Skuffet Ewan manglede en holdkammerat i finalen

Det var en skuffende dag for Caleb Ewan, der på trods af en andenplads, ikke var tilfreds med resultatet. Australieren føler selv, at han kunne have vundet.

Derfor var australieren mere frustreret over at blive nummer to i år, end sidst han blev toer i løbet.

”Første gang jeg blev nummer to, syntes jeg, at det var et rigtig godt resultat. Det var anden gang, at jeg kørte Sanremo. Det bekræftede, at jeg potentielt kunne vinde løbet en dag. Jeg er ret skuffet denne gang,” fortæller han.

Da løbet gik ind i finalen, var australieren med helt fremme. Som en af de eneste sprintere var han med blandt de allerforreste på Poggio, hvor Julian Alaphilippe og Wout van Aert forsøgte at gøre løbet hårdt.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

At han kunne sidde med der, var ingen tilfældighed, det har nemlig været australierens fokus under forberedelsen til løbet.

”I år har jeg virkelig prøvet at forbedre mine klatrerevner, og jeg har endda øvet det præcise angreb på Poggio mange gange før dette løb. Derfor vidste jeg, at jeg burde kunne følge med, da angrebene kom,” forklarer han.

”Jeg var i en virkelig god position på det meste af Poggio, og da de kørte led jeg selvfølgelig, men jeg havde stadig nok tilbage til at følge dem. Jeg var faktisk ret komfortabel,” fortæller han.

En af årsagerne til at det i år ikke blev til australsk sejr, kunne have været at australieren sad alene i finalen. Som eneste Lotto-Soudal-rytter var det svært for Ewan at holde det samlet i finalen.

”Det ville have været rart at have en mand i finalen til at holde det samlet, fordi jeg ved, at hvis gruppen er samlet, så er jeg normalt den hurtigste,” fortæller han.

Finalen i Milano-Sanremo er altid en svær taktisk affære, præget af mange angreb. Efter næsten 300 kilometer er der heller ikke ret mange kræfter tilbage til at kunne køre angreb ind igen.

”Det er altid et lotteri i den situation. Der vil altid være angreb, og du er nødt til at vente. Du kan ikke bare tage fronten og bringe alle udbruddene tilbage. Jeg skal løbe risikoen, og det gjorde jeg. Jeg gjorde hvad jeg følte, at jeg skulle for at vinde. Til slut ventede vi for længe,” afslutter Ewan.