemlig. Enkeltstarter handler først og fremmest om fysik, men en fair konkurrence bliver det aldrig, når man ikke kører på det samme udstyr. I det våbenkapløb hjælper det selvsagt at have nogle økonomiske muskler at spille med, og på den bane kommer ingen op på siden af UAE. Derfor er det da også kun helt naturligt, at araberne siden begyndelsen af 2023 har fremstået som det førende hold på den front.

 

Det så vi gennem hele sidste sæson, det har vi set i sæsonstarten, og det så vi igen i dag. Måske er der grund til hovedbrud hos Visma, hvis tempoes, Jan Tratnik, ikke har kørt én eneste god enkeltstart efter skiftet til det hollandske hold, og som blot endte som nr. 30 på dagen, hvor det arabiske tempomirakel bare fortsatte.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT