Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Sæsonevaluering: Hvordan klarede Team Sky sig?
15. november 2017 15:23 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O.

Med Tim Wellens’ flotte sejr i Tour of Guangxi blev en stor 2017-sæson, der indledtes med Richie Portes suveræne soloshow i Tour Down Under helt tilbage i januar, lagt i graven, og det er tid til at gøre status. Hvem levede op til forventningerne? Hvem overraskede positivt? Og hvem håber, at 2017 hurtigt muligt går i glemmebogen og ser allerede nu frem mod at tage revanche i 2018? I den kommende tid vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard evaluere hvert af de 18 WorldTour-hold og give dem en karakter for deres præstationer på landevejene i den forgangne sæson.

I denne artikel kaster vi et blik på Team Skys meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2018-sæsonen.

 

Antal sejre: 34 (Elia Viviani 7, Chris Froome 4, Michal Kwiatkowski 4, Mikel Landa 4, Geraint Thomas 4, Sergio Henao 2, Danny Van Poppel 2, Wout Poels 1, Gianni Moscon 1, Luke Rowe 1, Jonathan Dibben 1, Peter Kennaugh 1, Ian Stannard 1, sejr i Hammer Series)

 

Sejre på WorldTouren: 18 (Tour de France med Chris Froome, Vuelta a Espana med Chris Froome, Milano-Sanremo med Michal Kwiatkowski, Paris-Nice med Sergio Henao, Clasica San Sebastian med Michal Kwiatkowski, Strade Bianche med Michal Kwiatkowski, 1 etapesejr i Tour de France med Geraint Thomas, 1 etapesejr i Giro d’Italia med Mikel Landa, 2 etapesejre i Vuelta a Espana med Chris Froome, EuroEyes Cyclassics med Elia Viviani, Bretagne Classic med Elia Viviani, 1 etapesejr i Criterium du Dauphiné med Peter Kennaugh, 1 etapesejr i Tirreno-Adriatico med Geraint Thomas, 1 etapesejr i Tour de Romandie med Elia Viviani, 2 etapesejre i Tour de Pologne med hhv. Danny Van Poppel og Wout Poels, 1 etapesejr i Tour of California med Jonathan Dibben)

 

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 1 (nr. 3 i 2016)

 

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Chris Froome (nr. 2), Michal Kwiatkowski (nr. 6), Sergio Henao (nr. 25), Mikel Landa (nr. 28), Elia Viviani (nr. 35), Wout Poels (nr. 46), Gianni Moscon (nr. 58), Geraint Thomas (nr. 68), Mikel Nieve (nr. 87)

 

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Chris Froome (nr. 2), Michal Kwiatkowski (nr. 8), Elia Viviani (nr. 16), Mikel Landa (nr. 26), Sergio Henao (nr. 36), Gianni Moscon (nr. 53), Wout Poels (nr. 55), Geraint Thomas (nr. 62)

 

Hvordan klarede holdet sig i forårsklassikerne?

Mens Sky længe har været det dominerende etapeløbshold, har det altid knebet lidt i klassikerne. Ganske vist har man vundet relativt store endagsløb som E3 tidligere, men det har smertet, at det har været så svært at få den første monumentsejr. Man fik imidlertid brudt isen, da Wout Poels sejrede i Liege-Bastogne-Liege i 2016, og derfor gik man til klassikerne med fornyet selvtillid i 2017, hvor man håbede at fortsætte momentum. For første gang nogensinde måtte man ganske vist helt klare sig uden Geraint Thomas på brostenene, men håbet var, at Ian Stannard, Luke Rowe og Gianni Moscon kunne løfte opgaven. I de kuperede klassikere stod man imidlertid stærkt med Poels, Sergio Henao, Moscon og ikke mindst Michal Kwiatkowski, der efter et fejlslagent år denne gang satsede 100% på Ardennerne. Endelig havde man i Elia Viviani en dark horse til Milano-Sanremo og andre af de lettere løb.

 

Starten var ganske lovende, idet Rowe kørte sig til en ganske fornem 6. plads i Omloop Het Nieuwsblad, inden han dagen efter opnåede et af sine allerbedste klassikerresultater med en 3. plads i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor han var en af de ryttere, der havde held til at snyde sprinterne. Det var imidlertid i Italien, at holdet oplevede den helt store succes med Kwiatkowski. Egentlig havde han planlagt at starte stille ud, men det var nu svært at se, da han ramte grusvejene i Strade Bianche. Efter at have tilkæmpet sig en plads i den meget stærke gruppe, der afgjorde løbet, iværksatte han et smart solofremstød, som ingen reagerede på. Det gav ham masser af tid til at fejre en stor solosejr, den anden triumf i den italienske nyklassiker, og definitivt cementere sin tilbagekomst til det højeste niveau.

 

Det skulle imidlertid blive endnu bedre. Egentlig gik holdet ind til Milano-Sanremo med Viviani som kaptajn, selvom den italienske sprinter aldrig tidligere havde klaret stigningerne. Det gjorde han imidlertid denne gang, men alligevel reagerede Kwiatkowski sammen med Julian Alaphilippe, da Peter Sagan angreb på Poggio. Den trio blev aldrig siden hentet, og i spurten viste Kwiatkowski stort taktisk overblik og snilde ved at lokke Sagan til at åbne en tidlig spurt, som gjorde det muligt for polakken at besejre den ellers hurtigere slovak og herved erobre sin første monumentsejr i det af de fem løb, der måske passer ham mindst. Viviani fik samtidig et selvtillidsboost, da han for første gang sad med feltet hjem og spurtede sig til en 9. plads.

 

Sky var et af de få hold, der skippede Dwars door Vlaanderen, og derfor var den næste store opgave på brostenene E3. Desværre lykkedes det her ikke at følge op på den gode start, idet man kun havde Rowe med i favoritgruppen, og briten måtte tage til takke med en skuffende 15. plads. Bedre gik det ikke i Gent-Wevelgem, hvor holdet var temmelig usynlige og i det felt, der spurtede om 5. pladsen blot havde Stannard på en 21. plads.

 

Dermed var den lovende start på brostenene pludselig blevet vendt til lidt af en nedtur, og der var derfor et vist pres på forud for de to monumenter. I Flandern Rundt lykkedes det imidlertid ikke at tage revanche, idet Rowe blevet revet ned i et styrt sammen med Sep Vanmarcke, og derfor havde man kun Moscon med i den gruppe, der spurtede om 5. pladsen. Desværre blev det kun til en skuffende 15. plads for italieneren. Heldigvis havde man i Viviani en af de store favoritter til Scheldeprijs, der som altid blev afgjort i et brag af en massespurt. Italieneren viste atter sin hurtighed, men måtte se sig henvist til 2. pladsen af sprinterkongen Marcel Kittel. Det bragte imidlertid holdet tilbage på sporet forud for Paris-Roubaix, hvor Moscon fik sit helt store gennembrud i de længste løb. Sammen med Jasper Stuyven fik det italienske supertalent kontakt med fronttrioen på selve velodromen i Roubaix, og han tøvede ikke med at iværksætte et overraskelsesangreb, der indledte spurten. Desværre havde jagten kostet så meget, at det kun blev en 5. plads, men italieneren fik åbenbaret over for verden, at der er en stor klassikerfremtid gemt i rytteren, der går under kølenavnet Traktoren.

 

Der blev bragt frisk blod ind til Ardennerklassikerne, hvor man med det samme kom ufatteligt tæt på den helt store triumf. Efter at Henao havde tilkæmpet sig en plads i en meget stærk frontgruppe, viste Kwiatkowski storform ved på en af løbets sværeste stigninger at sætte selveste Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde og køre alene op til gruppen. Herfra stak han af sammen med Gilbert og befandt sig til slut i endnu en Sanremo-situation, hvor han skulle forsøge at vinde spurten. Denne gang måtte han imidlertid se sig henvist til andenpladsen, og han gik dermed glip af sin anden sejr i den hollandske klassiker. Også Henao oplevede lidt succes i en ellers lidt sløj klassikersæson, da han blev nr. 6.

 

Poels var ude med en knæskade, og derfor var der ingen tvivl om, at Henao var den store kaptajn i Fleche Wallonne, hvis finale er skræddersyet til den eksplosive colombianer. Allerede i Baskerlandet havde det imidlertid været tydeligt, at han manglede de sidste få procent, og det blev derfor ”kun” til en 4. plads på Mur de Huy, hvor Kwiatkowski med en 7. plads fortsatte de gode takter. Polakkens helt store mål var imidlertid at forsvare holdets titel i Liege-Bastogne-Liege, og han kom ganske tæt på. Kun ustoppelige Valverde og Martin havde held til at undslippe på bakken op til målet i Ans, og Kwiatkowskis spurtsejr i gruppen af favoritter rakte derfor til en 3. plads, mens Henao rullede ind bagerst som nr. 13. Dermed opnåede holdet endnu en podieplads i et monument i en forårsklassikersæson, der generelt må betegnes som en stor succes.

 

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Hvis klassikerne har voldt Sky kvaler, er det intet at sammenligne med de lidelser, man har været igennem i Giroen. År efter år er holdet mødt op med en af løbets topfavoritter, men hver eneste gang har uheld eller sygdom sendt kaptajnen hjem i utide. Denne gang skulle det imidlertid være, og man minimerede risikoen for tilbageslag ved at stille til start med hele to reelle vinderkandidater, ekstremt formstærke Geraint Thomas, der netop havde vundet Tour of the Alps i suveræn stil, og Mikel Landa. Faktisk var tiltroen til kaptajnerne så stor, at man traf det noget kontroversielle valg i sidste øjeblik at lade ligeledes formstærke Elia Viviani blive hjemme fra den 100. udgave af hans hjemlands store etapeløb, der var det helt store sæsonmål for sprinteren. Hele holdet var med andre ord bygget op om de to kaptajner.

 

I Vivianis fravær var holdet naturligvis uden sprinter, og derfor handlede den første tid primært om at holde kaptajnerne ude af problemer. Det gjorde man fint på de tre flade etaper på Sardinien, hvor Thomas endda var så opmærksom, at han undervejs spurtede sig til en 8. plads. Den eneste lille ærgrelse var, at det ikke lykkedes for en klassikerspecialist som Thomas at vinde tid, da Quick-Step splittede feltet i sidevinden på 3. etape. Heldigvis kom holdet fremragende fra den første bjergtest på Etna, hvor Thomas vandt spurten i favoritgruppen - desværre bag Jan Polanc og Ilnur Zakarin, hvorfor det blot blev til en 3. plads. Samtidig lykkedes det Landa at afværge den truende katastrofe, da han blev ramt af en kritisk punktering på målstigningen, og han nåede mål sammen med de øvrige favoritter.

 

Med en 10. plads på 6. og en 11. plads på 8. etape fortsatte Thomas de fine takter i de følgende finaler på korte, stejle stigninger, hvor også Landa undgik tidstab og endda viste sig frem i et overraskende angreb undervejs. Dermed var alt gået efter planen, da man stillede til start på den første virkelige styrkeprøve, den brutale Blockhaus-etape. Her fortsatte Skys Giro-forbandelse imidlertid, da en motorcykel forårsagede et stort styrt og ikke blot rev én, men begge Sky-kaptajner med sig i asfalten. Thomas fightede sig ganske vist i mål som nr. 29, men et tidstab på mere end 5 minutter betød, at podiekandidaturet reelt var ovre, og Landa var med et tab på næsten 27 minutter definitivt ude af klassementet. Med ét var Skys løb lagt i ruiner.

 

Selvtilliden blev delvist genoprettet på den følgende enkeltstart, hvor Thomas ganske overraskende blev nr. 2 bag Tom Dumoulin - tre placeringer bedre end Vasil Kiryienka - og det gav håb om, at en top 10-placering måske alligevel var mulig. Det skulle imidlertid hurtigt vise sig at være en illusion. På den relativt kuperede 11. etape, der imidlertid ikke gjorde forskelle i klassementet, var Thomas så mærket af sine skader, at han ikke kunne følge de bedste, og det blev derfor til endnu et smertefuldt tidstab. End ikke på den efterfølgende sprinteretape var han i stand til at holde sig til feltet, og dermed var skriften på væggen ikke svær at aflæse. Om morgenen forud for 13. etape kom meldingen om, at Thomas ville rejse hjem for i stedet at forberede sig til Touren, og da Landa ikke havde vist antydningen af fremgang, så det helt håbløst ud for det britiske superhold.

 

Ganske pludselig var der imidlertid alligevel grund til optimisme. På den efterfølgende bjergetape til Oropa var Landa i stand til at udfordre klassementsrytterne i en direkte dyst, og han blev en ganske overraskende nr. 3 bag Dumoulin og Zakarin. Også på den følgende etape i kuperet terræn sad han uden at tage unødige risici med tæt på favoritterne, og derfor kunne man på sidste hviledag se frem mod den bjergrige sidste uge med en vis grund til optimisme.

 

Den optimisme blev vendt til frustration, da Landa akkurat gik glip af sejren på løbets kongeetape. Efter en storstilet offensiv endte han nemlig med at skulle spurte om sejren mod Vincenzo Nibali, men her måtte han efter en dum fejl se sig henvist til den utaknemmelige 2. plads. Til gengæld overtog han bjergtrøjen, hvilket kunne betragtes som en lille trøst. På ufattelig vis gentog historien sig 2 dage senere på den næste store bjergetape, hvor han trods utallige angreb ikke kunne ryste Tejay van Garderen af. Igen endte det i en tomandsspurt, og atter begik Landa en fejl, der kostede ham sejren. Det var imidlertid nu klart, at han var i storform, og derfor gik holdet med det samme i offensiven på den følgende bjergetape. Sammen med Sebastian Henao endte han i det rette udbrud, og denne gang tog han ingen chancer. Med stor suverænitet kørte han sig til en knusende overlegen solosejr, mens Henao også imponerede med en flot 5. plads. På løbets sidste bjergetape tog han sig den frihed at fejre sejren i bjergkonkurrencen, og holdets sidste mål var derfor den sidste enkeltstart, hvor Kiryienka hørte til blandt favoritterne. Han var imidlertid uheldig at styrte undervejs, og det blev derfor kun til en 4. plads i kampen mod uret. Holdet endte således løbet med en etapesejr, en bjergtrøje og en samlet 17. plads til Landa - et udkomme, der naturligvis slet ikke matchede de store forhåndsforventninger, men som i lyset af de dramatiske omstændigheder må betragtes som et godkendt facit.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Sidste år var Sergio Henao meget tæt på at vinde Tour Down Under, og derfor var colombianeren opsat på revanche i årets første WorldTour-løb, hvor han var en af topfavoritterne. Med Danny Van Poppel som en af feltets førende sprintere havde briterne i det hele taget et slagkraftigt mandskab med store ambitioner. Starten var ganske lovende, da Van Poppel på 1. etape spurtede sig til en 2. plads bag suveræne Caleb Ewan, men desværre led man et tilbageslag på den første af de to klassementsetaper. En uheldig punktering betød, at Henao måtte bruge alt sit krudt på at jagte, og selvom det lykkedes ham at slutte som nr. 12 i den relativt store favoritgruppe, tabte han hele 19 sekunder til sin store rival, Richie Porte. Efter en 4. og en 3. plads til Van Poppel på de følgende sprinteretaper skulle han så tage sin revanche på kongeetapen, men her skuffede han stort og blev blot nr. 8. Det blev heller ikke til mere end en 4. plads til Van Poppel på den sidste sprinteretape, og den samlede 12. plads til Henao var ikke i nærheden af at leve op til forventningerne.

 

Herefter stødte Chris Froome sig til truppen i Australien for at stille til start i Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor man håbede, at Van Poppel kunne overleve stigningerne. Det lykkedes ikke, men i stedet overraskede Luke Rowe positivt i spurten ved at sikre sig en 5. plads. For Froome var det opvarmning til Herald Sun Tour, hvor han havde en titel at forsvare. Holdet kom perfekt fra start, da Van Poppel på prologen endelig fik den længe ventede sejr, men på den efterfølgende kongeetape tabte man løbet. Her markerede Froome og Esteban Chaves nemlig hinanden så tæt, at det i stedet blev løjtnanterne, der kørte om sejren. Desværre tabte Kenny Elissonde den direkte duel med Damien Howson og blev endda til slut henvist til en 3. plads, tre placeringer bedre end Froome. Det betød dog ikke, at løbet ikke endte som en succes. Den følgende dag vandt Rowe fra et udbrud, og dagen efter spurtede han sig til en 4. plads, efter at et styrt havde sat Van Poppel ud af spillet. Til slut var det Ian Stannards tur til at gå i udbrud, og den stærke brite sikrede holdet den tredje etapesejr ud af fem mulige. I klassementet blev det dog blot til en 3. plads til Elissonde og en 6. plads til Froome.

 

Holdet gjorde sin europæiske debut i Challenge Mallorca, hvor Jonathan Dibben og Lukasz Wisniowski lagde ud med at spurte sig til hhv. en 6. og en 9. plads. I det første af de kuperede løb var det så Tao Geoghegan Harts tur til som nyprofessionel at imponere, idet han sikrede sig en flot 4. plads i skrapt selskab. I det næste løb blev Ian Boswell nr. 8, inden Wisniowski blev nr. 7 i den sidste spurt, og de fire løb havde dermed været en god lejlighed for hjælperytterne til at vise sig frem. Til Volta a la Comunitat Valenciana havde man til gengæld større ambitioner med den forsvarende vinder Wout Poels. Han kom fornuftigt fra start med en 2. plads bag BMC i det indledende holdløb, men da det efter et par lettere etaper blev alvor på kongeetapen måtte han se sig henvist til en 4. plads, samme resultat som han fik i den samlede stilling.

 

I Dubai Tour håbede Elia Viviani, at han kunne gentage sig succes fra tidligere, men han kom skuffende fra start med en 6. plads i den første spurt. Dagen efter blev det blot til en 20. plads, og en 7. plads blev det skuffende udfald af den vindblæste 3. etape. På sidste etape fik han imidlertid endelig gang i benene med en 2. plads bag suveræne Marcel Kittel, og det var nok til at sikre ham en 5. plads i den samlede stilling. Det håbede han at gøre bedre i Abu Dhabi Tour, men også her kom han til kort i det skrappe selskab. En 5. plads og en 6. plads på de to første etaper blev fulgt op af et helkiks på sidste etape, og heller ikke i klassementet spillede briterne nogen rolle.

 

Efter den lovende start håbede Poels at tage årets første sejr i det stærkt besatte Ruta del Sol, hvor han fik selskab af Mikel Landa og Diego Rosa. Han var meget tæt på allerede på 1. etape, hvor både han og Rosa sad med i den sekstet, der endte med at spurte om sejren, men desværre henviste Alejandro Valverde hollænderen til 2. og italieneren til 4. pladsen, mens Landa rullede over stregen som nr. 8 i den anden gruppe. På kongeetapen kom de atter til kort, da Landa, Rosa og Poels nåede mål i den rækkefølge på pladserne fra 5 til 7, og selvom Poels kørte en flot enkeltstart, hvor han blev nr. 6, endda to pladser bedre end holdets bedste kort, Vasil Kiryienka, var det ikke nok til en podieplads, og han måtte tage til takke med endnu en 4. plads, én placering foran Rosa og to foran Landa.

 

Bedre gik det i Volta ao Algarve, hvor Michal Kwiatkowski gjorde sæsondebut, dog med noget nedspillede forventninger. Det skulle imidlertid vise sig at være uden grund. Efter at Wisniowski var blevet nr. 9 på den første sprinteretape, blev polakken nemlig en flot nr. 3 i det første bjergslag, og med en 4. plads på enkeltstarten rykkede han op på 2. pladsen bag Primoz Roglic. Han forsøgte at angribe sloveneren på kongeetapen, men en 4. plads var ikke nok til at ændre på tingenes tilstand, og han måtte derfor tage til takke med næstøverste trin på podiet.

 

Efter skuffelsen i Tour Down Under sikrede Henao holdets den tredje sejr, da han vandt det colombianske mesterskab, og han var derfor i storform, da han stillede til start i Paris-Nice, hvor han overtog kaptajnrollen efter knæskadede Poels. Her leverede Luke Rowe et fremragende arbejde på de første vindblæste etaper, der betød, at Henao med en 9. plads på den flade 1. etape kunne vinde tid på de fleste af konkurrenterne. En godkendt 8. plads på enkeltstarten betød, at det pludselig lignede en duel mellem ham og Julian Alaphilippe, og på den stejle Mur i Fayence på 6. etape satte han det første angreb ind på sin rival. Selvom et overraskelsesangreb fra Simon Yates betød, at det ikke blev til etapesejr, kunne han med en 2. plads reducere afstanden til sin rival. Dagen efter var en 4. plads på kongeetapen nok til at overtage førertrøjen, men det skulle vise sig, at han langtfra sikker. På sidste etape satte Alberto Contador nemlig et stort angreb ind, og det krævede en jætteindsats af colombianeren at sikre sig den samlede sejr med bare 2 sekunder ned til den spanske stjerne.

 

I år gjorde Geraint Thomas meget sent sæsondebut, men han havde store ambitioner fra start, da han stillede op i Tirreno-Adriatico. Desværre gik det helt galt allerede i det indledende holdløb, hvor adskillige Sky-ryttere styrtede, og da man skulle vente på femtemanden, blev holdet blot nr. 18, hele 1.42 efter vinderne fra BMC. Dermed var Thomas’ klassementsdrømme reelt allerede ovre efter bare én dag, men det gav ham til gengæld frihed på den efterfølgende kuperede etape. Her iværksatte han et flot angreb, som gav ham en imponerende solosejr, inden formstærke Kwiatkowski, der netop havde vundet Strade Bianche, spurtede ind på 6. pladsen. Dagen efter var Viviani tæt på at lave the double, da han i den første massespurt kun blev slået af Peter Sagan. Thomas’ flotteste præstation kom imidlertid på kongeetapen, hvor han var ganske tæt på at kunne matche Nairo Quintana og blev en fornem nr. 2 som nærmeste forfølger til colombianeren. Med en 8. plads viste også Landa stigende form. Thomas var igen tæt på en etapesejr på den kuperede 5. etape, hvor han spurtede sig til en 4. plads, og efter at Viviani havde spurtet sig til en 6. plads i den efterfølgende massespurt, blev han en fin nr. 8 på den sidste enkeltstart, et resultat, der trods det indledende tidstab sendte ham helt op som nr. 5 i den samlede stilling.

 

Thomas var imidlertid tilbage i en hjælperrolle i Volta a Catalunya, hvor Froome for første gang i år var til start i Europa. Med en 2. plads i det indledende holdløb vandt Froome tid på alle sine værste rivaler, og både han og Thomas holdt sig fint til på den første, meget eksplosive bjergetape, hvor de blev hhv. nr. 12 og 6. På kongeetapen var der imidlertid intet at stille op mod suveræne Alejandro Valverde, men Froome viste alligevel god form med en 2. plads. Desværre skuffede Thomas med en 14. plads og et stort tidstab. Bare 24 timer senere gik det imidlertid helt galt, da holdet sov på en våd nedkørsel tidligt på 6. etape. Trods en hård jagt endte briterne med at give op og tabe mere end 26 minutter og dermed alle muligheder i klassementet. Med et stort angreb forsøgte Froome at redde æren på sidste etape, men det lykkedes ikke, og holdet måtte tage fra Catalonien med uforrettet sag.

 

Holdet har haft tradition for at benytte det mindre Settimana Internazionale Coppi e Bartali som en chance for holdets hjælpere til at agere kaptajner, og det var også tilfældet i år, hvor Boswell, Elissonde og Geoghegan Hart fik en mulighed i det italienske løb. Også Viviani jagtede en sejr, men det endte i stor frustration for den italienske stjerne, da et tomandsudbrud på 1. etape betød, at hans spurtsejr kun gav en 3. plads. På det efterfølgende holdløb måtte man herefter se sig henvist til 2. pladsen med bare 2 sekunder af CCC, inden holdet fik tæsk på den første kuperede etape, hvor Boswell som nr. 21 var bedste mand. Fiaskoen blev fuldendt, da Viviani blev fanget i sidevinden på den sidste sprinteretape, og selvom Boswell med en 10. plads sad med de bedste klatrere på den sidste etape, endte løbet som en skuffelse for briterne.

 

Forventningerne var langt større i Baskerlandet Rundt, hvor Henao har tradition for altid at køre med om sejren. Colombianeren var igen i år kaptajn og brugte GP Miguel Indurain. Her fik man imidlertid et varsel om, at formen måske ikke længere var helt i top, da han blot blev nr. 3 og ikke kunne følge Simon Yates. Kiryienka viste med en opmuntrende 6. plads til gengæld god form. I det baskiske etapeløb holdt Henao sig fint ude af problemer på de første flade etaper, hvor Kwiatkowski jagtede succes. Det blev til en 10. plads i spurten på 2. etape, inden han dagen efter viste sig som hurtigste mand - desværre bag den enlige udbryder David De La Cruz. 24 timer senere spurtede han sig til en 4. plads, men de nederlag var for intet at regne mod det, der ventede på kongeetapen, hvor Henao yderst skuffende blot blev nr. 8. Det blev også det nedslående resultat i den samlede stilling, efter at Kiryienka var blevet nr. 7 på den afsluttende enkeltstart.

 

De to Giro-kaptajner, Thomas og Landa, skulle teste benene i det bjergrige Tour of the Alps. Der var imidlertid stor forskel på formniveauet. Allerede på 1. etape var Thomas tæt på en sejr, da han blev spurtbesejret af Michele Scarponi på den korte Hungerberg-stigning, mens Landa blot blev nr. 21. På den efterfølgende sprinteretape var Thomas igen med fremme som nr. 5, men samtidig fandt Landa benene. På kongeetapen angreb baskeren tidligt, inden Thomas kom flyvende bagfra, og sammen krydsede de stregen til en dobbeltsejr med Thomas på førstepladsen. På de to følgende etaper spillede en stadig bedre Landa en nøglerolle for Thomas, der med en 3. plads i en spurt blandt favoritterne på sidste etape endda var tæt på endnu en sejr, og det lykkedes waliseren at hjemtage den samlede triumf, mens Landa avancerede til en godkendt 5. plads.

 

Tour de Romandie har altid været en nøgleopgave for Froome, og det var også tilfældet i år, hvor han atter gik efter sejren. Først var det dog Kiryienka, der på den regnvåde prolog, hvor de fleste favoritter tog den med ro, der kørte sig til en 7. plads, inden Froome selv spurtede sig til en 5. plads i den stigende spurt på 1. etape. Efter at 2. etape havde været for hård for ham, tog Viviani dernæst revanche for den manglende Giro-udtagelse ved at tage sæsonens første sejr på den ellers ganske kuperede 3. etape. Derefter var der lagt op til det store Froome-show på kongeetapen, men det udeblev totalt. Med en usædvanligt svag præstation blev briten blot nr. 33, og selvom han med en 9. plads på enkeltstarten fik lidt oprejsning, kan det ikke skjule, at den samlede 18. plads var en kolossal skuffelse. I samme periode var holdet til start på hjemmebanen i Tour de Yorkshire, hvor man imidlertid ikke gjorde meget væsen af sig. For Van Poppel blev det ikke til én eneste top 10 på de to sprinteretaper, og selvom Geoghegan Hart kørte sig til en godkendt 5. plads på kongeetapen og en samlet 8. plads, havde man helt sikkert forventet mere.

 

Med en frisk sejr i bagagen rejste Viviani til Tour of California, hvor han håbede på at gentage succesen, samtidig med at Ian Boswell skulle teste sig selv af i klassementet. Viviani måtte imidlertid se sig henvist til 3. plads på den indledende sprinteretape, men det blev hurtigt glemt, da Boswell dagen efter var blandt de fire klatrere, der vandt tid på alle rivaler. Briten krydsede stregen som nr. 3, og også Geoghegan Hart viste med en 7. plads lovende takter. De følgende to sprinteretaper gik desværre helt i vasken for Viviani, og derfor lå alt presset på Boswell forud for kongeetapen. Han bekræftede med en 4. plads den gode form, lige Geoghegan Hart som nr. 8 også var med fremme, men desværre kørte han dagen efter en katastrofal enkeltstart. Alligevel endte dagen positivt, da Jonathan Dibben overraskede alt og alle ved at tage karrierens første sejr i det ellers skrappe selskab. Det blev endda næsten til to sejre, da David Lopez på sidstedagen var med i det rette udbrud, men her måtte se sig henvist til 2. pladsen af Evan Huffman. Desværre betød enkeltstarten, at det i den samlede stilling ikke blev til mere end en 5. plads til Boswell og en 8. plads til Geoghegan Hart.

