Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Abu Dhabi Tour
20. februar 2018 14:41 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Siden etableringen af Tour of Qatar i starten af dette århundrede er cykelsporten blomstret op i Mellemøsten, og listen af store, pengestærke løb er bare blevet længere og længere. Det var indlysende, at det blot var et spørgsmål om tid, inden det første af disse ville blive en del af WorldTouren, men ganske overraskende blev det det nyeste skud på stammen, der fik æren af som det første at blive indlemmet i det fine selskab. I blot sin tredje udgave blev Abu Dhabi Tour en del af den fineste kalender, da det i 2017 for første gang afholdes i februar og ikke som årets sidste store etapeløb, og det gav anledning til, at man tiltrak et felt, der var et Tour de France værdigt. Det er også tilfældet i år, hvor en stjerneparade vil dyste om sejren i årets tredje WorldTour-løb, der i forhold til tidligere er blevet forlænget til fem etaper og for første gang byder på en enkeltstart i tillæg til de klassiske tre sprinteretaper og den store bjergfinale på Jebel Hafeet-stigningen.

Løbets rolle og historie

I de senere år har et af de store mål for UCI været at globalisere den professionelle cykelverden. Det internationale forbund har fået megen kritik for deres indsats på flere områder, men når det kommer til ønsket om at udbrede sporten til nye egne af verden, har der været tale om en stor succes. De vigtigste løb i sportens højsæson afholdes stadig i Europa - det er trods alt umuligt at ændre en lang og glorværdig historie i en ældgammel sport - men nu om dage tilbyder både den første og sidste del af året masser af løb i andre kontinenter.

 

Tendensen er mest tydelig i årets første måneder, hvor holdene er på desperat udkig efter velarrangerede løb i godt vejr på en tid, hvor regn og kulde gør Europa mindre egnet til cykling. Det har ført til skabelsen af en lang række nye begivenheder, og i de senere år har løb som Tour of Qatar, Tour of Oman, Dubai Tour, Tour Down Under, Tour de San Luis, Vuelta a San Juan og i mindre omfang Tour de Langkawi overtaget rollen som foretrukken forberedelse for mange af sportens største stjerner.

 

Udviklingen har været mindre iøjnefaldende mod slutningen af året, hvor de fleste ryttere mest af alt ser frem til ferie og restitution. Derfor er en lang rejse på den tid af året ikke specielt attraktiv, og det er derfor ingen overraskelse, at UCIs forsøg på at etablere Tour of Beijing som den store sæsonfinale aldrig blev en stor succes. For mange ryttere var det en ubehagelig overraskelse at blive bedt af deres hold om at rejse hele vejen til Kina på et tidspunkt, hvor ordet hvile var alt, de kunne tænke på. Det kinesiske løb blev lidt af en fiasko, og efter at planerne om at etablere endnu et WorldTour-løb i Hangzhou gik i vasken, forsvandt den første asiatiske WorldTour-begivenhed fra kalenderen.

 

Det åbnede døren for andre til at udfylde tomrummet, og ikke overraskende var det det stenrige Abi Dhabi, der slog til og i 2015 for første gang arrangerede et stort etapeløb. Qatar var det første arabiske land til at arrangere en stor cykelbegivenhed i 2002, og siden da udviklede Tour of Qatar sig til et af højdepunkterne i februar. Oman var næste land til at blive tiltrukket af ideen, og med støtte fra ASO blev de nationale rundture i de to lande en aldeles attraktiv løbsblok i første del af sæsonen.

 

Det har aldrig været en hemmelighed, at den nye ledelse hos Giro d’Italia-arrangørerne RCS Sport har villet globalisere deres løb og generelle virksomhed, og de hoppede med på ideen, da Dubai i 2014 ville have deres eget cykelløb. Den første udgave af Dubai Tour var måske ikke specielt interessant ud fra et sportsligt synspunkt, men med kombinationen af RCS’ store knowhow og gode kontakter samt nogle arabiske millioner tiltrak den yderst velorganiserede begivenhed et helt forrygende felt. I både 2015 og 2016 var ruten en anelse mere varieret, og igen tiltrak man en stjernehob, der sjældent se på den tid af året.

 

I 2015 slog RCS sig også sammen med et andet emirat, Abu Dhabi, om at skabe et nyt løb, der skulle afslutte sæsonen. Modsat Tour of Beijing var Abu Dhabi Tour ikke en del af WorldTouren og havde derfor ikke de attraktive point som et incitament for rytterne til at forlade Europa. I stedet tog RCS og de lokale myndigheder andre initiativer, der gjorde det muligt at tiltrække et helt fantastisk felt for et løb i oktober måned.

 

Først og fremmest slog de sig sammen med den magtfulde sammenslutning af WorldTour-hold Velon. Et af organisationens håb er, at aktivt samarbejde med arrangører kan gavne begge parter. Holdene lover at møde op med store stjerner mod til gengæld at få del i indtægterne. Samarbejdet med Abu Dhabi Tour var af et hidtil uset omfang, og resultaterne var åbenlyse. Ikke mange ville have forventet af se Alejandro Valverde, Vincenzo Nibali, Peter Sagan, Tom Boonen, Fabio Aru, Richie Porte, Philippe Gilbert, Tom Dumoulin, Marcel Kittel, Esteban Chaves og Michael Matthews samlet til et løb i sidste del af oktober, men det var, hvad det nye samarbejde gjorde muligt.

 

For det andet blev der lavet en aftale med UCI om at afholde en ny cykelgalla efter sidste etape. Det har altid været en oplagt ide at samle de største stjerner inden for både herre- og damecykling for at fejre deres bedrifter, som det kendes i mange lande på nationalt plan. For første gang nogensinde hyldede UCI verdensmestre, grand tour- og WorldTour-vindere, og da mange alligevel skulle deltage ved festen i Abu Dhabi, kunne de lige så godt score lidt ekstra på kontoen ved også at stille til start i løbet.

 

Set fra et sportsligt perspektiv var løbet mere attraktivt end Dubai Tour. Det første af RCS’ løb havde tre sprinteretaper og én etape for klassikerryttere og blev afgjort på bonussekunder mellem puncheurs og sprintere. Abu Dhabi Tour havde et lignende format, men her var den kuperede etape erstattet med en rute for de rene klatrere. Selvfølgelig var hovedformålet med løbet at promovere Abu Dhabi, så tre af etaperne fandt sted i byområder, hvor fladt terræn gjorde det perfekt for sprinterne. Løbet begav sig dog også ind i bjergene på tredjedagen, hvor en afslutning på en 10,8 km lang stigning, der steg med 6,6% i gennemsnit, gjorde det muligt for Esteban Chaves at vinde sit første store etapeløb efter en spændende duel med Wout Poels, der styrtede i sidste sving.

 

Første udgave var en stor succes, men løbet var også plaget af ekstrem varme, der tvang arrangørerne til at forkorte en etape. I 2016 havde man ikke samme problemer, da løbet på grund af et senere VM blev holdt endnu senere end vanligt. Den løsning ville imidlertid aldrig fungere på lang sig, og derfor har arrangørerne haft et ønske om at flytte begivenheden til februar, hvor det sammen med de øvrige tre løb i regionen kunne skabe en endnu bedre løbsblok i Mellemøsten.

 

Forud for 2017-sænonen imødekom UCI ønsket, og man overhalede endda både Tour of Oman og Dubai Tour i kampen om at komme med på den nye WorldTour-kalender. Sammen med Tour of Qatar - der senere blev aflyst - blev det føjet til den fineste løbsserie og udgør nu det sidste løb i den mellemøstlige serie, der med det triste udkomme i Qatar igen er blevet reduceret til tre løb. Det er en imponerende hurtig opstigen i UCI-hierarkiet, hvilket har gjort det muligt for det unge løb at blive et af de første asiatiske WorldTour-løb efter en årelang diskussion om, hvornår kontinentet ville blive en del af det fineste selskab.

 

Hvis arrangørerne var bekymrede for, om holdene ville tage godt imod den nye placering på kalenderen, fik gjort deres tvivl til skamme i helt uhørt omfang. I de senere år har det været en evig kilde til diskussion for de bedste etapeløbsryttere, om man skulle forberede sig til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico i Oman, Algarve eller Andalusien. I 2017 fik de tre etablerede løb imidlertid fået betydelige klø af det nye løb i Abu Dhabi. Om det var den fyldte arabiske pengepung, WorldTour-pointene, det gode vejr eller den lidt senere placering på kalenderen, der gjorde udslaget, var svært at sige, men stort set hele eliten vendte ryggen til Europa og Abu Dhabis omanske naboer. Mens de europæiske løb kun kunne præsentere enkelte stjerner kunne man i Abu Dhabi præsentere et felt med Nairo Quintana, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Fabio Aru, Bauke Mollema, Romain Bardet, Tejay van Garderen, Rafal Majka, Rui Costa, Tom Dumoulin, Steven Kruijswijk, Robert Gesink og Ilnur Zakarin, hvilket gjorde det til det klart bedst besatte løb i første del af sæsonen. Da de mange flade etaper samtidig gjorde det til et af de mest attraktive løb for sprintere i februar, og man derfor kunne præsentere de tre giganter Marcel Kittel, André Greipel og Mark Cavendish side om side med folk som Elia Viviani og Caleb Ewan, havde man sikret sig et yderst konkurrencedygtigt felt til alle de fire etaper.

 

Der var ikke blot tale om et engangstilfælde. Igen i år har Abu Dhabi ubetinget vundet kampen om de store stjerner, og atter er det det stærkest besatte etapeløb i den første del af sæsonen. Rui Costa og Miguel Lopez kommer direkte fra Oman, og de får selskab af navne som Alejandro Valverde, Fabio Aru, Tom Dumouli, Rafal Majka, Rohan Dennis, Domenico Pozzovivo, Julian Alaphilippe, Simon Yates, Davide Formolo, Michael Woods, Ilnur Zakarin og Wilco Kelderman i et yderst stærkt felt af klassementsryttere. Dertil kommer en stjernehob af sprintere med navne som Marcel Kittel, Mark Cavendish, André Greipel, Alexander Kristoff, Elia Viviani og Caleb Ewan, og derfor må RCS atter knibe sig selv i armen over deres store succes.

 

Opgraderingen til WorldTour-status har stillet krav om, at løbet skal være hårdere. Derfor har man i år forlænget mange af etaperne og samtidig tilføjet en ekstra dag, som afgørende vil ændre på løbets anatomi. De første tre udgaver har bestået af tre helt flade sprinteretaper samt den afgørende etape til toppen af Jebel Hafeet-stigningen, men i år er der derudover blevet tilføjet en kort, flad enkeltstart på 11 km, der vil skabe en ny dynamik og betyde, at man skal være en mere alsidig rytter for at gøre sig om at kunne vinde samlet, specielt fordi Jebel Hafeet ikke er verdens stærkeste stigning.

 

Sidste år lykkedes det Rui Costa at tage en yderst populær samlet sejr for det lokale hold, UAE Team Emirates. På kongeetapen kiggede alle på Nairo Quintana og Alberto Contador, som ikke kunne gøre forskellen på den relativt lette stigning. Det udnyttede Costa til at stikke af tidligt på bjerget, og efter at have fået selskab af Ilnur Zakarin, der klart var den stærkeste af de to, lykkedes det portugiseren at vinde spurten og dermed tage både etapen og den samlede sejr. Zakarin sluttede som nr. 2 foran Tom Dumoulin, der med et sent angreb var tæt på at hente de to forreste. Costa vender tilbage for at forsvare titlen som del af et UAE-hold, der til deres hjemmeløb kommer med alle deres stjerner. Han får igen konkurrence fra Dumoulon og Zakarin, der begge gør sæsondebut i den arabiske ørken.

 

Ruten

Det er et velkendt faktum, at der ofte er en interessekonflikt, når arrangører skal designe deres ruter. På den ene side vil de gerne lave et alsidigt og spændende løb, der kan skabe sportslige højdepunkter. På den anden side spiller økonomi en vigtig rolle, og det endelige udfald er ofte dikteret af hvilke byer, der vil betale mest for et besøg.

 

For arrangørerne i Abu Dhabi er det oplagt, at hovedformålet med løbet er at promovere Abu Dhabi som turistdestination, og derfor er det uundgåeligt, at det meste af løbet vil finde sted i turistområderne, der hovedsageligt er flade byzoner. Det giver en oplagt konflikt, som RCS ganske udmærket kender fra deres samarbejde med Dubai.

 

Udkommet er næsten identisk med det, det er endt med i Dubai, og formatet er stort set det samme. Således har løbet været en sprinterfestival med tre ud af fire etaper i byområder, hvor kun vinden på turene ud i ørkenen har kunnet true en afgørelse i en massespurt. Som i Dubai har de to første etaper været for sprinterne, og løbet er sluttet med en kort, flad etape på Formel 1-banen Yas Marina, hvor en afvikling først på aftenen har givet løbet et helt særegent præg.

 

Mens sprinterne har domineret rampelyset, er klassementet blevet afgjort på tredje etape, der har været for klatrerne. Det meste af etapen er foregået i byen Al Ain, men mod slutningen har rytterne begivet sig ud i de omkringliggende bjerge for at slutte på toppen af bjerget Jebel Hafeet. Dermed har formatet været meget lig Tour of Beijing, hvor rolle man overtog, og hvor sprinterne også dominerede, mens klatrerne afgjorde løbet på én etape.

 

I 2017 flyttede man ganske vist løbet til februar, men man har ikke ændret på løbets struktur. Det gør man til gengæld i år, hvor man som sagt har valgt at udvide løbet med en ekstra etape i form af en 11 km lang enkeltstart, der vil blive helt afgørende i kampen om den samlede sejr. Samtidig har man ændret på løbets struktur ved at samle de tre flade etaper på de tre første dage og droppe den store finale på Yas Marina. I stedet vil klassementet være i centrum i den afsluttende weekend, hvor det lørdag gælder enkeltstarten, inden Jebel Hafeet-etapen denne gang vil runde det hele af med den vanlige store bjergfinale. På sigt har man derudover planer om at udforske nye områder og skabe nye etaper, men foreløbig holder man sig til etaper, der minder meget om dem, der er blevet benyttet i de første tre udgaver.

 

 

1. etape

Det meste af De Forenede Arabiske Emirater udgøres af ørken, og derfor er det kun passende, at løbet viser det spektakulære røde sand, der er en af områdets attraktioner. Det bliver stillet til skue på første etape, der mest finder sted i disse omgivelser, og er en modificeret udgave af 1. etape fra sidste år og er en forlænget udgave af åbningsetapen fra 2015 og 2016. Sammenlignet med 2. og 4. etape er den en anelse mere kuperet, men med en flad anden halvdel og ingen store stigninger er det kun den frygtede ørkenvind, der synes at kunne forhindre en massespurt.

 

I år er etapen som sidste år forlænget med ca. 50 km i forhold til de første udgaver og strækker sig over 189 km med start og mål i Madinat Zayed. Den afvikles stort set udelukkende i ørkenen, hvor de første og sidste 45 km udgøres af en lang, lige vej gennem sandområderne. Fra starten følger rytterne den lige ørkenvej mod syd, og efter at man har forladt Madinat Sayed er der ikke ét eneste sving, inden man når byen Liwa efter 48,3 km, hvor dagens første indlagte spurt er placeret.

 

Herefter bevæger sig med ud på en lille rundstrækning i området øst for byen - det er her, ruten er forandret i forhold til 2015 og 2016, hvor man brugte en kortere rundstrækning i den vestlige udkant. Der er her nogle ganske små stigninger på de mange sandbanker, mens man begiver sig ad ørkenvejen ud til et vendepunkt, hvorefter man kører tilbage til Liwa ad samme vej. Man vender en anelse tidligere end sidste år, men modsat i 2017 fortsætter man efter den sidste spurt, der er placeret i Liwa efter 129,2 ud på en lille rundstrækning i området vest for byen. Når man er tilbage i Liwa, sætter man kursen mod nord ad den samme lange, lige ørkenvej, der blev benyttet først på etapen fører til målet i Madinat Zayed. Når byen nås, benyttes en lidt anden finale end tidligere. Den lange, lige vej ender med et højresving med ca. 2,2 km igen, hvorefter et venstresving leder ind på den 1200 m lange, helt flade opløbsstrækning.

 

De ganske få højdemeter på sandbankerne i ørkenen spiller absolut ingen rolle på en etape, der er skræddersyet til de hurtige afsluttere. Den eneste fare er vinden, der imidlertid kun har spillet en rolle på én af de 12 etaper, der hidtil har været afviklet i løbet, og det har aldrig været på denne etape. Hvis vinden står rigtigt, kan det blive en ganske spektakulær affære, men ellers vil de mange topsprintere se frem til at dyste om sejren på en dag, der er for de rene sprintere.

 

I 2015 vandt Andrea Guardini den første etape i løbets historie i Madinat Zayed, da han slog Tom Boonen og Daniele Bennati i en massespurt. I 2016 var Giacomo Nizzolo hurtigst, da han fik ram på John Degenkolb og Mark Cavendish, og sidste år fik sejren til Cavendish foran André Greipel og Niccolo Bonifazio.

 

 

 

 

2. etape

Efter en dag i ørkenen er det tid til at vise en af emiratets øvrige hovedattraktioner, byen Abu Dhabi. Mens første etape havde risikoen for vind, lidt stigninger samt en relativt lang distance, er der på 2. etape stort set ingen udfordringer på en dag, hvor hovedformålet er at vise billeder af byen og give sprinterne endnu en chance. Der er tale om en helt ny etape, der ikke er blevet i tidligere udgaver af løbet.

 

I alt skal der tilbagelægges beskedne 154,0 km, der har start på Yas Mall i Abu Dhabi og slutter på Yas Beach i samme by. Fra starten slår man en lille sløjfe mod vest, inden man kører tilbage mod øst og rammer en stor hovedvej, der fører mod nord. Undervejs slår man et lille smut mod øst ad endnu en helt lige, flad vej, blot for senere at foretage en U-vending og køre tilbage for siden at fortsætte rejsen mod nord. Efter et par sving fortsætter mand mod nordvest ud til Khalifa Port, hvor man kører ud på en mole i havnen, der er etapens nordligste punkt.

 

Herfra foretages endnu en U-vending, inden man kører tilbage mod syd langs kystvejen, der er en anelse mere snoet end den vej, der blev benyttet på første del af etapen. Undervejs kommer de to indlagte spurter efter hhv. 101,9 og 133,0 km. Kort efter den sidste spurt køres mod øst tilbage til den vej, der blev benyttet først på etapen. Nu følges den tilbage til start- og målområdet, men i stedet for at køre til Yas Mall, fortsættes denne gang mod syd til finalen på Yas Beach. Her venter en helt flad finale, der på de sidste 4 km kun byder på ét sving med 750 m igen. Hele etapen er helt flad.

 

Dette er en af de helt klassiske storbyetaper, som både Abu Dhabi Tour og Dubai Tour er blevet kendt for. Etapen foregår i byen, og derfor skal det blæse kraftigt, hvis vinden skal komme i spil. Hvis man tænker på, hvor mange topsprintere, der er til start, vil det være en mindre sensation, hvis ikke det hele slutter i en stor massespurt, der er som skabt til de allerhurtigste.

 

Yas Beach er ikke tidligere blevet benyttet som etapemål i løbet.

 

 

 

 

3. etape

Løbets hovedformål er som sagt at promovere Abu Dhabi, og derfor kan det ikke undre, at tre af de fem etaper foregår i storbyen. I de tre foregående udgaver har man hver gang på 2. etape haft en spektakulær sprinterfinale foran The Big Flag i storbyen. Det etapemål vender tilbage igen i år, hvor det dog er skubbet til tredjedagen. Det ændrer imidlertid ikke på, at rytterne for anden dag i træk kan se frem til en kort, flad og hurtig etape, der er skabt til de hurtigste sprintere.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 133 km på en etape, der er en modificeret og forkortet udgave af 2. etape fra sidste års løb. Modsat sidste år går starten fra Nation Towers på havnefronten, hvorfra man bevæger sig ud på en stor rundstrækning gennem byen. Man følger en flad, bred og næsten helt lige vej mod sydøst, indtil man kortvarigt når ud i ørkenen, hvor den første spurt kommer ved kamelvæddeløbsbanen efter 46,4 km. Efter en lille sløjfe kører herfra mod nordøst og nord op over nogle ganske små bakker frem til den anden spurt i Al Falah efter 83,9 km.

 

Kort efter drejer man mod vest for at følge en helt lige og flad vej tilbage mod centrum af Dubai. Det går over en bro ud på Yas Island, hvor 2. etape blev afviklet. Her drejer man mod sydvest for via endnu en bro at køre ind i hjertet af Abu Dhabi til den store finale ved The Big Flag på havnefronten. Der er ikke ét eneste sving i de sidste mange kilometer, før man drejer til højre med 1,2 km igen. Herefter følger et relativt blødt højresving bare 300 m fra stregen som afslutning på den helt flade etape.

 

Med en helt flad rute, der ovenikøbet stort set er uden sving på lange, lige, brede boulevarder står der massespurt skrevet ud over denne etape med store bogstaver. Selvom der ikke er nogen rundstrækning i finalen, er det en typisk storbyetape, og da det hele foregår i ly af de store bygninger, bør vinden ikke blive et tema. Dermed er scenen sat til en meget hurtig etape, der er skræddersyet til de helt rene sprintere, men positionering er vigtig i en afslutning, der ikke er helt enkel.

 

I 2015 vandt Elia Viviani en massespurt på en tilsvarende etape, hvor man imidlertid kørte en lille rundstrækning i finalen, ved at slå Peter Sagan og Fabio Sabatini. I 2016 var finalen den samme som den, der benyttes i år, og her var Mark Cavendish hurtigere end Viviani og Andrea Guardini. Samme afslutning blev benyttet sidste år, hvor Marcel Kittel sejrede foran Caleb Ewan og Cavendish.

 

 

 

 

4. etape

Den store nyskabelse i årets udgave af Abu Dhabi Tour er beslutningen om at inkludere en kort, helt flad enkeltstart i hjertet af Abu Dhabi. Der er tale om helt flad, men også ganske teknisk rute, der helt afgørende vil ændre løbets dynamik og tippe balancen væk fra klatrerne og over mod de mere alsidige etapeløbsryttere. I et løb, der afgøres med små marginer, vil den tid, der kan vindes på de 12,6 km på Al Maryah Island være udslagsgivende i kampen om den samlede sejr, og scenen er sat til et stort slag mellem de mest kraftfulde specialister, der kan se frem til terræn, der passer dem perfekt.

 

I alt skal der tilbagelægges 12,6 km, der alle er placeret på Al Maryah Island i centrum af Abu Dhabi. Fra start bevæger man sig ad en let buet vej mod syd, inden der kommer en teknisk fase med hele fem skarpe sving. Derefter bliver der plads til at komme op i fart på en stor, let kurvet boulevard, der fører frem til et vendepunkt, hvor mellemtiden tages efter 7,1 km. Efter en U-vending går det tilbage ad samme vej, hvormed der først følger en powerfase, inden man igen kommer til svingene. Her skal der tages to 90-graderssving, inden man afviger fra første del af ruten ved at fortsætte lige ud frem til et sidste skarpt sving 350 m fra stregen. Etapen er helt flad.

 

Der er tale om en klassisk rute for specialister. Terrænet er helt fladt, men etapen består samtidig af to forskellige dele, der betyder, at man både skal have masser af muskelkraft og gode tekniske egenskaber. Starten og slutningen er således relativt teknisk, mens der i midterfasen er masser af plads til komme op i høj fart. Distancen er for lang til, at de klassiske sprintere, der ellers ofte kører gode prologer, kan blande sig, og det ligner en helt perfekt rute for Rohan Dennis, der har vist sig som verdens bedste på korte, flade enkeltstarter.

 

Al Maryah Island har ikke tidligere været brugt som etapemål i løbet.

 

 

 

 

 

 

5. etape

I de første tre udgaver har kampen om den samlede sejr i Abu Dhabi Tour alene handlet om løbets kongeetape, der slutter på toppen af den efterhånden berømte Jebel Hafeet-stigning. I år betyder tilføjelsen af en enkeltstart, at man skal være langt mere alsidig for at kunne vinde det arabiske løb. Det ændrer imidlertid ikke på, at den 10,8 km lange klatretur op til toppen af den frygtede stigning atter vil spille en helt afgørende rolle, og klatreturen bliver ikke mindre spektakulær af, at den i år for første gang er anbragt til allersidst som afslutning på hele løbet. Man skal imidlertid passe på med at overvurdere opkørslen, der slet ikke er sammenlignelig med de sværeste stigninger i Europa, og tidsforskellene mellem de bedste vil derfor være små - hvis det altså ikke udvikler sig til et taktisk kaos ligesom sidste år.

 

Årets etape er med sine 199 km længere end nogensinde og fører som i tidligere udgaver feltet fra Al Ain til på toppen af Jebel Hafeet i byens sydlige udkant. Der er tale om en let modiceret og forlænget udgave af sidste års rute. Fra start begiver man sig ud på en stor, rektangulær rundstrækning i ørkenen nordvest for byen. Her er vejene, lange, lige og muligvis vindblæste, og der er ingen variation, hvad terræn angår. Til slut vender man tilbage til Al Ain fra vest for at dyste om point i den første spurt ved byens universitet efter 143 km, hvorefter man som noget nyt vender rundt for at køre tilbage ud af byen mod sydvest.

 

Herfra man sætter kursen mod sydøst og det mægtige bjerg, der vil afgøre etapen. Man fortsætter helt frem byen til Green Mubazzarah, hvor dagens sidste indlagte spurt kommer med bare 13,3 km til mål. Herefter drejer man mod syd, og nu ændrer etapen karakter. Fra at have været helt flad begynder det langsomt at stige, inden det for alvor går løs på den 10,8 km lange målstigning, der stiger med 6,6% i gennemsnit. Efter en relativt blød start ligger stigningsprocenten stabilt på 7-8%, indtil den kortvarigt når et maksimum på 11% med ca. 3 km til mål. Herefter bliver stigningen betydeligt nemmere med et stykke på 4-5%, inden en kort nedkørsel venter lige efter den røde flamme. De sidste 300 m stiger igen med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til stregen, der kommer efter et U-sving bare 80 m fra stregen.

 

Efter lørdagens enkeltstart er det tid for klatrerne at forsøge at vinde det tabte tilbage. Umiddelbart vil man forvente, at den første del af etapen ingen rolle vil spille, men i 2016 splittedes feltet til atomer i sidevinden, inden man overhovedet var nået til bjerget. Derfor skal klassementsrytterne være opmærksomme, hvis de vil have en chance for at gøre en forskel på en stigning, der er en smule blandet. Langt den største del er meget regulær med vanskelige procenter, hvor der kan skabes forskelle. De sidste 3 km er imidlertid ganske lette, og derfor skal de stærkeste have lavet huller, inden man når til finalen, hvor mere eksplosive og hurtige ryttere med et punch har en klar fordel. Dermed er scenen sat til en interessant duel, hvor de mindre eksplosive ryttere skal af med de hurtige folk inden den lette del på toppen.

 

Sidste år så vi, hvor svært det kan være at gøre en forskel på stigningen. Nairo Quintana angreb utrætteligt, men da han ikke kunne komme fri og ikke havde holdet til at kontrollere etapen, blev det en ukontrollerbar angrebsfest, hvor det var lidt tilfældigt, at det netop blev Rui Costa og Ilnur Zakarin, der endte med at køre om sejren. Det er derfor ikke en stigning, hvor de bedste bare kan sætte sig igennem og køre væk, i hvert fald ikke hvis der er modvind.

 

Da stigningen først blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. I 2016 skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival. Sidste år kunne Nairo Quintana ikke komme fri, og derefter blev der angrebet i et væk. Rui Costa sneg sig tidligt væk, fik siden selskab af Ilnur Zakarin og kunne efter akkurat at have hængt på til slut spurtbesejre sin russiske rival.

 

 

 

 

Favoritterne

Etapeløb kan være ganske komplekse med et væld af taktiske muligheder og steder, hvor afgørelsen kan falde. Det kan således være en udfordring at analysere en rute til en grand tour eller et klassisk ugelangt etapeløb på WorldTouren, og ikke sjældent sker der afgørende udskilning på uventede etaper.

 

Det gælder imidlertid ikke for Abu Dhabi Tour, der i sin natur er umådeligt enkelt. Enten er løbet helt fladt, eller også går det op ad det stejle bjerg Jebel Hafeet. Dermed kræver det ikke mange minutters analyse af ruten at finde ud af, hvor løbet skal afgøres.

 

Anden og tredje etape er helt flade og foregår i beskyttede byzoner, hvor vinden ikke kommer til at spille en rolle. Da feltet inkluderer flere af verdens bedste sprintere, ender de derfor med statsgaranti i massespurter. Første etape er imidlertid mere kompleks, idet hovedparten af dagen tilbringes i ørkenen. Selvom det endnu ikke er sket på denne etape, er der derfor mulighed for et sidevindsdrama. Blæser det ikke tilstrækkeligt, eller er vindretningen forkert, bliver det endnu en sikker sprinteretape. I skrivende stund ser det ud til, at der vil være en jævn til frisk vind fra nord. Det betyder, at der vil være modvind på den lange tur tilbage mod mål, hvilket reelt vil kvæle al initiativlyst. Derfor ser det ud til, at også 1. etape bliver for sprinterne. I teorien er der en mulighed for at gå efter bonussekunder på de første tre etaper, men det synes ganske usandsynligt, at den mulighed vil opstå.

 

Dermed skal det hele afgøres på de to sidste etaper. Vi kender efterhånden Jebel Hafeet, og vi har lært, at det ikke er verdens sværeste stigning. Det lærte Nairo Quintana i hvert fald på bitter vis sidste år, hvor alle hans forsøg på at komme fri mislykkedes, selvom han havde vist i Valencia, at han var i storform. Da Movistar samtidig svigtede stort, var der intet hold til at tage kontrol, og derfor blev det en angrebsfest, hvor det virkede lidt tilfældigt, at det netop var Rui Costa, Ilnur Zakarini, Tom Dumoulin og Bauke Mollema, der en ad gangen kom fri og sluttede foran feltet.

 

Problemet med stigningen er to ting. For det første er den meget eksponeret for vind, og er der modvind, er det derfor meget let at sidde på hjul. For det andet kommer den stejleste del i bunden, og derfor skal forskellene gøres tidligt. Hvis vinden samtidig blæser kraftigt imod feltet, er det efterfølgende meget svært at holde sig fri.

 

I år tyder meget på, at det bliver dårligt vejr til søndagens etape. Der meldes om byger og en ganske kraftig vind fra sydøst. Det betyder for det første, at der vil være modvind på det meste af sidste del af ørkenstykket, og vi vil derfor næppe se en gentagelse af 2016-scenariet, hvor feltet splittedes i sidevinden. For det andet betyder, at der vil være direkte modvind på selve stigningen, og det vil gøre det uhyre svært at gøre forskelle. Meget kunne derfor tyde på, at bjergetapen vil blive meget lidt selektiv.

 

Det gør enkeltstarten ekstremt vigtig. I forvejen kan man over 12,6 km som specialist vinde temmelig meget tid på klatrerne, men den tidsgevinst vil kun blive endnu vigtigere af de ugunstige betingelser for klatrerne på kongeetapen. De får det samtidig meget svært på tidskørslen, der er helt flad og skabt til de store specialister. Typer som Tom Dumoulin og Rohan Dennis kan samtidig glæde sig over, at Jebel Hafeet passer dem ganske glimrende, og derfor bliver det svært for klatrerne at køre med om sejren. Kun hvis kongeetapen ender lidt tilfældigt ligesom sidste år, bliver det muligt for dem at gøre større forskelle, men det er mindre sandsynligt i år, hvor klassementet allerede vil have taget form efter enkeltstarten, og der derfor vil være en mere klar ansvarsfordeling. Det ligner derfor et løb for gode temporyttere, der kan forsvare sig på en stigning, der ikke er alt for svær.

 

På papiret er der blandt klassementsrytterne to ryttere, der skiller sig ud i kraft af deres tempoegenskaber. Tom Dumoulin og Rohan Dennis hører begge til blandt verdens allerbedste i kampen mod uret, og de fremstår derfor umiddelbart som løbets største favoritter. Af dem vil vi pege på hollænderen som favorit. Ganske vist gør Dumoulin igen i år sæsondebut i Abu Dhabi, og derfor er der ingen, der helt præcist ved, hvor han står. Også denne gang har han imidlertid forberedt sig ved at træne i højderne, og sidste år var han så god i Abu Dhabi, at han sluttede som nr. 4 samlet, og få dage senere kørte han med om sejren i Strade Bianche. Selvom han helt sikkert vil være langt fra sit Giro-niveau, vil han utvivlsomt være i ganske god form, og holdet har da også meldt ud, at der satses 100% på et topresultat til Dumoulin.

 

Dumoulin har før vundet korte, flade enkeltstarter og er bestemt ikke ked af, at der her er tale om en ret teknisk affære. Umiddelbart er Dennis dog den bedste i verden på netop denne type enkeltstart, og Dumoulin kan formentlig ikke hamle op med australieren. Han bør dog ikke være langt efter, og da Dennis samtidig har vist, at han fortsat mangler en del på lange stigninger som Jebel Hafeet, bør Dumoulin være i stand til at vinde det tabte tilbage. Dumoulin er nemlig specialist i flade etaper, der slutter på en stor stigning, og den regulære Jebel Hafeet passer ham fint. Samtidig er han ganske hurtig på stregen, og skulle en større gruppe ende med at spurte om sejren, vil han kunne vinde bonussekunder. Samlet set er det et godt løb for Dumoulin, der er vores favorit.

 

Hans værste rival må være Rohan Dennis. Modsat Dumoulin har Dennis allerede været i aktion i Tour Down Under og Cadel Evans Great Ocean Road Race, og han har vist glimrende form. Han var helt afgørende for at gøre kongeetapen til Willunga Hill så hård, at Richie Porte kunne vinde, og selvom det ikke kan aflæses i resultaterne, var den loyale hjælper Dennis på et meget højt niveau i Australien. I de seneste par sæsoner har han været verdens i særklasse bedste på korte, flade enkeltstarter, og det vil være en temmelig stor overraskelse, hvis ikke han vinder 4. etape.

 

Det store spørgsmål er, om han kan forsvare forspringet på kongeetapen. Dennis er blevet langt bedre til at klatre, men på lange stigninger har han endnu ikke kunnet blande sig med verdens bedste. Han kan imidlertid her blive reddet af modvinden, der vil gøre det langt mindre selektivt, og den relativt regulære stigning burde passe ham. Kommer han først op over den stejle del, vil han endda i kraft af sin gode spurt kunne køre med om etapesejren. Kortene er derfor givet perfekt for Dennis, der har en reel chance for at vinde.

 

Det har været et drømmecomeback for Alejandro Valverde efter hans slemme skade. I sine første løb i Spanien har han været akkurat lige så stærk som i 2017, hvor han havde karrierens hidtil bedste forår. Valverde fremstår derfor som favorit til at vinde løbets kongeetape. Stigningen er som sagt ikke specielt svær, og hvis det hele ender i en spurt på toppen, er det kun Julian Alaphilippe, der kan true spanieren. Dermed er der udsigt til, at han her kan vinde lidt tid og ikke mindst 10 vigtige bonussekunder, hvorefter det hele står og falder med hans præstation på enkeltstarten. Valverde er bedst på kuperede ruter, men skulle han designe en flad enkeltstart, er denne faktisk ganske god. Der er en teknisk fase, der er vigtig, og han plejer at være fremragende på korte, tekniske enkeltstarter. Det bliver ikke let at slå Dumoulin og Dennis, men kan han holde sig tæt på, kan en sejr på kongeetapen være nok til at vinde samlet.

 

I virkeligheden kan meget af det samme siges om Julian Alaphilippe. Franskmanden var sidste år tæt på at vinde løbet, og denne gang møder han allerede op med Colombia Oro y Paz i benene. Her viste han ved at vinde 4. etape sine egenskaber som en af verdens bedste puncheurs, men løbet afslørede også endnu engang, at Alaphilippe ikke er ren klatrer, og at han skal være i absolut topform for at kunne slås med verdens bedste i bjergene. Det er han ikke endnu, og derfor kan det blive svært at matche stjernerne på Jebel Hafeet. Alaphilippe bliver imidlertid reddet af modvinden, der betyder, at det meget vel kan ende i en spurt i en mindre gruppe, og her er han sammen med Valverde den hurtigste. Selvom han ikke er specialist, er han samtidig fremragende på korte, tekniske enkeltstarter, som han sidste år viste ved at knuse rivalerne på enkeltstarten i Paris-Nice, og som han viste på den ekstremt tekniske enkeltstart i Tour of California i 2015. Også han får svært ved at matche Dennis og Dumoulin, men kan han holde sig til, kan en sejr på kongeetapen måske give dem samlede sejr.

 

Ligesom Valverde er Ion Izagirre på vej tilbage efter et grimt styrt på 1. etape i Tour de France. Også han har imidlertid vist, at han er godt på vej, da han kørte ganske glimrende i Tour Down Under. Siden da er han næppe blevet ringere, og han plejer som bekendt altid at være fremragende i foråret, hvor der næsten er garanti for top 5-placeringer i ethvert ugelangt etapeløb, han stiller op i. På papiret er han blandt de bedste temporyttere i gruppen af klassementsryttere, men selvom han kan lide den tekniske del, er flade enkeltstarter ikke hans kop te. Derudover kørte han relativt skuffende enkeltstarter gennem hele 2017, hvor han ikke fandt samme høje niveau som hos Movistar. Lægger man dertil, at der efter styrtet fortsat er usikkerhed om hans niveau, og at han ikke umiddelbart er feltets allerbedste klatrer, kan det blive svært for ham at vinde samlet. Han er dog en helt oplagt podiekandidat, og fejler Dumoulin og Dennis, kan Izagirre pludselig vise sig som den mest alsidige og dermed ende med at vinde løbet.

 

En endnu bedre temporytter er Wilco Kelderman, der i BinckBank Tour endda også har vist, at han er blandt de bedste i verden på korte, flade ruter. De færreste har vel glemt, at han sidste år blev en fremragende nr. 2 på enkeltstarten i Vueltaen, og i det hele taget har han kørt solide enkeltstarter i de sidste to år. Efter skiftet til Sunweb er han samtidig atter blevet en stærk klatrer, og det gav ham sidste år en 4. plads i Vueltaen. Dermed fremstår dette løb som ganske perfekt for ham, ikke mindst fordi Jebel Hafeets regulære og ikke alt for stejle karakter burde være god for Kelderman, der også er temmelig hurtig i en spurt. Hans form er dog usikker, og da Sunweb kun taler om Dumoulin som deres klassementsrytter, kan man frygte, at han ikke er på toppen og skal ofre sig for sin kaptajn. Er han i form, har han dog en reel chance for at slå Dumoulin på en enkeltstart som denne, og så burde han få lov at køre sin chance.

 

En meget spændende kandidat er Alexandre Geniez, der er i sit livs form. Den ustabile franskmand har haft en fremragende sæsonstart med sejre i begge sine løb, GP Marseillaise og Tour La Provence. Mest interessant er det, at han vandt den flade, tekniske prolog i Provence, og da han samtidig tidligere har kørt en fremragende kort, flad enkeltstart i Tirreno, kan han sagtens ende helt fremme på 4. etape. Han er ikke feltets bedste klatrer, men på en let modvindsstigning som denne, har han en chance for at hænge på. Lægger man dertil, at han er lynhurtig på stregen og har vundet de fleste af sine løb i spurter i mindre grupper, bliver det klart, at dette løb er fremragende for den ekstremt formstærke Geniez.

 

Løbets mest formstærke klatrer er sammen med Valverde utvivlsomt Miguel Angel Lopez. Colombianeren vandt kongeetapen i Tour of Oman og havde også kunnet vinde samlet, hvis han ikke havde ventet på sin holdkammerat Alexey Lutsenko. Efter dominansen på bjergetaperne i sidste års Vuelta kan det ikke længere diskuteres, at Lopez er en af verdens allerbedste klatrere, og derfor er han en af de få, der reelt vil have en chance for at sætte alle til vægs på Jebel Hafeet. Selvom han har forbedret sig i kampen mod uret, viste Vueltaen imidlertid også, at han fortsat har en del fremskridt at gøre, inden han for alvor er konkurrencedygtig. Da denne rute er alt for kort og flad for ham, skal han have en superdag på 5. etape for at kunne vinde samlet, og det bliver ikke let med den hårde modvind.

 

En spændende outsider er Stephen Cummings. Briten er mest kendt som etapejæger, men han har faktisk før vundet Tour of Britain og været i top 10 i Tirreno. Dette løb kunne være en god chance for at køre klassement, da omstændighederne næppe kunne have været meget bedre. Den korte, flade enkeltstart er skræddersyet til Cummings, der netop har denne type enkeltstarter som sit speciale, og modvinden betyder, at han har en reel chance for at følge de bedste på Jebel Hafeet. Naturligvis kan det blive svært at hænge på hele vejen til toppen, men når Cummings er kørende, klatrer han bedre, end man tror. Den store tvivl relaterer sig dog til hans form, da han endnu ikke har kørt i denne sæson, og man kan frygte, at han endnu slet ikke er konkurrencedygtig.

 

Ilnur Zakarin sluttede sidste år som nr. 2 i dette løb, men i år passer ruten ham dårligere. Enkeltstarten taler bestemt ikke til hans fordel, selvom han egentlig er kendt for at være en glimrende temporytter. Han skal nemlig bruge betydeligt mere kuperede ruter for at gøre sig gældende, og denne er ganske enkelt alt for flad, kort og teknisk for Zakarin. Samtidig er det i år hans sæsondebut i Abu Dhabi, hvilket ikke var tilfældet i 2017, og da han tidligere har skullet bruge et par dage til at finde sin bedste form, er han næppe i stand til allerede nu at kunne vinde så meget tid i modvinden på kongeetapen, at han kan vinde samlet. Er han bedre end ventet, skal man dog aldrig sige aldrig med en af verdens allerbedste klatrere.

 

UAE kommer med det helt tunge skyts i form af fire af deres fem kaptajner. I klassementet håber de på Diego Ulissi, Rui Costa og Fabio Aru, men det bliver nok svært for de to sidstnævnte at gøre sig gældende på en rute med en kort, flad enkeltstart, der slet ikke passer dem. Bedre chancer har Ulissi, der altid er i fremragende form fra start, hvilket han bekræftede i Tour Down Under. Heller ikke han er specialist, men den tekniske karakter giver ham en chance for at begrænse tabet på 4. etape. Jebel Hafeet er umiddelbart for lang for ham, men modvinden taler til hans fordel. Kan han komme over det stejle, vil han kunne køre med om sejren og ikke mindst bonussekunderne i en spurt.

 

Løbet her passer bestemt ikke til Rafal Majka, men måske kan han gøre det bedre end ventet. I hvert fald har han lagt op til, at han vil køre stærkt i foråret, og den intention bekræftede han i San Juan. Her kørte han sit livs enkeltstart på en flad powerrute, og det kunne tyde på, at han har forbedret sig markant. Selvfølgelig vil han stadig tabe megen tid til specialisterne, men måske kan han gøre det bedte end mange af de andre klatrere. Stigningen er for let for ham og modvinden en ulempe, men er han i form, har han et godt punch og en fin spurt. En god enkeltstart og et par bonussekunder kan bringe ham langt.

 

En anden spændende joker er Jonathan Castroviejo. Sky kommer uden det tunge skyts, og det burde give spanieren en chance for at køre klassement. Han skuffede på enkeltstarterne i 2017, men går det som for de fleste, vil han blive langt bedre alene af at skifte til Sky. Kan han genfinde sit 2016-niveau, vil han være en af de helt store favoritter på 4. etape, der passer ham fint, selvom han foretrækker mere kuperede ruter. Jebel Hafeet er til den svære side for ham, og uden modvind vil han ikke have en chance for at følge med de bedste. Vejret giver ham imidlertid en reel mulighed for at opnå et samlet topresultat.

 

Endelig vil vi pege på Brent Bookwalter. Amerikaneren skal måske ofre sig for Dennis, men kan tænkes også at få sin egen chance. Han viste fornuftig form i Valencia, som var første løb efter sin grimme hjernerystelse fra Tour of Britain, og løbet her burde passe ham. Han er en glimrende temporytter, også selvom enkeltstarten her bestemt ikke er ideel, og på en relativt let stigning med modvind har han en chance for at følge de bedste og bruge sit punch mod slutningen.

 

***** Tom Dumoulin

**** Rohan Dennis, Alejandro Valverde

*** Julian Alaphilippe, Wilco Kelderman, Ion Izagirre, Alexandre Geniez

** Miguel Angel Lopez, Stephen Cummings, Ilnur Zakarin, Diego Ulissi, Rafal Majka, Jonathan Castroviejo, Brent Bookwalter

* Enric Mas, Simon Yates, Rui Costa, Roman Kreuziger, Domenico Pozzovivo, Gianluca Brambilla, Emanuel Buchmann, Michael Woods, Bjorg Lambrecht, Fabio Aru, Tao Geoghegan-Hart, Lawson Craddock, Kilian Frankiny, Dario Cataldo,

 

Danskerne

Michael Mørkøv er sammen med Fabio Sabatini den vigtigste rytter, der skal hjælpe Elia Viviani med at fortsætte sin stærke sæsonstart ved at vinde en af de første tre etaper. Jesper Hansen gør sæsondebut for Astana og skal bidrage til at gøre kongeetapen så hård, at formstærke Miguel Angel Lopez kan vinde tid nok til at opnå et samlet topresultat. Endelig er Niklas Eg til start for et ikke særlig stærkt Trek-mandskab, og selvom han som udgangspunkt skal hjælpe formstærke Gianluca Brambilla, kan han måske få lov at køre lidt klassement for et hold, der ikke ventes at tage det store ansvar.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Baloise Belgium Tour(2.HC) 23/05-27/05

Hammer Stavanger(2.1) 25/05-27/05

Tour of Estonia(2.1) 25/05-26/05

Tour of Japan(2.1) 20/05-27/05

Tour du Pays de Vaud(2.NCUP) 24/05-27/05

Tour du Pays de Vaud(2.NCUP) 24/05-27/05

Hammer Stavanger(2.1) 25/05-27/05

Tour of Estonia(2.1) 25/05-26/05

Grand Prix de Plumelec-Mo...(1.1) 26/05

Boucles de l'Aulne - Châ...(1.1) 27/05

Tf GD Dorigo MO Biemmeret...(1.1) 27/05

Winston Salem Cycling Cla...(1.1) 28/05

Peace race(2.1) 29/05-03/06

Skoda-Tour de Luxembourg(2.HC) 30/05-03/06

Tour de Korea(2.1) 30/05-03/06

Boucles de la Mayenne(2.1) 31/05-03/06

Szlakiem Walk Majora Hubala(2.1) 31/05-03/06

Grand Prix Priessnitz spa(2.NCUP) 31/05-03/06

Hammer Sportzone Limburg(2.1) 01/06-03/06

Carrefour Market Heistse ...(1.1) 02/06

La Classique des Alpes Ju...(1.1) 02/06

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »