Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: Sirotti

Optakt: 13. etape af Tour de France

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

14.07.2017 kl. 14:42 af Emil Axelgaard.

Chris Froome viste helt uventede svaghedstegn på en yderst dramatisk første dag i Pyrenæerne, og dermed er det nu Fabio Aru, der helt overraskende befinder sig i pole position forud for den korte, hektiske 13. etape, der byder på hele tre stigninger. Specielt Romain Bardet og hans stærke Ag2r-mandskab lugter nu blod, og dermed er der lagt op til et brag af et slag, hvor Aru og Bardet vil forsøge at udnytte Froomes svaghedstegn, men hvor Sky-mandskabet samtidig skal genopfinde sig selv og køre med en helt ny taktik.

Ruten

Lige siden man i 2011 med stor succes designede en kort, intens bjergetape med mål i Alpe d’Huez, har disse korte bjergudfordringer vundet enorm popularitet. Årsagen har været tydelig utallige gange, senest på et brag af en afslutningsetape i årets Dauphiné. I årets Tour afsluttes det korte, hektiske visit i Pyrenæerne netop med en sådan etape over bare 101 km med tre svære stigninger undervejs. Alligevel kan man frygte, at en længere nedkørsel efter toppen af den stejle Mur de Pèguère vil lægge en dæmper på festfyrværkeriet i det sidste klassementsslag i Tourens anden uge.

 

Etapen er som sagt bare 101 km lang og fører feltet fra den klassiske Pyrenæerby Saint-Girons til Foix. Saint-Girons er placeret lidt nord for bjergene, og derfor består den første del af etapen af let stigende terræn, der fører mod syd og sydøst frem mod tinderne. Undervejs kommer den indlagte spurt efter 13,5 km, hvor det stiger ganske svagt i de sidste 2 km, der er uden tekniske udfordringer. Kort efter sætter man kursen mod sydøst og kører direkte ind i bjergene, hvor der efter 25,5 km tages hul på kategori 1-stigningen Col de Latrape (5,6 km, 7,3%), der har top efter 31 km. En kort, teknisk nedkørsel fører ned til bunden af kategori 1-stigningen Col d’Agnes, der bestiges fra sydvest. Den stiger med gennemsnitligt 8,2% over 10 km og er en yderst regulær sag med stigningsprocenter på mellem 8 og 10 det meste af vejen, inden den falder til ca. 6,5% på hovedparten af de sidste 3 km.

 

Fra toppen resterer endnu 54,5 km, der først fører mod nord ned af en teknisk nedkørsel, hvorefter et let faldende dalstykke venter. Herefter gælder det dagens sidste udfordring, kategori 1-stigningen Mur de Péguère, der også bestiges fra sydvest og stiger med 7,9% over 9,3 km. Man skal imidlertid ikke lade sig snyde af dataene. Således kan stigningen inddeles i to, hvor de første 6 km er relativt lette med stigningsprocenter på under 7. På de sidste 3,3 km stiger det imidlertid konstant med mere end 11%, og man når endda helt op på 18% undervejs.

 

Toppen nås med 27 km igen, og de beståt først af en relativt let nedkørsel mod nordøst og siden let faldende dalveje, der fører mod øst frem til målet i Foix. Her følges en let bugtende, svagt faldende vej frem til et sving med 1400 m igen. Den sidste kilometer er flad og byder på en rundkørsel med 800 m igen efterfulgt af et 180-graders sving bare 180 m fra stregen. Opløbsstrækningen er bare 5,5 m bred.

 

Foix og Mur de Péguère blev senest besøgt i 2012 på den berømte etape, hvor sabotage med søm på vejen betød et utal af punkteringer, inden Luis Leon Sanchez kunne sætte Peter Sagan og tage en udbrudssejr. I 2008 slog Kurt Asle Arvesen Martin Elmiger med millimeter i en spurt i en lille udbrydergruppe.

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Torsdag bød på meget tvivlsomt vejr, og det bliver ikke meget bedre fredag. Solen kan kigge frem, men generelt ventes det at være overskyet det meste af tiden. Det bør dog holde tørt, mens temperaturen ventes at nå beskedne 24 grader. Der vil være en let vind fra nordvest, hvilket giver medvind frem til vunden af Col d’Agnes. Herefter vil der være sidemodvind frem til det sidste flade stykke. Til slut vil der være sidemedvind helt frem til det sidste 180-graders sving med 180 m til stregen.

 

Analyse af 12. etape

Hvem havde set det komme? Netop som Touren så ud til at være afgjort, Sky havde lagt løbet i et jerngreb og gjort alt klart til, at Chris Froome skulle lukke løbet med en dominerende opvisning på stigningen op til Peyragudes, skete det, ingen vil havde forudset. For første gang i sin regeringstid lykkedes det rivalerne at køre for briten på en stigning i løbets første halvdel, og for første gang måtte han endda afgive trøjen ufrivilligt. Efter at han havde lignet en mand i total kontrol i Jura-bjergene, havde alle rivalerne indrømmet, at det ville blive meget svært at vælte Tourens konge, men i dag viste han helt uventede svaghedstegn.

 

At det ikke bare kom bare på iagttagere, var tydeligt på den måde, etapen udviklede sig. Havde man fornemmet svaghedstegn hos Froome, er der ingen tvivl om, at Romain Bardet og Fabio Aru havde forsøgt sig allerede på Col du Peyresourde. Deres passivitet var imidlertid en klar indikation af, at også de anså Froome og det ellers så suveræne Sky-mandskab som usårlige, og man kunne tydeligt på Aru se, at han ikke havde drømt om at fuldende sin samling af grand tour-førertrøjer allerede i dag.

 

Nedturen kom også helt uventet for Froome. I vores optakt havde vi ventet, at et udbrud ville køre hjem, men Sky viste allerede med det samme, at de havde planer om at vinde etapen med deres kaptajn. Det vidner om, at også Froome var overbevist om, at også han var løbets stærkeste rytter, og derfor må resultatet være kommet som et mindre chok.

 

Nederlaget er yderst bekymrende for Froome, der ikke kan afskrive det med, at afslutningen ikke passede ham. Han er normalt ganske god på korte, stejle ramper, og faktisk har han i Vueltaen altid opnået sine bedste resultat i netop denne type finaler. Snarere er det Bardet og Aru, der normalt ville have det sværere i en afslutning som denne. Heller ikke den øvrige del af etapen burde være til ugunst for Froome, der kun kan forklare nederlaget med, at han var oppe imod stærkere ryttere.

 

Det er imidlertid stadig farligt at drage forhastede konklusioner. Naturligvis er det bekymrende for Froome at få sig en lussing i dag, specielt fordi det kommer i en sæson, hvor han i forvejen har vist adskillige svaghedstegn, men der er samtidig visse indikationer, der kunne pege i retning af, at han vil være i stand til at rejse sig. I de foregående år i Vueltaen har han altid været relativt ustabil og vekslet mellem gode og dårlige dage, og også i årets Dauphiné har det været tilfældet. Her var han eksempelvis sammen med Porte løbets stærkeste rytter på både 6. og 8. etape, mens han faldt igennem på 7. etape. Der er derfor ganske god grund til at tro, at han vil være betydeligt stærkere måske allerede i morgen.

 

Samtidig er det værd at huske, at Froome reelt stadig er at betragte som løbets førende rytter. Ganske vist kører han ikke i den gule trøje, men han har enkeltstarten i baghånden. I teorien tager han mindst et minut på Aru, Bardet og Uran på 20. etape, og derfor har han stadig en solid buffer. Hans rivaler skal stadig angribe ham, hvis de vil gøre sig håb om at vinde løbet.

 

Resultat ændrer imidlertid løbets dynamik totalt. Nu er det pludselig Astana, der skal kontrollere løbet, og det har de på ingen måder holdet til. Jakob Fuglsang er et såret dyr, der slet ikke kan yde sit bedste, og holdet har allerede mistet Dario Cataldo. I dag gjorde Andrey Zeits og Bakhtiyar Kozhatayev det fint, men de var begge væk, da der sad 30 mand i feltet. Det er med nogen bekymring, det kasakhiske hold kan konstatere, at deres to nærmeste rivaler kører for feltets to klart stærkeste mandskaber. I virkeligheden kunne han ikke overtage trøjen på et værre tidspunkt, da netop 13. etape indbyder til angreb fra distancen og til, at man forsøger at isolere italieneren.

 

Det er imidlertid ikke helt let for Sky at ramme den rette taktik. Konventionel logik vil tilsige, at man går i offensiven med Mikel Landa og Mikel Nieve, der begge ligger til i klassementet. Specielt Landa virker skræmmende stærk - måske var han endda dagens stærkeste mand - og dermed har man et par våben at spille. Det er imidlertid ikke helt så enkelt. Froome er stadig deres bedste bud på en samlet vinder, og det er usikkert, om Sky for alvor tror på baskeren. På 8. etape havde man også Landa i udbrud, men her valgte man alligevel at holde gruppen i snor. Hidtil har strategien været, at det var 100% for Froome, og det har næppe ændret sig.

 

På den anden side er situationen nu også dramatisk forandret. Klassementet er helt anderledes, og antallet af vinderkandidater er kraftigt reduceret.  Hvis Landa eksempelvis kommer med i en stor gruppe tidligt på 13. etape, er han med 100% sikkerhed den bedst placerede. I den situation vil Sky naturligvis med sindsro kunne læne sig tilbage og lade Astana forsøge at hente den baskiske klatrer, hvilket de slet ikke vil være stærke nok til.

 

I den sammenhæng skal også Ag2r beslutte sig for, hvad de vil. Der er ingen tvivl om, at Bardet nu for alvor lugter den samlede sejr, og han har et langt stærkere hold end Aru. Det kan bruges offensivt til at destabilisere løbet, men han kan også ende som en allieret for Aru i et forsøg på at kontrollere Skys pludselig meget offensive klatrere. Det bliver en meget lang nat for de tre førende holds sportsdirektører, når de skal finde ud af, hvordan der skal reageres på en etape, der ikke kan blive andet end yderst dramatisk, ikke mindst fordi både Aru og Bardet naturligvis vil udnytte Froomes aktuelle svaghed til at forsøge at vinde mere tid, inden han evt. måtte blive stærkere igen senere i løbet.

 

Etapen understregede også, at Rigoberto Uran skal tages seriøst i kampen om den samlede sejr. Det er klart, at mest opmærksomhed samler sig om Aru, Bardet og Froome, men hidtil har colombianeren været på niveau med de tre bedste. På Mont du Chat var han faktisk bedre end både Aru og Bardet, og i dag sluttede han også meget stærkt af og kom forbi Aru i finalen. Han har samtidig et ganske solidt hold med flere gode klatrere. Hans store problem er, at han i de forløbne to år har været dårligere på enkeltstarterne end alle sine rivaler - trods sin tidligere status som specialist. Til gengæld nyder han godt af sin status som underdog, og hvis Froome, Aru og Bardet viser sig at være nogenlunde på samme niveau, vil Uran ikke være sen til at gribe sin chance. I givet fald kan han blive svært at slå - hvis han vel at mærke kan undgå de udsving, der typisk har præget ham i sine grand tours. Og så må han ærgre sig over, at han i dag fik en tidsstraf på 20 sekunder, angiveligt for at have modtaget en ulovlig flaske (selvom det i skrivende stund ikke er bekræftet).

 

Man må også tage hatten af for Dan Martin. Ireren er tydeligvis voldsomt hæmmet af sit styrt, men han viste endnu en gang, at han er en gudsbenådet fighter. Han kan lide som få andre, og selvom han lignede en mand, der hele vejen op af Peyresourde kunne eksplodere hvert øjeblik, fandt han endda kræfter til slut til også at køre med om etapesejren. Det er en grum skæbne, der har kostet ireren muligheden for at køre med om podiepladserne og nu muligvis endda to etapesejre. Han havde utvivlsomt vundet spurten i søndags, og havde han været på 100%, ville han have været meget svær at slå i dagens Fleche Wallonne-finale.

 

Også Louis Meintjes er helt som ventet på vej frem. Sydafrikaneren har ganske vist været skuffende i løbets indledende del, men nu er dieselmotoren for alvor kommet i omdrejninger. Hans styrke har altid været, at han bliver bedre og bedre, og det er særdeles lovende, at han kunne slutte så godt af i en eksplosiv finale, der slet ikke passede ham. Han er stadig langt efter Simon Yates i kampen om den hvide trøje, men briten får kam til sit hår i Alperne, hvor de lange stigninger passer Meintjes langt bedre.

 

Endnu en gang må vi også fremhæve George Bennett. Lige siden sidste års Vuelta har newzealænderen overgået sig selv gang på gang. Det startede med den overraskende top 10 i det spanske etapeløb, hvor han helt uventet pludselig endte med at køre klassement efter Steven Kruijswijks exit, og det fortsatte i foråret, hvor han klatrede på et helt niveau, kulminerende med den samlede sejr i Tour of California. Nu er han så pludselig helt uventet endt i rollen som klassementsrytter i Touren, hvor han stillede til start med intentionen om at jagte etapesejre og derfor smed tid i den første uge, og i dag viste han tydeligt, at han er en af løbets stærkeste. I teorien burde stigningerne i Alperne endda passe ham bedre, og sidste år blev han bestemt ikke dårligere i Vueltaens tredje uge. Det tegner lovende for en mand, der for bare et halvt år siden så ud til at få ødelagt sin sæson af kyssesyge!

 

Drømmen om, at Alberto Contador og Nairo Quintana ville kunne rejse sig og komme tilbage i klassementet, ser også ud til at være brast. Contador viste sig egentlig at være langt stærkere, end man kunne frygte, men han er stadig så hæmmet af sine skader, at der ingen smutvej er tilbage til kampen om podiepladserne. Der er dog næppe tvivl om, at han vil angribe som besat i storstilede offensiver fra distancen fra nu af. For ham handler alt nu om at vinke farvel til Touren ved at sikre sig en stor etapesejr.

 

Mere nedslående er det for Quintana. Han kan ikke forklare de svare præstationer med styrt. For ham er der kun én årsag: at det storstilede Giro-Tour-projekt er kikset med et brag. Vi har altid tvivlet meget på hans optimistiske teori om, at han ville kunne nå et højere niveau i sin anden grand tour, og den lektie har han nu også selv måttet gøre. Han skal have ros for forsøget, men det er næppe noget, han forsøger igen foreløbig. Også for ham gælder det nu om at forsøge at redde sin deltagelse ved at tage en stor etapesejr i Alperne, hvor etaperne passer ham bedre. Desværre tyder det for ham på, at formen går den forkerte vej.

 

Favoritterne

Forud for dagens etape var vi ret skeptiske i forhold til, om 13. etape ville udvikle sig til det festfyrværkeri, mange har ventet. Lige siden den korte, intense etape blev præsenteret har mange håbet på, at denne ville udvikle sig dramatisk, som vi har set det på lignende etaper i Vueltaen og Dauphiné. Designet af ruten er imidlertid ikke ideelt til offensiv kørsel, da stigningerne ikke er specielt svære, og da der er lange, flade stykker i begge ender. Vi havde derfor frygtet, at Sky ville lægge løbet i et jerngreb, og at det hele ville ende som lidt af en fuser, hvor et udbrud kørte om sejren, og favoritterne rullede samlet til mål.

 

Det har dagens udvikling imidlertid vendt godt og grundigt op og ned på. Nu er der vitterligt lagt op til festfyrværkeri. Som omtalt i analysen ovenfor er der vendt op og ned på holdenes taktiske tilgang til etapen. Det er nu Astana, der har førertrøjen, og skal forsvare sig - noget, de slet ikke har holdet til. De er oppe mod et formidabelt Sky-mandskab, der nu må være ansporet til at køre offensivt og udnytte deres tre forskellige kort maksimalt, samt et stærkt Ag2r-mandskab, hvis kaptajn Romain Bardet for alvor lugter blod.

 

Man skal ikke tage fejl af Chris Froome. Det kan godt være, at han har ry for at køre defensivt, men det er helt ufortjent. Faktisk har han altid været meget offensiv frem til det øjeblik, hvor han har taget trøjen og prioriteterne er skiftet. Det var ham, der fik årets Dauphiné til at eksplodere på sidste etape, og Fuglsang kan i høj grad takke Froome for sin sejr og for, at Richie Porte tidligt blev isoleret. Froome vil nu have hævn, og der er næppe tvivl om, at han og Sky går ind til 13. etape med en plan om at få hævn!

 

Bardet har samtidig utvivlsomt en intention om at udnytte det, der kunne være en aktuel svaghed hos Froome, og i virkeligheden drømmer Aru vel i princippet om det samme, da han stadig har behov for betydeligt mere tid inden enkeltstarten. På denne eksplosive etape med et langt, fladt stykke i finalen må han dog nok i første omgang skulle indstille sig på en defensiv tilgang, fordi Froome ikke vil være bange for nu at overlade ansvaret helt og holdent til Astana og i stedet bruge sine 2 gange Mikel (Landa og Nieve) til at sætte kasakherne under pres.

 

Der er derfor lagt op til en eksplosiv start på etapen. Alle de ryttere, der havde drømt om en udbrudssejr, vil angribe som besatte allerede på det flade, hvor Astana drømmer om at få løbet til at sætte sig så hurtigt som muligt. Det bliver imidlertid næsten umuligt, og det er ikke sandsynligt, at gruppen er kommet fri, når vi rammer Latrape. Selv hvis en gruppe er etableret, vil det være en overraskelse, hvis ikke Sky allerede på første stigning spiller ud ved at gå i offensiven med Nieve og Landa, og også Contador har sandsynligvis planer om et tidligt angreb.

 

Aru har ikke holdet til at kontrollere Landa, så hvis han vil undgå, at baskeren kommer afsted, skal han selv svare. Derfor kan vi meget vel ende i en situation, hvor klassementsrytterne allerede angriber hinanden på første stigning, og det kan for alvor blive interessant, hvis et af de store navne viser svaghedstegn. Sker det, kan det ende som en vild etape, der aldrig for alvor sætter sig, og hvor det bliver forfølgelsesløb hele dagen, som det var tilfældet på den berømte Formigal-etape i sidste års Vuelta.

 

Der er ingen tvivl om, at Bardet vil forsøge at få folk med i udbrud, som han kan benytte senere på etapen, men samtidig er han også nødt til at kontrollere Sky. Det vil derfor ikke være usandsynligt, at Ag2r bliver en allieret for Astana og Aru. Hvis Landa og Nieve vitterligt kører tidligt, vil det også være et angreb på Bardet og til en vis grad Uran. De to har begge betydeligt stærkere hold end Aru, og derfor vil det måske i virkeligheden være klogere af italieneren at lade Sky-rytterne køre og herefter håbe på en alliance med de øvrige ryttere, der tror på, at de kan vinde løbet.

 

Derfor tror vi, at det ender med et scenarium, hvor der på Latrape etableres et stort, stærkt udbrud, hvor Sky med meget stor sandsynlighed er repræsenteret med adskillige ryttere, herunder mindst en af de to gange Mikel. Astana, Ag2r og måske Cannondale vil herefter forsøge at holde snor i gruppen, og det vil derfor blive en meget hurtig etape. Favoritterne vil helt sikkert angribe hinanden på Mur de Peguere, der er så stejl, at der sagtens kan skabes forskelle. Det kan meget vel ende med et hektisk forfølgelsesløb hele vejen ind til Foix, hvor Aru endda meget vel kan komme under angreb på det flade stykke, hvor han helt sikkert ikke vil have flere hjælperyttere hos sig. Det åbner for et meget uforudsigeligt og vanvittigt hårdt cykelløb.

 

Det får os til at pege på Mikel Landa som etapevinder. Som sagt tror vi, at Aru vil lade baskeren køre tidligt på etapen, hvor baskeren utvivlsomt vil forsøge sig. Sky er så stærke, at kan placere adskillige ryttere i et udbrud, herunder ikke mindst en ekstremt stærk Michal Kwiatkowski. Hvis polakken og hans holdkammerater hjælper med at holde farten høj, bliver det meget svært for Astana, Ag2r og eventuelle allierede at køre dem ind. I sidste ende skal Landa selv gøre det færdigt ved at køre væk på stigningen. I dag var han muligvis feltets stærkeste mand, og det er svært at se, hvilke øvrige udbrydere der vil kunne følge ham. Naturligvis skal han stadig holde rivalerne bag sig på det flade stykke ind til mål, og det bliver ikke nødvendigvis nemt. Afstanden er imidlertid overskuelig, og hvis han endda kan få en holdkammerat (Nieve eller Kwiatkowski) med sig, er det bestemt muligt. Landa kører i øjeblikket så stærkt, at vi tror på, at han er stærk nok til at fuldende en storslået Sky-offensiv.

 

Hvem af favoritterne kan vinde etapen? Vi vil ikke blive overraskede, hvis det lykkes for Chris Froome. Som skrevet ovenfor er det ikke uvant, at han er temmelig ustabil, og derfor kan der vitterligt have været tale om en dårlig dag. Det kan således ikke være uden grund, at han i dag bad sit hold kontrollere etapen. På 9. etape må han have følt sig som den stærkeste rytter, og hvis han som i Dauphiné kan vende rundt fra den ene dag til den anden, vil vi ikke blive overraskede, hvis han sætter rivalerne på Mur de Peguere. Sker det, vil den falanks af Sky-ryttere, der sandsynligvis er del af det tidlige udbrud, med ét vente, og så kan Froome vinde megen tid på rivalerne - og holdet vil naturligvis lade ham vinde etapen, så han kan score de vigtige bonussekunder.

 

Hvem kan ellers gøre det færdigt? Det kan Warren Barguil, der i dag viste, at han er en af feltets bedste klatrere. Derfor er det kun en fordel, at der er udsigt til en meget hurtig start, hvor det kun vil være de stærkeste, der vil kunne køre med i udbruddet. Han kører måske ikke så stærkt som Landa, men skulle de to sidde i et udbrud, kunne der meget vel opstå en alliance, hvor Landa vinder tid og Barguil får etapesejren. Dertil kommer, at franskmanden er ganske hurtig på stregen, og skulle det derfor ende med, at han sidder i en gruppe, der skal spurte om sejren, vil han utvivlsomt være en af de hurtigste.

 

En endnu hurtigere rytter er Tiesj Benoot. Det lykkedes ham ikke at ramme dagens udbrud, men har utvivlsomt kig på fredagens etape. Også han har vist, at han hører til blandt feltets stærkeste klatrere, og derfor har også han fordel, at en hård start. Han vil være en værdifuld allieret for klassementsryttere på det flade, hvor han er enormt stærk. Den flade afslutning er endda til hans fordel, da det giver ham tid til at genvinde tabt terræn. Samtidig er han meget hurtig på stregen.

 

Med udsigt til en hurtig etape kan det også meget vel ske, at et udbrud køres ind, og at en lille favoritgruppe ender med at spurte om sejren. Det gør Daniel Martin til den naturlige favorit. Blandt klassementsrytterne er han klart den hurtigste, og den store udfordring bliver for ham dels at holde det samlet, dels at overleve stigningerne, da han endnu ikke er 100% efter sit styrt. Stigningerne i morgen passer ham imidlertid godt, og han kørte ganske fint i dag. Derfor burde han have en reel chance for at ende i en position, hvor han kan spurte sig til en triumf.

 

Den næsthurtigste blandt klassementsrytterne er Rigoberto Uran. Det siger meget om hans styrke, at han kunne vinde spurten på 9. etape, selvom han kun havde to gear til sin rådighed. Han er normalt ikke så hurtig som Martin, men han er ikke uden chance. Derudover er han stærkere end ireren og kan derfor sagtens ende med at sidde som hurtigste mand, hvis Martin er faldet fra tidligere på etapen.

 

Etapen kan meget vel ende i anarki, og det gør det til en perfekt mulighed for ryttere, der har tabt lidt tid, til at rykke komme tilbage i klassementet. Damiano Caruso vil helt sikkert forsøge at udnytte den mulighed, nu hvor han er endt som BMCs klassementsrytter. Han viste i dag, at han er en af feltets bedste klatrere, og han vil ikke tøve med at køre i udbrud. Han er en af de få, der er stærk nok til at holde feltet bag sig, og da han er lynhurtig på stregen, har han alle muligheder for at gøre det færdigt.

 

Kiloene ryger stille og roligt af Carlos Betancur, der kørte en flot etape i dag. Morgendagens etape passer ham endda langt, langt bedre, da stigningerne er kortere, stejlere og mere eksplosive. Med Quintanas kollaps har han al den frihed, han kunne ønske sig, og han vil utvivlsomt forsøge at ramme udbruddet. Sker det, burde han efterhånden have nået en form, hvor han kan følge de bedste, og da han er hurtig på stregen, har han gode muligheder for at redde Movistar Tour ved at sikre sig en sejr.

 

Det har hidtil set svært ud for Alberto Contador at få frihed til at lave en af sine store offensiver. Nu vil Sky imidlertid næppe køre efter ham med det samme, da de i stedet selv kan være en del af offensiven med Landa. Det åbner pludselig helt nye muligheder for spanieren. Vi er ikke meget i tvivl om, at han forsøger sig på første stigning, og situationen er nu sådan, at han måske kan få lov at køre. I dag viste han, at han stadig er en af løbets bedste klatrere, og det giver ham en reel mulighed for at vinde etapen.

 

En sådan mulighed har også Serge Pauwels. Belgieren har gang på gang vist, at han hører til de stærkeste i feltet, senest i dag hvor han kørte en lovende etape. Også han har glæde af en hård start, men til gengæld har han det problem, at han ikke er hurtig på stregen. Derfor skal han sandsynligvis være udbruddets stærkeste mand eller komme med et sent angreb fra en gruppe i finalen, hvis han skal løbe med sejren.

 

Spurtstyrke har til gengæld Alexis Vuillermoz. Han kan meget vel blive sendt i forkøbet af Bardet, og hvis ikke kaptajnen kan komme af med rivalerne, kan han få lov at køre sin egen chance. Der er bedre klatrere end ham, men de korte, stejle stigninger passer ham som fod i hose. Kan han komme med til stregen, vil han være en af de hurtigste.

 

Måske kan hans kaptajn endda vinde etapen. I dag var Romain Bardet stærkeste mand, og det kan han sagtens være igen. Skulle det lykkes ham at sætte rivalerne på Mur de Peguere og have folk ude foran, kan vi blive vidne til en storstilet Ag2r-offensiv og et fantastisk forfølgelsesløb i finalen. Ag2r og Bardet er stærke nok til at fuldende det, men Bardet er hæmmet af, at etapen er lidt for kort og eksplosiv for ham.

 

Endelig vil vi pege på endnu en Ag2r- og en Trek-rytter. Pierre Latour er Bardets løjtnant, og som det er tilfældet for Caruso, kan han udnytte situationen til at bringe sig tilbage i klassementet. Han er stadig velkørende, og også han er temmelig hurtig på stregen. Hans udfordring er, at han er med i kampen om den hvide trøje, og derfor bliver det sværere for ham at holde hjem end mange af rytterne i en tilsvarende position i klassementet.

 

Jarlinson Pantano synes langt om længe at have fundet formen. Han er stadig ikke god nok til at følge de allerbedste, men han bliver bedre og bedre. Stigningernes karakter passer ham storartet, og han er en af de allerhurtigste på stregen. Det lange flade stykke og ikke mindst nedkørslen, som han mestrer som få andre, giver ham gode muligheder for at komme tilbage.

 

Også Primzo Roglic, Bauke Mollema, Emanuel Buchmann, Gianluca Brambilla, Nicolas Roche og Emanuel Buchmannvil være i stand til at tage en udbrudssejr.

 

Feltet.dks vinderbud: Mikel Landa

Øvrige vinderkandidater: Chris Froome, Warren Barguil

Outsidere: Tiesj Benoot, Daniel Martin, Rigoberto Uran, Damiano Caruso

Jokers: Carlos Betancur, Alberto Contador, Alexis Vuillermoz, Serge Pauwels, Romain Bardet, Pierre Latour, Jarlinson Pantano

SENESTE

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk