Optaktsjulekalender: Hvad kan vi forvente af Bora-hansgrohe i 2018?

Nedenfor giver vi en analyse af Bora-hansgrohe.

Ryttere, der bliver på holdet

Pascal Ackermann, Erik Baska, Cesare Benedetti, Sam Bennett, Maciej Bodnar, Emanuel Buchmann, Marcus Burghardt, Michael Kolar, Patrick Konrad, Leopold König, Rafal Majka, Jay McCarthy, Gregor Mühlberger, Matteo Pelucchi, Christoph Pfingsten, Pawel Poljanski, Lukas Pöstlberger, Juraj Sagan, Peter Sagan, Aleksejs Saramotins, Andreas Schillinger, Michael Schwarzmann, Rüdiger Selig

Nye ryttere

Daniel Oss (BMC), Peter Kennaugh (Sky), Davide Formolo (Cannondale-Drapac), Felix Grossschartner (CCC)

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Ryttere, der forlader holdet

Jan Barta (Elkov-Author), Silvio Herklotz (Burgos-BH), José Mendes (Burgos-BH), Shane Archbold (Aqua Blue Sport)

Hvordan gik transfersæsonen?

Forud for sidste sæson fik det relativt beskedne Bora-mandskab en voldsom overhaling. En heftig kapitalindsprøjtning betød, at man kunne hente Peter Sagan, og samtidig med at man rykkede op på WorldTouren, blev holdet reelt bygget op om den slovakiske verdensmester, der blev selve symbolet på holdet. Med ét ændrede holdets identitet sig, og fra at have været et lilleputhold, der skulle udfordre de store, blev man et af de mandskaber, der ventedes at dominere de største løb.

Fra mange sider - herunder også fra mig - var der imidlertid også en del kritik af holdets transferstrategi. I stedet for at investere den resterende kapital i at bygge et stærkt hold op om Sagan valgte man i stedet at skyde med spredehagl og gå efter topresultater over hele WorldTour-kalenderen. Derfor hentede man også Leopold König og Rafal Majka til holdet i håb om, at man dermed ville have en topkandidat til hovedparten af klassikerne samt en podiekandidat i hver af de tre grand tours. Resultatet blev imidlertid, at Sagan, hvis hold altid forventes at tage et stort ansvar, var efterladt med meget svag støtte i klassikerne, og man kan med nogen ret hævde, at slovakkens svage klassikersæson skyldtes ikke blot uheld, men også en mangel på opbakning fra holdet. At styrt og skader samtidig betød, at holdets grand tour-ambitioner faldt sammen med et brag betød, at holdet aldrig fik de resultater, de havde forventet,

Set i det lys var det nærliggende at tro, at årets transferstrategi ville have en styrkelse af klassikertruppen som sit absolutte hovedfokus. Naturligvis var det på forhånd klart, at man ville være betydeligt mindre aktive på markedet end sidste år, hvor man hentede ikke færre end 13 nye ryttere, men mange havde alligevel en forventning om, at der ville ske en vis udskiftning med henblik på kraftigt at styrke gruppen omkring Sagan.

Set i det lys er det igen svært at forstå holdets prioriteter. Egentlig har man haft en heldig hånd med de fire ryttere, der er hentet til holdet, idet der er tale om kvalitetsryttere, der alle kan betragtes som en kraftig styrkelse af holdet. Alligevel kan man undre sig kraftigt over, at tre af de fire nyerhvervelser må betragtes som forstærkninger til etapeløbstruppen, mens kun der kun er skrevet kontrakt med én rytter, der er hentet med det klare formål at kunne sidde med hos Sagan dybt inde i finalerne i brostensklassikerne.

