Optakt: Per sempre Alfredo

Løbets rolle og historie

Italien har i mange år været kendt for sin imponerende kalender af endagsløb, men det seneste årti har tæret på den flotte løbsserie. Mange af løbene er forsvundet, og selvom enkelte har haft held til at vende tilbage, er kalenderen slet ikke, hvad den var i sin storhedstid. Eksempelvis køres der slet ikke længere løb i februar, hvor der tidligere var både flere endags- og etapeløb, og hele den fine sensommerkalender i august er også totalt forsvundet.

Derfor skal man juble, når der dukker lyspunkter op, og det gør der i et 2021, hvor det ellers er aflysninger, der er dagens orden. I 2014 døde den tidligere italienske landstræner Alfredo Martini, der stod i spidsen for landsholdet i en lille menneskealder fra 1975 og 1997 og derfor var en sand institution i italiensk cykelsport, og syv år efter hans død beæres han nu med et mindeløb, der har mål i hans hjemby Sesto Fiorentino, der er en forstad til Firenze.

Hovedformålet med løbet er naturligvis at beære Martini, men det tjener også et andet formål. Det arrangeres nemlig af den stærke arrangørgruppe GS Emilia, der står bag langt hovedparten af de italienske løb, som ikke hører under Giro-arrangørerne fra RCS. Blandt andet står gruppen bag den kommende uges Settimana Internazionale Coppi e Bartali, og med det nye løb håber de at skabe en synergi med det kommende etapeløb og give de mange italienske hold, der lider under den reducerede kalender, en ekstra mulighed og et ekstra incitament for de store hold til at køre begge løbene.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Det er dog ikke lykkedes i første omgang. Mens Coppi e Bartali med hele ni WorldTour-hold har oplevet en renæssance efter i mange år at have været en meget italiensk affære, er der stadig nogen vej, inden Per sempre Alfredo har samme tiltrækningskraft. I hvert fald er det til den første udgave kun lykkedes at overtale to WorldTour-hold, nemlig DSM og Trek, til at køre begge de to løb. De får søndag selskab af syv ProTeams, et italienske landshold og hele 10 kontinentalhold i et felt, der dog minder meget om det, man ofte ser i de ikke RCS-arrangerede italienske løb, der i dag primært domineres af mindre hold.

Hvordan løbet skal udvikle sig i fremtiden, er naturligvis uklart, men i første omgang har man tilrettelagt en rute, der gør det attraktivt for sprinterne. I hvert fald sluttes der trods nogle indledende stigninger nord for Firenze med omgang på en flad rundstrækning i Martinis hjemby. På den måde giver den de hurtige folk lidt ekstra at komme efter i denne italienske uge, hvor Coppi e Bartali i stigende grad er blevet en meget sprinterfjendtlige affære. Om ruten skal være den samme i fremtiden, er uklart, men i første omgang er løbet skabt med appel til de hurtige folk.

Ruten

Et nyt løb betyder, at arrangørerne har al mulig frihed til at give det den identitet, de måtte ønske, og umiddelbart synes det eneste faste holdepunkt at være, at løbet naturligvis skal slutte i Alfredo Martinis hjemby, Sesto Firentino. Det er en forstad til Firenze, der som bekendt ligger i det ganske kuperede Toscana, og derfor kunne man sagtens have lavet et ganske hårdt løb.

Det har man dog undladt, og som sagt synes man i første omgang at have tænkt løbet som et sprinterløb. Det følger nemlig den klassiske formel, vi kender fra mange italienske endagsløb, der indledes med en del stigninger, men slutter med et længere fladt stykke på rundstrækninger i en målby. Det har traditionelt gjort de italienske endagsløb til lækkerbiskner for stærke sprintere, der kan overleve lidt bakker, men det er nu tvivlsomt, om det er de holdbare folk, der vil trives i Per sempre Alfredo, hvor stigningerne kommer så langt fra mål, at det nok snarere er et lidt mere klassisk sprinterløb.

Med en distance på 162,1 km har arrangørerne i første omgang foretrukket en relativt kort distance, der fører feltet fra storbyen Firenze til den nærliggende forstad Sesto Firentino, der altså er Alfredo Martinis hjemby. Start og mål ligger bare et stenkast fra hinanden, og derfor består første del af løbet af en tur ud i bakkerne, der ligger nord for Firenze.

Løbet indledes med den hårdeste del. Lige fra starten i den nordlige del af udkanten af Firenze kører man nemlig mod nord op ad stigningen Quattro Strade (13,4 km, 3,2%), der dog kun er stejl i bunden med tre kilometer på 5-7%, men derefter er ganske let med stigningsprocenter på højst 3. Toppen rundes efter 14,8 km, og derefter kører man to omgange på en 20,0 km lang rundstrækning, der i alt væsentligt består af en teknisk ukompliceret nedkørsel mod sydvest og siden endnu en tur op ad Quattro Strade, idet man dog ikke kører helt ned til start, men i stedet starter stigningen et lidt andet sted, så den i stedet stiger med 3,1% over 11,8 km, uden at det ændrer dens karakter. Toppen rundes igen efter hhv. 34,8 km og 54,8 km.

Når toppen nås for tredje gang, fortsætter man mod nord ad en teknisk ukompliceret nedkørsel, der leder ned til fladlandet, som følges mod nordvest frem til det nordligste punkt. Her drejer man mod syd for at passere Croci di Calenzano (4,7 km, 3,5%), der har en kilometer med 6,0%, men ellers ikke er stejl. Toppen nås efter 86,7 km, hvorefter en teknisk ukompliceret nedkørsel og en lige, flad vej leder mod sydvest ned til Sesto Fiorentino, hvor man efter 97,9 km rammer den afsluttende rundstrækning. Her kører man den sidste del af en omgang og krydser stregen for første gang efter 104,9 km.

Løbet afsluttes nu med fire omgange på den i alt 14,3 km lange runde, der er næsten helt flad. Starten er lidt teknisk med et par sving, men derefter består den af lange, lige veje, når man kører mod nordvest op til det nordligste punkt, hvorfra man kører mod sydøst tilbage mod mål. Finalen bliver dog igen teknisk med sving med 2900 m, 2100 m, 1000 m og 800 m igen. Samtidig stiger sidste kilometer let med 1,1% i snit fordelt over en lidt stejl på de første 500 m og en næsten helt flad sidste del.

Løbet byder på i alt 2018 højdemeter.

Læs også

Hattrick-dansker tager stort hop

Vejret

Den kolde nordøstenvind, der har sendt sibirisk kulde, men også klar og tør luft til Europa, når også helt til Firenze. Søndag bliver nemlig helt skyfri, men byder på en nærmest uhørt lav temperatur på bare 10 grader. Også her vil det være blæsende med en frisk vind (20-22 km/t) fra nordøst. På den første rundstrækning giver det modvind på stigningen og medvind på nedkørslen. Derefter får man modvind, så sidevind og slutteligt medvind fra bunden af Croci di Calenzano. På den sidste rundstrækning er der nærmest uafbrudt sidevind, herunder i langt hovedparten af de sidste 5 km og på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Grundet arbejdspres bliver denne optakt en lidt kortere sag end vanligt, men løbet burde heller ikke være alt for vanskeligt at fortolke. Ganske vist er det en ny rute, og derfor ved vi ikke helt, hvad vi skal forvente, men det ligner et klassisk sprinterløb. 2000 højdemeter over godt 160 km er egentlig ganske pænt, og den indledende stigning har faktisk også en ganske vanskelig første del, men fra sidste passage af toppen er der trods alt mere end 100 km. Det taler for, at sprinterne skal til fadet.

Et løb som dette kan dog godt blive vundet fra udbrud, når feltet er sammensat, som det er. Der er relativt få store hold, og havde der manglet sprintere, er det i denne slags løb ikke uset, at morgenudbruddet snyder feltet. Jeg tvivler dog på, at det vil ske denne gang. Nok er de fleste af sprinterne relativt tunge, og nok får vi sikkert en meget aggressiv start, men særligt med direkte og hård modvind på opkørslen, burde det være muligt at undgå, at udbruddet bliver for stærkt, og at sprinterne køres helt i hegnet. Efter stigningen er der god tid til, at Trek, Caja Rural og Vini, der formentlig alle vil arbejde for en spurt, kan skabe samlingen.

