Dagens cykelnyheder

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Løbets rolle og historie

I Italien har det altid handlet mere om endagsløb end etapeløb, men alligevel har der været et par større flerdagesløb ud over Giro d’Italia. Den økonomiske krise og generelle nedtur i italiensk cykelsport har ramt begge typer løb hårdt, og den italienske scene er ingenlunde, hvad den var engang. Kun ganske få etapeløb har overlevet, og et af dem er det lille Settimana Internazionale Coppi e Bartali, der afvikles i ugen efter Milano-Sanremo.

 

Løbet blev første gang afviklet i 1984 og fandt sted på Sicilien frem til 1994. Efter to år på Sardinien flyttede det i 1999 til den kuperede region Emilia-Romagna, og her har det været holdt under dets nuværende navn siden 2001. Efter flere år med forskellige formater fandt løbet længe en fast formel, der gjorde det til en solid test for etapeløbsryttere. Tidligere blev det holdt over fem dage, men på grund af økonomiske vanskeligheder var arrangørerne i mange år nødsaget til at reducere det til et fire dage langt løb, der typisk bestod af to kuperede etaper, en helt flad etape og en førstedag, der var delt i to med en morgenetape for de mest holdbare sprintere samt en holdkørsel om eftermiddagen, som blev afviklet efter et helt særligt regelsæt, hvor holdene var inddelt i to. Dermed fik man skabt et kort, men alsidigt løb, der havde lidt for enhver smag, og det gjorde løbet ganske populært.

 

Settimana Internazionale Coppi e Bartali afvikles i en meget travl uge, hvor der traditionelt har været Volta a Catalunya, Criterium Internatioanl samt tre store brostensløb på programmet, og det har gjort det vanskeligt at få megen international opmærksomhed. Af og til har man kunnet tiltrække nogle større navne, som da Cadel Evans vandt løbet, mens han var en af sportens allerstørste stjerner, men som regel har det været domineret af italienske hold. For dem er det imidlertid et vigtigt forberedelsesløb til Giro d’Italia, og det er samtidig en mulighed for andre til at få et godt etapeløb i benene under mindre bevågenhed, end man finder ved Volta a Catalunya i Spanien. I 2016 fik løbet således ekstra opmærksomhed, da det var rammen om Mikel Landas debut for Sky, efter at baskeren havde været ramt af helbredsproblemer i den første del af sæsonen. For etapeløbsrytterne på de italienske prokontinentalhold er det et af årets allervigtigste løb, da de ellers kun har Tirreno-Adriatico, Giro di Sicilia, Tour of the Alps (tidligere Giro del Trentino), det relativt nye Adriatica Ionica Race samt Giroen til på hjemmebane at vise, hvad de kan præstere i et løb over flere dage.

 

I de senere år synes løbet at have fået lidt større international anerkendelse, og eksempelvis er det nu blevet en fast del af Ineos’ kalender. Siden 2017 har Criterium International endda været væk, og det har givet løbet endnu større appel. I 2017 havde man i Sky, Cannondale og Dimension Data deltagelse af tre WorldTour-hold, og da man i 2018 have Sky, EF Education, Mitchelton-Scott, LottoNL-Jumbo, Movistar og Trek til start, fortsatte løbet med at vokse og var således det klart stærkeste i mange, mange år. Bauke Mollema stillede til start som løbets første etablerede grand tour-stjerne siden Landa to år tidligere, og den positive udvikling fortsatte i 2019, 2020, 2021 og 2022, hvor man havde hhv. 5, 9, 9 og endda hele 11 WorldTour-hold til start, ligesom man i 2019 endda genvandt den gamle længde på fem dage. Den længde har man også i år, hvor antallet af WorldTour-hold dog falder til otte, der til gengæld tæller de fleste af de største hold.

 

Løbet har i samme periode fået en dobbelt rolle. På den ene side er det et stort mål for de lokale hold, men for de mange store hold, som i disse år tilvælger løbet, forholder det sig anderledes. Faktisk er løbet nu nærmest blevet stedet, hvor alle de store hold giver de unge talenter en chance for at køre som kaptajn. De får ofte selskab af en eller et par verdensstjerner, der har haft et problematisk forår, og som bruger løbet til at sikre sig løbskilometer på en scene, hvor bevågenheden er begrænset, og hvor det ellers i disse dage er talenterne, der løber med al opmærksomheden.

 

Sådan var det også i 2021, hvor løbet fik megen opmærksomhed på grund af Mathieu van der Poel, der efter sin knæskade jagtede løbskilometer inden klassikerne. Han var imidlertid ikke i spil til klassementet, der igen blev et opgør mellem unge talenter og ryttere, der normalt er hjælpere. I sidstnævnte kategori finder vi Eddie Dunbar, der sammen med Mauro Schmid lavede et kup på 1. etape, og da han efter den efterfølgende muretape kunne iføre sig førertrøjen, kunne det stærke Ineos-hold kontrollere løbet herfra, idet de undervejs vandt muretapen med Ethan Hayter og kongeetapen med Ben Tulett - alt sammen nok til en dobbeltsejr, da Dunbar vandt med 9 sekunder ned til Tulett og 24 sekunder ned til Marc Hirschi. Dunbar er stadig ude med en skade og forsvarer derfor ikke titlen, og da det samme gælder for Hirschi, hvis UAE-hold slet ikke deltager, og Tulett i stedet kører i Catalonien, skal der findes et helt nyt podium denne gang.

 

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Ruten

Som sagt har arrangørerne fundet et relativt fast format til deres fire dage lange løb, men i de seneste år er posen blevet rystet. For cirka 10 år siden havde man fire år i træk en enkeltstart, men dem har der blot være fem af i dette årtusinde. I stedet har det været helt fast, at man har indledt løbet med en dag med to halvetaper, hvor man om morgenen har kørt en moderat kuperet etape, der har passet de holdbare sprintere, og om eftermiddagen har kørt et holdløb, hvorefter man har haft en helt flad etape lørdag og to kuperede etaper fredag og søndag. Løbet har fået en del opmærksomhed for dets specielle regler for holdtidskørslen, som blev benyttet fra 2013 og betød, at holdene blev delt i to firemandshold. Den ide måtte man dog droppe som følge af UCIs beslutning om at reducere holdstørrelserne fra otte til syv mand.

 

Med udvidelsen til fem dage kunne man i 2019 få plads til en ekstra etape i Forli for de holdbare afsluttere, men i 2020 ændredes løbet markant. Her var løbet igen blot fire dage langt, og man droppede helt den flade etape på næstsidstedagen. Samtidig blev løbets traditionelle kongeetape om lørdagen ændret, så den nu havde mål på den relativt korte Monte Tiffi-stigning og dermed gav løbet noget så sjældent som mål på en rigtig stigning. Forli-etapen blev genbrugt, nu som afslutning, og så opfandt man en ny, stærkt kuperet etape med en flad finale, hvor det hele endte i en reduceret massespurt - altså tre ganske kuperede etaper efter førstedagen med den klassiske sprinteretape og det klassiske holdløb. I 2021 var der i alt væsentligt tale om genbrug, men med en tilbagevenden til det fem dage lange format var der blevet plads til en ny etape i San Marino - en etape, der meget vel kunne betegnes som kongeetapen.

 

Sidste år vendte man det hele på hovedet igen, og for første gang i mange år var der slet intet genbrug overhovedet. I stedet var alle fem etaper helt nye, og som altid var det nogle uforudsigelige og åbne etaper, der var designet. Væk er også for første gang i mange, mange år holdløbet, og ideen om to halvetaper blev også droppet. I stedet var der fem almindelige linjeløbsetaper og slet ingen tidskørsler. Kun én af etaperne havde en potentiale for de sprintertyper, og derudover bestod af løbet af to etaper, der lagde op til spurter i større eller mindre grupper, en helt ny murfinale og ikke mindst en historisk svær kongeetape, hvor man for første gang i mange, mange år havde noget, der kunne kaldes en regulær bjergfinale i San Marino.

 

Sidste års udgave var altså klatrernes paradis, men sådan bliver det slet ikke i år, hvor man igen kaster alt op i luften med en rute, der må regnes som en af de lettere. Kongeetapen flyttes igen ud af San Marino og er til den lette side med en finale, der med korte, eksplosive stigninger og en flad finale er egnet til ardennertyper og ikke klassiske klatrere. Derudover får samme ryttertype en chance på den nye murfinale, der vender tilbage for andet år i træk.

 

Det er imidlertid næppe de to vigtigste etaper. For første gang siden 2018 byder løbet nemlig på en enkeltstart, der med en distance på 18,3 km er en ganske lang en af slagsen, og som med en generelt lettere rute vil blive meget afgørende. Den er tillige helt flad og dermed et paradis for specialisterne, der dog skal håndtere en uhyre teknisk rute. De sidste to etaper er ganske kuperede med en del stigninger undervejs, men også med meget fladt terræn til sidst, hvorfor der lægges op til reducerede massespurter, der dog slet ikke er for klassiske sprintere, samt udbrud.

 

Det er en sådan etape, der åbner løbet tirsdag, hvor man igen skal ud i terrænet omkring Rubbicone. Den tilsvarende etape blev helt afgørende i 2022, men i år synes den for let til at kunne gøre forskelle og undgå en spurtafgørelse. Onsdag venter så for andet år i træk den nye murfinale i Longiano, inden de holdbare sprintere formentlig får endnu en chance torsdag, hvor man undervejs skal over en del spektakulære grusvejsstigninger, der dog kommer relativt langt fra en spektakulær afslutning på cykelbanen i Forli, hvor der skal køres en halv omgang.

 

Det hele afsluttes dernæst med løbets to vigtigste etaper. Fredag gælder det kongeetapen, der altså denne gang mere lægger op til ardennertyperne med punch på de korte, stejle stigninger, som leder frem til en flad finale, inden det hele skal afgøres lørdag med den nok vigtigste etape, nemlig den 18,3 km lange, helt flade og meget tekniske enkeltstart i Carpi.

 

 

1. etape

I årevis er løbet startet med en førstedag, der har været delt i to med en sprinteretape om formiddagen og et holdløb om eftermiddagen. Den model forsvandt imidlertid i 2022, og den vender heller ikke tilbage i år, hvor man igen lægger ud med en ganske almindelig linjeløbsetape. Faktisk benytter man helt samme koncept som i 2022, da der igen lægges ud med en kuperet tur rundt i bakkerne omkring Riccione, men hvor etapen sidste år var så svær, at den endte med at lægge grunden til Eddie Dunbars samlede sejr, er der denne gang tale om blødere stigninger. I alt skal der dog klatres næsten 3000 højdemeter, og dermed kunne det være en dag, der lægger op til den slags reducerede massespurter, som i 2020 og 2021 blev var løbets særkende, og som også var udkommet, da lignede etaper omkring kystbyen Riccione blev arrangeret i netop de to år.

 

Med en distance på bare 161,8 km er der som altid i dette løb tale om en kort sag, der har både start og mål i Riccione, som ligger helt ude ved Adriaterhavet. Herfra kører man dog med det samme ad en let stigende vej mod sydvest væk fra vandet, inden det falder let mod sydøst og nordøst, hvorefter man slutteligt kører mod syd op ad en bakke (2,2 km, 5,1%).

 

Toppen nås efter 15,6 km, og her rammer man en 27,3 km lang rundstrækning, hvor der skal køres næsten tre omgange. Den indledes med et faldende stykke, der leder mod øst, inden man fortsætter mod øst op ad en bakke (3,0, 4,8%), der har top i byen Tavilla. Herfra kører man mod sydøst og sydvest ad generelt let faldende vej, inden man fortsætter mod vest op ad kategori 2-stigningen Mondaino (3,4 km, 7,6%), der stiger med hhv. 6,3% og 7,9% over de første to kilometer, inden den tager fat med 8,3% over de sidste 1400 m frem mod toppen, der rundes efter hhv. 36,7 km, 63,0 km og 90,3 km, idet der dog kun er bjergspurter ved de to sidste passager. Rundstrækningen afsluttes nu med en lidt småteknisk nedkørsel, der leder mod nord ned til rundstrækningens udgangspunkt.

 

På sidste omgang dropper man dog den sidste del. Efter toppen af stigningen forlader man rundstrækningen ad en faldende vej, der leder mod vest, inden det går mod sydvest op ad en bakke (3,4 km, 4,5%), der har top efter 98,5 km. Nu går det mod nordøst ad en vej, der først er let faldende og siden let stigende, inden en teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned til endnu en rundstrækning.

 

Den er 15,4 km lang, og her skal der køres to omgange. Den indledes med, at man kører mod nordvest og nord op ad kategori 3-stigningen Montescudo (6,6 km, 3,7%), der skal deles i tre. De første 2 km stiger med 4-5%, hvorefter der følger 2 flade kilometer, inden de sidste 2,4 km stiger med 6,0% fordelt med ca. 3% over de første 800 m, 6,3% over den næste kilometer og slutteligt 9,3% over de sidste 600 m frem mod toppen, der rundes efter hhv. 118,5 km og 133,9 km. Fra sidste passage resterer fortsat 27,9 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, som fører mod syd, hvorefter en let faldende vej leder mod nordøst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Efter sidste omgang kører man mod nordøst op ad en lille mur (1,0 km, 10,4%), der har top med 16,6 km igen, hvorefter det går mod nordøst ad lige og let faldende veje ud mod kysten. Kortvarigt kører man mod sydøst, inden man kører mod nord det sidste stykke ud til kysten, hvor det slutteligt går mod nordvest ad den helt flade kystvej. Man drejer med 3300 m igen, inden der med 2900 m igen venter to sving lige i rap efterfulgt af en rundkørsel, inden man med 2200 m igen drejer ind på kystvejen, der byder på en rundkørsel med 1000 m igen. Det falder ned til de sidste 2500 m, der er flade.

 

Etapen byder på i alt 2804 højdemeter.

 

Vi har haft tilsvarende Riccione-etaper designet efter samme mønster i både 2020, 2021 og 2022, men hvor man i 2021 og 2022 havde nogle ret svære stigninger tæt på mål, er de den sidste stigning denne gang lidt blødere. Derefter kommer der den sidste mur, men den er nok for kort til, at der kan skabes tilstrækkelige forskelle inden den lette finale. Det kunne derfor tale for, at vi får et scenarium, som i de to første år, og hvor det endte i en reduceret massespurt, i 2020 mellem 37 mand, og i 2021 mellem ca. 70 mand. På sidste års hårdere rute var der kun 22 mand til sidst, og herfra lykkedes det Mauro Schmid og Eddie Dunbar at køre væk på sidste stigning, men det er tvivlsomt, om det kan lade sig gøre på årets lettere rute.

 

Etapen gjorde som sagt debut i 2020, hvor Jhonatan Narvaez nærmest slog Pascal Eenkhoorn og Biniam Ghirmay i en gruppe på 37 mand, mens der i 2021 var ca. 70 mand, da Ethan Hayter spurtsejrede foran Shane Archbold og Nick Schultz. Sidste år var der kun 22 overlevende, og herfra kørte Mauro Schmid og Eddie Dunbar, inden schweizeren vandt spurten, mens Ethan Hayter vandt spurten hos forfølgerne 16 sekunder senere. Tidligere var Riccione altid målby for en flad første etape eller halvetape, der gav sejre til Andrea Palini (2012), Manuel Belletti (2011), Francesco Chicchi (2010 og 2008), Danilo Napolitano (2009 og 2006), Alessandro Bertolini (2007), Guillermo Bongiorno (2005), Graziano Gasparre (2004), Jan Svorada (2003) og Alessandro Petacchi (2002). I 2011 og 2010 blev der også kørt holdløb i byen, og her gik sejrene til henholdsvis Androni og Liquigas. Baby-Giroen har også været forbi et par gange, senest i 2021, hvor Andrea Cantoni kørte hjem til en solosejr, i 2020, hvor Jordi Meeus vandt en massespurt, og i 2019, hvor Ethan Hayter vandt den indledende prolog.

 

 

 

 

 

 

2. etape

Det første slag mellem klatrerne kommer altid på 2. etape, der plejede at slutte med et par omgange på en rundstrækning omkring byen Sogliano al Rubicone. Sådan blev det kun delvist sidste år, da man her fandt nye veje til det første klassementsslag. Den traditionelle finale i den gamle målby forsvandt nemlig for første gang i mange, mange år, og i stedet stod klassementsopgøret på en anden og knap så svær rundstrækning, hvor det hele blev afgjort på den 900 m lange mur, der ledte op til målet i Longiano, og hvor Ethan Hayter sejrede. Tilsyneladende var man begejstrede for etapen, for i år genbruges den i et format, der er en næsten tro kopi med kun et par små og ligegyldige modifikationer på etapens allerførste del.

 

Med en distance på 172,5 km er der igen tale om en kort etape, der fører feltet fra Riccione til Longiano. Starten går helt ude ved Adriaterhavet, hvorfra rytterne kører mod sydvest væk fra vandet ad en let stigende vej, inden det begynder at falde mod nordvest. Et fladt stykke leder nu mod nord og sydvest, inden man kører mod vest op ad en bakke. En kort nedkørsel leder mod nord, hvorefter det går mod nordvest ad en flad vej og senere op og ned ad en bakke. Efter bakken rammer man efter 25 km sidste års rute, og herfra går det mod nordvest og nord tilbage mod kysten ad en helt flad vej, men umiddelbart inden man når vandet, vender man rundt for at køre mod syd og sydvest ind mod bakkerne.

 

Dem får man lov at smage, når man kører mod nordvest og syd op til Roncofreddo (5,4 km, 4,2%), idet man midtvejs oppe ad stigningen rammer den afsluttende rundstrækning og runder toppen efter 63,6 km. Her kører man nu mere end en halv runde, hvilket betyder, at man skal over den ikke-kategoriserede Bivo Monteleone (1,8 km, 7,8%) med top efter 69,2 km, samt ad finalemuren (800 m, 11,0%), der ender 300 m fra den første passage af stregen, som finder sted efter 81,3 km.

 

Etapen afsluttes nu med fire omgange på den 22,8 km lange runde. Den indledes med, at man fra muren fortsætter hele vejen op ad kategori 3-stigningen Roncofreddo (6,8 km, 365%), idet kun den sidste del bruger samme vej, som da man tidligere kørte op ad bakken. Kun første kilometer med 7,3% er svær, og ellers er der tale om en helt blød stigning uden stejle procenter. Toppen rundes efter hhv. 86,4 km, 109,2 km, 132,0 km og 154,8 km, idet der er en bjergspurt ved de første tre passager, inden man kører mod vest ad en kort nedkørsel og siden op ad Bivio Monteleone (1,8 km, 7,8%), hvis top rundes efter hhv. 92,0 km, 114,8 km, 137,6 km og 160,4 km.

 

Efter sidste passage resterer 12,1 km, der først følger en lidt småsnoet og faldende vej mod nordøst, inden man kortvarigt kører fladt mod syd frem til finalemuren (800 m, 11%, max. 15%). Den slutter 300 m fra mål, hvorefter det falder over 100 m på en brostensagtig belægning, inden de sidste 200 m er let stigende. Finalen er relativt enkel, idet man efter et sving med knap 5 km igen følger en lige vej frem til et blødt sving med 1500 m igen og et skarpt sving med 1400 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let.

 

Etapen byder på i alt 2786 højdemeter mod 2673 højdemeter i 2022.

 

I gamle dage har dette været det første nøglemoment i løbet, og det vil det i en vis forstand også være i år. Rundstrækningen er dog ikke specielt svær, og det ligner ikke en dag, hvor der kan gøres tidlige forskelle. Da det nu er anden gang, etapen køres, ved vi også, hvad vi kan forvente. Sidste år samledes ca. 40 mand til sidst, inden de mest eksplosive klassementsryttere dystede på muren, hvor de dog blev slået af Ethan Hayter. Man skulle mene, at feltets murspecialister her får mulighed for at vinde de første sekunder i kampen om den samlede sejr, men det vil være i småtingsafdelingen, da hele 17 mand sidste år sluttede i samme tid som Hayter.

 

Longiano har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på den næsten identiske etape i 2022, hvor Ethan Hayter sejrede foran Matteo Sobrero og Ben Tulett, og hvor 17 mand fik samme tid som vinderen.

 

 

 

 

 

3. etape

I 2019, 2020 og 2021 bød løbet på en etape med start og mål i Forli, hvor man kørte omgange på en rundstrækning med en stigning, inden man sluttede med en flad finale. Det gav sejre i reducerede massespurter til Simone Velasco og Pascal Eenkhoorn, men også en udbrudssejr i 2021, hvor Mikkel Honoré og den samlede vinder, Jonas Vingegaard, kørte væk på den sidste stigning. Efter et års fravær vender etapen i 2023 tilbage, men denne gang med en ny rundstrækning, hvor man passerer en grusvejsstigning for sidste gang med næsten 50 km til mål. Selvom man senere skal over en lille grusvejsmur tættere på mål, er der denne gang nok så meget fladland til sidst, at det ender i en reduceret massespurt som i 2019 og 2022, for forskellene kan meget vel være så små, at det kan blive svært for et udbrud at holde hjem. Denne gang bliver spurten endnu mere spektakulær, da den skal afvikles over halvanden omgang på cykelbanen i Forli.

 

Med en distance på 139,8 km er der tale om en meget kort etape, der har både start og mål i Forli. Fra start kører man mod sydvest ad en let stigende vej, inden man skal op ad en bakke (3,1 km, 5,8%), der har top efter 8,1 km. Kortvarigt flader det herefter ud, inden det igen stiger (2,3 km, 5,1%) frem til en top, der rundes efter 12,3 km. Nu går det mod nordøst og øst ad en ikke alt for svær nedkørsel ned til dagens hovedrundstrækning.

 

Den rammes, når man efter 21,3 km når byen Meldola, er 27,7 km lang og skal tilbagelægges tre gange. Fra start køre man ad helt flade veje mod nordøst og sydøst, inden man fortsætter mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Monte Cavallo (4,7 km, 7,2%), der hovedsageligt stiger med ca. 6%, men undervejs har to kilometer med 8-9%, og hvis sidste 1600 m stiger med 8,2%, og hvis første 3,3 km er på grusvej. Toppen rundes efter hhv. 37,2 km, 64,9 km og 92,6 km, hvorfor der efter sidste passage fortsat resterer 47,2 km, og herfra går det mod nordvest ad en lang nedkørsel, der generelt er meget let, men har en teknisk passage midtvejs.

 

Sidste omgang afsluttes efter 104,4 km, hvorefter de sidste 35,4 km indledes med, at man kører den første flade del af rundstrækningen igen. Når man rammer gruset, kører man imidlertid mod nordøst op ad en anden stigning, Tessello (1,8 km, 10,8%), hvor der også er grus hele vejen op. Toppen rundes efter 117,6 km, hvorefter de sidste 22,2 km indledes med et generelt let faldende stykke, som fører mod nord og nordvest frem til en bakke (500 m, 8,6%), hvis top rundes efter 124,9 km i den gamle bydel i Bertinoro.

 

Herfra resterer 14,9 km, der først går mod nordvest ad en faldende vej, inden det er stort set helt fladt, når man kører mod nord og nordvest tilbage til Forli. Der er et sidste sving i en rundkørsel med 6 km igen, hvorefter en lige vej afbrydes af rundkørsler med hhv. 4500 m, 3400 m, 2900 m, 2000 m og 1500 m igen, Ved den røde flamme drejer man skarpt til venstre, hvorefter to bløde kurver leder ind på cykelbanen i Forli, hvor man slutter løbet med at køre halvanden omgang.

 

Etapen byder på i alt 2419 højdemeter.

 

Det er ganske spektakulært med grusvejsstigninger og en afslutning på en cykelbane, men desværre kommer grusvejsstigningerne nok lidt for tidligt til at kunne skabe varige forskelle mellem de bedste. De foregående etaper har næppe heller skabt tilstrækkelige forskelle til, at et udbrud har store chancer, og selvom et udbrud ikke kan udelukkes, ligner det den reducerede massespurt, vi også fik i Forli i 2019 og 2020. Denne gang bliver det hele dog anderledes, når der skal spurtes på en cykelbane.

 

Forli var været for en tilsvarende etape i 2021, 2020 og 2019, hvor man dog benyttede en anden rundstrækning med en stigning tættere på mål. I 2022 lykkedes det Mikkel Honoré og den førende Jonas Vingegaard at køre væk på stigningen, hvorefter Honoré vandt spurten, mens Vingegaard tog den samlede sejr, og Shane Archbold vandt spurten om 3. pladsen 19 sekunder senere i en gruppe på bare 14 mand. I 2020 var Pascal Eenkhoorn i en gruppe på 35 mand hurtigere end Diego Ulissi og Jhonatan Narvaez, der med 3. pladsen sikrede sig den samlede sejr i sidste øjeblik. I 2019 var Simone Velasco foran Francesco Gavazzi og Alexander Kamp hurtigste mand i en gruppe på 45 mand. Derudover var Forli tidligere vært for et stort cykelløb i 2015, da Nicola Boem overraskende snød sprinterne på en Giro-etape. Også i 2006 kom Giroen forbi, og her var Robbie McEwen hurtigst i en massespurt.

 

 

 

 

 

4. etape

I flere år havde løbet et relativt fast format, men i de seneste år har man opfundet flere nye etaper. Det har i særlig grad været tilfældet for kongeetapen, der i de seneste to år er blevet afviklet på to helt forskellige rundstrækninger i San Marino. I år rykker man væk fra miniputstaten på en helt ny kongeetape, der denne gang afvikles omkring byen Fiorano Modenese. Modsat de to foregående år skal der denne gang ikke sluttes på en stigning, og i stedet bydes der på et hav af relativt korte, men stejle stigninger og i alt ca. 3200 højdemeter. Det lægger op til uforudsigeligt cykelløb, der tiltaler løbets puncheurtyper, og da det vil være klatrernes bedste chance for at gøre forskelle, må man formode, at terrænet vil blive udnyttet i en finale, der synes at kunne gå flere veje og blive afgjort både af gode klatreben, punch, spurtstyrke og taktik.

 

Med en distance på 168,6 km er der tale om en af løbets længere etaper, der har både start og mål i Fiorano Modenese. Herfra kører man mod sydøst ad lange, lige og flade veje, inden man drejer mod sydvest. Kort efter rammer man kategori 3-stigningen Madonna di Pulanello (2,0 km, 6,9%), der er en helt jævn stigning med top efter 21,3 km. Derfra fortsætter det med at stige mod sydvest og syd (6,8 km, 4,4%), inden det meget kortvarigt flader ud. Herefter drejer man mod nordvest for at køre op ad endnu en bakke (3,7 km, 5,7%).

 

På toppen, der nås efter 37,1 km rammer man dagens hovedrundstrækning. Den er 37,4 km lang, og her skal der køres to omgange. Fra start kører man mod vest og nordvest ad en lang og undervejs meget teknisk nedkørsel, der leder til rundstrækningens vestligste punkt. Her drejer man mod sydøst for at køre ad snoede og let stigende veje, inden det går mod øst og nordøst op ad kategori 1-stigningen Serramazzoni (12,0 km, 3,4%), der skal deles i to. De første 3 km er således meget svære ed 9-12%, inden der venter en kilometer med 6,0%, men herefter er de sidste 8 km bare rullende, af og til let stigende, let faldende og fladt.

 

Toppen rundes efter hhv. 74,5 km og 111,9 km, men det er kun sidste gang, at der er bjergpoint på spil. Efter anden omgang forlader man med det samme rundstrækningen ved at køre mod nordøst ad en lang nedkørsel, der periodevist er meget teknisk. I udkanten af byen Maranello vender man rundt for at køre mod sydvest op ad en bakke (2,3 km, 6,5%), der har top efter 130,3 km, inden en nedkørsel leder videre mod sydvest. Herefter går det med det samme op ad kategori 2-stigningen Via Fazzana (2,0 km, 9,1%), hvis 500 m-segmenter stiger med hhv. 7,5%, 10,4%, 10,0% og 8,6%.

 

Toppen rundes efter 139,4 km, hvorefter de sidste 29,2 km indledes med en teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned til udkanten af målbyen, hvor man kører mod nordøst ad en let faldende vej frem til en afsluttende rundstrækning, der rammes efter 147,0 km. Herefter kører man de sidste 4,3 km af denne, hvor det er let faldende, inden man efter 151,3 km passerer tæt forbi stregen, som ligger 100 m fra rundstrækningen og altså ikke krydses undervejs.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 8,6 km lange runde. Den indledes med, at man kører mod sydvest op ad en bakke (1,6 km, 8,0%), der indledes med 500 m med 10,8%, hvorefter de næste 500 m stiger med 9,2%, inden den flader ud med 4,8% over de sidste 600 m frem mod toppen, som rundes med 7,1 km igen. En relativt let nedkørsel leder nu mod nordvest ned til den del, man allerede har kørt.

 

Den går ad lange, let snoede veje mod nordøst igennem let faldende terræn, indtil næstsidste kilometer er flad og sidste kilometer stiger let med 1,2% i snit. Man drejer i en rundkørsel med 3100 m igen og skal derefter igennem en rundkørsel med 3000 m igen. Der venter så bløde sving med 1300 m og 1800 m igen, inden man skal igennem en rundkørsel med 1400 m og 900 m igen. Slutteligt drejer man i to rundkørsler med hhv. 800 m og 300 m igen, idet man sidste gang også kører de sidste 100 m, der leder frem til stregen.

 

Etapen byder på i alt 3268 højdemeter.

 

Det er noget andet end de seneste år med afslutninger på stigninger i San Marino. Dette er i langt højere grad ardennerterræn, hvor man må antage, at det skal afgøres på de eksplosive stigninger til sidst. Det lægger i den grad op til aggressivt cykelløb, hvor det ikke virker helt umuligt, at bedste mand kan køre alene hjem, men hvor det også er muligt, at en lille gruppe af eksplosive klatrere skal spurte til sidst eller afgøre det i en taktisk afslutning i fladlandet til sidst.

 

Fiorano Modenese har kun tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var senest i dette løb i 2013, hvor Damiano Caruso tog karrierens første - og i mange, mange år eneste - professionelle sejr 13 sekunder foran Alessandro Mazzi og 1.28 foran Boris Shpilevsky på en dag, hvor feltet var sprængt til atomer. I 2007 var Giroen forbi, og her vandt Kurt-Asle Arvesen foran Paolo Bettini og Assan Bazayev i en spurt i et 22 mand stort udbrud. Endelig var dette løb også forbi i 2006 hvor Damiano Cunego vandt en spurt i en lille gruppe foran Luca Mazzanti og Massimo Giunti, hvormed han overtog førertrøjen fra Vincenzo Nibali.

 

 

 

 

 

 

 

5. etape

Enkeltstarter er bestemt ikke usete for løbet, men i de senere år har de været sjældne, blandt andet fordi man længe gjorde brug af et holdløb på førstedagen. Faktisk er det i dette årtusinde kun i 2011, 2012, 2013 og 2014, hvor man fire år i træk havde både et holdløb og en enkeltstart, samt i 2018, hvor man kortvarigt genbrugte den model, at der har været en individuel kamp mod uret med i løbet. Sidste år havde vi for første gang siden 2001 et løb helt uden tidskørsler, men i år vender tempokampen tilbage. Det sker ikke i form af det klassiske holdløb, men derimod i form af årtusindets blot sjette enkeltstart, og modsat tidligere år, hvor man nogle gange har haft ganske kuperede ruter, er der denne gang tale om et fladt tonserterræn, der er skabt til de store specialister, som dog skal kunne klare en del tekniske udfordringer. Dermed kan alt forandres på sidstedagen, der i lyset af den lettere rute de foregående dage meget vel kan blive den allervigtigste.

 

Med en distance på 18,6 km er der tale om en relativt lang enkeltstart, der har både start og mål i Carpi, og det er stort set helt fladt hele vejen. Til gengæld er der mange sving. Således skal man dreje hele otte gange, mens man snor sig mod sydøst ud gennem byen, indtil man efter 2,5 km når udkanten af byen. Herefter kører man kortvarigt mod nordøst op langs bygrænsen, inden man efter 3,3 km drejer mod sydvest. Undervejs skal man nu dreje fire gange, inden man efter 6,8 km drejer mod nordøst.

 

På denne vej er der her igennem et hurtigt dobbeltsving, inden man efter 9,3 km drejer mod nordvest for at køre det længste lige stykke, indtil man efter 12,1 km drejer mod sydvest for at køre tilbage mod Carpi. Her afsluttes det gele med en meget teknisk tur ind gennem byen, hvor man efter en passage igennem en rundkørsel med 3900 m igen skal dreje skarpt med 3400 m igen, igennem en rundkørsel med 3000 m igen, hvorefter der med det samme følger to bløde og tre skarpe sving lige i rap. Med 2500 m igen er der endnu et skarpt sving, hvorefter vejen bugter sig mod venstre, indtil det hele afsluttes med hele fem sving med hhv. 1300 m, 1200 m, 600 m, 400 m og 100 m igen.

 

Etapen byder på i alt bare 16 højdemeter.

 

Det er en ganske lang enkeltstart, arrangørerne har sammensat, og den slags kan i dette flade terræn gøre ganske stor skade, da de temposvage klatrere som regel bløder på denne slags ruter. Det er i hvert fald en rute for specialisterne, men den er også næsten urimeligt teknisk. Det længste lige stykke er bare 2,8 km langt, og særligt første og sidste del er ekstremt teknisk. Det er således en solid blanding af tempoevner og tekniske egenskaber, der vil afgøre det, som formentlig vil være årets vigtigste etape.

 

Carpi har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Giroen i 2008, hvor Daniele Bennati vandt en massespurt i byen foran Mark Cavendish og Robbie McEwen.

 

 

 

 

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Favoritterne

Settimana Internazionale Coppi e Bartali har i flere år fulgt et ret velkendt mønster med et meget stort genbrug af etaperne, men det er slut nu. Allerede i 2020 fik vi en næsten total nytænkning af løbet, og selvom der var en del genbrug i 2021, blev det hele kompliceret af en ny kongeetape. Sidste år skulle vi på de igen, da arrangørerne for første gang designede en rute helt uden genbrug, og minsandten om det ikke næsten er tilfældet igen i år. Kun den nye murfinale fra sidste år har fået plads igen, men heller ikke i år er der noget holdløb eller nogen Sogliano el Rubicone-etape. Igen er kongeetapen ny, og så kompliceres det hele yderligere af inklusionen af en pandekageflad enkeltstart.

 

Det er dog ret åbenlyst, at det er et lettere løb, end vi har set de seneste to år. Her var kongeetapen i hvert fald vanskeligere end i år - ikke mindst sidste år, hvor vi for første gang i nyere tid havde en regulær bjergfinale. Det gjorde det hele lidt lettere at fortolke, mens det i år er langt mere åbent med flere ruter, der kan gå begge veje.

 

Det gælder særligt for fredagens kongeetape. Modsat de foregående år har den ikke mål på en stigning. Denne gang er det rigtigt ardennerterræn med en række korte, stejle stigninger i finalen. Den bør være relativt selektiv og stille visse krav til klatreevnerne, men modsat sidste år er det altså mere for eksplosive folk end for bjergryttere. Det er også den slags etaper, hvor det kan gå flere veje. Bedste mand kan køre alene hjem, det kan ende i en spurt i en mindre gruppe, og det kan blive en taktisk afslutning lidt i stil med det, der faktisk gav Eddie Dunbar sin sejr via 1. etape sidste år.

 

Det bør blive den mest selektive etape. Vi kender murfinalen fra sidste år, hvor vi så, at den lidt tungere murspecialist Ethan Hayter sejrede foran eksplosive klassementsryttere som Matteo Sobrero, Ben Tulett, Nicola Conci og Natnael Tesfatsion, men hele top 17 fik samme tid. Det er altså en finale, hvor man højst vinder et par sekunder i tillæg til den bonus, der kan blive ganske vigtig.

 

Så er der 1. og 3. etape. Umiddelbart ligner det reducerede massespurter. Vi kender åbningsetapen fra de seneste år, hvor vi fik Dunbar-kuppet i 2022, men ellers har fået reducerede massespurter. I år er stigningerne lettere, og det vil være overraskende, hvis ikke der skal spurtes. En hurtig klassementsrytter kan altså igen få bonus. Det kan han formentlig også på Forli-etapen. Heller ikke her kan man udelukke noget, for grusvejsstigningerne er både stejle og spektakulære, men der er godt nok langt hjem. Begge etaper kommer også så tidligt i løbet, at det er tvivlsomt, om et udbrud får chancen.

 

Det efterlader os med enkeltstarten. I lyset af den ret lette rute ligner det den vigtigste etape. Små 20 km i fladt tonserterræn kan gøre ganske stor skade, formentlig også større end de øvrige etaper. Det er i hvert fald ikke terræn, der vil tiltale hovedparten af klassementsrytterne, men de teknisk dygtige hjælpes i det mindst af, at den er uhyre teknisk.

 

En vigtig faktor kan være holdet. Etaperne kan være svære at kontrollere, men her betyder det meget, at kongeetapen kommer sidst. Mange vil vente på de to sidste etaper, og med mindre forskelle de første tre dage vil mange tro på deres kaptajn. Så længe der ikke er et klart hierarki, vil flere hold tage kontrol, og det mindsker betydningen af et stærkt hold til forsvar af trøjen.

 

Kan vejret så spille ind? Næppe. Tirsdagen bliver flot, og her øges chancen for en spurt af fuld modvind i hele finalen. Samme flotte vejr finder vi onsdag, hvor der vil være modvind på muren og dermed mindre forskelle, samt torsdag, hvor der til gengæld vil være medvind på hjemturen. Kongeetapen vil være ret blæsende, og her vil der være en ret kraftig modvind på rundstrækningens stigning, mens det desværre ser ud til, at vi få byger på enkeltstarten, der derfor kan blive et lotteri med større betydning af risikovillighed på den tekniske rute. Samlet set synes vejrets bidrag at være mindre forskelle og dermed større betydning af enkeltstarten, som til gengæld kan blive et lotteri, hvis prognoserne holder så længe.

 

Coppi e Bartali lever i den grad op til sit ry som talenternes holdeplads, og også i år har løbets store hold sendt nogle meget unge trupper til Italien, hvor de unge navne kan få en sjælden chance for at jagte et topresultat. I år er løbet endda også stort set renset for store stjerner, og det er kun Domenico Pozzovivo, der vel kan betegnes som et større grand tour-navn. Sidste år kunne man ellers præsentere navne som Vincenzo Nibali, Chris Froome og Geraint Thomas samt en klassikergigant i form af Mathieu van der Poel.

 

Det gør altid løbet til en herligt åben affære, hvor det er uhyggeligt svært at pege på en oplagt favorit, og sådan er det i den grad også i år med den svært fortolkelige rute. Det hele kompliceres yderligere af, at der blandt klatrerne og ardennertyperne godt nok ikke er mange, der mestrer en flad tonserenkeltstart. De er for manges vedkommende så svage, at det kan være meget svært at sige, hvem der vil gøre det bedst på løbets vigtigste etape. Til gengæld må man også formode, at kongeetapen trods alt er så svær, at tungere folk ikke kommer i spil.

 

Derfor er det også med stor usikkerhed, at jeg peger på Remi Cavagna. Med ham er det nemlig enten eller. Enten kommer han til kort på stigningerne, eller også vinder han løbet, for han er storfavorit til at vinde enkeltstarten, hvor han vil knuse al modstand. Tidligere havde det været helt udelukket at se ham fremme, men han har forbedret sin klatring enormt, hvad vi først så i Portugal og senest på 4. etape i Paris-Nice, hvor han imponerede stort. Kongeetapens sidste stigning er meget stejl for en fyr som ham, men vi så, at han klarede en tilsvarende stigning flot i Portugal, og det er trods alt ikke Tadej Pogacar, han er oppe mod i dette felt. Han har netop arbejdet på sin klatring for at kunne begå sig i ugelange løb, og mit gæt er, at han har sat sig dette løb som et mål. Det virker bestemt ikke urealistisk, at han nu klatrer så godt, at han kan vinde dette løb. Jeg vælger i hvert at tro på det med tanke på det, jeg så i Portugal og Paris-Nice-

 

 

Faktisk tror jeg, at hans værste rival er en holdkammerat, nemlig Mauro Schmid. Sidste år kørte han løbet, og her sneg han sig væk til sejr på 1. etape. Allerede på muretapen kom han imidlertid til kort, og det vidner om, at ruten kan være for svær. Muretapen er nemlig med igen, og derfor skal han have forbedret sig. Det har han imidlertid også, hvad der var tydeligt særligt i Giroen, og årets rute er betydeligt nemmere og heldigvis for ham mere ardenneragtig. Den er dog også så svær, at han sagtens kan få problemer på fredag, og det er derfor langt fra givet, at han kan begrænse sit tab tilstrækkeligt. Hvis til gengæld det lykkes, er han blandt de få tempostærke. En flad rute er ikke ideel, men de tekniske elementer passer ham, og han er i hvert fald bedre end stort set alle andre klassementsryttere, og derudover kan han med sin spurt måske jagte lidt bonus på 1., 3. og 5. etape, ligesom han måske endda er blevet så god, at han faktisk kan vinde muretapen. Formen er dog lidt usikker efter Emiraterne, hvor han ikke imponerede og sygdom, der tvang ham ud af Paris-Nice, men har han fundet formen, er han del alsidige rytter, der kan vinde på denne rute. Holdet har også James Knox, der slet ikke viste form i Drome-Ardeche, men i dette felt trods alt er mere tempostærk end mange klatrere, og så bliver det spændende at følge unge William Junior Lecerf. Terrænet er for svært for tempostærke Josef Cerny.

 

Jeg tror, at den største trussel kan være Stefan De Bod. Sydafrikaneren er i hvert fald en af de få, der både kan køre enkeltstart og klatre, og efter skiftet til EF har han som klatrer været genfødt. Der er helt sikkert bedre klatrere end ham, men hans kørsel i Emiraterne taler for, at han vil begrænse tabet pænt. Gør han det, er han klart en af de mest tempostærke i dette felt. Et andet kort burde være Ben Healy, der klatrede fremragende på Mallorca og måske har en chance for at begrænse tabet, selvom terrænet som udgangspunkt er for svært. Tempostærk er han i hvert fald, men det er første løb siden styrtet i Besseges, og derfor er han næppe i form. Langt mere formstærk er Sean Quinn, der endda kan gå efter bonus i spurterne. Han viste fornem form i Strade og Tirreno, men gårsdagens nedtur skaber tvivl, da han er meget svingende. Hans tempoevner er heller ikke prangende, men Polen viser, at han kommer langt i dette felt, ligesom han har kørt gode prologer. Et andet kort er Georg Steinhauser, der i Emiraterne endelig viste sit potentiale og var i offensiven i går, men han er næppe tempostærk nok. Endelig har de James Shaw, der har været genfødt i år og kørte et godt Strade, og han er faktisk ganske tempostærk, som vi så i Baskerlandet. Hans kørsel i går skaber dog betydelig usikkerhed. Mark Padun synes fortsat helt uden form.

 

Ineos står også stærkt med Leo Hayter. Briten er skabt til dette løb, da han senest ved VM bekræftede, at han ligesom brormand er en glimrende temporytter, og vi ved også, at han klatrer storartet. Til gengæld har han haft det svært i år, og han var heller ikke i stand til at gøre nogen forskel i går. Det behøver han imidlertid heller ikke, for kan han bare følge med, kan han vinde løbet i kraft af sin enkeltstart. Ineos har også Brandon Rivera, der i går var i stand til at køre væk og har klatret storartet i år. Han ligner en af de bedste klatrere i løbet, men han er ret ubeskrevet som temporytter, da han aldrig har haft brug for at give den gas. Han har dog materiellet med sig, og det betyder meget i dette felt.

 

Jumbo kommer med kometen Thomas Gloag, der startede som lyn og torden i Valencia, men floppede på kongeetapen i Emiraterne. Har han sine bedste ben, kan han imidlertid vise sig at køre fra alt og alle på kongeetapen. Det store spørgsmål er hans tempoevner. De få enkeltstarter, han har kørt, har været alt andet end prangende, men næsten alle briter kan køre en hæderlig enkeltstart, skiftet til Jumbo har helt sikkert hjulpet, og det er længe siden, han sidst har kørt en enkeltstart. Det gør ham til den helt store joker. Holdets anden kaptajn er den meget spændende Milan Vader, der dog har skuffet meget i de fleste løb. Strade viste dog fremgang, og terrænet passer ham perfekt. Udfordringen er enkeltstarten. Han var overraskende god i Baskerlandet, men Algarve indikerer, at han får det meget svært på en flad rute. Nok er han ikke kaptajn, men det kan sagtens være Johannes Staune-Mittet, der ender bedst. Han har nemlig flere gange vist en fin enkeltstart, senest i Galicien og tidligere i Algarve, og han har vist, at han kan klatre med på dette niveau. Holdets bedste bud burde næsten være Gijs Leemreize, der har kørt gode enkeltstarter, men han har haft en svær optakt og faldt senest for tidsgrænsen i Strade Bianche, hans eneste løb i år. Man skal bestemt heller ikke afskrive unge Loe van Belle, der blev 9 i l’Avenir sidste år, imponerede stort i Denain i torsdags og har vist, at han i hvert fald er en god prologrytter. Den formstærke udviklingsrytter Tijmen Graat må til gengæld være hjælper.

 

Hos Israel-PT gør Domenico Pozzovivo comeback. Vi aner ikke, hvor han står, men da han sidste år også fik kontrakt sent, var han konkurrencedygtig med det samme. Det er svært at tro, at han ikke er med helt fremme i dette felt. Desværre kører han ikke samme enkeltstarter som i gamle, ligesom han har fået helt nyt materiel, men i dette felt bør han være en af de mere tempostærke klatrere. Han ledsages af Ben Hermans, der er endnu mere tempostærk og faktisk endda har vundet en flad enkeltstart i Poitou-Charentes. Han passer perfekt til løbet, men hvor står han efter sin alenlange pause? Der var heldigvis så lovende takter i Emiraterne, at han er en helt reel vinderkandidat, men usikkerheden er stor. Et tredje kort er Marco Frigo, men han kommer nok lidt til kort på begge parametre.

 

Bora kommer med Giovanni Aleotti, der fortsætter med at skuffe og ikke har kørt væsentlige løb, siden sygdom tvang ham ud af Oman. Han gjorde det dog ganske pænt Down Under, og vi har set, at han kan rejse sig til disse mindre løb, nemlig med to sejre i Sibiu Tour. Han passer til disse eksplosive stigninger, men tempostærk er han bestemt ikke. Hans fine kørsel i Polen på en dog stigende rute og godt materiel taler dog for, at han vil være en af de bedre klatrere på lørdag, særligt fordi ruten er teknisk. Alternativet er den i år så uhyre velkørende Ben Zwiehoff, der med de ben, han har haft, kommer meget langt i dette felt. Han bør være en af de bedste på stigningerne, og hans Vuelta-enkeltstart i 2021 giver mig et håb om, at han faktisk er mere end tempostærk end som så, selvom det var på en rute, der passede ham langt, langt bedre. Endelig har de unge Florian Lipowitz, men han må være hjælper for de to kaptajner.

 

Trek kommer med den meget lovende Mathias Vacek. Som vi senest så i Algarve er han utvivlsomt en af de mest tempostærke i dette felt, men er stigningerne ikke for svære? Det bør de være, men han har ført klatret ganske godt i Veneto Classic og tidligere i år i Portugal. Overlever han mod forventning, kommer han langt. Et mere sikkert alternativ er Tony Gallopin. Han har ikke kørt gode enkeltstarter i nogen tid, men senest i Algarve viste han, at han trods alt kommer langt i dette felt. Spørgsmålet er, om han kan være med på stigningerne. I gamle dage havde det været perfekt, men han er slet ikke som tidligere. I år har han ikke klatret storartet, men helt galt har det ikke været. Finder han benene fra Touren, kommer han i dette felt langt. Holdets bedste mand til stigningerne er Natnael Tesfatsion, der også kan jagte bonus, men han får klø på enkeltstarten, og det gør også Asbjørn Hellemose og den formsvage Amanuel Ghebreizagbhier.

 

Hvor formstærk er Lawson Craddock? Det ved vi ikke, for han har reelt ikke kørt løb i halvanden måned, og i går styrtede han. Formentlig er terrænet for svært, men i dette felt kan man ikke udelukke, at han kan hænge på. Lykkes det, vil han have en stor chance, da han er en af de absolut bedste temporyttere i dette felt. Han ledsages af gårsdagens vinder, Felix Engelhardt, der burde have en chance for at være med i dette terræn. Han har i de seneste år imidlertid kun kørt prologer, og de er gået så elendigt, at han fremstår endog meget temposvag. Holdets klatrer er Rudy Porter, der desværre punkterede i går, hvorfor vi mistede chancen for at vurdere ham.  Han har faktisk kørt nogle fine prologer, men over længere distancer har han slet ikke vist nok. Løbet er trods alt for svært for tempospecialisten Michael Hepburn.

 

Så er der kometen Walter Calzoni. Italieneren imponerer igen og igen, senest i går, hvor han kørte fra alt og alle på sidste stigning. Dette terræn kan være for svært, men det er bestemt inden for rækkevidde. Problemet er, at hans enkeltstarter har været så decideret horrible, at han er uden chance, selvom han kan få bonus undervejs med sin gode spurt. Derfor skal holdet snarere satse på Gianluca Brambilla, der med de ben, han havde i Tirreno kommer langt i dette felt. Han havde tidligere en hæderlig enkeltstart, men det er længe siden, og han kørte en forfærdelig enkeltstart i Galicien. Det tredje kort er Carl Fredrik Hagen, men hvis ikke han styrtede i går, er han sat tilbage af sygdommen fra Rwanda. Hans niveau fra sidste år fører dog meget langt i dette felt, og for en klatrer er hans enkeltstart ikke helt horribel

 

Astana får det svært. Det har Christian Scaroni, der nok burde kunne gøre det hæderligt på disse lidt mere eksplosive stigninger og kan jagte bonus i spurterne, men han er formentlig lidt overmatchet på kongeetapen, ligesom han ikke er tempostærk. Et alternativ er Igor Chzhan, der i Arctic Race viste, at han klatrer fint på dette niveau, men han kan næppe køre enkeltstart, og hans form er helt ukendt, da han ikke har kørt løb i år. Det har temposvage Antonio Nibali og Yuriy Natarov, og de har slet ikke vist form.

 

Jeg tror, at de øvrige hold får det svært, slet og ret fordi de fleste får prygl på enkeltstarten. Hos Bingoal kører de klassement med Floris De Tier, men efter et opløftende Oman skuffede han i går. Marco Tizza, Alexis Guerin og Lennert Teugels kommer langt på stigningerne, men får det svært på enkeltstarten, og løbet er nok for svært for temposvage Remy Mertz. Hos Bolton er terrænet og enkeltstarten for svær for gårsdagens nr. 2, Mark Stewart. De har til gengæld en tempostærk herre i Logan Currie, men terrænet bør være for svært, og James Oram er ikke tempostærk nok. Hos Eolo får de relativt velkørende klatrere Alex Martin, Davide Piganzoli og Fernando Tercero klø på enkeltstarten, og det samme gælder hos Bardiani for den meget lovende Alessio Martinelli, for den anden klatrer Luca Covili og for de relativt klatrestærke Davide Gabburo, Alessandro Pinarello og Henok Mulubrhan. Hos Corratec er Valerio Conti stadig helt fra den, og terrænet er nok lidt for svært for Karel Vacek. Hos Tudor er Joel Suter meget tempostærk, men selvom han har klatret godt i år bør dette terræn være for svært, og Roland Thalmann og Luc Wirtgen har ikke vist skyggen af form. Bedste bud er nok den unge klatrer Hannes Wilksch, men det er hans sæsondebut.

 

Kontinentalholdene er dømt ude på forhånd, fordi de altid får klø på enkeltstarterne, men vi fik i får bekræftet, at Thomas Pesenti sagtens kan være med på stigningerne i dette felt, og det samme kan måske også Alessandro Bisolti og Alessandro Monaco.

 

***** Remi Cavagna

**** Mauro Schmid, Stefan De Bod

*** Leo Hayter, Thomas Gloag, Domenico Pozzovivo, Ben Hermans, Sean Quinn

** Ben Zwiehoff, Giovanni Aleotti, Brandon Rivera, Milan Vader, Tony Gallopin, Lawson Craddock, Johannes Staune-Mittet, James Shaw, Mathias Vacek, Loe van Belle, James Knox, Gianluca Brambilla, Carl Fredrik Hagen, Natnael Tesfatsion, Ben Healy, Georg Steinhauser

* Gijs Leemreize, Logan Currie, Rudy Porter, Joel Suter, Hannes Wilksch, Alessio Martinelli, Florian Lipowitz, Felix Engelhardt, Mark Padun, Christian Scaroni, Amanuel Ghebreigzabhier, Luca Covili, Valerio Conti, Asbjørn Hellemose, Igor Chzhan, Antonio Nibali, Floris De Tier, Marco Tizza, Lennert Teugels, Alexis Guerin, William Junior Lecerf, James Oram, Omer Goldstein, Alex Martin, Davide Piganzoli, Fernando Tercero, Davide Gabburo, Alessandro Pinarello, Henok Mulubrhan, Roland Thalmann, Luc Wirtgen, Karel Vacek, Josef Cerny, Tijmen Graat

 

Danskerne

Asbjørn Hellemose bør på Trek kunne få lov at køre klassement, men enkeltstarten lægger nok begrænsninger på, hvor langt han kan komme.

 

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Ruten

I årevis er løbet startet med en førstedag, der har været delt i to med en sprinteretape om formiddagen og et holdløb om eftermiddagen. Den model forsvandt imidlertid i 2022, og den vender heller ikke tilbage i år, hvor man igen lægger ud med en ganske almindelig linjeløbsetape. Faktisk benytter man helt samme koncept som i 2022, da der igen lægges ud med en kuperet tur rundt i bakkerne omkring Riccione, men hvor etapen sidste år var så svær, at den endte med at lægge grunden til Eddie Dunbars samlede sejr, er der denne gang tale om blødere stigninger. I alt skal der alligevel klatres næsten 3000 højdemeter, og dermed kunne det være en dag, der lægger op til den slags reducerede massespurter, som i 2020 og 2021 var løbets særkende, og som også var udkommet, da lignede etaper omkring kystbyen Riccione blev arrangeret i netop de to år.

 

Med en distance på bare 161,8 km er der som altid i dette løb tale om en kort sag, der har både start og mål i Riccione, som ligger helt ude ved Adriaterhavet. Herfra kører man med det samme ad en let stigende vej mod sydvest væk fra vandet, inden det falder let mod sydøst og nordøst, hvorefter man slutteligt kører mod syd op ad en bakke (2,2 km, 5,1%).

 

Toppen nås efter 15,6 km, og her rammer man en 27,3 km lang rundstrækning, hvor der skal køres næsten tre omgange. Den indledes med et faldende stykke, der leder mod øst, inden man fortsætter mod øst op ad en bakke (3,0, 4,8%), der har top i byen Tavilla. Herfra kører man mod sydøst og sydvest ad generelt let faldende vej, inden man fortsætter mod vest op ad kategori 2-stigningen Mondaino (3,4 km, 7,6%), der stiger med hhv. 6,3% og 7,9% over de første to kilometer, inden den tager fat med 8,3% over de sidste 1400 m frem mod toppen, der rundes efter hhv. 36,7 km, 63,0 km og 90,3 km, idet der dog kun er bjergspurter ved de to sidste passager. Rundstrækningen afsluttes nu med en lidt småteknisk nedkørsel, der leder mod nord ned til rundstrækningens udgangspunkt.

 

På sidste omgang dropper man dog den sidste del. Efter toppen af stigningen forlader man rundstrækningen ad en faldende vej, der leder mod vest, inden det går mod sydvest op ad en bakke (3,4 km, 4,5%), der har top efter 98,5 km. Nu går det mod nordøst ad en vej, der først er let faldende og siden let stigende, inden en teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned til endnu en rundstrækning.

 

Den er 15,4 km lang, og her skal der køres to omgange. Den indledes med, at man kører mod nordvest og nord op ad kategori 3-stigningen Montescudo (6,6 km, 3,7%), der skal deles i tre. De første 2 km stiger med 4-5%, hvorefter der følger 2 flade kilometer, inden de sidste 2,4 km stiger med 6,0% fordelt med ca. 3% over de første 800 m, 6,3% over den næste kilometer og slutteligt 9,3% over de sidste 600 m frem mod toppen, der rundes efter hhv. 118,5 km og 133,9 km. Fra sidste passage resterer fortsat 27,9 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, som fører mod syd, hvorefter en let faldende vej leder mod nordøst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Efter sidste omgang kører man mod nordøst op ad en lille mur (1,0 km, 10,4%), der har top med 16,6 km igen, hvorefter det går mod nordøst ad lige og let faldende veje ud mod kysten. Kortvarigt kører man mod sydøst, inden man kører mod nord det sidste stykke ud til kysten, hvor det slutteligt går mod nordvest ad den helt flade kystvej. Man drejer med 3300 m igen, inden der med 2900 m igen venter to sving lige i rap efterfulgt af en rundkørsel, hvorefter man med 2200 m igen drejer ind på kystvejen, der byder på en rundkørsel med 1000 m igen. Det falder ned til de sidste 2500 m, der er flade.

 

Etapen byder på i alt 2804 højdemeter.

 

Etapen (dog med helt andre ruter) gjorde som sagt debut i 2020, hvor Jhonatan Narvaez nærmest slog Pascal Eenkhoorn og Biniam Ghirmay i en gruppe på 37 mand, mens der i 2021 var ca. 70 mand, da Ethan Hayter spurtsejrede foran Shane Archbold og Nick Schultz. Sidste år var der kun 22 overlevende, og herfra kørte Mauro Schmid og Eddie Dunbar væk, inden schweizeren vandt spurten, mens Ethan Hayter vandt spurten hos forfølgerne 16 sekunder senere. Tidligere var Riccione altid målby for en flad første etape eller halvetape, der gav sejre til Andrea Palini (2012), Manuel Belletti (2011), Francesco Chicchi (2010 og 2008), Danilo Napolitano (2009 og 2006), Alessandro Bertolini (2007), Guillermo Bongiorno (2005), Graziano Gasparre (2004), Jan Svorada (2003) og Alessandro Petacchi (2002). I 2011 og 2010 blev der også kørt holdløb i byen, og her gik sejrene til henholdsvis Androni og Liquigas. Baby-Giroen har også været forbi et par gange, senest i 2021, hvor Andrea Cantoni kørte hjem til en solosejr, i 2020, hvor Jordi Meeus vandt en massespurt, og i 2019, hvor Ethan Hayter vandt den indledende prolog.

 

 

 

 

 

 

 

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Vejret

Rytterne kan se frem til en vejrmæssigt flot start på ugen. Tirsdagen byder kun på få skyer og en temperatur i målbyen på 14 grader. Vinden vil være let (7-13 km/t) og i løbet af etapen dreje fra nordvest til nordøst. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute. I finalen vil der være sidemedvind på den Montescudo, men efter toppen vil der være stort set uafbrudt mod- og sidemodvind, indtil man får sidevind over de sidste 2200 m.

 

Favoritterne

Der er tale om en ganske modbydelig etape med mange højdemeter, og den første stigning er også ret svær. Til gengæld kommer den langt fra mål, og den sidste del af etapen er lettere. I både 2020, 2021 og 2022 kørte man en tilsvarende etape, der dog alle var endnu hårdere, og i alle tre tilfælde fik vi næsten en reduceret massespurt, i 2020 mellem 37 mand, i 2021 mellem ca. 70 mand og sidste år kun 22 mand. Sidste år lykkedes det på den hårdere rute Mauro Schmid og Eddie Dunbar at køre væk og derved akkurat forhindre spurten.

 

Det er potentielt angrebsterræn. Den sidste stigning er ikke voldsomt svær, men den har en stejl afslutning. Modsat sidste år tror jeg dog ikke, at det er nok til, at man kan køre væk. Chancen er størst på den sidste mur, der kommer tættere på mål, men med fuld modvind tvivler jeg på, at det vil lykkes. Historien fra 2020 og 2021 taler sit tydelige sprog, og dengang var ruterne vel hårdere end i år.

 

Det tidlige udbrud har ikke en chance. Dertil er der for mange store hold med ambitioner i klassementet. Til gengæld er det også så uklar en etape, at de godt kan være usikkerhed om, hvem der skal kontrollere. Jeg vil dog forvente, at i hvert fald Soudal og Jayco tager ansvar og sikkert også Ineos, EF og Bora. Den største trussel mod en spurt er altså, om der er nogen, der ligesom sidste år kan køre væk. Det tvivler jeg altså på, at vi vil se denne gang.

 

Det bør altså blive en spurt i en helt enkel finale, hvor der på den store, brede kystvej er god plads til, at det fart mere end position, der afgør det. Det store spørgsmål er, hvor stort et felt vi får. Jeg er af og til blevet overrasket, hvor tunge folk der kan overleve disse etaper, fordi feltet er så svært, og meget vil afhænge af, om det vil blive gjort hårdt. Det er ikke helt indlysende, hvem der skal gøre det, og det kan derfor godt blive et større felt, men jeg kan også godt se særligt EF, Soudal og Trek forsøge at lave noget udskilning.

 

Det er virkelig en åben spurt, og jeg er derfor også uhyre meget i tvivl, når jeg igen peger på Sean Quinn. Han faldt helt igennem i går, men det er muligt, at han er væltet på de regnvåde veje. Hans form var i hvert fald god i Strade og Tirreno, og særligt hvis det bliver hårdt, bør han være blandt de hurtigste. Han blev trods alt nr. 3 og 5 i reducerede massespurter i hhv. Dauphiné og Romandiet sidste år. Har han igen en offday har EF et hurtigt alternativ i James Shaw, der også var god i Strade, men han klarede det endnu ringere end Quinn i går.

 

Soudal vil formentlig spurte med sidste års vinder, Mauro Schmid. Det er ikke meget, vi har set ham spurte på flad vej, og nederlaget til Jay Vine Down Under var ikke opløftende. Efter at have siddet på hjul slog han dog Kevin Vauquelin og Rui Costa i Oman sidste år, og det vidner om hans evner, ligesom han slog Alessandro Covi i puncheurspurten på 11. etape i Giroen i 2011 - en spurt, der dog slet ikke kan sammenlignes med denne. Også han skal nok bruge et hårdt løb, men han kan til gengæld drage fordel af et meget stærkt hold til at sætte sig op. Bliver det knap så hårdt som ventet, har holdet Stan Van Tricht, der helt sikkert har farten til at vinde. Endelig skal man altid være opmærksom på, om Remi Cavagna i et svagt felt som dette kan lykkes med et af sine klassiske finaleangreb.

 

Jumbo har Loe van Belle. Det er ikke meget, han har spurtet, men han var i top 10 i en massespurt i Slovakiet sidste år, ligesom han for nylig blev nr. 3 mod en del sprintere i Ster van Zwolle. Han viste storform i Denain og har et stærkt hold til at sætte sig i scene, hvis de giver ham chancen - og det bør de gøre i dette felt.

 

Bardiani har en meget stærk kandidat i Henok Mulubrhan. Det er ikke meget, han har kørt på dette niveau, men vi så sidste år i Tjekkiet, at han bør have en ganske god chance for at overleve disse stigninger. Han viste i Rwanda, at han utvivlsomt har farten til at vinde i dette felt. Falder han fra, er Davide Gabburo også halvhurtig, men måske ikke helt hurtig nok.

 

Q36.5 har den uhyre lovende Walter Calzoni, der kørte alene på sidste stigning i går. Desværre styrtede han på nedkørslen, men endte alligevel som nr. 8 i spurten. Han har til gode for alvor at spurte i felter på dette niveau, men hans kørsel i Rwanda indikerer, at han har noget fart. Et alternativ er Gianluca Brambilla, men de bør spurte med Calzoni.

 

Jayco har gårsdagens vinder Felix Engelhardt. I morgen kan han regne med lidt skrappere modstand, men selvom vi vidste, at han var hurtig, gjorde han det i går bedre, end jeg havde regnet med. Han er stadig et ret ubeskrevet blad, og det virker bestemt ikke umuligt, at han kan gentage gårsdagens sejr.

 

Vi har også gårsdagens nr. 2, Mark Stewart. Han er ikke nogen stor klatrer, og der er en vis chance for, at denne etape bliver for hård. Han skal nok i hvert fald bruge en lettere dag, men som sagt er jeg før blevet overrasket over, hvem der kan sidde med hjem, når feltet ikke er stærkere end dette.

 

Trek har Natnael Tesfatsion, der er en ganske hurtig herre. Han blander sig i hvert fald ofte, men desværre ender han altid lidt ringere, end jeg regner med. Han skal nok bruge et ret hårdt løb for at vinde. Alternativt har de Tony Gallopin, der i gamle dage havde været topkandidat til denne etape, men jeg kan næsten ikke huske, hvornår han sidst har spurtet. Mathias Vacek er også relativt hurtig, som vi så, da han vandt i UAE Tour sidste år, men nok ikke helt hurtig nok til at vinde.

 

Bingoal har også et par hurtige folk, men næppe en vinder. Hurtigst er nok Remy Mertz, der i går blev nr. 6, men han er også den tungeste og kan få det svært. Jeg var lidt overrasket over, at de i går ikke spurtede med Marco Tizza, for han genfandt i Oman lidt af sin fart. Jeg håber, at han tager chancen, hvis Mertz falder fra. Også Lennert Teugels har en hæderlig spurt.

 

Eolo har gode, gamle Francesco Gavazzi. Han spurter aldrig mere, og det er derfor tvivlsomt, om han vil gøre det i morgen. Han har imidlertid klatret så fint, at han har en god chance for at overleve. Det kunne være interessant, hvis han giver det et skud. I gamle dage havde etapen passet ham perfekt.

 

Astana har Christian Scaroni, der er både holdbar og har en ganske god spurt. Det er dog tvivlsomt, om den rækker til at vinde i dette felt. Et alternativ er Alexandr Riabushenko, der er hurtig nok til at vinde, men han synes stadig at være en skygge af sig selv og får svært ved at komme med hjem.

 

Israel-PT har Omer Goldstein. Han har skuffet mig lidt i år, men han synes i fremgang. Han bør have en god chance for at overleve. Langsom er han ikke, men hans spurter har desværre skuffet mig lidt. Sprinteren Nadav Raisberg kommer ikke med hjem.

 

Hos Ineos har man Elia Viviani¸ men han bør ikke overleve. Vi så til gengæld sidste år, at formstærke Brandon Rivera har en hæderlig spurt, mens Leo Hayter ikke har vist den store fart. Hos Bora er det alt fr hårdt til Matthew Walls, og Giovanni Aleotti er næppe hurtig nok. Hos Corratec er de afhængige af, at Valentio Conti viser livstegn, han slet ikke har vist. Hos Tudor kan Joel Suter, Luc Wirtgen og måske også Roland Thalmann alle køre en fin spurt, men næppe nok til at vinde. På kontinentalholdene er det svært at se en hurtig mand, der kan overleve, da Jhonatan Restrepo og Giacomo Garavaglia ikke kom med hjem i går.

 

Feltet.dks vinderbud: Sean Quinn

Øvrige vinderkandidater: Mauro Schmid, Loe van Belle

Outsidere: Henok Mulubrhan, Walter Calzoni, Felix Engelhardt, Mark Stewart, Natnael Tesfatsion

Jokers: Tony Gallopin, Marco Tizza, Stan Van Tricht, Francesco Gavazzi, Christian Scaroni, Remy Mertz, Omer Goldstein, Mathias Vacek, Davide Gabburo, Alexandr Riabushenko, Remi Cavagna

 

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Ruten

I mange år har det været en fast tradition, at løbet har budt på to store etaper i Pyrenæerne onsdag og torsdag, hvor man indtil sidste år har vekslet mellem tre finaler på La Molina, Vallter 2000 og Port Ainé, men sådan bliver det ikke i år. Med beslutningen om at lægge en ekstra bjergfinale ind senere i løbet er besøget i Pyrenæerne nemlig fremrykket med en dag, og derfor skal klatrebenene allerede findes frem til tirsdag. Denne gang starter man endda med den vanskeligste af de to etaper, når man for femte gang siden 2013 skal slutte med stigningen op til Vallter 2000, og den er rigeligt svær til at skabe pæne forskelle, som vi senest så i 2021, hvor den lagde grundstenen til Adam Yates’ samlede sejr. I år venter der en endnu vanskeligere finale senere på ugen, men det ændrer ikke på, at vi allerede tirsdag vil have et meget klart billede af, hvem der vil vinde løbet.

 

Med en distance på 165,4 km er der tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Mataro til Vallter 2000. Startbyen ligger helt ude ved kysten, og derfor består det meste af etapen af en rejse mod nord gennem fladlandet frem til Pyrenæerne. Med det samme forlader man kysten for at køre ad en let stigende vej, inden man fortsætter mod nord op ad kategori 3-stigningen Alt De Can Bordoi (3,1 km, 5,1%), der er en helt jævn stigning med top efter 12,4 km.

 

Her drejer man mod nordøst for nu at følge en lang, lige og let faldende vej, inden man i udkanten af byen Riudarenes efter 51,5 km drejer mod nordvest. Herfra begynder det at stige let, mens man nærmer sig bjergene, og sådan fortsætter det, når man i byen Santa Coloma de Farners i stedet sætter kursen mod nord. Kortvarigt falder det let ned til byen Angles, men herefter begynder det igen at stige let, når man atter kører mod nordvest. Sådan fortsætter det, indtil man drejer mod vest og senere nordøst for at følge en let faldende vej frem til Olot, hvor dagens første spurt kommer efter 106,6 km.

 

Olot ligger for foden af bjergene, og det mærker man med det samme, når man drejer mod vest for at køre op ad kategori 1-stigningen Coll de Coubet (10,3 km, 5,3%), der er en helt jævn stigning med top efter 117,6 km. Herefter indledes de sidste 47,8 km med en lidt teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest, inden man drejer mod nordøst og senere nord for at køre ad en let stigende vej frem til dagens sidste spurt, der kommer i byen Camprodon efter 143,0 km.

 

Her drejer man mod nordvest væk fra dalen for via en let stigende vej at køre frem til bunden af dagens klimaks, Vallter 2000-stigningen, der er uden for kategori. Den stiger med 6,7% over 15,1 km, herunder med 7,6% over de sidste 11,3 km med et maksimum på 18%. De første 4 km er lette med procenter på højst 5, men derefter følger to kilometer med 7-8% og dernæst den vanskeligste kilometer med 10,2%. De næste fire kilometer stiger nu med 7-10%, inden en let kilometer med 4,8% afløses af to kilometer med 7-8%, hvorefter den flader ud med 5,8% over de sidste 1100 m. Der et par hårnålesving midtvejs og igen i den uhørt tekniske finale, hvor der er hele syv af disse lige ved den røde flamme og dernæst yderligere to på de sidste 100 m, inden man rammer opløbsstrækningen.

 

Etapen byder på i alt 3219 højdemeter.

 

Vallter 2000 blev senest besøgt i 2021, hvor Adam Yates kørte fra alt og alle og sejrede med 13 og 19 sekunder ned til to genrejste ryttere, hhv. Esteban Chaves og Alejandro Valverde, inden Geraint Thomas 31 sekunder senere vandt en spurt i en større gruppe. I 2019 kunne Egan Bernal ikke sætte Nairo Quintana, hvorfor Adam Yates, Dan Martin og Miguel Angel Lopez alle fik kontakt inden en femmandsspurt, der vandtes af Yates foran Bernal og Martin. I 2014 udnyttede Tejay van Garderen og Romain Bardet den interne kamp mellem favoritterne Alberto Contador, Joaquim Rodriguez, Nairo Quintana og Chris Froome, der ikke kunne sætte hinanden, til i ekstrem tåge, der umuliggjorde tv-produktion, at køre væk, inden amerikaneren vandt etapen i en spurt. Contador vandt spurten om tredjepladsen på en dag, hvor hele 11 ryttere sluttede inden for 30 sekunder. Året forinden var etapen endnu mindre selektiv, da en ung Nairo Quintana udnyttede det store fokus på holdkammeraten Alejandro Valverde til at køre sig til en solosejr, inden Valverde slog Rodriguez og Bradley Wiggins i spurten om andenpladsen i en gruppe på 8 mand. Hele 16 mand sluttede inden for 30 sekunder af vindertiden. I 2018 betød kraftig vind, at man måtte stoppe etapen, inden man nåede ind i Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Vejret

Det er ikke uden risiko at sende rytterne højt op i Pyrenæerne på denne tid af året, hvad arrangørerne ofte har erfaret, men i år er der ingen ko på isen. Også tirsdagen er nemlig pæn, selvom det mest vil være skyet med kun lidt sol og en helt overskyet finale. Ved starten ved kysten vil temperaturen være 16 grader, og den vil være 14 grader i bunden af sidste stigning, og den sidste time vil der være en beskeden bygerisiko på 25%. Der vil bare være en let til jævn vind, i starten med en styrke på 16 km/t, men aftagende til 10-11 km/t i bjergene. Undervejs vil retningen dreje fra sydsydvest til sydøst. Det giver en hel dag med generel sidemed- og medvind. Der vil være næsten direkte medvind på næstsidste stigning, hvorefter der vil være med- og sidemedvind frem til bunden af sidste stigning, hvor der vil være næsten direkte medvind hele vejen op.

 

Analyse af 1. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan den med spænding imødesete Giro-duel mellem Primoz Roglic og Remco Evenepoel allerede blev indledt med 1. etapes puncheurspurt.

 

Favoritterne

Det er nu lidt forkert. Nu har vi i et årti vænnet os til, at det er om onsdagen, det catalanske bjergslag indledes, når rytterne har taget hul på den første af to dage i Pyrenæerne. Det har egentlig altid været ret irriterende, for det har betydet, at finalen af den første afgørende etape er faldet sammen med finalen af et andet WorldTour-løb, nemlig Classic Brugge-De Panne, men det har til gengæld givet de ryttere, der har skullet genfinde løbsrytmen lidt ekstra tid til at komme i gang.

 

Sådan bliver det imidlertid ikke i år. Denne gang skal den første bjergfinale ikke slås med De Panne eller andre forstyrrende begivenheder. Nu får den al den opmærksomhed, den fortjener, når beslutningen om at genbesøge Lo Port på en tredje og ekstra bjergetape har fået arrangørerne til at fremrykke besøget i Pyrenæerne en ekstra dag. Og rytterne har endda brug for at være knivskarpe fra start, for blandt de tre bjergfinaler, de bruger igen og igen, er Vallter 2000 sammen med Port Ainé klart de sværeste - langt sværere end onsdagens ganske let opkørsel til La Molina.

 

I år venter der en vanskeligere finale på Lo Port på fredag, men det ændrer ikke på, at det er en nøgledag, vi har i udsigt tirsdag. Vallter 2000 er imidlertid også en stigning, der er lidt svær at blive klog på. Den har dataene til at gøre forskelle, også fordi vi befinder os i højderne, og vi har da også set, at bedste mand er kørt alene, senest med Adam Yates i 2021. Dataene synes imidlertid at snyde, for stigningen har historisk gjort overraskende små forskelle - mellem de bedste ofte bare sekunder, som det også var tilfældet bag Yates, Esteban Chaves og Alejandro Valverde for to år siden. Særligt i modvindsudgaver har det alene været bonussekunder, der har været forskellen mellem de bedste, men Yates har trods alt vist, at man godt kan vinde mere tid.

 

Vi så det også i det herlige opgør i 2019, hvor Yates, der altså har vundet de sidste to gange, Egan Bernal, Dan Martin, Nairo Quintana og Miguel Angel Lopez udkæmpede et helt jævnbyrdigt opgør. Nok endte de med at spurte på toppen, men derfra var der langt ned til de næste, og alle uden for top 14 tabte mere end halvandet minut. Potentialet til forskelle er der altså, men udgaverne i 2013, 2014 og til dels 2021 viser også, at det kan gå anderledes.

 

Denne gang er der heldigvis direkte medvind ikke blot op ad bjerget, men stort set hele dagen. Det åbner for, at vi får noget, der kan minde om 2019. Det forudsætter dog, at der er en vilje til at åbne tidligt, som der blev dengang, for de sidste fire kilometer er lettere.

 

Er der så det? Det bør der være. Jeg vil tro, at Primoz Roglic, der jo har sin gode spurt, nok vil gribe det mere defensivt an, men det vil ligne Remco Evenepoel dårligt ikke at tage tyren ved hornene fra distancen. På den anden side fik belgieren sig en lærestreg med det alt for tidlige angreb i Argentina, og i UAE Tour var han langt mere tilbageholdende, hvad der netop skyldtes den argentinske lektie. Frygten for Roglic kan godt være så stor, at han venter længere, end han plejer, men har han benene, vil det alligevel undre, hvis ikke han angriber, mens det stadig er stejlt. Hvis ikke han gør det, vil jeg forvente at se en offensiv fra en meget stærk og selvtillidsfuld Mikel Landa, der sjældent venter længere end højst nødvendigt - og medvinden lægger i den grad op til en lang finale.

 

Det bør også ende i et opgør mellem de bedste. I dag var det lidt kamp om at ramme udbruddet, og det an der muligvis komme igen i morgen, men når udbruddet er kørt, bør der være nok hold til at jagte. Forskellene er stadig små, så Jumbo er efter alt at dømme tvunget til det, hvis de vil forsvare trøjen, og derudover vil jeg også tro, at Evenepoel gerne vil vinde. Det vil også ligne Landa godt at lade Bahrain tage ansvar, hvis det bliver nødvendigt, og jeg kan også godt se UAE gøre det samme, selvom det nok er mere tvivlsomt. Da etapen generelt er let at kontrollere, bør vi få samling.

 

Den første stigning er ikke specielt svær, men den kan blive brugt til at lægge et pres. Det er nok særligt Bahrain eller Soudal, der kan have den slags planer, men det vil være for tidligt at angribe. Det bør derfor være et reduceret felt, der rammer bunden af Vallter 2000. Her vil det være op til Jumbo at kontrollere, men de har i første omgang ikke interesse i et hårdt løb. Det har Soudal, Bahrain samt måske UAE, der alle har stærke hold, og man må forvente, at de vil tage teten. Herefter må vi se, hvor tidligt ballet bliver åbnet, og det vil forventeligt være enten Evenepoel eller Landa, der tager initiativet.

 

Med medvind burde vi altså få en lang finale, og risikoen for, at det bliver taktisk, er mindre. Historien viser dog også, at det sagtens kan blive det alligevel. Bedste mand kan køre alene, som Yates gjorde i 2021, men det er også muligt, at vi får noget i stil med scenariet fra 2019, hvor et par jævnbyrdige folk skal afgøre det. Dengang endte det i en spurt, men det er langt fra givet, at det vil gå sådan. Det kan sagtens blive noget taktisk stop-go-kørsel, særligt når den flader ud til sidst, og det an åbne døren for, at en stærk outsider kan snige sig væk. Faktisk var det præcis, hvad der skete i 2019 dagen efter Vallter-etapen, da Miguel Angel Lopez sikrede sig den samlede sejr på La Molina ved at snige sig væk i en taktisk finale. Det gælder særligt, hvis Roglic og Evenepoel kigger lidt for meget på hinanden.

 

Nedenstående favoritvurdering vil i vidt omfang være en gentagelse af det, jeg skrev i den store optakt, da dagens etape ikke gav alt for mange svar, men der vil være enkelte tilføjelser og modifikationer, særligt fordi meget af den store optakt var centreret om Lo Port-etapen.

 

Jeg vælger at pege på Remco Evenepoel. Belgieren skuffede fælt i Argentina, hvor han var langt fra sit bedste, men lykkedes med at vinde UAE Tour. Det var dog mere i fladlandet end på stigningerne, han imponerede, for selvom det aldrig er en skam at blive slået af Adam Yates på Jebel Hafeet, vidner britens kørsel i Tirreno om, at det måske heller ikke var så godt endda. Heldigvis var det et løb, han kørte helt uden højdetræning, og nu har han haft sine første uger på Teide. Det førte sidste år til, at han kom ned som et klatreuhyre, da han knuste al modstand i første San Sebastian og siden i Vueltaens første uge, og der bør ikke være tvivl om, at han er langt bedre nu. Meldingen fra hans træner er også, at han har forbedret sig ganske markant, og han har da også fået en del opmærksomhed for at sætte en ny Strava-rekord på mange cykelrytteres foretrukne højdetræningsbjerg, Teide. Faktisk sagde han på søndagens pressemøde, at hans tal stort set er, hvor de skal være til Giroen, og at det sidste, han mangler, er at smide de sidste kilo.

 

Etapen kunne dog passe ham bedre, for selvom han på Jebel Jais og ikke mindst dagens spurt bekræftede den forbedrede eksplosivitet, er han trods alt ingen Roglic. Heldigvis får han medvind på hele vejen op, hvilket øger chancen for, at han kan køre væk, men til gengæld har han lidt at bevise i højderne. Det er måske ikke en svaghed, men det var i højderne, at han havde sine problemer i Vueltaen, og det gik jo helt galt i Argentina. Det kan måske svække ham en anelse. Til gengæld kommer etapen tidligt i løbet, og de spørgsmål, vi stadig kan have ved hans holdbarhed, er ikke aktuelle endnu. Jeg vil dog stadig tro, at han har forbedret sig meget i højderne, og at han fortsat må have et formmæssigt overskud i forhold til Roglic, hvad dagens vilde spurt også bekræfter. Den viser også, at han ikke nødvendigvis er slået, hvis de skal spurte på toppen, og dermed har han flere veje til sejr. Mest af alt tror jeg dog, at han kører fra alt og alle, som han gjorde det på første bjergetape i Vueltaen.

 

Det er naturligvis Primoz Roglic, der er hans værste rival, men er han formmæssigt langt nok fremme? Han vandt ganske vist Tirreno, men det var trods alt også tydeligt på både muretapen og kongeetapen, at han ikke var på sit bedste. Det ville jo også være helt umuligt, når han har så problematisk en vinter, men sandt er det, at han først og fremmest vandt Tirreno i kraft af sin spurt. Den går generelt ikke i Catalonien, og med medvind hele vejen op er det mindre sandsynligt, at han alene kan bruge det våben i morgen - og dagens etape viste endda, at den måske slet ikke er garanti for sejr.

 

Heldigvis var hans kørsel på muretapen lovende, selvom Mikel Landa og nok også Enric Mas var synligt stærkere, og han har haft tid til at forbedre sig. Han har den fordel, at han stadig formentlig vil være hurtigst i en spurt og derfor kan køre etapen defensivt. Dagens spurt var imidlertid så lidt overbevisende i forhold til Evenepoel, at jeg giver belgieren overhånden, når de var så jævnbyrdige i noget, der entydigt er Roglics domæne. Det kan være en indikation på, at han fortsat mangler lidt for meget. Inden løbet havde jeg nævnt Sepp Kuss som en mulig plan B, men da han - og også Steven Kruijswijk og Tobias Foss - smed tid i dag, er det udelukket. Hvis Kuss har bygget videre på sin gode kørsel i Emiraterne, kan han dog blive helt afgørende i at kontrollere og sagtens ende i top 10, hvis altså den gode start indikerer, at han kan finde sig selv efter et skuffende 2022 på en tid af året, hvor han aldrig flyver.

 

Mikel Landa har grundet sin svage enkeltstart aldrig vundet et etapeløb på WorldTouren, men han får næppe nogensinde en chance som denne. Nok er modstanden skrap, men både Evenepoel og Roglic har som sagt vist nogle svaghedstegn, som giver baskeren en reel chance. Vi så sidste år, at han generobrede sin plads blandt de allerbedste, både i Giroen og Lombardiet, og nu får han et løb, der passer ham helt perfekt. Denne lange opkørsel bliver nemlig ikke afgjort på eksplosivitet, som det var tilfældet i alle Tirrenos finaler, og det giver endelig Landa chancen for at vise, hvad han kan. Han så uhyre overbevisende ud på den sidste mur i Tirreno, hvor han var stærkeste mand, og også hans opkørsel til de bedste i modvinden på kongeetapen viste, at han vel var bedste klatrer i det italienske løb. Nu kommer Evenepoel ind i billedet, og Roglic har haft tid til at finde noget mere form, men det virker slet ikke umuligt, at Landa kan være bedste klatrer også her - og ellers kan han jo snige sig væk via taktik.

 

Sidste år havde Joao Almeida vundet løbet, hvis ikke han som så mange gange før var kollapset i regnen. Nu får han chancen for revanche, og heldigvis synes han helt klar til at få den. I hvert fald lagde han en lidt skuffende start bag sig med meget stærk kørsel i Tirreno, hvor han endte som nr. 2. I gamle dage havde man hævdet, at det eksplosive italienske løb passede ham bedre end dette mere rene bjergløb, men sådan er det ikke længere. Tværtimod synes han nu allerbedst på længere stigninger, hvor han kan holde sit jævne tempo og sætte folk fra hjul, hvad vi så i Giroen i 2021 og i Burgos sidste år. Sidste år vandt han endda kongeetapen i dette løb efter samme opskrift. Det bliver vanskeligt på denne etape, for han sætter næppe både Evenepoel og Roglic fra hjul, men han er så god, at han kan deltage i det taktiske spil til sidst. Til gengæld skal vi ikke regne med, at han kan satse på sin spurt længere.

 

Det har været en fornøjelse at se den genfødte Giulio Ciccone i år. Det startede i Valencia, og i Tirreno viste han, at det ikke bare var et engangstilfælde. Vi så jo i 2021, hvor han længe lignede Egan Bernals førsteudfordrer i Giroen, at hans topniveau er tårnhøjt, og hvis han nærmer sig det, kommer han langt i dette løb. Der var dog lidt blandede signaler i Tirreno. Han skuffede mig lidt på murene, men til gengæld var han den eneste, der i første omgang gik med Mas på kongeetapen. I lyset af at etapen her skal afgøres på længere stigninger, var sidstnævnte opløftende, men indtil nu har han primært excelleret i mere eksplosive finaler, som han også gjorde i dag. Den viste til gengæld, at han stadig er i god form og giver ekstra grund til optimisme. Han kan ikke regne med at slå Roglic og Evenepoel på stregen, men han burde have en chance for at køre med om sejren, hvis det bliver taktisk til sidst. Trek har også Juan Pedro Lopez¸ men han gør comeback efter sit brækkede kraveben, og Kenny Elissonde har ikke været flyvende i år.

 

Sergio Higuita forsvarer ikke titlen, og derfor satser Bora på Jai Hindley. På papiret er det en god etape for en ren klatrer som ham, men han har aldrig for alvor vist sig frem i ugelange løb, hvor hans motor ikke kommer til sin ret. Det gør den særligt ikke allerede på andendagen, og måske vil han være bedre på fedag. Hans form har været svær at vurdere, for han var bedre end vanligt i Algarve, inden han floppede i Ardeche. I Tirreno så han meget overbevisende på kongeetapen, selvom han var hjælper, men skuffede til gengæld på muretapen. Det handlede dog nok også om, at han igen kørte for Lennard Kämna, og terrænet passede ham dårligt. Han vil være langt mere komfortabel på denne etape og synes i fremgang. Han har ikke den Giro-form, han nok skal bruge for at vinde, og det kan sagtens ende med endnu en skuffelse, men hans kørsel på Tirrenos kongeetape giver mig en vis optimisme til, at han kan være med i et taktisk spil til sidst.

 

Løbets store spørgsmålstegn er Richard Carapaz, der kommer til løbet med kun sprinterløbet Milano-Torino samt en sejr ved de svagt besatte nationale mesterskaber i ryggen. Det siger naturligvis intet om hans form, og derfor aner vi ikke meget om, hvad vi skal forvente. Det er svært at være alt for optimistisk efter en svær vinter, hvor han fik fjernet mandler, levede af flydende kost og fik udsat sin sæsonstart meget, men han har trods alt trænet flere måneder nu, og det er mere end en måned siden, at han vandt de nationale mesterskaber foran Jefferson Cepeda, der få dage senere var blandt de allerbedste i Andalusien.

 

Meldingerne går også på, at han er fint kørende, men dagens tidstab er en bekymring. Det kan dog sagtens skyldes, at han blev fanget bag styrtet. Han bør være konkurrencedygtig og kan sagtens træne sig i form, men vi ved også, at han aldrig rigtigt er på toppen, når vi er langt fra hans grand tour-mål. Det så vi også i dette løb sidste år, hvor han ikke kunne følge de bedste på kongeetapen og alene blev nr. 2 i kraft af regnvejrskuppet. Det skaber dog håb, at han i år satser på Touren og derfor denne gang har plads til en tidlig formtop, men det havde han også i 2021, hvor han stadig manglede en del på denne tid af året. Det vil derfor undre mig, hvis han vinder, men det er til gengæld også klart, at en formstærk Carapaz er en af de få, der kan vinde en etape som denne - og vi aner jo dybest set intet om hans form. Jeg har også visse forventninger til Jefferson Cepeda, der endelig har set ud til at have fundet sit ganske fine topniveau. Esteban Chaves var ikke ringe i Ardeche, men hverken han eller Rigoberto Uran viste i 2022 noget, der giver mig den helt store optimisme, selvom Chaves af og til hiver en kanin op af hatten. Det gjorde han faktisk på denne etape i 2021, og han viste også et niveau i Dauphiné sidste år.

 

Den største skuffelse i Tirreno var vel Adam Yates. Han var flyvende i UAE Tour, men i et svagt felt, hvis man fraregner Evenepoel, og det er nu andet år i træk, at han kommer fra Emiraterne som supermand og ender som et lam i Europa. Naturligvis var han ikke dårlig i Tirreno, men han skal være uendeligt meget bedre, hvis han skal vinde denne etape for tredje gang i træk. Nu er chancerne efter dagens styrt blevet endnu mindre. Heldigvis skulle han være sluppet med hudafskrabninger, og derfor kan vi ikke helt afskrive ham. Han risikerer at være ren hjælper, men hvis de giver ham chancen, betyder hans tidstab jo pludselig, at han har al den frihed, han kan ønske sig. UAE har også Marc Soler, der elsker sit hjemmebaneløb, men jeg tror ikke længere, at han klatrer helt godt nok. Rafal Majka har været syg, George Bennett er formsvag, og Finn Fisher-Black mangler lidt for meget.

 

I Paris-Nice lignede det en genfødsel af Gino Mäder, da han blev nr. 3 på den første bjergetape, men vi så, at meget handlede om det forspring, han fik. Han var i hvert fald knap så overbevisende i weekenden, men han er helt sikkert meget bedre end sidste år. Hans form er helt klart i fremgang, og dette lange bjerg passer ham ganske glimrende. Det gjorde kongeetapen i Paris-Nice imidlertid også, og han skal have forbedret sig markant, hvis han vil vinde. Han er dog lovet en medkaptajnrolle ved siden af Lande, så han har den frihed, han skal bruge. Det har Jack Haig til gengæld ikke, da han denne gang er udpeget som støtte, og han manglede også for meget i Paris-Nice, som også Wout Poels gjorde det. Er han i form, kan Hermann Pernsteiner ende langt fremme, men det er længe siden, vi har set den bedste version af ham.

 

Romain Bardet var meget frustreret over sit ”lave” niveau i Paris-Nice. Sandt er det da også, at han var ganske langt fra sit bedste i et felt, der havde en flot top, men derudover var relativt svagt. I det lys er det svært at se ham helt fremme i et løb, hvor bredden er noget større, men vi må omvendt også forvente, at Paris-Nice har forbedret ham. Med alderen synes han i hvert fald at bruge længere tid til at finde formen, og vi så jo sidste år, særligt i Giroen, at hans topniveau stadig fører meget, meget langt i dette felt. Denne rute passer ham da også, for han er god på lange stigninger og har også om nødvendigt en spurt. Den Bardet, vi så i Giroen, vil kunne være med helt i front her, men lige nu må man trods alt antage, at han mangler for meget.

 

Michael Woods er startet langsommere, end han plejer, men der var heldigvis klar fremgang at spore i Tirreno, hvor han pludselig var blandt de bedste på muretapen. Den fremgang må antages at være fortsat, og vi kan vente os en meget bedre Woods til hans hjemmebaneløb. Det er dog også klart, at muretapen passede ham som fod i hose, og selvom han har forbedret sig voldsomt på lange stigninger, hvad han blandt andet viste i dette løb i 2021, og da han vandt Occitanie sidste år, er han mere på udebane, særligt på denne etape. Omvendt var det her, at han for to år siden sagde, at han aldrig havde haft så gode ben på en lang stigning, og det vidner om hans udvikling. Lige nu synes vi bare ikke at have den bedste Woods, og han har også en del at bevise, når han havde et svagt efterår, og dåbsattesten viser, at han karrierestoppet ikke ligger lysår ude i fremtiden. Han ledsages af Dylan Teuns, der i formstærk udgave godt kan gå i top 20  denne slags finaler, men helt fremme kan han ikke være. Stephen Williams er formsvag, og den ellers lovende Matthews Riccitello mangler lidt for meget trods en god sæsonstart.

 

En af de helt store jokers er Tobias Johannessen. Sidste år var han blandt de allerstærkeste i dette løb, og han har derfor vist, at han sagtens kan være med. Nu er han endda et år længere fremme i sin udvikling, men hvor står han? En skade kostede ham stort set hele sæsonstarten, senest Paris-Nice, og meldingerne fra hans hold har været vidt forskellige. Jacob Hindsgaul siger, at han har forberedt sig ideelt, mens Jonas Gregaard siger, at optakten har været problematisk. Dagens tidstab i en finale, der passede ham, tyder på det sidste, men det kan heldigvis også skyldes, at han blev fanget bag styrtet. Svaret får vi i morgen.

 

Jeg ville gerne rangere Ben O’Connor højere. Australieren vandt en ganske vist taktisk etape i sidste års udgave og finder her vel næsten det WorldTour-etapeløb, der passer ham bedst. Etapen måtte gerne have flere bjerge, men den lange finalestigning passer ham. Han har imidlertid haft en elendig optakt med først sygdom inden Tirreno, hvor han manglede lidt i forhold til de bedste, og nu er han blevet syg igen. Faktisk var det meldt ud, at han ikke ville komme til start, og det er derfor en positiv overraskelse, at han alligevel er blevet klar. Derfor skal vi nok dæmpe forventningerne, men Tirreno har utvivlsomt forbedret formen, og hvis sygdommen har været lettere end antaget i en uge, hvor han alligevel næppe har skullet træne alt for hårdt, kan man håbe, at han alligevel er på et lidt højere niveau, end han var i Tirreno.

 

Den rytter, flest vil kigge på, er nok Egan Bernal, men vi skal utvivlsomt dæmpe forventningerne. Han havde jo ellers en god vinter, og selvom han var lysår fra sit gamle niveau, var han bestemt ikke ringe i Argentina. Problemet er den ærgerlige knæskade, der har udsat hans comeback adskillige gange, og det synes derfor helt udelukket, at han kommer til dette løb i flyvende form. Han har nu afsløret, at han ikke trænede i tre uger, og at han alene skal godt igennem dette løb. Omvendt holdt han sig så fint til i dag, at han helt sikkert ikke bare har tænkt sig at tage en dag i gruppettoen. Med Luke Plapp ude, endnu en nedtur for den svingende Ben Tulett i dag og Geraint Thomas i en tydelig hjælperrolle er han det eneste reelle bud for Ineos, så lad os se, hvad formen rækker til - og lad os se, hvor langt formstærke Jonathan Castroviejo kommer i et løb, hvor den stadig bedre klatrende spanier faktisk ser ud til at kunne prøve sig af.

 

Louis Meintjes har ikke mange gode resultater i ugelange løb, hvor han ikke får glæde af sin dieselmotor. Som for Mäder og Hindley gælder dog, at han vil have stor gavn af, at dette løb er spækket med bjergetaper, og generelt betyder de mange højdemeter og lange stigninger, at han står stærkere. Vi er dog også tidligt i løbet, og han så mildt sagt ikke godt ud i dag, hvor han hang bagerst i feltet. Det gør han dog tit, og han kom trods alt med hjem som han skulle. Han blev genfødt i 2022, hvor han var i top 10 i Touren og vandt en etape i Vueltaen, men til gengæld er han aldrig på toppen på denne årstid. Efter at have ageret hjælper i Mellemøsten, hvor det gik hæderligt, synes han dog på rette spor. Han ender ikke langt fremme, men lad os se, om han kan bygge videre på den lovende start. Rein Taaramae har forbedret sin klatring meget, men denne etape er for svær, som den også er det for Rune Herregodts og Simone Petilli.

 

Movistar kommer uden Enric Mas, og dermed er det Einer Rubio, der skal løfte ansvaret for de lokale helte. Efter den megen uheld i 2022 så det med den fornemme sejr i Emiraterne ud til, at han endelig var klar til at indfri det potentiale, han åbenbarede i efteråret 2021, men han faldt helt igennem på kongeetapen. Det skaber naturligvis noget tvivl, når vi endnu ikke har set ham helt fremme i et løb på dette niveau, men det kan også bare have været en dårlig dag. Hans vilde ridt på Jebel Jais vidnede i hvert fald om form, og han har indikeret, at han har et vist potentiale. Etapen med lange stigninger og højder passer ham i hvert fald ganske perfekt. Hos Movistar er der til gengæld intet, der tyder på, at Ivan Ramiro Sosa er sig selv endnu, og Carlos Verona var senest i Tireno et stykke fra sit bedste. Antonio Pedrero er startet godt og kan formentlig godt lave et pænt resultat, mens Will Barta, der har klatret flot i år, trods alt er overmatchet her.

 

Guillaume Martin har haft en svær sæsonstart med en del sygdom, men han begynder stille og roligt at finde formen. Det gik pænt i Ardeche og endnu bedre i Tirreno, hvor han var endt bedre, hvis ikke han havde angrebet tidligt på muretapen. Dette løb passer også langt bedre til en ren klatrer som ham, men vi så til gengæld også sidste år, at han aldrig fandt sit bedste niveau. I det hele taget er han blevet ringere og ringere siden det fornemme 2020, og lige nu synes der at være grænser for, hvor langt han kan komme i et løb som dette, selvom etapen passer ham storartet. Til gengæld er den for svær for Jesus Herrada, der er overmatchet i bjergene på denne tid af året, og også brormand Jose Herrada.

 

En af de ryttere, jeg glæder mig allermest til at se, er supertalentet Lenny Martinez. Franskmanden viste trods sin purunge alder i 2022 i både MercanTour Classic og Tour of the Alps, at han allerede kan begå sig på højt niveau. I år kom han også stærkt fra start i Marseille, og han fortsatte i Ardeche, hvor han kom god tilbage efter en punktering i finalen, inden han blæste væk i sidevinden og druknede i Laigueglia. Det er er klart, at dette er et klart skridt op i forhold til det, han har prøvet hidtil, men han er ambitiøs og har sagt, at han gerne vil teste sig i klassementet. Man får næppe en bedre rute til en ren bjergrytter som ham. Til gengæld må Michael Storer regnes som ude af billedet. efter dagens styrt, mens Reuben Thompson har manglet for meget.

 

Jeg er ret spændt på Torstein Træen. Sidste år overraskede han alt og alle ved at ende som nr. 9 i dette løb, og det vidner om, at han godt kan være med, selvom niveauet nok er lidt højere i år. Det synes Træens imidlertid også at være, for efter han kom tilbage fra sin testikelcancer i efteråret, så han nærmest endnu bedre ud. Logikken tilsiger da også, at han fortsat er i udvikling, og han er da også kommet ret fint i gang i eksplosive løb, der ikke rigtigt passede ham. Det bekymrer mig dog lidt, at han ikke var bedre i Ardeche, men det er heldigvis også efterhånden længe siden. Han var ikke spor bedre i samme løb for et år siden, og endte alligevel i top 10 i dette løb. Måske gentager historien sig i år, hvor han må forventes at have hævet sit niveau yderligere. Denne etape passer ham i hvert fald. Jonas Gregaard er i fremgang, men næppe nok til at være med helt fremme, og Niklas Eg, Jacob Hindsgaul og Anders Johannessen havde det alle svært i dag.

 

Et andet stort talent talent er Cian Uijtdebroeks. Sidste år viste han sig godt frem i mindre ugelange løb. I år er det planen, at han skal køre klassement i ugelange løb på WorldTouren som næste skridt, og dette er derfor hans første mål. Desværre har han skuffet mig lidt i sæsonstarten. Det var fint på Mallorca og så længe godt ud i Oman, indtil han floppede på kongeetapen. Her er der dog håb at finde i, at han af uforklarlige årsager slet ikke kunne træde de watt, han plejer, og potentialet er derfor til mere. Niveauet i Oman var imidlertid også lavt, og han skuffede igen i Ardeche. Det har begrænset min optimisme, men vi ved også, at hans potentiale er stort. Han knuste al modstand i l’Avenir og havde den unge alder taget i betragtning et flot 2022. Lige nu synes han dog at mangle lidt for meget til et løb som dette. Til gengæld havde Patrick Konrad et styrt i dag, og han klatrer i dag ikke godt nok på lange stigninger. Frederik Wandahl udvikler sig godt, men han kan ikke være med helt fremme, hvad Matteo Fabbro heller ikke kan.

 

Ag2r har også Geoffrey Bouchard, der efter et 2022 med tilbagegang i 2023 pludselig har genfundet de lovende takter, vi så i 2021. Han var blandt de allerbedste både i Oman og Emiraterne, men det var også i felter, der var ret svage. Han har altid kørt godt i Emiraterne, men når han er kommet til Europa, har han altid været overmatchet. Hans potentiale i et stærkt felt som dette bør ikke række til top 10. Omvendt er det en etape, der passer storartet til en ren klatrer uden meget punch, og sandt er det i hvert fald, at han er bedre end nogensinde, og at han på kongeetapen i Emiraterne slog navne som Kuss og Pello Bilbao. Lad os se, om det er nok til for første gang også at gøre sig gældende i et stort WorldTour-løb i Europa. Holdet har også Clement Berthet, men Paris-Nice viste, at der er grænser for, hvor langt han kommer.

 

Det er også en stor test af kometen Oscar Onley. Han viste sidste år i Kroatien, at han allerede kan være med på højeste niveau, da han pressede Jonas Vingegaard til det yderste, og selvom han tydeligvis ikke var flyvende endnu, gjorde han det fornemt på Malhao i Algarve. Til gengæld kom han ned på jorden i Strade Bianche, hvor niveauet var for højt, og det derudover er det store spørgsmål, om han er bjergrytter eller puncheur. Hidtil har han kun vist sig frem på eksplosive stigninger, men selv tror han, at han er bedre på lange stigninger, selvom han aldrig rigtigt har prøvet dem i løbssammenhæng. Derfor er han ét stort spørgsmålstegn, og Strade viser, at vi nok skal dæmpe forventningerne, men han var til gengæld også så imponerende sidste år og så opløftende på Malhao, at man aldrig skal udelukke et godt supertalent, når man ser et. Hans deltagelse i dagens udbrud viser, at han ikke har ambitioner i klassementet, men han skal jo i hvert fald sidde hos Bardet så længe som muligt, da Marco Brenner ikke har den tilstrækkelige form.

 

Hvor meget plads får Ilan Van Wilder? På Soudal er der et ret klart hierarki. Heldigvis er det ikke nødvendigvis Soudal, der skal føre, og får vi til slut en lidt større gruppe, der er svær at kontrollere, kan der være en ide i at bruge et eventuelt overtal. Hans kørsel i Algarve indikerede, at han har forbedret sin klatring ganske meget, selvom Malhao også viste hans begrænsninger - begrænsninger, vi i den grad også så i en Vuelta, hvor jeg havde ventet mig mere. Heldigvis udvikler han sig fortsat, og det skal blive ganske interessant at se, hvor langt han kommer her. Til gengæld bør det være klart, at Jan Hirt, Fausto Masnada og Louis Vervaeke, der alle skuffede i deres seneste løb, er hjælpere, som også Mattia Cattaneo er det.

 

Hos Alpecin ha man Nicola Conci, der har udviklet sig meget, men er bedre på kortere stigninger, samt Xandro Meurisse, der stadig er en skygge af sig selv. Hos Astana kan David De La Cruz gøre det pænt, men Paris-Nice viste, at han stadig mangler en del, som Harold Tejada også gjorde det i Mellemøsten. Hos Burgos kan den i år så lovende Victor Langellotti og Jose Manuel Diaz gøre det pænt, mens Andres Ardila har manglet for meget, og Pelayo Sanchez styrtede i dag. Hos Caja Rural er Jefferson Cepeda lidt overmatchet trods en god start i Andalusien, ligesom han skuffede fælt i Galicien. Hos Kern Pharma er Jose Felix Parra stadig ikke i form, og stigningen er for svær for Roger Adria, mens Euskaltel har Mikel Bizkarra, der kan komme relativt langt i dette felt. Hos Lotto er stigningen for lang for formstærke Andreas Kron, der har meldt sig ud af klassementet, og Maxim Van Gils, mens Edoardo Sepulveda, Sylvain Moniquet og Lennert Van Eetvelt har skuffet i de seneste løb. Det samme gælder for Elie Gesbert hos Arkea, og unge Ewen Costieu er trods alt overmatchet her. Filippo Zana viste for Jayco form i Strade Bianche, men han har aldrig kunnet begå sig på dette niveau, og stigningen er for svær for den ellers velkørende Callum Scotson, mens Kevin Colleoni er formsvag, og Tsgabu Grmay styrtede i dag.

 

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Mikel Landa

Outsidere: Joao Almeida, Giulio Ciccone, Jai Hindley, Richard Carapaz, Adam Yates

Jokers: Romain Bardet, Michael Woods, Tobias Johannessen, Ben O’Connor, Egan Bernal, Louis Meintjes, Einer Rubio, Guillaume Martin, Lenny Martinez, Torstein Træen, Cian Uijtdebroeks, Geoffrey Bouchard, Ilan Van Wilder

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Adam Yates’ sejr fra 2021 og 2019, Tejay van Garderens sejr fra 2014 og Nairo Quintanas sejr fra 2013.

 

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Der var nok mange cykelfans, der havde svært ved at få armene ned, da Primoz Roglic kort inden jul annoncerede, at han i år vil jagte den Giro-sejr, som styrt og sygdom kostede ham i hans store 2019-sæson. Selvfølgelig ville han have været et herligt krydderi i Touren, men i det franske løb har der aldrig manglet spænding. Her kan duellen med Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard så rigeligt bære al den hype, der gerne skal skabes frem mod enhver grand tour, og her ville Roglics tilstedeværelse derfor blot være flødeskum på toppen.

 

Sådan var det til gengæld ikke i Giroen. Nok er Remco Evenepoel stadig uprøvet som grand tour-rytter, ikke mindst i et løb, hvor den tredje uge er så svær, som den vil være i Italien til maj, men med udsigt til en meget tempotung rute med hele tre enkeltstarter kunne man frem Roglics melding i december godt sidde med den frygt, at den italienske grand tour ville ende med at være lige så spændingsforladt, som sidste års Vuelta endte med at være. Her nåede man kun kortvarigt at få bragt i liv i løbet, da en forslået Evenepoel oplevede en krise på La Pandera-etapen, men da han hurtigt rejste sig igen, endte den spanske grand tou reelt som en procession fra det øjeblik, han allerede på 6. etape knuste al modstand.

 

Det var frygten for et lignende scenarium, der lurede denne gang. De to første uger af Giroen er ganske lette, men byder på to stort set flade tonserenkeltstarter, hvor Evenepoel har al mulig grund til at forvente, at han vil sætter minutter i banken i forhold til langt de fleste af sine rivaler. I det lys var der formentlig mange, der sad med en frygt for, at vi kunne blive vidner til en næsten tro kopi af en Vuelta, der bestemt ikke vil gå over i historien som den mest spændende.

 

Den frygt fik Roglics julegave til alverdens cykelfans lagt den kraftig dæmper på. Ganske vist var han jo blandt de ryttere, der blev kørt over af Evenepoel i Vueltaen, men med tanke på hans problematiske forberedelse med et styrt i Touren og en Giro, der vil teste Evenepoels tidligere ret svage holdbarhed endnu mere, er det bestemt ikke givet, at der til maj vil vente en lige så kraftig lussing fra verdensmesteren, som der gjorde i Spanien sidste år. Nej, duellen mellem Roglic og Evenepoel om en god måneds tid har hurtigt etableret sig som noget af det mest spændende i en sæson, der ellers byder på mange imødesete opgør.

 

Derfor har der også været set særligt frem til denne uges Volta a Catalunya. Det bliver der nu hvert år, for siden UCI med deres geniale kalenderændring flyttede det historiske løb, der faktisk er verdens fjerdeældste etapeløb kun overgået af Touren, Giroen og Belgium Tour, til marts og derved gav det en kraftig renæssance har det år efter år tiltrukket et fabelagtigt felt. Som regel har det dog været opvarmning til Touren, når blandt andre Chris Froome og Alberto Contador har krydset klinger, men i år er det helt usædvanligt blevet den helt store Giro-generalprøve.

 

Det skyldes naturligvis, at Evenepoel og Roglic ikke har fulgte den typiske vej frem mod Giroen, som i de seneste år har budt på masser af italienske cykelløb med først Tirreno og siden Tour of the Alps. Nej, de har begge valgt det catalanske som deres allersidste etapeløb frem mod årets store mål - for Roglic er det endda det sidste løb overhovedet - og dermed er det her, vi får den første ide om styrkeforholdet. Det sker ovenikøbet på en historisk bjergrute, der som altid i Catalonien er helt uden enkeltstarter, og det er en gave til cykelfolket, der således får mulighed for at vurdere dem ansigt til ansigt på det område, hvor selvsamme styrkeforhold er mest uklart. At andre Giro-ryttere som Geraint Thomas, Joao Almeida, Jack Haig, Gino Mäder, Giulio Ciccone og Rigoberto Uran også er til start har blot givet løbet et endnu større præg af at være den store Giro-generalprøve.

 

I det lys er der formentlig nogle spanske arrangører, der i disse minutter har svært ved at få armene ned. Der var nemlig lagt op til, at det først var i morgen på den store pyrenæeretape til Vallter 2000, at vi skulle have indledt duellen, men højst uventet blev den allerede indledt fra allerførste færd, da løbets to forventede hovedaktører allerede sluttede som nr. 1 og 2, da løbet i dag for andet år i træk blev skudt i gang med den herlige puncheurspurt, som i både 2019 og 2022 blev vundet af Michael Matthews.

 

Det var ikke Roglics tilstedeværelse, der var overraskende. Man kunne sagtens diskutere, om bakken var lidt for blød til, at han kunne slå bakkestærke sprintere som Bryan Coquard og Ethan Hayter, og man kunne være usikker på, om han overhovedet ville gå efter sejren, men der var ikke skyggen af tvivl om, at han ville være med i kampen om sejren, hvis han gav den et skud. Han har nemlig talrige gange vist, at han kan blande sig med tungere folk også på blødere bakker som denne, blandt andet i Vueltaen og Paris-Nice, og der lå derfor en oplagt chance for fra start at sikre sig et lille forspring i kraft af bonussekunder.

 

Nej, det var Evenepoels 2. plads, der må have taget fusen på mange. At han ville ende i top 10, lå næsten i kortene, for i denne slags finaler skal klassementsryttere altid spurte af frygt for pludselig at tabe dumme sekunder som følge af et hul, og vi har set, hvor eksplosiv han er blevet, senest da han kørte alle ud af hjulet på toppen af Jebel Jais i Emiraterne for et par uger siden. Aldrig tidligere har han dog været i nærheden af at køre om sejren i finaler, hvor sprinterne også drømmer om sejren, og derfor var spørgsmålet ved starten snarere, hvor tæt på top 5 han kunne komme, mere end om han kunne køre med om sejren.

 

Det kunne han imidlertid, og faktisk virker det slet ikke umuligt, at han kunne have vundet. Løbet blev muligvis tabt på et af de områder, hvor han stadig har sine klare mangler, nemlig i positionskampen. Det så vi blandt andet i en lignende, men meget hårdere puncheurfinale i Laguardia under Vueltaen, hvor Roglic tog den forventede sejr, men hvor vi alle blev skuffede over aldrig at få chancen for at se, hvad Evenepoel kunne på den lille baskiske mur. Han sad nemlig alt, alt for langt tilbage, men fornemmelsen af potentialet fik man alligevel, da han trods sin elendige udgangsposition på utrolig vis alligevel endte som nr. 7.

 

Præcis det samme gentog sig i dag. Ilan Van Wilder, der selv er blevet en habil puncheur, måtte gentagne gange spejde bagud for at finde sin kaptajn, men da han aldrig dukkede op, valgte den belgiske løjtnant selv at spurte. Det var helt modsat Roglic, der som altid sad, hvor han skulle, og endda blev sat helt perfekt i scene af Koen Bouwman. På det tidspunkt var der vel ingen i denne verden, heller ikke Evenepoel selv, der havde drømt om, at han ville komme blot i nærheden af sejren.

 

Men det gjorde han. Nu fik Roglic bestemt ikke den bedste start, da Bouwman fik startet sit lead-out for tidligt og forsvandt fra fronten så hurtigt, at sloveneren nærmest måtte stoppe, inden han lod Ethan Hayter åbne spurten, men han fik alligevel bevist sine formidable puncheurevner ved distancere alle andre så klat, at de nok har brugt aftenen på at ringe til et slovensk hospital for at finde ud af, om Roglic ikke bandt os en historie på ærmet, da han hævdede at have gennemgået en skulderoperation sidste efterår. Faktisk var det en stor lettelse nok engang at få bekræftet, at det slovenske uhyre ikke umiddelbart har til sinds at abdicere, selvom man efter hans niveaufald i 2022 kunne have frygtet det.

 

Alligevel blev det pokkers tæt. Roglic var nemlig ikke den eneste, der kørte alle andre midt over. Evenepoel kom nemlig blæsende med en fart, der nærmest fik den slovenske superpuncheur til at blegne, og selvom Roglic måske betalte en pris for den megen tid, han tilbragte i vinden - der i øvrigt kom i ryggen og derfor ikke bremsede ham alt for meget - var det så overbevisende en spurt af Evenepoel, at man godt forstår, at han slog i styret af frustration. Det lignede nemlig muligvis en tabt etapesejr og dermed en helt uventet overhånd i kraft af bonussekunder i kampen om den samlede sejr.

 

Forhåbentlig lægger skuffelsen sig hurtigt. Med dagens spurt fik han nemlig gjort indhug i et af de fortrin, Roglic har haft i deres indbyrdes duel, nemlig hans spurt og punch. Efter i dag virker Evenepoel i hvert fald ikke længere voldsomt underlegen, og han fremstår efterhånden som ganske komplet. Ja, han skal arbejde lidt med sin positionering, men når han får lært det, ligner han en mand, der nu også kan vinde puncheurfinaler. Julian Alaphilippe skal nok ikke være helt ked af, at han i år skipper Fleche Wallonne, som pludselig ser ud til at være inden for hans rækkevidde.

 

Med spurten fik han i hvert fald bevist, at det catalanske løb helt berettiget er blevet markedsført som en duel mellem de to. Nok var der ingen af de andre Giro-ryttere, der havde skyggen af chance for at blande sig - Joao Almeida er nemlig i dag helt uden sit punch, og Geraint Thomas markerede med det samme, at han ikke helt uventet er til start som ren hjælper - men det var på en eller anden måde meget symbolsk, at de to hovedaktører nærmest fra første færd kørte alt og alle ud af hjulet. Hvis nogen havde drømt om, at de skulle blande sig i kampen om rampelyset, blev den drøm i hvert fald i første omgang slukket, selvom særligt Mikel Landa nu nok skal få et ord at have sagt, når vi rammer finaler, der ikke passer ham så ganske elendigt, som dagens puncheurspurt gjorde.

 

Alle andre var tvunget til at dyste om krummerne, der var tilbage, da de to store havde forladt bordet, og her så vi igen, at denne bakke ved den spanske middelhavskyst altså er mere for lettere puncheurs end bakkestærke sprintere, medmindre man er helt oppe i puncheureliten som den dobbelte vinder Matthews. Vi skulle nemlig helt ned på 9. og 10. pladsen for at finde de første sprintere i form af Milan Menten og Bryan Coquard, og det var akkurat det samme billede, vi så ved besøgene i samme finale i 2019 og 2022.

 

Særligt for Coquard var det en nedtur. Denne bakke burde nemlig have passet ham ganske fint, da han i denne slags finaler ikke er Matthews alt for underlegen, men selvom han for en sjælden gangs skyld sad godt, fik vi bekræftet det, vi allerede så i Murcia og senest Sanremo, nemlig at han slet ikke er så stærk, som han senest var i februar for et år siden. Anderledes lovende var det for Menten, der fortsatte sin flotte start hos Lotto, hvor han har forbedret sig ganske markant, for sidste år havde jeg aldrig givet ham skyggen af chance for at blande sig i en spurt som denne.

 

Det havde jeg til gengæld med Ethan Hayter. For den alsidige brite burde denne finale være ganske ideel, men selvom han kunne starte en måske lidt lang spurt fra spids, blev han slet og ret kørt over af Roglic. Det er nu ikke så slemt, som det kunne se ud til, for briten kører sit første løb efter styrtet i Australien, hvor han brækkede kravebenet, og at han overhovedet var med fremme i så hård en finale, viser, at formen slet ikke er så ringe endda, og at foråret ikke ender med at blive helt forsømt.

 

I stedet for Hayter blev det imidlertid Ide Schelling, der fik de fleste af de krummer, Roglic og Evenepoel efterlod, og det var ganske opløftende. Hollænderen havde et rædselsfuldt 2022, hvor blandt andet en grim coronainfektion satte ham så langt tilbage, at alle hatte, han trådte i, var helt, helt uden buler. Sådan har det heldigvis ikke været i år, hvor han igen har givet glimt af det talent, han var i 2021, og dagens spurt vidner om, at han altså fortsat er en lovende puncheur.

 

Det er Maxim Van Gils også, og han har på det område gjort store fremskridt i år. Det så vi allerede i Oman, og det bekræftede han igen i dag. Man kan bare ærgre sig over, at Lotto ikke lurede, at finalen var for lette puncheurs som Van Gils og ikke sprintere som Menten. Den bedste opskrift på succes havde været at lade Menten sætte Van Gils og Andreas Kron, der kørte så sublim en puncheurspurt i Andalusien, i scene, men nu blev danskeren misbrugt som lead-out man. Det var bestemt en skam, for havde han også deltaget i spurten, var Lotto formentlig endt med to endnu bedre resultater end dem, de allerede fik.

 

Det var også opløftende at se Giulio Ciccone fremme. Hans genrejsning fortsætter dag for dag, og særligt markant har det været, at han i år har spurtet bedre end nogensinde. Det var jo ellers noget, han slet ikke dyrkede, indtil han i 2021 chokerede sig selv voldsomt ved at blive nr. 2 bag Davide Ballerini i en puncheurspurt i Provence, men det er nu en kunst, han har forfinet. Han kan blot ærgre sig over, at han akkurat ikke fik del i bonussekunderne.

 

Det gjorde Romain Bardet, Jai Hindley og Michael Woods heller ikke. Dertil var finalen trods alt for let, men de fik bekræftet, at de har masser af punch. Mere opløftende var det at se formstærke Landa og den sygdomsramte Ben O’Connor holde sig så fint til i en finale, der bestemt ikke passede dem. O’Connor kan også glæde sig over, at formstærke Dorian Godon med en fornem spurt til fulde bekræftede, at han er tilbage på det lovende sport fra 2021 efter en skidt 2022-sæson.

 

De undgik alle at tabe tid, men det er mere, end man kan sige om mange andre. Nu skal man passe på med at lægge for meget i, hvem der sad bag det hul, der kostede 10 sekunder, for mange kan have været fanget bag styrtet, men det var et uventet tab for Richard Carapaz, der normalt nok kan finde ud af at holde sig fremme. Mere forventet var det, at finalen kunne koste sekunder for folk som Cian Uijtdebroeks, Jack Haig, David De La Cruz, Gino Mäder, Einer Rubio, Torstein Træen, Lenny Martinez, Geoffrey Bouchard og Louis Meintjes, for hvem dette var en dag, der blot skulle overstås. Der var også tidstab til Egan Bernal, hvad man normalt ikke ville forvente, men det hænger naturligvis sammen med hans problematiske optakt. På samme vis kan vi nok konstatere, at Tobias Johannessen, der jo er en sublim puncheur, efter sine skader ikke er på toppen, medmindre han altså var fanget bag styrtet.

 

Styrtet kostede i hvert fald for nogle. Jumbo kan glemme alt om at have Sepp Kuss som plan B, og Ivan Ramiro Sosa fortsætter sin kedelige sæsonstart. Thomas viste som sagt hurtigt, at han efter sin megen sygdom er her som hjælper for et Ineos-hold, der i lyset af Luke Plapps sygdomsafbud fra morgenstunden, Bernals ringe form og endnu en nedtur for Ben Tulett ser ud til at få det sjældent svært i et WorldTour-etapeløb. Helt galt gik det for 2021-vinderen Adam Yates, der smed mere end 10 minutter og nåede mål i en slemt forslået tilstand, som også Micahel Storer og Patrick Konrad gjorde det. Dermed blev vi i hvert berøvet én topfigur allerede fra start.

 

Det var en skam. Yates var nemlig en af de ryttere, der kunne have udfordret Evenepoel og Roglic, hvis han vel at mærke havde sit niveau fra UAE Tour, hvor han satte selvsamme Evenepoel grundigt på plads, og ikke det kedelige niveau, vi senest så fra ham i Tirreno. På den måde kunne han have forsøgt at ændre på det narrativ, der hele tiden har været lagt for det catalanske løb, nemlig at det er den helt store Giro-generalprøve med en duel mellem det italienske løbs helt store favoritte.

 

Og sådan vil det jo nok være uanset hvad. Uanset om Landa, Almeida eller en helt tredje skulle være i stand til at byde de to favoritter trods i de tre bjergfinaler senere på ugen, vil alle øjne være rettet mod Roglic og Evenepoel. Denne uge handler selvfølgelig om den samlede sejr i et af sportens allerstørste løb, men den handler i endnu højere grad om det første indblik i, hvem der vil vinde den duel, som Roglic satte i scene med sin julegave til cykelfolket i december. I det lys kunne fortællingen om årets Volta a Catalunya ikke være startet på mere krystalklar maner end ved, at de to hovedaktører kørte alle andre ud af hjulet en dag tidligere, end nogen havde ventet det. Nu er duellen i hvert fald i gang!

 

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+