Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Giro d'Italia: Vinderkandidaterne
01. maj 2018 14:20 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

I mange år har det været en drøm for løbsarrangør Mauro Vegni at tiltrække tiden største grand tour-rytter, Chris Froome, til Giro d’Italia. Efter års lobbyarbejde er det lykkedes forud for den 101. udgave, der måske ikke har tiltrukket det bredeste favoritfelt, men til gengæld kan byde på en yderst imødeset duel mellem Froome og den forsvarende vinder, Tom Dumoulin, der vil blive udfordret af stortalentet Miguel Angel Lopez, Esteban Chaves, Thibaut Pinot, Fabio Aru og en stribe andre etablere grand tour-ryttere og unge opkomlinge. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en analyse af de 15 største favoritter og finder ud af, hvilke svagheder og styrker de hver især har på vejen mod at realisere drømmen om at skrive sig ind i historie som vinder nummer 101 af sportens næststørste løb.

HVEM VÆLGER DU TIL DIT GIRO-MANAGERHOLD?

Giro d’Italia-arrangørerne i RCS Sport må knibe sig selv i armen i disse dage. Det så aldrig ud til at ville lykkes at overtale Chris Froome til at risikere en mulig Tour-sejr til fordel for et forsøg på at vinde dne eneste grand tour, han endnu mangler, Giroen. Udsigten til at skrive historie og blive den første rytter til at sidde på tronen i alle tre grand tours på én gang, var dog for fristende for briten, der i november bekendtgjorde sin intention om at stille til start i Jerusalem på fredag.

 

Vegnis drøm blev kun mere fantastisk i januar, da det endegyldigt blev bekræftet, at også den forsvarende vinder Tom Dumoulin vil begive sig til Mellemøsten i denne uge. Lige siden hollænderens sejr sidste år har cykelverdenen set frem til et første stort opgør mellem Froome og den nye grand tour-stjerne. Mange havde ventet, at dette første slag ville finde sted i en af de kommende udgaver af Touren, men Froomes modige satsning betyder, at opgøret til Vegnis store tilfredshed vil finde sted på de italienske landeveje.

 

Løbet handler imidlertid ingenlunde kun om Froome om Dumoulin. Efter to store bjergetapesejre i sidste års Vuelta kan stortalentet Miguel Angel Lopez for første gang stille til start i en grand tour uden at have været sat tilbage af skader forinden, Esteban Chaves jagter den samlede sejr efter at have været så tæt på i 2016, en formstærk Thibaut Pinot går efter sejren i Tour of the Alps efter at forbedre sidste års 4. plads, og Fabio Aru er sulten efter revanche, efter at en skade sidste år afholdt ham fra at stille til start. Læg dertil, at Domenico Pozzovivo synes stærkere end nogensinde, at George Bennett i øjeblikket gør stormskridt på verdenstoppen, at Simon Yates efter et flot forår jagter ny grand tour-succes i sin Giro-debut, at Davide Formolo synes klar til endelig at indfri sit kolossale potentiale, og at feltet byder på et hav af spændende unge ryttere, hvoraf mange har en stor mulighed for at overraske, og det bliver klart, at scenen er sat til et fabelagtigt slag de kommende tre uger i Italien.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

 

Esteban Chaves (***)

Ét dårligt år kan gøre en stor forskel. For mindre end to år siden anså mange Esteban Chaves for en af Vueltaens helt store favoritter og som manden, der muligvis kunne true de tre store forhåndsfavoritter Chris Froome, Nairo Quintana og Alberto Contador. Det colombianske supertalent lykkedes ganske vist ikke med at vinde den spanske grand tour, men han levede i den grad op til forventningerne ved at presse sig ind mellem de tre giganter og sikre sig en tredjeplads og dermed sin anden podieplacering på samme sæson efter en forrygende flot andenplads i Giroen.



 

Siden han steg ned fra podiet i Madrid og efterfølgende tog den første colombianske monumentsejr nogensinde i Il Lombardia er ikke meget imidlertid gået efter Chaves’ hoved. En grim knæskade lagde hans 2017-sæson i ruiner og ødelagde totalt hans ellers længe imødesete Tour de France-debut. Et dødsfald hos en nær ven gjorde ikke situationen lettere, og Chaves pressede igennem hele året sin krop på uhensigtsmæssig måde i håb om alligevel at nå at finde en smule form.

 

Projektet lykkedes på mirakuløs vis. Da Chris Froome allerede på 3. etape lancerede sit første store angreb, var Chaves den eneste, der kunne følge briten, og i den første uge lignede han længe Froomes eneste reelle trussel. Desværre betalt han siden prisen for den alt andet end optimale forberedelse, og i den sidste del af løbet kollapsede han på så spektakulær vis, at han endte helt nede på en 11. plads, hans dårligste placering i en grand tour, hvor klassementet havde været et mål, siden han fik sit store gennembrud i Vueltaen i 2015. Da hans sæson senere sluttede med et grimt styrt i Giro dell’Emilia, ønskede Chaves formentlig at udslette 2017 totalt fra erindringen.