 

Selvom man mødte op med Viviani, Van Poppel og Boswell, var Sky ikke blandt de hold, der umiddelbart prioriterede Hammer Series højest. Det skulle imidlertid gå over al forventning. En flot præstation af Geoghegan Hart gav en 3. plads på 1. etape, og efter en 4. plads på 2. etape var man i en god position inden det afsluttende holdløb. Her blev det til næstbedste tid efter Sunweb, og i en hæsblæsende og meget atypisk holdløbsspurt sikrede briterne sig sejren i den allerførste udgave af det nye koncept.

 

Opmærksomheden flyttedes imidlertid lynhurtigt til Frankrig, hvor Froome som forsvarende mester atter engang stillede op som favorit i Criterium du Dauphiné. For første gang siden sit gennembrud skulle briten imidlertid vise markante svaghedstegn i det franske løb. Efter at være kommet fint gennem de tre første etaper blev han nemlig kun nr. 8 på enkeltstarten, hvor han fik markante klø af Richie Porte. Det så ud til, at han var i fremgang, da han på den første bjergetape var blandt de fire, der spurtede om sejren, og selvom han blot blev nr. 3 fik han genoprettet selvtilliden. Det skulle imidlertid vise sig at være en stakket frisk, da han igen kom til kort på den efterfølgende Alpe d’Huez-etape. Alligevel var der fest i Sky-lejren, da Peter Kennaugh efter en svær sæsonstart pludselig viste gode ben og tog en fornem solosejr fra et udbrud. Froome nægtede imidlertid at give op, og på den sidste bjergetape iværksatte han og resten af Sky der gelt store angreb på Porte. Det blev imidlertid ikke briten, der lukrerede på det flotte arbejde, da han og Porte markerede hinanden intenst, og det blev således kun til en 8. plads på etapen og en skuffende 4. plads i den samlede stilling.

 

Sky var knapt så stærkt repræsenteret i Tour de Suisse, hvor loyale Mikel Nieve fik en sjælden chance for at køre klassement. Det blev til en godkendt 9. plads på den første af de tre bjergetaper, inden Owain Doull spurtede sig ind på en 10. plads på den efterfølgende etape. Desværre fandt Nieve aldrig sine bedste ben, og han og holdets bedste resultat blev således en 8. plads på kongeetapen. Derudover blandede Salvatore Puccio sig på den sidste sprinteretape, hvor også han fik en 10. plads, mens Nieve i den samlede stilling måtte tage til takke med en 9. plads.

 

Større ambitioner var der grund til at have i Route du Sud, hvor holdet mødte op med en stjernesat opstilling med Viviani til spurterne og Henao, Thomas og den tilbagevendte Poels til klassementet. På 1. etape lod man imidlertid et udbrud køre hjem, og med en 8. plads overtog Kenny Elissonde herefter kaptajnrollen. Herefter var der endelig igen hul igennem for Viviani, der sejrede på den flade 2. etape, inden man holdet på kongeetapen tog det helt store ansvar i et forsøg på at køre Elissonde frem til den samlede sejr. Med en 10. plads, én placering bag Henao, lykkedes det imidlertid ikke, og heller ikke etapesejren fik man, da Gianni Moscon i sit comeback efter racismekarantænen tabte udbrudsduellen til Pierre Rolland. Der var også frustration på sidste etape, hvor det først lykkedes at hente udbruddet på stregen, og da han ikke kom forbi dem alle, måtte Viviani tage til takke med en 7. plads. I den samlede stilling blev det til en 3. plads til Elissonde og en 7. plads til samt en sejr i holdkonkurrencen.

 

Holdet sluttede første del af året af med at vinde to titler ved de nationale mesterskaber. Kwiatkowski knuste rivalerne på den polske enkeltstart, og Moscon erobrede sin første enkeltstartstitel i Italien og blev nr. 5 i det benhårde linjeløb. Landa overraskede positivt med en andenplads på den spanske enkeltstart, inden han blev nr. 7 i linjeløbet, men til gengæld skuffede holdet på den britiske hjemmebane. Geoghegan Hart sluttede lige uden for podiet på enkeltstarten, og i linjeløbet blev det til hhv. en 4., 6. og 8. plads med Kennaugh, Stannard og Geoghegan Hart.

 

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Sjældent har der været så megen usikkerhed om Sky forud for årets store mål, Tour de France. Et usædvanligt sløjt forår og en skidt indsats i Dauphiné fik mange til at stille spørgsmålstegn ved, om briten ville være på sit vanlige niveau og erobre sin fjerde sejr i verdens største etapeløb. Samme spørgsmålstegn var der imidlertid ikke ved holdets styrke. Et formidabelt team af klatrere var samlet om kaptajnen, og de havde kun ét mål: at vinde Touren igen. Froome kunne således regne med støtte fra Mikel Nieve, Mikel Landa og Sergio Henao, fra Luke Rowe og Christian Knees på det flade og fra Vasil Kiryienka, Geraint Thomas og Michal Kwiatkowski i alle slags terræner.

 

Det var imidlertid ikke Froome, der stjal de første overskrifter. I stedet var det Thomas, der efter sit styrt i Giroen egentlig ikke havde de store forventninger til sig selv. På den indledende enkeltstart tog waliseren højst overraskende karrierens første sejr i en grand tour på en dag, som endte i den helt store triumf for Sky. Således blev Kiryienka nr. 3 og Kwiatkowski nr. 8, og Froome selv kørte sig til en 6. plads, der betød, at han vandt langt mere tid end ventet på alle sine konkurrenter, ikke mindst på Richie Porte.

 

Efter en flad sprinteretape, hvor Thomas forsvarede trøjen, var Froome sit sædvanlige årvågne selv, da han og Thomas blev hhv. nr. 9 og 8 i puncheurafslutningen på 3. etape. Den første alvorlige test var imidlertid bjergetapen til La Planche des Belles Filles to dage senere. Modsat tidligere år knuste Froome ikke rivalerne og lod endda Fabio Aru køre hjem til en etapesejr, men i favoritternes spurt blev han nr. 2 bag Dan Martin og vandt vigtige sekunder på Porte. Thomas skuffede desværre, men afgav trøjen til sin kaptajn, og i stedet viste Landa opløftende takter med en 10. plads. Dernæst handlede det på de følgende etaper om at undgå problemer, og det lykkedes frem til det næste slag på den dramatiske Mont du Chat-etape. Her kørte Froome med stor autoritet og bookede plads i den seksmandsgruppe, der spurtede om sejren, og det gav en 3. plads samt et sikkert trøjeforsvar. Landa var igen med fremme med en 8. plads, men til gengæld mistede holdet Thomas, der på den styrtplagede etape igen var ramt af uheld og måtte forlade løbet med et brækket kraveben.

 

Froome kunne dermed gå ind til den anden uge med et sikkert greb om førertrøjen, og han kom også fint igennem de følgende sprinteretaper. Herefter ventede det første slag i de høje bjerge i Pyrenæerne, og det skulle blive en dag, Froome sent vil glemme. Ifølge ham selv fejlede han nemlig med sit energiindtag, og det betød, at han oplevede en sjælden krise. Klog kørsel af Sky betød imidlertid, at svagheden først blev afsløret på den sidste rampe op til mål, og derfor kunne han med en 7. plads begrænse skaden, selvom han måtte afgive trøjen til Aru. Etapen gav imidlertid anledning til voldsomme medieskriverier, da Landa ikke ventede på sin kaptajn og i stedet spurtede sig til en 4. plads.

 

Ekstra næring til den diskussion kom der på den følgende etape, hvor Sky sendt Landa i offensiven. Alligevel valgte Froome selv at angribe og senere sammen med Kwiatkowski at jagte sin holdkammerat på det flade. Resultatet blev, at Landa blev nr. 4 og sidst i spurten i den kvartet, der skulle afgøre etapen, mens Kwiatkowski og Froome krydsede stregen som nr. 7 og 8 blandt de øvrige favoritter. Froome var fortsat 6 sekunder bag Aru i den samlede stilling, men Landa var nu avanceret til en 5. plads og udgjorde pludselig i selv en trussel mod den italienske førstemand. Dagen efter fik Froome imidlertid igen cementeret sin kaptajnstatus, da han med snarrådig kørsel på puncheuretapen til Rodez spurtede sig til en 7. plads og ganske overraskende generobrede trøjen på en ellers relativt uskyldig etape. 24 timer senere var han pludselig atter i krise, da han fik defekt midt i et Ag2r-angreb på en ellers stilfærdig mellemetape, men med godt holdarbejde - herunder fra Landa, der ventede på sin kaptajn - lykkedes det ham at undgå tidstab til sine værste rivaler, og han kunne derfor gå ind til den sidste uge med sin føring i behold.

 

Froome og Landa holdt sig begge til på den vindblæste 16. etape, inden det gjaldt de afgørende slag i Alperne. Her viste Froome ingen svaghedstegn. Først blev han og Landa hhv. nr. 3 og 6 på Galibier-etapen, hvor de nåede mål i en femmandsgruppe bag etapevinder Primoz Roglic, og siden gik Froome efter sejren på kongeetapen til Izoard. Landa blev sendt i forkøbet, inden Froome selv gik i aktion, men modsat tidligere år kunne briten ikke gøre forskellen. Det endte med en 4. plads til briten, der måtte se sig besejret i spurten bag etapevinder Warren Barguil, og en 6. plads til Landa. Dermed var Froome i pole position inden den sidste enkeltstart, hvor kun en katastrofe kunne spolere festen. Froome levede med en tredjeplads op til forventningerne og sikrede sig dermed sin fjerde Tour-titel, dog med sit hidtil mindst forspring. Alligevel var der malurt i bægeret. Dels blev Kwiatkowski henvist til 2. pladsen med bare 1 sekund, dels var uheldige Landa bare 1 sekund fra at ende på podiet efter at have leveret sit livs enkeltstart. Det endte derfor med en 1. plads til Froome, en 4. plads til Landa og en overlegen sejr i holdkonkurrencen (og kun én etapesejr til Thomas) efter et løb, hvor Froome med al tydelighed holdt lidt igen, så han havde kræfter i behold til sin næste store opgave: Vuelta a Espana.

 

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Tre andenpladser i fire forsøg. 2017 skulle være året, hvor det endelig lykkedes Chris Froome at vinde Vueltaen og indskrive sig i historien som den første under den nuværende kalenderstruktur til at vinde både Touren og den spanske grand tour i samme sæson. Selvom mange havde været skeptiske, insisterede Froome på, at hans relativt svage forårssæson og defensive Tour-kørsel var et resultat af ønsket om at være frisk i Spanien, og modsat tidligere år havde han i perioden mellem de to grand tours trænet intensivt i højderne. Da han samtidig fik stillet sit hidtil stærkeste Vuelta-mandskab til rådighed, var alt lagt på skinner til historieskrivning i Spanien. Der var med andre ord ikke plads til at andre delmål på holdet, hvor kun Wout Poels efter sin lange skadespause fik lov at agere plan B i klassementet.

 

Holdet lagde fornuftigt ud med at blive nr. 4 i det indledende holdløb og her vinde tid på alle hovedrivalerne, men den første seriøse test kom på tredjedagen på etapen til Andorra. Mange havde ventet, at Froome som i tidligere udgaver ville lægge defensivt ud, men det skulle vise sig, at han havde lagt en helt anden strategi. Allerede på første bjergetape gik han i offensiven, og var det ikke for en stærkt kørende Esteban Chaves, var han formentlig kørt alene hjem til en tidlig etapesejr. Nu endte han imidlertid i stedet i en lille favoritgruppe, hvor han spurtede sig til en 3. plads og allerede efter bare tre dage erobrede førertrøjen. Til gengæld skuffede Poels, der ikke var i stand til at følge de bedste.

 

Næste opgave var den lille mur i finalen på 5. etape, hvor kun Chaves, Alberto Contador og Michael Woods kunne følge briten, som dermed vandt vigtig tid på specielt Vincenzo Nibali. Dagen efter viste han igen klassen, da han som eneste mand kunne følge Contadors mange angreb på den voldsomt stejle stigning langt fra mål på 6. etape. Det endte i en større regruppering, inden Froome spurtede sig til en 8. plads. Den første virkelige klatreudfordring kom på den stejle Xorret de Cati-stigning på 8. etape, hvor Froome atter viste, at han havde planer om at vinde så megen tid som muligt tidligt i løbet. Briten viste sig igen som stærkeste mand og rundede toppen alene som første mand blandt favoritterne, inden han fik selskab af Contador på nedkørslen. Dermed vandt han yderligere tid på Nibali og Chaves og fik skrevet sig ind som favorit til at vinde på Cumbre del Sol, hvor han to år tidligere var blevet nr. 2. Denne gang var der ingen, der kunne matche Froome, som i suveræn stil sejrede og dermed fik den etapegevinst, han ikke havde fået i Touren. Dermed gik han til hviledag med et komfortabelt forspring på 36 sekunder til Chaves, og eneste lille malurt i Sky-bægeret var Poels’ skuffende præstationer, der betød, at han blot lå nr. 14 i den samlede stilling.

 

Froomes strategi i de høje bjerge i den anden uge var anderledes. Her handlede det ikke længere om at køre offensivt, men i stedet om at forsvare det allerede store forspring. På Calar Alto-etapen nåede han derfor mål sammen med Nibali og Wilco Kelderman, som han besejrede i spurten om 2. pladsen, men for første gang måtte han give fortabt på en stigning, da han i finalen ikke kunne følge Miguel Angel Lopez. Igen skuffede Poels, mens en stærk Mikel Nieve til gengæld blev nr. 8. Dagen efter gav kaptajnen den dybt imponerende Gianni Moscon chancen i den knaldhårde spurt opad bakke på 13. etape, og den mulighed greb italieneren, der kun måtte se sig slået af suveræne Matteo Trentin. Froome selv krydsede stregen som nr. 7.

