På toppen af Etna - 2. del

Det er nærmest for ordentligt i forhold til resten af øen. Da jeg drejede mod Corleone for et par dage siden gik vejen simpelthen i stykker. Lige der. Men måske har mafiaen deres andel på vulkanen også. Det kan man ikke udelukke. Mafiaen er der bare, den har altid været der og den bliver ved med at være der. Folk trækker på skuldrene. Allora. Man ser intet til den, fordi den er overalt. Måske også under dækkene i form af helt ny asfalt, mens jeg forcerer vulkanen i bil. Jeg er ikke alene. Hundredvis af cyklister er spredt over vulkanen. Det vrimler med dem. Mest på mountainbikes. Alle aldre, størrelser og køn. Op, op. Prustende, stønnende, folk hviler ud i skyggen. En enkelt motionist har spist for meget igår. Han står foroverbøjet. Ud kommer det. Det er ikke et kønt syn. Man kan sgu heller ikke flytte 95 kg op ad det bjerg! Ærligt talt. Det er næsten skandaløst. Og der er stadig 15 km til toppen for ham.

Lidt senere.

Playboy er på besøg med et par unge damer. De vimser rundt og lader fotograferne skyde løs. Det holder jeg mig ikke for fin til. Sikke de kan smile og stille sig op. Det er en helt kunstform, en koreografi at se dem glide rundt og gøre løbet smuk. Åh, Hugh Hefner, dit skarn.

So why are Playboy here? spørger jeg.
To make the Giro look pretty, småfniser de tilbage.

Og lidt senere.

Hornene på de motoriserede køretøjer i et cykelløb bruges altid mere end nødvendigt. Det lader til man diskuterer med dem, fra småpludrende til helt igennem hysterisk, og denne frie udblæsning er netop trafikkens rytme, det er løbets motor. Fra karavaneoptoget til fejebakken sidst efter feltet. En enkelt detalje: Ligesom det rykker i en når man ser helikopterne - når man hører dem første gang, vidende at nu kommer de, nu kommer rytterne, nu sker det, sådan er det også med de første motorcykler, forposten, sendt ud af arrangørerne for at inspicere terrænet, lade publikum op og skabe lidt panik i klapstolene, de kommer de kommer! Fodsoldater på motorcykler. Sådan ser de ud og der er noget voldsomt tiltalende i deres hidsige, dog fuldt kontrollerede blæsen forbi, ofte stående i strakte ben på maskinen. Attenzione! Det er her man som fotograf skyder sig ind. Man skyder på det fordi forposten har samme fart som rytterne. Blænde. Lukketid. Prøveskud, prøveskud. Folk som ser cykelløb for første gang siger alle det samme: Det går så hurtigt! Der er de. Og så er de forbi!
 

Endnu senere.

Vai Alberto. Vai Alberto. Vai Vai! Så gjorde han det igen. Bjarne Riis står med et smøret grin.

Cavendish: Skrub af helvede til
Længere nede, og en halv time senere, inde i målområdet fortæller Alex Rasmussen at de næsten ikke nåede indenfor tidsgrænsen. Han er helt færdig. Mark Cavendish ankommer også. Han skubber mig irriteret væk hvorefter han falder sammen på jorden. Modløs sidder han og stirrer frem. Han giver Alex hånden.
 

Thanks, siger Mark.

Thanks, siger Alex.

Græder Cavendish? Det ser bestemt sådan ud. Han er altid meget emotionel. Det er helt utroligt at være så tæt på en mand fuldkommen ude af sit element. At han kan komme igennem dage som disse vidner om karakterstyrke. Det må jeg sige. At se en vinder tabe helt vildt er næsten overvældende. Tredjesidst blev han. Der sidder han på jorden med en cola. Men så er det som om det pludseligt slår ham hvem han egentligt er og han siger jeg skal skrubbe af. Skrub ad helvede til, siger han. Alex trækker på skuldrene. Vi taler videre om de kommende dage. Det er hans første store rundtur. Han ser ikke frem til bjergene. Han er jo for tung. Men kan han komme igennem er han glad. Står han af efter 13-14. etape er det vel også okay. Den slags små betragtninger efter næsten seks timer i sadlen. Det vigtigste er at få Cavendish med rundt. Der er flere sprinter-etaper tilbage.

I sidste måned så jeg hvordan HTC’s capo di tutti Bob Stapleton tog imod Alex i Roubaix. Omfavnede ham. Og de andre forpinte ryttere fra holdet. Alle fik en varm modtagelse. Det var en rørende øjeblik.

You made it, sagde han stille og lagde en hånd på hans skulder.

I almost didn’t, svarede Alex dengang tilbage.

No. But you are here now.

Sådan burde nogen sige det til Cavendish også idag. Istedet sidder han på jorden op ad barrieren og skumler. Okay. Etapen er slut. Alt skal pilles ned og fragtes tilbage til fastlandet. Giroen er ovre her. Vulkanen bliver stående. Det ryger fra toppen. Den har forsøgt sig i flere dage men heller ikke idag kom den i det helt rigtige udbrud.

Morten Okbo, skribent, fotograf. www.velo-art.org

Læs første del af beretningen: "På toppen af Etna"

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)