Feltet Femme: Canyon-SRAM Racing

Et kaotisk 2020 er gået på hæld, og rytterne kan se frem til sæson 2021, der forhåbentlig forløber mere som planlagt. Hos kvinderne er det blot anden sæson med WorldTour-hold, som UCI lancerede i 2020. 

Målet er at have 15 hold i 2022, men for den kommende sæson er det tal blot på ni. Planen er en del af en større strategi, som i sidste ende skal eksponere kvindecykling for flere fans. 

Feltet.dk vil som noget nyt lancere en artikelserie, der vil belyse profilerne på samtlige WorldTour-hold. 

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Ideen er at give læseren en mulighed for at danne sig et overblik over det kvindelige felt, så de er ordentlig klædt på, når den kommende sæson går i gang, og slaget skal slås i de store etapeløb og klassikere. 

Den kommende periode vil vi derfor løbende udgive en optakt for hvert hold jævnfør deres placering på UCI’s rangliste. Slutteligt vil der komme en artikel om profiler, som ikke er på WorldTouren, men stadig er interessante at kigge nærmere på.

Rigtig god fornøjelse - og kom så med den nye sæson!

Canyon-SRAM Racing:

Fem af de syv afholdte verdensmesterskaber for holdtidskørsel endte med guld og yderligere to blev til sølv. Gang på gang var Canyon-SRAM Racing lige hvor de skulle være når disciplinen skulle køres. Med en historie, der rækker tilbage tilbage til 2003, hvor det hed T-Mobile, som siden blev til HTC-Columbia, har holdet efterhånden en lang historie i sporten. I disse tider er holdet det ene af tre (SD Worx og Alé BTC Ljubljana er de to andre), som ikke har en pendant hos herrerne.

Foto: SWpix.com

Holdets største stjerne har heller ingen pendant. Chloe Dygert er på mange måder en ener. Hun er 23 år og er allerede feltets stærkeste på enkeltstarten. Havde hun ikke oversatset i et sving, ville Dygert stensikkert have forsvaret sin verdensmesterskabstitel i disciplinen fra 2019, hvor hun savede de største kanoner over. Og det efter at drive gæk med feltet i Colorado Classic, hvor hun fik fuld plade med alle fire etapesejre og samlet sejr.

Det løb stillede Dygerts ærgerrighed - eller grådighed om man vil - til fuld skue. Selvom hun fører et løb og har fået sine sejre, så vil hun stadig have mere. Det er også en velkendt historie, at amerikaneren dårligt havde fået verdensmesterskabstrøjen på, førend hun nærmest surmulende analyserede sine sving i hovedet oppe på podiet i Yorkshire. Amerikaneren er kun tilfreds når hun har fået absolut maksimal udbytte. 

Netop det var årsagen til styrtet under sidste års verdensmesterskab i Imola, som forårsagede et brækket ben. Dygert kunne sagtens have slækket en anelse på farten - men sådan er hun bare ikke sat sammen i hovedet. Drivkraften bag er simpelthen viljen til at ville være den bedste. Og det var hun også, selvom løbet var eneste gang, hun havde rygnummer på i 2020. Alene på træning kan Dygert komme i topform - også selvom hun faktisk hader at træne ifølge hende selv.

Desværre kan hendes politiske holdninger ende med at få indflydelse på hendes karriere. Dygert er kendt for at tilhøre den ydre højrefløj, og såvel holdet selv samt dets sponsor Rapha har taget kraftig afstand fra hendes ageren på sociale medier. Og nok har hun været nødsaget til at komme med en offentlig undskyldning, men man kan stille spørgsmålstegn ved, om det var oprigtigt ment.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Såfremt der ikke kommer nogen form for karambolage står vi muligvis foran et epokeskifte. Dygert har stort set kun kørt i Amerika, og det er ikke alle, der vænner sig til de snoede, smalle veje i Europa kontra de brede og jævne veje og stigninger i USA. Fjerdepladsen i linjeløbet i Yorkshire dræber dog den strejf af tvivl, der kunne have været for Dygerts evner. 

Indtil Dygert kommer tilbage fra sin skade, bliver Kasia Niewiadoma stjernen, der skal bære holdet frem. Den polske puncheur har siden år 2015 været blandt de absolut bedste på stigningerne, og sejrene i Amstel Gold Race, Womens Tour og Trofeo Alfredo Binda blev alle grundlagt med en kraftig acceleration når stigningsprocenten røg i vejret. 

Andenpladsen i Giro Rosa sidste år var sæsonens højdepunkt for polakken, men hun kunne sådan set godt have håbet på mere. Ikke nødvendigvis i det løb, for der var de hollandske rivaler Annemiek van Vleuten (indtil sit styrt) og Anna van der Breggen urørlige - men det ligner ikke Niewiadoma at kæmpe for at komme i top ti i Fléche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège. 

Særligt 12. pladsen i Giro Dell’Emilia var bemærkelsesværdigt, for hun var sådan set med i fronttrioen i finalen, indtil hendes signatur-angreb gav bagslag. Forhåbentlig var det blot en engangsforestilling, for på sine bedste dage er Niewiadoma en ekvilibrist, der hører til blandt verdenseliten. Hendes præstationer er afgørende for holdet, som udover de israelske mesterskaber ingen sejre fik i 2020.

Foto: Thomas Maheux

Lisa Klein var med, da holdet fik deres sidste titel i holdtidskørsel, og hun er fast bestanddel af tyskernes mixed relay hold. Det er ingen tilfældighed, for 24-årige Kleins force er slet ikke så lille endda på tempocyklerne. Særligt de korte enkeltstarter fryder tyskeren, som blandt andet har tre prologsejre i sin relativt korte karriere.

Samtidig er hun en ferm sprinter, som har det med at drille de store kanoner. Klein er ikke nødvendigvis en sejrsmaskine, men flade etapeløb med en tidskørsel såsom Vuelta Challenge ligger til højrebenet for hende. Med samlet sejr i Healthy Ageing Tour og BeNe Ladies Tour har hun da også vist, hun godt kan holde sig til hen over flere etaper.

At der ikke kom nogen nævneværdige resultater på CV’et i 2020 kan man ikke klandre Klein for. Ligesom mange andre lider hun nemlig af den stribe af løb, der fortsat blev aflyst som sæsonen skred frem. Mange af de løb var netop dem, hun kunne udvikle sit talent i og udbygge sejrslisten. Det vil i stedet med stor sandsynlighed komme til at ske i 2021.

Alexis Ryan havde en flot 2018 sæson med podieplaceringer hen over hele kalenderen. Mest bemærkelsesværdigt er andenpladsen i det hundekolde Omloop Het Nieuwsblad efter Christina Siggard flotte spurtsejr, samt samme placering i Ronde van Drenthe. Ryan må bestemt siges at kunne køre en spurt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Men sæsonen blev bare aldrig rigtig fulgt op i 2019, hvor den eneste succes var da holdet vandt holdtidskørslen i Giro Rosa (selvfølgelig), og i 2020 var Ryan slet ikke i nærheden af noget som helst. Det mønster skal helst ikke fortsætte i 2021, for sammen med Klein kan hun få en del chancer i løbet af sæsonen, hvis benene ellers er til det.

Foto: Flaviano Ossola

Det nye skud på stammen er den purunge Mikayla Harvey . Vinderen af ungdomstrøjen i Giro Rosa var bjergtagende på den hårde rute, hvor hun endte på femtepladsen og hele tiden var lige efter de allerbedste. Indtil da var hun gået under radaren, men ingen i feltet er længere i tvivl om den 22-årige new zealænders evner i bjergene. Nu bliver det et spørgsmål om at styre hende i den rigtige retning, så hun kan fortsætte de lovende takter i 2021.

I første omgang er det kaptajnen Dygert, der skal styres, og det bliver ikke med mundbind, men med mundkurv. Forhåbentlig bliver det ikke det, der dækker overskrifterne i 2021, men i stedet en historie, om hvordan en vilje af stål kan føre amerikaneren fra benbrud til gennembrud i de europæiske løb. 

Gennembruddet er sådan set kommet, idet kun få er i tvivl om hendes evner, men hendes indtog på klassikere og etapeløb er ikke startet endnu. Til det mangler vi stadig at se, hvad hende og resten af Canyon-Sram er i stand til, men de hollandske superstjerner bør nok nyde deres sidste sæsoner, inden amerikaneren om muligt påbegynder sin dominans.