 

Den pauvre resultatliste har fået Chaves’ stjerne til nærmest at styrtdykke. Er man i tvivl, behøver man blot at kaste et blik på oddssætningen hos diverse bookmakere, der tilskriver Chaves bemærkelsesværdigt ringe chancer for at vinde. Internationale medier koncentrerer sig om Froome, Dumoulin, Lopez Pinot og Aru, og hos mange finder man Chaves helt nede som nr. 7 på favoritlisten.


PRÆMIER TIL DE 75 BESTE I GIRO-SPILLET
 

Den form for undervurdering kan vise sig at blive dyr. Det kan godt være, at Chaves’ 2017-sæson var en regulær katastrofe, men vi taler fortsat om en rytter, der i tre grand tours i træk hver gang sluttede i top 5 og for under to år siden gik ind til Giroens sidste bjergetape med den lyserøde førertrøje på sine skuldre. Vi taler om en rytter, der efter et karrieretruende styrt stadig er i gang med at indhente det forsømte og derfor fortsat gør bemærkelsesværdige fremskridt år efter år. Og vi taler om en rytter, der nu er helt skadesfri og er vendt tilbage til den succesrige formel, der i 2016 bragte ham så tæt på den helt store triumf.

 

Det dramatiske lavpunkt i Chaves’ korte, men meget begivenhedsrige karriere indtraf i 2013, bare få måneder efter at han med sejre på kongeetapen i Vuelta a Burgos og i det italienske endagsløb GP Camaiore havde bekræftet, at sejren i Tour de l’Avenir var alt andet end et tilfælde. Et grimt styrt i Trofeo Laigueglia efterlod ham med så svære skader, at det er et mindre mirakel, at han bare et år efter var tilbage i sadlen. Længe så det ud til, at karrieren kunne være slut for det måske allerstørste colombianske talent, og da Orica-GreenEDGE tilbød ham en kontrakt for 2013-sæsonen var der tale om en gambling, der meget vel kunne være endt som et stort spild af penge.

 

Satsningen bar imidlertid frugt, og investeringen i Chaves’ udvikling hører til blandt de klogeste beslutninger, der er truffet af et mandskab, der ellers i deres talentudvikling kan præstere den ene succeshistorie efter den anden. Allerede i sin første sæson på WorldTouren vandt han kongeetaperne i både Tour of California og Tour de Suisse, og han var endda på vej mod noget stort i sin grand tour-debut i Vueltaen, indtil han kollapsede i den tredje uge. Mod slutningen af året viste han imidlertid med et flot VM-løb og en samlet tredjeplads i WorldTour-løbet Tour of Beijing, at han som så mange andre unge talenter havde draget enorm fordel af for første gang at have gennemført et tre uger langt løb.

 

Siden da er det gået stærkt for Chaves. I 2015 skuffede han ganske vist i Giroen, men i Vueltaen viste han endelig, at hans potentiale som grand tour-rytter er kolossalt. Efter en fantastisk første uge, der gav to etapesejre, endte han som nummer 5 samlet, og i 2016 fulgte han op på de lovende takter ved at slutte som nummer 2 i Giroen - måske kunne han endda have vundet, hvis ikke han var blevet syg i den tredje uge - og nummer 3 i Vueltaen, og undervejs vandt han endda kongeetapen i Italien. Begge år bekræftede han endda tendensen til altid at komme flyvende ud af et tre uger langt etapeløb, først ved i 2015 at vinde det nye Abu Dhabi Tour og si 2016 ved at tage sit livs største endagssejr i Il Lombardia, hvor han blev den første colombianer til at vinde et af cykelsportens monumenter.

 

Sidste år blev det tidligt annonceret, at Chaves for første gang ville stille til start i Tour de France - det løb, han mere end noget andet drømmer om at vinde - og at han for første gang ville køre to grand tours i træk, da han efterfølgende ville stille til start i Vueltaen. De planer blev imidlertid ødelagt af sort uheld. Egentlig så alt ud til at være på skinner, da han i januar sluttede på podiet i Tour Down Under og således leverede et sjældent resultat tidligt på sæsonen. Hidtil har traditionen ellers været, at han har været helt usynlig i tiden op til sin første grand tour, og præstationen i Australien gav derfor løfter om noget stort.

 

Siden da gik det galt, da benævnte knæskade tvang ham til at aflyse hele sit forårsprogram, og selvom han alligevel gennemførte sin første Tour og som sagt imponerede i den første uge af Vueltaen, var der alligevel ikke meget positivt at uddrage af sæsonen. Det fik Chaves og Mitchelton-holdets ledelse til at trykke på reset-knappen og gå tilbage til den model, der tidligere har bragt ham så stor succes.

