Dame-stormøde uden ukvemsord og udråbstegn

Hvad enten det omhandlede indførelsen af pointspurter i Dame Cuppen eller de mildest talt barske økonomiske betingelser, dameryttere stilles i udsigt, hvis de satser 100 % på sporten, så var det oppe at vende.

Læg hertil en række andre emner såsom, hvilken herreklasse Dame A ryttere skal køre med ved samkørsel, distancerne på løb, hvordan der sikres en sund balance mellem en forhåbentlig voksende bredde og en ’skarpere’ elite, DCUs holdning til damecyklingen – generelt og landsholdsudtagelserne i særdeleshed – samt datoer for næste års større begivenheder, så tegner der sig et billede af de mange problemstillinger, som i disse år omgærder damecyklingen hertillands.

Men første punkt på dagsordenen, da Willy Frederiksen, formand for DCUs dameudvalg, tog ordet, var alligevel noget så jordnært som en beklagelse over de mange fraværende og det samtidig relativt lille fremmøde. For kun lidt over halvdelen af de godt halvtreds tilmeldte sad fordelt på bordene i det aflange og interimistiske lokale, hvor de obligatoriske plakater, cykeltrøjer, vimpler og pokaler udgør dekorationen – og hvor ingen længe er i tvivl om, at stoltheden primært knytter sig til bysbarnet: Alex Rasmussen.

En sportschef tog ordet
Udsigten til mange fremmødte og en opfølgning på den til tider hårde debat om damecykling, som blandt andet her på Feltet.dk har fundet sted de seneste måneder, var måske også grunden til, at DCU sportschef Lars Bonde var godt forberedt og i sit oplæg – i et simpelt slideshow – tog udgangspunkt i nogle af de hårdeste anklager mod dels ham selv, dels DCUs sportslige linje. Engageret – næsten med ærmerne smørret op – kom han dermed kritikken i forkøbet og gav i klarere tale end tidligere sine og altså unionens modsvar.

Jo, man ”vil rigtig gerne damecyklingen!” – og følger også med interesse alle debatter (også på Feltet.dk). At antyde andet er ”uhørt”, lød det fra DCU sportschefen. Men jo, alt for mange talenter tabes på gulvet, blandt andet fordi overgangen fra junior til senior er særdeles svær i damecykling, og ja, det er samtidig korrekt, at DCU endnu ikke har haft held med at ”knække koden” og vende den negative udvikling, hvor det ene store talent efter det andet forlader sporten. Det tager man seriøst og vil gerne lave om på. Vejen til internationale medaljer er jo rent faktisk kortere hos damerne end hos herrerne, fastslår sportschefen, så selvfølgelig vil man gerne damecyklingen.

Til gengæld, slår DCU sportschefen det klart – og det powerpoint-slide, han viser som illustration, får lov til at stå længe på lærredet – er det en generel opfattelse, at damerne ikke træner nok. Prioriteringen hos pigerne er ikke klar nok – derfor er de generelt heller ikke ’fitte’ nok. Generelt set, altså. For illustrationen viser en opgørelse over forskellen på de træningsmængde-data, en større gruppe unge herreryttere og fem udvalgte unge dameryttere i perioden november 2011 til maj 2012 selv har indberettet. På baggrund af træningsanbefalinger fra DCUs trænere.

Den viser, at damerne i perioden samlet set har trænet 28 % mindre end herrerne i forhold til træningsanbefalingerne. I flere af månederne har damerne ligget omkring 40 % under herrerne, en enkelt måned er forskellen hele 49 %.

Elite er elite er elite …
Herrerne er bare mere seriøse end damerne, er altså konklusionen på den analyse, man i DCU har foretaget, og som også bekræfter deres antagelse. Samme billede gør sig faktisk gældende i mange andre fysiske idrætsgrene, og selvom der kan – og skal – tages en masse forbehold, så taler tallene meget for sig selv, understreger sportschefen.

Havde man her forventet en stærk reaktion fra tilhørerne, så udebliver den. Mens Lars Bonde taler og forklarer sig, er der faktisk ganske stille og en fortættet atmosfære i Odense klubhuset, og selv efter at sportschefen ligefrem opfordrer tilhørerne til at stille spørgsmål eller kommentere, flyver armene ikke i vejret. Ikke at han ikke udfordres og modargumenteres, for det gør han fra flere sider, men diskussionen kommer hurtigt til at handle om, hvordan damerne så motiveres, hvilket blandt andet ABC-rytteren Britt Lauenborg tager op, og om rammerne for damerytterne kan sammenlignes med herrerne.

Har de overhovedet de samme betingelser, og kan man forvente – og forlange – den samme dedikation og træningsihærdighed, når de sjældent har samme muligheder at stræbe efter som herrerne? De er oftere nødt til at prioritere en uddannelse, påpeges det.

Her slår Lars Bonde en ting fast: Fra et eliteidrætsperspektiv handler det om at skabe en elitekultur, og her må damerne selv bidrage. Gøre en større indsats, hvad enten det på sigt kan betale sig eller ej. Ærligt og med, hvad der virker som oprigtigt vilje, afviser han ikke, at det er en hård verden, og at DCU kan gøre tingene bedre – uden dog at kunne ændre det store på, hvordan damecyklingen på klubplan og i internationalt perspektiv ser ud.

Og så er han træt af, at unionen bliver udråbt som skyldige hver gang et talent af den ene eller anden grund går i stå. Man vil i unionen gøre og har allerede gjort masser for talenterne, men skal det lykkes at bringe damecyklingen op på et højere niveau, må damerne selv gå forrest. Referencen til ’træningsmængde-analysen’ tages igen og igen frem.

Urimelig sammenligning
Ikke alle ved stormødet køber fuldstændig udlægningen om de ’useriøse’ damer, men fokus rettes i stedet mod, hvordan man sikrer overgangen fra junior til senior, som lader til at være et sted, der kan sættes ind. Hos herrerne findes U23-kategorien, som er med til modne rytterne, men noget tilsvarende eksisterer ikke hos damerne. Dermed stilles der andre krav til både hold og ryttere. Der peges desuden på både manglende udlandsrejser, på bærende kommercielle, danske hold, som også kan samarbejde, hvilket desværre ikke lader til at være tilfældet, og på manglende ildsjæle i unionen.

Fra Lars Bonde lyder yderligere to afvisninger: Nej, man tror ikke på, at VM i sig selv er den bærende, motiverende faktor for damerne, hvorfor man heller ikke vil udtage ryttere, der i unionens øjne ikke er berettigede for, at de kan lære. ”Vi mener ikke, det er ved et VM, man lærer,” siger sportschefen. Og nej, damerne satser ikke på lige fod med herrerne. Tallene taler igen for sig selv.

Det var på forhånd utænkeligt, at den manglende udtagelse af Julie Leth til årets VM i Holland ville blive forbigået ved stormødet. Og emnet kommer naturligvis også op. Det var og er en subjektiv vurdering, understreger Lars Bonde, men får påskrevet af tidligere A-rytter og nuværende dameudvalgsmedlem, Henriette Frederiksen, at mens sportschefen og juniorlandstræneren bliver siddende bag skrivebordet med sine statistikker og tjekker resultater på nettet, så frustreres damerne jo over end ikke at se nogen af dem ude til løbene. Er dette virkelig udelukkende et spørgsmål om økonomiske ressourcer?

Mest på kort, mindre på langt sigt
Efter at sportschefen har sluttet sit godt halvanden time lange oplæg, tager en repræsentant fra motionscykelprojektet ’Seje Sild Cykler’ ordet. Findes der hos DCU en strategi for, hvor damecyklingen er om fem og ti år, vil hun vide? Ikke på nuværende tidspunkt, bekendtgør Lars Bonde. Men der arbejdes i både unionen og Team Danmark på planer, som i sidste ende skal indeholde afsnit også om damecyklingen.

Umiddelbart forinden har Lars Bonde forklaret tre – mere kortsigtede – tiltag, man arbejder med: 1.) at afsøge rammer for en ressourceperson som supplement til DCU-trænerne; 2) at bruge cykelbanen i Ballerup til at skabe et miljø for dametalentudvikling; 3.) fokus på at sikre en bedre overgang fra danske hold til udenlandske damehold, fx via gode kontakter, så rytterne ”rammer den rigtige hylde”, når de går fra junior til senior). Alle tre tiltag bakkes op af mødets deltagere.

Og efter nogle afrundende bemærkninger fra dameudvalgsformanden – her slår han blandt andet fast, at en ildsjæl/ressourceperson skal findes hurtigst muligt! – afsluttes stormødet i god ro og orden. Deltagerne, der repræsenterer sig selv, klubber eller specifikke ryttere og kommer fra alle dele af landet (dog er der ikke en eneste ledelsesrepræsentant fra de måske mest progressive danske damehold) kan gå til frokost.

Lange indledende diskussioner
Når stormødet på dette tidspunkt har varet i over tre og en halv time, skyldes det, at der faktisk er gået næsten to timer, før Lars Bonde får ordet. Mange emner har som antydet været oppe at vende, fra de store perspektiver og til de meget detaljerede, hvilket flere gange har fået sportschefen, som Feltet.dk havde æren af at sidde til bords med, til at virke en smule utålmodig.

Og selvom det naturligvis var væsentligt at vide, hvad dameudvalget har arbejdet med, samt for de involverede særdeles vigtigt og ikke mindst håndgribeligt at få diskuteret, hvordan både Dame Cuppen både kan forbedres og ruste rytterne til internationale opgaver, hvorfor nogle herreryttere tilsyneladende er modvillige i forhold til samkørsel med dame A-rytterne, og hvor de egentlig bør køre og selv faktisk  ønsker at køre (det viser sig i en undersøgelse, udvalget har foretaget, at være i H40, H50 eller C – her skærer sportschefen og siger C-klassen!), og om man i visse løb skal lade motionister køre med, så vidner de to timer, der altså går, også om, hvilken gråzone stormødet for damecykling befinder sig i. Hvilket muligvis også gælder for dameudvalget (som ved mødet end ikke havde sikkerhed for at skulle fortsætte sit arbejde).

Der er umiddelbart ikke det store beslutningsmandat, men mange emner på dagsordenen. Og der er slet ikke en højere ambition at stræbe efter, en klart udstukket retning at navigere ud fra. Nok diskutere meget og stort, men kun forandre i det små.

Og heri findes sandsynligvis også årsagen til, at stormødet ikke stod øverst på mange af damerytternes endsige klub- og teamledelsernes agenda; at mange af debattens skarpeste stemmer ikke fandt vej til Odense.

Som en af de fraværende stemmer på forhånd betroede Feltet.dk, var der alligevel ikke de store forventninger, da tidligere møder desværre har været ”præget af mere 'varm luft' og hvor mange timer, man skal træne for at være dame elite, end egentlige tiltag, planer og visioner.”

Hvor skal vi hen, du?
I den henseende gav damecykling stormødet anno 2012 – det seneste i en lille håndfuld af lignende initiativer – heller ikke mange løfter, som antyder en klar retning for damecyklingen. Gode intentioner og lige dele udtrykt bekymring og vilje skorter det ikke på, heller ikke i klubhuset ved Odense Cykelbane denne klamme og kølige lørdag novembermorgen.

Men om de tilstedeværende efterfølgende gik derfra med en følelse af, at damecyklingen generelt er på vej mod bedre tider, eller om den største forandring i det kommende år vil bestå i, at Dame A rytterne samkører med herre C-klassen og afvikler deres Dame Cup afdelinger uden indlagte pointspurter, var svært at bedømme.

Der sker meget i damecyklingen i disse år, også på den positive side – så meget stod klart. Men om alle parter – union, ryttere, talenter, pårørende og andre nære interessenter, klubber, teamledere, sponsorer, medier m.fl. – kan og er villige til flytte at sporten ind i en anden dimension, det svar blev ikke givet. Og måske det slet ikke kan gives under disse rammer – de strukturelle såvel som de fysiske.

Måske det må accepteres, at den slags tager den tid, det tager; at der sker noget afgørende, når den rette kombination af kræfter fra forskellige dele af sporten finder sammen, som det er set mange gange tidligere inden for cykelsporten såvel som inden for andre idrætsgrene og på helt andre områder.

I hvert fald er der i klubhuset ingen finker røget af panden, men heller ingen håndslag blevet givet. Ingen ukvemsord og heller ingen udråbstegn.

Feltet.dk følger denne reportage op med reaktioner på stormødet fra flere af de deltagende parter. Disse kan du læse i løbet af de kommende dage.
 

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie