Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

27. april 2024 13:18Foto: Sirotti

I disse dage køres Tour de Romandie, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 3. etape.

Artiklen fortsætter efter videoen.

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Det er en velkendt sandhed, at materiel spiller en rolle inden for cykelsporten. Den er heldigvis slet ikke så altafgørende, som den er i eksempelvis motorsport, hvor køreren betyder betydeligt mindre end køretøjet, men selvom jeg personligt gerne så det anderledes, kan man ikke komme uden om, at nogle hold bare er bedre stillet end andre, særligt hvis de har ressourcerne i orden. Det gælder naturligvis i alle slags cykelløb, men på tidskørslerne er forskellene langt større, end de er i linjeløbene.

 

Det behøver man ikke vide noget om materiel for at indse. Man kan blot kigge på resultatlisterne for at forstå, at tidskørsler afhænger af mere end bare rytternes fysik. Det er i altovervejende grad de samme hold, der dominerer igen og igen, så snart tempocyklerne hives ud af garagen, og det er ret bemærkelsesværdigt, hvordan rytteren nærmest pr. automatik forbedrer sig dramatisk på enkeltstarterne, hvis de skifter til et af de hold, der har styr på materiellet.

 

Læs også
Optakt: 4. etape af Giro d’Italia

 

Det betyder også, at man skal forsøge at holde øje med de mønstre, der dukker op, når materiellet udvikler sig fra år til år. Inden for de seneste år har vi set flere af den slags mirakler, hvor et hold pludselig har forbedret sig mærkbart i den særlige disciplin, fordi de pludselig har skudt materielpapegøjen. I 2021 var det Astana, der stod for et sandt kasakhisk mirakel, hvor man næsten kunne vide sig sikker på en Astama-overraskelse på enhver enkeltstart - mest markant med Alexey Lutsenkos og Ion Izagirres på alle måder sensationelle dobbeltsejr på Dauphiné-enkeltstarten samme år - og i 2022 var det så Jayco, der var her, der og alle vegne, da først Marco Pinotti havde fået fingre i det australske storholds materiel, og som førte til blandt andet Simon Yates’ vilde enkeltstartssejr i Giroen.

 

I 2023 var det til gengæld et helt andet hold, vi alle talte om. Man taler som bekendt om ”The Big Four” inden for cykelsporten, der i flere år har været domineret af de fire hold UAE, Soudal, Visma og Ineos, og her har man ikke rigtigt set den slags mirakler. I hvert fald ikke fra Visma, Ineos og Soudal, for de har igennem mange år været konstant på forkant på materielsiden, hvorfor udvikling fra år til år har været begrænset.

 

Helt anderledes har det været med UAE. På mange måder er det jo også opkomlingene blandt de fire storhold, for selvom de udspringer af Lampre-mandskabet, der har en lang historie og ledes af Mauro Gianetti, der var en del af ledelsen for det tidligere italienske hold, var der reelt tale om et nyt projekt, da Emiraterne kastede deres mange oliemillioner efter holdet, da det var faretruende nær en lukning. Fra det øjeblik gik det lidt hensygnende italienske hold, der spillede en mindre og mindre rolle, med ét til en position som et af de allerrigeste, og i dag skulle de også have overhalet Ineos som det mest pengestærke mandskab.

 

I de første år var de bare alligevel bagefter på materielsiden. De havde i hvert fald slet ikke samme stærke historik som deres kolleger i ”The Big Four”, og selvom han med sit ufattelige talent kørte fornemme enkeltstarter nærmest fra første færd - der var da i hvert fald en Tour-enkeltstart i 2020, som de fleste nok husker - er der næppe tvivl om, at han i forhold til konkurrenterne fra de andre storhold kørte rundt med et handicap i sine første år af karrieren. Det var jo heller ikke, fordi han i debutsæsonen fremstod som nogen tempogigant, da han eksempelvis blev nr. 11 på enkeltstarten i den Vuelta-debut, der jo ellers gik så strålende med tre etapesejre og en podieplads.

 

Men i 2023 fik de indhentet det efterslæb og formentlig også bragt sig foran rivalerne. Mens eksempelvis Visma generelt skuffede på deres enkeltstarter i 2023 - naturligvis med Jonas Vingegaards vanvidsridt i Touren som en markant undtagelse - var araberne helt ustoppelige. De lagde da heller ikke selv skjul på, at de havde opgraderet markant på materielfronten, og uanset hvor mange oliemillioner der var smidt i det projekt, var de i hvert givet mere end godt ud. I 2023 var de slet og ret ustoppelige, og man kunne vide sig helt sikker på, at enhver UAE-rytter ville gøre vanvittige fremskridt, så snart han satte sig op på en tempocykel.

 

Eksemplerne er så mange, at det kommer alt for vidt at nævne dem alle, men vi kan da bare tage et par eksempler. Nok havde Juan Ayuso kørt gode enkeltstarter også i 2022, men ingen havde set det komme, at han skulle vinde to WorldTour-enkeltstarter - den ene endda foran Remco Evenepoel og Juan Ayuso. Ingen havde set det komme, at Adam Yates skulle tage et stort skridt mod den samlede sejr i Romandiet med en 3. plads på enkeltstarten. Ingen havde set det komme, at Tim Wellens skulle ligge grunden til sin sejr i Renewi Tour på den enkeltstart, der altid har været hans svaghed i selvsamme løb. Ingen havde set det komme, at Brandon McNulty skulle blive nr. 4 til VM foran Wout van Aert. Ingen havde set det komme, at Mikkel Bjerg skulle slå Vingegaard på Dauphiné-enkeltstarten. Og ingen havde set det komme, at Marc Hirschi skulle vinde en udgave af Tour de Luxembourg, der i vidt omfang blev afgjort af en enkeltstart.

 

Nu er ordet ”ingen havde set det komme” en tilsnigelse, for vi lærte jo hurtigt, hvad der var på færde. Mange af de ovennævnte resultater var således ingen stor overraskelse i momentet. Det var ved sæsonstart, at den stribe af resultater havde virket helt på månen, men nu ved vi, at vi altid skal gange UAE-rytteres tidligere tempoevner med en faktor 3, når de udstyres med deres materiel.

 

Tendensen er fortsat i år. De ryddede podiet på UAE Tour-enkeltstarten med Brandon McNulty, Jay Vine og Mikkel Bjerg, inden Ayuso sensationelt slog Filippo Ganna på den flade tonserenkeltstart i Tirreno. Senere blev Vine en imponerende nr. 2 på den baskiske enkeltstart, hvor en halvskuffende præstation af Ayuso dog også viste, at materiellet ikke gør det alene. Og i dag var det så i Romandiet, at araberne i den grad sad på flæsket, da de besatte tre af pladserne i top 4 med McNulty som nr. 1, Felix Grossschartner som nr. 2 og Ayuso som nr. 4.

 

Desværre vil enkeltstarten altid være skæmmet af vejret. Det har jo været en uhyre kedelig tendens i år, at alle årets WorldTour-tidskørsler er blevet forstyrret af vejrguderne. I UAE Tour var det den tiltagende vind, på holdløbet i Paris-Nice var det både regn og vind, i Tirreno var det regnen, i Baskerlandet var det igen både regn og vind, og i dag var det så i særligt grad regnen. Undtagelsen er naturligvis tirsdagens prolog, der var en helt fair affære, men den var så speciel, at den jo ikke rigtigt kan regnes som en rigtig enkeltstart.

 

Læs også
Stor profil udgår efter dobbeltstyrt

 

I dag kom regnen i hvert fald til at spille en afgørende rolle, og derfor skal man passe på med de finere konklusioner. Meget var nemlig også bestemt af risikovillighed på de våde veje på de tekniske nedkørsler til sidst, og dermed var det andet end klassiske tempoevner, der var afgørende. Vi finder således aldrig ud af, om Ayuso havde vundet enkeltstarten, hvis han som de tre bedste havde haft tørre veje hele vejen. Det er nu nok tvivlsomt, for han kørte faktisk kun 2 sekunder langsommere end McNulty til sidst, mens det store tidstab kom på første del, hvor de våde veje i hvert fald i teorien burde spille en mindre rolle.

 

Derfor var det måske heller ikke Ayusos allerbedste enkeltstart. Den var i hvert fald ikke på Tirreno-niveau, og den mindede os efter Baskerlandet igen om, at det ikke er hver gang, han er et uhyre. Særligt var det skuffende, at han kørte langsommere end flere rivaler på bakken, men det var jo stadig godt nok til, at han endte som klassementskampens store vinder. Tidsgevinsterne var måske mindre end ventet, men han fik sat en fed streg under, at han er den komplette klassementsrytter, der kan vinde etapeløb med enkeltstarter som sit vigtigste våben, også når han som i dag nok ikke havde sin allerbedste dag.

 

Han har i hvert fald nu ret sikker kurs mod den samlede sejr. UAE bekræftede jo deres kollektive styrke, og med udsigt til en lettere kongeetape med en del modvind i finalen skal det gå galt, hvis ikke Ayuso på søndag kan kalde sig vinder af to WorldTour-etapeløb i træk. Nu gik det jo galt på kongeetapen sidste år, men dengang var hans formmæssige udgangspunkt et helt andet og etapen langt, langt vanskeligere. I morgen kan han formentlig vinde, også selvom han heller ikke her skulle have sin bedste dag.

 

Det vil dog ikke være nogen stor overraskelse. Det har hele tiden ligget i kortene, at Ayuso meget vel kunne ende som den samlede vinder. Nej, det var snarere McNulty og Grossschartner, der var dagens UAE-overraskelser. Det burde McNulty jo ikke være, når han allerede i år har vundet én WorldTour-enkeltstart og med sin 4. plads til VM har bevist, at han er blevet en del af den absolutte elite - så meget at han har gjort OL-enkeltstarten til årets største mål - men hans helt horrible kørsel de seneste to dage havde givet det klare indtryk, at han ikke længere var i form.

 

I dag sagde han da også, at han efter en vild og lang sæsonstart, der startede på Mallorca i januar, føler sig tømt for kræfter, men åbenbart ikke så tømt, at han ikke kunne vinde i dag. Det vidner om hans evner, men også om, at han som temporytter er en total lottokupon. Det så vi sidste år i forbindelse med to vidt forskellige præstationer i Polen og ved VM på en uge, og det har vi set i år, hvor en formstærk McNulty skuffer i Baskerlandet, og en formsvag McNulty vinder i Emiraterne og Romandiet.

 

Med tanke på McNultys topniveau var det derfor også Grossschartner, der var den største UAE-overraskelse, men han er netop et af de allerbedste eksempler på UAE-miraklet. Han var tidligere en ganske solid temporytter, der blandt andet for nogle år siden kørte chokerende godt i Paris-Nice, men i de seneste år har det været mindre prangende. Efter skiftet til UAE er der imidlertid sket noget, hvad vi allerede så sidste år i Dauphiné, og som han i dag tog til helt nye højder med en 3. plads - endda efter en mildt sagt sløj indsats i går.

 

Men cykelsport er ikke motorsport. Manden betyder stadig mere end maskinen, og det var derfor ikke en perfekt UAE-dag. Vi må i hvert fald sande, at sygdom og styrt har gjort det til et forsømt forår for Adam Yates og Pavel Sivakov, der ikke når at finde formen inden deres pause, og vi må også sande, at Jan Christen altså ikke er nogen stor temporytter. Heldigvis er araberne bare så stærkt besat, at man kan have to formsvage topnavne og stadig ende med to mand i top 4.

 

Ayuso skal dog nok prise sig lykkelig for, at morgendagens etape ikke er i nærheden af at være så svær som sidste år. Så kunne han nemlig godt have fået et problem med Carlos Rodriguez. Hans landsmand kom jo ellers helt elendigt fra start i år, men efter genfødslen i Baskerlandet er han godt i gang med at bevise, at Ayuso langt fra er alene om at være et helt særligt talent. Indtil nu har Rodriguez ellers haft en ret stor svaghed på enkeltstarten, men i dag lykkedes det ham endelig at vise, at den vilde enkeltstart i Vueltaen i 2022 ikke var noget tilfælde. Nu kan man blot håbe, at han kan gøre dagens resultat til den nye standard, for så har Spanien pludselig to komplette etapeløbsryttere, der hører til blandt de allerbedste.

 

Han var dog også det eneste lyspunkt i Ineos-lejren. Det kan godt være, at Egan Bernal er kommet stærkt tilbage, men enkeltstarten, som han ikke har arbejdet meget på, er stadig langt fra fordums niveau. Thymen Arensman bekræftede også, at han er en af de få, der er blevet en ringere temporytter af at skifte til Ineos, og Jonathan Castroviejos helt uforklarligt dårlige form fortsætter efter et ellers fantastisk 2023. Endnu værre er det dog for den helt utilregnelige Ethan Hayter, hvis krise fortsætter, og som særligt på tempocyklen synes en skygge af sig selv. Og så vil jeg faktisk også tillade mig at regne Magnus Sheffields 2. plads som en lille skuffelse, men det skyldes bare, at jeg har så enorme forventninger til det, jeg betragter som en amerikansk tempogigant.

 

Læs også
Vingegaard er tilbage på cyklen: Det er fantastisk

 

En tempogigant er Alekandr Vlasov ikke, men han er godt nok blevet skarp i disciplinen. Det kan godt være, at han ikke klatrer som i 2022, men enkeltstarten synes bare at blive bedre og bedre. Nu har han derfor kurs mod en sandsynlig podieplads, for modsat Rodriguez har han kun glæde af, at morgendagens kongeetape er så let. I det hele taget var det en god dag for Bora, hos hvem Florian Lipowitz i dag kørte en uventet god enkeltstart og viste, at han ikke bare er den rene klatrer, jeg regnede med. Malurten i bægeret var selvfølgelig Jai Hindley, der efter den uhyre lovende start stadig er en skygge af sig selv.

 

Heldigvis kan man rejse sig fra en krise. Det viste Ilan Van Wilder, der jo var helt uforklarligt skidt kørende i marts, men som i dag kørte en af sine allerbedste enkeltstarter. Det placerer ham lige nu på en aktuel 2. plads, og han skal nu krydse fingre for, at kongeetapen i morgen bliver så let, at han kan holde fast i den trods sine mangler i bjergene. Det var også opløftende at se endnu et lille livstegn fra Julian Alaphilippe, selvom han mistede overraskende meget tid til sidst, men til gengæld må Kasper Asgreen trods et lille uheld undervejs sande, at han desværre stadig er ganske langt fra sit bedste.

 

Det er Lenny Martinez til gengæld ikke. Den lille franskmand var en af dagens helt store oplevelser, for han gav med dagens ridt håb om, at enkeltstarten ikke behøver at være den enorme udfordring, det så ud til. Det er den til gengæld stadig for David Gaudu, der fik sig endnu en lussing i den efterhånden endeløse række, og som i stigende grad må føle sin position som holdets klassementskaptajn truet. Heldigvis slipper han for at slås med Martinez i Touren, og til næste år er den unge komet jo efter alt at dømme rejst til Bahrain, hvis man kan tro på rygterne.

 

Der er også brug for et generationsskifte på det hold. Damiano Caruso har nået en alder, hvor han altid skal bevise sig selv, og dagens enkeltstart giver ikke den helt store tro på, at han kan genfinde det niveau, der så sent som sidste år sikrede ham en 4. plads i Giroen. Resultatet er endnu mere bekymrende, fordi det kommer i en sæson, hvor Bahrain, der ellers efter hele Rohan Dennis-balladen har været kendt for deres dårlige materiel, har forbedret sig markant på den front. Det kom også til udtryk i dag, hvor roeren Rainer Kepplinger fortsatte de lovende takter, han viste i Emiraterne.

 

Og så kom de til udtryk med Johan Price-Pejtersen. Jeg vil næsten gå så vidt som at kalde den store dansker for dagens overraskelse - og dem var der ellers mange af - for jeg havde godt nok ikke set ham ende som nr. 6. Som mange vil huske, anser jeg ham ellers som et uhyre stort tempotalent, hvorfor jeg havde meget store forventninger til ham i Emiraterne på den helt flade rute, men denne rute anså jeg som værende alt for kuperet. Han gjorde imidlertid min pessimisme totalt til skamme, og nu bliver han bare endnu mere interessant. Han viste nemlig allerede i Schweiz sidste år, at han altså tilhører den absolutte elite, og når han i dag kan ende som nr. 6 på så kuperet en rute, kan man kun ærgre sig over, at de strikse regler gør det helt udelukket, at han får den sidste plads til OL, hvor både distance og terræn burde passe ham helt perfekt.

 

Han var i hvert fald en af dagens vindere. Det kan vi måske ikke helt kalde Tao Geoghegan Hart, der stadig har lang vej tilbage, men det går da i hvert fald den rette vej. Han slog således langt de fleste klassementsryttere. Gaudu og Adam Yates har vi allerede nævnt, og vi kan dertil føje Enric Mas, hvis bekymrende sæson fortsætter og som ikke viser skær af fordums tempostyrke. Vi kan også tilføje Simon Yates, der akkurat som sin bror kan kalde dette forår helt forsømt, og som desværre slet ikke har samme gode undskyldning som Adam, hvad der gør det hele endnu mere bekymrende. Vi kan tilføje Luke Plapp, der højst overraskende faldt helt igennem, da han endelig i formstærk udgave fik lejlighed til at bevise, at han er tempospecialist på højeste niveau. Og vi kan i den grad tilføje Richard Carapaz, der er blevet et skoleeksempel på, at man meget ofte bliver en ringere temporytter af at skifte væk fra Ineos, og som nu ikke længere kan forklare de svage enkeltstarter med dårlig form.

 

Men det er jo igen det med materiellet. Da Bruno Armirail skiftede til Ag2r, kunne man godt frygte, at det ville koste dyrt at forlade FDJ og komme til et hold, der endda eksperimenter med helt ny cykelsponsor i år. I dag satte den formstærke franskmand imidlertid en fed streg under, at han også hos sit nye hold kan fortsætte den enorme fremgang, han har vist siden VM i 2022. Stik modsat er det med Remi Cavagna, der er i en enorm krise, og som tog en chance ved at skifte fra Soudal til Movistar, der i de senere år slet ikke har været kendt for samme enkeltstartsresultater som tidligere, hvad Nelson Oliveiras lidt skuffende 13. plads måske også viste.

 

Til gengæld tyder det på, at Cofidis’ cykelskifte har gjort en mærkbar forskel. Benjamin Thomas er jo et skoleeksempel på, hvordan et skifte til det forkerte hold kan forvandle en tempospecialist til en ligegyldighed, men efter dagens flotte præstation tyder det på, at vi igen skal til at tage ham seriøst. Det samme gælder for Arkea, der med særligt Kevin Vauquelin, men i dag også med Thibault Guernalec og Raul Garcia Pierna klart antyder, at de er ved at få styr på materieldelen.

 

Sådan er det nemlig. Enkeltstarter handler først og fremmest om fysik, men en fair konkurrence bliver det aldrig, når man ikke kører på det samme udstyr. I det våbenkapløb hjælper det selvsagt at have nogle økonomiske muskler at spille med, og på den bane kommer ingen op på siden af UAE. Derfor er det da også kun helt naturligt, at araberne siden begyndelsen af 2023 har fremstået som det førende hold på den front.

 

Læs også
LIVE nu: Milan snupper sejren!

 

Det så vi gennem hele sidste sæson, det har vi set i sæsonstarten, og det så vi igen i dag. Måske er der grund til hovedbrud hos Visma, hvis tempoes, Jan Tratnik, ikke har kørt én eneste god enkeltstart efter skiftet til det hollandske hold, og som blot endte som nr. 30 på dagen, hvor det arabiske tempomirakel bare fortsatte.

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

 

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Romandie
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Circuit de Wallonie(1.1) 09/05

Itzulia Women(2.WWT) 10/05-12/05

Tour du Finistère(1.1) 11/05

Boucles de l'Aulne - Châ...(1.1) 12/05

Tour of Hellas(2.1) 15/05-19/05

Orlen Nations GP(2.NCUP) 15/05-19/05

Vuelta a Burgos Feminas(2.WWT) 16/05-19/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?