Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Ruten

Selvom det mislykkedes på 2. etape er mulighederne endnu ikke udtømte for de hurtige folk, der får chancen igen på sidste etape. Ganske ofte er løbet sluttet med en massespurt i storbyen Geneve, hvor Mario Cipollini sågar vandt den afsluttende etape tre år i træk i 1999, 2000 og 2001 - ganske usædvanligt i et løb, der bestemt ikke er venligt ved de rene sprintere. Senest en spurt i Geneve afsluttede løbet var i 2011 - da de hurtige folk sidst fik chancen i 2016, blev de snydt af et udbrud - men i år er der gode chancer for, at sprinterne vil komme til fadet på løbets sidste dag, der byder på en etape, som er lettere, end man typisk ser det i det schweiziske bjergløb.

Med sine 181,8 km er 5. etape den længste i løbet, og den fører feltet fra Mont-sur-Rolle til Geneve. Begge byer ligger ganske tæt på hinanden langs bredden af Lac Leman, og den indledende del består derfor af en stor sløje i det kuperede terræn nord for den store sø. Fra start kører man således mod nordøst igennem let stigende terræn frem og op over kategori 3-stigningen Mont-la-Ville (3,64 km, 4,9%, max. 7,0%), der har top efter 29,1 km. Herefter leder en nedkørsel videre mod nordøst frem til det nordligste punkt. Her vender man rundt for over de følgende kilometer at sno sig mod sydvest via kategori 3-stigningerne Suchy (1,94 km, 6,4%, max. 8,0%) og Thierrens (2,98 km, 4,5%, max. 7%), der har top efter hhv. 56,4 og 78,1 km.

Herfra går det gennem let faldende terræn mod sydvest frem til den første spurt, der kommer efter 91,2 km. Man fortsætter herfra via en længere nedkørsel mod vest og derefter op over en lille kontrabakke, inden et længere let faldende stykke leder videre mod sydvest ned mod La Leman. Den når man i byen Aubonne efter 128,7 km, og herfra følger man søbredden mod sydvest og siden syd på den resterende del af etapen, idet man dog holder sig et stykke inde i landet for at køre op over en mindre bakke, der har top med 36,9 km igen. Herefter er det hovedsageligt fladt eller let faldende med kun enkelte mindre bakker undervejs, mens man fortsætter frem mod centrum af Geneve. Undervejs passerer man den sidste spurt efter 151,3 km. På de sidste 3 km følger man den kun ganske let faldende vej langs søen. Den bugter sig kun ganske svagt og har ikke skarpe sving.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Etapen byder på i alt 1581 højdemeter.

Geneve var senest målby for sidste etape i 2016, hvor Michael Albasini sejrede i en spurt i en udbrydergruppe, der blev hentet af feltet akkurat på stregen. I 2013 vandt Tony Martin den afsluttende enkeltstart i byen, mens Ben Swift var hurtigst på sidste etape i 2011. I 2009 vandt Oscar Freire en massespurt på løbets sidste dag, mens Mark Cavendish i 2008 vandt en ultrakort prolog på bare 1,9 km. I 2004 var Bradley McGee hurtigst på prologen, og i 2003 tilfaldet den ære Fabian Cancellara og i 2002 Rik Verbrugghe. I 2001, 2000 og 1999 vandt Mario Cipollini afsluttende massespurter tre år i træk. Endelig var Dauphiné forbi i 2002, hvor Jose Enrique Gutierrez tog en udbrudssejr på sidste etape.

Vejret

Så går den ikke længere! På sidstedagen vil løbet endelig leve op til sit våde rygte, når rytterne for første gang vil opleve en risiko for regn. Formiddagen vil byde på høj solskin, men fra middagstid vil det sky til med risiko for byger. Temperaturen vil være behagelige 23 grader, og der vil bare være en svag vind fra syd og sydvest. Det giver medvind på første del af etapen og derefter mod- og sidemodvind fra toppen af den sidste stigning hele vejen frem til mål, også på den lange opløbsstrækning.

Analyse af 4. etape

Man skal ikke altid være stærkeste mand for at vinde. I mange tilfælde kommer man meget længere med et køligt overblik og snilde. Historien er spækket med eksempler på, at den kloge har narret den mindre kloge, og at vejen til triumf ofte går lige så meget via et kløgtigt hoved som via gode ben.

Det kan Jakob Fuglsang om nogen skrive under på. Den danske supermand har i løbet af de seneste to år opnået et hav af topresultater, der har hævet ham til niveauet lige under den absolutte elite i etapeløbssammenhæng. Sjældent har han været stærkeste mand, men en fremragende evne til at læse løbet har gjort det muligt kraft at udbygge cv’et efter en lidt svær tid, hvor han syntes at være gået i stå.

Det hele startede i Rio for nu snart to år siden. Den dag var der næppe tvivl om, at Vincenzo Nibali, Sergio Henao, Rafal Majka og Julian Alaphilippe var feltets stærkeste ryttere. Alligevel endte der en sølvmedalje i den danske lejr, fordi Fuglsang med stor kløgt udnyttede en ukontrollerbar finale til at snige sig væk sammen med Greg Van Avermaet.

Historien gentog sig sidste år i Criterium du Dauphiné. På sidste etape af det franske løb var der krig mellem de to tidligere holdkammerater og nære venner Chris Froome og Richie Porte. Briten havde held til tidligt at isolere australieren, som måtte bruge et hav af kræfter på at lukke huller, og mens de to storfavoritter kiggede på hinanden og i sært taktisk spil lod næsten alle de øvrige favoritter køre væk, udnyttede danskeren situationen til at angribe og tage en højst uventet samlet sejr. Porte kørte som en motorcykel til sidst og leverede som klart stærkeste mand en jætteindsats i en håbløs situation, hvor han var svigtet af sit hold, men det var Fuglsang, der med en kombination af klogskab og gode ben endte øverst på podiet.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

I dag skete det så igen på kongeetapen i Tour de Romandie. Efter en lidt skuffende bjergenkeltstart var Fuglsang udmærket klar over, at Egan Bernal, Primoz Roglic og Richie Porte alle var et niveau eller to over ham. Alligevel lykkedes det ham atter med klog kørsel at narre alle rivalerne og erobre endnu en meriterende sejr, der må høre til blandt de allerflotteste.

Det startede, da han sammen med Rui Costa udnyttede en smule stilstand til at snige sig væk. Det var hans direkte adgangsbillet til finalen, for selvom fremstødet i første omgang mislykkedes, gav det ham det forspring, der gjorde det muligt at komme tilbage til de suveræne Bernal og Roglic på nedkørslen. Herefter befandt han sig i en fremragende position. Det var klart, at hverken Bernal, Roglic eller Porte havde nogen interesse i at føre og derved gøre sig selv sårbare, og dermed var det op til Costa at kontrollere situationen og frembringe den ønskede spurtafgørelse. Med sit store tidstab ville Fuglsang aldrig kunne fremkalde blot den mindst reaktion fra de tre topfolk, og derfor ville en etapesejr stort set være i skabet, hvis blot han kunne tage den tidligere verdensmester på det forkerte ben.

Costa er kendt som en snu rytter, og derfor kan det undre, at han ikke læste situationen korrekt. Det var indlysende, at han alene skulle holde øje med Fuglsang, men formentlig var han lidt for opsat på at holde forfølgerne bag sig. Det udnyttede Fuglsang til at lancere et veltimet overraskelsesangreb, og da først hullet var slået, var udfaldet givet. Ingen andre end Costa havde nogen stor interesse i at jagte, og dermed var det kun et spørgsmål, om danskeren ville kunne gå forbi portugiseren i klassementet. Det lykkedes akkurat.

Resultat blev en etapesejr og en 4. plads til Fuglsang, som dermed fik lidt oprejsning efter et forår, der ikke helt har levet op til forventningerne. Paris-Nice endte som en stor skuffelse, og heller ikke Ardennerne gav det ønskede udbytte. Paradoksalt nok kommer det bedste resultat i det løb, hvor han har virket svagest. Endnu engang lykkedes det ham alligevel med taktisk snilde at tanke vigtig selvtillid i sit allersidste løb inden en længere træningsperiode.

Dagens store taber var Costa, der i dette løb ellers endelig har genfundet fordums styrke. Siden efteråret 2016, hvor han kørte som en motorcykel, har den tidligere verdensmester været en skygge af sig selv, men nu er han tilbage. At han kan blive nr. 5 på en bjergenkeltstart og efterfølgende køre med de allerbedste på en bjergetape, er en fremragende præstation af den relativt store portugiser. Forhåbentlig er det et varsel om bedre tider og en genfødsel af en rytter, der nøjagtigt ligesom Fuglsang har opnået et hav af flotte resultater ved klog og snu kørsel.

Den helt store vinder var til gengæld Primoz Roglic. Efter sejren i Baskerlandet var det klart, at sloveneren har forbedret sig kolossalt i bjergene, men det udestod fortsat at vise, at han også kan begå sig på længere stigninger. Det har han imidlertid til fulde bevist i de seneste to dage, hvor han har leveret en verdensklassepræstation i de høje bjerge. I dag svarede han resolut på Egan Bernals mange angreb, og selvom han tydeligvis blev presset til sidst, forsvarede han sig flot.

Dermed har han kurs mod sin anden store etapeløbssejr på en måned, og han har nu for alvor etableret sig selv som kongen af de ugelange etapeløb. I første omgang er det da også den type løb, der har hans interesse, men på længere sigt er planerne grand tours. Hans mål til sommer er i første omgang etapesejre i Touren, men det vil næsten være dumt af LottoNL ikke at se, hvor langt han kan komme allerede nu. Efter en forrygende april måned er det i hvert fald blevet klart, at det kun er holdbarheden, der fortsat kan stilles spørgsmålstegn ved.

Bernal må forlade løbet med lidt blandede følelser. Hans talrige angreb gav ikke det ønskede resultat, og han må naturligvis ærgre sig over, at Roglic akkurat kunne holde stand også til allersidst. I det store billede har det dog været en drømmeuge for det colombianske vidunderbarn, der formentlig har overgået selv de vildeste forventninger - og de var bestemt ikke små for en rytter, der i årevis er blevet hypet overalt. At han bare en måned efter at have brækket skulderen i Catalonien, kan vinde en bjergenkeltstart og imponere så stort i et af sportens sværeste løb, er skrækindjagende for enhver, der drømmer om at vinde etapeløb i fremtiden.

Mindst lige så tilfreds kan Porte være. Nuvel, han forsvarede ikke titlen og viste både i dag og i går, at han er milevidt fra sin bedste form, men med tanke på, hvor han befandt sig for et par uger siden i Baskerlandet, må de seneste to dage have givet ham et vigtigt selvtillidsboost. Han har ikke lagt skjul på, at nedturen i Baskerlandet ramte ham temmelig hårdt mentalt, og han har altid været en sårbar herre. Derfor kan betydningen af den samlede 3. plads i dette løb næppe overvurderes.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Konklusionen må være den stik modsatte for Dan Martin. Ireren havde på denne etape en fremragende chance for at få det store resultat, som uheld har berøvet ham i den første del af sæsonen. Han eksploderede imidlertid totalt, og det var kun held, der gjorde, at der skete så megen samling, at han kunne sikre sig en samlet 10. plads. Det har været et forår lige til glemmebogen for Martin, der blot har kunnet se til, mens hans gamle Quick-Step-hold har støvsuget sejre i den første del af sæsonen. Selvom uheld er en stor del af forklaringen på de manglende resultater, kan det næsten ikke undgås, at ireren allerede nu har en lille smule tvivl om, hvorvidt det nu var helt klogt at forlade et hold, hvor enhver rytter nærmeste har garanti for succes.

Helt slut er det dog ikke endnu. Inden den står på en lille pause for hovedparten af rytterne i dette felt, er der endnu en dag i sadlen, der skal overstås. For de fleste er det blot en dag, der skal overstås, og meget kunne pege på endnu en massespurt. Et svagt sprinterfelt betyder imidlertid, at det sagtens kan ende anderledes. Hvem ved? Måske er det atter kløgt og ikke nødvendigvis gode ben, der vil være nøglen til sejr?

Favoritterne

Efter dagens etape burde klassementet være en ”done deal”. Etaper i Romandiet er aldrig helt flade, og søndagens finale er da bestemt heller ikke flad. Det er dog ganske sjældent, at man ser en så let etape i et årets mest bjergrige løb. Selvom den første del er kuperet, er ingen af stigningerne lange eller svære, og det er meget specielt, at man har en så let sidste halvdel, hvor der kun er en mindre stigning på programmet.

Det burde naturligvis være guf for sprinterne, men problemet er, at der stort set ingen er tilbage. Elia Viviani, Fernando Gaviria og to af hans vigtigste lead-out men, Davide Martinelli og Fabio Sabatini, faldt alle for tidsgrænsen på bjergetapen, og dermed er løbets eneste dedikerede sprinterhold henvist til en birolle, hvor man kan håbe, at Michael Mørkøv på egen hånd kan gøre sig gældende i en spurt. Allerede på den seneste sprinteretape så vi, at det kun var Quick-Step og Bahrain, der var interesserede i at jagte, og da Viviani blev sat, var alt arbejde overladt til araberne samt et par klassementshold. Siden da er også Michael Matthews, Davide Cimolai og Boy Van Poppel taget eller sendt hjem, og det efterlader kun fire reelle sprintere i feltet: Sonny Colbrelli, Pascal Ackemann, Roberto Ferrari og Timothy Dupont.

Det betyder, at der er meget få hold med en interesse i en spurt og et hav af hold, der intet har at miste ved at køre offensivt. Så sent som i 2016 blev sprinterne snydt på etapen til Geneve, og alle ved, at det kan ske igen. Derfor venter der utvivlsomt en angrebsfest i den indledende fase, hvor stort set alle hold vil være interesserede i at ramme udbruddet. Formentlig er det kun Bahrain og Bora, der er klar til at satse 100% på en spurt.

Starten er ganske vist ikke så hård, som den var i torsdags, men det er stadig en ganske vanskelig indledning, som betyder, at det udbrud, der efter en lang kamp vil blive etableret, vil være stærkt. T torsdags ventede der derefter lidt af et pokerspil, hvor kun Quick-Step og senere Bahrain tog ansvar, men det vil næppe ske denne gang. Tværtimod forventer vi, at Bahrain og Bora med det samme vil tage kontrol - særligt hvis formstærke Thomas De Gendt atter er i offensiven - og derfor vil forspringet næppe blive stort.

Det betyder, at vi formentlig vil få en meget hurtig etape, hvor der vil blive jagtet knaldhårdt, og meget vil afhænge af, hvem der er med i udbruddet. Det svage sprinterfelt betyder nemlig også, at der er mange hurtige folk, der reelt kan drømme om succes, og derfor er det meget tænkeligt, at hold som UAE med Ferrari, Wanty med Dupont, Katusha med Baptiste Planckaert, Ag2r med Samuel Dumoulin og Lotto Soudal med Jens Keukeleire, der alle har meget lidt at miste på en sidste etape som denne, vil satse på en spurt, hvis ikke de rammer udbruddet. Sandsynligheden for, at der vil opstå en større alliance er derfor stor, og sammenholdt med den generelle modvind betyder det, at vi hælder til, at det ender i en massespurt. Det er dog stort set 50-50, og særligt hvis Ag2r, Katusha og Lotto har en mand med i et udbrud, er chancerne for, at feltet bliver snydt, ganske gode.

Selve finalen er helt enkel. Der er ingen sving, og terrænet er fladt. Det betyder, at det er en finale for ryttere med høj topfart, og tog og kollektiv styrke betyder mindre. Spurten vil dog komme efter en lang, hurtig og hård dag, og det vil derfor være nogle mærkede ben, der skal slås om sejren i Geneve.

Udsigten til en spurt får os til at pege på Pascal Ackermann som vores favorit. Tyskeren er feltets mest rene sprintertype, og derfor er det lidt atypisk, at han stiller til start her. Han er bestemt ikke den mest holdbare type og faldt da også fra i torsdags. Han har dog forbedret sin holdbarhed betydeligt i år, hvor han har kørt ganske flot i flere svære belgiske endagsløb. Da han overlevede bjergenkeltstarten, hvor mange faldt for tidsgrænsen, synes formen god, og han burde derfor kunne sidde med hjem.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

I år har Ackermann spurtet fremragende i skrapt selskab. Han opnåede to tredjepladser i Abu Dhabi, var på podiet i Handzame og blev nr. 2 i de store sprinterløb 3 Dage ved Panne og Scheldeprijs. Der er derfor næppe den store tvivl om, at han er feltets hurtigste mand, og han har samtidig den fordel, at han er den eneste rytter med en reel lead-out man. Det er endda Rudiger Selig, som er en af feltets allerbedste i disciplinen, og chancerne for, at han kan starte sin spurt i perfekt position er derfor stor. Der er en risiko for, at etapens hårdhed vil have kostet for mange kræfter, men normalt burde Ackermann være i stand til at vinde en spurt som denne. Derfor er han vores favorit.

To andenpladser har gjort årets Tour de Romandie til en lige så frustrerende oplevelse for Sonny Colbrelli som sidste år, hvor han blev snydt af hhv. et udbrud og Elia Viviani. Denne gang er han allerede blevet franarret en sejr både i en spurt og af et udbrud, og nu håber han på endelig at få den forløsende triumf. Han er klart feltets mest holdbare sprinter, og han har derfor den fordel, at han vil være den mest friske efter en hård dag som denne. Samtidig har han med nu to spurtsejre vist, at han kan slå de fleste i dette felt, særligt efter en hård dag, og han har i Enrico Gasparotto en kompetent lead-out man. Samtidig er han ganske god til at positionere sig, og kan man endda hos Bahrain rydde lidt ud i sprinterne på den sidste bakke, øges chancerne blot for Colbrelli. Efter en hård etape kan det meget vel endelig blive til Colbrelli-sejr.

I disse år er Roberto Ferrari hovedsageligt lead-out man, men han får tit sin chance i bjergløb som disse. Italieneren kan på sine gode dage overleve visse stigninger, og han viste i Giroen sidste år, at han stadig kan blande sig helt fremme i massespurter. Det gjorde han også i Catalonien tidligere i år, og han vil helt sikkert være inspireret af chancen i et felt, hvor han på papiret er en af de hurtigste. Hans præstationer i Giroen viste i hvert fald, at han har ganske gode chancer i dette felt, særligt fordi han som bekendt er fremragende til at positionere sig.

Timothy Dupont har sendt temmelig blandede signaler i år. Efter det katastrofale 2017 kom han godt fra start, men i løbet af foråret skuffede han atter gang på gang. Det er dog tydeligt, at han er betydeligt bedre end sidste år, og på papiret er han klart en af de hurtigste i dette felt. Samtidig er han en ganske holdbar type, der ikke burde være voldsomt skræmt af bakker som disse. Han burde have farten til at blande sig helt fremme, selvom der er mere holdbare folk end ham. Hans store problem er manglen på tog, og at han i år har positioneret sig helt atypisk dårligt. Det knap så stærke felt vil dog gøre positionskampen mindre, og kan Dupont genfinde benene fra sæsonstarten er han godt stillet.

Tabet af både Viviani og Gaviria efterlader Quick-Step med bare tre ryttere. Fra holdets forkromede tog er kun Michael Mørkøv tilbage, og danskeren vil derfor være opsat på at tage en chance, som han gjorde det på 2. etape, hvor han spurtede sig til en flot 5. plads. Netop det forhold, at den relativt tunge lead-out man sad med på en dag, der i teorien burde være for hård, indikerer, at han er i fremragende form, og det må give ham visse ideer forud for denne etape. Det er klart, at han ikke kan forvente megen hjælpi finalen, men han har den fordel, at han er fremragende til at positionere sig.

Michael Albasini har vundet et hav af etaper i dette løb, også deciderede massespurter. Desværre betyder sygdomsforløbet fra foråret, at han er milevidt fra sin bedste form. Han gennemførte ikke en eneste klassiker, og i dette løb har han været fast mand bagerst i feltet. Han så imidlertid bedre ud på bjergenkeltstarten, og i sit hjemmebaneløb må han være motiveret til at blande sig i en spurt trods den manglende form. Der mangler topsprintere, og i Baskerlandet viste Albasini, at han med sin erfaring og gode positioneringsevne sagtens kan være med fremme i en spurt på dette niveau, selvom den bedste form mangler.

Samuel Dumoulin kører i Romandiet et af sine eneste WorldTour-løb i år, og han er altid motiveret til denne begivenhed, hvis kuperede rute passer ham. Han har i de franske løb i år klart vist, at han ikke er ved fordums styrke, men en 3. plads på den hårde 2. etape vidner om, at han stadig er konkurrencedygtig også på hårde etaper. Han drager derfor i den grad fordel af, at denne etape kan blive en ganske hård affære, og det vil han kunne udnytte til at slå til, selvom der på papiret er mange ryttere, der er hurtigere end ham.

Lotto Soudal vil satse på Jens Keukeleire, men belgieren er næppe i topform. Klassikersæsonen gik i vasken som følge af sygdom, og nu gør han comeback efter en pause. Keukeleire er imidlertid en ganske holdbar fyr, der normalt burde have det glimrende på en rute som denne. Han har før vundet en reduceret massespurt i Vueltaen, men topfarten rækker nok desværre ikke helt til at vinde i dette felt, ligesom det ofte har knebet med positioneringen.

Endelig vil vi pege på Baptiste Planckaert, der er et andet eksempel på prototypen på en sprinter til dette løb. Belgieren klatrer glimrende og burde kunne lide en rute som denne. I år så han endda bedre ud end længe i foråret, indtil en stribe styrt desværre satte ham tilbage. Han har ikke helt genfundet formen, men burde være med fremme her, hvor han i Alex Dowsett og Jose Goncalves vil have to gode lead-out men. Kan han spurte, som han gjorde i marts, kan det blive godt.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Også Danilo Wyss og Antoine Duchesne vil måske spurte med, men de vil næppe være i stand til at vinde.

Som sagt er der gode chancer for, at et udbrud kan løbe med det hele, og der er flere gode kandidater til at snyde feltet. Den knaldhårde start og det kuperede terræn betyder, at stærke ryttere vil kunne gøre forskellen, og det gør det lettere at pege på, hvem der vil kunne komme med. Den flade finale betyder samtidig, at power og en god spurt er vigtig for at kunne gøre det færdigt.

Den mest oplagte kandidat er naturligvis Thomas De Gendt. To mageløse udbrudssejre i Catalonien og Romandiet har blot understreget hans status som udbryderkonge nr. 1, og han synes i år endda at være stærkere end nogensinde. Han skippede klassikerne for at være klar til dette løb, og han har dokumenteret, at han er i absolut topform. Han vil helt sikkert satse 100% på at gentage torsdagens bedrift, og det har han gode muligheder for. Han er så stærk, at han har gode chancer for at komme væk i den indledende fase, og derefter vil han kunne køre solo fra den sidste bakke eller gøre brug af sin gode spurt til at vinde. Spørgsmålet er dog, hvor frisk han er efter dagens udbrud.

En anden god kandidat er meget talentfulde Xandro Meruisse, der efter en skidt sæsonstart endelig har fundet formen. Han har allerede to gange spurtet sig til en top 10 i dette løb, hvilket vidner om hans gode afslutning, og han er i sit es i terræn som dette, hvilket han har dokumenteret igen og igen, senest med en overbevisende præstation i Brabantse Pijl.

Danilo Wyss er på hjemmebane, og han vil være meget motiveret efter at gribe en chance på et BMC-hold, der vil køre offensivt til ære for Andy Rihs. Han har været fremragende kørende i år, hvor han endda var tæt på at vinde en ret svær etape i Catalonien efter et udbrud. Bakkerne i starten passer ham godt, og han er lynhurtig på stregen.

Løbet har været en stor skuffelse for Geraint Thomas , men briten er kendt for sin ukuelige fightervilje og vil næppe give op. Han har brug for lidt selvtillid inden en lang pause, og da Sky er her uden sprinter, vil han kunne få frihed til at angribe. Han er måske ikke i topform, men alligevel en af de bedste i dette terræn, ligesom han er hurtig i en spurt.

Alexis Gougeard er kendt som en yderst ustabil type, og efter en skadespause var der heller ikke noget, der tydede på, at han ville vise sig frem i dette løb. Det har han imidlertid gjort bedre end ventet med et flot udbrud på 1. etape og en stærk præstation i feltet på 2. etape. Han er som bekendt ustoppelig i terræn som dette, men hans spurt står desværre ikke mål med hans råstyrke.

Movistar har haft et skidt løb, men vil være opsatte på at redde det til sidst. Den kuperede start passer godt til Andrey Amador , der måske har skuffet hidtil, men som dog stadig er blandt de bedste i hårdt terræn. Samtidig er han slet ikke langsom i en spurt. Han brugte dog mange kræfter i udbruddet i dag.

Også Axel Domont, Silvan Dillier, Tobias Liudvigsson, Tanel Kangert, Carlos Verona, Sander Armee, Jens Keukeleire, Samuel Dumoulin, Tom Bohli, Jonathan Castroviejo og Michael Albasini er gode kandidater, men enten får de svært ved at gøre det færdigt, eller også rækker deres form næppe til at komme afsted i den hårde indledning.

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Sonny Colbrelli, Roberto Ferrari

Outsidere: Timothy Dupont, Michael Mørkøv, Michael Albasini, Samuel Dumoulin, Jens Keukeleire, Baptiste Planckaert

Udbrudskandidater: Thomas De Gendt, Jose Goncalves, Xandro Meurisse, Danilo Wyss, Geraint Thomas, Alexis Gougeard, Andrey Amador