Dagens cykelnyheder

Marc Hirschi tog en flot sejr på dagens etape af Czech Tour.

 

Den schweiziske stjerne var suverænt stærkeste rytter på dagens etape, hvor han kunne køre alene hjem.

 

Nu er UAE-stjernen i førertrøjen og har 15 sekunder ned til sin holdkammerat, Diego Ulissi, på andenpladsen.

 

”Tanken var faktisk at holde alt sammen for mig og Diego. Vi ville vente til slutningen og så se, om vores ben var gode,” siger Hirschi og fortsætter:

 

“I morgen bliver finalen lidt længere, hvilket måske ikke er så godt for mig. Vi vil forsvare trøjen."

 

Sejren var Hirschis anden i år.

German Nicolás Tivani (Aviludo - Louletano - Loulé Concelho) vinder stor spurtsejr.

 

Sejren faldt på anden etape af det 11 etaper lange portugisiske etapeløb, hvor danske Julius (Sabgal / Anicolor) Johansen er eneste dansker til start.

 

Sejren var en vaskeægte dobbeltsejr, da Tomas Conte kun kunne se sig slået af sin landsmand og holdlkammerat.

 

Tivani har tidligere snuset til europæisk topcykling som UAE Team Emirates-stragiere i 2018 og sidste sæson som rytter på det italienske ProTeam, Corratec.

 

Nu kører han for det portugisiske, Aviludo - Louletano - Loulé Concelho, hvor han har blandet sig i adskillige spurtafgørelser.

 

Schweiziske Colin Stüssi (Vorarlberg), der i går kørte alene hjem og tog førertrøjen, forsvarede den og har fortsat 32 sekunder ned til Antonio Carvalho på andenpladsen.

Introduktion til løbet:

Fra Paris til Paris

Dato: 27. juli

Antal kilometer: 32,4

Løbsstart: 14.30 (første rytter)

Løbsafgørelse: Ca. 15.55 (sidste rytter)

TV-dækning: Se oversigten her

Første udgave: 1996

Seneste vinder: Annemiek van Vleuten (Holland)

Kategori: Internationalt mesterskab

 

De olympiske lege har særstatus inden for ikke blot sport, men kulturen i det hele taget, og i så stor en begivenhed er vores kære sport, cykling, blot en ubetydelig del. Som sportsgren var cykling allerede med i de første moderne olympiske lege i 1896, dog kun for herrer. I stedet skal vi helt frem til 1984 for at finde første OL-medalje uddelt til en kvindelig cykelrytter, da et linjeløb på landevej her blev afholdt for første gang. Fra 1996, samme år som hos herrerne, blev der så for første gang afholdt både linjeløb og enkeltstart på landevej.

 

Legene i 2024 bliver den ottende OL-enkeltstart for kvinder, og der er kun få guldvindere igennem historien. I sine tre starter - 2008, 2012 og 2016 - vandt amerikaneren Kristin Armstrong nemlig guld alle tre gange og overtog dermed tronen fra hollandske Leontien Zijlaard-van Moorsel, der både vandt enkeltstarten i 2000 og 2004. Danske kvinder har endnu aldrig vundet en OL-medalje i landevejscykling, og i enkeltstarten har hidtil bedste resultat været en 13. plads til Linda Villumsen (der senere er blevet newzealænder).

 

Ved de seneste lege i Tokyo i 2021 vandt den nu pensionerede Annemiek van Vleuten guld i enkeltstart foran schweiziske Marlen Reusser og sin hollandske landsmand Anna van der Breggen. Desværre har Reusser været tvunget til at melde afbud til disse lege, mens van der Breggen stadig er cykelpensionist året ud. Dermed tyder det på, at vi skal finde tre helt nye medaljetagere i disciplinen, selv om nu 44-årige Olga Zabelinskaya, efter et skifte til usbekisk statsborgerskab, i teorien kan vinde sin tredje OL-medalje efter bronze i 2012 og sølv i 2016.

 

Introduktion til ruten

For første gang i OL-historien skal herrer og kvinder køre den præcist samme rute og dermed distance på enkeltstarten - først de 35 kvinder, umiddelbart derefter de 34 herrer. Læs optakten til herrernes enkeltstart her.

 

Det slidte udtryk ”pandekageflad” kommer til sin ret på den rute, som de franske arrangører har lagt for OL-enkeltstarten i 2024. På 32,4 kilometer er der nemlig sølle 150 højdemeter at finde, ligesom vejene holder sig mellem 30 og 60 meter over havets overflade. Der skal ikke tabes mange æggeskaller i dejen, før en pandekage er mindre flad.

 

Ruten er placeret med start og mål på Pont Alexandre III i midten af Paris med et østligt vendepunkt ved parken Bois de Vincennes. Netop her ved parken, det vil sige omtrent den anden fjerdedel af ruten, er den mest tekniske del af ruten, hvor en række skarpe sving skal forceres. Undervejs på ruten tages der to mellemtider: én efter 13,4 kilometer og én efter 22,3 kilometer, begge ud for fæstningen Château de Vincennes i udkanten af Bois de Vincennes.

 

Selv ikke ved parken ligger svingene decideret tæt, og generelt er der mange overvejende lige strækninger på ruten. Rutens første og sidste godt fem kilometer er eksempelvis i hver deres retning på samme brede boulevard igennem hjertet af Paris. Forvent en spektakulær enkeltstart og turistreklame for byernes by.

 

 

Om vind og vejr

De 35 kvinder sendes afsted på enkeltstarten med halvandet minuts mellemrum, hvilket betyder, at der kun er 51 minutter mellem første og sidste startende. Dermed er der begrænset mulighed for, at rytterne vil køre i så forskellige vejrforhold, at det kan skabe afgørende forskelle, men helt afvises kan det dog ikke.

 

Overordnet set skulle det blive en regnvåd dag i Paris med nedbør fra tidlig morgen til sen eftermiddag og dermed også på tidspunktet for enkeltstarten. Regnen skulle stilne af hen ad eftermiddagen, så de sidste ryttere kunne godt køre i bedre vejr end de første, men uden udsigt til tørvejr eller solskin må det forventes, at alle skal køre på våde veje. Dermed bør der være ensartede forhold for alle.

 

Favoritterne

Der kan ikke være meget tvivl om, at en så flad og mindre teknisk rute som denne tilgodeser egentlige tempospecialister. På de lange, flade strækninger kan disse ryttere få gavn af deres kraft og deres aerodynamik, når de kan ligge længe og træde tårnhøje watt-tal nede i en optimal position på enkeltstartscyklerne. Denne skal de kun forlade i rutens begrænsede antal sving, da der ikke er skyggen af en bakke, der kræver en anden position på cyklen.

 

Den regerende verdensmester i enkeltstart, Chloe Dygert (USA), ankommer til legene i ukendt form, efter hun i løbet af hele foråret kun har kørt tre endagsløb, alle i marts. Nu skulle skader og sygdom dog være bag hende, og hun melder sig klar til at køre om OL-medaljer. Siden choksejren på enkeltstarten i VM 2019 har hun generelt været meget skadesplaget og har faktisk kun gennemført fem tidskørsler og altså ingen i år. Ikke desto mindre vandt hun jo VM for under et år siden, så hun har altså vist, at hun stadig har niveauet, også selv om hun ikke viser det frem særligt ofte. Denne enkeltstart kunne være én af de dage, hvor hun viser sig som den bedste.

 

Superspecialisten Ellen van Dijk (Holland) har vundet ni af sine seneste 11 enkeltstarter, og de eneste to ”svipsere” var andenpladser bag Marlen Reusser, der ikke stiller til start. Meget væsentligt har de to seneste sejre været i år, hvor hun er vendt tilbage efter en graviditet, men alligevel er der opstået tvivl om hendes OL-form. Den tredobbelte verdensmester i enkeltstart styrtede nemlig under træning i juni og måtte opereres, men har fået meldt sig klar til start. Denne forberedelse tager toppen af hendes favoritværdighed, så selv om en medalje i allerhøjeste grad er mulig, bliver den ikke nødvendigvis af det ædleste metal.

 

Man skal ikke forklejne en så fabelagtig cykelrytter som Grace Brown (Australien), men på de største enkeltstarter har de sidste marginaler ofte været imod hende. I de seneste to verdensmesterskaber er guldet glippet med få sekunder, og til legene i Tokyo var det igen sekunder, der adskilte hende fra en medalje. Omvendt taler disse resultater for, at hun er medalje- og endda vinderkandidat her, men hun kunne godt have drømt om en hårdere rute. Til VM sidste år var det nemlig først på den afsluttende bakke, at hun for alvor nærmede sig Chloe Dygerts vindertid, men på den flade del af ruten var hun op imod et halvt minut efter. Tilsvarende tabte hun VM 2022 til van Dijk på en flad rute, så marginalerne skal denne gang være på australierens side, hvis hun ligefrem skal slå de andre guldfavoritter.

 

Australske Grace Brown missede en medalje i Tokyo, men er vinderkandidat her. Foto: Sirotti

 

Anna Henderson (Storbritannien) glippede akkurat en bronzemedalje på VM-enkeltstarten sidste år, da hun tabte en anelse af pusten på den afsluttende bakke, efter ellers at have ligget til medalje på mellemtiderne på flad vej. Denne flade OL-rute giver dog håb for, at hun kan holde dampen oppe hele vejen, sådan som hun gjorde på den lignende EM-rute sidste år, hvor hun vandt sølv. Hun trives på flade enkeltstarter som denne, og derfor kan hun drømme om en medalje.

 

Med bronzemedaljer til både EM og VM sidste år cementerede Christina Schweinberger (Østrig) sig som en eminent temporytter, der kan køre lige op imod verdenseliten. 2023 må dog også siges at være noget af et jubelår for den 27-årige østriger, der ikke har opnået helt så gode resultater i år, selv om enkeltstarterne nu har været glimrende. Den flade rute bør passe hende godt, så en medalje er ikke uden for rækkevidde.

 

Hvis cykelverdenen lærte én lektie af OL i Tokyo, så var det aldrig at undervurdere Anna Kiesenhofer (Østrig), så det skal jeg heller ikke rode mig ud i her. Matematikeren, der dengang var amatørrytter, havde regnet den helt rigtigt ud, så hun vandt OL-linjeløbet med et solofremstød, men bortset fra dét har hun mest markeret sig som temporytter. Tempoevnerne har kastet fire top 10-placeringer til EM af sig, ligesom hun nu to gange i træk har slået landsmanden Schweinberger med ét sekund. Og da Schweinberger kan gøre sig forhåbninger om medalje, så kan Kiesenhofer måske levere endnu en OL-overraskelse.

 

En stjerne som Elisa Longo Borghini (Italien) har faktisk ikke fremvist sine tempoevner i et internationalt mesterskab siden OL i Tokyo, hvor farten rakte til en tiendeplads. Hun ankommer dog i forventet storform efter sin sejr i Giro d’Italia Women, hvor hun akkurat vandt 1. etapes enkeltstart foran en specialist som Grace Brown - og vel at mærke også var marginalt hurtigere på flad vej. Så selv om mere kuperet rute havde gavnet italieneren, kan hun heller ikke afskrives en medaljechance her.

 

En alsidig profil som Juliette Labous (Frankrig) kunne godt have håbet på en hårdere rute, hvor hendes klatreevner ville komme hende til gode, men hun er også sublim på flade enkeltstarter. Igennem karrieren har hun hentet to sjettepladser til EM foruden endnu en sjetteplads samt en femteplads til VM, så uden at have vundet medaljer kan hun altså drømme om top 5 til et mesterskab som dette.

 

Juliette Labous er umiddelbart bedste bud på en medalje på hjemmebanen i Paris. Foto: SWpix.com

 

En superstjerne som Demi Vollering havde haft gavn af væsentligt flere højdemeter, men er stadig en sublim temporytter, også på flad vej. Sidste år bød på en sjetteplads til VM og to ganske tætte dueller på kuperede ruter imod den fraværende Marlen Reusser, så også i denne disciplin har hun tårnhøjt niveau, hvilket kunne række til top 5.

 

I Taylor Knibb (USA) har vi intet mindre end en OL-sølvmedaljevinder - men i triatlon. Det er nemlig i denne sport, at hun egentligt har specialiseret sig, men det kræver jo også på evner på cyklen, hvilket hun har bevist med et amerikansk mesterskab i enkeltstart tidligere i år. Dét resultat og så fjerdepladsen fra året før er hendes eneste resultater på landevejen, så hun må siges at være et ubeskrevet blad, men altså ikke uden chancer. Mesterskabet i enkeltstart blev nemlig vundet foran et så profileret navn som Amber Neben, der blev nummer otte til VM i 2023, så endnu en overraskelse her er mulig.

 

Jeg tør godt udråbe Lotte Kopecky (Belgien) som verdens mest komplette cykelrytter, men verdens bedste enkeltstartsrytter er hun trods alt ikke. En niendeplads til VM 2022 og en femteplads til EM sidste år vidner om, at hun ikke er langt fra de bedste, men at en medalje dog ville være en overraskelse. Omvendt møder superstjernen op til OL med store ambitioner og strålende form, så top 5 kan være muligt.

 

I de allerstørste mesterskaber er det aldrig lykkedes Audrey Cordon-Ragot (Frankrig) at opnå en top 10-placering, men på EM-enkeltstarter har hun altid præsteret godt med tre fjerdepladser og en femteplads. Både i 2022 og 2023 blev det til fjerdepladser med den fraværende Marlen Reusser som vinder, så ud fra dén logik er franskmanden en af Europas bedste temporyttere til start. Top 10 må dog være tilfredsstillende.

 

Elena Hartmann (Schweiz) har fået den utaknemmelige opgave at erstatte en guldfavorit som Marlen Reusser, men er dog selv en glimrende temporytter. Den 33-årige er et nyt bekendtskab i professionel cykling, men har nået at profilere sig netop i kampen mod uret, hvor hun har gjort sig gældende imod store navne. Niveauet har det med at svinge, men en sjetteplads tidligere på måneden på Giroens enkeltstart giver håb om en top 10-placering.

 

Vi skal tilbage til debuten i 2020 for at finde Emma Norsgaards (Danmark) enlige top 10-placering til VM i enkeltstart, men hun har nu ikke mistet sine tempoevner i mellemtiden. Til internationale mesterskaber har hun været et stykke under de bedste, men et enkeltstartsresultat som en tredjeplads i Baloise Ladies Tour 2023 kun syv sekunder efter en specialist som Anna Henderson giver håb for, at silkeborgenseren kan køre i top 10 og dermed sikre Danmarks bedste OL-resultat nogensinde i kvindernes enkeltstart.

 

Der har med rette været kritik af Sloveniens udtagelse af kvinderytterne til dette OL, men Eugenia Bujaks plads er nu berettiget, først og fremmest på enkeltstarten. Medaljekandidat er hun ikke, men igennem hele 2023-sæsonen var hun konkurrencedygtig, også til internationale mesterskaber med en ottendeplads til EM som bedste resultat. Derfor kan hun drømme om en top 10-placering her.

Introduktion til løbet:

Fra Paris til Paris

Dato: 27. juli

Antal kilometer: 32,4

Løbsstart: 16.32 (første rytter)

Løbsafgørelse: Ca. 18.00 (sidste rytter)

TV-dækning: Se oversigten her

Første udgave: 1896

Seneste vinder: Primož Roglič (Slovenien)

Kategori: Internationalt mesterskab

 

De olympiske lege har særstatus inden for ikke blot sport, men kulturen i det hele taget, og i så stor en begivenhed er vores kære sport, cykling, blot en ubetydelig del. Som sportsgren var cykling allerede med i de første moderne olympiske lege i 1896, men landevejscykling udeblev af de følgende tre lege for at blive genintroduceret i 1912, dog kun som enkeltstart. Fra 1936 erstattede et linjeløb enkeltstarten som det enlige landevejsløb ved OL, indtil der i 1996 for første gang både blev afholdt linjeløb og enkeltstart ved de samme lege.

 

Netop fra 1996 blev OL åbnet op for professionelle cykelryttere, hvorfor Pascal Richard vandt guld i linjeløbet foran Rolf Sørensen, og Miguel Induráin vandt enkeltstarten. Da de olympiske lege som bekendt kun afholdes hvert fjerde år, er der i sagens natur ikke mange landevejsryttere, der i gennem årene har vundet mange medaljer. I enkeltstarten har vi dog to dobbelte guldvindere, begge i nyere tid, nemlig Viatcheslav Ekimov (2000 og 2004, sidstnævnte dog i en skrivebordsafgørelse) og Fabian Cancellara (2008 og 2016). Danmarks eneste medalje hentet på enkeltstarten har været af guld, vundet af Henry Hansen i 1928.

 

Ved de corona-udskudte lege i Tokyo i 2021 var det Primož Roglič, der kunne bide i guldmedaljen, men han kommer ikke til at forsvare titlen. Uafhængigt af stjernens styrt i årets Tour de France er Sloveniens OL-hold nemlig uden Roglič, og i stedet skal Jan Tratnik trække i nationens grønne og blå speedsuit på enkeltstarten. Selv om der helt usædvanligt kun er gået tre år siden de seneste lege, så stiller heller ikke sølv- og bronzevinderne til start, da både Tom Dumoulin og Rohan Dennis har indstillet karriererne i mellemtiden. Dermed er der faktisk garanti for, at dette års medaljevindere i enkeltstarten aldrig før har vundet OL-metal i disciplinen.

 

Introduktion til ruten

For første gang i OL-historien skal herrer og kvinder køre den præcist samme rute og dermed distance på enkeltstarten - først de 35 kvinder, umiddelbart derefter de 35 herrer. Læs optakten til kvindernes enkeltstart her.

 

Det slidte udtryk ”pandekageflad” kommer til sin ret på den rute, som de franske arrangører har lagt for OL-enkeltstarten i 2024. På 32,4 kilometer er der nemlig sølle 150 højdemeter at finde, ligesom vejene holder sig mellem 30 og 60 meter over havets overflade. Der skal ikke tabes mange æggeskaller i dejen, før en pandekage er mindre flad.

 

Ruten er placeret med start og mål på Pont Alexandre III i midten af Paris med et østligt vendepunkt ved parken Bois de Vincennes. Netop her ved parken, det vil sige omtrent den anden fjerdedel af ruten, er den mest tekniske del af ruten, hvor en række skarpe sving skal forceres. Undervejs på ruten tages der to mellemtider: én efter 13,4 kilometer og én efter 22,3 kilometer, begge ud for fæstningen Château de Vincennes i udkanten af Bois de Vincennes.

 

Selv ikke ved parken ligger svingene decideret tæt, og generelt er der mange overvejende lige strækninger på ruten. Rutens første og sidste godt fem kilometer er eksempelvis i hver deres retning på samme brede boulevard igennem hjertet af Paris. Forvent en spektakulær enkeltstart og turistreklame for byernes by.

 

 

Om vind og vejr

De 34 herrer sendes afsted på enkeltstarten med halvandet minuts mellemrum, hvilket betyder, at der er små 50 minutter mellem første og sidste startende. Dermed er der begrænset mulighed for, at rytterne vil køre i så forskellige vejrforhold, at det kan skabe afgørende forskelle, men helt afvises kan det dog ikke.

 

Overordnet set skulle det blive en regnvåd dag i Paris med nedbør fra tidlig morgen til ud på eftermiddagen og dermed potentielt på tidspunktet for enkeltstarten. Nogle prognoser melder om tørvejr allerede fra 14-tiden, mens andre melder, at regnen stilner af ved 16-tiden. Dermed kunne de sidste ryttere kunne godt køre i bedre vejr end de første, men det er værd at bemærke, at de fleste af topfavoritterne starter blandt de sidste og derfor med sikkerhed vil køre i samme vejrforhold.

 

Favoritterne

Der kan ikke være meget tvivl om, at en så flad og mindre teknisk rute som denne tilgodeser egentlige tempospecialister. På de lange, flade strækninger kan disse ryttere få gavn af deres kraft og deres aerodynamik, når de kan ligge længe og træde tårnhøje watt-tal nede i en optimal position på enkeltstartscyklerne. Denne skal de kun forlade i rutens begrænsede antal sving, da der ikke er skyggen af en bakke, der kræver en anden position på cyklen.

 

Trods en indiskutabel status som superspecialist har de allerstørste sejre det med at glippe for Filippo Ganna (Italien), der ikke har vundet et internationalt mesterskab siden VM i 2021. Senest blev han henvist til sølv af Remco Evenepoel til VM sidste år, hvor han vel at mærke allerede havde tabt tid inden den afsluttende bakke. Jeg vælger dog at tro, at italienerens dedikerede OL-satsning langt fra Tour de France er mere optimal end belgierens ellers strålende kørsel i Frankrig. På en rute som denne kan den store italiener om nogen træde monstrøse watts, og så kan hans friskhed give ham en sandsynlig fordel.

 

Omvendt er det ofte set til mesterskaber som VM, at de bedste ryttere har en Grand Tour i benene, og det har Remco Evenepoel (Belgien) jo, så det kan også vise sig, at det er ham, der har haft optimal forberedelse. Dog vil jeg vove at påstå, at de største mesterskabspræstationer oftere ses fra ryttere, der har kørt sig i form i løbet af en Grand Tour, og det gjorde belgieren jo ikke med sin vellykkede klassementssatsning fra dag ét. Derfor risikerer den 24-årige belgier at mangle den sidste friskhed, som kan sikre ham en guldmedalje. Skulle kræfterne være i behold, viste han omvendt til VM sidste år, at han på sine dage ér verdens bedste enkeltstartsrytter, og derfor kan det også blive til OL-guld.

 

Kun 20-årige Joshua Tarling (Storbritannien) kan næsten ikke undgå at blive verdens bedste temporytter en dag, men jeg tror ikke, at han er der helt endnu. Allerede nu er han fantastisk på enkeltstarter, men statistikken røber, at han i to forsøg ikke har slået Ganna, og at han også er bagude imod Evenepoel. Allerede til VM sidste år var der god grund til at følge den unge brite med spænding, men han blev slået relativt klart af både Ganna og Evenepoel. Derfor skal han virkeligt have timet sin form for at slå to så store stjerner, men med sit funklende talent er det ikke umuligt, at den unge brite har løftet sit niveau nok til at vinde OL-guld.

 

Joshua Tarling skal nok få vundet sine guldmedaljer i karrieren, men bliver det allerede til OL i 2024? Foto: A.S.O./Billy Ceusters

 

Der findes ikke en meget bedre rute for en ægte tempotonser som Stefan Küng (Schweiz), der såmænd kører fornuftigt opad, men som har sin force på flad vej som her. Hvis han var verdens bedste temporytter, havde han vundet flere og større enkeltstarter, men hvis han virkeligt rammer dagen, kan han matche de bedste. Han har trods alt en EM-titel fra 2021 vundet foran Ganna og Evenepoel på en lignende rute, så en medalje er bestemt inden for rækkevidde.

 

I det seneste års tid har Brandon McNulty (USA) cementeret sig som fremragende enkeltstartsrytter ved også at vinde i disciplinen, i år med to sejre i WorldTour-løb. Derudover kan han fremvise en strålende fjerdeplads fra VM sidste år, hvor han altså var nærmest til at true de tre topfavoritter her til OL. Han var dog 39 sekunder fra Tarlings bronzemedalje, så vinderkandidat er han måske ikke, men en medalje er ikke umulig.

 

Stefan Bissegger (Schweiz) kan ikke siges at gøre lige gode enkeltstarter hver gang, men lige så undervældende de kan være, lige så fremragende er de ofte. Når han vinder, vinder han gerne i store løb og foran store navne, hvilket EM-titlen i 2022 foran Küng og Ganna taler sit eget klare sprog om. På et gennemsnit af hans niveau burde han ligge mellem top 5 og top 10 her, men da han svinger så meget, kan det blive alt imellem en beskeden placering og en medalje.

 

Selv om han endnu ikke er blevet dansk mester, må de største danske forhåbninger ligge hos Mikkel Bjerg, der især sidste år viste niveau i verdensklasse. Her vandt han nemlig en kuperet enkeltstart i så stort et løb som Critérium du Dauphiné, ligesom han blev nummer fire i et stærkt besat EM. I år har resultaterne ikke været helt så gode, men med en sæson fokuseret på OL kunne han fyre et brag af en enkeltstart af og kæmpe med om en top 5-placering.

 

Hele tre gange er Mikkel Bjerg blevet U23-verdensmester i enkeltstart. Foto: Sirotti

 

Magnus Sheffield (USA) har især præsteret på kortere distancer, men på sin længste tempokørsel i karrieren kørte han sig til en yderst fornem tredjeplads på Giro d’Italias første enkeltstart i år. Det 22-årige stortalent er i en rivende udvikling som cykelrytter, så hans niveau kan have løftet sig yderligere her, hvor han ankommer i god form. Hans enlige enkeltstartssejr var på en flad rute i PostNord Danmark Rundt, så måske han kan drive det til top 5 her.

 

Som verdensmester i disciplinen så sent som i 2022 skal Tobias Foss (Norge) naturligvis levnes en chance, selv om det ikke er nogen hemmelighed, at dén sejr var en gevaldig overraskelse. Siden da har han ikke vundet en eneste enkeltstart, men har ikke desto mindre leveret på højt niveau. Baseret på disse resultater er top 10 den mest oplagte målsætning, men hvis han har en dag som til VM i 2022, er dét alt for uambitiøst.

 

Jeg kan ikke tillade mig end ikke at nævne Wout van Aert (Belgien), men i år har han bestemt ikke kørt enkeltstarter på sit tidligere niveau. I Tour de France kæmpede han med formen, som trods alt virkede opadgående, men han lignede nu ikke en topkandidat til et OL. Det havde han dog været under normale omstændigheder, da han er dobbelt VM-sølvvinder i enkeltstart og i samme disciplin har vundet to Tour-etaper, men formen lægger desværre op til, at han i stedet skal være glad for en top 5-placering.

 

Luke Plapp (Australien) brød som 20-årig igennem ved at vinde det nationale mesterskab i enkeltstart, men har først i år fået bekræftet evnerne på internationalt niveau i Giro d’Italia. På begge løbets tidskørsler kørte han nemlig i top 10 og særligt femtepladsen i 14. etapes flade temporæs er lovende for en flot præstation her. I dette felt bliver top 5 svært at gentage, men top 10 er muligt.

 

Luke Plapp er dobbelt australsk mester i enkeltstart. Foto: Sirotti

 

På flade DM-ruter har Mattias Skjelmose (Danmark) slået Mikkel Bjerg de seneste to år, så hvis Bjerg er top 5-kandidat, er Skjelmose det vel også. Han holder i hvert fald selv et tårnhøjt niveau i disciplinen, hvor han i sine seneste 14 tempokørsler kun har misset top 10 på to korte prologer. Han har aldrig før været udtaget til et internationalt mesterskab i disciplinen, men en tredjeplads i Baskerlandet Rundt foran selveste Evenepoel vidner om, at han har internationalt format. En tonserrute som denne burde ikke være til Skjelmoses fordel, men selv på flad vej kan han ikke afskrives.

 

Med en sjetteplads på Tourens første enkeltstart fik Kévin Vauquelin (Frankrig) vist, hvorfor han skal have æren af at repræsentere sit land til OL på hjemmebane i denne disciplin. Den 23-årige franskmand har yderligere tre top 10-placeringer i WorldTour-enkeltstarter, så niveauet er der bestemt, men top 10 ville være tilfredsstillende.

 

Jeg tør ikke afvise en topplacering til en garvet specialist som Nelson Oliveira (Portugal), også selv om han i år ikke har opnået en eneste top 10-placering på enkeltstarter. Vi skal dog ikke længere tilbage end efteråret sidste år for at bekræfte hans evner imod uret, idet han blev nummer seks til både EM og VM. Dét resultat kan han næppe overgå, men top 10 kan være muligt.

 

En rute som denne er et godt match for store, stærke Søren Wærenskjold (Norge), der nu to år i træk både har vundet den flade enkeltstart i Belgien Rundt og er blevet norsk mester i enkeltstart - i år foran den tidligere verdensmester, Tobias Foss. 13. pladsen til VM sidste år vidner om, at en medalje ville være en sensation, men han kunne snildt vise sig at være Norges bedste bud på en top 10-placering.