Til holdets ros skal det gengæld understreges, at der her er tale om en nyerhvervelse af allerhøjeste klasse, og når man nu åbenbart havde truffet den beslutning kun i begrænset omfang at fokusere på klassikertruppen, kunne man næppe have fundet en bedre rytter til at udfylde det gabende hul ved siden af Sagan på de toppede brosten. Daniel Oss har i mange år været en stærkt undervurderet rytter, der har spillet en fremtrædende rolle i de største brostensløb og været helt afgørende for mange af Greg Van Avermaets succeser. Hans 2016-sæson nåede ganske vist ikke flyvende højder, men specielt i 2015 viste han, at han er at regne som en af verdens førende specialister i de nordlige klassikere. Sammen med Lukas Pöstlberger, der står foran sit helt store gennembrud, og altid solide Marcus Burghardt udgør han nu en trio, der vil få til hovedopgave at støtte Sagan i de største løb. Lægger man dertil, at Sagan og Oss er gode venner og har et stærkt bånd, der stammer fra den fælles fortid på Liquigas, og at den store italiener samtidig kan spille en nøglerolle i Sagans lead-out, er der tale om et helt perfekt match.

De øvrige tre nyerhvervelser er som sagt alle rettet mod holdets etapeløbssatning, og ser man bort fra den måske lidt særegne prioritering, har ledelsen i den sammenhæng haft en heldig hånd. Specielt kan det vise sig at være lidt af et kup, at man har vundet kampen om Davide Formolo, der stadig i Italien anses som landets næste store grand tour-rytter efter Nibali og Aru. Karrieren er desværre gået i stå på Cannondale, hvor det dog stadig i løbet af det sidste års tid er blevet til en 9. plads i Vueltaen og en 10. plads i Giroen, og derfor trænger italieneren helt oplagt til nyt blod og ny inspiration. Desværre har Cannondale ofte haft en tendens til at kunne ”kvæle” ethvert talent, og Formolo er bestemt ikke den første, der har haft det svært på det amerikanske hold. Håbet er, at Bora kan hjælpe med at relancere karrieren og få ham tilbage på ret køl, og lykkes det ham indfri det potentiale, han viste i specielt sit første år som professionel, kan der være tale om en af årets mest interessante indkøb. Det bliver naturligvis interessant at se, hvordan han indgår i et grand tour-hierarki, hvor der også skal være plads til Majka og König, men i år så holdet, hvor sårbare de var med kun én kaptajn i hvert af de store etapeløb. På et mindre hold som Bora kan man sagtens stille med to kaptajner, og Formolo burde derfor få rigeligt med plads til at udfolde sig.

En større gambling er det, at man har hentet Peter Kennaugh, der også kan betragtes som et stortalent, der er gået i stå. Den tidligere britiske mester har flere gange - specielt med fremragende arbejde for Froome i Touren - vist, hvor fantastisk en klatrer han er, men alligevel er det blevet til alt, alt for lidt. Af uvisse grunde tilbringer han det meste af året langt fra forreste del af feltet, og det er kun i ganske få perioder, at den ustabile englænder rammer topformen. Bora har selv meldt ud, at de har hentet Kennaugh i det håb, at han på det tyske hold kan træde ud af hjælperytterrollen og søge sin egen chance. Det kan umiddelbart se lidt svært ud på et hold, der allerede tæller König, Majka, Emanuel Buchmann, Patrick Konrad og nu også Formolo, men specielt i Ardennerklassikerne, hvor holdet aldrig har spillet en rolle, og i udvalgte ugelange etapeløb burde der være plads. Da han samtidig kan spille en rolle som grand tour-hjælper, er der chancer for, at det kan blive rigtig godt, hvis man endelig kan få briten til at indfri sit talent.

Den sidste nyerhvervelse er klatretalentet Felix Grossschartner, der i tiden på CCC har vist flere tegn på, at han kan komme langt. Her er tale om en interessant fremtidsinvestering, der allerede nu vil kunne tjene som hjælper i bjergene, hvor holdet hidtil var været svagt besat.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Holdet synes ikke ufrivilligt at have måtte afgive ryttere, men har selv valgt ikke at forlænge med fire ryttere. Mest overraskende er det, at man har ladet Shane Archbold gå. Ganske vist har newzealænderen tilbragt stort set hele sæsonen på sidelinjen med en skade, men så sent som i Tyrkiet Rundt viste han, hvor fantastisk en lead-out man han er for vennen Sam Bennett. I lyset af at ireren i kraft af sine dårlige positioneringsevner er stærkt afhængig af et godt tog, må man betragte det som et tab, at han ikke i fremtiden vil have Archbold til sin rådighed.

Holdet lader også stortalentet Silvio Herklotz smutte til det ambitiøse Burgos-mandskab. Det kan synes sært, da han for få år siden blev betragtet som en af sportens allermest lovende ryttere, men i de første to år er det intet blevet til for etapeløbshåbet. I den nuværende situation ligner det derfor ikke det store tab, selvom meget kan ændre for en rytter, der tidligere har vist det, Herklotz har.

Endelig forlader også veteranerne Jan Barta og José Mendes holdet. Det virker en anelse brutalt på den måde at smide to af de ryttere, der har været med næsten fra start, ud, men i en sportslig sammenhæng er det forståeligt. Barta er desværre ikke den brølstærke støtte og temporytter, han tidligere var, og Mendes blev aldrig til den klatrer, man kunne have ønsket sig.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Når man henter Peter Sagan til holdet som den altoverskyggende stjerne, ligger det naturligvis i kortene, at klassikerne bliver et kolossalt mål og et af de helt store fokuspunkter. En af årsagerne til, at Bora-hansgrohe havde en temmelig skuffende 2017-sæson var således, at det ikke lykkedes den slovakiske stjerne at vinde et af de helt store endagsløb, og hans sejr i Kuurne-Bruxelles-Kuurne kan naturligvis slet ikke tilfredsstille de kolossale forventninger, både ledelsen og omverdenen naturligvis har til sportens måske allerstørste stjerne. Derfor er der i 2018 lagt op til revanche: til næste år skal Sagan vinde mindst et af WorldTourens store endagsløb - og allerhelst et af de tre monumenter, han satser på.

Sagan har tradition for næsten at køre det fulde klassikerprogram fra Omloop Het Nieuwsblad i slutningen af februar til Paris-Roubaix først i april, og i den periode vil det være meget svært for andre ryttere på holdet at få blot den mindste plads til at jagte personlig succes i de store løb. Sagan er nu to år i træk blevet slået på stregen af Greg Van Avermaet i Omloop Het Nieuwsblad, men i begge tilfælde har han været løbets klart stærkeste rytter. Det vil være en drøm for holdet, hvis han denne gang kan få ram på sin belgiske ærkerival og derved indlede klassikersæsonen med et brag, gerne fulgt op af endnu en sejr i Kuurne, hvor han var stærkeste mands sidste år.

Næste mål er Strade Bianche, som han på ufattelig vis endnu ikke har vundet. Den italienske grusvejsklassiker passer ham måske bedre end noget andet endagsløb, og 2018 kunne meget vel blive året, hvor han endelig vinder i Siena. Dernæst handler det om Milano-Sanremo, som han i år var så ufatteligt tæt på at vinde, men som måske er det af hans tre monumenter, det faktisk er sværest for ham at erobre, simpelthen fordi han er oppe mod hurtigere folk i en spurt, og fordi taktikken kan være så svær at få til at passe. Herfra vil han drage mod nord til de belgiske brosten, hvor det synes oplagt, at han må kunne vinde E3, der sammen med Flandern Rundt er den af de flamske klassikere, der passer ham bedst. Gent-Wevelgem er ikke helt så enkel, men er faktisk det brostensløb, han hidtil har klaret sig bedst i.

Det bliver interessant at se, om Sagan stiller til start i det nye, lettere Dwars door Vlaanderen, der nu ligger onsdagen før Flandern Rundt, men det lidt mindre WorldTour-løb kunne være en chance for Daniel Oss og Lukas Pöstlberger til selv at gå efter et resultat. Derefter gælder det den store finale med Flandern Rundt og Paris-Roubaix, der måske er de to vigtigste løb for Sagan. Løbet i Flandern skræddersyet til Sagan og da også det eneste monument, han har på CV’et, mens Roubaix ikke på samme måde passer til hans ret eksplosive egenskaber. Tidligere har der været lidt tvivl, om han nogensinde vil kunne vinde Helvedet i Nord, men specielt hans præstation sidste år viste med al tydelighed, at han mindst én gang i karrieren bør vinde den mest berømte af klassikerne. Måske sker det allerede i år. Midt i det hele ligger Scheldeprijs, som kunne blive en chance for Sam Bennett til at teste sig selv mod de bedste sprintere, mens Sagan aldrig tager risici i den belgiske midtugeklassiker.

Holdets muligheder i Ardennerne er knap så gode, og faktisk vil man her formentlig spille lidt af en statistrolle. Sagan har ganske vist tidligere vundet Brabantse Pijl, der sammen med Amstel Gold Race er helt oplagte mål for verdensmesteren, men siden Roubaix blev et mål har han ikke været til start i de kuperede løb. Det vil han næppe heller være i år, og derfor er det nok Jay McCarthy, der vil være holdets bedste kort i de to letteste af de fire kuperede klassikere. Australieren har de nødvendige evner, men han har haft svært ved at finde sin bedste form i de store løb i Europa. Man kan håbe, at 2018 bliver året, hvor han endelig indfrier potentialet.

Det helt store spørgsmål er, om Peter Kennaugh kan slå igennem i de kuperede klassikere. På papiret har han de rette karakteristika, men i årene hos Sky er det aldrig lykkedes den meget ustabile brite at finde formen til de løb, der måske passer ham allerbedst. Man kan håbe, at han i år endelig rammer rigtigt. Sker det, kan han blive en af de helt positive overraskelser i Ardennerne. Også Patrick Konrad har et vist potentiale i de kuperede klassikere, ligesom Rafal Majka formentlig vil være til start i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, hvor det sidste år blev til en top 10 i sidstnævnte klassiker. Her var nyindkøbet Davide Formolo også tæt på en sejr med en smart overraskelsesangreb, og han vil formentlig igen rejse fra Tour of the Alps til Belgien for at deltage i den store klassikerfinale. Hverken Majka eller Formolo har imidlertid den nødvendige eksplosivitet til for at alvor at kunne tro på et topresultat. Endelig vil Sagan måske gå efter sejren i det nye, hårdere Eschborn-Frankfurt som afrunding på foårsklassikerne.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

I efteråret vil Sagan formentlig have fuld fokus på VM, og da det i år foregår på en bjergrute i Østrig, er det nærliggende at tro, at han vil tilbringe meget tid på stigningerne, tabe vægt og arbejde mindre med spurthurtighed og eksplosivitet. Derfor vil han formentlig skippe de letteste af klassikerne i august, der til gengæld kunne blive gode muligheder for Sam Bennett. Ireren kan jagte succes i RideLondon Classics, EuroEyes Cyclassics og Bretagne Classic, og der er i princippet intet til hinder for, at han med Rudiger Selig ved sin side kan vinde de tre løb, specielt de to førstnævnte.

Sagan plejer at bruge de canadiske endagsløb som sidste VM-forberedelse, og det giver som regel stor succes. I de seneste to år har han vundet i Quebec, og selvom han i år vil have en anderledes optakt med mere fokus på klatring, vil han atter være at regne som en af topfavoritterne - hvis den specielle VM-rute altså ikke får ham til at ændre sæsonplanlægningen totalt. Meget interessant bliver det at se, hvad han gør efter VM. Hvis det virkelig lykkes ham at komme så langt ned i vægt, at han kan køre med om sejren på den knaldhårde VM-rute i Innsbruck, må det være fristende at udnytte den gode form til at se, hvad han kan levere i Il Lombardia. Al logik tilsiger, at ruten i Italien er alt, alt for hård til slovakken, men med Sagan ved man aldrig. Hvis ikke det går, er det nærliggende at tro, at Rafal Majka, Patrick Konrad og Davide Formolo også har haft VM som mål, og de vil kunne være med fremme i det italienske løb, specielt Majka, der tidligere har kørt med om sejren i årets sidste monument.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Til manges forbløffelse valgte Bora-hansgrohe som sagt ikke at bygge holdet fuldstændig op om Peter Sagan, men valgte i stedet en langt bredere strategi, hvor en stor del af budgettet blev brugt til at hente etapeløbsryttere til holdet. Det betyder, at man i Rafal Majka og Leopold König har to rytter, der begge har vist, at de kan køre med om podiet i grand tours, og da man samtidig i Davide Formolo har hentet et af de store grand tour-talenter til holdet, står man forud for 2018-sæsonen ganske stærkt med hele tre kaptajner, der alle har været i top 10 i tre uger lange etapeløb. Dertil skal lægges, at Emanuel Buchmann i 2018 tog et kvantespring i de ugelange etapeløb og nu må være klar i de store løb også, ligesom Patrick Konrad i Giroen viste, at også han kan køre klassement over tre uger. Dertil kommer, at man i Peter Sagan og Sam Bennett har to ryttere, der er i stand til at vinde flere etaper i de store løb, og der er således nærmest en overflod af kaptajner på det tyske mandskab.

Det store spørgsmål er, hvordan man fordeler opgaverne mellem de mange topnavne. I skrivende stund står kun én ting helt fast: Sagan skal igen i år være hovednavnet i Tour de France, hvor han skal jagte endnu en grøn trøje samt flere etapesejre efter den store nedtur i år. Det gode ved Sagan er imidlertid, at han ikke behøver et helt hold til at køre for sig, og derfor er det givet, at holdet også vil stille til start med klassementsambitioner i Frankrig. Faktisk har man meldt ud, at ambitionen er at køre med om topplaceringerne i alle de tre store etapeløb, og derfor skal man have mindst én klassementsrytter til start alle steder.

König er først nu kommet tilbage efter den knæskade, der totalt ødelagde hans 2017-sæson, og han har i tjekkiske medier afsløret, at han efter et år uden mange løb tror på, at han i 2018 kan satse på både Giroen og Touren. Det synes sandsynligt, at også Majka har blikket rettet mod Touren, mens Formolo formentlig atter har blikket rettet mod sit hjemlands løb, Giroen. Et forsigtigt gæt er derfor, at König og Formolo deler kaptajnansvaret i Italien. Begge har de været i top 10 i det italienske løb, og specielt König har reelt mulighed for at gå efter podiet. Det er værd at huske på, at han i 2016 formentlig var endt i top 3, hvis det ikke havde været for Skys kollaps på etapen til Formigal, og hvis han kan genfinde sit niveau efter den lange skadespause, må holdet således som minimum have top 5 som mål i det italienske etapeløb. Det er til gengæld stærkt tvivlsomt, om han derefter også kan være med fremme i Touren, og her må en top 10 med Majka derfor være det realistiske mål. Buchmann har hidtil haft præference for Touren, men har for nylig fortalt radsport-news.com, at han i år ventes at satse på Giroen. Det betyder, at Bora kan tænkes at være til start med hele tre klassementsryttere i Italien, hvilket formentlig efterlader Konrad med en hjælperytterrolle i Touren.

I Vueltaen er spillet mere åbent. König kan naturligvis ikke køre dem alle tre, men mon ikke Majka også vil være til start i Spanien? Han har traditionelt været bedst i sin anden grand tour og bør derfor også have top 10 som mål her. Også Formolo vil formentlig gå efter endnu en top 10, som han opnåede i 2016, ligesom Buchmann og Konrad kan bruge løbet som VM-forberedelse og jagte etapesejre, som de gjorde det i år.

Bennett var meget tæt på at vinde en etape i Giroen i 2017, og derfor er der ingen tvivl om, at ireren vil gå efter endelig at tage den grand tour-etapetriumf, som han må få i den nærmeste fremtid. Med Rudiger Selig, der i år har udviklet sig til verdens måske bedste lead-out man, ved sin side, har han gode chancer for, at det kan lykkes. Til gengæld har han tradition for at være temmelig slidt i efteråret, og derfor vil han næppe kunne satse på Vueltaen også. Her har Michael Schwarzmann i de seneste to år været holdets sprinter, og det kunne han ende med at være igen. Mere sandsynligt er det dog, at holdet giver stortalentet Pascal Ackermann en chance for at se, hvad han kan præstere i massespurter på grand tour-niveau. En anden model er at stille til start med Matteo Pelucchi, men det vil næsten være meningsløst at møde op med den tunge sprinter i det bjergrige løb. Endelig burde der blive plads til, at Peter Kennaugh, Felix Grosschartner og Jay McCarthy kan jagte etapesejre i Giroen og/eller Vueltaen.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Som i enhver anden sammenhæng på Bora-hansgrohe er omdrejningspunktet Peter Sagan, og alle holdets planer vil blive lagt med udgangspunkt i de målsætninger, slovakken. Det er meget få af sine løb, slovakken ikke satser på, men først på året er det faktisk muligt at se ham i en hjælperytterrolle. Det sker, når han starter sæsonen i Tour Down Under, hvor han i år arbejdede for Jay McCarthy, der sluttede på en 3. plads. Det er nærliggende at tænke sig, at australieren igen i år skal forsøge at køre med om de sjove placeringer i klassementet i hjemlandet, mens Sagan måske vil forsøge sig i en spurt eller to.

Derudover vil Sagan følge sin klassiske sæsonplan i første del af sæsonen, og det betyder, at han primært vil være til start i klassikerne. Dog vil der også være plads til deltagelse i de tre WorldTour-løb Tirreno-Adriatico, Tour of California og Tour de Suisse. Her vil målet som i år være at vinde etaper alle tre steder samt at køre med om pointtrøjen, og hvis det går, som det plejer, vil det lykkes for den slovakiske verdensmester. Holdets anden topsprinter, Sam Bennett, vil følge en alternativ kalender, hvor man kunne tænke sig at se ham til start i nogle af de arabiske løb, der burde passe ham glimrende, i Paris-Nice, hvor han i år fik sin første WorldTour-sejr, samt måske i flere af de ugelange etapeløb i løbet af foråret. Alle steder vil målet være at vinde mindst en etape.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Samtidig er det helt oplagt, at man får Matteo Pelucchi tilbage på sporet. Den italienske sprinter er en af de få, der faktisk har flere sejre på WorldTouren, men han har nu fået ødelagt to sæsoner af helbredsproblemer. Sidst på sæsonen fandt han imidlertid igen gode ben, og holdet drømmer helt sikkert om igen at gøre ham til den vindermaskine, han tidligere var. Han skal satse på de helt lette løb, hvor de rene sprintere kan brillere, og derfor er det oplagt, at han også får sine chancer i de arabiske løb samt senere på året i løb som Tour de Pologne, hvor han tidligere har haft stor succes, BinckBank Tour, Tour of Turkey og Tour of Guangxi samt flere mindre etapeløb i løbet af året. Endelig har holdet i Pascal Ackermann en yderst lovende sprinter, der i år formentlig vil få mere ansvar og mulighed for at jagte en første WorldTour-sejr i hårdere løb som Volta a Catalunya, Vuelta al Pais Vasco, Tour de Romandie, Criterium du Dauphiné samt en række mindre løb.

Et andet mål for holdet er at være synlige i de ugelange etapeløb i løbet af foråret. Med udsigt til, at Leopold König og Davide Formolo skal satse på Giroen, vil det primært være op til Rafal Majka, Patrick Konrad og Emanuel Buchmann at jagte succes henover de første måneder. Desværre betyder enkeltstartens betydning desværre, at de næppe kan køre med om podiet i de store løb, men alle har de vist, at de kan køre i top 10. Specielt Buchmann imponerede stort i Dauphiné i år og må forventes at tage yderligere et skridt i 2018. Et forsigtigt gæt er, at Majka og Buchmann satser på Paris-Nice, Volta a Catalunya, Vuelta al Pais Vasco og Tour de Romandie, mens Leopold König, Patrick Konrad og Davide Formolo vil have blikket rettet mod de italienske løb, Tirreno-Adriatico og Tour of the Alps. I anden halvdel af sæsonen kunne Formolo og Konrad gå efter et resultat i Tour de Pologne, hvor italieneren før har gjort det godt, ligesom BinckBank Tour kunne være en chance for talentet Lukas Pötslberger til at teste sig selv samt måske for Daniel Oss til en sjælden gang at køre sin egen chance.

Et af de spændende spørgsmål er, hvordan holdet vil gøre brug af Peter Kennaugh. Briten er kommet til holdet for at få flere personlige muligheder, og umiddelbart er det primært i de kuperede klassikere, at han først og fremmest skal vise sig frem. Man kan imidlertid bestemt heller ikke udelukke, at han kan få lov at køre klassement i flere etapeløb, men alt afhænger af, om det endelig vil lykkes ham at finde formen i årets første måneder. Endelig vil talenterne Gregor Mühlberger og Felix Grossschartner også få lov at vise sig frem undervejs, måske i løb som Tour de Pologne, Tour of Turkey og Tour of Guangxi, ligesom Maciej Bodnar forhåbentlig kan vinde en enkeltstart eller to. Og så skal holdet som hjemmebanehold naturligvis køre med om sejren i det nye Deutschland Tour.

Hvem kan overraske?

Med Sagan på holdet hører Bora-hansgrohe til et af de mest hierarkisk opbyggede hold, hvor det kan være svært for andre end kaptajnen at få megen plads. Derfor er det næppe på det tyske hold, at der bliver plads til mange store gennembrud, men holdet har dog nogle ganske store talenter, der undervejs burde få lejlighed til at vise deres store potentiale.

Mest grund er der nok til at fremhæve Emanuel Buchmann, der ikke uden grund regnes som den næste store tyske etapeløbsrytter. Langsomt, men stabilt har han fulgt en meget jævn udviklingskurve, der i 2017 betød, at han nu er i stand til at køre med de bedste i de ugelange etapeløb. Allerede i Baskerlandet og Romandiet fik vi de første indikationer på fremgangen, men specielt hans fornemme syvendeplads i Dauphiné, det formentlig sværeste ugelange etapeløb på hele året, og en imponerende fjerdeplads på den vanvittige sidste etape vidner om, at tyskerens potentiale er stort. Han skal stadig udvikle sin enkeltstart, og han mangler fortsat at vise større holdbarhed over tre uger, men man må formode, at han er klar til at tage endnu et skridt i 2018. Med Majka, König og Formolo på holdet er det usikkert, om han får lov at vise sine talenter som klassementsrytter i en grand tour, men på nuværende tidspunkt er det formentlig også klogest at satse på ugelange etapeløb.

Patrick Konrad er holdets anden lovende klatrer, selvom han formentlig ikke har helt samme potentiale som Buchmann. Alligevel blev han i år nummer 16 i Giroen og nummer 7 i Baskerlandet, og det vidner om, at der er et potentiale at bygge på. Han bliver næppe nogensinde en podiekandidat i grand tours, men i ugelange etapeløb har han sin berettigelse. Samtidig er han ganske eksplosiv og spurtstærk, og det vild derfor være naturligt at give ham en fri rolle i Ardennerklassikerne, hvor han allerede har vist lovende takter.

Måske endnu mere interessant er Lukas Pöstlberger. Østrigeren havde ikke vist meget, inden han pludselig overtog kaptajnrollen fra en uheldig Sagan i E3, hvor han helt uventet tog en flot femteplads. Siden tog han en endnu mere overraskende sejr på 1. etape af Giroen, og i løbet af hele året viste han gang på gang, hvor brølstærk en rytter han er. Hans problem er, at han ikke er en udpræget vindertype, og at hans største talenter umiddelbart ligger i de hårdeste brostensklassikere, hvor han naturligvis er henvist til at skulle arbejde for Sagan. Derfor kan det meget vel ende som et år uden mange personlige resultater, men vi har store forventninger til, at Pöstlberger i år kan sidde med dybt inde i finalerne og med storartede hjælpepræstationer for Sagan vise, at han er en mand, der er værd at satse på i fremtiden.

Derudover er det naturligt at have store forventninger til Davide Formolo, der på sit nye hold forhåbentlig kan indfri sit kolossale potentiale, men at betragte en mand, der allerede to gange har været i top 10 i en grand tour og været ganske tæt på at vinde Liege-Bastogne-Liege, er måske en tilsnigelse. I stedet er det måske mere værd at fremhæve Gregor Mühlberger, der forhåbentlig kan tage det næste skridt i sin fine udvikling som en talentfuld klatrer, samt sprintertalentet Pascal Ackermann, der dog er lidt låst på et hold, hvor man allerede har Sagan, Bennett og Pelucchi.