 

Nu tyder alt på, at alt er tilbage på sporet. Som sagt har Chaves aldrig været en mand til den tidlige del af sæsonen, og hans form er næsten altid først dukket op præcis i tide til Giroen. Alligevel leverede han en fremragende præstation i årets første løb, hvor han på kongeetapen i Herald Sun Tour var helt i særklasse og leverede et 17 km langt soloridt blot et par dage efter at have været den måske stærkeste på stigningerne i Cadel Evans Great Ocean Road Race. I Paris-Nice kom han også forrygende fra start, inden han dog blev slået ud af kulden og kollapsede i de sidste dage. Heller ikke hans præstation i Catalonien kunne leve op til den forrygende sæsonstart, men alligevel efterlades man med det indtryk, at Chaves har haft en bedre sæsonbegyndelse end i andre år, hvor Giroen har været det første mål.

 

Siden da har Chaves som altid forberedt sig i Colombia, og som det har været tradition for ham stiller han til start i Giroen efter en meget lang løbspause. Det plejer dog ikke at afholde Chaves fra at være flyvende fra start. Tværtimod har han dokumenteret, at han er en mester i at træne sig til en perfekt timet topform, som vi blandt andet så det i Vueltaen i 2015, hvor han vandt den første linjeløbsetape.

 

Med tanke på, at Chaves dermed har fulgt præcis samme opskrift som for to år siden, hvor han var så tæt på at vinde samlet, og at han i den første uge af Vueltaen viste, at han stadig er at regne for en af verdens suverænt bedste klatrere, kan det undre, at så få taler om den smilende colombianer. Den kollektive hukommelse er åbenbart kort, men det kan vise sig at være dyrt for rivalerne, hvis de lader sig forlede af folkestemningen til at glemme Chaves i deres overvejelser.

 

Denne gang har Chaves nemlig nogle muligheder, han ikke tidligere har haft. I de senere år har Mitchelton-Scott langsomt transformeret sig selv til et grand tour-hold, der gradvist er blevet stærkere og stærkere. I år har kulminerer processen i denne Giro, hvor man stiller til start med et mandskab, som man med fuld berettigelse kan betegne som løbets stærkeste. Chaves skal dele kaptajnrollen med Simon Yates, der allerede to gange er kørt i top 10 i en grand tour, og de støttes af stortalentet Jack Haig, der i Vueltaen sidste år viste sit store potentiale og så sent som I Liege-Bastogne-Liege var en af de allerstærkeste, altid stabile Mikel Nieve, der utvivlsomt ville kunne køre i top 10 i de fleste grand tours, hvis han kørte sin egen chance, og Roman Kreuziger, der i de tre ardennerklassikere var som genfødt og måske stærkere end nogensinde.

 

Den form for opbakning er en gave til Chaves. Det er nemlig ingen hemmelighed, at colombianeren naturligvis skal i offensiven i bjergene, hvis drømmen om en sejr kan indfris. Chaves og Mitchelton-Scott har før haft held med at lancere storstilede angreb, hvor man har benyttet den kollektive styrke, som vi så det på den sidste bjergetape i Vueltaen i 2016, hvor Chaves med et modigt langdistanceangreb med hjælp fra holdet havde held og styrke til at stjæle den sidste podieplads fra Contador. Chaves har det rette angrebshjerte til at tage de nødvendige risici, og denne gang har han mere end nogensinde et hold, der kan gøre det muligt. Særligt de sidste to bjergetaper i Alperne er som skabt til forsøg fra distancen, og det vil være en overraskelse, hvis ikke Chaves her spiller en hovedrolle på lange stigninger i højderne, der for en colombianer som ham er en gave.

 

En anden styrke er, at han synes at have udviklet den nødvendige stabilitet. For et par år siden var det et tilbagevendende problem, at han altid falmede kraftigt i den tredje uge. Han har nu tilsyneladende fundet den rette model og kommer ikke længere til start i den nærmest skræmmende form, vi så tidligt i hans karriere. Til gengæld har han kunnet bibeholde niveauet hele vejen, og i 2016 var det som sagt et stort kup på næstsidstedagen, der sikrede ham den endelige podieplads foran Contador.

 

Til gengæld er det heller ikke svært at få øje på den store udfordring. Chaves har altid været blandt de klassementsryttere, der kører den dårligste enkeltstart, og derfor er det bestemt ikke godt nyt, at man i år byder på både en eksplosiv enkeltstart i Jerusalems smalle gader, der ikke just er velegnet til en ren klatrer, samt en lang tonserenkeltstart, der er langt, langt fladere end tidligere. Selvom Chaves før har hevet en kanin op ad hatten - blandt andet kørte han sit livs enkeltstart i årets Paris-Nice, men på en helt anden og meget mere kuperet rute, der ingen sammenligning tåler med de kommende tidskørsler - men der er ingen tvivl om, at Chaves vil have minutter, der skal hentes i bjergene.

 

Heldigvis er terrænet til stede. Den stejle Zoncolan passer perfekt til Chaves’ egenskaber, og her vil han kunne vinde megen tid på særligt den tungere Dumoulin. Derefter vil det være op til den lille colombianer at opfinde noget stort i den sidste uge, hvor nøglen til succes vil være hans hold. Mitchelton-Scott har om nogen mandskabet til at presse særligt det svage Sunweb-mandskab, og Chaves har klatrekvaliteterne til at afslutte arbejdet.

 

Lykkes det, vil det med ét rive cykelverdenen ud af den kollektive forglemmelse og minde dem om, hvor betagende bjergkørsel Chaves kan levere. En podieplads eller en sejr vil lade ham generobre den plads som et af sportens store grand tour-talenter, han retteligt fortjener. Rivalerne gør i hvert fald dumt i at undervurdere en rytter, der allerede flere gange har vist, at han kan vende modgang til succes, og for få måneder siden kørte lige op med Froome i Vueltaens bjerge. Nu er de i hvert fald advaret.


SKAL CHAVES PÅ DIT GIRO-MANAGERHOLD?
 

Thibaut Pinot (***)

Det så ud til, at verden lå for Thibaut Pinots fødder, da han i en alder af bare 24 år steg ned fra podiet i Paris som den første franskmand (sammen med Jean-Christophe Peraud) i mere end et årti. Lige siden ungdomsårene havde den franske klatrer i hjemlandet været udskreget som manden, der måske kunne bryde forbandelsen og tage den første franske Tour-sejr siden 1985, og da han året efter mødte frem til Touren på ryggen af en helt fantastisk forårssæson, hvor han ovenikøbet havde udviklet sig til enkeltstartsspecialist, syntes der ingen grænser at være for de franske forventninger.

 

Siden da er ikke meget gået som ønsket for Pinot. Om det var presset eller andre omstændigheder, der var forklaringen, skal være usagt, men 2015-udgaven af Touren endte som en skuffelse. Ganske vist viste Pinot klassen ved at vinde kongeetapen til Alpe d’Huez - en sejr, han i dag næppe ville have været foruden - men det kunne ikke ændre på, at han var kommet efter meget mere end det. Bedre blev det ikke af, at historien gentog sig i 2016, hvor han i løbet af foråret tilsyneladende havde hævet sit niveau yderligere, inden det igen gik helt galt i sæsonens højdepunkt. Denne gang endte sygdom med ikke blot at afslutte hans løb alt for tidligt, det blev også et meget tidligt punktum for sæsonen.

 

Pinot har altid haft en kærlighed til Italien, og han leverede flere store bedrifter i støvlelandets største U23-løb samt tog sin første store professionelle sejr som helt ung i Settimana Lombarda. Derfor har han i mange år næret et ønske om at stille til start i Giroen, men sponsorforpligtelser og det store franske forventningspres har umuliggjort en deltagelse. Det efter to fiaskoer i træk accepterede FDJ-manager Marc Madiot imidlertid, at der var brug for fornyelse, og derfor fik Pinot sidste år mulighed for at realisere sin drøm ved at stille til start i Sardinien.

 

Der var tale om en modig satsning fra Madiots side, der risikerede succes på hjemmebanen i Touren ved at sende sin store stjerne til Italien. Projektet lykkedes imidlertid til fulde. Efter en lovende sæsonstart med etapesejr og en andenplads i Tour of the Alps var Pinot som genfødt på de italienske landeveje og kronede et flot løb ved at vinde den sidste bjergetape. Desværre rakte det akkurat ikke til en plads på podiet, men en fjerdeplads var alligevel en gave til Pinot og holdets ledelse. Efter et par års lidelser var Pinot tilbage!

 

Det efterfølgende lidt vovede forsøg med også at sende Pinot til Touren faldt desværre totalt til jorden, og Pinot måtte tidligt tage hjem fra sit hjemlands løb. Trods skuffelsen rejste han sig imidlertid flot ved at tage den samlede sejr i bjergløbet Tour de l’Ain, inden han sluttede året fornemt af med et storslået angreb i Il Lombardia, der nær havde givet ham det helt store resultat. Med andre ord befandt Pinot sig i den helt anden ende af selvtillidsspektret, da han begav sig på vinterferie for et par måneder siden.

 

Madiot var ikke i tvivl om, at han i 2018 ville høste frugterne af sin satsning i Touren, hvor håbet var, at Pinot atter ville kunne spille en nøglerolle. Problemet var, at Pinot selv var blevet endnu mere forelsket i Italien og derfor af hele sit hjerte ønskede at vende tilbage til Giroen. Efter et par måneders intern diskussion landede man et kompromis, der tilgodeså begge hensyn, men havde Pinot som klar vinder. Den franske stjerne får igen i år til at satse 100% på at nå podiet i Giroen, men et meget lettere sæsonprogram og den ekstra uges hvile, der i år er mellem de to grand tours, skal gøre det muligt for kaptajnen denne gang at gøre sig gældende også i Touren.

 

Om sidstnævnte vil lykkes, er naturligvis et helt åbent spørgsmål, men alt tyder i hvert fald på, at Pinot mere end nogensinde er klar til at kæmpe med om de allersjoveste placeringer i Italien. Det begrænsede antal løbsdage og den særegne forberedelse, der betød, at han så sent som i februar deltog i et stort skiløb har i hvert fald ikke haft negativ effekt på hans form. Allerede et par dag efter benævnte skiarrangement kørte han med om sejren i sæsondebuten i Tour du Haut-Var, og siden leverede han en ganske lovende præstation i Volta a Catalunya, hvor kun lidt uopmærksomhed i en spurt kostede ham en højere placering.

 

Efter den solide sæsonåbning fintunede Pinot formen i højderne, og det har i den grad givet resultat. I Tour of the Alps var franskmanden endnu stærkere end sidste år, og selvom det i år ikke lykkedes at vinde en etape, kunne han omsætte top 6-placeringerne på samtlige fem etaper til det, han selv betegner som karrierens største triumf. Den kom endda efter en heroisk forsvarsindsats, hvor han selv flere gange måtte grave dybt for at neutralisere de mange angreb fra Chris Froome, Miguel Angel Lopez og Domenico Pozzovivo, og derfor var der kun anerkendende ord til Pinot, da han kunne bestige podiet som vinder af et af sportens allerhårdeste bjergløb.

 

Sejren har fyldt selvtillidskontoen op hos Pinot, der drager til Jerusalem med både topform og masser af friskhed. Samtidig er det oplagt for Pinot at satse på Giroen, der helt klart er den grand tour, der passer ham bedst. For det første er løbet meget mere bjergrigt end Touren og modsat Vueltaen præget af store bjergetaper med lange, udmarvende bjergpas, præcis som Pinot elsker det. For det andet er løbet ofte præget af kulde og dårligt vejr, og Pinot er berygtet for sin elendige evne til at håndtere varme og sin begejstring for vejrforhold, som de fleste afskyr. For det tredje er stresset på de flade etaper meget mindre i den betydeligt mere afslappede Giro, og det er en fordel for Pinot, der bestemt ikke er mester i positionskampen. Og sidst, men ikke mindst er presset på en franskmand naturligvis meget mindre i Italien.

 

De to fiaskoer i Touren fik mange til at tvivle på Pinot, men det er der absolut ingen grund til, snarere tværtimod. Faktisk er Pinot i løbet af de seneste sæsoner gradvist blevet bedre og bedre, og meget få kan fremvise en tilsvarende stabilitet i de ugelange etapeløb på WorldTouren. I 2014 hed facit en fjerdeplads i Tirreno, andenplads i Criterium International, en 10. plads i Baskerlandet og fjerdepladser i Romandiet og Schweiz, hvor han begge steder vandt kongeetapen. I 2016 blev det til en 3. plads i Besseges, 4. plads i Algarve, 5. plads i Tirreno, sejr i Criterium International, fjerdeplads i Baskerlandet og andenplads i Romandiet, og undervejs vandt han endda to enkeltstarter og en kongeetape. Sidste år har han fortsat rækken med en tredjeplads i Andalusien og Tirreno, inden han altså blev nummer 2 efter Geraint Thomas i Tour of the Alps, den traditionelle formindikator forud for Giroen.

 

Det er denne stabilitet, der understreger Pinots status som en af verdens allerbedste etapeløbsryttere, og han synes fortsat at blive bedre og bedre. Således har franskmanden vist, at han er en af verdens allerbedste klatrere - det er ikke tilfældigt, at han sidste år slog Contador og Valverde på kongeetapen i Andalusien - og efter at han i 2016 slog selveste Tom Dumoulin på enkeltstarten i Schweiz Rundt, kunne han også i en periode regnes som en af de bedste i kampen mod uret, i hvert falder når ruten ikke er helt flad. Samtidig burde grand tours endda passe ham endnu bedre, da Pinot har ry for at blive stærkere og stærkere i løbet af et etapeløb, og han skal endda som regel bruge mindst et par dage, inden han for alvor finder benene.

 

Giroen er som sagt den grand tour, der passer Pinot bedst, og det forholder sig ikke anderledes i år. Modsat tidligere år præges årets rute af mange store bjerge og færre korte, eksplosive stigninger, og det passer dieselmotoren Pinot. Samtidig kommer de fleste udfordringer mod slutningen, hvilket er endnu et plus i Pinots karakterbog, ikke mindst fordi han må formodes at være friskere end rivalerne. Endelig er FDJ i de senere år bare blevet stærkere og stærkere, og i år bakkes han op af Sebastien Reichenbach, Steve Morabito og Georg Preidler i en solid bjergkvartet, der har vist, at de ikke er bange for at tage ansvar og kontrol og lancere deres kaptajn i modige offensiver fra distancen. Sammenlignet med storholdene Astana, Sky og Mitchelton-Scott er det naturligvis ikke prangende, men Pinot kan denne gang særligt regne med at have Reichenbach hos sig dybt inde i finalerne.

 

Når der alligevel er lidt grund til bekymring, skyldes det enkeltstarterne. Som sagt udviklede Pinot sig en overgang til regulær specialist med et fransk mesterskab og to WorldTour-sejre på cv’et, men siden da er der sket meget. I 2017 var Pinot en skygge af sig selv i kampen mod uret, hvor han gang på gange endte som taber på tidskørslerne, blandt andet da der i Giroen blev kørt om podiepladserne på sidste etape.

 

Pinot har da også erkendt, at han har nedprioriteret tempoarbejdet, og det har desværre haft en kedelig effekt. Angiveligt skulle han i år have genfundet lysten til at arbejde på disciplinen, men om det har båret frugt aner vi ikke, for Pinot har ikke kørt en enkeltstart siden sidste års Tour. Uanset hvad vil enkeltstarterne i årets rute derfor udgøre et problem for Pinot. Selv i sin storhedstid har han aldrig været god på flade tonserruter som den, der venter på 16. etape, og en kort, eksplosiv sag i Jerusalems gader er ikke just guf for en dieselmotor som Pinot.

 

Derfor skal Pinot i offensiven, hvis han skal slå særligt Froome og Dumoulin, der vil vinde megen tid på ham i de to tidskørsler. Desværre er det svært at se Pinot have fuldt held med det projekt. Alle hans kvaliteter ufortalt er Pinot ikke typen, der på en stor dag vinder minutter på rivalerne, men snarere en dieselmotor, der i kraft af stabilitet langsomt slider rivalerne op. Selvom han med sin nyfundne spurtstyrke måske kan vinde bonussekunder undervejs, vil det formentlig blive svært at vinde al den tid, der skal til for at tage den samlede sejr.

 

Mindre kan heldigvis også gøre det. Pinot har ikke lagt skjul på, at hans mål i første omgang er podiet, og den målsætning er i den grad inden for rækkevidde. Ruten passer ham, friskheden er stor, og formen er i top. Alle ingredienserne er på plads til, at Pinot for anden gang i sin karriere kan bestige et af de tre eftertragtede trin efter tre ugers sej kamp. Et sådant problem vil definitivt bekræfte det potentiale, han viste med den fantastiske tredjeplads i Touren for nu fire år siden - og så må det være Madiots hovedpibe at finde en vej til at overtale sin stjerne til næste år atter at skippe sit elskede Italien og fokusere 100% på Touren.


HVEM VÆLGER DU TIL DIT GIRO-MANAGERHOLD?
 

Fabio Aru (***)

Scenen var sat til det helt store. Efter et års frivillig pause skulle Italiens darling, Fabio Aru, vende tilbage til Giro d’Italia, hvor han blot to år tidligere havde vundet to etaper og var sluttet som nummer 2, og efter en emotionel start på fødeøen Sicilien skulle det hele kulminere i en storslået triumf i Milano tre uger senere. Igennem måneder forventningen bygget op, og sammen med Vincenzo Nibali gav Aru italienerne håb om, at de atter ville kunne vinde deres hjemlands største løb.

 

Desværre endte det hele i fiasko. Et dumt styrt på en træningslejr i april betød, at det hele gik i vasken for Aru, der med stor sorg måtte erkende, at end ikke det hedeste ønske om at rullede ud på de sardinske veje kunne bringe ham i topform i tide til, at det gav mening at stille til start. Resultatet blev, at den lokale helt blev tvunget til at se til fra sidelinjen.



 

Nedturen gav alvorlige panderynker i Aru-lejren. Efter den store nedtur i Touren i 2016, hvor et bemærkelsesværdigt kollaps på løbets sidste bjergetape ændrede hans status fra seriøs podiekandidat til dundrende fiasko, gik han igennem en svær vinter med masser af kritik fra de italienske medier, der stillede spørgsmålstegn ved hans fremtidige grand tour-potentiale. Derfor handlede 2017-sæsonen først og fremmest om at vise, at Aru stadig hører til i den lille eksklusive gruppe af ryttere, der kan vinde de tre uger lange etapeløb. Det var netop muligheden for at bevise dette, der blev lagt i ruiner af styrtet forud for Giroen og sendte ham igennem endnu en krise, det krævede stor mental råstyrke at komme igennem.

 

Heldigvis er Arus fighterhjerte verdensberømt, og han lod sig ikke slå ud af den voldsomme modgang. Tværtimod kæmpede han sig igennem en svær maj måned og passede sin træning så flot, at han overraskede en hel cykelverden, da han i juni var tilbage i sadlen i Criterium du Daupiné. I et løb, hvor ingen havde de store forventninger til italieneren, udgjorde han sammen med Jakob Fuglsang en fabelagtig duo, der sammen lukrerede på den interne kamp mellem Chris Froome og Richie Porte til at sikre danskeren den samlede sejr, mens Aru selv endte på den samlede femteplads. Da han få uger senere knuste alle rivalerne med et storslået soloridt på en meget hård rute ved de italienske mesterskaber, var det definitivt klart: Aru var tilbage!

 

Resultat skabte store forventninger forud for Touren, og Aru skuffede ikke. Han havde taget superformen med sig til Frankrig, og allerede på den første bjergetape sendte han rivalerne en advarsel, da han med et storslået ryk på La Planches-des-Belles-Filles sikrede sig sin første etapesejr i verdens største cykelløb. I de følgende uger var han konstant en af de bedste i bjergene, og da Froome endda havde en sjælden off-day på etapen til Peyragudes, lykkedes det endda Aru at få to dage i den gule førertrøje. Desværre endte løbet med en lille nedtur, da en dum bronkitis sendte ham ned på den samlede femteplads, men med tanke på det hul, han havde befundet sig i blot få uger inden, var det uden tvivl en yderst lettet Aru, der rejste hjem fra Frankrig.

 

Den fornyede tro på fremtiden fik Aru til for første gang at kaste sig ud i to grand tours i træk, da han stillede til start i Vueltaen med flere spørgsmål end svar. Det viste sig ikke helt uventet at være for stor en mundfuld for italieneren, der aldrig spillede den store rolle, men hans ukuelige fightervilje bar ham dog hele vejen til Madrid på en godkendt 13. plads.

 

Desværre blev Aru efterfølgende indhyllet i kontroverser, da han efter måneders spekulation forlod Astana til fordel for UAE og i den proces ragede uklar med sin mangeårige manager Alexandre Vinokourov, der følte sig svigtet af sin stjerne. Den strid lagde han imidlertid hurtigt bag sig, og selvom det tog unødvendigt lang til at få den endelige bekræftelse, rettede han blikket mod en tilbagevenden på Giroen i jagten på revanche efter sidste års dundrende nedtur.

 

Desværre er alt ikke gået efter bogen for Aru i den første tid på det arabiske mandskab. En lidt stille start i Abu Dhabi blev fulgt op af en blandet indsats i Tirreno-Adriatico, hvor han kørte sig til en flot fjerdeplads, men også havde flere svære dage. Endnu være blev, da et styrt tvang ham ud af Volta a Catalunya i utide med en knæskade, men heldigvis kostede uheldet ham ikke mere end et par dages træning, og Aru selv insisterer på, at ingen effekt vil have på hans form, når det fra på fredag går løs i Giroen.

 

Efter en højdetræningslejr fintunede Aru formen i Tour of the Alps, hvor han dog endte som en lille taber blandt de Giro-favoritter, der var til start. I hvert fald var det tydeligt, at den italienske mester manglede en del i forhold til flere af konkurrenterne, og trods den vanlige fightervilje og flere store angreb blev Aru igen og igen sat af de værste rivaler, inden han sluttede på en 6. plads. Selv var han dog godt tilfreds, og han er fortsat helt overbevist om, at alt er på sporet i forhold til at toppe formen i Giroens svære sidste uge.

 

Der er også grund til at have tillid til Aru. Med undtagelse af sidste års Vuelta, som var lidt af et sideeksperiment efter Touren, har italieneren siden sit store gennembrud med tredjepladsen i Giroen i 2014 altid timet formen optimalt - også i Touren i 2016, hvor det kun var en enkelt dårlig dag på 20. etape, der ødelagde alt og brød en ellers yderst lovende tendens i løbets tredje uge. Det er siden blevet til en sejr og en femteplads i Vueltaen, en andenplads i Giroen og en femteplads i Touren, og det vidner tydeligt om, at Aru mestrer kunsten at ramme formen til sine store mål.

 

Arus styrke er, at han er en af feltets allerbedste rene klatrere. Det viste han allerede som helt ung professionel, da han i en ellers sygdomsramt Giro-debut blandede sig med de allerbedste i sin rolle som hjælperytter for Nibali på den brutale næstsidste etape til Tre Cime di Lavaredo i 2013. Og allerede da han året efter for første gang kørte sin egen chance, sluttede han på podiet efter at have presset en ellers suveræn Nairo Quintana til det absolut yderste på bjergenkelstarten op ad Monte Grappa - den disciplin, der om noget udmåler styrkeforholdet mellem de helt rene klatrere. Og bare få måneder senere vandt han to bjergetaper i en Vuelta, hvor han var oppe mod de allerbedste i form af Froome, Contador og Quintana - en præstation, han gentog året efter, hvor han med sin altid imponerende fightervilje kæmpede sig igennem sygdom og sled sig til en andenplads bag Contador i en ellers meget svær Giro.

 

Arus anden styrke er hans fantastiske restitutionsevne. Det er ingen tilfældighed, at han aldrig for alvor har imponeret i de ugelange etapeløb, og at hans bedste resultater altid er kommet i grand tours. Her er han altid blandt de stærkeste i den tredje uge. I Giroen i 2014 var det netop på de sidste etaper, at han sikrede sig sin podieplads, og året efter vandt han de to sidste bjergetaper, hvorved han sikrede sig sin andenplads. Da han endelig fik skovlen under Tom Dumoulin og sikrede sig sin store Vuelta-sejr i 2015, skete det med et storslået angreb på sidste bjergetape dagen inden finalen i Madrid.

 

Og faktisk var Aru også på vej mod noget stort i 2016-udgavenTour de France, som mange ellers refererer til som en dundrende fiasko. Efter en lidt halvsløj start var han endda i spil til en podieplads med et fremragende comeback i den tredje uge. Således kørte han vel sit livs enkeltstart på 18. etape og var i offensiven på 19. etape, og det var endda ham, der havde sendt sine Astana-tropper frem for at stramme grebet på den fatale bjergetape, hvor han kollapsede på Col du Joux Plane, løbets allersidste stigning, netop som alt var sat i scene til hans store angreb på podiet. Det er således værd at huske, at det kun var ét dårligt moment på ét bjerg, der ødelagde hans Tour. I dagene forinden havde Aru været en af løbets mest formstærke ryttere.

 

Netop det er vigtigt at huske på, når man taler om Aru. Det kan godt være, at han ikke har været flyevnde på det seneste, men vi skal faktisk bare tilbage til juli for at finde en tid, hvor Aru satte alle rivaler til vægs på en bjergetape i Touren. Klasse fornægter sig ikke, og den har Aru fortsat.

 

Man kan til gengæld diskutere om ruten passer Aru ideelt. Der er ingen tvivl om, at det er en fordel, at de store bjergetaper er samlet sidst i løbet, hvor Aru traditionelt altid er stærkest, og at de fleste af de svære dage i år er kendetegnet ved at have mange, lange stigninger, der er perfekt for en dieselmotor som Aru. Til gengæld kunne han have ønsket sig en bedre sammensætning af enkeltstarterne. Giroen har traditionelt altid budt på en kuperet enkeltstart, men selv har den ranglede italiener som regel tabt betydeligt med tid. Det bliver bestemt ikke lettere i år, hvor han udfordres af en kort, eksplosiv enkeltstart, der slet ikke passer ham, og en flad tonserenkeltstart, hvor han vil tabe masser af tid til både Froome og Dumoulin.

 

Aru er bestemt ikke den ringeste temporytter i feltet, og han er ekempelvis bedre end folk som Esteban Chaves, Davide Formolo og Michael Woods. Samtidig har han arbejdet en del i vindtunnel i år, hvor håbet er, at en ny position på cyklen vil hjælpe ham med at finde de sidste sekunder. Det kan dog ikke ændre på, at Aru vil få meget store klø særligt på 16. etape, og den tid skal genvindes i bjergene.

 

Her vil Aru få hjælp af et solidt klatrehold, der er bygget 100% op om ham. Diego Ulissi, Darwin Atapuma, Jan Polanc og Valerio Conti er alle stærke klatrere, der vil kunne hjælpe med at iværksætte de storslåede offensiver fra distancen på 19. og 20. etape, der vil være nødvendige, hvis Aru skal vinde samlet. Sammenlignet med Sky, Mitchelton-Scott og Astana blegner mandskabet dog, særligt fordi de fire nævnte alle har været meget formsvage i år.

 

Der er derfor ingen tvivl om, at Aru denne gang skal gøre arbejdet færdigt selv, hvilket er en helt anden situation end i velmagtsdagene på Astana, hvor han og Mikel Landa udgjorde en skræmmende duo. Derfor bliver det da også svært for Aru at tage den samlede sejr, og selvom han insisterer på, at den lyserøde trøje er målet, vil mindre formentlig også kunne gøre det. En tur på podiet i Rom med den italienske mestertrøje på skuldrene vil være den perfekte revanche og en definitiv cementering af hans comeback bare 12 måneder efter karrierens værste krise. Hele Italien drømmer om, at det vil ske!

SÆT DIT GIRO-MANAGERHOLD - PRÆMIER TIL DE 75 BEDSTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Søg på tværs af +50 webshops og få det største udvalg. 500.000 cykelprodukter samlet ét sted.

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 22/07-04/08

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

Grand Prix Cerami(1.1) 26/07

Niedersachsen-Rundfahrt d...(2.1) 27/07-29/07

Prudential RideLondon Cla...(1.WWT) 28/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 28/07-01/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »