Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Breaking!

Caleb Ewan vinder i Nîmes - Fuglsang udgår
23. juli 2019 17:35 af Mathias BlohmFoto: Sirotti

På en dag som mest vil blive husket som dagen, hvor Jakob Fuglsang udgik af årets Tour de France, blev den lille australier, Caleb Ewan, for anden gang den store i den direkte sprinterduel.

En stille og rolig etape blev alt andet end det.

 

Lars Bak var med i det udbrud, der holdt feltet på afstand indtil to kilometer før mål, og så blev det igen en kamp mellem løbets største sprintere. Her trak Caleb Ewan (Lotto Soudal) sig for anden gang i år sejrrigt ud, da han henviste Elia Viviani til andenpladsen.

 

Med 27 kilometer i mål styrtede Jakob Fuglsang, og det danske klassementshåb måtte med en forslået venstre hånd udgå af verden største cykelløb.

 

Etapereferat:

Med 2504 kilometer af løbets i alt 3473 kilometer kørt tog rytterne klokken 13:30 hul på de sidste 969 kilometer i årets Tour de France, hvor der på 16. etape var start i Nîmes, og herfra turen nordpå i Gard-departementet for slutteligt at ende tilbage i Nîmes efter 177 kilometer.

 

Det sydlige Frankrig tog sig ud fra sin bedste side med blå himmel og solskin, men det betød også, at det med temperaturer sidst i 30’erne skulle blive en hård dag for de tilbageværende 163 ryttere.

 

Allerede på hviledagen i går havde Team Sunweb meldt ud, at Wilco Kelderman ikke ville stille til start på dagens etape, da han døjede med smerter i ryggen. Dermed blev han den 13. rytter til at udgå fra dette års Tour de France, hvilket i øvrigt er det mindste antal efter 18 dage siden 1950.

 

Ganske kort efter Christian Prudhomme flagede med det gule Départ-flag stak Alexis Gougeard (AG2R) og Stéphane Rossetto (Cofidis) afsted fra feltet, og da Paul Ourselin (Total Direct Energie), Lukasz Wisniowski (CCC) og løbets ældste rytter - danske Lars Bak - kort efter gjorde dem selskab, var etapens udbrud etableret.

 

Udbruddet fik hurtigt et forspring på ét minut, men i feltet blev der ikke taget nogen chancer, og selvom Deceuninck-Quick Step for en gangs skyld ikke var at finde forrest i feltet, blev de substitueret af Lotto Soudal og Jumbo-Visma, der sørgede for at holde kvintetten i snor.

 

Thomas styrter

Med 129 kilometer til mål havde udbruddet øget til knap to minutter, men Tony Martin sad som så mange dage før forrest i feltet, og det østtyske kraftværk havde igen i dag tænkt sig at lege kispuds med udbruddet.

 

Efter små 50 kilometers kørsel var der solostyrt i feltet, og ganske overraskende var det sidste års vinder, Geraint Thomas, der måtte en tur i asfalten. Thomas så ikke ud til at have slået sig synderligt, og da han hurtigt fik en ny cykel, kom han med lidt hjælp fra et par holdkammerater og kortegen hurtigt tilbage i feltet.

 

Med 112 kilometer til mål vandt Lars Bak etapens indlagte spurt, men det var helt og aldeles uden konkkurence. Konkurrence var der til gengæld i feltet, da de nåede spurten. Her kørte Elia Viviani først over stregen efterfulgt af Michael Mørkøv og Sonny Colbrelli, men da Peter Sagan tog den niendepladsen og dermed syv point, er der stort set status quo i kampen om den grønne trøje, hvor Sagan fører med 291 point, mens Colbrelli og Viviani følger med henholdsvis 199 og 194 point.

 

Fuglsang styrter og udgår

Da der resterede cirka 50 kilometer af dagens etape begyndte feltet pludseligt at blive nervøst, og positionskampen intesiveredes. Det betød, at udbruddets forspring blev reduceret til godt et halvt minut, inden roen igen sænkede sig over feltet.

 

Med 27 kilometer skete det værst tænkelige set med danske briller, da et styrt i feltet involverede Jakob Fuglsang, der hovedrystende og tydeligvis en smule groggy tog sin hjelm af og satte sig ind i ambulancen.

 

Den danske Astana-kaptajn så i første omgang ud til at have slået sin venstre hånd, og kort efter kom meddelelsen, som de fleste danskere frygtede: Fuglsang er udgået er årets Tour de France.

 

Finalen

Selvom det for mange danskere formentlig blot vil være en parentes, kørte feltet videre i deres jagt på de fem udbrydere og etapesejren.

 

Feltet nærmede sig ganske vist bagfra, men i fronten arbejde de fem lykkeriddere så godt sammen, at det ikke var helt ligetil for feltet at hente dem.

 

Efter at have siddet 2-300 meter foran feltet i flere kilometer blev drømmen slukket for kvintetten med 2,5 kilometer til mål, og samtidig blev Nairo Quintana igen-igen sat bagerst i feltet.

 

På opløbsstrækningen i Nîmes var det Jasper de Buyst (Lotto-Soudal) der førte an, men han blev med 500 meter overhalet af den danske mester, som et par hundrede meter senere overgav til Max Richeze. Argentingeren leverede Elia Viviani til perfektion, men italieneren havde ikke samme topfart som australske Caleb Ewan (Lotto Soudal), som dermed kunne tage sin anden etapesejr i årets løb.

DELTAG I DEBATTEN
Adam Yates vil vende tilbage til Touren
23. juli 2019 17:17 af Marcus Bjelskou Foto: Mathias Mundbjerg / Feltet.dk

På trods af massive tidstab på de første bjergetaper i Tour de France, både i indeværende sæson, men også i sidste års udgave, afviser briten ikke at køre Tour de France igen i 2020. 

I 2016 brillerede Adam Yates med en sensationel fjerdeplads i det endelige klassement, men siden har der været langt mellem snapsene for den 26-årige Mitchelton-Scott-rytter.      

 

Året efter fulgte han op med en niende plads i Giroen, men i de tre efterfølgende Grand Tours blev en samlet 29. plads den bedste placering i de tre løb. I år er han på 16. etape over en halv time efter løbets førende rytter, Julian Alaphilippe. 

 

Dermed tegner det heller ikke til at blive i år, at Yates leverer en af de toppræstationer i klassementet, som talentet ellers utvivlsomt rækker til. Nu bliver målet at vinde en etape. 

 

"Dette løb er ikke gået efter planen, men nu handler det om at skifte mentalitet og gå efter etaper. Mentalt er det svært at gøre, når du har lagt så meget arbejde i Touren, men du kan ikke dvæle ved det," sagde han ifølge cyclingnews.com.

 

Adam Yates vil dog ikke udelukke at vende tilbage til Touren næste år. 

 

"Det er ikke op til mig. Det er op til ledelsen, det er dem der lægger programmet. Jeg vil lade dem beslutte det. Det bliver sandsynligvis Touren igen. Hvorfor ikke? Det er gået galt to gange, så måske tredje gang er lykkens gang." forklarede Yates. 

 

Han bekræfter ligeledes, at han ikke kører Vuelta a España senere på sæsonen, da holdet vil satse på Esteban Chavez.   

DELTAG I DEBATTEN
Fuglsang udgår af Tour de France
23. juli 2019 17:03 af Mathias BlohmFoto: Sirotti

Jakob Fuglsang er netop udgået af årets Tour de France efter et styrt på 16. etape.

Jakob Fuglsang styrtede med lidt under 30 kilometer til mål af 16. etape, og efterfølgende udgik danskeren af løbet.

Hele Astana-holdet stod omkring deres kaptajn, der i første omgang ser ud til at have slået sin venstre hånd.

 

Jakob Fuglsang satte sig kort efter styrtet ind i en ambulance, og kort efter kom den officielle melding fra løbsorganisationen: Abandonné!

Det er Astana-rytterens andet styrt i årets Tour, efter han på første etape røg i asfalten, og fik et slag på det ene ben og måtte sys i øjenbrynet.  
 

Holdet skriver selv på deres Twitter-profil, at Fuglsang skal på hospitalet for at blive tjekket.

Holdkammeraten Magnus Cort så ham komme glidende på maven efter en rundkørsel. 

 

"Jeg ser, han kommer glidende på maven ud af rundkørslen. Jeg kunne godt se, han havde slået sig. Da han tog hjelmen af, kunne jeg godt se, han ikke lignede en mand, der var på vej til at fortsætte i løbet, siger han ifølge TV 2 SPORT.

 

Efter styrtet så den danske Astana-kaptajn en smulle groggy ud og lignede ikke en der skulle køre Touren færdig.   

   

 

DEL
INFO
DELTAG I DEBATTEN
Thibaut Pinot tager ikke glæderne på forskud
23. juli 2019 16:35 af Marcus Bjelskou Foto: A.S.O. / Alex_Broadway / Pauline Ballet / Thomas Maheux

Selvom årets Tour går i den helt rigtige retning for den franske etapeløbsrytter, så er han helt rolig forud for de sidste etaper, der skal afgøre hjemlandets store GrandTour.  

Med et helt lands forventninger hvilende på sine skuldre, vil Thibaut Pinot tage en dag ad gangen og en etape ad gangen. På trods af en etapesejr, et fransk pas, og stemplet som Tourens indtil videre bedste rytter opad, vil han ikke placere sig selv som favorit til at stå øverst på podiet i Paris. 

 

Derimod er han ydmyg overfor de kommende etaper i Alperne og påpeger, at klassements top seks er nogenlunde lige gode.  

 

"Jeg er stadig med i kampen. Jeg er på det rigtige spor i Touren nu og jeg kan være med blandt de bedste," sagde Pinot ifølge cyclingnews.com.  

 

"Top fem eller seks er alle på samme niveau, jeg ser ikke en, der er særlig stærk i sammenligning med de andre," ræsonnerer han.

 

Ligeledes slår Pinot til lyd for, at løbet først bliver afgjort på den hårde stigning til Val Thorens til allersidst på løbets 20. etape. Bjerget er 33.4 kilometer langt med en stigningsprocent på 5.4 procent. 

 

"Jeg tror, at Val Thorens vil afgøre løbet i år." slutter den 29-årige franskmand.

 

Thibaut Pinot ligger aktuelt på en samlet tredjeplads, et minut og 50 sekunder efter Julian Alaphilippe. 

DELTAG I DEBATTEN
Optakt: Adriatica Ionica Race
23. juli 2019 16:29 af Emil AxelgaardFoto: Sigrid Eggers / Deceuninck - Quick-Step Cycling Team

Det hører efterhånden til sjældenhederne, at der opstår helt nye løb i de kriseramte sydeuropæiske lande, men den tendens blev brudt i 2018, hvor den første udgave af det sprintnye og meget ambitiøse Adriatica Ionica Race kørtes. På sigt er det målet, at løbet skal udvides til at omfatte flere lande, men i første omgang fastholdes det som en italiensk begivenhed, der byder på terræn for de fleste ryttertyper, og som i år er tilbage i sin anden udgave, denne gang på et nyt tidspunkt midt under Tour de France

Løbets rolle og historie

I de seneste mange år er det stort set kun gået én vej med den ellers engang så righoldige italienske kalender: nedad. Listen over etape- og endagsløb, der er forsvundet siden årtusindeskiftet er nærmest alenlang, og i dag er det stort set kun de løb, som er overtaget af enten Giro-arrangørerne RCS Sport eller GS Emilia, der har været i stand til at overleve. De fleste af de mange fascinerende sensommer- og efterårsløb er borte, foråret er reduceret til næsten ingenting, og blandt de mindre etapeløb er det kun Coppi e Bartali, der stadig holder snuden oven vande.

 

Der har været mange forsøg på enten at genoplive forsvundne løb eller at skabe helt nye løb som blandt andet det meget ambitiøse Giro di Padania, der blot blev afviklet to gange, men langt de fleste gange er det hurtigt gået i sig selv. I virkeligheden er Strade Bianche det eneste eksempel på et løb, der har kunnet slå rod, og det skyldes formentlig alene, at det blev skabt af magtfulde RCS.

 

Sidste år skete der imidlertid noget helt nyt. Mange var ellers meget skeptiske, da det i efteråret 2017 kom frem, at en arrangørgruppe med blandt andre den tidligere stjerne Moreno Argentin havde endog meget ambitiøse planer om at skabe et nyt løb i det østlige Italien. I starten var planerne også så vidtløftige og ukonkrete, at de virkede temmelig usandsynlige, men i løbet af foråret stod det hurtigt klart, at arrangørerne mente det alvorligt. Resultat blev, at man i juni afviklede den allerførste udgave af Adriatica Ionica Race, der allerede havde fået 2.1-status på UCI-kalenderen og dermed fået stor anerkendelse i det officielle system straks fra start.

 

Når det kunne lade sig gøre med så kort varsel, skyldtes det, at man klogelig havde skruet lidt for de ambitiøse planer til debutudgaven, men det betød ikke, at drømmene ikke er store. Man har nemlig lagt en plan, der over fem år skal udvide det i første omgang fem dage lange løb til hele ti dage, og målet er, at det skal føre feltet fra Veneto-regionen i det nordøstlige Italien til Østrig og videre ned gennem Balkan via Slovenien, Kroatien, Bosnien, Montenegro, Albanien og Makedonien, inden det hele skal slutte med en stor finale i Grækenland.

 

Ambitionen er med andre ord enorm i et projekt, der skal forbinde landene ved Adriaterhavet og Det Joniske Hav, hvor det skal promovere områdets turistattraktioner og den righoldige historie, som kendetegner området. Der er derfor i lige så høj grad tale om et markedsføringsprojekt som et cykelløb, nøjagtigt som vi kender det fra nye løb som Tour of Turkey, Tour of Croatia og de arabiske etapeløb, der alle i høj grad er designet med det formål at fremvise landene for et bredt turistpublikum.

 

Som sagt startede man ud med en mindre ambitiøs plan, og første udgave var derfor et rent italiensk anliggende, der fandt sted over fem dage, og det er også i det format, at den anden udgave afvikles i år.  Man har stadig til gode at finde ud af, hvordan løbet fremover skal passe ind i kalenderen, og det synes ikke let at finde plads i det tætpakkede program. Sidste år udnyttede man den ekstra uges pause mellem Giroen og Touren til at afholde løbet samtidig med de nationale mesterskaber, men i år har man skullet finde en ny placering. Valget er faldet på Tourens sidste uge, hvilket set fra et rytterperspektiv er ideelt, da mange desperat leder efter løb til at få skudt anden del af sæsonen i gang, men som fra et markedsføringssynspunkt er håbløst, da løbet med den placering får meget svært ved at tiltrække sig interesse.

 

I forlængelse af den langsigtede vision afvikles hele løbet i det nordøstlige Italien, hvor man gør brug af det alsidige terræn, der findes i området. Den første udgave bød derfor på både et fladt holdløb, to sprinteretaper, en klassikeretape, lidt grusveje og en stor bjergetape i hjertet af Dolomitterne. Den model genbruges i år, hvor eneste forskel er, at holdløbet er erstattet med et indledende gadeløb, der ikke tæller i klassementet, og derudover skal der igen passeres grusveje, køres på mindre stigninger, klatres i høje bjerge og spurtes. Resultatet er et alsidigt løb, der tester alle sider af rytternes egenskaber.

 

Projektet er blevet taget godt imod, og arrangørerne havde til den første udgave kunnet tiltrække WorldTour-holdene Quick-Step, Bahrain-Merida, UAE, Trek og Dimension Data. Endnu bedre er det gået i år, hvor man har kunnet føje Astana, EF og Movistar til listen. Dertil kommer et italiensk landshold samt adskillige professionelle kontinentalhold, og dermed er scenen sat til en ganske konkurrencedygtig udgave. Og ligesom sidste år er det med folk som Philippe Gilbert og Remco Evenepoel lykkedes at tiltrække navne, der automatisk vil sørge for, at løbet trods kalenderplaceringen nok skal få en vis opmærksomhed.

 

Den første udgave blev et opgør mellem de unge klatrere, der afgjorde klassementet på den store etape med mål på Passo Giau. Her viste Ivan Ramiro Sosa sit enorme potentiale ved at sejre og slutteligt vinde løbet med 41 sekunder ned til Giulio Ciccone og 1.18 ned til Ildar Arslanov. Sosa er nu skiftet til Ineos, der ikke deltager, og derfor forsvarer han ikke titlen, og Ciccone er travlt optaget i Frankrig, hvorfor heller ikke han vender tilbage. Da heller ikke Gazprom-Rusvelo og dermed Arslanov er med denne gang, skal der findes et helt ny podium i år.

 

Ruten

Som sagt betyder et helt nyt løb, at arrangørerne skal finde deres egen identitet, men de synes foreløbig at have lagt sig fast på et format. Planen synes at være at skabe et alsidigt etapeløb med terræn for alle ryttertyper, for den første udgave af løbet byder på lidt af hvert. Klassementet ventes at skulle afgøres på kongeetapen i Dolomitterne, og derefter kan sprinterne og de eksplosive puncheurs se frem til at boltre sig.

 

Sidste år indledtes løbet med et holdløb, men det er i år droppet til fordel for et aftengadeløb i udkanten af Venedig, hvor der afvikles en etape, der slet ikke tæller med i klassementet. Det rigtige løb indledes først torsdag med en helt flad etape til Grado, hvor der ligesom sidste år er en stribe grusveje i finalen, hvor der måske kan skabes lidt ravage inden den ventedes spurt. Det helt store klassementsslag skal slås fredag, hvor løbets kongeetape i Dolomitterne byder på næsten 5000 højdemeter og mål på toppen af det berømte bjerg Tre Cime di Lavaredo, der er kendt fra Giroen. De eksplosive puncheurs kan se frem til at komme til fadet lørdag, hvor der venter en finale på en lille bakke, inden sprinterne kan se frem til som i debutudgaven at runde festen af med en massespurt på en rundstrækning i Trieste søndag eftermiddag.

 

 

1. etape

Den første udgave blev indledt med et holdløb, men i år har man valgt en hel anden og ganske atypisk indledning på løbet. Således lægges der ud med et aftenkriterium i Venezia Mestra, og det tæller end ikke med i den samlede stilling. Med andre ord er der lagt op til en relativt ceremoniel indledning, hvor sprinterne kan få lov at skyde festen i gang med en massespurt, inden løbet for alvor starter torsdag.

 

Etapen afvikles på en 2,7 km lang rundstrækning i Venezia Mestre, der skal tilbagelægges i alt 30 gange for en samlet distance på 81,0 km. Ruten er helt flad, men også ganske teknisk med ikke færre end otte skarpe sving. De fleste kommer på den første del, men når man har taget et næstsidste sving med 1100 m igen, er der kun et sidste et af slagsen med bare 230 m til mål.

 

Etapen byder på i alt 30 højdemeter.

 

Åbningsetapen har mere karakter af show, og det vil mest af alt være en festlig indledning på løbet under den italienske aftensol. Den tæller som sagt ikke i klassementet, og derfor skal mange ryttere bare igennem det, der sikkert vil blive et typisk og aggressivt gadeløb, som må forventes at skulle afsluttes med en massespurt på den kringlede rute i Venezia Mestre.

 

Venezia Mestre har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

2. etape

Sidste år var der en del snak om, at feltet på 4. etape skulle over nogle grusveje på vejen mod Grado. De endte aldrig med at skabe den store dramatik, men de vender alligevel tilbage i år som et ekstra krydderi på årets 2. etape. Dengang endte det hele alligevel i en massespurt, men denne gang har man lagt flere grusveje ind i den sidste del af løbet, og det kan måske skabe mere drama og udskilning, end vi så for et år siden.

 

I alt skal der tilbagelægges 186,0 km, der fører feltet fra Favaro Veneto til Grado. Startbyen er i en forstad til Venedig, der ligger ved Adriaterhavet, og hele etapen tilbringes i det flade terræn nær kysten. Fra start går det mod nordøst igennem fladlandet, inden man sætter kursen mod øst for at følge havet, dog et par kilometer inde i landet. Det ændrer dog ikke på, at det er stort set helt fladt.

 

Efter 100,0 km rammer rytterne forplejningen, og umiddelbart herefter indledes finalen, når de rammer det første grusvejsstykke. Det er 7,2 km langt, og herefter kommer de som perler på en snor, mens man snor sig i en generel østlig retning. Den anden sektor er 4,1 km lang og indledes efter 117,4 km, og kort efter rammer man den tredje og fjerde sektor, der er hhv. 2,6 og 3,7 km lange og kommer umiddelbart efter hinanden efter hhv. 133,9 og 138,8 km. Efter 150,4 km venter så den indlagte spurt, inden man rammer den femte sektor, der er 2,1 km og indledes efter 148,9 km.

 

Derefter aftager intensiteten, når man kører mod sydøst ned til vandet, hvor man drejer mod sydøst for at ramme den sidste og 3,5 km lange grusvej, der afsluttes med 10 km igen. Herefter fører man mod nordvest og siden sydvest med retning mod Grado. Der er er skarpt sving med knap 6 km, men derefter bugter vejen sig kun let, mens man kører ud på den tange, hvorpå målet er placeret. Den lange vej afbrydes af to skarpe sving, der kommer med bare 300 og 175 m til mål.

 

Etapen byder på i alt bare 130 højdemeter.

 

Sidste år var grusvejene ikke nok til at forhindre en massespurt, men denne gang er der flere på menuen. Med mindre det blæser kraftigt, hvilket sjældent sker i regionen, må man formode, at det scenarium gentager sig denne gang. Grusvejene vil dog skabe megen nervøsitet og stress, og det kan bestemt ikke udelukkes, at vi ser mere udskilning, end vi gjorde sidste år.

 

Sidste år besøgte løbet også Grado, og her vandt Elia Viviani en massespurt foran Giacomo Nizzolo og holdkammeraten Alvaro Hodeg. Byen blev besøgt af Giro del Firuli i 2007 og 2006. I 2007 vandt BMC et holdløb, og i 2006 vandt Andrea Pinos en morgenetape og Gruppo Lupi et holdløb om eftermiddagen.

 

 

 

 

 

3. etape

Sidste år var løbets store trækplaster, at man om fredagen havde en stor bjergetape i Dolomitterne med mål på Passo Giau. Også i år er der lagt op til et stort bjergslag på løbets tredje, og igen har man henlagt målet til en af Dolomitternes kendte stigninger. Denne gang er det Tre Cime di Lavaredo, der vil være rammen om det, der formentlig vil være den afgørende kamp om den samlede sejr i det nye italienske løb.

 

I alt skal der tilbagelægges hele 204,6 km, der fører feltet fra Palmanova til Tre Cime di Lavaredo. Startbyen ligger i fladlandet ved Adriaterhavet nær grænsen til Slovenien, og første del af etapen består af en transport ind i bjergene. Indledningsvist går det derfor mod nordvest igennem fladt terræn, inden man drejer mod nord. Langsomt begynder det at sige let, mens man kører videre mod nord og siden nordvest og igen nord, indtil man når frem til Tramonta di Sotto efter 84,7 km.

 

Her skifter etapen karakter, når man kører mod nord op ad den ikke-kategoriserede Mont Rest (9,5 km, 6,5%), der er en ganske irregulær stigning med flere stejle passager på 9% undervejs. Toppen rundes efter 99,1 km, hvorefter man forsætter mod nord via en teknisk nedkørsel. Herefter kan man over den lille Colle di Priuso (2,5 km, 5,2%), der er ganske stejl over de første 1500 m, og som har top efter 104,9 km. Derfra kører man mod nordvest ned til forplejningen, hvorefter man tager hul på Passo Pura (10,8 km, 8%), der heller ikke er kategoriseret, men er et modbydeligt bjerg, der langt hovedparten af vejen stiger med mere end 9%.

 

Toppen rundes efter 129,4 km, men der venter kun en kort nedkørsel, mens mand fortsætter mod nordvest. Herefter tager man hul på kategori 1-stigningen Sella Ciampigotto (11,0 km, 7,1%), der er en meget irregulær stigning med et plateau midtvejs, og 2 stejle km til sidst på 10-12%. Toppen passeres efter 151,1 km, hvorefter en lang, let nedkørsel fører mod vest ned i dalen. Her kører man mod nord og nordvest via et let stigende dalstykke forbi dagens spurt, der kommer efter 180,4 km. Kort efter drejer man mod sydvest med retning mod bunden af Tre Cime di Lavaredo, der ligeledes er i kategori 1.  Den stiger med 7,7% over 7 km (i alt stiger de sidste 15,5 km med 5,2%) i snit, og er ganske regulær med 8-9%, inden det flader ud med 3,4% over den sidste kilometer. På de sidste 3kilometer er der flere hårnålesving, inden vejen retter sig helt ud med godt 1500 m igen.

 

Etapen byder på i alt 4703 højdemeter.

 

Tre Cime di Lavaredo er ikke så vanskelig som Passo Giau, men med næsten 5000 højdemeter over godt 200 km er kongeetapen igen i år meget vanskelig. Målstigningen er også svær nok til at skabe pæne forskelle, men til gengæld betyder det lange dalstykke til sidst, at det endelige slag må vente til målbjerget. Her er der lagt op til, at klatrerne skal afgøre, hvem der skal vinde årets løb.

 

Tre Cime di Lavaredo er kendt fra Giroen, hvor stigningen senest blev benyttet i 2013, da Vincenzo Nibali konfirmerede sin status som løbets bedste ved at vinde næstsidste etape. I 2007 leverede Saunier Duval en magtdemonstration, der gav dobbelt sejr med Riccardo Ricco foran Leonardo Piepoli.

 

 

 

 

 

4. etape

Sidste år bød løbet på en ardenneragtig etape, der dog skulle vise sig at være så let, at det alligevel endte i en spurt. Også i år er der en klassikeretape på programmet, men denne gang har man ændret på manuskriftet og åbnet op for lidt mere afveksling. På 4. etape skal der nemlig sluttes på en kort, lille bakke, hvor de eksplosive puncheurs kan se frem til at boltre sig.

 

I alt skal der tilbagelægges 204,5 km, der fører feltet fra Padola til toppen af Monte Quarin i udkanten af Cormons. Startbyen ligger i Dolomitterne, og man lægger derfor ud med at følge en nedkørsel mod sydøst. Her drejer man mod nordøst for at køre op ad den ikke-kategoriserede Sappada, der er lang og jævn med 4,4 km over de sidste 3 km, inden toppen rundes efter 23,5 km. Herefter venter en længere nedkørsel, der fører mod nordøst og siden sydøst og syd igennem Ovaro, der ligger for foden af Monte Zoncolan. Det går herfra videre ned mod syd, inden man slår et lille smut mod øst for at køre op ad Villa (2,4 km, 6,7%), der har top efter 67 km. Herefter afsluttes den sidste del af nedkørsel.

 

Etapen bliver nu næsten helt flad, mens man snor sig mod nordøst med retning mod Adriaterhavet. Sådan fortsætter det, indtil man når ud til bakker nær grænsen til Slovenien. Her drejer man mod øst for at køre op ad Scrio (1,2 km, 7,6%), der har top efter 145,5 km og har en stejl 15%-rampe ved toppen. Herfra kører man mod syd ned langs grænsen op over Crastin (0,7 km, 6,7%), inden man når frem til rundstrækningen, hvor man passerer igennem Cormons for første gang i forbindelse med dagens spurt, som er placeret efter 160 km.

 

I stedet for at køre op ad målbakken kører man en runde på den 44,5 km lange rundstrækning. Fra start gør det mod sydøst igennem fladlandet, inden man kører mod øst over Monte Calvario (1,2 km, 7,9%), der har top efter 172,5 km. Efter en teknisk nedkørsel, der leder mod nordøst, går det mod nord op ad kategori 3-stigningen San Floriano Del Collio (2,4 km, 6,8%), hvis top rundes efter 180,4 km. Herfra snor man sig mod sydvest og nordvest igennem hovedsageligt fladt terræn, der dog byder på to bakker (hhv. 7,3% over 500 m og 6,7% over 900 m) med toppe efter hhv. 192,5 og 194,5 km. Til slut går det igennem fladt terræn mod syd tilbage til Cormons, hvor man drejer mod øst og siden nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Monte Quarin. Den stiger med 5,8% over 1,8 km, men skal deles i to med hele 8,7% over den første kilometer og 4,3% over de sidste 800 m. Indløbet til stigningen er teknisk med hele fem skarpe sving lige inden 2 km-mørket, men derefter er der kun et hårnålesving med 650 m til stregen.

 

Etapen byder på i alt 2338 højdemeter.

 

Modsat sidste år ender klassikeretapen ikke i en massespurt, men ser man bort fra finalen er den sidste del af etapen ikke voldsomt svær. Med et formentlig meget fastlåst klassement kan man ikke udelukke, at det kunne blive en dag for et udbrud, men mest sandsynligt er det, at der vil være puncheurs med interesse i at gå efter sejren. Ikke mindst Philippe Gilbert må have udset sig etapen som et mål, og det ligner derfor en etape, der skal afgøres af de eksplosive folk.

 

Cormons har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

5. etape

Mange etapeløb slutter som bekendt med en sprinteretape, der ender med et par omgange på en rundstrækning, og den model gør det nye italienske løb også brug af. Det var tilfældet i 2018, og det vil også være tilfældet i 2019. Ligesom sidste år kan sprinterne således se frem til en sidste mulighed på en kort, flad afslutningsteape i Trieste, men den sidste rundstrækning indeholder dog en ganske lille bakke, der måske kan skabe lidt ravage.

 

Den bare 133,5 km lange etape fører feltet fra Cormons til Trieste. Fra starten kører man mod sydvest ned til en rundstrækning, der sender feltet en tur mod nord og tilbage igen og er næsten helt flad. Herfra går det mod sydøst ned mod Adriaterhavet, og undervejs skal man over en ikke-kategoriseret stigning (2,6 km, 5%), der har top efter 55 km. En nedkørsel leder mod øst, inden det går mod syd igennem fladlandet ned til havet.

 

Det følges mod sydøst igennem fladt terræn, der afbrydes den lange kategori 3-stigning Prosecco (12,0 km, 2,0%), der har top efter 88,5 km. En skarp nedkørsel fører videre mod sydøst, inden man kører igennem fladt terræn ned mod Trieste hvor man rammer rundstrækningen efter 96 km. Herefter kører man næsten en hel omgang, inden man krydser stregen efter 103,5 km i forbindelse med dagens spurt.

 

Etapen afsluttes nu med fem omgange på en 6 km lang rundstrækning i den sydlige del af byen. Den indledes med, at man kører mod sydøst og syd op over en lille bakke, der over en lille kilometer stiger med 4,7% i snit, inden man kører mod syd ned til de sidste 3 km, der er flade. De fører først mod vest og nord ud til kystvejen, hvor det sidste sving kommer med ca. 1 km igen. Derefter er der en blød kurve, mens man kører langs vandet op til stregen ad den 900 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 1367 højdemeter.

 

Den afsluttende rundstrækning har en lille bakke, men det forhindrede ikke, at det hele endte i en massespurt sidste år, eller da Giroen sluttede med en lidt forlænget udgave af rundstrækningen i 2014. I det svagere felt kan den bruges til et sent angreb, men med særligt et stærkt Deceuninck-mandskab til at kontrollere må det formodes, at det hele ender i en massespurt som afslutning på anden udgave af det nye løb.

 

Trieste lagde også asfalt til afslutningen sidste år, hvor Elia Viviani sejrede foran Mark Cavendish og Riccardo Minali. Byen var også vært for afslutningen på Giroen i 2014, hvor Luka Mezgec vandt den afsluttende massespurt foran Giacomo Nizzolo og Tyler Farrar. I 2009 vandt Alessandro Petacchi løbets første massespurt i byen, og i 2000 blev Michele Bartoli italiensk mester i byen.

 

 

 

 

 

Favoritterne

Løbet er stadig nyt og dermed uden en veldefineret karakter, men det er nu ganske let at se, hvilke slags ryttere der kan køre med om sejren. Sidste år var der ganske vist et holdløb til at skabe lidt krydderi, men reelt blev det hele afgjort af slaget på Passo Giau, der var så vanskelig en stigning, at tidsforskellene fra holdløbet blev ligegyldige. De øvrige etaper endte i massespurter og spillede ikke den store rolle.

 

I år er antallet af etaper reelt reduceret til fire, da 1. etape ikke tæller i klassementet. Arrangørerne siger egentlig, at de har forsøgt at åbne løbet lidt op, så det hele skal afgøres på kongeetapen, men det er nu svært at se, hvordan 3. etape ikke igen skal blive næsten altafgørende. Ganske viste er Tre Cime di Lavaredo betydeligt nemmere end Passo Giau, og ganske vist har man designet etapen, som forskellene formentlig først skal gøres på den relativt korte stigning, men meget alligevel på, at vinder i Dolomitterne også vil løbe med den samlede sejr.

 

4. etape er på papiret den næstvanskeligste, men afslutningen er ikke sværere, end at man må forvente, at det skal afgøres i en puncheurspurt til sidst, hvor der måske kan opstå ganske små huller, ligesom der for de eksplosive folk kan scores bonussekunder. I virkeligheden er det vel grusvejene på 2. etape, der er den største trussel for klatrerne, for man kan bestemt ikke udelukke, at Deceuninck eller et andet af de mere kraftfulde WorldTour-hold her kan splitte feltet. Klatrerne fra de større hold bør nok kunne klare den, men er man en spinkel fyr på et svagt hold, kan man måske smide klassementet væk her. Det kan man til gengæld ikke på 5. etape, der næsten med sikkerhed ender i en massespurt.

 

Vejret er altid en faktor, men i en region, hvor det sjældent blæser, spiller vinden næsten aldrig en rolle. Det vil heller ikke være tilfældet i år, hvor man ellers kunne frygte vinden i finalen på 2. etape. Her vil der imidlertid være modvind mod slutningen i det åbne terræn på den lille tange, og den vil derfor ikke splitte feltet. I stedet synes det at være den trykkende varme med temperaturer på mellem 30 og 35 grader samt måske de varslede byger fredag, lørdag og søndag, der måske kan sætte sit præg på løbet.

 

Formodningen er altså, at det er den bedste klatrer, der vil vinde løbet, og i et ret åbent felt kan det være svært at vurdere, hvem det er. Med undtagelse af de ryttere, der kørte i Østrig, har de øvrige nemlig haft en pause på minimum en måneds tid, og denne sommerpause bruges som regel til at komme ned i gear og herefter træne i højderne frem mod anden del af sæsonen. Reelt er der derfor lidt et lotteri at gætte på, hvem der er i form, og det er derfor ikke det letteste løb at spå om.

 

Det er derfor heller ikke med den allerstørste overbevisning, at vi peger på Remco Evenepoel som vores favorit. Det belgiske vidunderbarn var imidlertid så skræmmende overbevisende ved Hammer Series og Belgium Tour, at han minsandten som 19-årig allerede var i stand til at køre en stor del af verdenseliten direkte ud af hjulet på bakkerne i Holland og Belgien. Han skulle med andre ord bare bruge et par måneds som professionel på at blive et mindre monster, og vi tør slet ikke tænke på, hvor god han kan være blevet nu efter et par ugers højdetræningslejr.

 

Evenepoel har imidlertid fortsat meget at bevise i de høje bjerge. I Tyrkiet måtte han se sig slået i et ikke alt for skræmmende felt, og i Romandiet blev han kørt midt over. Dengang var han imidlertid ikke i nærheden af at have samme styrke som i juni måned, og der er al mulig grund til at antage, at han vil være endnu bedre nu. Det er klart, at stigningens sværhedsgrad og måske især den voldsomme bjergetapes samlede antal højdemeter kan vise sig for vanskeligt, men på baggrund af det, vi så i juni, vil vi alligevel tro, at Evenepoel med støtte fra et meget stærkt hold til blandt andet grusvejene kan tage den samlede sejr.

 

Hans værste rival kunne meget vel blive Ben Hermans. Efter en skadesplaget sæsonstart har belgieren endelig fundet formen og forsvarede på fornem vis sin titel i Østrig for en uges tid siden. Her vandt han blandt andet på Grossglockner, der er en betydeligt sværere stigning end Tre Cime di Lavaredo, og det viser, at han ikke har problemer med rigtige bjerge. Hermans er en af de få, der har løbsrytme og dokumenteret form, og han viste med 3. pladsen på sidste års kongeetape, at han heller ikke har problemer i Dolomitterne. I virkeligheden burde den kortere, mere eksplosive Tre Cime di Lavaredo passe ham endnu bedre, og med sin gode form ligner han derfor et meget godt bud på en samlet vinder.

 

Et af de åbne spørgsmål er Hugh Carthy. Efter et forår, hvor han i Giroen og med vanvidsridtet i Tour de Suisse endelig fik sit længe ventede gennembrud, er det vel ikke urimeligt at betegne briten som løbets bedste rene klatrer. Spørgsmålet er bare, hvor han står formmæssigt efter en pause, der kom på et tidspunkt, hvor han var meget træt. I forvejen ved vi, at Carthy som regel skal bruge mange løb for at finde benene, og man kan frygte, at han ikke er helt god nok endnu. Omvendt er modstanden her så beskeden, at en rytter af Carthys klasse ikke behøver at være på 110% for at vinde.

 

Androni kommer som altid med et brølstærkt hold med flere kandidater. Bedst chance har Fausto Masnada, der med sine to etapesejre i Tour of the Alps og sin store sejr i Giroen endelig har konfirmeret sit enorme potentiale. I Tour de Slovenie var han imidlertid også temmelig træt, og hans kørsel ved OL-løbet i søndag, hvor han hjalp Diego Ulissi og Davide Formolo og alligevel blev nr. 8, kan være lidt svær at blive helt klog på. Den viser dog, at formen i hvert fald ikke er helt ringe, og så bør han være en kandidat på en bjergrute som denne. Holdet har også Mattia Cattaneo, der i Tour of the Alps klatrede endnu bedre end Masnada, men som ikke har kørt meget siden Giroen og blandt andet udgik ved de nationale mesterskaber. Han skal som regel bruge flere løb for at finde benene, og derfor kommer dette nok lidt for tidligt. Derudover skal det blive meget spændende at følge Kevin Rivera og Daniel Munoz, der tog en dobbeltsejr i det nylige Sibiu Tour, men som begge er uprøvede på dette niveau. Matteo Busato er blevet bedre, og Miguel Angel Florez kan have fået et boost af Giroen, men de får nok svært ved at gøre sig gældende helt i front.

 

Deceuninck stiller også med en anden ung komet. James Knox kom fremragende fra start med sin 8. plads på kongeetapen i UAE Tour, hvor han fulgte flot op på sæsonafslutningen i 2018, men siden er han faldet lidt sammen. Han udgik af Giroen med sygdom og har ikke været i aktion siden, og derfor ved vi ikke, hvor han står. Han burde som ren klatrer dog elske denne finale, og hans præstation i Arabien vidner om, at en formstærk Knox allerede nu klatrer så godt, at han kan vinde et løb som dette.

 

EF kommer også med Joe Dombrowski, der pr. definition er lidt af en lottokupon. Efter i Giroen endelig at have fundet sine bedste ben igen skuffede han igennem det meste af juni, indtil han rejste sig delvist på kongeetapen i Route d’Occitanie. Al logik siger, at Dombrowski efter en pause er milevidt fra formen. Til gengæld er han så god en klatrer, at han sagtens kan vinde løbet, hvis han vitterligt er i form.

 

Mange års optaktsskrivning har lært os, at man altid skal være forsigtig med at udelukke noget som helst fra Pieter Weening. Den hollandske veteran kan være flyvende i den ene uge og rædselsfuldt kørende i den næste. Da han ikke har kørt løb længe, har vi denne gang sågar slet ingen chance for at vurdere formen, og med tanke på det, han har vist i år, er der ikke noget, der tyder på, at han vil være flyvende. Omvendt vandt han en etape i Luxembourg og kørte stærkt i Flandern Rundt, og han synes derfor stadig at have lidt af sin gamle klasse. Et bjergløb som dette burde i hvert fald passe den hollandske dieselklatrer perfekt.

 

Løbets på papiret største klatrer er Louis Meintjes, der jo hele tre gange har været i top 10 i en grand tour. Desværre har sydafrikaneren gennemlevet lidt af et mareridt siden skiftet til Dimension Data, først med et forfærdeligt 2018 og siden med to slemme styrt i 2019. Inden det seneste styrt i Californien nåede han faktisk at vise fine takter i Romandiet, og man kan håbe, at han nu er så meget tilbage på sporet, at han er konkurrencedygtig. Efter nu næsten to år uden resultater er han svær at spille mange penge på, men vi ved alle, hvor god en klatrer en formstærk Meintjes er. Er han flyvende, kan han vitterligt vinde løbet, men som regel skal han bruge mange løb for at få motoren varmet op. Dimension Data har endnu ikke udtaget truppen, men møder de op med Ben O’Connor, der næsten vandt kongeetapen i Østrig, samt de i Østrig velkørende Stefan De Bod og Amanuel Ghebreigzabhier vil de have ganske mange kort at spille.

 

Hos Movistar nyder Winner Anacona og Eduardo Sepulveda, at de i disse dage har tid og plads til at køre for sig selv. Det gjorde de fornemt i Østrig, hvor de endte som hhv. nr. 4 og 2 samlet. Anacona var stærkest på første bjergetape, men faldt helt sammen på den sidste, mens Sepulveda var mere regulær, og de synes at være nogenlunde lige stærke. Med den dokumenterede form burde de være med helt fremme, men desværre er det også svært at se dem vinde i et felt, der er stærkere, end det var i Østrig.

 

En af løbets jokere er Mark Padun. Den unge ukrainer tog hele verden med storm, da han som nyprofessionel tog en etapesejr i Tour of the Alps. Siden da har han desværre været ramt af den ene skade efter den anden, og i år har han knap kørt nogen løb. Han kom dog igennem Dauphiné og blev national mester i enkeltstart, og han skulle nu være så godt kørende, at han her er Bahrains kaptajn. Efter så svær en sæsonstart må man hellere være varsom med at have de helt store forventninger, men han har potentialet til at komme rigtigt langt. Hos sig har han den nykårede slovenske mester Domen Novak, der dog desværre er en nærmest kronisk skuffelse i de etapeløb, hvor han får chancen.

 

Dayer Quintana er et godt eksempel på, at det kan være en god ide at skifte til et lidt lavere niveau. Colombianeren var flyvende i årets første måneder, men tog sig så en lang pause, inden han gjorde comeback i Østrig, hvor han skuffede. Det er svært at se ham have fundet formen allerede nu, men med tanke på det flotte forår skal han nævnes som en joker, hvis han nu har fundet den nødvendige løbsrytme. Neri Sottoli har også klatrerne Edoardo Zardini og Sebastian Schönberger, men de bør komme til kort i dette selskab, og terrænet er for svært for den ellers lovende Simone Velasco.

 

UAE møder med Jan Polanc, der som bekendt havde en herlig Giro. Generelt har han fundet sit niveau igen efter en svær tid, men desværre er han stadig meget svingende. I Slovenien var han temmelig træt, selvom han stadig gjorde det hæderligt, og vi er altid varsomme med at have alt for store forventninger til Polanc, når han ikke er i dokumenteret form. I forvejen er stigningen nok så svær, at han kan få svært ved at vinde uanset hvad. Holdet har også nævnt Alexandr Riabushenko som kaptajn, men da han intet har vist som professionel, er det svært at tro meget på ham.

 

Set med danske øjne skal det blive interessant at følge Niklas Eg. Den unge dansker fik en fantastisk start i UAE Tour og Tour of Croatia i 2018, men siden da synes han at være gået helt i stå. Hvor han står formmæssigt, er tillige helt uklart, og det er derfor svært at være alt for optimistisk. Omvendt ved vi også fra 2018, at potentialet er stort, og er der endelig hul igennem igen, kan han komme langt. Derudover har holdet den stadig bedre klatrer Nicola Conci, men han har endnu ikke vist noget, der gør det realistisk at tro, at han ligefrem kan vinde dette løb.

 

Astana kommer med en relativt svag trup, og det bør give en chance til en anden ung dansker, Jonas Gregaard. Efter en lidt svær start som professionel kørte han flot i Californien, men det amerikanske løb viste også, at han stadig har sine begrænsninger. Omvendt udvikler han sig også stadig hurtigt, og det er slet ikke utænkeligt, at han efter en god pause har fået et boost af sine første professionelle løb. Det her er en chance for at vise det på en rute, der passer ham. Holdet har også den unge kasak Yuriy Natarov¸ men han har haft det svært som professionel, og efter et katastrofeår kan Yevgeniy Gidich ikke regne med en gentagelse af den mirakuløse 3. plads fra sidste års Tour of Croatia.

 

Endelig skal det blive spændende at se, om Filippo Zaccanti, der for nylig vandt Tour of Korea, er kommet sig så meget over sine skader, at han kan konfirmere potentialet fra 2018. Og så har Mattia Bais fra det lille Friuli-hold vist, at han kan være værd at holde øje med.

 

BEMÆRK: Arrangørerne har ikke udsendt en foreløbig startliste, og derfor kan denne optakt være mangelfuld. Flere hold har endnu ikke udtaget deres trupper. Det gælder blandt WorldTour-holdene EF og Dimension Data. Optakten vil blive opdateret løbende

 

OPDATERING: Bardiani har udtaget Giovanni Carboni. Hvis han har genfundet Giro-formen eller formen fra Route d'Occitanie, kan han komme langt i et bjergløb som dette.

 

***** Remco Evenepoel

**** Ben Hermans, Hugh Carthy

*** Fausto Masnada, James Knox, Joe Dombrowski, Mattia Cattaneo, Pieter Weening

** Louis Meintjes, Winner Anacona, Eduardo Sepulveda, Mark Padun, Giovanni Carboni, Dayer Quintana, Jan Polanc, Niklas Eg, Nicola Conci, Jonas Gregaard, Kevin Rivera, Daniel Munoz

* Filippo Zaccanti, Miguel Edoardo Florez, Edoardo Zardini, Mattia Bais, Sebastian Schönberger, Matteo Busato, Simone Velasco, Yuriy Natarov, Joan Bou, Maurits Lammertink, Domen Novak, Yevgeniy Gidich

 

Danskerne

Niklas Eg og Jonas Gregaard burde få deres chance som kaptajner, og deres muligheder er omtalt ovenfor. Mikkel Honoré skal i arbejdstøjet for Deceuninck, der vil have en chance for at vinde alle etaper og klassementet med deres mange gode navne. Mads Pedersen er ligesom Eg til start for Trek og skal forsøge at finde tilbage på sporet, formentlig ved at støtte Edward Theuns i massespurterne og på grusvejene samt at holde Eg og Conci ude af problemer.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Adriatica Ionica Race
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
Dan Martin: Benene er der bare ikke
23. juli 2019 15:45 af Marcus Bjelskou Foto: A.S.O. / Thomas Maheux / Alex Broadway / pauline Ballet

Årets Tour de France er ikke gået efter planen for UAE-rytteren, der tidligere har kørt tre gange top ti i den franske rundtur. 

Den irske puncheur og bjergrytter Dan Martin var udset som klassementskaptajn for UAE-Team Emirates, men efter gentagne tidstab på 14. og 15. etape, ligger han nummer 15. i klassementet, 11 minutter og 39 sekunder efter Julian Alaphilippe.

 

Dermed ligger drømmen om endnu en placering blandt de ti bedste i Touren en smule langt væk fra den tidligere vinder af Liege-Bastogne-Liege. Niveauet har i år ikke været der til at følge de bedste, når de hårdeste bjerge skulle passeres, heller ikke ifølge ireren selv. Han indrømmer ærligt, at benene bare ikke er der. 

 

"Formen er der, det handler bare om at finde ud af, hvorfor jeg ikke kan være med i slutningen af etaperne. Jeg vil ikke gå nærmere ind på det, men vi (holdet, red.) har et par ideer og håber, at de fungerer," sagde Dan Martin ifølge cyclingnews.com. 

 

"Det skyldes ikke mangel på træning, mine ben er der bare ikke. Nu vil jeg bare kunne være mig selv og præstere igen, helt til mål. Vi ændrer vores tilgang til løbet og ser, hvad der sker." lyder det fra UAE-rytteren. 

 

Hvis Dan Martin skal nå at have et resultat med hjem fra dette års Tour, er der tre etaper i Alperne tilbage at gøre godt med. Bedste placering i Tour de France indtil nu er sjettepladsen fra 2017 og han har gennem årenene vundet to etaper i løbet.

DEL
INFO
UAE Team Emirates
Nyheder Profil Ryttere Resultater
DELTAG I DEBATTEN
LIVE: Kommer vinden i spil på glohed sprinteretape?
23. juli 2019 13:25 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Fraværet af tre af de fire ryttere fra sidste års top 4 gør årets Tour de France til en af de mest åbne i mange år, og med Jakob Fuglsangs fantastiske forår kan Cykeldanmark endda drømme om et stort resultat. 

Feltet.dk vil under etaperne være din bedste guide til løbets udvikling, og den perfekte måde at følge verdens største cykelløb er naturligvis at gøre bruge af vores live-opdatering, hvor vores ekspert, Emil Axelgaard, ikke blot vil berette om begivenhedernes gang, men også analysere løbets udvikling og undervejs besvare jeres spørgsmål.

Feltet.dk er naturligvis med hele vejen, og du kan følge samtlige 21 etaper fra start til mål på www.feltet.dk/live, hvor Emil Axelgaard vil sidde klar til at besvare dine spørgsmål.

Liveopdateringen i den sidste uge:

Tirsdag den 23.junli - start klokken 13.30

Onsdag den 24. juli - start klokken 12.40

Torsdag den 25. juli - start klokken 11.25

Fredag den 26. juli - start klokken 13.55

Lørdag den 27. juli - start klokken 13.45

Søndag den 28. juli - start klokken 18.10

 

Du kan naturligvis forberede dig ved at læse alle vores Tour de France optakter, som du finder på vores særlige Tour-side: www.feltet.dk/tour. Derudover vil de hver dag være både optakt til den kommende og analyse af den foregående etape.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE

DEL
INFO
DELTAG I DEBATTEN
Movistar boss bekræfter: Farvel til Quintana og Carapaz
23. juli 2019 13:01 af Mathias BlohmFoto: Sirotti

Transferkabalen på WorldTouren er så småt sat i gang, og selvom holdene først må bekræfte tilgange 1. august, er der ikke noget der holder holdene fra at bekræfte afgange. Det har Movistar nu gjort, og det er ganske markante afgange, der venter det spanske hold.

Farvel til Nairo Quintana og Richard Carapaz og goddag til Enric Mas.

 

Sådan kunne et par af de mest prominente transfer se ud for spanske Movistar 1. august, når holdene må offentliggøre kontrakterne for næste sæson.

 

I hvert fald har spaniernes team manager, Eusebio Unzué, bekræftet, at afgangen for de to sydamerikanere, mens han stadig er usikker i forhold til spanske Mikel Landa.

 

”Det er rigtigt, at det ser ud til, at [afgangene for] Carapaz og Nairo er en realitet, og med hensyn til Mikel… I det mindste har jeg ikke hørt, at han skulle have skrevet under (med andre hold, red.),” siger Unzué ifølge Cyclingweekly til de spanske radiosportsprogram El Larguero.

 

”Vi vil gerne fortsætte med ham (Landa, red.). Begge parter ser ud til at ønske det, og hvis det er tilfældet, så gør det tingene nemmere. Lige nu kan jeg ikke sige mere,” forklarer Unzué videre.

 

Enric Mas som erstatning

I slutningen af juni forlængede det spanske hold med verdensmesteren Alejandro Valverde, der således vil være på holdet til og med sæsonen 2021, hvor han vil være 41.

 

Forlængelserne med Valverde og en tilsvarende med Mikel Landa vil det spanske storhold formentlig ikke kunne nøjes med, og af den grund er de da også i flere omgange blevet kædet sammen med Deceuninck-Quick Steps Enric Mas, der har kontraktudløb til nytår.

 

Unzué har da også bekræftet, at Movistar har tilbudt den 24-årige landsmand en kontrakt for næste sæson, men UCI-regler gør, at det skifte endnu ikke kan offentliggøres. Det har dog ikke holdt spanieren fra at kommentere på sagen.

 

”Det er ikke muligt at sige, om Enric Mas vil køre for os næste år. Som mange andre hold går vi efter at have ham på vores hold. Der er stadig et par dage til, at holdene officielt kan melde ud om fremtiden for rytterne, og da vil vi vide, om han kommer til at køre for os, eller hvor han skal køre. Han har et tilbud, og jeg håber han tager en god beslutning,” lyder det lettere kryptisk fra Unzué.

 

Quintana til Arkéa-Samsic - Carapaz til Ineos

Endnu er intet som bekendt offentliggjort, men allerede i slutningen af maj, kunne det franske medie Ouest-France berette om kontakt mellem Nairo Quintana og Arkéa-Samsic.

 

Senere mente hollandske Wielerfiets at vide, at Quintana får følgeskab på det franske hold af sin lillebror, Dayer Quintana, der i øjeblikket kører for det italienske prokontinentalhold Neri Sottoli. Også brødrenes landsmand, Winner Anacona, og spanske Rubén Fernández skulle afsigende være på vej til det franske hold fra Movistar.

 

Mens Quintana altså i holdmæssig forstand er på vej et skridt ned ad stigen, kan det samme ikke siges om årets lidt overraskende Giro d’Italia-vinder - Richard Carapaz.

 

Den 26-årige ecuadorianer blev i starten af denne måned meldt på vej til selveste Team Ineos af italienske Gazzetta dello Sport, hvor han umiddelbart ligner endnu et hovedbrud for briterne, når de skal vælge ryttere til de forskellige grand tours. Ineos råder således allerede over klassementsryttere som Chris Froome, Geraint Thomas og Egan Bernal.

DEL
INFO
Eusebio Unzue
Nyheder
Enric Mas
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
Bernal: Geraint Thomas er stadig vores kaptajn
23. juli 2019 11:37 af Mathias BlohmFoto: Sirotti

For første gang kører de ikke under navnet Team Sky, og for første gang i mange år ser det nuværende Team Ineos også særdeles pressede ud. De har dog stadig to mand i top-fem, og det vil de forsøge at bruge aktivt.

Det kan være svært at se, og nogle gange må de også selv være i tvivl.

 

For hvem er egentlig kaptajn på Team Ineos? Geraint Thomas ligger med sin andenplads stadig bedre til end Egan Bernal på femtepladsen, men på 14. etape til Tourmalet var der ingen tvivl om, hvem af de to der var stærkest. Indtil videre er colombianeren dog loyal og forsikrer, at Geraint ’G’ Thomas er holdets leder.

 

”Førstekaptajnen er stadig ’G’, ham stiller vi os bag,” lyder det således fra den blot 22-årige colombianer ifølge Cyclingnews.

 

Ineos er sammen med Movistar det eneste hold med to ryttere i top-ti, og netop den fordel skal briterne forsøge at udnytte.

 

”Det er nemt, når der er god kommunikation på holdet. Søndag var ’G’ meget ærlig, og han fortalte mig, at han måske ikke havde de bedste ben. Det tror jeg også er godt for løbet for os som hold,” siger Bernal og uddyber:

 

”Hvis jeg er længere fremme, vil andre ryttere måske være tøvende, fordi der er en Ineos-rytter længere fremme, og måske vil de være tilbageholdende med at trække ham med til målstregen, så det er også strategisk,” ræsonnerer den tidligere Androni-rytter.

 

Mens Egan Bernal bragede ind på grand tour-scenen i sidste sæson, hvor han på fornem vis assisterede Geraint Thomas og Chris Froome med at snuppe Tour de Frances første- og tredjeplads, har Geraint Thomas hele 14 grand tours under bæltet, og den igangværende er hans tiende Tour de France - og den syvende i træk.

DEL
INFO
Team INEOS
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
Kruijswijk: Jeg kan vinde Touren
23. juli 2019 11:05 af Mathias BlohmFoto: Sirotti

Med tre top-ti placeringer i træk har Jumbo-Vismas Steven Kruijswijk kørt sig gevaldigt ind i topstriden i dette års Tour de France, og hollænderen tror selv på, at han kan løbe med den samlede sejr.

Forud for den sidste uge er Tour de France pivåben, og mindst seks ryttere har en reel chance for at stå som sejrsherre i Paris på søndag.

 

En af de ryttere, som så afgjort stadig er med løbet, er hollandske Steven Kruijswijk, der med først en imponerende enkeltstart og derefter to stærke præstationer i Pyrenæerne har kørt sig helt op i hælene på Geraint Thomas på andenpladsen.

 

Jeg tør endnu ikke drømme om den gule trøje i Paris, men jeg tror, jeg kan komme tæt på. Jeg tror på, at jeg kan vinde Touren. Jeg vil i hvert fald gøre alt, jeg kan. Jeg håber at kunne fortsætte kørslen fra Pyrenæerne,” siger Kruijswijk til belgiske Sporza.

 

Selvom Kruijswijk har været en af de sidste par dages helt store oplevelser, har en enkelt rytter dog strålet endnu mere, og Kruijswijk indrømmer da også, at franske Thibaut Pinot med to fantomdage i Pyrenæerne har kørt sig ind blandt topfavoritterne.

 

”Han gjorde et rigtig godt indtryk de seneste par dage. Han har gjort sig selv til en favorit hos alle. Med sådanne ben kører han fra alle. Forhåbentlig vil han være en procent dårligere i den sidste uge,” lyder det fra Kruijswijk.

 

På både 14. etape til Tourmalet og 15. etape til Prat d’Albis har Jumbo-Visma-holdet sat tempoet undervejs på etaperne, og undervejs har de med George Bennett og Laurens De Plus, foruden Kruijswijk selv, lignet løbets stærkeste hold - også i bjergene.

 

”Vi er tre af de bedste 10-15 klatrere, det betyder, at vi kan gøre noget i løbet. Forhåbentlig kan de (Bennett og De Plus, red.) sætte favoritterne under pres i Alperne, og jeg er god nok til at udnytte det,” lyder det fra Kruijswijk, der dog regner med, at klassementet er i spil helt til næstsidste løbsdag.

”Jeg tror ikke, at klassementet er sat før etapen til Val Thorens på lørdag. Det er en forfærdelig stigning,” siger Kruijswijk aflsutningsvis.

 

Jumbo-Visma har med de tre stærke klatrer vist sig særdeles holdbare i bjergene, og med tre etapesejre og en sejr i holdtidskørslen forinden har de allerede skåret, taget og spist deres del af Tour-kagen i år.

DEL
INFO
Steven Kruijswijk
Nyheder Profil Resultater Statistik
Team Jumbo-Visma
Nyheder Profil Ryttere Resultater
DELTAG I DEBATTEN

EKSKLUSIVT

CCC-allrounder: Jeg har fundet min niche
23. juli 2019 10:30 af Nikolaj Corfitz Jensen, FrankrigFoto: Sirotti

Patrick Bevin har sporet sig ind på, hvilken slags cykelrytter han gerne vil være.

Det er ikke altid nemt at være en af cykelsportens altmuligmænd - dem, som kan lidt af det hele, men ikke for alvor mestrer en disciplin. Det kender Patrick Bevin godt til, for selvom newzealænderen kan det meste på en cykel, er det blot blevet til seks professionelle sejre, deraf kun én på WorldTouren.

 

Da vi taler med CCC-rytteren inden årets Tour de France er vi derfor nysgerrige om at vide, hvordan han anser sig selv som rytter.

 

”Jeg har i en del år bare gået fra det ene til det andet, men jeg føler, at jeg er ved at have fundet min niche,” siger han til Feltet.dk.

 

Og hvad er den så?

 

”Enkeltstarten er blevet min spidskompetence. Det har ellers været svært at slå igennem der, fordi hold støtter kun en, hvis man har resultater, der beviser ens potentiale. Men uden den nødvendige støtte fra sit hold, er det virkelig svært at få resultater,” forklarer han.

 

”Men heldigvis er jeg også god til at klatre i forhold til, at jeg er en relativt stor fyr. Og så har jeg mit punch, som gør, at jeg har fået en rolle, hvor jeg jagter etapesejre i kuperede løb. Jeg nyder det simpelthen så meget. Som knægt kørte jeg kun cykelløb på én måde, og det var med mod og aggression. Og det er stadig den eneste måde, jeg kan finde ud af.”

 

Drømmen om sejre i ”de smukkeste løb i verden”

Det er tydeligt at mærke på Bevin, at det betyder meget for ham, at det er sjovt at køre cykelløb. Og mens han desværre ikke nåede at nyde specielt meget af årets Tour de France, som han udgik fra inden starten på sjette etape med brækkede ribben, har friheden i sæsonen såvel som i hans få dage i den franske rundtur motiveret ham.

 

”I år har jeg fået en meget mere fri rolle med hensyn til at køre min egen chance og gå efter etapesejre, og det har jeg virkelig nydt,” siger den 28-årige CCC-rytter.

 

”Der er noget menneskeligt ved den spænding, som man føler, når man endelig får muligheden for at gå efter at vinde en etape i det største cykelløb i verden.”

 

”Derfor har det været fedt at tage til løb som Catalonien Rundt og Tour de Romandie, hvor jeg endte i et par udbrud. Ingen af dem holdt hjem, men sådan går det jo de fleste dag. Men en dag sker det! Og jeg lover dig, at jeg bliver ved med at prøve, indtil det sker,” griner han.

 

Faktisk har Patrick Bevin ikke kørt et eneste løb i denne sæson, som ikke var på WorldTour-niveau, og mulighederne for at jagte sejre på højeste plan har der altså været en del af. Der er dog også et lille problem ved kun at køre mod de allerbedste.

 

”Det er klart, at man ikke vinder så meget, fordi hvert eneste resultat man opnår er ekstremt hårdt tilkæmpet. Man får absolut intet foræret på WorldTouren,” fastslår han.

 

”Men når man endelig vinder, et det i nogle af de smukkeste løb i verden. Det gør, at det er det hele værd.”

DELTAG I DEBATTEN
AG2R skriver med tre stagiairer
23. juli 2019 10:28 af Mathias BlohmFoto: A.S.O. / Alex Broadway / Pauline Ballet

Franske AG2R har hentet tre ryttere ind fra deres talenthold, og de tre unge ryttere kommer allerede fra 1. august til at være en del af holdet, da de alle har fået staigiare-kontrakter.

Clément Champoussin, Matteo Jorgenson og Anthoy Jullien er muligvis ryttere, vi fremover skal til at huske på.

 

De tre ryttere har i denne sæson kørt for den franske Club CCF - Chambéry Cyclisme Formation - som er AG2R’s ynglehold, og alle tre kommer fra 1. august til at indgå i WorldTour-holdets trup.

 

Champoussin og Jullien, som begge er franskmænd, er 21 år gamle, mens Matteo Jorgensen, som rent navnemæssigt kan være svær at bestemme, er 20 år gammel og fra Boise Idaho, USA.

 

Clément Champoussin er den af de tre, der har gjort sig mest bemærket i 2019, hvor han med samlede tredjepladser i både det tjekkiske Fredsøb og Ronde de l’Isard kender lidt til podierne på den internationale scene.

DEL
INFO
AG2R La Mondiale
Nyheder Profil Ryttere Resultater
Matteo Jorgenson
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
Overblik: Udgåede ryttere i årets Tour de France
23. juli 2019 09:33 af Mathias Høj Foto: A.S.O.

Ikke alle gennemfører et Tour de France, og nogle gange kan det være svært at hold styr på de mange udgåede ryttere. Feltet.dk giver dig her muligheden for at danne dig et overblik de slagne ryttere.

DEL
INFO
Lister
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
Ny bog: Den hemmelige cykelrytter
23. juli 2019 06:56 af Jesper Johannesen Foto: Sirotti

En ny bog: "Den hemmelige cykelrytter" afslører livet bag facaden. Bogen udkommer i slutningen af juli måned.

I bogen "Den hemmelige cykelrytter" fortæller en anonym cykelrytter om livet som professionel. Doping, penge, træningsmetoder, ritualer, hierarki og uskrevne regler er blandt emnerne i bogen, der går bag facaden på professionel cykelsport. 


 

Den hemmelige cykelryttter
Den anonyme forfatter er en erfaren professionel cykelrytter. Han har det seneste årti kørt for flere af de største cykelhold, og hans cv tæller Top 10-placeringer i både Tour de France og Vuelta a España samt andre store resultater. Han skriver jævnligt klummer i internationale medier om livet som professionel cykelrytter.
 

Den hemmelige cykelrytter henvender sig til læsere af bøger som Den hemmelige fodboldspiller og Tyler Hamiltons Det hemmelige løb samt selvbiografier af cykelryttere som Lars BakMichael ValgrenBjarne Riis og Michael Rasmussen.

Bogen "Den hemmelige cykelrytter" udkommer den 30. juli. 

FORUDBESTIL DEN HEMMELIGE CYKELRYTTER OG SPAR 50 KRONER

 

Bogen kan også vindes i Feltet.dks Tour de France managerspil, hvor bogen er en del af den pakke, som man vinder, hvis man bliver dagens bedste manager.

DEL
INFO
Materiale og udstyr
Nyheder
Feltet.dk
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
AG2R udtager holdene til belgiske løb
22. juli 2019 20:41 af Mads Søndergaard Jensen Foto: A.S.O. / Alex Broadway / Pauline Ballet

Den 25. juli køres det belgiske endagsløb GP Cerami og den 27. juli starter Tour de Wallonie. I dag udtog det franske mandskab de ryttere der skal køre løbene.

Det franske WorldTour mandskab AG2R har i dette års Tour de France været en stor skuffelse. Inden løbet gik i gang havde holdet store forhåbninger til Romain Bardet, men da kaptajnen faldt sammen, faldte holdet også fra hinanden.

 

I dag har holdet udtaget de ryttere der skal forsøge at hente resultater hjem i de kommende løb i Belgien.

 

Holdets ryttere har været på træningslejr og føler sig klar til de kommende udfordringer.

 

”Efter de franske mesterskaber tog jeg et par fridage. Det var dejligt og jeg er startet op på træningen med mere energi. Vi har været på en god træningslejr ved Vaujany en Oisans, hvor vi har kørt i perfekte forhold,” siger Dorian Godon i en pressemeddelelse.  

 

Netop Dorian Godon er en af de ryttere der skal køre begge løb. Løbene skal bruges frem i mod endnu større mål i sæsonen.

 

”Jeg skulle gerne deltage i Vuelta a Espana, min første Grand Tour i slutningen af august. Jeg er meget motiveret for at køre der,” slutter franskmanden.

 

Holdet til GP Cerami

 

 

DEL
INFO
AG2R La Mondiale
Nyheder Profil Ryttere Resultater
Grand Prix Pino Cerami
Nyheder Profil Resultater
Tour de Wallonie 
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
Bardet efter fiasko: Vil ændre mine forberedelser
22. juli 2019 20:18 af Mads Søndergaard Jensen Foto: Sirotti

Siden 2013 har Romain Bardet haft det samme løbsprogram inden Tour de France. Ifølge det franske medie L´Èquipe vil han nu ændre på det. Det kom frem under AG2Rs pressemøde på løbets anden hviledag.

Romain Bardet har i dette års Tour de France været en skygge af sig selv. AG2R-rytteren der to gange tidligere er kørt på podiet i Touren er langt efter i det samlede klassement. Nu vil den franske rytter forsøge at ændre på løbsprogrammet og Bardet ved endnu ikke om det inkluderer endnu et Tour de France næste år.

 

”I de sidste seks år, har jeg haft mere eller mindre det samme løbsprogram. Næste år vil jeg ændre det, det er 100 % sikkert,” sagde Bardet på dagens pressemøde.

 

Allerede på løbets anden etape tabte franskmandens hold meget tid på holdtidskørslen og siden da har Bardet tabt mere og mere tid. På Tourmalet-etapen tabte Bardet over 20 minutter.

 

”Jeg vidste at jeg ikke havde benene til at vinde, og jeg var allerede over fire minutter efter i det samlede klassement. Hvad ville det gavne, hvis jeg havde forsøgt at hænge på?” lød det videre fra franskmanden.

 

Selvom der stadig mangler knap en uge af dette års Tour de France, så ser Bardet allerede nu fremad og erkender at dette år har været en stor skuffelse.

 

”Jeg kan ikke forsætte som om der ingenting er sket. Du er nødt til at være realistisk. Jeg vil ikke lyve over for jer, det er en kæmpe fiasko, det er hvad det er. Du er nødt til at kigge på sandheden og forstå hvorfor det er sådan,” slutter Bardet.

 

 

 

DEL
INFO
AG2R La Mondiale
Nyheder Profil Ryttere Resultater
DELTAG I DEBATTEN
Landa: Jeg vil kæmpe for hvert sekund
22. juli 2019 19:44 af Mads Søndergaard Jensen Foto: Sirotti

I 2017 var baskeren Mikel Landa sølle et sekund fra at komme på podiet i Tour de France. Det plager stadigvæk den 29-årige rytter.

I dette års Tour de France har Movistar-rytteren kørt offensivt, ligesom man kender ham.

 

Men Landa tabte ligesom Jakob Fuglsang værdifuld tid på 10. etape. Derfor er baskeren stadigvæk et godt stykke efter den førende rytter. Men den stærke rytter mener stadig at podiet er muligt og det fremhævede han i dag på dagens pressemøde, som det vigtigste mål.

 

”Jeg tror at podiet er vigtigere end en etapesejr, og jeg vil kæmpe for hvert sekund,” siger Mikel Landa ifølge Cyclingnews.com.

 

Selvom Movistar-rytteren er kendt for at angribe ligeså snart rytterne rammer bjergene, så har han kun engang tidligere været på podiet i en Grand Tour, det var han i 2015 i Giro d´Italia, da baskeren kørte for Team Astana.

 

Mikel Landa er på nuværende tidspunkt nummer syv i klassementet, men drømmer om at komme højere op.

 

”Det bliver hårdt (At vinde løbet, red), men jeg vil prøve. Alt kan ske. Vi har set Julian Alaphilippe svækket og Geraint Thomas er ikke ligeså god som han har været. Pinot er stærk, men Touren er ikke over endnu,” lyder det videre fra Landa.

 

Mikel Landa ser det som en lille fordel, at han stadig har nogle minutter op til de forreste ryttere, det vil baskeren i hvert fald forsøge at udnytte.

 

”Det betyder, at jeg kan gå i udbrud, og forsøge at hente noget af det tabte tid tilbage. Efter ikke at have været så heldig, føler jeg at jeg er kommet ind i en god stime med held,” slutter Landa.

 

Mikel Landa er nummer syv i klassementet 4:54 efter førende Julian Alaphilippe.  

 

DELTAG I DEBATTEN

EKSKLUSIVT

Jesper Hansen skal køre Vuelta a España
22. juli 2019 19:36 af Mads Søndergaard Jensen & Mathias BlohmFoto: Sirotti

For tredje gang i karrieren skal Jesper Hansen køre Vuelta a España. I dag blev danskeren udtaget af sit franske hold Cofidis.  

Det blev ikke til Tour de France for Jesper Hansen i år, men nu kan den danske bjergrytter glæde sig over, at han kommer med til det årets sidste grand tour i stedet.

 

Jesper Hansen er nemlig blevet udtaget til det Cofidis-hold, der skal forsøge at køre resultater hjem på de spanske landeveje i august og september.

 

"Jeg ser frem til det, jeg har kørt det halvanden gang før (Han udgik i 2017, red.), og jeg synes, at det er et fedt løb. Det er ikke så stressfyldt som Tour de France, det er lidt mere afslappet, og så er det en god rute med en masse gode stigninger, så det ser jeg frem til," siger Jesper Hansen til Feltet.dk.

 

På første dag i juli meldte Jesper Hansens franske hold, Cofidis, ud, at danskeren ikke blev en del af deres Tour de France-trup. Efter i første omgang at have været skuffet over den disposition er Jesper Hansen nu kommet videre, og måske er det i virkeligheden held i uheld for danskeren.

 

"Man vil bare gerne køre Tour de France, fordi det er det største løb, men Vueltaen passer mig nok bedre, for det er lidt mindre stressfyldt, og det er nok en fordel for mig," forklarer Jesper Hansen, der selv fik nyheden samme dag, som han blev vraget til Touren.

 

"Jeg var lige skuffet de første par dage, men så kom jeg egentlig hurtigt over det, og så har jeg bare set frem mod Vueltaen i stedet," forklarer den 28-årige dansker, der i næste uge stiller til start i Polen Rundt.

 

Sidste år kørte Jesper Hansen Tour de France for Astana, hvor han var hjælperytter for Jakob Fuglsang. Siden da er den lille bjergrytter skiftet til det franske hold Cofidis i håbet om at komme med til verdens hårdeste cykelløb igen, men i 11. time blev danskeren sorteret fra, men nu er han i stedet udtaget til Vuelta a Espana.

 

 

Tidligere i karrieren har Jesper Hansen kørt fire Grand Tours. Det er blevet til et Giro d´Italia, et Tour de France og to Vuelta a Espana.

 

Den 28-årige dansker har tidligere vundet Tour of Norway, derudover er det blevet til en andeplads i Tour of Turkey. Tidligere i år blev det til en syvende plads i Californien Rundt.     

DELTAG I DEBATTEN
Optakt: 16. etape af Tour de France
22. juli 2019 19:00 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Simon Yates fortsatte med at overstråle sin kaptajn og bror ved at tage sin anden etapesejr i Pyrenæerne, men det var Thibaut Pinot, der med sit vanvidsridt endte som de første bjerges helt store vinder. Nu tager klassementskampen sig imidlertid en pause, når der efter en velfortjent hviledag er lagt op til massespurt i Nimes, hvis da ikke en kombination af bagende hede og ikke mindst mulig sidevind gør det hele lidt mere dramatisk end antaget.

Ruten

Bortset fra 1. etape, der af og til har start og mål i samme by samt tidskørslerne, hører det til sjældenhederne, at Touren har etaper, der afvikles på en rundstrækning. Den tradition brydes imidlertid dagen efter årets anden hviledag, når Nimes helt usædvanligt er vært for både indledningen og afslutningen på løbets 16. etape i en fase, der ellers typisk består af transportetaper mellem løbets to store bjergkæder. Det vil sprinterne sætte pris på, for da Nimes ligger i fladlandet mellem bjergene i den sydlige del af landet, er der lagt op til, at de hurtige folk kan få en næstsidste chance inden den store sprinterfinale i Paris en lille uges tid senere.

 

I alt skal der tilbagelægges 177 km, som altså både har start og mål i Nimes. Fra start er der en lille bakke, mens man kører mod nordøst ud af byen, men derudover det relativt fladt. Kort efter sætter man kursen mod nord via et længere let stigende stykke, inden det efter byen Poulzac begynder at falde. Kort efter drejer man mod nordvest for at køre op ad den ikke-kategoriserede Cote de la Brugiere, der har top efter 55,5 km, hvorefter man kører mod vest frem til dagens spurt, der kommer efter 65 km for enden af en lang, lige og let stigende vej.

 

Efter spurten fortsætter man videre mod vest gennem et let faldende stykke forbi forplejningen, der kommer efter 83 km, inden man når frem til bunden kategori 4-stigningen Cote de Saint-Jean-du-Pin (1,8 km, 4,2%), der har top efter 96 km. Herfra fortsætter man videre mod sydvest, syd, sydøst og til slut øst igennem relativt fladt terræn, der leder frem til byen Uzes, som nås efter 148,5 km.

 

Her indledes finalen, når man kører mod syd for kort efter at ramme en ikke-kategoriseret stigning, der over 6,2 km stiger med 2,3% og er ganske jævn uden nogensinde at passere 4%. Fra toppen resterer fortsat 15 km, der fører videre mod syd ned til Nimes, hvor man med 5 km igen slår en lille sløjfe mod øst. Med 3 km igen følger et sidste sving, og herefter skal man lige igennem tre rundkørsler, den sidste med bare 380 m igen, inden man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning. Det falder let ned mod de sidste 2 km, der er helt flade.

 

Etapen byder på i alt 1561 højdemeter.

 

Nimes blev senest besøgt i 2014, hvor Alexander Kristoff spurtede sig til en sejr dagen før løbets sidste hviledag, i 2008, hvor Mark Cavendish fortsatte sit store gennembrud ved at vinde den fjerde og sidste etape det år, og i 2004, hvor Aitor Gonzalez kørte alene hjem fra et udbrud, der sejrede med næsten et kvarter ned til feltet. I 2017 startede Vueltaen i byen, og her lagde BMC ud med at vinde et aftenholdløb og derved bringe Rohan Dennis i førertrøjen.

 

 

image

 

 

Vejret

I en uges tid har der været talt om, at feltet vil blive ramt af en hedebølge i den tredje uge, og den profeti ser ud til at holde stik. Tirsdag bliver brutal med kun få skyer og en temperatur på ikke mindre end 37 grader. Der vil være en tiltagende vind fra syd, som mod slutningen af etapen vil være jævn. Det giver primært medvind på første del af etapen, hvorefter der vil være sidevind det meste af dagen afbrudt af et modvindsstykke omkring den kategoriserede stigning. Til slut vil der væres modvind på de sidste knap 30 km. Med 5 km igen er der kortvarigt sidevind, men der vil være sidemodvind på de sidste 3 km.

 

Analyse af 15. etape

For et par uger siden var det et ”Shut up!”, man kunne høre helt til Danmark, da Geraint Thomas med en vild forcering på La Planche des Belles Filles fortalte alle kritikerne, at han altså var klar til at køre med om sejren i verdens største cykelløb igen i år. I dag var det så noget helt andet, der gjaldede ud over Frankrig med en kraft, så det blev blæst hele vejen op til vort flade land mod nord. Denne gang var det nemlig det kollektive suk, der synkront blev udgydt af vel næsten samtlige 67 millioner franskmænd, da deres alles darling, Julian Alaphilippe, alligevel endte med at eksplodere på vej op ad Prat d’Albis, netop som det ellers så ud til, at han var at levere endnu et mirakel.

 

Da Thibaut Pinot trådte i pedalerne en ekstra gang med en sådan kraft, at man kortvarigt måtte overveje, om der overhovedet var en kæde på hans cykel, brast elastikken nemlig. På 14 etaper havde de øvrige 163 ryttere i feltet ledt efter hans grænse, men uanset om de havde søgt i sidevind, på eksplosive bakker, på holdløb, på enkeltstarter eller sågar på Tourmalet var den intet den intet sted at finde. Faktisk havde han endda på gårsdagens pressekonference antydet, at han sågar kunne have slået Thibaut Pinot på Pyrenæernes gigant - et udsagn, der kortvarigt kunne få én til at overveje, om han vitterligt var ved at levere sensationen.

 

I dag kan vi konstatere, at det ikke sker. Ganske vist har Alaphilippe fortsat førertrøjen, og ganske vist undgik han den totale eksplosion, som ellers har været reglen mere end undtagelsen i hans mange etapeløb, men håbet om sejr synes nu totalt slukket. I forvejen virkede det meget usandsynligt, at en mand, hvis eneste svaghed hidtil har været den manglende restitutionsevne, skulle kunne holde i tre uger uden at brænde sammen bare en enkelt gang i de høje bjerge, der aldrig har været hans naturlige terræn. Og efter at han i dag for første gang trådte lige så firkantet, som han plejer, når der er udsigt til en klassisk Alaphilippe-eksplosion, er det svært at tro på, at en forvandling til det bedre skulle være i udsigt i Alperne, hvor de lange, udmarvende stigninger passer ham langt dårligere end de hidsige pyrenæertinder, der var rammen om hans fald i dag.

 

Heldigvis kender vi også Alaphilippe godt nok til at vide, at han kan være meget svingende i et etapeløb. Nu kan han se frem til tre lidt lettere dage, og det kan måske bringe ham lidt til hægterne igen inden de tre afgørende slag i Alperne. Problemet er bare, at han nu igen har udsigt til at skulle grave dybt tre gange i træk i terræn, der ikke er hans, og på et tidspunkt, hvor han allerede er slidt ned til sokkeholderne. Det ligner et projekt, der kun kan briste.

 

I forvejen lignede det en umulig mission at vinde løbet. Som jeg skrev i går, ville det nemlig blive på grænsen til uladsiggørlige, hvis han med sit sprinterhold skulle forsvare sig mod de stærke mandskaber, der indtil i går stadig betragtede hans trussel som værende så lille, at der ikke var grund til at angribe ham. Den svaghed blev til fulde udstillet i dag. Først tabte han sin vigtigste hjælper i en desværre sygdomsramt Mas - det forklarer formentlig, hvorfor hans stigende formkurve så brat knækkede i går på Tourmalet - og siden blev det åbenlyst, at Kasper Asgreen, Yves Lampaert, Michael Mørkøv, Maximiliano Richeze og ikke mindst en dybt imponerende og bundhamrende loyal Elia Viviani ikke havde skyggen af chance for at afparere de missiler, Movistar med løs hånd dryssede ud over Pyrenæerne. Dries Devenyns faldt som sidste mand fra allerede fra bunden af den stejle del af Mur de Peguere, og herefter var Alaphilippe helt overladt til sig selv.

 

Til gengæld skal han som altid have ros for både sin heroiske fight og ikke mindst sin opportunisme. Det havde været så nemt at undlade at svare på Thibaut Pinots angreb og i stedet håbe på, at Geraint Thomas og Steven Kruijswijk kunne hjælpe ham tilbage. Det gjorde han imidlertid ikke. Han valgte at dø med støvlerne på ved at kaste sig ud i det storladne forsøg på at matche sin suveræne landsmand, og det så endda længe ud til at ville lykkes - i hvert fald lige indtil den forudsigelige eksplosion indtraf på et langt senere tidspunkt, end man kunne have ventet.

 

Nu er franskmændene et relativt emotionelt folkefærd, og derfor er det nok mest skuffelsen over det udeblevne mirakel fra deres darling, der hersker. Nøgternt betragtet var det imidlertid en fantastisk dag for værtsnationen. Der er nemlig som bekendt langt større chance for et positivt udbytte ved at investere i en ganske vist lidt svingende og risikabel aktie end ved at kaste hele formuen i en lottokupon. Og mens en Alaphilippe-sejr nok skal betegnes som en gevinst, der kunne indhøstes ved et lotteri, er en samlet sejr til Pinot et langt mere sandsynligt udkomme af verdens største cykelløb.

 

Måske blev han overskygget af Thomas på La Planche des Belles Filles, men ser man bort fra den lille svipser, har Pinot efterladt et fabelagtigt indtryk siden brostenene på 1. etape. I de foregående analyser har jeg allerede gentagne gange opregnet, hvordan han undervejs har imponeret, uanset om det handlede om holdløb, enkeltstart, spurter på små bakker, brostenskørsel eller forsøg på at følge Alaphilippe i rigtigt Alaphilippe-terræn. Pinot har mestret det hele, men det var først i dag, at vi så, hvor god han virkelig var. Nok vandt han på Tourmalet i går, men det skete med en noget afventende kørsel, som var han stadig ramt af den manglende selvtillid, der altid har præget ham, men med et selvtillidsboost i ryggen turde han i dag åbne helt op. Og det gjorde han med fynd og klem, så det føltes, som om der blev åbnet for en hel syndflod af kraft ud over hele Pyrenæerne.

 

Magtdemonstrationen var kulminationen på en fornem strategi. Fra start sørgede han for at få Sebastien Reichenbach og Rudy Molard afsted i det tidlige udbrud, og allerede der kunne man lure, at noget stort var i vente. Spørgsmålet var bare, om de to skulle bruges som hjælp i dalen efter Mur de Peguere, eller om de skulle pace deres kaptajn på den flade øvre del af målstigningen, efter at han havde slået hullet på den stejle nedre del.

 

Pinot holdt sig i skindet på den stejle mur, og derfra stod det klart, at det var option B, der var tanken. Molard kunne ikke helt holde trit med udbruddet, men skulle vise sig værdifuld til at føre på det vanskelige dalstykke, hvor Mikel Landa truede med at bringe sig tilbage i den absolutte topkamp. Dernæst satte han igen guldfuglen David Gaudu, som ellers havde vist overraskende svaghedstegn på Muren, til at rive feltet i stumper og stykker, inden Pinot sel vistesin tårnhøje klasse ved med en effektiv forcering at spurte op til Reichenbach, der som i Giroen sidste år synes at have fundet sine bedste - og dermed ganske forrygende - ben til den tredje uge. Schweizeren satte så effektivt et tempo, at selv Ineos med Wout Poels og Geraint Thomas kom til kort, og da først Pinot var overladt til sig selv, angreb han igen og igen i et sandt angrebsraseri, som først knækkede Emanuel Buchmann og til slut også sendte Egan Bernal til tælling.

 

Magtdemonstrationen var så monumental, at ingen længere kan betvivle, hvem der er løbets stærkeste rytter, og modsat Alaphilippe har Pinot to trumfer, som førertrøjeindehaveren må spejde misundeligt efter. Dels har Pinot en fornem grand tour-historik, der viser, at han aldrig går helt ned. Ser man bort fra sygdommen under sidste års Giro, er det altid enten-eller med Pinot, som enten er meget dårlig eller meget god. Og denne gang synes der heldigvis at være tale om en af de gode årgange. Derudover så vi i dag, at holdet med Gaudu, Reichenbach og Molard hører til blandt de allerstærkeste i bjergene, og at FDJ ikke vil få alt for store vanskeligheder med at forsvare en eventuel førertrøje.

 

Vejen er dog langt fra banet for en Pinot-sejr. Særligt to trusler lurer over hovedet på franskmanden. Den første er hans berømte dårlige dage. Som sagt går han aldrig ned i en grand tour, men han kan alligevel være nærmest skræmmende svingende fra dag til dag. Man behøver bare at kaste et blik på hans resultater fra sidste års Giro og Vuelta for at forstå, at Pinot kan flyve den ene dag og være i problemer den næste. Den slags er der ikke råd til, hvis man vil vinde en grand tour - slet ikke når man også er så sårbar i sidevinden, at der er blevet smidt mere end 1.30 på en etape, der ikke burde have spillet en rolle.

 

Den anden er varmen. Pinot har aldrig lagt skjul på, at han hader hede af hele sit hjerte. Det så vi blandt andet i 2015, hvor han røg helt ud af klassementet efter nogle fæle dage i Pyrenæerne, men hvor han rejste sig med det samme, det blev koldere. Vejrudsigterne melder om gloende hede, når løbet genoptages efter hviledagen, men heldigvis for ham ser det ud til, at det vil lægge sig inden alpeetaperne. Faktisk kan de blive ramt af kraftige eftermiddagsbyger, og det har altid vejret i regnvejr, at Pinot har haft sine bedste dage. Måske er vejrguderne derfor alligevel med ham.

 

Dagens anden store vinder var naturligvis Mikel Landa. Som jeg har skrevet tidligere, er det en gave til løbet, at netop Landa blev sat tilbage som følge af styrtet i sidevinden. Man kunne måske nok have ønsket sig, at tidstabet ikke havde været helt så stort, men vi ved, at en Landa på bagkant er lig med en Landa i offensiven. Baskeren er kendt for at angribe i både højre og venstre side af vejen, og man skulle således ikke overveje det længe, når man skulle pege på, hvem der var det mest sandsynlige bud på en rytter, der ville forsøge sig med en tidlig offensiv.

 

Den kom da også som forventet på Mur de Peguere og blev omsat i en anselig tidsgevinst efter endnu en etape, hvor Movistar brillerede med deres kollektive styrke. Undtagelsen var naturligvis stakkels Nairo Quintana, der ellers ligesom i 2017 forsøgte at rejse sig på den store måde, men hurtigt måtte indse, at der heller ikke denne gang findes mirakler, uanset om man hedder Alaphilippe eller Quintana. Drømmen om, at det flotte forår var et varsel om en genfødsel, blev definitivt begravet på vejen mod Foix, men det skal ikke tage noget fra Movistars fornemme offensiv i øvrigt. Andrey Amador og Marc Soler, der begge havde imponeret så stort på vejen mod Tourmalet, var igen deres vægt værd i guld, da de først slagtede sig selv i forsøget på at bringe Quintana tilbage i spillet, og til slut kørte så stærkt sammen med Landa i dalen til sidst, at de fik FDJ, Jumbo, Astana og Bora til at indgå en kollektiv alliance for at sikre, at den stærke basker ikke pludselig kørte sig helt ind i topkampen igen.

 

Til slut bekræftede Landa selv det fornemme indtryk, han har givet siden det stærke angreb på 6. etape og understregede dermed atter, at han af en eller anden grund mestrer kunsten at køre stærkt i både Giroen og Touren i samme sæson. Og længere tilbage understregede gode, gamle Alejandro Valverde endnu engang cykelsportens første læresætning om, at man aldrig må begrave den spanske veteran, før han selv siger stop, da han for anden dag i træk modbeviste tesen om, at han på sine gamle dage ikke længere kan køre på lange stigninger og i høje bjerge.

 

Dermed er Movistar en faktor, hvis betydning ikke skal undervurderes. Selvom der er langt op, kan Landa nu for alvor lugte podiet, og selvom de nok ikke længere kan bruge Quintana i et taktisk spil, er colombianeren stadig et stærkt kort som hjælper. Amador og Soler kører som motorcykler, og den purunge Valverde har altid vist, at han i Touren er bundloyal. Med sin øjeblikkelige 8. plads udgør han i den grad en trussel, som kan bruges offensivt, og det vil spanierne formentlig vide at gøre, når Landa byder op til angrebsfest i Alperne i næste uge.

 

Dagens tredje store vinder er naturligvis Buchmann. Tyskeren er et strålende eksempel på, hvordan det kan være en god ide at holde øje med momentum fra forårssæsonen, når man vel at mærke gør det med omhu. Nok har Jakob Fuglsang og Adam Yates været endnu stærkere i første del af sæsonen, men begge har de beviselige problemer med holdbarheden over tre uger. Buchmann har måske været mere anonym, men lige siden han kørte fra alt og alle i sin allerførste start på Mallorca tilbage i januar, har det været åbenlyst, at han har løftet sit niveau enormt som kulmination på den lange, men ret stabile udvikling, han har haft, siden han som hel ung kæmpede for en top 20-placering i Touren. Og faktisk kunne vi meget vel have talt langt mere om Buchmann op til løbet, hvis blot han havde kørt med hovedet og ikke med hjertet i Dauphiné, hvor et lidt tåbeligt udbrud på 2. etape meget vel kan være det, der kostede ham en samlet sejr i det løb, der i stedet rettede alt fokus mod Fuglsang og Yates, selvom det vel egentlig på mange måder var Buchmann, der imponerede mest.

 

Alligevel har der været spørgsmål ved hans holdbarhed, fordi hans Vuelta sidste år højst overraskende udviklede sig i den kedelige retning, hvor han bare blev ringere og ringere dag for dag. Logikken siger ellers, at en mand, der er kendt for først at få gang i motoren efter 100 km, burde være bedst i den tredje uge, og hans kørsel i dag synes da heldigvis også at bekræfte den teori. Nu må man bare håbe, at hans motor når at blive varmet op på de korte 19. og 20. etaper, så vi ikke ser en gentagelse af scenariet fra Baskerlandet, hvor han på den korte, eksplosive 6. etape smed en samlet sejr væk, da han blev angrebet, inden han for alvor var kommet op i omdrejninger, som han gjorde det med et heroisk forsvar mod slutningen af etapen.

 

Samme glæde som hos Bora er det ikke hos Ineos. Briterne er langt fra ude af kampen om den samlede sejr, men det står efterhånden klart, at der ikke bliver tale om den vanlige britiske dødsmarch mod endnu en kontrolleret og suveræn triumf. Tværtimod skal de nu tænke mere kreativt og måske tage nogle vanskelige taktiske valg, hvis de vil fastholde deres trone efter alpeetaperne.

 

Dagens etape viste nemlig, at gårsdagens nedtur for Thomas ikke var en enlig svale. Waliseren er bestemt ikke dårlig, og han kom da også med en af sine velkendte Thomas-forceringer nær toppen, så han med vanlig walisisk power kunne tilbageerobre den 2. plads, som Pinot kortvarigt så ud til at have kurs mod, men han er ikke det overmenneske, som de første par dage syntes at indikere. Pinot er så tæt på, at Thomas næppe kan vinde løbet alene ved defensiv kørsel, og lige nu ligner han ikke en mand, der vil kunne følge franskmanden til dørs, hvis der altså ikke kommer en dårlig fransk dag i vejen.

 

På den anden side er Egan Bernal i gang med gøre det forventede. Sidste års Tour afslørede, at han som en anden Richard Carapaz og Enric Mas har den motor, der gør ham særligt god sent i etapeløbene, og han har derfor forventeligt været i stand til at rejse sig efter den mildt sagt haltende start med en ringe 6. etape og en halvsløj enkeltstart. I dag viste han med sin fornemme kørsel, hvorfor en hel cykelverden har så enorme forventninger til ham, men denne gang rakte det altså ikke helt til at matche Pinot.

 

Problemet er, at han nu er 12 sekunder efter franskmanden, og derfor skal finde på et eller andet i de kommende dage. I den sammenhæng er det heldigvis til Ineos’ store fordel, at de med to mand i top 5 har stærke kort at spille, og logikken siger, at Bernal kun vil blive bedre, som løbet skrider frem, og som vi nærmer os de 3000 m i Alperne. Dertil kommer, at Wout Poels i dag viste, at hans berømte tredjeugesben er ved at komme - og de hører altså til de absolut bedste i verden - og dermed kan der være udsigt til, at Ineos kan sidde med hele tre mand i de helt skarpe finaler. Umiddelbart er det i hvert fald Bernal, der står først i række til at tage over, hvis Pinot viser svaghedstegn eller får en klassisk dårlig Pinot-dag.

 

Den anden er Steven Kruijswijk, men hollænderen var en af dagens overraskende tabere. Efter sin nærmest ubesværede kørsel på Tourmalet, så alt ud til at være på skinner, da Laurens De Plus og senere George Bennett atter satte en tyk, fed streg under, at de har et hold, der til fulde kan matche Ineos, Movistar og FDJ i bjergene. Derfor var det også højst overraskende, at Kruijswijk ikke kunne svare, da Pinot åbnede ballet, og da der til slut skulle åbnes op for gassen, var det heller ikke ham, men Thomas, der måtte tage affære.

 

Til hans forsvar skal siges, at etapen bestemt ikke passede Kruijswijk. Stigningerne var korte, irregulære og stejle og derfor slet ikke noget for en mand, der helst vil have en jævn 30 km lang stigning med 7-8%. Dem venter der et hav af i Alperne i den tredje uge, hvor han som bekendt altid er bedst. I dag så vi også, hvordan har tænkt sig at gribe dem an, nemlig ved at få De Plus og Bennett til at slide rivalerne op en efter en, og den strategi fungerede så godt på Tourmalet, at der er al mulig grund til at tro, at den vil fungere også i næste uge - i hvert fald hvis de ikke altid helt stabile to bjerghjælpere kan holde deres tårnhøje niveau.

 

Det var også godt at se Richie Porte rejse sig igen. Ganske vist er podiedrømmen definitivt slukket for australieren, men i dag viste han, at han fortsat skal tages seriøst i dette løb. Formkurven synes i hvert fald stadig at være stigende, og man kan håbe, at den altid aggressive og kørelystne australier kan finde de sidste procent, så han kan blive en del af Movistar-offensiven i Alperne. Han har i hvert fald ikke den store grund til ikke at tage del i festen og tage de risici, der kan bringe ham tættere på toppen af klassementet efter de dumme tidstab på holdløbet og i sidevinden.

 

Til gengæld må vi desværre nok konstatere, at formkurven går den anden vej for Fuglsang. Det forståelige, men lidt naive håb, om at den 34-årige dansker pludselig i en sen alder skulle kunne overvinde det tredjeugessyndrom, der altid har plaget, ser ud til at være ubegrundet, for igen i år ser det kun ud til at gå den forkerte vej med danskerens form. Egentlig er det jo ikke ringe at komme i mål blot 5 sekunder efter Alaphilippe, men hans flotte, men desværre forgæves forsøg på at blive en del af Landa-offensiven minder desværre lidt om hans tilsvarende forsøg i Pyrenæerne sidste år, hvor han også måtte sande, at benene mod slutningen af løbet ikke rakte. Han har stadig kurs mod en fin top 10-placering, som de fleste cykelryttere vil være gule og grønne af misundelse over, men heller ikke den er sikker, når både Warren Barguil, der definitivt kan erklæres at være tilbage, og Porte synes at have stigende formkurver.

 

Etapen blev også en nedtur for Rigoberto Uran. Drømmen om, at den gode enkeltstart skulle være udtryk for, at han er på vej tilbage, havde heller ikke hold i virkeligheden. Ude af billedet er han ikke, men med tanke på, at han nu i snart to år har været anonym top 10-rytter og ikke podiekandidat, er det svært at se, at det skulle forandre sig væsentligt i den kommende uge. Desværre for EF bliver det svært at rejse sig, for dagens etape viste, at en ellers velkørende Michael Woods nok er for besværet af sine brækkede ribben til at vinde en bjergetape. Til gengæld virker Tanel Kangert til at have fået gang i motoren, så måske det er på tide at sende det estiske kraftværk på et af sine store ridt i bjergene?

 

Den slags ridt skal vi ikke forvente af de mange store tabere, som desværre er en uundgåelig del af ethvert Tour de France. Udover Quintana forsøgte også Dan Martin at rejse sig med en stor offensiv, men den ellers ret stabile irer må desværre sande, at hans dårlige forår måske er udtryk for et mere grundlæggende problem. Romain Bardet gjorde det heldigvis meget bedre end tidligere, men også han må sande, at det kan blive svært at rejse sig i Alperne, som han ellers gjorde det i 2015, hvor han sidste startede en Tour på katastrofal maner. Og endelig måtte den i forvejen ustabile Adam Yates i dag sande, at Touren desværre ser ud til at blive en gentagelse af sidste års nedtur, men måske han kan rejse sig i den tredje uge, som han var meget tæt på at gøre i 2018, hvor kun en lidt for vovet nedkørsel forhindrede ham i at tage en etapesejr.

 

Heldigvis kan han regne med sin bror. Nok er plan A gået galt for Mitchelton-Scott, men efter 15 etaper står de trods alt tilbage med tre sejre. Et sådant udkomme af en Tour står i en ret høj kurs på cykelbørsen, og derfor kan man ingenlunde betegne løbet som en fiasko. Og det er langt fra slut endnu, for Simons fabelagtige ridt, hvor han ene mand holdt en velkørende Landa stangen, viser, at han stille og roligt har fundet de ben, han manglede i Giroen. Og da også stortalentet Jack Haig langsomt synes at finde benene, og da vi så, hvor stærkt Matteo Trentin kørte på 12. etape, er der al mulig grund til at antage, at Mitchelton vil spille en nøglerolle også de kommende uger. Og selvom det er svært at kritisere en mand, der lige har vundet Vueltaen, er der altså meget, der peger på, at de lidt svingende og ustabile brødre er bedre i rollen som etapejægere, hvor de med deres timing, punch og slangehug kan omsætte det meste til guld, som Simon gjorde det i de to første uger af sidste års Giro, hvor han netop kørte mere som aggressiv opportunist end den mere klassiske, konservative klassementsrytter, som han af natur egentlig ikke burde være.

 

Det er Alaphilippe bestemt heller ikke, men alligevel begyndte de mange franskmænd at drømme søde drømme om, at det franske Tour-mirakel skulle blive til virkelighed. Det bliver nu nok ikke tilfældet, og vi står nok snarere over for en eksplosion i stil med den, netop Yates oplevede i Giroen, end en vanvidstriumf. Alligevel blev Alaphilippes nederlag i dag til en fransk sejr, for som sagt er det bedre at have pengene stående i en svingende aktie end i et bundt lottokuponer. Den slags investeringer står man sig bedst ved, og det kan Pinot forhåbentlig bevise for dem i den kommende uge. Det er nemlig ham, der er den rette franske hest at spille på.

 

Favoritterne

Efter tre meget begivenhedsrige dage sættes klassementskampen lidt på pause, først med hviledagen og siden med to etaper, der på papiret burde se relativt fredsommelige ud. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at sprinterne har haft tirsdagens etape i tankerne, da de kæmpede sig over Pyrenæernes tinder, for ud over spurten i Paris, der naturligvis er den helt store godbid, er det tirsdagen, der har kunnet få dem til at træde lidt ekstra i pedalerne, når bjergene gjorde lidt for ondt.

 

Det er da også en enkel dag, der venter rytterne på den højst usædvanlige rundstrækningsetape, der afvikles på et tidspunkt, hvor man ellers plejer at have travlt med at komme afsted mod Alperne. Terrænet er beskedent, og det er næppe det, der vil være udfordringen undervejs. I steder er det tre andre ting, der kan koste grus i maskineriet for de folk, der drømmer om at komme op i høj fart igen efter nogle dage, hvor det må have føltes lidt tungt at få pedalerne trådt rundt.

 

Den første er den ekstreme varme. Det hører alligevel til sjældenhederne, at Touren byder på temperaturer på den næsten 40 grader, men det er, hvad rytterne har i vente denne tirsdag. Måske er det ikke det, der vil forhindre en massespurt, men det kan have en helt afgørende indflydelse på udfaldet. Det er nemlig langt fra alle, der håndterer en sådan varme lige godt, og det er helt almindeligt, at ryttere oplever, at kroppen nærmest kan stå af i den slags varme, som vi ofte ser det i blandt andet Tour Down Under, der ofte afvikles i lignende temperaturer.

 

Det andet er vinden. Ganske vist vil den ikke være voldsomt kraftig, men det vil blæse op, og sidst på eftermiddagen vil den antage en styrke, der ikke bare kan negligeres. Samtidig vil der være sidevind på næsten hele etapen, og byen Nimes ringer i hvert fald en klokke i vore ører. Den har nemlig ofte været vært for 2. etape af Etoile de Besseges, der ikke sjældent er blevet afviklet i kraftig sidevind, hvor feltet er blevet splittet, og det kunne i hvert fald indikere, at nogle af vejene også kan være ganske eksponerede. Alle vil være rædselsslagne efter dramaet på 10. etape, så der vil utvivlsomt ikke blive taget de mindste risici. Og hvis chancen skulle opstå, ville det da være nærliggende for særligt Deceuninck, Ineos, Bora og Jumbo at forsøge at bringe Thibaut Pinot i vanskeligheder, når nu han altid har haft det svært med både varme og vind. Om vinden så er stærkt nok, kan man betvivle, ikke mindst fordi etapen slutter med 30 km i modvind, og fordi det nu kraftigt reducerede antal klassementsryttere betyder, at positionskampen vil være mindre heftig, men det er i hvert fald en god ide at være opmærksom på, at etapen kan blive mere dramatisk end først antaget.

 

Den tredje faktor er trætheden. Vi er nu i den tredje uge, og her er det altid langt vanskeligere for feltet at kontrollere etaperne. Hjælperne er trætte, og kommer der et stærkt udbrud afsted, ser man, at de kan tage feltet på sengen. Det er dog blevet langt sjældnere i de senere år, hvor sprinterholdene kører med en nærmest ikkeeksisterende risikomargin og sjældent giver udbryderne mere end 2-3 minutter. Varmen kan måske give grobund for en overraskelse, men kombinationen af den stress, sidevinden vil skabe, og ikke mindst 30 km med hård modvind til sidst, vil nok betyde, at vi alligevel ikke får en overraskelse.

 

Til gengæld kan det måske blive lidt mere kompliceret at få de samme hold til at føre som hidtil. Indtil nu har Lotto, Deceuninck og Jumbo styret de flade etaper med hård hånd, men nu har de to sidstnævnte pludselig fået større ambitioner end etapesejre, da Alaphilippe har vist sig mere robust end ventet, og Kruijswijk nu fremstår som en af de helt tunge favoritter. Villigheden til at brænde holdet af i jagten på en massespurt er derfor nok ikke helt så udtalt. Til gengæld kan vi være stensikre på, at Lotto vil gå igennem ild og vandt for få endnu en spurtsejr med Ewan, og de er formentlig så opmærksomme på det taktiske spil, at de vil sørge for at holde udbruddet i ultrakort snor.

 

I den tredje uge kan vi altid forvente mere kamp om at komme i udbrud, men vi ved også fra Tour Down Under, at folk ofte passer på sig selv i denne slags varme. Med udsigt til, at onsdagens etape er langt mere oplagt for et udbrud, forventer vi ikke den helt store kamp om at komme afsted. Det vil formentlig ske næsten med det samme, og derefter vil Lotto tage kontrol med Maxime Monfort. Vi vil tro, at Deceuninck også sender Kasper Asgreen og Jumbo Tony Martin frem, og man kan endda sagtens forestille, at de nu klassementsrytterløse UAE- og Bahrain-mandskaber også vil give en hånd med, hvis lokummet skulle brænde. Kombinerer man det med positionskampen i sidevinden, bør det være nok til at bringe udbruddet tilbage. Risikoen for splittelse i vinden er som sagt reel, men vi tvivler på, at det kan lade sig gøre, dels grundet styrken og dels grundet modvinden til sidst.

 

Der er derfor lagt op til massespurt i Nimes, men forinden skal de klare den lille bakke. 6,2 km med 2,3% kan dog ikke bringe mange ud af fatning - slet ikke i en relativt kraftig modvind - og selvom man sagtens kan forestille sig, at Sunweb, Bora eller Bahrain vil lægge pres på for at mærke særligt Dylan Groenewegen, bør sprinterne alle kunne klare den lille forhindring. Herefter vil det blive ét langt ventespil ind mod målet i Nimes, hvor modvinden vil betyde, at man for alt i verden ikke skal starte for tidligt. Samtidig er det en yderst enkel opløbsstrækning, hvor man nok kan lade farten tale, men hvor det også vil være vigtigt at være i god position inden den rundkørsel, der kommer med bare 380 m igen.

 

Sprinterhierarkiet i den tredje uge kan være væsentligt forskelligt fra det, man ser i starten af løbet, for mod slutningen af en grand tour handler det i høj grad om friskhed. Alligevel er det svært at komme uden om, at Dylan Groenewegen må være favorit. Med sejren i Paris i 2017 har hollænderen allerede én gang vist, at han ikke har problemer med at spurte mod slutningen af et langt løb, og han har virket imponerende frisk indtil videre. Han er kun blevet sat relativt sent på stigningerne og har endda haft overskud til at være i udbrud i Pyrenæerne, og han synes faktisk nærmest bare at blive bedre og bedre, efterhånden som dagene går. Samtidig viste han med sejren på 7. etape atter, at han altså er verdens hurtigste, og havde han ikke kørt en alt for lang spurt i modvinden i onsdags, havde han nok også sejret to gange.

 

Samtidig var 11. etape første gang, at Jumbo-toget endelig viste klassen. Det gjorde de med Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen, der totalt dominerede finalen og endelig gav et lead-out på det niveau, vi har set tidligere i år. Desværre mangler de nu en helt afgørende komponent i form af Wout van Aert, der ene mand har kunnet holde toget fremme over flere kilometer i finalen. Det er en ganske betydelig svækkelse, som kan gøre det svært at gentage bedriften fra i onsdags. Heldigvis er der blevet slidt meget på Deceuninck-toget de seneste dage, og det burde give Jumbo, der stadig har det næstbedste tog, mere spillerum. Vi har på de første sprinteretaper set, at det kan knibe med positioneringen og evnen til at holde sig sammen, men lykkes det at aflevere ham nogenlunde fornuftigt, bør en stadig frisk Groenewegen være i stand til at gøre det færdigt - i hvert fald, hvis han kan klare varmen, hvor han er relativt uprøvet.

 

Den udfordring har Caleb Ewan ikke. Den lille australier har vundet et af hav af etaper i Tour Down Unders bagende hede, så han vil nok snarere bede til vejrguderne om, at de skruer yderligere op for radiatoren. Samtidig burde det være til hans fordel, at vi er kommet lidt hen i en grand tour, for selvom han faktisk aldrig har gennemført et langt etapeløb, har han i de senere år vist, at han er en ganske holdbar type. Hans to etapesejre i årets Giro faldt da også relativt sent i løbet, og han så ud til at komme godt igennem Pyrenæerne, hvor han slap helt uskadt fra et styrt på 12. etape.

 

Samtidig synes Ewan at have fundet opskriften på succes. I stedet for at køre et klassisk tog med Roger Kluge og Jasper De Buyst afleverer de nu blot kaptajnen i det bedst mulige hjul. Faktisk har Ewan positioneret sig så eminent i år, at han vel nærmest har overstrålet Sagan, og samtidig har han vel haft en højere topfart end i flere år. I hvert fald har det været bemærkelsesværdigt, at han har gjort det godt på de lette dage, mens det har knebet på de etaper, hvor det har været mere slidsomt. Det lover godt forud for denne ret lette etape. Samtidig så vi i onsdags, at han med den rette timing i en modvindsspurt som denne også har farten til at slå Groenewegen, som han gjorde det i ZLM Tour. Denne finale med sin modvind minder på alle måder om opløbet i Toulouse, og det må give Ewan tro på, at han kan vinde igen.

 

Løbets tredje supersprinter Elia Viviani har haft et mærkeligt løb. Han har imponeret på de hårde dage som eksempelvis 10. etape, men i de flade spurter har han skuffet. Han punkterede på 7. etape, men på 4. etape, hvor han vandt, skyldtes det mere toget end farten, og på 11. etape fik han regulære klø af både Ewan og Groenewegen. Til gengæld virker han enormt frisk, for det var svært ikke at blive dybt imponeret over hans holdbarhed i rollen som hjælper for Alaphilippe i dag. Omvendt kan man indvende, at han i dag gravede meget dybt i netop den rolle, mens Ewan og Groenewegen trods alt kun havde tidsgrænsen at slås med.

 

Ser man bort fra 11. etape, hvor toget lidt overraskende fejlede, har Deceuninck domineret finalerne. Det må man formode, at de vil kunne gøre igen, men også Yves Lampaert, Michael Mørkøv og Maximiliano Richeze har været på hårdt arbejde for Alaphilippe. Spørgsmålet er, om de fire ryttere, der udgør toget, har friskheden til at dominere, som de plejer. Hvis ikke, kan det blive svært at vinde, for Viviani synes ikke at have farten til at vinde fra en ugunstig position. Med et godt lead-out ved vi til gengæld, at han kan gøre det færdigt.

 

Peter Sagan har set bedre og bedre ud, som løbet er skredet frem. Han har allerede været i et hav af udbrud i bjergene, og han har traditionelt da også været mere frisk end rivalerne mod slutningen af Touren. Alligevel er sejr på 11., 13. og 16. etape faktisk de eneste, han har opnået i Tourens anden halvdel, og de fleste af hans triumfer er kommet i løbets begyndelse. Det skyldes dog nok snarere ruten end Sagan selv, for han burde have bedre chancer nu, hvor alle er trætte. De foregående etaper har med al ønskelig tydelighed vist, at Sagan stadig kommer til kort, når handler om topfart, men alligevel har han været ganske tæt på. Ikke mindst på 4. etape viste han ganske god fart i en flad spurt, og her vil han måske kunne drage fordel af den sene rundkørsel, som alt andet lige bør være til gunst for en fyr som ham. Hans positionering er som altid upåklagelig, og med god timing i modvinden er det inden for Sagans grænser, at han kan vinde en flad massespurt i den tredje uge.

 

Alexander Kristoff har vundet tre etaper i Touren. De er kommet på hhv. 12., 15. og 21. etape, og det fortæller lidt om, hvor robust nordmanden er. Selvom hans 2. plads på 4. etape i år vel var første gang, han for alvor var tæt på at vinde i uge 1, har han altså nu tre gange sejret mod løbets slutning, og han har også flere gang være meget tæt på, som blandt andet i forbindelse med det berømte cykelkastnederlag til Sagan i Bern for nogle år siden. I år har Kristoff endda for første gang nogensinde været i udbrud i bjergene, og det kunne indikere, at han er kommet sig over de tandproblemer og siddesår, der hidtil har drillet ham lidt. Han viste med sin fornemme spurt på 4. etape, at han faktisk har en ganske konkurrencedygtig fart, men desværre har hans normalt så gode positionering svigtet. Han har ikke kunnet holde Jasper Philipsens hjul i spurterne, og på 11. etape var han endda ramt af kædeproblemer, der igen kostede ham kontakten med Philipsen. Nu skal endda klare sig uden belgieren og kun med Sven Erik Bystrøm, og det svækker ham yderligere. Rundkørslen er bestemt heller ikke til fordel for en mand, der er bedst i en alenlang powerspurt, men kan han genfinde lidt af sin gamle positionering, bør Kristoff altid have en chance i den tredje uge.

 

Sonny Colbrelli har faktisk kørt nogle ganske gode spurter i år, men det har knebet med positioneringen. Det vil det sikkert gøre igen, men med den fart, han har vist, burde Colbrelli kunne gøre det hæderligt. Han burde have fordel af, at spurten kommer sent i løbet, og hans tog med Jan Tratnik, Matej Mohoric og Ivan Garcia er nu 110% dedikeret til ham. Med hans positionering vil det kræve en del held til sidst, men man kan håbe, at han endelig får en position, hvor vi kan se, om han faktisk har så fin en fart, som man let kan sidde med fornemmelsen af.

 

Det store spørgsmål er, hvad Sunweb gør. Først meldte Michael Matthews ud, at han ville ud af kampen om den grønne trøje, så han kunne få lov at gå i udbrud. Derfor kørte de spurten for Cees Bol på 11. etape. I dag valgte Matthews så alligevel at køre den indlagte spurt, og dermed ser det ud til, at han måske alligevel går efter pointkonkurrencens 2. plads. Det er derfor meget svært at sige, hvad tyskerne gør, men forhåbentlig vælger de at satse på Bol. Den unge hollænder har med sine tre sejre imponeret stort i sin debutsæson, og han er utvivlsomt hurtigere end Matthews i en flad spurt som denne. Han er også ganske positioneringsstærk og bedst, når folk er trætte, og derfor peger meget på, at han kan gøre det godt med et fint lead-out fra Søren Kragh, Matthews og Nikias Arndt. Pointkonkurrencen kunne dog pege på, at det alligevel bliver Matthews, der skal prøve, men de foregående spurter har vist, at det er svært at tro voldsomt på ham i en flad spurt som denne.

 

Det var meget bemærkelsesværdigt at se, hvor sent Niccolo Bonifazio faldt fra i bjergene i dag. Det kunne tyde på, at den lille italiener for alvor har fundet formen, for han er normalt ikke den mest holdbare type. Som sagt betyder friskhed alverden på dette tidspunkt, og det gør Bonifazio yderst interessant. Efter en sløj start viste han også sine gamle evner i positionskampen på 11. etape, hvor han sad perfekt placeret til at gå efter et topresultat, indtil Ewans svaj ødelagde hans spurt. Nu får han chancen for revanche, og hvis han vitterligt han genfundet sin næse i positionskampen, kan han komme langt. Vi skal trods alt ikke længere tilbage end til sidste års Giro for at finde seneste eksempel, hvor han var med front i en grand tour.

 

En rytter, der pludselig har fået øget sine chancer, er Matteo Trentin. Med Adam Yates’ nedtur må der nu være fuld støtte til italieneren, og det betyder, at han kan se frem til hjælp fra et tog bestående af Michale Hepburn og ikke mindst Daryl Impey. Sidstnævnte er en glimrende lead-out man, og Trentin plejer også selv at være god i positionskampen. Til gengæld er det også velkendt, at han mangler en del fart på disse lette dage, men man kan håbe, at trætheden er til fordel for den holdbare italiener, der viste storform i torsdags. Han vinder nok ikke etapen, men med hjælp fra Impey kan han gøre det godt.

 

Meget af det samme kan siges om Jasper Stuyven. Tror Trek stadig så meget på Porte, at belgieren skal klare sig alene, eller kan der blive plads til at lade Koen De Kort og måske Fabio Felline køre lead-out? Hvis der kan, øges hans chancer betydeligt, for selvom De Kort ikke er så god, som han var engang, er han stadig ganske stærk og har masser af erfaring. Stuyven har også klaret positionskampen god på egen hånd, og i onsdags sad han også fint, indtil et sving ødelagde det hele. Hans kørsel i bjergene viser, at den robuste belgier burde være mere frisk end de klassiske sprintere. Heller ikke han har farten til at vinde, men han burde kunne gøre det bedre, hvis han får mere støtte end tidligere.

 

Endelig vil vi pege på Jens Debusschere. Det er nu ikke, fordi vi tror meget på belgieren, for han lignede en mand, der var på randen af sammenbrud, da han som næstsidste mand kastede sig i jorden på toppen af Tourmalet i lørdags. I forvejen er han ikke just en robust type i etapeløb, hvor han også synes at have problemer med varmen. Alligevel leverede han med sin top 5 i onsdags lidt tiltrængt opmuntring til Katusha, og det viser, at han med hjælp fra sit ret stærke tog med Mads Würtz, Alex Dowsett og Nils Politt kan komme ganske langt. Hans positionering plejer ellers at være helt til hest, men i Toulouse gik det udmærket. Vi er højst skeptiske over for en gentagelse, efter at vi så ham i lørdags og har set vejrudsigten, men hans resultat på 11. etape betyder, at tvivlen i første omgang må komme ham til gode.

 

Derudover kan vi vente os, at Dimension Data vil køre for enten Edvald Boasson Hagen eller Reinardt van Rensburg, og at Andrea Pasqualon og André Greipel også skal spurte, men det er meget svært at se dem vinde etapen. Greg Van Avermaet og Alberto Bettiol vil nok foretrække at spare på kræfterne til onsdag, og det samme gælder for Magnus Cort, der i lyset af Fuglsangs tidstab ellers nok kunne få lov at teste sig af, hvis han ville. Endelig skulle det ikke undre, om Oliver Naesen kan køre i top 10, nu hvor Bardets nedtur burde give den stadig mere spurtstærke belgier chancen.

 

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Elia Viviani

Outsidere: Peter Sagan, Alexander Kristoff, Sonny Colbrelli, Cees Bol

Jokers: Niccolo Bonifazio, Matteo Trentin, Jasper Stuyven, Michael Matthews, Jens Debusschere

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
Tour de France-analyse: Den rette hest at spille på
22. juli 2019 18:59 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O. / Alex_Broadway / Pauline Ballet / Thomas Maheux

I disse dage køres Tour de France, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 15. etape.

For et par uger siden var det et ”Shut up!”, man kunne høre helt til Danmark, da Geraint Thomas med en vild forcering på La Planche des Belles Filles fortalte alle kritikerne, at han altså var klar til at køre med om sejren i verdens største cykelløb igen i år. I dag var det så noget helt andet, der gjaldede ud over Frankrig med en kraft, så det blev blæst hele vejen op til vort flade land mod nord. Denne gang var det nemlig det kollektive suk, der synkront blev udgydt af vel næsten samtlige 67 millioner franskmænd, da deres alles darling, Julian Alaphilippe, alligevel endte med at eksplodere på vej op ad Prat d’Albis, netop som det ellers så ud til, at han var at levere endnu et mirakel.

 

Da Thibaut Pinot trådte i pedalerne en ekstra gang med en sådan kraft, at man kortvarigt måtte overveje, om der overhovedet var en kæde på hans cykel, brast elastikken nemlig. På 14 etaper havde de øvrige 163 ryttere i feltet ledt efter hans grænse, men uanset om de havde søgt i sidevind, på eksplosive bakker, på holdløb, på enkeltstarter eller sågar på Tourmalet var den intet den intet sted at finde. Faktisk havde han endda på gårsdagens pressekonference antydet, at han sågar kunne have slået Thibaut Pinot på Pyrenæernes gigant - et udsagn, der kortvarigt kunne få én til at overveje, om han vitterligt var ved at levere sensationen.

 

I dag kan vi konstatere, at det ikke sker. Ganske vist har Alaphilippe fortsat førertrøjen, og ganske vist undgik han den totale eksplosion, som ellers har været reglen mere end undtagelsen i hans mange etapeløb, men håbet om sejr synes nu totalt slukket. I forvejen virkede det meget usandsynligt, at en mand, hvis eneste svaghed hidtil har været den manglende restitutionsevne, skulle kunne holde i tre uger uden at brænde sammen bare en enkelt gang i de høje bjerge, der aldrig har været hans naturlige terræn. Og efter at han i dag for første gang trådte lige så firkantet, som han plejer, når der er udsigt til en klassisk Alaphilippe-eksplosion, er det svært at tro på, at en forvandling til det bedre skulle være i udsigt i Alperne, hvor de lange, udmarvende stigninger passer ham langt dårligere end de hidsige pyrenæertinder, der var rammen om hans fald i dag.

 

Heldigvis kender vi også Alaphilippe godt nok til at vide, at han kan være meget svingende i et etapeløb. Nu kan han se frem til tre lidt lettere dage, og det kan måske bringe ham lidt til hægterne igen inden de tre afgørende slag i Alperne. Problemet er bare, at han nu igen har udsigt til at skulle grave dybt tre gange i træk i terræn, der ikke er hans, og på et tidspunkt, hvor han allerede er slidt ned til sokkeholderne. Det ligner et projekt, der kun kan briste.

 

I forvejen lignede det en umulig mission at vinde løbet. Som jeg skrev i går, ville det nemlig blive på grænsen til uladsiggørlige, hvis han med sit sprinterhold skulle forsvare sig mod de stærke mandskaber, der indtil i går stadig betragtede hans trussel som værende så lille, at der ikke var grund til at angribe ham. Den svaghed blev til fulde udstillet i dag. Først tabte han sin vigtigste hjælper i en desværre sygdomsramt Mas - det forklarer formentlig, hvorfor hans stigende formkurve så brat knækkede i går på Tourmalet - og siden blev det åbenlyst, at Kasper Asgreen, Yves Lampaert, Michael Mørkøv, Maximiliano Richeze og ikke mindst en dybt imponerende og bundhamrende loyal Elia Viviani ikke havde skyggen af chance for at afparere de missiler, Movistar med løs hånd dryssede ud over Pyrenæerne. Dries Devenyns faldt som sidste mand fra allerede fra bunden af den stejle del af Mur de Peguere, og herefter var Alaphilippe helt overladt til sig selv.

 

Til gengæld skal han som altid have ros for både sin heroiske fight og ikke mindst sin opportunisme. Det havde været så nemt at undlade at svare på Thibaut Pinots angreb og i stedet håbe på, at Geraint Thomas og Steven Kruijswijk kunne hjælpe ham tilbage. Det gjorde han imidlertid ikke. Han valgte at dø med støvlerne på ved at kaste sig ud i det storladne forsøg på at matche sin suveræne landsmand, og det så endda længe ud til at ville lykkes - i hvert fald lige indtil den forudsigelige eksplosion indtraf på et langt senere tidspunkt, end man kunne have ventet.

 

Nu er franskmændene et relativt emotionelt folkefærd, og derfor er det nok mest skuffelsen over det udeblevne mirakel fra deres darling, der hersker. Nøgternt betragtet var det imidlertid en fantastisk dag for værtsnationen. Der er nemlig som bekendt langt større chance for et positivt udbytte ved at investere i en ganske vist lidt svingende og risikabel aktie end ved at kaste hele formuen i en lottokupon. Og mens en Alaphilippe-sejr nok skal betegnes som en gevinst, der kunne indhøstes ved et lotteri, er en samlet sejr til Pinot et langt mere sandsynligt udkomme af verdens største cykelløb.

 

Måske blev han overskygget af Thomas på La Planche des Belles Filles, men ser man bort fra den lille svipser, har Pinot efterladt et fabelagtigt indtryk siden brostenene på 1. etape. I de foregående analyser har jeg allerede gentagne gange opregnet, hvordan han undervejs har imponeret, uanset om det handlede om holdløb, enkeltstart, spurter på små bakker, brostenskørsel eller forsøg på at følge Alaphilippe i rigtigt Alaphilippe-terræn. Pinot har mestret det hele, men det var først i dag, at vi så, hvor god han virkelig var. Nok vandt han på Tourmalet i går, men det skete med en noget afventende kørsel, som var han stadig ramt af den manglende selvtillid, der altid har præget ham, men med et selvtillidsboost i ryggen turde han i dag åbne helt op. Og det gjorde han med fynd og klem, så det føltes, som om der blev åbnet for en hel syndflod af kraft ud over hele Pyrenæerne.

 

Magtdemonstrationen var kulminationen på en fornem strategi. Fra start sørgede han for at få Sebastien Reichenbach og Rudy Molard afsted i det tidlige udbrud, og allerede der kunne man lure, at noget stort var i vente. Spørgsmålet var bare, om de to skulle bruges som hjælp i dalen efter Mur de Peguere, eller om de skulle pace deres kaptajn på den flade øvre del af målstigningen, efter at han havde slået hullet på den stejle nedre del.

 

Pinot holdt sig i skindet på den stejle mur, og derfra stod det klart, at det var option B, der var tanken. Molard kunne ikke helt holde trit med udbruddet, men skulle vise sig værdifuld til at føre på det vanskelige dalstykke, hvor Mikel Landa truede med at bringe sig tilbage i den absolutte topkamp. Dernæst satte han igen guldfuglen David Gaudu, som ellers havde vist overraskende svaghedstegn på Muren, til at rive feltet i stumper og stykker, inden Pinot sel vistesin tårnhøje klasse ved med en effektiv forcering at spurte op til Reichenbach, der som i Giroen sidste år synes at have fundet sine bedste - og dermed ganske forrygende - ben til den tredje uge. Schweizeren satte så effektivt et tempo, at selv Ineos med Wout Poels og Geraint Thomas kom til kort, og da først Pinot var overladt til sig selv, angreb han igen og igen i et sandt angrebsraseri, som først knækkede Emanuel Buchmann og til slut også sendte Egan Bernal til tælling.

 

Magtdemonstrationen var så monumental, at ingen længere kan betvivle, hvem der er løbets stærkeste rytter, og modsat Alaphilippe har Pinot to trumfer, som førertrøjeindehaveren må spejde misundeligt efter. Dels har Pinot en fornem grand tour-historik, der viser, at han aldrig går helt ned. Ser man bort fra sygdommen under sidste års Giro, er det altid enten-eller med Pinot, som enten er meget dårlig eller meget god. Og denne gang synes der heldigvis at være tale om en af de gode årgange. Derudover så vi i dag, at holdet med Gaudu, Reichenbach og Molard hører til blandt de allerstærkeste i bjergene, og at FDJ ikke vil få alt for store vanskeligheder med at forsvare en eventuel førertrøje.

 

Vejen er dog langt fra banet for en Pinot-sejr. Særligt to trusler lurer over hovedet på franskmanden. Den første er hans berømte dårlige dage. Som sagt går han aldrig ned i en grand tour, men han kan alligevel være nærmest skræmmende svingende fra dag til dag. Man behøver bare at kaste et blik på hans resultater fra sidste års Giro og Vuelta for at forstå, at Pinot kan flyve den ene dag og være i problemer den næste. Den slags er der ikke råd til, hvis man vil vinde en grand tour - slet ikke når man også er så sårbar i sidevinden, at der er blevet smidt mere end 1.30 på en etape, der ikke burde have spillet en rolle.

 

Den anden er varmen. Pinot har aldrig lagt skjul på, at han hader hede af hele sit hjerte. Det så vi blandt andet i 2015, hvor han røg helt ud af klassementet efter nogle fæle dage i Pyrenæerne, men hvor han rejste sig med det samme, det blev koldere. Vejrudsigterne melder om gloende hede, når løbet genoptages efter hviledagen, men heldigvis for ham ser det ud til, at det vil lægge sig inden alpeetaperne. Faktisk kan de blive ramt af kraftige eftermiddagsbyger, og det har altid vejret i regnvejr, at Pinot har haft sine bedste dage. Måske er vejrguderne derfor alligevel med ham.

 

Dagens anden store vinder var naturligvis Mikel Landa. Som jeg har skrevet tidligere, er det en gave til løbet, at netop Landa blev sat tilbage som følge af styrtet i sidevinden. Man kunne måske nok have ønsket sig, at tidstabet ikke havde været helt så stort, men vi ved, at en Landa på bagkant er lig med en Landa i offensiven. Baskeren er kendt for at angribe i både højre og venstre side af vejen, og man skulle således ikke overveje det længe, når man skulle pege på, hvem der var det mest sandsynlige bud på en rytter, der ville forsøge sig med en tidlig offensiv.

 

Den kom da også som forventet på Mur de Peguere og blev omsat i en anselig tidsgevinst efter endnu en etape, hvor Movistar brillerede med deres kollektive styrke. Undtagelsen var naturligvis stakkels Nairo Quintana, der ellers ligesom i 2017 forsøgte at rejse sig på den store måde, men hurtigt måtte indse, at der heller ikke denne gang findes mirakler, uanset om man hedder Alaphilippe eller Quintana. Drømmen om, at det flotte forår var et varsel om en genfødsel, blev definitivt begravet på vejen mod Foix, men det skal ikke tage noget fra Movistars fornemme offensiv i øvrigt. Andrey Amador og Marc Soler, der begge havde imponeret så stort på vejen mod Tourmalet, var igen deres vægt værd i guld, da de først slagtede sig selv i forsøget på at bringe Quintana tilbage i spillet, og til slut kørte så stærkt sammen med Landa i dalen til sidst, at de fik FDJ, Jumbo, Astana og Bora til at indgå en kollektiv alliance for at sikre, at den stærke basker ikke pludselig kørte sig helt ind i topkampen igen.

 

Til slut bekræftede Landa selv det fornemme indtryk, han har givet siden det stærke angreb på 6. etape og understregede dermed atter, at han af en eller anden grund mestrer kunsten at køre stærkt i både Giroen og Touren i samme sæson. Og længere tilbage understregede gode, gamle Alejandro Valverde endnu engang cykelsportens første læresætning om, at man aldrig må begrave den spanske veteran, før han selv siger stop, da han for anden dag i træk modbeviste tesen om, at han på sine gamle dage ikke længere kan køre på lange stigninger og i høje bjerge.

 

Dermed er Movistar en faktor, hvis betydning ikke skal undervurderes. Selvom der er langt op, kan Landa nu for alvor lugte podiet, og selvom de nok ikke længere kan bruge Quintana i et taktisk spil, er colombianeren stadig et stærkt kort som hjælper. Amador og Soler kører som motorcykler, og den purunge Valverde har altid vist, at han i Touren er bundloyal. Med sin øjeblikkelige 8. plads udgør han i den grad en trussel, som kan bruges offensivt, og det vil spanierne formentlig vide at gøre, når Landa byder op til angrebsfest i Alperne i næste uge.

 

Dagens tredje store vinder er naturligvis Buchmann. Tyskeren er et strålende eksempel på, hvordan det kan være en god ide at holde øje med momentum fra forårssæsonen, når man vel at mærke gør det med omhu. Nok har Jakob Fuglsang og Adam Yates været endnu stærkere i første del af sæsonen, men begge har de beviselige problemer med holdbarheden over tre uger. Buchmann har måske været mere anonym, men lige siden han kørte fra alt og alle i sin allerførste start på Mallorca tilbage i januar, har det været åbenlyst, at han har løftet sit niveau enormt som kulmination på den lange, men ret stabile udvikling, han har haft, siden han som hel ung kæmpede for en top 20-placering i Touren. Og faktisk kunne vi meget vel have talt langt mere om Buchmann op til løbet, hvis blot han havde kørt med hovedet og ikke med hjertet i Dauphiné, hvor et lidt tåbeligt udbrud på 2. etape meget vel kan være det, der kostede ham en samlet sejr i det løb, der i stedet rettede alt fokus mod Fuglsang og Yates, selvom det vel egentlig på mange måder var Buchmann, der imponerede mest.

 

Alligevel har der været spørgsmål ved hans holdbarhed, fordi hans Vuelta sidste år højst overraskende udviklede sig i den kedelige retning, hvor han bare blev ringere og ringere dag for dag. Logikken siger ellers, at en mand, der er kendt for først at få gang i motoren efter 100 km, burde være bedst i den tredje uge, og hans kørsel i dag synes da heldigvis også at bekræfte den teori. Nu må man bare håbe, at hans motor når at blive varmet op på de korte 19. og 20. etaper, så vi ikke ser en gentagelse af scenariet fra Baskerlandet, hvor han på den korte, eksplosive 6. etape smed en samlet sejr væk, da han blev angrebet, inden han for alvor var kommet op i omdrejninger, som han gjorde det med et heroisk forsvar mod slutningen af etapen.

 

Samme glæde som hos Bora er det ikke hos Ineos. Briterne er langt fra ude af kampen om den samlede sejr, men det står efterhånden klart, at der ikke bliver tale om den vanlige britiske dødsmarch mod endnu en kontrolleret og suveræn triumf. Tværtimod skal de nu tænke mere kreativt og måske tage nogle vanskelige taktiske valg, hvis de vil fastholde deres trone efter alpeetaperne.

 

Dagens etape viste nemlig, at gårsdagens nedtur for Thomas ikke var en enlig svale. Waliseren er bestemt ikke dårlig, og han kom da også med en af sine velkendte Thomas-forceringer nær toppen, så han med vanlig walisisk power kunne tilbageerobre den 2. plads, som Pinot kortvarigt så ud til at have kurs mod, men han er ikke det overmenneske, som de første par dage syntes at indikere. Pinot er så tæt på, at Thomas næppe kan vinde løbet alene ved defensiv kørsel, og lige nu ligner han ikke en mand, der vil kunne følge franskmanden til dørs, hvis der altså ikke kommer en dårlig fransk dag i vejen.

 

På den anden side er Egan Bernal i gang med gøre det forventede. Sidste års Tour afslørede, at han som en anden Richard Carapaz og Enric Mas har den motor, der gør ham særligt god sent i etapeløbene, og han har derfor forventeligt været i stand til at rejse sig efter den mildt sagt haltende start med en ringe 6. etape og en halvsløj enkeltstart. I dag viste han med sin fornemme kørsel, hvorfor en hel cykelverden har så enorme forventninger til ham, men denne gang rakte det altså ikke helt til at matche Pinot.

 

Problemet er, at han nu er 12 sekunder efter franskmanden, og derfor skal finde på et eller andet i de kommende dage. I den sammenhæng er det heldigvis til Ineos’ store fordel, at de med to mand i top 5 har stærke kort at spille, og logikken siger, at Bernal kun vil blive bedre, som løbet skrider frem, og som vi nærmer os de 3000 m i Alperne. Dertil kommer, at Wout Poels i dag viste, at hans berømte tredjeugesben er ved at komme - og de hører altså til de absolut bedste i verden - og dermed kan der være udsigt til, at Ineos kan sidde med hele tre mand i de helt skarpe finaler. Umiddelbart er det i hvert fald Bernal, der står først i række til at tage over, hvis Pinot viser svaghedstegn eller får en klassisk dårlig Pinot-dag.

 

Den anden er Steven Kruijswijk, men hollænderen var en af dagens overraskende tabere. Efter sin nærmest ubesværede kørsel på Tourmalet, så alt ud til at være på skinner, da Laurens De Plus og senere George Bennett atter satte en tyk, fed streg under, at de har et hold, der til fulde kan matche Ineos, Movistar og FDJ i bjergene. Derfor var det også højst overraskende, at Kruijswijk ikke kunne svare, da Pinot åbnede ballet, og da der til slut skulle åbnes op for gassen, var det heller ikke ham, men Thomas, der måtte tage affære.

 

Til hans forsvar skal siges, at etapen bestemt ikke passede Kruijswijk. Stigningerne var korte, irregulære og stejle og derfor slet ikke noget for en mand, der helst vil have en jævn 30 km lang stigning med 7-8%. Dem venter der et hav af i Alperne i den tredje uge, hvor han som bekendt altid er bedst. I dag så vi også, hvordan har tænkt sig at gribe dem an, nemlig ved at få De Plus og Bennett til at slide rivalerne op en efter en, og den strategi fungerede så godt på Tourmalet, at der er al mulig grund til at tro, at den vil fungere også i næste uge - i hvert fald hvis de ikke altid helt stabile to bjerghjælpere kan holde deres tårnhøje niveau.

 

Det var også godt at se Richie Porte rejse sig igen. Ganske vist er podiedrømmen definitivt slukket for australieren, men i dag viste han, at han fortsat skal tages seriøst i dette løb. Formkurven synes i hvert fald stadig at være stigende, og man kan håbe, at den altid aggressive og kørelystne australier kan finde de sidste procent, så han kan blive en del af Movistar-offensiven i Alperne. Han har i hvert fald ikke den store grund til ikke at tage del i festen og tage de risici, der kan bringe ham tættere på toppen af klassementet efter de dumme tidstab på holdløbet og i sidevinden.

 

Til gengæld må vi desværre nok konstatere, at formkurven går den anden vej for Fuglsang. Det forståelige, men lidt naive håb, om at den 34-årige dansker pludselig i en sen alder skulle kunne overvinde det tredjeugessyndrom, der altid har plaget, ser ud til at være ubegrundet, for igen i år ser det kun ud til at gå den forkerte vej med danskerens form. Egentlig er det jo ikke ringe at komme i mål blot 5 sekunder efter Alaphilippe, men hans flotte, men desværre forgæves forsøg på at blive en del af Landa-offensiven minder desværre lidt om hans tilsvarende forsøg i Pyrenæerne sidste år, hvor han også måtte sande, at benene mod slutningen af løbet ikke rakte. Han har stadig kurs mod en fin top 10-placering, som de fleste cykelryttere vil være gule og grønne af misundelse over, men heller ikke den er sikker, når både Warren Barguil, der definitivt kan erklæres at være tilbage, og Porte synes at have stigende formkurver.

 

Etapen blev også en nedtur for Rigoberto Uran. Drømmen om, at den gode enkeltstart skulle være udtryk for, at han er på vej tilbage, havde heller ikke hold i virkeligheden. Ude af billedet er han ikke, men med tanke på, at han nu i snart to år har været anonym top 10-rytter og ikke podiekandidat, er det svært at se, at det skulle forandre sig væsentligt i den kommende uge. Desværre for EF bliver det svært at rejse sig, for dagens etape viste, at en ellers velkørende Michael Woods nok er for besværet af sine brækkede ribben til at vinde en bjergetape. Til gengæld virker Tanel Kangert til at have fået gang i motoren, så måske det er på tide at sende det estiske kraftværk på et af sine store ridt i bjergene?

 

Den slags ridt skal vi ikke forvente af de mange store tabere, som desværre er en uundgåelig del af ethvert Tour de France. Udover Quintana forsøgte også Dan Martin at rejse sig med en stor offensiv, men den ellers ret stabile irer må desværre sande, at hans dårlige forår måske er udtryk for et mere grundlæggende problem. Romain Bardet gjorde det heldigvis meget bedre end tidligere, men også han må sande, at det kan blive svært at rejse sig i Alperne, som han ellers gjorde det i 2015, hvor han sidste startede en Tour på katastrofal maner. Og endelig måtte den i forvejen ustabile Adam Yates i dag sande, at Touren desværre ser ud til at blive en gentagelse af sidste års nedtur, men måske han kan rejse sig i den tredje uge, som han var meget tæt på at gøre i 2018, hvor kun en lidt for vovet nedkørsel forhindrede ham i at tage en etapesejr.

 

Heldigvis kan han regne med sin bror. Nok er plan A gået galt for Mitchelton-Scott, men efter 15 etaper står de trods alt tilbage med tre sejre. Et sådant udkomme af en Tour står i en ret høj kurs på cykelbørsen, og derfor kan man ingenlunde betegne løbet som en fiasko. Og det er langt fra slut endnu, for Simons fabelagtige ridt, hvor han ene mand holdt en velkørende Landa stangen, viser, at han stille og roligt har fundet de ben, han manglede i Giroen. Og da også stortalentet Jack Haig langsomt synes at finde benene, og da vi så, hvor stærkt Matteo Trentin kørte på 12. etape, er der al mulig grund til at antage, at Mitchelton vil spille en nøglerolle også de kommende uger. Og selvom det er svært at kritisere en mand, der lige har vundet Vueltaen, er der altså meget, der peger på, at de lidt svingende og ustabile brødre er bedre i rollen som etapejægere, hvor de med deres timing, punch og slangehug kan omsætte det meste til guld, som Simon gjorde det i de to første uger af sidste års Giro, hvor han netop kørte mere som aggressiv opportunist end den mere klassiske, konservative klassementsrytter, som han af natur egentlig ikke burde være.

 

Det er Alaphilippe bestemt heller ikke, men alligevel begyndte de mange franskmænd at drømme søde drømme om, at det franske Tour-mirakel skulle blive til virkelighed. Det bliver nu nok ikke tilfældet, og vi står nok snarere over for en eksplosion i stil med den, netop Yates oplevede i Giroen, end en vanvidstriumf. Alligevel blev Alaphilippes nederlag i dag til en fransk sejr, for som sagt er det bedre at have pengene stående i en svingende aktie end i et bundt lottokuponer. Den slags investeringer står man sig bedst ved, og det kan Pinot forhåbentlig bevise for dem i den kommende uge. Det er nemlig ham, der er den rette franske hest at spille på.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

EKSKLUSIVT

Jumbo-Visma forhandler med danskere
22. juli 2019 18:40 af Nikolaj Jensen og Benjamin LillelundFoto: Team coloQuick

Jumbo-Visma er i forhandlinger med flere danske talenter, men vil endnu ikke sætte navne på.

Det hollandske Jumbo-Visma-hold har imponeret alt og alle i årets Tour de France med fire etaper allerede. Nu planlægger holdet med måske størst fremdrift i cykelsporten allerede for fremtiden - og de planer indeholder nogle danskere.

 

Over for Feltet.dk afslører holdledelsen nemlig, at man vil føje flere danskere til holdet, som allerede indeholder Jonas Vingegaard.

 

”Vi forhandler med [nogle danskere], men intet er på plads endnu. Vi skal først have skrevet kontrakterne, inden jeg kan sige mere,” siger holdmanageren Richard Plugge, da vi taler med ham uden for holdbussen under årets Tour de France.

 

Samtalen med manageren kom efter et tip fra en person tæt på holdet, der efter tiltrædelsen af den norske IT-virksomhed Visma som navnesponsor er begyndt at satse mere på skandinavisk talent.

 

”Vi leder altid efter dygtige ryttere, som kan styrke holdet, og vi har jo i forvejen Jonas (Vingegaard, red.), som vi er rigtig glade for. Så vi leder efter flere unge talenter, hvor vi kan være med til at præge deres udvikling.”

 

To oplagte navne

Her i juli har Julius Johansen og Niklas Larsen været på træningslejr i Østrig med WorldTour-mandskabet, og som Feltet.dk hører det, er det da også netop de to ryttere, som Jumbo-Visma har i sigtekornet.

 

Det er dog ikke noget, som førstnævnte fokuserer på.

 

”Jeg har en agent, der tager sig af det. Jeg ved ingenting, så det er ny viden for mig. Når man er med på en træningslejr, er der jo forhandlinger, kan man sige. Men lige nu har jeg intet konkret. Det er ikke noget, min agent har talt med mig om," siger Julius Johansen.

 

En eventuel aftale vil først træde i kraft fra 2021, fastslår Johansen, som allerede har skrevet kontrakt med det norske kommende professionelle kontinentalhold Uno-X fra næste sæson af.

 

”Uanset hvad er det på Uno-X næste år. Der er der slet ingen tvivl om. Jeg har skrevet en kontrakt med dem, som jeg er superglad for, for så kan jeg koncentrere mig fuldt ud om banen, som jeg har brug for op til OL.”

 

”Om det er realistisk, ved jeg ikke, men jeg vil selvfølgelig gerne på WorldTouren så hurtigt som muligt, men uden at forhaste noget, for det er et stort step op. Det er ikke noget, man bare lige gør.”

 

I første omgang bliver det altså formentligt hverken Julius Johansen eller Niklas Larsen, som tiltræder Jumbo-Visma i 2020. Og om det en dag kan ske, er fortsat usikkert, påpeger Johansen.

 

"Så siger de (folk i cykelsporten, red.), at ’Julius skal på træningslejr med Jumbo-Visma, så bliver han nok WorldTour-rytter hos dem’. Det er ikke det, der er mine planer. Cykelsporten er ét stort rygtespil. Det er en kæmpe jungle. Halvdelen af alle rygter er forkerte,” fastslår Julius Johansen.

DEL
INFO
Niklas Larsen
Nyheder
Team Jumbo-Visma
Nyheder Profil Ryttere Resultater
DELTAG I DEBATTEN
Fabio Aru efter comback: Jeg er realistisk
22. juli 2019 18:32 af Mads Søndergaard Jensen Foto: Sirotti

Den tidligere Vuelta a Espana vinder kæmper fortsat med at komme tilbage efter en operation der har holdt italieneren ude i fire måneder. I dette års Tour de France ser det dog bedre ud for Fabio Aru, der er placeret på en 17. plads i det samlede klassement.  

Sidste gang UAE Emirates-rytteren viste tænder i bjergene, var i 2017, da den lille bjergrytter blev nummer fem i den franske rundtur.

 

Siden da, har italieneren ikke kunne finde formen og tidligere i år blev han opereret for en forsnævring i bækkenpulsåren. Fabio Aru kom dog hurtigere tilbage end forventet og allerede i Schweiz Rundt kørte den tidligere Vuelta a Espana vinder i top ti på en svær bjergetape. I dette års Tour de France er det blevet til en top 20 placering på Tourmalet-etapen.

 

”Farten der blev kørt med på de sidste to etaper var virkelig hurtig, og det var umuligt for mig, at gøre mere end jeg gjorde. Jeg mangler udholdenheden i mine ben,” siger Fabio Aru til Cyclingweekly.com.

 

”Sidste etape (15. etape, red) kørte vi stærkt hele dagen og jeg forsøgte at blive i fronten så længe som jeg kunne. Jeg mangler stadig noget i min form, der bare bliver bedre og bedre. Vi kører Tour de France, et af de mest krævende løb, og jeg kommer efter flere måneder uden at have kørt løb, så det er vanskeligt at være konkurrencedygtig.”

 

I dag mandag er der hviledag i Touren og det kommer ifølge Aru meget belejligt, der er spændt på hvordan kroppen reagerer i den sidste hårde uge.  

 

”Det er vigtigt for mig, at jeg kommer ud af den tredje uge i en god form. I dag har vi hviledag, og vi må se hvordan vi skal gribe den sidste uge af Touren an. Den bliver i hvert fald hård,” slutter Aru.

 

Tour de France fortsætter i morgen med 16. etape. 

 

   

DELTAG I DEBATTEN
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 14/07-27/07

Grand Prix Cerami(1.1) 25/07

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Grand Prix Cerami(1.1) 25/07

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 27/07-31/07

Circuito de Getxo "Memori...(1.1) 31/07

Volta a Portugal Santander(2.1) 31/07-11/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

Vind en Garmin Edge 830 cykelcomputer - værdi af 3.199 kroner.