Læs også

Oversigt: Disse hold er udtaget til Giro d´Italia 2024

Jokeren er Trek. Vælger de at lade eksempelvis Jacopo Mosca, der sagtens kan afslutte og klatre, gå med i udbruddet, kan det blive vanskeligt for de to øvrige sprinterhold at skabe samling. I det lys kan en udbrudssejr ikke helt afvises, men jeg vil tro, at feltets stærkeste hold meget gerne vil give Matteo Moschetti den sejr, han savner. Derfor tror jeg på et mere kontrolleret løb.

Jokeren er sidevinden midtvejs i løbet. Den kraftige nordøstenvind blæser stadig med sin sibiriske kulde, men jeg tror, at sidevindsstykket kommer lidt for langt fra mål. Der er ganske vist nærmest uafbrudt sidevind på rundstrækningen også, men den afvikles i byzone, hvorfor den næppe vil spille en rolle. Jeg forventer derfor en massespurt efter et ikke alt for svært løb. Selve finalen er ganske teknisk, og det stiller store krav til lead-outs.

Det får mig til at pege på Matteo Moschetti som min favorit, men det er ikke med den allerstørste overbevisning. Italieneren bør dog være den hurtigste i dette felt, selvom han endnu ikke er kommet ordentligt tilbage efter sit hoftebrud for et år siden. Takterne i Provence og UAE Tour var dog ganske lovende med temmelig høj fart, og hidtil er det mest positioneringen, det har knebet med. Den kan jeg godt bekymre mig lidt for i denne tekniske finale, når han reelt er uden tog på et hold af klatrere. Heldigvis er feltet svagt uden store tog, og jeg vælger at tro, at Jacopo Mosca kan sætte Moschetti så godt op, at han med sin topfart kan tage en meget tiltrængt sejr.

Hans værste rival må være Jakub Marezcko. Italieneren kom flyvende fra start efter hjemkosten til sit gamle hold med sejren i Umag for små tre uger siden, men 3. og 5. pladsen i sidste uges etapeløb var skuffende. Mareczko har da slet heller ikke samme topfart som i gamle dage, men sidste års tre etapesejre i Ungarn og 3. og 5. plads i Vueltaen vidner om, at han stadig er ganske hurtig. Hans positionering er svag, men her er det utvivlsomt ham, der har det bedste tog med særligt Riccardo Stacchiotti, der selv kunna hev vundet denne spurt, ved sin side. I den tekniske finale kan det være det, der giver ham sejren, selvom Moschetti formentlig i dag er en anelse hurtigere.

Jon Aberasturi har kun kørt ét løb i år, men med en 4. plads i det stærkt besatte felt i Almeria er han kommet stærkt fra land. Hvor han står formmæssigt nu, ved vi ikke, men han har generelt et højt bundniveau. Han har desværre ikke rigtigt noget hold til at køre for sig, selvom David Gonzalez kan hjælpe ham til slut, men hans endeløse serie af top 10-placeringer vidner om hans eminente positionering. Han slog både Mareczko og Moschetti i Ungarn i august, og derfor kan han utvivlsomt gøre det igen.

Androni stiller med den hjemvendte Matteo Malucelli, der lagde stærkt fra land med sejr i Tachira, men havde det lidt svært i Tirreno, hvor det kun blev til en 14. plads. Malucelli har dog ofte vist, at han er ganske hurtig, og hans positionering er også glimrende i denne tekniske finale. Ligesom Moschetti lider han under et hold af klatrere, men sidder han rigtigt, kommer han langt på farten.

Mikel Aristi er bestemt ikke en klassisk sprinter, og han er generelt bedre i hårdere løb. Han kom dog flyvende fra start, da han kun blev slået på målfoto af Lorrenzo Manzin i årets første løb i Valencia i januar, og det vidner om, at han godt kan begå sig i et felt som dette. Hans positionering har dog ofte været et problem, og jeg er bange for, at han er lidt for alene på sit Euskaltel-hold.

Kan Andrea Guardini stadig vinde på dette niveau? Det er nok tvivlsomt efter blot to fjerdepladser i Tyrkiet i februar. Omvendt vandt han altså to etaper i Rumænien i august, og i Ungarn, hvor han var oppe mod de tre favoritter, blev det til en 4., 5. og 7. plads. Han har fordel af at have den tidligere sprinter Paolo Simion, der selv kunne køre denne spurt, som lead-out man, og måske kan det gøre forskellen til fordel for veteranen.

En anden veteran er Davide Appollonio, der bragede tilbage fra dopingkarantæne med sejren i Portugal i 2019. Siden har det knebet betydeligt mere, men han fik dog en 5. plads i Sibiu Tour sidste år. Han har traditionelt været god til at positionere sig, og han har i de to holdbare sprintere Paolo Toto og Marco Tizza et par gode lead-out men. Formen er dog ukendt i sæsondebuten.

Læs også

Giro d’Italia: Ruten, etaper og etapeprofiler

Gazprom stiller med Damiano Cima , der ikke rigtigt spurter meget længere. Han fik dog en fin 10. plads i Almeria, der også for ham er eneste løb i år. Tidligere har han vundet en massespurt i Kina, og han er blevet nr. 5 i Coppa Bernocchi i 2019. Lidt fart har han altså, men også han er lidt for alene i finalen.

Bardiani har mange hurtige folk, men deres sprintere må være Giovanni Lonardi og Filippo Fiorelli. Størst forventning skal vi nok have til Fiorelli, der allerede har vundet et løb i Kroatien og kørte nogle fine spurter i sidste uges etapeløb. Han er dog ikke klassisk sprinter, og løbet kan være for let. Det er Lonardi derimod, men efter at han startede meget stærkt som professionel, er han gået så meget i stå, at det er svært at være meget optimistisk. Holdet har også Umberto Marengo, men han spurter ikke rigtigt selv længere.

Eolo er uden den skadede Manuel Belletti og har derfor næsten kun klatrere. De har dog en halvhurtig herre i Vincenzo Albanese, der viste sig flot frem i bjergtrøjen i Tirreno. Nogen rigtig sprinter er han dog ikke, og en sejr vil være overraskende, men han testede da benene lidt i spurten på 6. etape i Tirreno, hvor han var 12. hurtigst bag de 6 udbrydere.

En spændende kandidat finder vi på det unge landshold, der krydres med et par rutinerede baneryttere. Sidste år vandt Luca Colnaghi nemlig to massespurter og pointtrøjen i Baby-Giroen. Dette er et helt nyt niveau for ham, men det skal blive interessant at se, hvor langt farten rækker.

DSM stiller med et meget ungt hold anført af Marius Mayrhofer , der får chancen på WorldTour-holdet til dette løb. Vi så dog i Monseré, at han er lidt overmatchet mod de professionelle, og med et hold af klatrere får han ikke megen hjælp. Feltet her er dog svagere, og det skal blive interessant at se, hvor langt han kommer.

Andre ryttere, der kan spurte, er Federico Burchio, der netop er blevet nr. 5 i Kroatien, Matteo Baseggio, Kevin Bonaldo, Cristian Rocchetta, Henok Mulubrhan, Raffaele Radice, Edoardo Zambini og Emanuele Onesti¸ men de vinder ikke.

Skal man pege på en vinder fra et udbrud, skal det være en klatrestærk fyr, der kan angribe på bakken og gøre det færdigt i den flade finale. Her er gode bud Jacopo Mosca, Natnael Tesfatstion, Davide Gabburo, Umberto Marengo, Giovanni Visconti, Johnatan Canaveral, Enrico Battaglin, Orluis Aular, Garikoitz Bravo, Evgeny Shalunov, Marco Tizza, Paolo Toto, Michal Paluta, Henok Mulubrhan, Kevin Vermaerke, Henri Vandenabeele og stortalentet Juan Ayuso

***** Matteo Moschetti

**** Jakub Mareczko, Jon Aberasturi

*** Matteo Malucelli, Mikel Aristi, Andrea Guardini, Davide Appollonio

** Damiano Cima, Filippo Fiorelli, Giovanni Lonardi, Vincenzo Albanese, Luca Colnaghi, Marius Mayrhofer, Federico Burchio,

* Umberto Marengo, Jacopo Mosca, Natnael Tesfatstion, Davide Gabburo, Giovanni Visconti, Johnatan Canaveral, Enrico Battaglin, Orluis Aular, Garikoitz Bravo, Evgeny Shalunov, Marco Tizza, Paolo Toto, Michal Paluta, Henok Mulubrhan, Kevin Vermaerke, Henri Vandenabeele, Juan Ayuso, Paolo Simion, Riccardo Stacchiotti

Danskerne

Niklas Eg er til start for Trek, hvor hans rolle formentlig bliver at føre Matteo Moschetti til sejr.