Optakt: EuroEyes Cyclassics (Vattenfall Cyclassic)

Løbets rolle og historie

Dopingdebatten har redet cykelsporten som en mare overalt, men i de fleste lande har man kunnet bevare fascinationen og en solid fanbase. Det forholder sig imidlertid helt anderledes i Tyskland, hvor diskussionen om forbudte stoffer nærmest har udryddet en sport, der engang var ekstremt populær, ikke mindst i årene, hvor Jan Ullrich og Erik Zabel dominerede i Touren. Offentligheden og medierne har i høj grad vendt ryggen til sporten, og mens landet engang havde tre WorldTour-hold, var man for få år siden nede på ikke at have ét eneste.

Tyskland havde engang en meget flot cykelkalender med adskillige ugelange etapeløb og et par endagsløb på højeste niveau. Bayern Rundfahrt, Hessen Rundfahrt, Sachsen Tour, Niedersachsen Rundfahrt og Rheinland-Pfalz Rundfahrt var bare nogle af de mange løb, der sammen med det nationale Deutschland Tour, HEW Cyclassics (nu EuroEyes Cyclassics), Rund um den Henninger Turm (nu Rund um den Finanzplatz), Rund um Köln og Rund um die Braunkohle udgjorde en fantastisk cykelscene.

Intet andet land er imidlertid blevet ramt så hård af den massive dopingmistanke som Tyskland, der nu kun har meget få store løb, hvor de kan fremvise deres mange topnavne for hjemmepublikummet. Da løbet i Bayern forsvandt sidste år, var det det sidste af de mange etapeløb, der måtte opgive kampen, og endagsløbene i Köln og Frankfurt har kæmpet en konstant dødskamp. Et nyt løb blev etableret i Berlin, men det er igen forsvundet i et land, hvor der næsten intet er tilbage.

Læs også

Ineos forventer Pogacar-fyrværkeri fra start: Han kan nok vinde alle etaper

Fremkomsten af navne som Tony Martin, André Greipel, Marcel Kittel og John Degenkolb har langsomt vakt interessen til live igen. Sunweb og Bora-hansgrohe er nu tyske WorldTour-hold, og der er igen live-dækning af Tour de France på de nationale kanaler. Landet havde endda tiltrukket sig Tour-starten i år, og som erstatning for det forsvundne løb i Bayern er der planer om fra næste år at genetablere Deutschland Tour i samarbejde med ASO, der ser Tyskland som et vigtigt marked.

Der er dog ét løb, der synes at have upåvirket af al tumulten. Trods en meget kort historie har EuroEyes Cyclassics etableret sig selv solidt på WorldTour-kalenderen som et af de største endagsløb i sensommeren og kombinerer et professionelt løb med et motionsløb, der har udviklet sig til at være et af de største og mest populære i Europa. På en stor søndag i august samles tusinder af amatører for at teste sig selv på de samme veje, som udgør scenen for et af verdens allerstørste løb.

Med en placering i den nordlige metropol Hamburg blev løbet skabt i 1996, og dermed finder det sted i en af de allerfladeste egne af Tyskland. På det tidspunkt var cykelsporten i Tyskland på sit højeste, da Ullrich vandt Tour de France bare et år senere, og Erik Zabel netop havde indledt sin totale dominans af Tourens pointkonkurrence. Ullrich gjorde sit hjemmebaneløb ære ved at tage sejren samme år, som han vandt løbet i Frankrig, og bare et år senere havde det nye løb fået plads på kalenderen for verdens største endagsløb: World Cuppen.

Det forblev en del af den løbsserie, indtil den forsvandt efter 2004-sæsonen og blev derefter med det samme en del af den nyskabte ProTour, der blev etableret fra næste sæson. Siden da har det været en del af sportens fineste kalender og er forblevet et af de allerstørste mål i anden halvdel af sæsonen for mange af verdens bedste sprintere.

Området omkring Hamburg er pandekagefladt, og terrænet giver stort set ingen muligheder for at skabe et selektivt cykelløb. Hvad der gør løbet hårdere end mange andre flade løb er distancen på ca. 220 km og løbets mest ikoniske stigning. Den 800 m lange Waseberg er en lille rampe i det vestlige Hamburg, der byder på stigningsprocenter på op til 15, og den sætter altid krydderi på finalen. Som det er normalt i cykelløb har arrangørerne forsøgt at gøre løbet hårdere og hårdere ved gradvist at tilføje flere passager af de stejle skråninger, og i de senere år har sprinterne skullet overleve stigningen hele fire gange - sidste gang med bare 15,5 km til mål - for at få en chance for at kæmpe om sejren i den lynhurtige finale på Mönckebergstrasse i det central Hamburg. I 2015 brød man kortvarigt trenden ved at fjerne en passage af stigningen og reducere distancen, men siden sidste år har bakken igne været på programmert fire gange.

Waseberg og distancen betyder, at løbet ikke er for alle sprintere. Kun de stærkere folk har en chance for at vinde Tysklands største endagsløb, og det er ikke overraskende, at færre end 30 ryttere er sluttet i samme tid som vinderen i både 2011 og 2012. Konstante angreb er en del af ordenen på Waseberg i en typisk svært kontrollerbare finale, og det kræver en dedikeret indsats af sprinterholdene at få det hele samlet til det, der typisk er en meget forvirrende spurt.

Mange har forsøgt at snyde sprinterne, men kun få har haft succes. Alessandro Ballan er den seneste angriber, der vandt i Hamburg, men det skete helt tilbage i 2007. Inden da skal vi tilbage til 2003-udgaven, hvor en formstærk Jan Ullrich sprængte feltet på Waseberg, hvorefter Paolo Bettini tog sejren fra et lille udbrud. De seneste ni udgaver er alle endt i massespurter med hhv. Robbie McEwen, Tyler Farrar (to gange), Edvald Boasson Hagen, Arnaud Demare, John Degenkolb, Aleksander Kristoff, André Greipel og Caleb Ewan som sejrsherrer.

Oprindeligt blev løbet holdt bare en uge efter Tour de France og tiltrak derfor mange af de formstærke Tour-sprintere. I de senere år er løbet dog blevet flyttet til samme weekend, som Vueltaen starter, og imens har Clasica San Sebastian overtaget den gamle placering, så de kan drage fordel af muligheden for at tiltrække formstærke klatrere fra Touren. Ganske overraskende har det boostet startlisten for begge løb. Tidligere var sprinterne ofte for trætte efter tre ugers overlevelse, men nu om dage har de haft adskillige uger til at hvile sig og endda få løbskilometer i benene i BinckBank Tour inden løbet. Derfor er startlisten i dag altid helt fantastisk, ikke mindst fordi stort set alle topsprinterne skipper Vueltaen. I år er feltet måske mere imponerende end nogensinde, og det er kun de få Vueltasprintere, de skadesramte Giacomo Nizzolo og Mark Cavendish, Peter Sagan samt Bryan Coquard, hvis hold ikke er inviteret, man for alvor kan savne.

EuroEyes indleder nu en vigtig serie af europæiske efterårsklassikere, der passer en bestemt ryttertype, og som også inkluderer Bretagne Classic (det tidligere GP Plouay) og Brussels Cycling Classic (det tidligere Paris-Bruxelles). Sammen med BinckBank Tour, der ofte har næsten det samme felt til start giver disse løb sprinterne og klassikerspecialisterne mange muligheder for at score vigtige point i sensommeren og det tidligere efterår, og da Vueltaen stort set er renset for sprinteretaper, fokuserer det fleste af dem på denne vigtige løbsblok i Nordeuropa. Da årets VM er skabt til stærke sprintere, har perioden bestemt ikke tabt sin betydning i 2017.

Læs også

Tidligere Tour de France-vinder vender tilbage

Sidste år endte løbet i et stort drama efter en yderst kaotisk spurt på regnvåde veje. Nacer Bouhanni krydsede stregen først og så ud til at have taget karrierens første store endagssejr, men han blev senere deklasseret, en afgørelse, der stadig er omgærdet af stor uenighed. I stedet blev sejren givet til Caleb Ewan, der dermed fik sin første klassikersejr foran den tidligere vinder John Degenkolb og Giacomo Nizzolo. Ewan vender tilbage for at forsvare titlen, men da Degenkolb kører Vueltaen, og Nizzolo er skadet, vil australieren være eneste genganger fra sidste års podium.

Ruten

Med de ganske få topografiske udfordringer i området omkring Hamburg er det ikke overraskende, at EuroEyes Cyclassics er et løb for sprintere. Da løbet slutter i byens centrum, der er pandekageflad, er det helt umuligt for arrangørerne at sammensætte en hård rute, der for alvor kan skabe udskilning. Heldigvis ligger den korte, stejle Waseberg ikke langt fra målstregen, og stigningen er blevet løbets kendetegn. Som sagt har arrangørerne forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere passager af den frygtede stigning, men indtil nu har det ikke været nok til at undgå en spurtafgørelse. Det har dog haft en effekt på løbets hårdhed, og vi har set ganske små felter spurte om sejren i de seneste udgaver.

Efter et par år, hvor arrangører forsøgte at ændre tingenes tilstand for at finde den bedste model for løbet, synes de nu at have fundet en rute de er tilfredse med. Mellem 2012 og 2014 brugte man stort set den helt samme rute, men i 2015 indførte man en nyskabelse. I stedet for den traditionelle start i Hamburg indledte man løbet i Kiel, hvilket betød, at distancen samtidig blev reduceret fra 247,2 km til 221,3 km. Dermed ændrede man den flade indledning, og finalen blev også modificeret ved at skippe en passage af Waseberg, hvormed man kun skulle forcere stigningen tre gange.

Sidste år vendte man tilbage til starten i Hamburg og førte ruten tilbage til noget, der lignede den, der blev benyttet i årene forinden. Waseberg skulle igen bestiges fire gange, men man fastholdt den kortere distance. Det gjorde man dog hovedsageligt ved at reducere afstanden mellem anden og tredje passage af stigningen, og derfor blev løbet måske endda hårdere end nogensinde tidligere. Denne gang fastholdes stort set samme rute.

I år er løbet 220 km langt og starter som sagt i det centrale Hamburg, hvorfra man begiver sig ud på en stor, næsten helt flad rundstrækning i området syd for storbyen. Typisk etableres der her et tidligt udbrud, hvorefter løbet finder sin rytme. Udbruddet for typisk et relativt stort forspring, og sprinterholdene tager kontrol. Feltet vil kun skulle forcere en ganske lille stigning tidligt i løbet, men hovedformålet med denne tidligere del er at akkumulere kilometer og trætte rytterne. Hvis det er blæsende, kan det være nervøst, men ellers udvikler det sig som regel som et klassisk sprinterløb.

Når man er tilbage i Hamburg, krydser man ikke målstregen, men begiver sig i stedet ud på en anden stor rundstrækning, der er placeret i området vest for byen. Den er tilsvarende flad, men når feltet når Elben for at begive sig tilbage mod centrum langs den bred, kan man se frem til at passere Waseberg for første gang. Der resterer her stadig 82,3 km, og vi skal derfor ikke forvente al for megen action på det tidlige tidspunkt i løbet. Passagen tjener primært som en opvarmning forud for finalen. Det er dog sandsynligt, at et par hold vil forsøge at øge tempoet for at trætte de rene sprintere som Marcel Kittel. Derfra følger man den traditionelle rute tilbage til målområdet, hvor man krydser stregen for første gang med 66,9 km igen.

Tidligere kørte man nu endnu en hel omgang på rundstrækningen, men det er nu droppet. I stedet kører man nu på en mindre runde, der sender feltet tilbage langs Elben til en lille rundstrækning, der inkluderer Waseberg. Den er 12,8 km lang og er stort set helt flad, hvis det ikke var for den stejle rampe. Rundstrækningen skal tilbagelægges hele tre gange, og det er herfra finalen indledes. Tempoet øges, og positionskampen på de relativt smalle veje bliver brutal i indløbet til bakken. Farten øges kun fra passage til passage, og rytterne skal over toppen med hhv. 41,8, 29,0 og 16,2 km igen.

Det er her, der for alvor kommer liv i løbet Som regel er udbruddet her blevet hentet eller meget tæt på at blive fanget, og det er blevet tid for klassikerrytterne at træde i karakter. De kan angribe på Waseberg selv, men meget ofte er det bedste tidspunkt at forsøge sig lige efter toppen, hvor alle er på grænsen. Typisk etableres der en lille gruppe efter hver af de tre passager, mens sprinterholdene forsøger at blive reorganiseret. Det kræver en determineret indsats at holde udbruddene under kontrol, samtidig med at sprinterne selv skal forsøge ikke at miste kontakten på stigningen.

Efter tredje omgang sætter feltet kursen mod centrum via de helt flade veje langs Elben. Det er altid rammen om en hektisk jagt, hvor feltet desperat prøver at hente de sidste udbrydere. Vejene er imidlertid helt flade og ikke specielt tekniske, og derfor favoriserer finalen klart feltet i forhold til udbryderne, der også skal spare kræfter til finalen.

Læs også

Hollandsk stjerne vil gøre Mads P. kunsten efter og lave Grand Tour-hattrick

Det sidste sving kommer med 2 km igen, og derefter bøjer vejen kun svagt, men den indsnævres omkring den røde flamme. Det falder svagt frem til den sidste kilometer, mens de sidste 500 m på den berømte Mönckebergstrasse er svagt stigende. Spurten er ikke nogen klassisk massespurt, da der typisk er begrænsede hjælperytterressourcer efter et langt og hårdt løb. Anarki hersker ofte, og derfor spiller held og positionering en betydelig rolle, da ingen kan forvente at få et perfekt lead-out. Mange ryttere har fået knust deres drømme ved at være lukket inde, og det er derfor ikke altid den hurtigste, der vinder EuroEyes Cyclassics.

Vejret

Vejret i Nordtyskland kan være temmelig uforudsigeligt. Nogle udgaver har været præget af regn og vind, men af og til har man også haft helt usædvanlige forhold. For fem år siden fandt det endda sted i en regulær hedebølge. Det er klart, at et løb med så flad en rute i høj grad får sin hårdhedsgrad bestemt af vejrforholdene.

Sidste år var man plaget af regnvejr, og i år ser det ud til at blive endnu værre. Efter en solrig morgen ventes der regn fra middagstid, og selvom det kan klare lidt op sidst på eftermiddagen, vil det formentlig regne det meste af tiden. Temperaturen vil være beskedne 18 grader. Vigtigere er det, at der vil være en ganske kraftig frisk vind fra vest. Det giver sidevind på det meste af den store rundstrækning i starten og derefter hovedsageligt med- eller modvind. Der vil være modvind på vej ud til Waseberg og medvind på vej hjem. Det vil være en medvindsspurt.

Favoritterne

I teorien er Waseberg den perfekte affyringsrampe for et sent angreb, og efter 220 km med tre sene passager af den stejle stigning, kan det synes overraskende, at sprinterne har domineret i det omfang, de har. Tilføjelsen af flere passager af bakken har reduceret feltets størrelse, men det har ikke forhindret dem i at dominere i Hamburg.

Løbets rygte som et sprinterløb har imidlertid gjort en massespurt til en selvopfyldende profeti. Ingen hold møder til start uden en sprinter i truppen, og alle er forberedt på en massespurt. Mange af holdene stiller til start med det ene formål at sikre sig en spurtafgørelse, og selvom en del hold også er på udkig efter angrebsmuligheder, har de altid en sprinter som plan B. Derfor giver de gerne en hånd med i jagten, hvis de misser et udbrud i finalen, og dermed er der næsten altid flere hold til at jagte. Derfor har det historisk set været næsten umuligt at undgå en massespurt, selvom udbruddet sidste år kun blev hentet ganske få hundrede meter fra stregen.

I år er det derfor usandsynligt, at det ikke igen ender i en spurt. Quick-Step, Lotto Soudal, Katusha, FDJ, Orica-Scott, LottoNL-Jumbo Cofidis og Sky møder alle til start med en sprinter, de føler sig helt overbeviste om vil være i stand til at vinde. Også Bora-hansgrohe og Dimension Data kan tænkes at bidrage til jagten, og derfor peger det stærke sprinterfelt måske mere end tidligere på, at vi skal have en spurtafgørelse.

Det kan imidlertid meget vel blive et ganske decimeret felt, der når stregen. Det vil være ganske blæsende med sidevind i første halvdel af løbet, og selvom det vil være så tidligt, at det næppe til splitte feltet, vil det skabe en nervøsitet, der vil gøre løbet hårdere end tidligere. Dertil kommer det ekstra stress, som de regnvåde veje vil give anledning til. I tidligere udgaver har der næsten altid været mindst ét større styrt, der har taget mindst én topsprinter ud af spillet, og det vil næsten med sikkerhed ske igen denne gang. Også det vil splitte feltet. Endelig vil der være medvind på Waseberg og i finalen, og det vil kun gøre løbet endnu mere selektivt.

Dermed forventer vi, at det igen vil blive en spurt, men vi tror, at det vil blive med et mindre felt end vanligt. Det betyder, at de stærke og formstærke sprintere vil have en fordel, og at der vil være færre lead-out-ressourcer til rådighed. Dermed betyder individuel placeringsevne mere end vanligt, og mod til at tage chancer på de regnvåde veje vil også have afgørende betydning. Endelig vil det være afgørende at være specialist i at spurte efter et langt og hårdt løb.

Læs også

Dansk profil misser Giroen

Det får os til at pege på en af tidens mest succesfulde ryttere som favorit. Efter et veritabelt mareridtsår har Alexander Kristoff for alvor fundet benene efter Touren, hvor han har taget to store sejre i RideLondon Classic og ved EM. Senest viste han god form i Arctic Race of Norway, hvor han vandt en sprinteretape og imponerede på stigningerne. Havde det været solskin og vindstille, havde Kristoff næppe været vores vinderbud, men i disse betingelser må han være manden, der skal slås. Han er således verdens bedste til at spurte efter et hårdt løb, hvilket han gentagne gange har vist i de største klassikere. Det var præcis den egenskab, der også gav de to store sejre i de seneste uger, og det ser ud til, at han efter en svær periode har genfundet den hurtighed, der har manglet.

Samtidig er Kristoff en mester i at positionere sig, og det er helt afgørende i denne finale. Rick Zabel har udviklet sig til en fremragende lead-out man, og han kan ventes at sidde med også efter et hårdt løb. Zabel afleverede Kristoff og sikrede en dobbeltsejr i Tyskland tidligere i år ved Rund um den Finanzplatz i en tilsvarende regnvåd finale. Det bliver det næppe til igen, men kan han sammen med Kristoff holde sig fremme, har den formstærke nordmand farten til at vinde efter et udskilningsløb som dette. Derfor er han vores favorit.

Normalt er et hårdt løb ikke til fordel for Elia Viviani, men denne gang kan det faktisk vise sig at være tilfældet. Italieneren har imponeret stort på stigningerne i både RideLondon Classic og specielt i BinckBank Tour, hvor han kørte en helt fantastisk sidste etape på Muren i Geraardsbergen. Det er tydeligt, at hans holdbarhed har nået et helt nyt niveau, og at han er i sit livs form. Han skal ganske vist dele kaptajnansvaret med Danny Van Poppel, der ligeledes er i sit livs form, men normalt vil man satse på italieneren, der har den højeste topfart. Hans tog er ikke skræmmende, men han kan som minimum forvente af have Van Poppel og Lukasz Wisniowski hos sig i finalen. Det er en ganske powerfuld duo, der vil kunne holde Viviani fremme. Han mangler stadig at bevise, at han kan bibeholde sin fantastiske hurtighed efter et langt, hårdt løb, men med det, han senest har vist, ser det sådan ud. Derfor kan det meget vel blive til Viviani-sejr. Skulle han falde fra, vil Van Poppel til gengæld få sin chance, og han har i Tour de Pologne vist, at hans hurtighed efter et hårdt løb rækker til at slå de fleste. Derfor har Sky to forrygende vinderbud.

Caleb Ewan stiller til start som forsvarende mester, og efter de spurtpræstationer, han har leveret i Giroen og de arabiske løb, har han gode chancer for at forsvare titlen. Han har vist, at hans topfart kan matche de allerbedstes, og han er utvivlsomt en af feltet absolut hurtigste. Han har i år i Milano-Sanremo samtidig vist, at han er blevet langt mere holdbar, men Tour de Pologne gav desværre ikke indtryk af, at han i sin allerbedste form. Derfor er det hårde løb ikke til hans fordel, specielt ikke fordi han typisk taber en del af sin hurtighed, når han er træt. Han har imidlertid et helt fantastisk hold til at støtte sig, og vil selv efter et selektivt løb have Luka Mezgec og Daryl Impey hos sig i finalen. Det kan være den støtte, der gør hele forskellen i Ewans favør i denne ekstremt hektiske spurt. Kan han overleve og bevare friskheden, har han alle forudsætninger for at vinde igen. Skulle han falde fra undervejs, vil yderst formstærke Mezgec endda være en ganske god plan B.

Vi glæder os meget til at se Dylan Groenewegen i aktion. I Touren viste han, at det i det løb kun var Marcel Kittel, der var hurtigere, og han har for alvor etableret sig som en af verdens førende rene sprintere. Selvom han tidligere faktisk har vist fin holdbarhed i enkelte endagsløb, mangler han dog stadig for alvor at bevise sig selv i de helt store klassikere. Han klagede over dårlig form i BinckBank Tour, men alligevel var han sammen med Peter Sagan den eneste sprinter, der var med helt fremme i alle massespurterne. Det skyldtes ikke mindst hans gode positioneringsevne, og den er også helt afgørende i denne finale. Selvom hans tog er svækket til dette løb, kan han som regel manøvrere på egen hånd. Det helt store spørgsmål er, om han kan overleve stigningerne og stadig bevare den nødvendige friskhed.

Marcel Kittel har altid drømt om at vinde sit store hjemmebaneløb, men hidtil er det ikke blevet til mere end en top 10-placering. I år har han imidlertid sin måske hidtil bedste chance. For det første har han i år været stærkere end nogensinde tidligere, og han har i Touren vist en suverænitet, der måske overgår, hvad han hidtil har præsteret. Desværre viste han temmelig dårlig form i BinckBank Tour, hvor det aldrig lykkedes at komme frem i massespurterne, men forhåbentlig har løbet tjent til at forbedre benene inden hans helt store mål i august. Det store problem for Kittel er, at løbet har udsigt til at blive hårdt, og selvom han har vist, at han kan overleve Waseberg, vil det koste på friskheden. Det største problem er dog hans elendige positionering, og risikoen for, at han bliver fanget i en altid ekstremt hektisk spurt, er kolossal. Måske er Kittel den hurtigste, men han har brug for held til at finde en åbning, specielt på de regnvåde veje. Derfor er han slet ikke den store favorit, som han var på sprinteretaperne i Touren.

Dette er den eneste store WorldTour-klassiker, André Greipel har vundet, og han drømmer om at gøre det igen i år. Hans præstation på den knaldhårde femte etape i BinckBank Tour vidner om, at formen er helt i top, og han burde derfor kunne drage fordel af, at løbet bliver hårdt. Desværre har han trods sine gode ben slet ikke spurtet så godt som tidligere, og det er helt tydeligt, også af hans kommentarer til medierne, at han har tabt en stor del af den selvtillid, der er så vigtig for en sprinter. Hans positionering har altid været problematisk, og det bliver bestemt ikke bedre af de regnvåde veje. Toget er egentlig ganske fint, men det er usikkert, hvor stor en del, der vil overleve. Det kræver derfor lidt held for Greipel at finde den rette position, men med den form, han har vist, er han helt sikkert stærk nok til at vinde, hvis åbningen viser sig.

Havde dette været juni måned, havde vi aldrig givet Edvald Boasson Hagen tre stjerner i så stærkt et sprinterfelt. Tidligere har han ikke været hurtig nok at matche de bedste i disse spurter, men det fik han vendt op og ned på i Touren. Han er fortsat ikke så hurtig som de bedste, men han har nærmet sig kraftigt. Vigtigst er det dog, at Dimension Data kørte fabelagtigt lead-outs i Touren, og det vil spille en helt afgørende rolle i dette løb også. Han burde som minimum have Reinardt Van Rensburg og Kristian Sbaragli hos sig i finalen, og kan de bringe den formstærke nordmand frem, kan han vinde en spurt efter et hårdt regnvejrsløb som dette.

Sidste år krydsede Nacer Bouhanni stregen først og viste dermed igen, at han er en meget stærk sprinter også efter et hårdt løb. I år stiller han imidlertid til start i ugunstige betingelser, da han stadig er ved at finde formen efter styrtet i Yorkshire. I Touren manglede han tydeligvis sin vanlige hurtighed, men han fik styrket selvtilliden med sin sejr i Tour de l’Ain for nylig. Det store spørgsmål er, om han efter Touren har fået boostet formen så meget, at han endelig er tilbage ved fordums styrke. Er han det, er en hektisk regnvejrsspurt, hvor positionering er altafgørende det helt perfekt scenarium for franskmanden.

Læs også

Lidl-Trek tager italiensk stjerne og formstærk spanier med til årets første Grand Tour

Der er ingen tvivl om, at Sam Bennett er en af de allerhurtigste i dette felt. Det har han vist i både Giroen og Paris-Nice, og han er normalt også en klatrestærk fyr, der overlever stigningerne godt. Efter en lille pause manglede han form i London, men efter to sejre i Tjekkiet burde han nærme sig sit bedste niveau. Selvom han helt sikkert er hurtig nok til at vinde, skal han dog bruge en del held for at krydse stregen først. Han er kendt for sin dårlige positioneringsevne, og hans bedste resultater i år skyldes de gode lead-outs fra Rudiger Selig. Desværre er han ikke til start her, og derfor kan Bennett med stor sandsynlighed mangle den støtte, der skal til for, at han kan overvinde sin akilleshæl.

Bahrain-Merida stiller med en meget interessant duo i Niccolo Bonifazio og Sonny Colbrelli, der begge er eksperter i at spurte efter et hårdt løb. Bonifazio viste fin form i Polen, og Colbrellie har været på højdetræningslejr i Livigno efter Touren, så de burde begge være der i finalen. Begge er samtidig fremragende til at positionere sig og burde derfor drage fordel af den hektiske finale. Bedst chance i en boulevardspurt som denne har Bonifazio, men det er uklart, hvem der satses på. Colbrelli skal bruge en del held for at vinde, men afleverer han Bonifazio til stregen, kan det sagtens blive til sejr for araberne.

Efter en forrygende sæson burde Arnaud Demare være en af de helt store favoritter til et løb, han allerede har vundet, og som passer ham som fod i hose. Desværre viste den franske mester nærmest skræmmende dårlig form i BinckBank Tour, og derfor er der ikke meget, der tyder på, at han vil være stærk nok til at vinde her. Det skyldes ikke mindst, at en småskadet Jacopo Guarnieri næppe vil overleve til finalen, og derfor vil han mangle det tog, der har været nøglen til hans succes. Han har altid været dårlig til at positionere sig på egen hånd, og det bliver ikke let denne gang heller, specielt ikke med den form, han for nylig har vist. Hvis han har fundet benene efter de første løbskilometer, kan man imidlertid aldrig afskrive så hurtig en rytter.

Jempy Drucker er en af feltets mest stabile sprintere. Det skyldes hans fantastiske positioneringsevne, der altid bringer ham frem, selvom han som regel er på egen hånd. Samtidig er han en af de meste hårdføre sprintere, og han har vist god form på det seneste. Derfor er dette et løb, der passer ham helt perfekt, specielt fordi han har et meget stærkt hold til at støtte sig. Han er ganske hurtig og derfor en klar podiekandidat, men da der er relativt mange, der er hurtigere, kan det blive svært at vinde.

Sunweb giver endelig chancen til Nikias Arndt , der ellers er endt i en lead-out-rolle for Michael Matthews. Han ser imidlertid frem til chancen for at vise sig frem på hjemmebane, og det er et løb, der passer ham fint. I år har hans holdbarhed nået helt nye højder, og derfor er det kun til hans fordel, at løbet har udsigt til at blive hårdt og regnfuldt. Han er normalt ikke dårlig til at positionere sig og viste med sejren i Cadel Evans’ løb, at han bevarer hurtigheden. Desværre er han næppe helt hurtig nok til at slå alle topsprinterne her.

Endelig vil vi pege på Roberto Ferrari . Italieneren er kendt som lead-out man, men til dette løb har UAE udpeget ham til kaptajn. Han har i år flere gange grebet en uventet mulighed til at spurte sig til et topresultat, og han viste i Polen ganske fremragende form. Han har ikke den topfart, han havde i sine unge dage, men hans positioneringsevne gør ham til en kandidat på regnvåde veje som disse.

***** Alexander Kristoff

**** Caleb Ewan, Elia Viviani

*** Dylan Groenewegen, Marcel Kittel, André Greipel, Edvald Boasson Hagen, Nacer Bouhanni

** Sam Bennett, Niccolo Bonifazio, Arnaud Demare, Danny Van Poppel, Jempy Drucker, Nikias Arndt, Roberto Ferrari

* Jasper Stuyven, Rudy Barbier, Wouter Wippert, Sonny Colbrelli, Luka Mezgec, Greg Van Avermaet, Sep Vanmarcke, Silvan Dillier, Jasha Sütterlin, Ben Swift, Boy Van Poppel, Maximilano Richeze, Carlos Barbero, Ivan Savitskiy, Riccardo Minali,

Danskerne

Mads Pedersen skal igen lever fornem støtte til Jasper Stuyven, som han senest gjorde det i BinckBank Tour. Matti Breschel kan måske få sin egen chance på Astana, da løbet formentlig er for hårdt for deres sprinter, Riccardo Minali. Endelig skal Lars Bak forsøge at hjælpe André Greipel til endnu en sejr.