 

På La Pandera-etapen viste Froome for første gang små svaghedstegn. Igen måtte han lade Lopez køre, og i spurten om tredjepladsen og dermed vigtige bonussekunder, måtte han se sig slået af Nibali. Til gengæld kunne han glæde sig over, at Poels som altid viste fremgang sidst i en grand tour og med en 8. plads nærmede sig den samlede top 10. Froome styrkede herefter sin position på Sierra Nevada-etapen, hvor han ganske vist for tredje gang måtte lade Lopez stikke af i finalen, men hvor han udnyttede sit imponerende Sky-mandskab til at kontrollere den vindblæste stigning, krydse stregen som nr. 5 og vinde yderligere tid på Nibali, der havde spildt kræfter i et tidligt angreb. Poels blev igen nr. 8, og holdet giver derfor til hviledag med en sikker føring på 1.01 til Nibali og med Poels på en samlet 10. plads.

 

Froome havde hele tiden set frem til enkeltstarten som en mulighed for at vinde yderligere tid, og den chance greb han til fulde. For andet år i træk var han helt suveræn på tidskørslen og tog der sin anden etapesejr, mens Poels med en fremragende 7. plads avancerede til 8. pladsen. Det havde imidlertid kostet så mange kræfter, at han 24 timer senere oplevede en historisk krise på den stejle Los Machucos-stigning. Helt uventet kom briten i store vanskeligheder og blev fragtet til mål af Poels og Nieve med et tidstabt på 42 sekunder til Nibali. Rivalernes håb blev dog hurtigt slukket, da han på den lille mur i finalen dagen efter igen var sit gamle jeg og med stor autoritet genvandt 21 sekunder på sin italienske rival. Til slut skulle han sikre sig sejren på Angliru, hvor han samtidig drømte om at give Poels en etapesejr. Sky-duoen forcerede da også voldsomt i finalen i et forsøg på at hente Contador, men det lykkedes ikke. Poels og Froome krydsede stregen side om side som hhv. nr. 2 og 3 og kunne fejre britens første Vuelta-triumf. Færdig var han imidlertid ikke. Han havde stadig en spinkel føring i pointkonkurrencen, som han agtede at forsvare i Madrid. Det gjorde han til Matteo Trentins frustration ved at spurte sig til en top 15-placering, og dermed endte løbet i den helt store jubelfest for Sky, der kunne tage hjem til England med en samlet sejr og pointtrøje til Froome samt en 6. plads til Poels, der voksede og voksede gennem løbets tre uger.

 

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Den første store opgave efter Touren var Clasica San Sebastian, hvor man stillede til start med to af de mest formstærke ryttere fra den sidste uge af Touren, Michal Kwiatkowski og Mikel Landa. De viste sig at være akkurat så stærke som ønsket. Landa angreb voldsomt på den sidste stigning, men kunne ikke komme af med Bauke Mollema og Tony Gallopin. Længere bagude kæmpede Kwiatkowski sig sammen med Tom Dumoulin tilbage til de forreste, og herefter ofrede Landa sig for sin polske holdkammerat. Kwiatkowski svigtede ikke og vandt let spurten og dermed sin tredje store klassiker i jubelåret 2017. Landa måtte som nr. 5 til gengæld atter tage til takke med en sekundær placering. Til gengæld endte RideLondon Classic på hjemmebanen i London i stor skuffelse, da en ellers formstærk Elia Viviani, som netop havde vundet to etaper i Østrig Rundt med det italienske landshold, blot blev nr. 11 i spurten.

 

I Tour de Pologne havde man store ambitioner med Wout Poels, der efter sin knæskade brugte løbet som en vigtig test forud for Vueltaen. Først var det dog Danny Van Poppel, der efter en skidt periode endelig fik gang i benene igen. De første tre sprinteretaper endte imidlertid i frustration, da han trods imponerende spurtstyrke måtte se sig henvist til to 2. og en 3. plads, men det hele faldt i hak på den kuperede 5. etape, hvor han atter viste sig hurtigere end Peter Sagan og endelig tog den fortjente sejr. Til gengæld skuffede Poels stort på den første af de tre kuperede etaper, da det blot blev til en 9. plads på den stejle mur på 3. etape, men som så ofte før fandt han siden benene. På 6. etape var han således den stærkeste af favoritterne og gik kun glip af etapesejren, fordi Jack Haig havde angrebet fra distancen. På den efterfølgende kongeetape var der imidlertid ingen tvivl. Poels sejrede suverænt og sikrede sig dermed også en samlet 3. plads, ligesom Diego Rosa kom hjem med en bjergtrøje.

 

Landas sidste store opgave som Sky-rytter var Vuelta a Burgos, hvor han var den store favorit. Den status levede han op til langt tidligere end ventet, da han på den småkuperede 1. etape satte et overraskende angreb ind i finalen og på den sidste bakke op til mål kørte sig til en uventet sejr. To dage senere styrkede han sin føring ved på suveræn vis at vinde løbets sværeste etape, hvor Gianni Moscon imponerede med en 8. plads. Den unge italiener var herefter meget tæt på sæsonens anden sejr, da han i den hårde spurt på 4. etape kun blev besejret af Carlos Barbero, inden Landa skulle gøre arbejdet færdigt på kongeetapen. Denne gang måtte han ganske vist se sig henvist til 3. plads, men det var nok til at tage både den samlede sejr og pointtrøjen.

 

Viviani havde gjort EM til sit vigtigste mål i sommersæsonen, men det endte som en yderst frustrerende oplevelse for den italienske sprinter, der efter et fremragende lead-out måtte se sig slået på målfoto af Alexander Kristoff og derfor nøjes med sølv. Bedre gik det ikke i BinckBank Tour, hvor han totalt fejlede i løbets spurter, og det var i stedet formstærke Van Poppel, der viste sig frem. På 4. etape greb han chancen, da Viviani forsvandt, og spurtede sig til en 6. plads, og på den følgende etape i den kuperede Limburg-provins viste han klassen ved at køre med alle klassementsrytterne i finalen. Desværre løb han tør for kræfter og endte blot som nr. 9. Det blev imidlertid de eneste resultater i et svært løb for briterne.

 

Det skulle vise sig, at Viviani efter BinckBank Tour havde fundet sit livs form. Få dage senere tog han nemlig karrierens første store sejr i et internationalt endagsløb, da han satte det meste af sprintereliten til vægs i EuroEyes Cyclassics. Derfra drog han videre til det mindre Tour du Poitou-Charentes, hvor han og Nacer Bouhanni udkæmpede nogle drabelige dueller. Viviani vandt slaget på 1. etape, men blev på 2. etape henvist til 2. pladsen af franskmanden. På torsdagens morgenetape var Viviani imidlertid atter hurtigt, inden den blev til en 2. plads bag Marc Sarreau i den hårde spurt på sidste etape. Viviani kørte samtidig en ganske fin enkeltstart, hvor Owain Doull endda var endnu bedre som nr. 10, og man endte derfor med en samlet 5. plads til italieneren og en 7. plads til briten. De gode resultater gav Viviani selvtillid forud for det næste WorldTour-løb, Bretagne Classic. Tidligere ville den franske klassiker have været for hård for italieneren, men det var ikke tilfældet denne gang. Viviani imponerede stort ved at være en af de allerførste på toppen af den sidste stigning, og bare en uge efter sejren i Hamburg spurtede han sig derefter til sin anden store sejr i et endagsløb på WorldTouren.

 

Tour of Britain spiller naturligvis altid en vigtig rolle for Sky, der derfor mødte op med et stærkt mandskab med formstærke Viviani til de mange spurter og Kwiatkowski, Geraint Thomas og Vasil Kiryienka til enkeltstarten og dermed klassementet. Efter en 3. plads på 1. etape slog Viviani til i det ekstremt skrappe selskab, da han sejrede på 2. etape, men herefter endte løbet i frustration. Det blev til yderligere en 7. og en 2. plads, inden Kiryienka, Kwiatkowski og Thomas blev hhv. nr. 3, 7 og 8 på enkeltstarten. Kwiatkowski spurtede sig herefter til en 10. plads på 6. etape, inden han gik i offensiven på løbets kongeetape, hvor Viviani hjalp med at forberede angrebene. Terrænet var imidlertid ikke hårdt nok, og derfor indstillede man sig på at gå efter en sidste etapesejr med Viviani på 8. etape i stedet. Den viste sig imidlertid at blive så hård, at italieneren slet ikke havde noget at skyde med i spurten, hvor han blot blev nr. 10. Holdet forlod derfor løbet med en etapesejr og Kwiatkowski på en 5., Thomas på en 7. og Doull på en 9. plads. Helt galt fik det i de canadiske WorldTour-løb, hvor holdet var til start med lidt af et B-hold og slet ikke var i nærheden af noget som helst.

 

Efter den store Vuelta-triumf havde Chris Froome rettet blikket mod VM, hvor han gik efter guldet i begge de to tidskørsler. Holdet var da også favorit til holdløbet, men her måtte han, Thomas, Kwiatkowski, Kiryienka, Doull og Moscon overraskende se sig henvist til en lidt skuffende tredjeplads. Det blev herefter til to bronzemedaljer, da Froome akkurat sikrede sig 3. plads på enkeltstarten, hvor også Kiryienka med en 5. og Moscon med en 6. plads imponerede. I linjeløbet imponerede Moscon endnu mere, da han sammen med Alaphilippe angreb i finalen (dog blev han senere diskvalificeret for ulovlig pace). For Viviani blev det imidlertid for hårdt, og det blev derfor ikke til et resultat for briterne.

 

Moscon og Viviani tog herefter den gode form med sig til de italienske efterårsløb, hvor Viviani allerede inden VM havde opnået to top 6-placeringer i Coppa Bernocchi og Memorial Marco Pantani med det italienske landshold. Viviani lagde ud med at imponere i Coppa Sabatini, hvor den knaldhårde finale normalt ville have været alt for svær, men hvor han alligevel fik sig en overraskende 6. plads. To dage senere var Moscon en af de bedste i Giro dell’Emilia, hvor han blev en flot nr. 5 i det skrappe selskab, inden Viviani kørte sit sidste løb i GP Beghelli. Her snød Luis Leon Sanchez imidlertid sprinterne, og i spurten henviste Sonny Colbrelli Sky-sprinteren til podiets nederste trin.

 

Moscon fortsatte de gode takter i Tre Valli Vraesine, hvor han i den uventet hårde finale blev nr. 7, men skuffede herefter i Milano-Torino. Her var Poels imidlertid ankommet, og hollænderen viste med en 6. plads god form, som betød, at man have to gode kort at spille i Il Lombardia. Poels skuffede, men Moscon kørte sit livs bedste klassiker, og i den ekstremt bjergrige finale lykkedes det ham at opnå karrierens første podium i et monument ved at vinde spurten om 3. plads. Også Mikel Nieve overraskede positivt med en 8. plads. Poels jagtede herefter revanche i Tour of Guangxi, hvor han stillede til start sammen med Danny Van Poppel. Gassen var imidlertid gået af ballonen, og det blev kun til en 6. plads på kongeetapen og en samlet 7. plads. Endnu værre gik det for Van Poppel, der i sit sidste løb for Sky i fem forsøg kun fik én top 10-placering med en ret ligegyldig 7. plads på 1. etape.

 

Den endelige dom

Det er lidt paradoksalt, at Sky trods adskillige år som verdens i særklasse bedste etapeløbshold først i år er lykkedes med at vinde to grand tours i samme sæson. 2017 blev året, hvor det endelig lykkedes for Chris Froome at tilføje en Vuelta-titel til Tour-triumf, der efterhånden har lidt præg af rutine. At skrive historie i grand tour-sammenhæng og herunder sejre i verdens største cykelløb gør naturligvis i sig selv året til en dundrende succes, og man opnåede endda langt mere i de to etapeløb. Det blev således til i alt tre etapesejre, sejr i holdkonkurrencen i Touren, en pointtrøje i Vueltaen samt en 4. plads til Mikel Landa i Touren og en 6. plads til Wout Poels i Vueltaen.

 

Man kan naturligvis indvende, at Giroen ikke bød på den ventede succes, men det er svært at bebrejde Sky, at begge deres kaptajner bliver revet med ned af en motorcykel. Tværtimod må man faktisk rose holdet for modsat i lignende tilfælde tidligere i historien at bevare moralen, og i lyset af den katastrofe, man havde kurs mod undervejs, er et udkomme på en etapesejr, en bjergtrøje samt to andenpladser på etaper nærmest det maksimale, man kunne håbe på.

 

Det var imidlertid ikke kun i grand tours, at holdet havde succes. Sergio Henao vandt Paris-Nice, Geraint Thomas vandt Tour of the Alps og kunne formentlig have vundet Tirreno-Adriatico, hvis det ikke havde været for et dumt uheld i det indledende holdløb, Poels var på podiet i Tour de Pologne, og Froome var tæt på podiet i Dauphiné. Måske bød året også på flere skuffelser undervejs, primært for Froome i et relativt tamt forår, men det kan ikke ændre på, at holdet i etapeløbssammenhæng kørte fremragende.

 

Samtidig oplevede holdet dets klart bedste klassikersæson. Kun i de flamske løb kneb det, primært som følge af uheld, men derudover var man med fremme overalt. Det blev til endnu en monumentsejr i Milano-Sanremo til Michal Kwiatkowski, der tog yderligere et par store sejr i Strade Bianche og Clasica San Sebastian, og polakken var også podiet i Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege. Sergio Henao var ligeledes med fremme i samtlige ardennerklassikere, Gianni Moscon fik sit definitive gennembrud med en 3. plads i Il Lombardia og en 5. plads i Paris-Roubaix, og Elia Viviani overraskede positivt i et fabelagtigt efterår, hvor han vandt to af de største efterårsklassikere, EuroEyes Cyclassics og Bretagne Classic.

 

Resultaterne var så gode, at det lykkedes at vinde WorldTouren for anden gang efter sejren i 2012, og det i sig selv fortæller meget om den flotte sæson. Holdet var ganske enkelt med fremme i langt de fleste løb på højeste niveau, og det er kun de knap så gode resultater i de flamske klassikere samt i et par af de ugelange etapeløb i foråret. I løbet af en lang sæson er det imidlertid umuligt ikke at opleve en enkelt nedtur eller to i en sport, hvor held betyder så meget, som det gør i cykelsport, og for Sky kunne sæsonen næppe have været bedre. Derfor når vi skalaens højeste trin, når dommen skal fældes.

 

Karakter: 10/10

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »